Skrækklassikeren ‘The Shining’ er et mesterligt orkestreret rædselsskrig

/i , /af

Anmeldelse: Med et isnende greb om familiegruen og en spirende galskab føres jeg visuelt smukt og fortællermæssigt fascinerende ind i det afsidesliggende Overlook Hotel, der huser brutale hemmeligheder og blodige skeletter i skabene. Ja, mesterinstruktøren Stanley Kubricks udødelige skrækklassiker ’The Shining’ fra 1980 sættes nu op i biografen for første gang i IMAX.

Det er en oplagt mulighed for enten første gang at opleve denne fortsat gysende grumme film eller genbesøge det ikoniske hotel, der ligger langt ude i naturen og senere bliver omkranset af civilisationsafskærmende snemasser. Her følger man familien Torrance, der vinteren over skal tilse hotellet, mens fader Jack også skal skrive på sin roman.

(© 2025 WBEI)

Der lurer snart uhygge i skyggerne og lige bag øjnene på Jack, som sætter sig til skrivemaskinen med Colorados mægtige bjerge som udsigt. Hans hustru Wendy og deres lille søn Danny aner til en start ikke uråd om hotellets dystre fortid eller Jacks forestående morderiske mani. For hvad sker der egentlig i faderens indre, som han sidder der ved sin skrivemaskine?

’The Shining’ er baseret på en roman af Stephen King, der i hænderne på Stanley Kubrick får sat tiltagende styrke på gyset i en film, der har et stærkt greb i mig fra start til slut. Jeg får gåsehud af uhyggen, mens angstens sved truer med at pible frem. Bl.a. da Jack gæster et mystisk hotelværelse. Den scene skræmte mig første gang, jeg så filmen. Det er stadig en mesterligt skræmmende scene.

(© 2025 WBEI)

Jack Nicholson er eminent gal som utilregnelig farmand, mens en mild Shelley Duvall er pokkers gribende som hustru. Sønnen portrætteres ligeledes legendarisk af Danny Lloyd, der også hvirvles ind i et mesterligt orkestreret rædselsskrig af en film. Bl.a. hans åndedrætsstoppende cykelture rundt på hotellets gange. Ja, hvad mon gemmer sig om næste hjørne?

Filmen er en overlegen opvisning i brillant instrueret gys og gru, der ikke kun er en teknisk fornøjelse, men også sætter sig psykisk dybt i mig. Fotograf John Alcotts dynamiske og sirligt komponerede billeder går gnidningsfrit i spænd med den myrekrybende musik af Wendy Carlos Rachel Elkind. Jeg tør godt kalde ’The Shining’ for et mesterværk!

‘The Shining’ får 6 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Shining’ har re-premiere den 11. december. Den nye IMAX-version er den originale amerikanske, der har en spillelængde på 144 min. Filmen vises uden undertekster.

’A Private Life’ sender mig på fascinerende afveje og menneskelige omveje

/i , /af

Anmeldelse: Det er med et visuelt dynamisk greb om den spændende historie, at instruktør og medforfatter Rebecca Zlotowski griber engagerende fat i mig, når jeg vikles ind i et veloplagt leveret mysterium og karakterportræt. I ’A Private Life’ møder vi nemlig den afmålte og rationelle psykiater Lilian Steiner, der har sin egen praksis i en stor herskabslejlighed i Paris.

Hun tager her dagligt imod sine patienter, der tumler med hver deres problemer og udfordringer i livet. En dag får hun dog en trist besked om en af sine patienter. Herfra tager Lilians ellers skridsikre liv en uventet drejning, der leder hende ind i et intrigant krimimysterium, hvor hun snart finder sig selv som uerfaren efterforsker.

Filmen bølger sig nu elegant og medrivende godt fortalt videre gennem plotmæssige kringelkroge og interessante afveje, der leder Lilian gennem familiehemmeligheder, egne traumer og mystik, der via en hypnotisør udfordrer psykiaterens verdenssyn. Man får således fint udfoldede handlingsspor, der både peger ud i verdens usikkerhed og ind i Lilians eget bortgemte indre.

Som den snarrådige og amerikanskfødte psykiater finder man en nuanceret og dragende stærk Jodie Foster. Hende kan jeg ikke tage øjnene fra eller slippe hendes karakters rejse ind i et spindelvæv af plottråde. Temaet om, at der muligvis er mere mellem himmel og jord skubber desuden udfordrende til den ellers skråsikre Lilian, der rådvild ender tilbage i favnen på sin eks.

