’Lee Cronin’s The Mummy’ er splattet sjov og blodig ballade

/i , /af

Anmeldelse: Sorgen driver modløst gennem forældrene, hvis lille datter Katie på mystisk vis en dag forsvinder fra familiens bopæl i Egypten, hvor de bor i forbindelse med faderens arbejde. Men hvorfor forsvandt hun? Dette rungende spørgsmål hjemsøger den lille familie, hvor to øvrige børn nu også står med det ubesvarede spørgsmål som en tung skygge over dem.

Sorg, tab og afsavn er nogle af de depressive temaer, der tages gysende godt op i ’Lee Cronin’s The Mummy’, som stikker helt forrygende grumt af, når først de urovækkende eskapader får boltret sig ind i sidste akt. Filmen er måske nok lidt ujævn i kanterne, men den er på trods en underholdende omgang mumiegys med dertilhørende opklaringsarbejde.

(© 2026 WBEI)

For efter Katies forsvinden, sættes en efterforskning i gang. Men lige lidt hjælper det. Katie forbliver forsvundet. Indtil otte år senere, hvor pigen på forunderlig vis dukker op. Men noget er ikke, som det plejede at være med den nu otte år ældre datter. Noget ondt synes at have sit tag i hende. Herfra løber gyset afsted med både underspillet uhygge og gru for fuldt rabalder.

’Lee Cronin’s The Mummy’ er med andre ord splattet sjov og blodig ballade. Det følelsesengagerende drama i familien og forældrene imellem får dog ikke helt den gribende pondus og dramatiske tyngde, som kunne have gjort gyset og rædslen det mere medrivende. Det sagt, så er skrækfilmen en ækel fornøjelse og ikke uden sin del af grotesk humor midt i splatteren.

(© 2026 WBEI)

Instruktør og manuskriptforfatter Lee Cronin sætter nemlig veloplagt strøm til også klam splatter med blodet sprøjtende lystigst til højre og venstre, mens kroppe bliver udsat for lidt af hvert i blodets boblende tegn. Desuden er Natalie Grace et sandt scoop for filmen i rollen som den mumiebesatte datter Katie. Hun er gruopvækkende god. Intens og skræmmende.

Selvom følelserne ikke bliver helt vellykket sat i sving, når det kommer til bl.a. forældrenes sorg over tabet af deres datter samt gruen ved gensynets triste realitet, så udfylder bl.a. Jack Reynor og særligt Laia Costa fint deres respektive roller som forældre, hvor de to øvrige børn i skikkelse af Shylo Molina og Billie Roy får sat lidt ekstra børnegru ind i den sjaskede mumiefest.

’Lee Cronin´s The Mummy’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Lee Cronin´s The Mummy’ har biografpremiere den 16. april.

’Interne affærer: SAG 137’ er rå, spændende og hjerteskærende

/i , /af

Anmeldelse: Det er med sirlig tålmodighed, at instruktør og medforfatter Dominik Moll fortæller sin historie om politivold, retfærdighed og ansvar samt som menneske at gøre det rigtige – selv i strid modvind. Det samfundsorienterede franske drama ’Interne affærer: SAG 137’ er fiktiv, men baseret på virkelige begivenheder, som det lyder i filmens start.

Hvad der følger, er en brutal, tankevækkende og hjerteskærende historie, som tager sit udgangspunkt i 2018, hvor en demonstration i Paris grundet politiet får ulykkelige konsekvenser for en ung mand, der får uoprettelige fysiske mén. Man følger nu politiets interne kontrol, hvor Stéphanie Bertrand leder an i sagen, der skal efterforske netop politiets handlinger.

(Foto: Fanny de Gouville / Rialto Film)

For hvad skete der i grunden under demonstrationen? Handlede politiet korrekt? Eller trådte demonstranten over lovens grænser? Stéphanie og hendes kollegaer forsøger nu målrettet, minutiøst og indædt at finde frem til sandheden. Selvom det også betyder, at de gør sig upopulære blandt det øvrige politi, der i forvejen kæmper med et blakket image.

Der indsamles vidneudsagn og videoovervågningsbilleder med mere. Jeg er med i efterforskningen hele vejen, når den interne undersøgelse forsøger at frembringe et fyldestgørende billede af forløbet mellem demonstrant og politi på den skæbnesvangre dag. Sandheden lader sig dog ikke så let fremtrylle, mens Stéphanie kun bliver mere og mere opslugt af sagen.

