Religion, fordærv og døde kvinder forenes i ‘Holy Spider’

Biografanmeldelse: Vi befinder os omkring årtusindskiftet i den hellige iranske by Mashhad. Her hærger en brutal seriemorder, der går målrettet efter byens sexarbejdere, som han kvæler og efterlader ligene af i byens udkant. Den urovækkende ’Holy Spider’ er som indhyllet i en dragende grå og grynet virkelighed, der spinder sit nøjsomme net om nattens mørklægning af byens beskidte gader.

Den ihærdige, bestemte og snarrådige kvindelige journalist Rahimi ankommer nu til byen for at undersøge sagen, der har lagt Mashhad i angste lænker. For hvem bliver mon det næste offer? Det bliver således også starten på en hård kamp for Rahimi, der dog langt fra lader sig kue af hverken farerne ved at træde ind i mørket eller at lægge sig ud med et ikke helt nemt retssystem.

Efterhånden som Rahimis arbejde skrider frem, nærmer hun sig på uhyggelig vis morderen, der går under navnet ’Edderkoppemorderen’. Således sættes her et gribende parløb op, hvor man simultant med journalistens opklaringsarbejde også følger morderen, hans liv og dræbertogterne om natten. Det er barskt at være vidne til i en fortælling, der både er tankevækkende og udfordrende.

’Holy Spider’ er baseret på den sande historie om ‘Edderkoppemorderen’, der dræbte en lang række af sexarbejdere mellem 2000 og 2001. At virkeligheden således ligger som et grumt underlag i fortællingen, gør ikke just filmen mindre foruroligende. Det er et visuelt besnærende univers, man her bringes ind i, hvilket er fotograferet både nøgternt og som et svævende mareridt af Nadim Carlsen.

Hertil kommer Martin Dirkovs pulserende grumme musik, der går skræmmende godt i spænd med netop billedsidens balancegang mellem et indre og ydre hos vores to hovedroller i journalisten og morderen. Zar Amir-Ebrahimi er brillant som den stålsatte Rahimi, der med jernhårdt greb om sit virke er som en ustoppelig hvirvelvind i en mandsdomineret verden.

Mehdi Bajestani synes uhyggeligt normal som morderen, hvor en skræmmende virkelighed dog gemmer sig lige bag hans øjne og i hele kroppens ageren. Instruktør og medforfatter Ali Abbasi lykkedes med ’Holy Spider’ at forbinde fortællingens tankeprovokerende narrativ med en både dragende billedside og et sitrende lydunivers, selvom den barske slagside godt kunne være taget længere ud.

’Holy Spider’ får 5 ud 6 stjerner:

’Holy Spider’ har biografpremiere den 13. oktober.

Det handler om ondskab i gyser-finalen ‘Halloween Ends’

Biografanmeldelse: Det er umuligt at holde en god bøhmand nede. Det har historien vist gang på gang i den ene film efter den anden med seriemordere som Jason Voorhees, Freddy Krueger, Ghostface, Jigsaw og Michael Myers. Sidstnævnte slasher-legende blev vakt til live på ny i 2018 med ’Halloween’. Den blev fulgt af ’Halloween Kills’. Nu lander så finalen ’Halloween Ends’.

Her fortsætter historien om overleveren Laurie Strode en håndfuld år efter begivenhederne i den forrige film. Hun er nu i færd med at skrive en bog om sine oplevelser med den mutte dræber Michael Myers. En kamp mellem de to, der tog sin begyndelse helt tilbage i 1978 med John Carpenters første og originale ’Halloween’. Det er igen den nu 63-årige Jamie Lee Curtis, der spiller Laurie.

Som filmens titel indikerer, er det meget vel enden på denne række af nye film i sagaen om Myers og Strode. Den store gyser-finale efter mere end 40 års kamp på liv og død. Her er med andre ord sin del af forventninger, der synes at skulle indfries. Men ’Halloween Ends’ gør noget andet end, hvad i hvert fald jeg lige forventede. Det fungerer både og. Men det er om ikke andet underholdende.

Det handler her om ondskab lige så meget, som det er det klimatiske møde mellem Laurie og hendes morderiske nemesis. Jeg vil ikke spoile, hvordan og i hvilken retning instruktør og medforfatter David Gordon Green tager sit nye dyk ind i mørket med Myers. Jeg vil blot sige, at man ikke skal forvente sig et klassisk stykke med Myers på bersærkergang.

