’The Bikeriders’ er som en fræsende tur på en drønende kværn

/i , /af

Biografanmeldelse: Jagten på frihed, på at være sig selv i en verden, hvor det er svært at være en outsider, er noget af det, bikerne i deres motorcykelklub Vandals søger på de åbne vidder, når de fræser afsted på deres potente kværne med rygmærke på. Vi følger i instruktør og manusforfatter Jeff Nichols’ ’The Bikeriders’ klubben og dens udvikling i 1960’ernes USA.

Filmen er mere drevet af sine menneskelige portrætter, rå miljøbeskrivelse og klubbens liv end af et frembrusende plot. Her gælder det den menneskelige nerve i holdet af bikere og en af medlemmernes bedre halvdel Kathy, som filmen delvist fortælles igennem. Hun er faldet for den frygtløse badboy Benny, der ikke giver en fuck for noget eller nogen.

Benny gør lige præcis, hvad der passer ham uden tanke for konsekvenserne, bl.a. af politiets indblanding. Ikke desto mindre – eller måske rettere derfor – drages den selvstændige Kathy af ham. Hun er indgangen til klubben, hvor man møder en længere række af karismatiske og kulørte karakterer iklædt seje læderjakker og en smøg i flaben.

De finder sig alle til rette i klubbens fællesskab. Efterhånden som klubben vokser sig større, vokser den dog også ud af hænderne på lederen Johnny. Kriminalitet og vold indfinder sig hos de ellers fredelige bikere, der dog er glade for øl og et rask internt slagsmål. Udviklingen fra barsk uskyldighed til det voldelige fald fra frihedens tinder er pokkers fascinerende.

Her ser man bl.a., hvordan tidens tand i klubben påvirker medlemmerne og den interne dynamik. Bl.a. tager det hårdt på Johnny, der får sværere og sværere ved at spejle sig i lederrollen, mens Benny forsøger at holde fast i rygmærket og friheden for enhver pris, hvor imellem man finder en skøn Jodie Comer som den rappe og selvsikre Kathy.

En cool og sorgfri Austin Butler gør karismatisk figur som Benny, mens Tom Hardy er intens og nuanceret som Johnny. I det hele taget er ’The Bikeriders’ er fornøjelse hele vejen rundt på skuespillerfronten, mens både billed- og lydside brøler medrivende om kap. Stærkt! Filmen er lavet med inspiration i Danny Lyons bog af samme navn fra 1968.

’The Bikeriders’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Bikeriders’ har biografpremiere den 11. juli.

Det bevægende drama ‘When it Melts’ er hjerteskærende brutal

/i , /af

Biografanmeldelse: Fortidens minder, barndommens uskyld, tæt forbundne venner og brutale traumer. Det hele spindes sitrende godt sammen i det forknytte drama ’When it Melts’. Historien om Eva fortælles her i to parallelle spor mellem nutid og fortid. For hvad skete der egentlig den barndomssommer, som vi kommer med tilbage til?

Sporene efter sommeren for de mange år siden har nemlig haft afgørende betydning for den nu voksne Eva. Det er med insisterende sikkerhed, at de to fortællespor smyger sig fortsat mere og mere intenst om hinanden, mens jeg kommer tættere og tættere på et svar om den sommer, hvor den dengang 13-årige Eva blev mærket for livet.

Den spillefilmsdebuterende instruktør og medforfatter Veerle Baetens har et sikkert greb om struben på mig med sin historie, der er baseret på en bog af Lize Spit. Svarene gives nemlig ikke ved kasse et, men Evas hemmeligheder bringes ubehageligt til live filmen igennem, hvor ubehaget tager tankevækkende til. Både i fortiden og i nutiden samt i mødet mellem de to.

Det er ikke mindst i portrættet af Eva, at filmen får sin store dramatiske styrke. Det gælder både den 13-årige Eva, der med barndommens uskyld og en voksens melankoli gives nuanceret og gribende liv af Rosa Marchant. Charlotte De Bruyne portrætterer med stor troværdighed den voksne Eva, som lever i skyggerne af sin barndom. Et i særklasse stærkt dobbeltportræt.