Spørgsmålet om sandhed og retfærdighed, menneskelig involvering og personlige motiver smides ganske vellykket ind i historien, der overvejende lykkedes med at holde efterforskningen spændende og engagerende. Tematisk og mest tankevækkende interessant bliver filmen dog i sin sidste tredjedel. Her træder mennesket frem og gråzonerne kommer mere i spil.

(Foto: Fanny de Gouville / Rialto Film)

Men Dominik Moll har dog et fint greb om at fortælle sin historie råt og realistisk i beskrivelsen af både demonstrationen og det metodiske politiarbejde, hvor den menneskelige tvivl og retfærdighedens væsen bliver udfordret. Kompleksiteten træder desuden kun stærkere frem i takt med den øjensynligt ellers rutinemæssige sag udvikler sig.

Hvor filmen måske bliver lidt ujævn og ikke kommer helt formfuldendt over målstregen, er bl.a. Léa Drucker som Stéphanie Bertrand et gribende plus for filmen og mit engagement. Det sammen med den unge mands familie, der klør på for at se retfærdigheden ske fyldest. ’Interne affærer: SAG 137’ er i sidste ende en stærk film og en menneskeligt nuanceret fortælling.

’Interne affærer: SAG 137’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Interne affærer: SAG 137’ har biografpremiere den 16. april.

’I Was a Stranger’ ender mere kalkuleret end oprigtigt gribende

/i , /af

Anmeldelse: Man møder i dramaet ’I Was a Stranger’ en række menneskeskæbner, hvis liv foldes sammen om hinanden på kryds og tværs. Fra krigens rædsler til mennesker på flugt. Man ser således den samme virkelighed og situationer fra forskellige perspektiver, hvilket man kunne håbe ville give en nuanceret indsigt i netop komplekse begivenheder og svære problemstillinger.

Der males dog overvejende med de brede penselstrøg, når historien fortælles, hvorfor ellers fine nuancer bliver kørt melodramatisk over. Der er ellers særligt i filmens begyndelse et stærkt anslag, hvor man møder en syrisk læge, som midt i krigens bombardementer i Aleppo udfører flere operationer simultant med, at tilskadekomne køres ind på hospitalet.

(foto: SF Studios)

Hun bliver dog tvunget på flugt fra krigen sammen med sin datter. Det er hendes fortælling, der udgør filmens første kapitel, hvorpå historien deles op i en håndfuld portrætter, hvor man møder de forskellige hovedkarakterer. Bl.a. også en menneskesmugler med hjertet bankende for sin søn og en soldat, der slås i krydsfeltet mellem pligt og at udvise næstekærlighed.

Det er på den måde både spændende og interessante samt vigtige og almengyldige temaer, som instruktør og manuskriptforfatter Brandt Andersen bringer i spil. Desværre skruer han unødvendig melodramatisk på de filmiske virkemidler, hvilket punkterer noget af historiens oprigtighed og troværdige nærvær.

(foto: SF Studios)

På den måde kommer filmen desværre også til at fremstå mere kalkuleret end at være egentlig menneskeligt gribende. Der er således en underlig mislyd bl.a. mellem de empatiske menneskeportrætter og den filmiske form, hvor særligt musikken filer klodset på strygerne og historiens livtag med følelserne bliver bøjet bastant i neon.

’I Was a Stranger’ er en både ujævn og frustrerende oplevelse. Historien er i udgangspunktet ellers spændende, men kvæles bl.a. af de filmiske virkemidler og et tungt manuskript. Heldigvis er flere af filmens præstationer med til at løfte fortællingen. Bl.a. en intens Yasmine Al Massri som den syriske læge, en rå Omar Sy som smugler og Constantine Markoulakis som desperat kystvagt.

’I Was a Stranger’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’I Was a Stranger’ har biografpremiere den 16. april.

’Romería – Min sommer i Galicien’ griber følelsesfint både fortid og nutid

/i , /af

Anmeldelse: Hvad er egentlig med til at forme os og vores identitet i livet? Familie? Forældre? Venner? I instruktør og manuskriptforfatter Carla Simóns følelsesfine ’Romería – Min sommer i Galicien’ møder vi den 18-årige Marina, der er vokset op uden sine biologiske forældre. Hvem var de egentlig? Det tager Marina til Spaniens varme atlanterhavskyst for at finde svar på.