Her er i min optik tale om et interessant take på franchisen og dens temaer, hvor netop ondskab står centralt. Hvad er den? Hvordan opstår den? Hvad gør den ved folk? ’Halloween Ends’ er også en film om at se sig selv i øjnene og konfrontere det, der gør allermest ondt. Her står Jamie Lee Curtis’ portræt af sin signaturrolle stærkt. Hun er sej, skrøbelig og umulig ikke at heppe på.

Selvom ’Halloween Ends’ måske nok er lidt ufokuseret og kringler sin historie i nye retninger for Myers, får man også sin del af blodigt brutale mord, hvilket hører til franchisen. Det er ondt og gør ondt at se på. Jeg er vild med det. I ’Halloween Ends’ er alt og intet på sin vis ved det gamle. Det fungerede for en fan af serien som mig med dette friske pust. Selvom jeg fik noget andet, end jeg ellers lige troede.

’Halloween Ends’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Halloween Ends’ har biografpremiere den 13. oktober.

På sporet af et kringlet komplot med ‘Amsterdam’

Biografanmeldelse: Vi skal tilbage til 1930’ernes USA med den stjernestærke ’Amsterdam’, hvor man følger tre venner. Et noget umage trekløver, der snart finder sig selv i en knibe. For at sige det mildt. De bliver nemlig falskt anklaget for et mord. De må nu tage flugten, hvor de snart kommer på sporet af en sag, der er større, farligere og mere hemmelighedsfuld, end de havde kunnet forudse.

Det er udgangspunktet for en ordfyldt fortælling om et stykke af amerikansk historie, som filmen øjensynligt er inspireret af. Det er endvidere også en historie om venskab, familie og kærlighed. Ja, endda meningen med det hele her på Jorden. Først og fremmest er det dog optrevlingen af et komplot, man snart aner konturerne af, efterhånden som vennerne bevæger sin frem i fortællingen.

Christian Bale er Burt Berendsen, en noget uortodoks og excentrisk læge med et glasøje. Han stjæler for mig showet med sit kulørte, skævt charmerende og underspillet morsomme portræt. Han får dog virkelig godt modspil i en sej Margot Robbie som veninden Valerie Voze og John David Washington som krigsveteranen og juristen Harold Woodman.

De er både gode hver for sig og ikke mindst sammen. Jeg følger dem med interesse på deres vej i at afdække den dystre hemmelighed, der ligger til grund for anklagen mod dem. Fortællingen bliver sine steder måske nok en kende ufokuseret, men også sært overforklarende. Her mister filmen noget af sit momentum. Det indhenter den dog undervejs. Ikke mindst takket være castet.

Her finder man i øvrige roller bl.a. også en dragende Anya Taylor-Joy, en karismatisk Michael Shannon og en tvetydig Rami Malek, mens Robert De Niro spæder til med solid autoritet. Derimod synes Chris Rocks portræt en kende malplaceret. Det er dog heldigvis ikke nok til at skæmme en rollebesætning, der er hele filmen værd, dens skønhedspletter til trods.

David O. Russell har både forfattet og instrueret ‘Amsterdam’, der er stærkest, når den skarpt sætter sin rute ind i fortællingens mystiske og dragende plot om hemmeligheden bag det alt sammen. Det i tæt samspil med det umage trekløver. Desværre forfalder filmen afslutningsvis til at overforklare sine pointer, der mangler den finesse, man ellers finder i fortællingen.

’Amsterdam’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Amsterdam’ har biografpremiere den 6. oktober.

‘Peter von Kant’ er et velfortalt kammerspil fra fransk mester

Biografanmeldelse: Kærlighed, succes og forfængelighed. Det kan være en svær treenighed at balancere. Det må man i hvert fald sande i den franske auteur François Ozons velfortalte, medrivende og underspillet morsomme kammerspil ’Peter von Kant’. Her møder man den succesfulde filminstruktør Peter von Kant, der lever med alle sine følelser helt uden på tøjet og passionen som drivkraft.

Filmen er inspireret af den tyske filmskaber Rainer Werner Fassbinders ’Petra von Kants bitre tårer’ fra 1972. Den har jeg dog ikke set. Ozons film står da heldigvis for mit vedkommende også fint frem i egen ret. Filmen udspiller sig langt overvejende og på vellykket vis i Peter von Kants lejlighed, der er fyldt med farver, kunst og musik på pladespilleren samt godt med champagne i glassene.