Fortællingen bliver måske nok en my slap i maskerne halvvejs, men heldigvis aldrig mere end, at der samles engagerende op på det, herunder i særdeleshed gennem netop skuespillerne. Men også filmens dragende og smukt vibrerende billedside af fotograf Frederic Van Zandycke indfanger mig i de to fortælletider, hvor kontrasterne står billedbalanceret frem.

Jeg møder mig selv og min barndom i historien. Mine minder, venskaber og begivenheder, der har været med til at forme mig i mit voksenliv. Det er med andre ord stærk fortællekunst, der bringer filmens virkelighed i hjerteskærende forening med min egen. Uden sammenligning i øvrigt. ’When it Melts’ er hård kost, men en bragende kraftfuld filmoplevelse.

’When it Melts’ får 5 ud af 6 stjerner:

’When it Melts’ har biografpremiere den 11. juli.

‘Fly Me to the Moon‘ er bedst, når den tror på sin kærlighedskemi

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg bringes tilbage til 1960’ernes rumkapløb i USA med den romantiske komedie ’Fly Me to the Moon’. NASA har sin del af problemer med deres image i offentligheden. Rumfart er bare ikke helt så sexet mere, som man kunne ønske sig. Desuden er der mangel på både midler og politisk opbakning til månemissionen.

Det er altså op ad bakke at indfri præsidentens lovning om en månelanding. Derfor bliver det talentfulde markedsføringsgeni Kelly Jones hyret til at vende den forslåede rumskude. Hun kommer med sin helt egen PR-metode, hvilket ikke bliver taget lige godt imod alle steder. Særligt er parløbet med rumprogrammets leder Cole Davis meget udfordret.

Med udgangspunkt i rumkapløbet er der sat en klassisk modsætninger-mødes-og-måske-sød-musik-opstår romantisk komedie på skinner. Et dejligt klassisk udgangspunkt for charmerende kærlighedskemi og spænding i form af månemissionen. Desværre forvilder historien sig tungt ind i sin egen fortælling, der mister momentum og komisk styrke undervejs.

Det er desuden svært at retfærdiggøre spilletiden på lidt mere end to timer. Det bliver for langt for filmens eget bedste. Luften fiser momentvis ud af rumraketten, hvor den dramatiske slagside heller ikke får den tyngde og det nærvær, der synes at sigtes efter. Bl.a. i form af Kelly Jones’ udfordrede fortid og Cole Davis, der bærer på et tungt traume.

Der hvor ’Fly Me to the Moon’ er bedst, er når den uden undskyldninger lader den romantiske komik folde sig ud og kemien få luft under vingerne i samspillet mellem en rap og selvstændig Scarlett Johansson, der ikke tager et nej for gode varer, mens Channing Tatum agerer charmerende knudemand, som regelret spiller efter reglerne.

De to har en ganske fin dynamik, når historien tillader det. Desværre overkompliceres filmen af sidehistorier og bikarakterer, der mere forplumrer filmens momentum end tilføjer engagerende komik til den. ’Fly Me to the Moon’ vil i sidste ende mere end vingerne kan bære, men når kemien kører for duoen i front, er underholdningen sikret.

’Fly Me to the Moon’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Fly Me to the Moon’ har biografpremiere den 11. juli.

‘Kinds of Kindness’ er en underholdende absurd legeplads

/i , /af

Biografanmedelse: Den græske filmskaber Yorgos Lanthimos’ nyeste skud syre er den tredelte antologifilm ’Kinds of Kindness’, der kredser omkring og tager frontalangreb på temaer som bl.a. magt og kontrol, afhængighed og tilhørsforhold, familie og ensomhed, individualitet og fællesskab. Ja, meningen med det hele synes at blafre krøllet i vinden undervejs.

Vi møder bl.a. en mand, der lader sig styre af en bizart mikrokontrollerende chef. Vi møder en betjent, hvis hustru måske ikke er, hvem hun ser ud til at være. Vi møder en gådefuld kultlignende enhed på jagt efter den udvalgte. Vi møder galskaben, virkeligheden og menneskene, der lever midt i det hele. Det er legende fortalt og underspillet morsomt. Grotesk og absurd.

De tre historier indtages af samme hold skuespillere i forskellige roller. Her finder man særligt Jesse Plemons, Emma Stone, Willem Dafoe, Margaret Qualley og Hong Chau. De glider alle elegant ind i de forskellige roller og Yorgos Lanthimos’ sælsomme univers, hvor det irrationelle bliver rationelt. Hvor galskaben bliver normen i en verden, der ser almindelig ud, men konstant huser vanviddet.