Fotograf George Lechaptois indfanger både storbyens smukke efterår og det nære liv, som bl.a. ses udfoldet hos Lilian i hendes komplicerede indre og pragmatiske ydre, hvor mere ukontrollerbare følelser undervejs spænder ben for hende. Hertil bakkes filmens billeder og gribende historie sitrende godt og stemningsfuldt op af komponist Robin Couderts musik.

’A Private Life’ blander på fascinerende vis sit mysterium med et menneskeligt komplekst portræt, hvor instruktør Rebecca Zlotowski ikke er bange for at sende mig på plotmæssige svinkeærinder. Filmen emmer af levet liv, som flere steder får et ekstra lag af noget, der peger ud over virkelighedens jordbundethed. Det er på flere måder en pokkers pirrende film.

’A Private Life’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’A Private Life’ har biografpremiere den 11. december.

’Mand op’ maler kønnenes kamp satirisk bastant op

/i , /af

Anmeldelse: Kønnenes kamp tages til ekstremerne i den satiriske komedie ’Mand op’. Eller rettere sagt, så er det mest mændenes kamp, vi her følger. Nemlig en lille gruppe på fem mænd, der føler, at kvinderne har fået alt for meget magt i verden og samfundet. De vil have patriarkatet tilbage på toppen og de såkaldte maskuline dyder i højsædet.

I front for deres gruppe Mand Op finder man Rasmus, der på overfladen lever et helt almindeligt liv med et helt almindeligt fredeligt job. Men om natten går han og gruppen bl.a. løs med graffiti på boligen, der tilhører en politiker, som taler ligestillingens sag. Det stopper ikke der. Snart synes Ramus og co. nemlig, at det er nødvendigt at gå mere ekstremt til værks.

I deres klodsede kamp for at vende samfundet tilbage til den såkaldte ”naturlige orden”, hvor det er mænd, der styrer verden, mens kvinderne føder børnene, går det naturligvis langt fra som femkløveret håber på. Det er bl.a. i de groteske missioner og de bastante holdninger hos Mand Op, at komikken skal findes. Det gør den da også sine steder.

Bl.a. når mændene småynkeligt brokker sig over manglende kærester – eller når de på deres missioner ubehjælpsomt kager rundt om hinanden. Komikken beror altså ikke ligefrem på elegant satiriske nuancer, men maler mest af alt med brede penselstrøg, hvor bl.a. bevæggrundene for gruppens aktioner bliver for forudsigelige og klichéfyldte.

Det sagt, så er der god dynamik mellem skuespillerne, der giver morsomt liv til mandegruppen. Den kærlighedsknuste Rasmus ses i form af Mikkel Boe Følsgaard, mens Christopher Læssø er tøffelhelt i sit forhold. Zaki Youssef agerer charmerende comic relief. Han har god komisk timing, hvilket også gælder skolelæreren i skikkelse af Anders Brink Madsen, mens den unge Noa har fin naivitet portrætteret af Ulrik Windfeldt-Schmidt.

Instruktør Frederikke Aspöck har egentlig et godt tag om fortællingens momentum, men får ikke løftet det ærgerligt nok ikke videre interessante manuskript af Lars Husum til et videre debatskabende niveau. Dertil er gråzonerne ikke berørt spændende nok. ‘Mand op’ er på trods af ujævnheder heldigvis ok underholdende, men smager desværre mest af en luftig candyfloss.

’Mand op’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Mand op’ har biografpremiere den 11. december.

’I’m Still Here’ forbinder den personlige historie med en fælles bevidsthed

/i , /af

Anmeldelse: Jeg bliver med dramaet ’I’m Still Here’ kastet direkte ned i et solbadet 1970 i en umiddelbart idyllisk kystby nær Rio de Janeiro. Men militærdiktaturet i Brasilien hænger som en skygge over landet og byen, hvor jeg møder den store familien Paiva med mor Eunice, far Rubens og deres fem børn. Familiens energi af kærlighed og drillerier smitter smilende af på mig.

Jeg får lov til at komme ind på livet af familien, deres mange venner og festlige sammenkomster. Jeg mærker dem og drages ind i det gennemførte tidsbillede med varme farver, tidens musik og øjeblikke filmet på hjemmevideo. Idyllen krakelerer dog en dag for familien, hvor det militære diktatur træder ind i deres liv med tonstunge betonstøvler. Intet bliver som før.