Marina opsøger her sin øvrige familie, hvilket bliver en rejse tilbage i tid og erindringer, men også en udforskning af identitet og tilhørsforhold for den unge kvinde. Det viser sig ikke at være så lige til at finde de svar, hun søger. Hun har dog også sin mors efterladte dagbog at gå på opdagelse i, men den fortæller kun én del af historien om Marinas forældre.

(Foto: Film Bazar)

Jeg kommer således med på Marinas rejse ind i både sit eget indre liv, men også den fysiske rejse, hun gør sig, når hun langsomt, men sikkert får åbnet op for glimt af, hvem hendes forældre var ved at snakke med sine forskellige familiemedlemmer. Det viser sig imidlertid, at der også er sin del af hemmeligheder forbundet med Marinas forældre og det liv, de levede.

Fortællingen er sat sart og smukt i scene, hvor jeg får mulighed for at tage del i det liv og den familie, jeg møder sammen med Marina, der undervejs bliver klogere på både sig selv, men også det liv, hun måske kunne have haft under andre omstændigheder. Hendes længsel og uforløste viden om forældrene beskrives med nerve og nærvær af Llúcia Garcia som Marina.

(Foto: Film Bazar)

Filmen besidder desuden en omfavnende miljøskildring, hvor der gøres plads til at folde de forskellige relationer ud internt i familien og i mødet med Marina. Der indfinder sig undervejs måske nok lidt stilstand, men det tilføjer også nogle åndehuller til bl.a. at give filmens miljø og familien liv, mens også poetiske øjeblikke løfter fortællingen.

’Romería – Min sommer i Galicien’ er måske ikke helt formfuldendt, men det er en meget fin fortælling om fortid, erindring og tilhørsforhold samt identitet, arv og familiehemmeligheder. Det hele set gennem den unge Marinas øjne i en både intim og ganske gribende indpakning.

’Romería – Min sommer i Galicien’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Romería – Min sommer i Galicien’ har biografpremiere den 9. april.

’The Drama’ er satirisk og sprængfarligt kærlighedskludder

/i , /af

Anmeldelse: Kærligheden lider et stort og uforudset knæk i instruktør og manuskriptforfatter Kristoffer Borglis grotesk underholdende komedie ’The Drama’. Der hviler ellers en romantisk idyl over parret Charlie og Emma, der står for at skulle giftes. Men under planlægningen og i dagene op til brylluppet, kommer der en bortgemt sandhed på bordet, der ændrer alt for de forlovede.

Fra at være kærlighedssikker, snubler Charlie nu rundt i et dilemmafyldt morads af tanker og tvivl om sin udkårne Emma og det forestående bryllup. Hvad stiller han mon nu op med den nye information? Og hvad med Emma? Hvordan skal hun i grunden tackle deres nye og usikre situation kun få dage inden den store dag?

(Foto: Nordisk Film Distribution)

Med sit på en gang ubehagelige og sorthumoristiske dilemma spændt for bryllupskareten, står den i ’The Drama’ således på, ja, drama. Det af den helt elektriske og uforudsigeligt sitrende slags, der svirper drilsk med halen og samtidig kigger ud på publikum: Hvad ville du gøre i samme situation? Jeg hives med andre ord gribende ind i både dramaet og dilemmaet.

Zendaya portrætterer en lattermild og cool Emma, mens Robert Pattinson skildrer den småkejtede og søde Charlie, der i den grad kommer på glatis i kærlighedens navn. For hvor langt rækker kærligheden, når alt kommer til alt? Det er i denne suppedas af hemmeligheder og komplicerede konflikter, at parret gennem sine to stærke skuespillere får liv.

(Foto: Nordisk Film Distribution)

Nu har duoen også et virkelig veloplagt og elegant skrevet manuskript, der skarpt formår at rumme både romantikken og den søde kærlighed samt de svære følelser og et herligt satirisk bid. Historien går måske nok et par steder lidt rundt om sig selv og sine pointer, men det bliver aldrig mere end, at filmen i næste nu skrider vittigt fremad igen.