Peter von Kant er en interessant karakter at følge. Han er på den ene side charmerende, skrøbelig og kærlig, men han er bl.a. også selvoptaget og med et umiddelbart fravær af nævneværdig empati for sin mangeårige assistent Karl, som han hundser med for et godt ord. Det er dog for mig svært ikke at holde af Peter von Kant. I hvert fald at blive draget af ham som menneske – og af hans liv.

Den excentriske filmskaber får vendt op og ned på sit liv, da han møder den nogle og 20-årige unge og smukke Amir. Han falder hovedkulds for ham. Eller er det blot med ønsket om at blive elsket? Eller fordi, han ser en mulighed i at forme den unge mand efter egne idealer? Uanset hvad, så indleder de to et intimt forhold, hvor Peter von Kant lover at løfte Amir ind i en skuespiller-stjernehimmel.

Filmens dramatiske omdrejningspunkt er således de to mænds uligevægtige forhold, hvor det dog er Peter von Kant, der tager teten i at være filmens mest interessante karakter. Det ikke mindst også takket være en hele vejen nærværende og intens Denis Ménochet. Han leverer et medrivende portræt, der er hele filmen værd. Selv når fortællingen synes at miste lidt at sit momentum.

’Peter von Kant’ lever altså overvejende af portrættet af filmskaberen, hvor hans unge modpart gøres fint levende af en drenget Khalil Ben Gharbia. Stefan Crepon er desuden en underspillet fornøjelse at overvære som den underdanige Karl. François Ozon lykkedes på den måde fint med sit kunstnerportræt og fortællingen om den svære treenighed af kærlighed, succes og forfængelighed.

’Peter von Kant’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Peter von Kant’ har biografpremiere den 6. oktober.

Den delvist charmerende ‘Bros.’ ender i tynde rom com-klichéer

Biografanmeldelse: Kærlighed kan absolut være en kompleks størrelse at gabe over. Det selvom man måske nok søger den. Eller måske modsat: frygter den. I den delvist vellykkede romantiske komedie ’Bros’ slår kærligheden bestemt sin del af knuder, når den yderst udadvendte og konstant sniksnakkende Bobby møder den noget mere mutte og indadvendte Aaron.

Det bliver starten på en svær romance mellem de to, der begge har sine problemer med at binde sig til et andet menneske. At lukke en anden person ind bag facaden. Ind til de inderste følelser, håb og drømme for det liv, man vil leve. Ikke desto mindre danser Bobby og Aaron nysgerrigt om hinanden, hvor de snart står ansigt til ansigt med både deres forskelle og ligheder.

Her er altså tale om et klassisk kærligheds-afsæt i rom com-land. Herligt! Desværre ender de ellers ganske veloplagte og charmerende søde løjer i sidste ende i en noget generisk gryde af genrens tyndslidte klichéer, der fremstår mere bedagede end friske. Hertil kommer, at romancens spilletid på to små timer ikke kan holde det ellers ganske medrivende momentum, der lægges ud med.

Det sagt, så elsker jeg en veloplagt rom com. Det er altså også, hvad ’Bros’ delvist leverer. Her ledt an af den rapkæftede Billy Eichner som Bobby, hvis modsætning Aaron spilles af Luke Macfarlane. De to er heldigvis gode sammen, når de udfordrer hinanden og her kærlighedens styrker, faldgruber og farer, det også med et forsøg på at give et morsomt og oprigtigt indblik i homoseksuelles kærlighedsliv.

’Bros’ har bestemt flere oprigtigt sjove scener og skarpt leverede øjeblikke, det med alt fra kvik Grindr-dating og et festligt dansegulv, videre til de akavede første dates og mødet med svigerfamilien. Her stikkes desuden rapt til fordomme om dating og kærlighed i LGBTQ+-land, men ikke mindst bare det at skulle møde og lukke et andet menneske ind i sit liv. Det at turde sige ja til kærligheden.

’Bros’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Bros’ har biografpremiere den 6. oktober.