Det er bl.a. i netop kontrasten mellem det helt almindelige liv, der leves i familien og så landets diktatur, at historien skildres både gribende og tankevækkende. Det er desuden drønspændende fortalt og samtidig giver historien også et indblik i et sort kapitel i Brasiliens historie, hvor netop dette nedslag i familien Paiva er baseret på rigtige mennesker.

En ting er dog den overordnede historiske fortælling om diktaturet, noget andet er skildringen af menneskene. Det gøres engagerende, levende og nuanceret. Følelserne af bl.a. afmagt og frustration gøres relaterbare og sættes skræmmende i scene, hvor særligt familiens Eunice får en central rolle. Hun portrætteres hele vejen medrivende, nærværende og sejt af Fernanda Torres.

Det er historien om en familie, der pludselig rives i stykker. Det er historien om et land i et diktaturs greb, hvis indgreb i netop almindelige menneskers liv skildres råt, forstemmende og rørende. Det er grundlæggende et stærkt drama om tab, sorg og savn. Om håbløshed og vrede. Det er en film om, hvad man stiller op med alle disse følelser.

’I’m Still Here’ lykkes elegant med at få den personlige familiehistorie til at resonere med en større og fælles historie om Brasilien, der ekkoer helt op til vores nutid. Instruktør Walter Salles viser således et overskud i sin måde at binde og fordele de menneskelige ender og skæbner sammen til et større hele, der satte sig stærkt i maven og hjertet på mig.

’I’m Still Here’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’I’m Still Here’ har biografpremiere den 4. december.

’Eternity’ sætter konceptsjovt kærlighedsknuder stævne

/i , /af

Anmeldelse: Kærlighed er mange ting. Der er bl.a. den første intense af slagsen og så den livslange, dybe kærlighed. I det romantiske drama ’Eternity’ er det netop disse kærlighedsmodpoler, der tegnes morsomt og sine steder gribende fint op. Der er dog i instruktør og medforfatter David Freynes hænder ikke tale om en helt almindelig omgang kærlighedskvaler.

Vi kommer nemlig med til efterlivets limbo, hvor man har en uge til at vælge hvilket liv efter døden, man vil leve til al evighed. Mulighederne er mange. Fra evigheden på en solbeskinnet strand til en motionsglad verden. Det er her, vi møder trioen Larry, Luke og Joan. De to mænd er henholdsvis hendes livspartner og hendes første mand, der døde meget ung i krig.

Så hvad gør Joan nu? Hvem vil hun tilbringe evigheden sammen med? Ham, hun kender ud og ind fra et langt liv fuld af kærlighed eller den mand, hun mistede ung, men hvis ubekymrede og gnistrende kærlighed stadig lever stærkt i hendes minder? Det er præmissen for en historie, der er veloplagt fortalt og dynamisk spillet af trekløveret i front.

Miles Teller er den jordbundne Larry, mens Callum Turner er ungdomskærligheden i form af Luke. Elizabeth Olsen er kvinden fanget i den akavede midte. Desværre bliver relationen mellem Luke og Joan ikke godt nok etableret til, at dilemmaet helt får stærk og engagerende nok tyngde til en start. De tos relation vokser dog filmen igennem, hvilket hjælper på historien.

Det sagt, så lever filmen og karaktererne bl.a. gennem netop de både sjove og nærværende præstationer, mens selve konceptet med efterlivets limbo er visuelt sat morsomt og dejlig skævt i scene, hvor det centrale spørgsmål om, hvordan den perfekte kærlighed mon ser ud og føles, hvis en sådan da overhovedet findes?

’Eternity’ lever således stærkt gennem trekantsdramaets dynamik og kærlighedsspørgsmålene, der sættes konceptklart i spil. Selvom følelserne måske ikke helt kommer ind og for alvor presser på tårekanalerne, så er det en gribende og ikke mindst sjov historie om kærlighed, livsvalg og tanker om, hvordan livet måske kunne være blevet i en anden situation.

’Eternity’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Eternity’ har biografpremiere den 4. december.

‘Five Nights at Freddy’s 2’ er en kedelig bamse-massakre

/i , /af

Anmeldelse: De store animatroniske dræberbamser er tilbage i fortsættelsen ‘Five Nights at Freddy’s 2’. Den står således igen på gys og morbide grin, når filmen tager os tilbage til, hvor den forrige sluttede med bulder, brag og død. Overleverne Mike og hans lillesøster Abby er på hver deres måde mærket af det brutale møde med de dræbende robotter i filmen fra 2023.