’The Drama’ er ganske enkelt pokkers underholdende. Det er måske ikke en film, der som sådan sætter sig dybfølt i hele min krop, men det er en kærlighedskomedie, der tør at skubbe til sine karakterers grænser og følelser og herigennem skubbes jeg også til. Det er pirrende, fascinerende og komisk akavet. Det er en omgang sprængfarligt kærlighedskludder.

’The Drama’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Drama’ har biografpremiere den 1. april.

‘Ready or Not: Here I Come’ byder igen op til blodig gemmeleg

/i , /af

Anmeldelse: Det går atter engang blodigt løs, når den groteske gyserfortsættelse ’Ready or Not: Here I Come’ folder en dødsensfarlig gemmeleg ud. Her er tale om opfølgeren til den veloplagte og vellykkede knaldperle ’Ready or Not’ fra 2019, hvor Grace blev forsøgt slået ihjel af sin satanistiske svigerfamilie i en grusom gemmeleg.

Hun overlevede og er således tilbage i efterfølgeren, der fortsætter historien, hvor forgængeren slap. Grace er sølet ind i blod og bliver nu fragtet til hospitalet. Der går imidlertid ikke lang tid, før en ny omgang dødsleg er i spil. Denne gang får Grace dog ikke kun én, men flere magtfulde familier på nakken, når kampen om magten i et hemmeligt råd udkæmpes mellem familierne.

(© 2026 Searchlight Pictures. All Rights Reserved)

Så nu må Grace igen gøre sit ypperste for at overleve. Denne gang i selskab med sin søster Faith, som hun flere år forinden forlod og siden ikke har haft kontakt med. Det er et søskendeforhold, der ikke har det videre godt. Så samtidig med, at de to søstre skal forsøge at overleve, forsøger de også at klinke skårene mellem hinanden.

På samme vis som forgængeren blandes grotesk humor og blodigt gys med katten-efter-musen-spænding. Desværre er filmen ikke vildt spændende og formår ikke helt at holde et medrivende momentum, men træder lidt vande i ensartede scenarier. Det sagt, så leveres der heldigvis flere bizart iscenesatte drab, der er med til at løfte underholdningsværdien.

(© 2026 Searchlight Pictures. All Rights Reserved)

Det er dog ikke helt nok til at redde filmen fra at gå lidt i ring, hvor man som Grace igen finder Samara Weaving, der atter gør sej karakter. Det er bestemt et plus for filmen, der imidlertid bliver lige lang nok for sit eget bedste, inden en herlig splattet finale sættes ind. Faith spilles fint af Kathryn Newton, men søstrenes forhold får ikke helt nok dramatisk tyngde.

Selvom ’Ready or Not: Here I Come’ er en kende ujævn, er der ingen tvivl om, at instruktørerne og medforfatterne Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett har hjertet splattet med sig. Men bl.a. bliver hovedskurkene i skikkelse af bl.a. Michelle Gellar og Shawn Hatosy heller ikke rigtigt intimiderende eller interessante nok. Dog er Elijah Wood et charmerende skævt indslag.

‘Ready or Not: Here I Come’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Ready or Not: Here I Come’ har biografpremiere den 1. april.

’Father Mother Sister Brother’ skildrer udfordrede familierelationer

/i , /af

Anmeldelse: Det er hverdagens rolige liv og familieproblematikker, der foldes minimalistisk ud i instruktør og manuskriptforfatter Jim Jarmuschs stille antologidrama ’Father Mother Sister Brother’. Publikum får således tre forskellige små fortællinger om relationerne mellem forældre og deres voksne børn samt søskende imellem med både uløste konflikter og usagte hemmeligheder.

Man møder bl.a. søskendeparret Jeff og Emily, hvis anstrengte forhold til deres fraværende far udspiller sig i faderens hus, der har udsigt over en smuk sø og naturens gang. Trekløverets møde afstedkommer svære samtaler uden, at der som sådan siges noget. Netop stilheden og alt det, der ikke siges, gives plads. Det skorter desværre på dramatisk tyngde og nuancerede følelser.

(foto: Mis.Label)

Det er i det hele taget symptomatisk for filmen, at der gives god plads til karaktererne og de interne relationer, mens den engagerende fortælling og menneskeskildringerne står noget uforløst tilbage. Særligt den tredje og sidste historie i antologien, hvor man møder et andet søskendepar i Paris, mangler nerve samt gribende samtaler og tænksomme perspektiver.