’Kinds of Kindness’ fremstår på sin vis som en veloplagt og legende øvelse ud i det absurde. Ud i bizarre menneskelige relationer og skævvredne verdenssyn. Det er en antologifilm, der måske nok er lidt blød i kanterne, men i hænderne på den legesyge og eksperimenterende Yorgos Lanthimos får både historierne og karaktererne et fascinerende og gribende liv, som jeg drages ind i.

Jeg mærker fantasifuldheden og legesygen bag filmens tilblivelse. Den til tider improviserende følelse i, hvor fortællingerne går hen. Hvordan trioen af historier har en fælles og besynderlig sammenhæng. Jeg går på jagt efter ledetråde, der kan dirke låsen op til meningen med det hele. Den findes måske slet ikke? Gåden fastholdes i en virkelig sjov leg med skuespillere fuld af ballade.

’Kinds of Kindness’ er måske ikke som sådan en formfuldendt enhed. Den har buler, kanter og skrammer. Den er uperfekt. Men det er også en del af dens styrke. Det er en levende organisme, der hele tiden er i bevægelse. Improviseret og ikke sådan til at få styr på, men som gennem bl.a. sine temaer og menneskelige relationer skaber en slags elastisk sammenhæng historierne imellem.

’Kinds of Kindness’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Kinds of Kindness’ har biografpremiere den 4. juli.

’Marguerites formel’ griber mig med en rørende skrøbelighed

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er en rørende skrøbelighed over det fremragende franske drama ’Marguerites formel’. Det skyldes i særdeleshed hovedkarakteren Marguerite, der er et lysende talent indenfor matematik. Hun studerer på et eftertragtet institut i Paris, hvor livet for hende består af forskning og ikke andet. Tal er hendes liv.

Marguerites vej i livet synes at være lagt på solide skinner. Hun vil være forsker i matematik. En drøm, der står lysende klart i horisonten. En begivenhed slår hende dog ud af kurs. Matematikken træder pludselig i baggrunden i et liv, der ellers altid har bestået af tal, tal og atter tal. Livet fyldes nu med mere og andet end komplekse udregninger og svære formler.

Det er en ovenud gribende vej ind i et andet og nyt liv for matematikeren, jeg kommer med på. Det er ikke mindst takket være Ella Rumpfs triumf af et portræt af en kvinde, der får revet livet væk under fødderne på sig. En kvinde, der må genopfinde sig selv. Smage på alt det, som livet har holdt gemt for hende bag matematikkens rationale og logik.

Jeg finder med Marguerite også ind i mennesket bag det akavede ydre, som har svært ved interaktion med omverdenen. Kun er direkte i sin væremåde. Kold og kynisk vil nogle måske endda sige. Men Ella Rumpf giver Marguerite en nuanceret menneskelighed gennem afmålt og underspillet gestik og i kroppens små ryk, bevægelser og holdning.

Instruktør og medforfatter Anna Novion lykkedes i den grad med at folde et helt menneske ud, som jeg gribes af og hepper på i hendes nedtur og genopfindelse. Der titter i det engagerende portræt et komplekst og flerfacetteret menneske og verdenssyn frem fra bag brillerne på hende. Ella Rumpf ejer alle scener, hun er med i. Det er heldigvis stort set alle scener.

Billedsiden vibrerer desuden levende og indrammer med ømhed og nærvær Marguerite, men også omgivelserne får en gribende sårbarhed af fotograf Jacques Girault. ’Marguerites formel’ er måske nok lige ved at fare en smule vild afslutningsvis, men når aldrig at miste grebet om sin gribende og fascinerende historie, der gør matematik hjertegribende smuk.

’Marguerites formel’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Marguerites formel’ har biografpremiere den 4. juli.

‘Club Zero’ giver et satirisk kvalmende kig på sundhed

/i , /af

Biografanmeldelse: Manipulation, perfekthedskultur og såkaldt ’bevidst spisning’ er alt sammen på menuen i Jessica Hausners kvalme, tankevækkende og skarpt satiriske ’Club Zero’. Her tages sult, faste og madforbrug til et nyt outreret niveau, når vi kommer med på en eliteskole for særligt talentfulde unge, der kommer i kløerne på underviseren Miss Novak.