Langt de fleste i lokalsamfundet synes dog at have glemt alt om de blodige begivenheder, der udfoldede sig på den hjemsøgte familierestaurant Freddy Fazbear’s Pizza. Ikke mindst fordi, at der planlægges en festival med udgangspunkt i de mystiske hændelser på pizzeriaet, hvor man altså nu vil klæde sig ud som restaurantens maskinelle maskotter.

Festivalen falder ikke i god jord hos Mike og Abby samt Vanessa, der også overlevede strabadserne hos Freddy Fazbear. Trioen står da også snart på ny overfor de brutale bamser, som på urovækkende vis vækkes til live med grumme overraskelser til følge. Men Abby har svært ved at slippe sine animatroniske venner, hvilket står i kontrast til deres morderiske tendenser.

Mike må som ansvarlig for Abby forsøge at manøvrere i søsterens følelser og et nyt liv efter bamse-massakren, mens Vanessa plages af sine bamse-traumer. Således er der faktisk fine temaer som familie, traumer og ensomhed i spil. De får bare aldrig dramatisk tyngde eller gysende pondus, mens filmens mord er uopfindsomme, slatne og forudsigelige.

Filmen bliver aldrig uhyggelig, bamserne aldrig skræmmende og de generiske jump scares rammer ved siden af. Der er dog trods alt lidt god grotesk humor over de mekaniske robotbamser, men historien falder undervejs helt fra hinanden med bl.a. utroværdigt dumme valg af karaktererne og vattede plotdrejninger, som ikke formår at overraske eller engagere.

‘Five Nights at Freddy’s 2’ er som den første film instrueret ujævnt af Emma Tammi med et rodet manuskript af Scott Cawthon, som også er manden, der har skabt spilserien, som filmen er baseret på. Josh Hutcherson som Mike, Piper Rubio som Abby og Elizabeth Lail som Vanessa er ikke uden styrke, men de har bare ikke et stærkt nok manuskript at arbejde med.

‘Five Nights at Freddy’s 2’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Five Nights at Freddy’s 2’ har biografpremiere den 4. december.

’Zootropolis 2’ er hæsblæsende animation for fuld mission

/i , /af

Anmeldelse: Det sprudlende univers med de mange skønne dyr er tilbage med animationsfilmen ’Zootropolis 2’. Turen går således igen til megabyen Zootropolis, hvor det umage makkerpar Judy Hopps og Nick Wilde ender på en ny mission, der byder på både skumle hemmeligheder, masser af fart over feltet og ikke mindst herlige karakterer.

Den ihærdige kanin Hopps og den cool ræv Wilde udgør nu en veloplagt betjent-duo, der i lovens navn kaster sig ud i at komme kriminaliteten til livs i byen. Snart vokser en sag dem dog over hovedet, da en mystisk slange gør sit indtog i byen. Det afføder både vildt kaos og frygt blandt byens borgere. Men hvem er slangen, hvad vil den og hvem er egentlig skurkene?

(© Disney)

Med fart over feltet foldes historien spændende og morsomt ud, hvor vi kommer til at møde alverdens dyr og ser byens forskellige områder. Netop filmens detaljerige univers og arsenalet af kreativt tænkte karakterer, er med til at gøre filmen til en animationsfornøjelse. For selvom det ikke er en original historie, der fortælles, så er den sat medrivende i scene.

Desværre forfalder filmen til lige rigeligt og flere steder unødvendig eksposition, hvor bl.a. karakterernes planer og bevæggrunde fremlægges overfortalt. Det sagt, så udgør et tema som sammenhold og venskab på trods af forskelligheder et hjertevarmt hjerte i historien, hvor netop Hopps og Wildes relation kommer på prøve.

(© Disney)

Filmens styrke er altså ikke som sådan at finde i historie og krimiplottet, men derimod i dens hæsblæsende udførsel og i mødet med holdet af farverige karakterer. Fra bøffel-betjente til en hurtigt snakkende bæver og en ivrig slange samt en selvfed hest af en borgmester, mens filmen i det hele taget sprudler af fortælleglæde og et overskud i sin animation.

Filmen vises både med danske stemmer og de originale engelske. Jeg så originalversionen, hvor skuespillerne bag bringer liv og charme til karaktererne. Bl.a. Ginnifer Goodwins nuancerede portræt af Hopps, Jason Batemans tilbagelænede Wilde, mens Ke Huy Quan er både sjov og engagerende som den mystiske slange i Zootropolis.

’Zootropolis 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Zootropolis 2’ har biografpremiere den 27. november.