Så er midterdelen bedst, uden desværre at fange formfuldendt det liv og de relationer, som her sættes i scene, når man møder en mor og hendes to voksne døtre. Man får dog både akavet stilhed samtaler fyldt med ingenting, hvilket ganske fint skildrer forholdet mellem mor og børn, hvor bortgemte følelser fortsat får lov til være gemt væk.

(foto: Mis.Label)

Alle præstationer i filmen slipper ikke lige stærkt afsted med deres portrætter. Men bl.a. er en karismatisk og excentrisk Tom Waits god som den fraværende far, mens Adam Driver og Mayim Bialik aldrig helt får samme menneskelige dybde. Så fungerer Charlotte Rampling, Cate Blanchett og Vicky Krieps som historien i midten bedre og mere engagerende.

Dynamikken mellem Indya Moore og Luka Sabbat som søskendeparret i Paris får ikke helt etableret deres kemi gribende nok. Men i hænderne på Jim Jarmusch og hans fortællermæssige tålmodighed og gode øje for hverdagens små, fine øjeblikke, holdes der liv i fortællingerne, som dog er af svingende styrke, hvilket også gør filmen til en desværre ujævn oplevelse.

’Father Mother Sister Brother’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Father Mother Sister Brother’ har biografpremiere den 1. april.

’Sirât’ satte sig sitrende solidt i hele min krop

/i , /af

Anmeldelse: Som et rungende ekko satte den nervepirrende og vilde ’Sirât’ sig sitrende i kroppen på mig. For med sit lyddunkende univers, maleriske naturtableauer og en historie fyldt med usikkerhed, var jeg med på den udfordrende tur gennem ørkenen i det sydlige Marokko. Her banker solen ned på det sandede landskab, mens håbet for en far og hans søn synes at svinde ind.

De leder nemlig efter deres forsvundne datter og søster. For langt ude i ørkenen holdes der baspumpende raves for massevis af festende gæster. Det er her uden for lands lov og ret, at datteren er forsvundet for måneder siden. Men hvor skal far og søn overhovedet starte deres eftersøgning, når selv festerne rykker locations i ørkenens hemmelige kringelkroge?

Med insisterende elektronisk musik bankende ud af de store højtalere drages jeg med ind i de endeløse nætters fest, hvor friheden synes at strømme gennem de dansende masser af svedende kroppe. Det er råt og fascinerende at blive en del af disse raves, der med nerve og kropsligt nærvær sætter sig under huden på mig.

Instruktør og medforfatter Oliver Laxe lykkes med at skabe en meget fysisk filmoplevelse, der også har et engagerende greb om sine karakterer. Fra forholdet mellem far og søn til de festende ravere. Jeg gribes både kropsligt om struben og med en medrivende håbløshed om hjertet, mens turen går sin overraskende vej videre ind i den hede og uforudsigelige ørken.

’Sirât’ er på den måde også en stærk miljø- og naturbeskrivelse, hvor man i filmens yderkant aner en verden, der langt fra ørkenens fristende vidder synes at være i afgrundsdybt forfald, hvilket jeg aner fra de fragmentariske stemmer, der kommer fra radioerne i de mægtige busser, som raverne bevæger sig buldrende og frygtløs gennem ørkenen med.

’Sirât’ er en film, der fra starten sætter sig i kroppen på mig. Det er svært andet end at blive grebet af de rytmiske toner, der brager igennem ørkenen og afløses af den omvejssøgende jagt på datteren. Billederne af fotograf Mauro Herce hænger desuden dynamisk, dragende og nærværende sammen med musikken af Kangding Ray. En vild filmisk oplevelse til hele kroppen.

’Sirât’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Sirât’ har biografpremiere den 26. marts.

’I Swear’ kombinerer komik og tragedie på rørende vis

/i , /af

Anmeldelse: Den unge teenager John har langt fra et let liv, da han vokser op i 1980’ernes Skotland i det rørende, humoristiske og empatiske drama ’I Swear’. Fra at være en populær dreng i skolen og en haj på fodboldbanen, ændrer hans livsbane sig radikalt, da han får diagnosen Tourettes. Særligt i en tid, hvor få kendte til sygdommen.

John har ingen kontrol over sine mange tics. Hverken de fysiske ryk med hovedet og spjæt med kroppen eller de verbale og grove udbrud. Han er i den grad udfordret i sit sociale liv, når man følger ham fra teenager til voksen mand. På sin vej ind i voksenlivet går han fra at være et let mobbeoffer til at finde nye venner og en familie, der udviser både accept og forståelse.