Der er urovækkende smil og olme jump scares i gyset ‘Smile’

Biografanmeldelse: Smilet forvrides på gruopvækkende vis, når gyset ’Smile’ folder sig isnende ud. Der er nemlig noget helt galt med en af psykiateren Roses patienter. Noget mere galt end, hvad Rose er vant til med sine patienter. Noget udefinerbart, ondt og dræbende farligt. Smilet vrides nemlig skræmmende af led på patienten, der i næste nu tager sit eget liv på brutal og stift smilende vis.

Hvad der herfra venter Rose er en nedadgående spiral af tiltagende og urovækkende begivenheder, hvor den ellers fattede psykiater begynder at tvivle på sin egen fornuft. For hvad er det for syner, hun efter patientens blodige selvmord begynder at opleve? Er det vrangforestillinger? Stressbetonet? Panikangst? Eller noget helt andet?

’Smile’ vender det ellers indbydende og afvæbnende smil på hovedet og gør det til en yderst klam gestus mellem mennesker. Smilet er stift og ubehageligt. Noget lader endda til, at det er dræbende. Så selvom det urovækkende smil måske nok mest er en gyser-gimmick, virker det i filmens gysende univers, hvor man kommer ind i psyken på Rose og her bl.a. hendes barndomstraume.

Historien mister måske nok et par steder en smule momentum, men lever heldigvis fint af sin grundlæggende uhyggelige stemning, der kun tager til filmen igennem. Dog hæmmes ’Smile’ en smule af en håndfuld unødvendige fake scares og ikke altid lige vellykkede jump scares. Gyset er bedst, når det beror på det underspillede gys, der bl.a. bæres af Roses indre i forfald.

Hertil kommer, at skrækfilmen er veliscenesat af instruktør og manuskriptforfatter Parker Finn, som her spillefilmsdebuterer på vellykket vis. Han bliver interessant at følge. Desuden er de olme løjer fotograferet på dragende vis af Charlie Sarroff, der får indrammet både filmens ydre og Roses indre verden på medrivende vis, mens det sitrende score af Cristobal Tapia de Veer sætter grum trumf på.

’Smile’ leger altså med en skræmmende balancegang mellem virkelighed og fæle syner, hvor uhyggen virker bedst, når den tør stole på sin urovækkende og underspillede onde stemning, mens et par af filmens chok heldigvis sidder gispende rent i gyserskabet. Den korteste vej mellem mennesker siges at være smilet. Her er smilet den korteste vej mellem det rare og det dybt skræmmende. Gisp!

’Smile’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Smile’ har biografpremiere den 29. september.

‘Triangle of Sadness’ smadrer satiren lige i fjæset på dig

Biografanmeldelse: Det stikker helt af i Ruben Östlunds satiriske og absurde ’Triangle of Sadness’. Man kommer nemlig her med ombord på en overdådig luksus-yacht, hvor en samling af yderst stenrige gæster nyder livet med en overflod af lækkerier. De er naturligvis ikke alene, da skibet jo skal holdes i vandet af nogle. Bl.a. en opvartende besætning og folkene i det bortgemte maskinrum.

Der hersker på skibet med andre ord et hierarki. De rige versus de fattige. Dem, der bestemmer og dem, der adlyder. Sat på spidsen. Men i hænderne på Ruben Östlund er pointerne om bl.a. penge, civilisation og lighed også sat hårdt på spidsen. Det er ikke just subtile allegorier, der leges med. Det hele er stort og overgjort. Det gør heldigvis ikke filmen mindre underholdende.

’Triangle of Sadness’ er nemlig pokkers underholdende i al sin groteske vælde, hvor særligt filmens midterste del havde godt fat i mig i en kaskade af opkast og lort. Alt for meget. Alt for sjovt. Desværre træder de ellers veloplagte eskapader lidt vande undervejs i filmens sidste tredjedel. Det spænder dog ikke ben for en filmoplevelse, der greb mig om struben for sjældent at slippe sit tag.

Ombord finder man bl.a. modellerne Carl og Yaya med et skrantende forhold. Her er en røvfuld nyrige og andre med uanede mængder af penge i banken. De er snobbede, uempatiske og befaler ikke så lidt af personalet. Groft sagt. Hierarkiet på skibet er tydeligt. Men grundet uforudsete begivenheder, bliver denne hakkeorden udfordret og vendt på hovedet.