’Nürnberg’ ender som et uforløst krigsdrama med letkøbte pointer

/i , /af

Anmeldelse: Det er med dramatisk tunge vingeslag, at den historiske film folder sine vinger ud i krigsdramaet ’Nürnberg’, der udspiller sig i kølvandet på 2. Verdenskrig, som netop har nået sin afslutning. Krigen står som tonstunge skygger over verden med nazismens faldne regime og Holocausts rædsler over sig. De ansvarlige for krigen står nu for et retsligt efterspil om retfærdighed.

Ind på midten af scenen træder den amerikanske hærs ihærdige psykiater Douglas Kelley. Han får den yderst usædvanlige opgave at skulle føre samtaler med og vurdere den mentale tilstand hos tidligere rigsmarskal og Hitlers næstkommanderende Hermann Göring samt andre af nazismens fremtrædende embedsmænd. Men hvordan går man lige til den opgave?

Kelley går til den berygtede og frygtede Göring med krum hals og menneskelighed med håbet om at kunne få ham til at åbne op og måske endda at tale over sig. Samtidig finder man hos de øvrige allierede bl.a. den målrettede amerikanske chefanklager og højesteretsdommer Robert H. Jackson, der vil have retssagen mod nazisterne op at stå.

Det er en international retssag uden fortilfælde, hvor vægtige temaer som lov og retfærdighed, ondskab og menneskelighed, determination og forståelse bølger frem og tilbage mellem det store persongalleri, hvor det dog er Kelley og Göring, der udgør det centrale epicenter, mens tolken for Kelley, sergent Howie Triest, kommer til at få en væsentlig dramatisk rolle.

Det gælder altså intet mindre end, at naziregimet skal stå til ansvar for sine uhyrligheder. Desværre er historien inspireret fortalt og generisk filmet, mens bl.a. plot og karakterer undervejs overforklares. Selvom spilletiden er på knap to timer og 30 minutter kommer man aldrig for alvor dybt nok ind i eller fyldestgørende omkring relationen mellem Göring og Kelley.

I det hele taget er der noget kedeligt uforløst over filmens karakterer og livgreb med et ellers yderst tankevækkende, væsentligt og stadig vedkommende kapitel i verdenshistorien. Det er virkelig ærgerligt, at karaktererne ikke har et stærkere manuskript at arbejde med, da de medvirkende overvejende gør det godt.

Rami Malek er den ambitiøse Kelley med både en sitrende rastløshed og ro over sig, mens en autoritær, karismatisk og charmerende Russell Crowe portrætterer den snu Göring. De to mænds psykologiske kamp og dynamik afføder bare ikke rigtigt den dramatiske tyngde, der kunne have givet filmen en mere nuanceret ballast.

En altid intens Michael Shannon er nærværende god som chefanklager Jackson, mens filmens overraskende hjerte med dertilhørende menneskelig smerte kommer i form af Howie Triest, der får en både fin og stærk scene portrætteret skrøbeligt og knugende af Leo Woodall. Desværre får instruktør og manuskriptforfatter James Vanderbilt ikke givet den øvrige film samme sjæl.

Filmens og Kelleys pointe om, at almindelige mennesker kan begå usædvanligt onde handlinger, runger i sidste ende desværre en kende hult, hvor bl.a. også filmens brug af ægte og grusomme billeder fra Kz-lejrene giver en forkert smag i munden. Det håber jeg ikke også er tilfældet for bogforlægget ’The Nazi and the Psychiatrist’ fra 2013 af Jack El-Hai.

’Nürnberg’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Nürnberg’ har biografpremiere den 27. november.

’Ingen kære mor’ lever i kraft af skuespillernes dynamik

/i , /af

Anmeldelse: Man møder i det danske drama ’Ingen kære mor’ tre generationer af kvinder, der måske nok er bundet sammen af blodets bånd som datter, mor og mormor. Forholdet mellem de tre er dog mildt sagt ikke uden udfordringer, usagte følelser og skeletter i skabene. Det står hurtigt klart, da trioen samles for sammen at fejre jul i et sommerhus.

Melankolien indtager filmen, da man i starten erfarer, at moren Christel er uhelbredeligt syg, hvilket hun kun har delagtiggjort sin 27-årige datter Luis i, men altså ikke sin egen mor Vivi. Der er fra starten således skår i juleglæden, hvilket kun tager til i styrke, da netop Vivi ankommer på opfordring fra Luis, men uden Christels ønske og viden.