(Foto: Scanbox)

Instruktør og manuskriptforfatter Kirk Jones har baseret sin film på den sande historie om John Davidson, hvor komik og tragik går hånd i hånd. For det er virkelig ikke rart at se, hvordan John i sit liv kæmper med sin diagnose, hvor han konstant bliver misforstået. Fra sin skolegang, ude i offentligheden, til i sundhedsvæsenet og hos ordensmagten.

’I Swear’ er en rørende og hjertegribende fortælling om at udvise forståelse og kærlighed for vores nærmeste, selv når de mindst venter det. Det er en inspirerende pointe, der fortælles med varme og charme samt alvor og fin dramatisk tyngde. Dog løber filmen ind i at blive unødvendig sentimental mod slutningen. Det skæmmer en smule den ellers dejligt ligefremme tone.

(Foto: Scanbox)

Men selvom filmen ikke er uden ujævnheder, er det for det meste en gribende fortælling. Det skyldes ikke mindst portrættet af den ældre John, som leveres overbevisende, nuanceret og nærværende af Robert Aramayo. Han er virkelig forrygende god. Filmen er i det hele taget befolket af stærke præstationer, hvilket løfter den gennem sine mere generiske øjeblikke.

Nej, der er ikke store overraskelser i ’I Swear’. Historien ruller sig mere eller mindre forudsigeligt afsted, men det gøres med en sådan hjertevarme og menneskelig indlevelse, at filmen klarer sig på bl.a. netop det og ikke mindst sine kulørte og jordbunde karakterer, hvor både sorgen og glæden får plads og indrammes på empatisk vis.

’I Swear’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’I Swear’ har biografpremiere den 26. marts.

’Project Hail Mary’ disker op med visuelt science fiction-lir

/i , /af

Anmeldelse: Der diskes op med visuelt science fiction-lir i den desværre ujævne ’Project Hail Mary’, hvor man finder en småexcentrisk og charmerende Ryan Gosling i hovedrollen. Vi møder ham i filmens start, hvor han vågner fortumlet og langskægget op på et mennesketomt rumskib. Han ved ikke, hvem han er og slet ikke, hvorfor han er endt langt ude i rummet.

I takt med, at han kommer mere og mere til sig selv, står det klart, at han er Ryland Grace, en umiddelbart helt almindelig naturfagslærer. Der gemmer sig dog mere og andet bag hans tur ude i rummet. For stille og roligt dæmrer det for ham, at han er sendt på en krævende mission, der skal forhindre solen i at uddø og altså redde menneskeheden fra undergang.

(Foto: SF Studios)

Således er der sat en stor fortælling i gang med et snævert og menneskeligt fokus på karakteren Ryland Grace alene i det store verdensrum. I hvert fald i sit udgangspunkt. For gennem diverse flashbacks, vender vi tilbage i tiden, hvor man bliver klogere på både Ryland Grace, men også alt det, som er ledt op til hans farefulde mission.

Desværre er dynamikken mellem det at redde Jorden og menneskeheden ikke helt vellykket og følelsesmæssigt stærkt nok fortalt. Det er virkelig en skam, da filmen ellers har et visuelt dragende univers at træde ind i via den opfindsomme fotograf Greig Frasers alsidige billeder af både det uendelige univers og det menneskeligt nære.

(Foto: SF Studios)

Hertil kommer, at filmens spilletid på den anden side af to og en halv time ikke har nok at fortælle, hvorfor den bliver en kende repetitiv, mens filmens ellers vægtige tematikker heller ikke rigtigt kommer til deres ret. Filmens småskæve humor er dog et plus, selvom balancegangen mellem det aparte og det dramatiske ikke smelter helt sømløst sammen.

I sidste ende er instruktørerne Phil Lord og Christopher Millers ’Project Hail Mary’ lidt skønne spildte kræfter. De ellers universelle temaer som venskab, menneskelighed og opofrelse rammer nemlig ikke med nok pondus i følelsesregistret. Ryan Gosling leverer dog ok på charmen, mens Sandra Hüller er den bestemte Eva Stratt, der på Jorden er tovholder på missionen.

’Project Hail Mary’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Project Hail Mary’ har biografpremiere den 19. marts.