Det er bl.a. når rollerne byttes om, at stupiditeten i hierarkiet og den menneskelige distance mellem top og bund bliver pillet fra hinanden og fremvist i al sin umenneskelighed. For bl.a. den lighed mellem gæster og personale, som en rig kvinde vil udvise, er til stede, ender mest af alt med blot at cementere, at de rige behandler de mindre bemidlede som underholdning.

Ruben Östlund er måske nok noget bastant og en kende unuanceret i sine pointer om bl.a. menneskelige relationer, rigdom og lighed. Det underminerer heldigvis ikke filmens underholdningsværdi, hvor man bl.a. også får skønne, skæve og karikerede portrætter af bl.a. Zlatko Buric som rig forretningsmand, Woody Harrelson som fordrukken kaptajn og Harris Dickinson som moralsk søgende model.

’Triangle of Sadness’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Triangle of Sadness’ har biografpremiere den 22. september.

Idyllen krakelerer på underholdende vis i ‘Don’t Worry Darling’

Biografanmeldelse: Alt synes yderst idyllisk i ’Don’t Worry Darling’. Filmen udspiller sig nemlig i en solbeskinnet by i 1950’erne, hvor mændene tager simultant på arbejde, mens deres hustruer vinker farvel til dem på samme tid hver dag. Alle er lykkelige. Hækkene sirligt klippede. Vinduerne er pudset til perfektion. Og kyssene sidder løst mellem parrene. Ren lykke samlet i en lille unik by.

Vi møder her ægteparret Alice og Jack. De er berusende forelskede i hinanden, det med et utal kys og hed elskov til følge. De hygger sig, slapper af og fester ofte med vennerne, hvor der drikkes drinks og sjusser, mens der ryges og danses til pladespillerens muntre toner. Langsomt begynder Alice dog at få en idé om, at ikke alt er, hvad det giver sig ud for at være i byen.

Gemmer der sig mon en lyssky hemmelighed bag den renskurede facade? Eller er Alice ved at blive skør? I små, korte glimt titter en noget anden og mere foruroligende virkelighed nemlig frem for hendes øjne. Men kan hun nu også stole på, hvad hun ser? Således bliver man som publikum viklet ind i filmens leg med løgne, virkelighed og uforfalsket lykke.

’Don’t Worry Darling’ er altså en film, der fint leger med genrerne, hvor det lette romantiske drama snart vikler sig ind i intenst thriller-land. Selvom filmens mysterium ikke som sådan overrasker på videre overrumplende vis, så er løjerne ganske enkelt underholdende sat i scene af instruktør Olivia Wilde. Hun har bl.a. sanselig god fornemmelse for skellet mellem rationale og vanvid.

Hertil kommer det ildevarslende og pulserende score af John Powell, der er med til at sætte tryk på spændingen og den foruroligende stemning. I de to hovedroller finder man desuden stærke præstationer af Florence Pugh som Alice, mens Harry Styles er Jack. Det er dog førstnævnte, der stjæler mest af rampelyset. Det er gennem hende, vi oplever idyllens opløsning.

Selvom ’Don’t Worry Darling’ ganske vist ikke ramte helt overraskende rent, hvilket filmens mystiske præmis ellers lægger op til at skulle, var turen til den idylliske by et underholdende ridt, hvor fortællingen måske nok kunne have været en kende strammet op. Men de velinstruerede eskapader lever på sin fine fremdrift, en stærk Florence Pugh samt en visuelt medrivende billedside.

’Don’t Worry Darling’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Don’t Worry Darling’ har biografpremiere den 22. september.

En glubsk løve er generisk løs på savannen i ‘Beast’

Biografanmeldelse: Der er nu intet så herligt medrivende som en god omgang dyr-går-amok-film. Tænk bl.a. på hunden i ’Cujo’, slangen i ’Anaconda’ og alligatorerne i ’Crawl’. Gisp! I ’Beast’ finder man en glubsk løve, man ikke skal komme på tværs af, hvis man har sit liv kært. Det er den afrikanske savanne, der her lægger ryg til de barske løjer, hvor en far og hans to døtre kommer på afveje.

Desværre får løve-løjerne aldrig for alvor løftet sig op fra sin generiske sump, hvorfra den snubler noget utroværdigt ind i rulleteksterne, der rammer en løvetand for sent, filmens ellers relativt korte spilletid på små 90 minutter til trods. Præmissen i ’Beast’ er ellers befriende simpel, hvor man som farmand finder karismatiske Idris Elba.