Vivi er en yderst bestemt kvinde, der siger tingene lige ud, hvilket bl.a. betyder, at hun både passivt aggressivt og direkte kynisk får givet sin datter Christel og barnebarnet Luis sin del af grove og personlige svinere. Det går dog hurtigt begge veje. Der er med andre ord lang vej til, at julefreden kan indfinde sig. Hvis det dog overhovedet er muligt?

Med temaer som sorg og forsoning, forældreskab og familiedynamikker dykker filmen ind i livet på de tre kvinder, der har hver deres måde at håndtere alt det, som ikke er blevet sagt gennem årene, hvor det særligt er relationen mellem Christel og Vivi, der er giftigt. Det er fortalt med en ganske vist dramatisk alvor, men bestemt ikke uden en sylespids humor i portrætterne.

De tre skuespillere er gode sammen, men får desværre ikke et hele vejen stærkt nok, nuanceret og overraskende manuskript at arbejde med. Forudsigeligheden indtager filmens historie og mor-datter-relationerne. Birthe Neumann er dog god som den spydige Vivi, mens Lene Maria Christensen på fin vis rummer både smerten, vreden og det hjertevarme.

Freja Klint Sandberg er som datter og barnebarn fanget mellem de to ældre kvinder, hvor hun forsøger at sparke til dem, så de får snakket sammen og åbnet for alt det, som er blevet fejet ind under gulvtæppet fra barnsben af. Hun bringer en fin lethed og humor til filmen. Men historien får på trods ikke rigtigt løftet sig helt engagerende ind i de tre kvinders relationer og liv.

’Ingen kære mor’ ender som en lidt uforløst størrelse, hvor den følelsesmæssige dybde i bl.a. smerten og vreden i relationerne ikke for alvor sætter sig stærkt i hjertet. Det sagt, så er det en velspillet film, som dog savner at dykke et spadestik dybere ind i følelserne, mens det er en skam, at historien ender med at være ret så forudsigelig.

’Ingen kære mor’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Ingen kære mor’ har biografpremiere den 27. november.

‘Sisu: Road to Revenge’ er en pokkers underholdende hævnfantasi

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er en pokkers underholdende hævnfantasi med blodigt smæk på volden, der serveres dynamisk med instruktør og manuskriptforfatter Jalmari Helanders bombastiske actionfilm ’Sisu: Road to Revenge’. Det er ganske vist fortsættelsen til ’Sisu’ fra 2022, men den nye film kan godt nydes, selvom man ikke har set den første, vil jeg mene.

Her er nemlig tale om en dejligt simpel historie, der ganske enkelt er veloplagt fortalt og engagerende serveret i både billede og lyd. I front for de brutale eskapader er manden Aatami, som efter 2. verdenskrig i 1946 vil genopbygge sit hus et nyt sted, da hans elskede hustru og to drenge er blevet dræbt som en del af krigens rædsler. Det er derfor nu tid til en ny start.

Der er bare det store problem for finske Aatami, at kommandøren for Den Røde Hær – som dræbte enkemandens familie – er tilbage og i den grad på nakken af den sørgende overlever, som altså atter må stå ansigt til ansigt med et destruktivt arsenal af soldater og kampklare maskiner. Det afføder i den grad sin del af opfindsomme actionscener og splattede drab.

Aatami portrætteres igen gribende sammenbidt og hårdtslående voldsomt af en medrivende intens Jorma Tommila. Jeg er på hans side fra start til slut, når den vilde jagt går gennem et livløst ødeland, hvor fjenderne angriber fra alle sider. Filmen udspiller sig med få, men velvalgte replikker, hvor rå oneliners og skurkagtige monologer understøtter karaktererne.

Det er dog ikke i replikkerne, at filmens største styrke skal findes. Det skal den derimod i måden at rulle sin stramt sammensatte historie ud på og herunder rækken af opfindsomt tænkte actionscener, der gnidningsløst afløser hinanden kun afbrudt af få rolige øjeblikke i filmens velkonstruerede spilletid på små halvanden times tid.

Opfindsomheden findes altså hverken i historien eller replikkerne, mens nuancerne i karaktererne ikke er til at få øje på. Det gør dog ikke det store, når denne grotesk morsomme voldsfantasi med drøn på den blodige hævn er så pokkers medrivende fortalt. Stephen Lang udgør desuden en brutal modstander til den umiddelbart ustoppelige Aatami. Booom!

’Sisu: Road to Revenge’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Sisu: Road to Revenge’ har biografpremiere den 20. november.