Hans karakter som faderen Nate forbliver dog noget blodfattig, hvilket desværre er symptomatisk for den ellers dejligt sparsomme rollebesætning, der overvejende består af familie-trioen og vennen Martin. Nå ja, og naturligvis den dræbende løve. En ting er dog naturligvis den rent medrivende løve-action, noget andet er det menneskelige drama, der også forsøges fortalt.

Nate har nemlig mistet sin eks-hustru til kræft. Turen til Afrikas savanne er således også forsøget på at genetablere det skrøbelige forhold til de to unge døtre. Familien er vigtigst af alt. Det både for mennesker og dyr. For løven, der er på rov, er det nemlig kun for at beskytte sine egne fra onde krybskytter. Således spejler fortællingen sig mennesker og dyr imellem.

Et historiemæssigt parløb, der desværre aldrig får medrivende schwung – eller dramatisk tyngde hos den lille familie. I det hele er det småt med spænding, hvilket er fatalt for en fortælling, der bl.a. ellers sigter efter at leve af netop spænding, intensitet og nervepirrende scener, når løven lurer i billedets hjørner, hvor den er på lur efter en luns af de medvirkende.

Det sagt, så er filmens første del den mest vellykkede, hvor et par fint forløste long takes fastholder fortællingen i uafbrudte kamerature. Desværre formår ’Beast’ ikke at leve op til den ellers ganske velfortalte første del, men sætter alt spænding og ikke mindst troværdighed over styr, jo længere ind i jagten mellem bæst og menneske, man kommer.

’Beast’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Beast’ har biografpremiere den 22. september.

‘Moonage Daydream’ er en forrygende fabulerende Bowie-dokumentar

Biografanmeldelse: David Bowie. Musiker. Mysterium. Multikunstner. Han er det hele og meget mere. Så hvordan fortæller man lige en så flerfacetteret mands liv? Opgaven synes umulig. Men med dokumentaren ’Moonage Daydream’ gør Brett Morgen et yderst vellykket forsøg. Her zoomes der ind på primært Bowies kunst og syn på livet i alle dets afskygninger. Det er ikke en faktabåret fortælling.

Dokumentaren gør fx ikke brug af årstal eller interviews med bl.a. eksperter og mennesker omkring Bowie. Her er det David Bowie selv, der sætter ord på det hele i et virvar af billedmontager, som filmen er medrivende rig på. Det via forskellige interviews fra hans liv, hvor han stilles alt fra mondæne til langt mere eksistentielle spørgsmål. Han kommer altid med interessante og menneskelige svar.

Filmens løsmaskede form leger på fornem vis med bl.a. tiden i Bowies liv, hvor der både er en progression op gennem hans karriere, men også med krydsklip i tid. Alt imens det hele krydres med alverdens bidder fra film- og kunsthistorien, skrigende fans og naturligvis musikken, her live fra kamæleonens koncerter. Fra tidligt i karrieren til stationstore begivenheder – og med et tydeligt aftryk i historien.

Alt ledsages altså af Bowies inspirerende voice-over fra interviews gennem tiden. Han er fabulerende, eftertænksom og spøgefuld i sine tanker om alt fra begrebet tid til meningen med det hele samt mere jordnære spørgsmål som, hvor han voksede op. Bowie formår med gennemført menneskelighed og oprigtigt at svare dragende og spændende på det alt sammen.

’Moonage Daydream’ er en hyldest af myten og mennesket David Bowie. Af hans kunstneriske virke, mange tanker og udvikling som både menneske og kunstner. Her er ikke en kritisk stillingtagen med bl.a. provokerende spørgsmål som sådan. Man får et positivt og tankevækkende indblik i en af nyere tids største kunstnere, mens man bombarderes af berusende farver og virile billedmontager.

Filmen fungerer som en art forrygende og fabulerende drømmespejl, der holdes op for både Bowie, men også mig som publikum, hvor jeg møder mig selv og mit eget liv. Bowie prikker hul på tiden og skubber til mine tanker på pirrende vis. Jeg behøver ikke årstal og en liste med fakta om karrieren, antal solgte plader osv. Livet, kunsten og David Bowie lader sig nemlig ikke indfange. Heller ikke her.

’Moonage Daydream’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Moonage Daydream har biografpremiere den 16. september.