Den underspillede autoritative Miss Novak underviser i ernæring for en lille skare af elever, som bliver præsenteret for ovenstående ’bevidst spisning’. Det betyder, at man skal spise mindre og mindre ved med stor bevidsthed at indtage sin mad. Alt sammen i sundhedens hellige navn. Det er i hvert fald teorien bag Miss Novaks radikale tilgang til sundhed og ernæring.

Således kommer sundhed på programmet – eller måske snarere sygelig sundhed. For eleverne tager for de flestes vedkommende godt imod ’bevidst spisning’, der kun bliver mere og mere ekstrem. Perfekthedskulturen og et ivrigt forsøg på at være god mod miljøet og vores klode er bl.a. nogle argumenterne for ikke at spise meget og herved ikke tære på Jordens resurser.

Mia Wasikowska er aldeles dragende som den hemmelighedsfulde Miss Novak. Ja, det er lige før, at jeg overbevises af hendes sygelige sundhedskur. Hertil kommer en ovenud visuelt stimulerende billedside, der er nøje komponeret i indstillinger og farver ved fotograf Martin Gschlacht og production design af Beck Rainford. En sand fornøjelse.

Netop den skarpt æstetiserede billedside er med til at styrke filmens overdrevne præmis. Der er ganske vist lidt lufthuller i et ikke altid helt troværdigt rationale hos enkelte af eleverne, mens udfoldelsen af den grotesk morsomme fortælling ikke er lige gnidningsløs hele vejen.

Det sagt, så er ’Club Zero’ bestemt en fascinerende og kvalmende filmoplevelse, der med vid, bid og opkast underholder og maner til eftertanke gennem en sygelig sundhedskultur, der måske nok synes langt ude, men i hænderne på Jessica Hausner og herunder bl.a. også holdet af skuespillere kommer til at fremstå helt plausibelt.

’Club Zero’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Club Zero’ har biografpremiere den 27. juni.

’A Quiet Place: Day One’ er monster-medrivende og hjerteskærende

/i , /af

Biografanmeldelse: De lydfølsomme bæster er tilbage for fuld dræberlyst! Første gang vi stødte på de aggressive monstre var i det veloplagte gys ’A Quiet Place’ i 2018. Den fik den mindre vellykkede fortsættelse ’A Quiet Place 2’ i 2020. Nu er væsnerne, der reagerer dødeligt på selv den mindste lyd, altså løs på ny i gyset ‘A Quiet Place: Day One’.

Her er tale om en spin-off og prequel til de to øvrige film. Således får man forhistorien til den monster-katastrofe, man møder i de to første film i franchisen. Vi dumper altså ned i det samme univers, men det på dagen, hvor helvede bryder løs, da Jorden invaderes af de klamme bæster med de lange lemmer og kødeligt klamme ansigter.

Forhistorien byder ganske vist på gensyn med monstrene, men også nye hovedkarakterer og en ny setting. Vi befinder os i det konstant larmende New York, hvor vi møder Samira, som er på tur ind til byen. Det bliver en helvedes tur, da invasionen snart sender rumvæsnerne ned over byens gader for at gøre det af med alt og alle på deres vej ved den mindste lyd.

Jeg kommer tæt ind på livet af Samira i den befriende simple og ganske stramt fortalte historie, som bringes veloplagt og medrivende intenst til live af instruktør Michael Sarnoski. Han beviser op til flere gange, hvordan spænding skal udføres og lyd – eller mangel på samme – skal bruges for at forløse adrenalin og medrivende monsteraction.

En af filmens klare styrker er nemlig i brugen af selve den visuelle og lydmæssige side, hvorpå historien bringes til live gennem rædselstableauer og flot konstruerede enkeltscener af åndenød og sitrende nerver. Et klart trumfkort er desuden Lupita Nyong’o som den hårdtprøvede Samira. Hun formår at få meget ud af lidt med en konstant dirrende nerve i sit portræt.

På sin vej møder Samira desuden Eric, der spilles engagerende af Joseph Quinn. De to sammen udgør en gribende duo, hvor det dog er førstnævnte, som løber med mest af opmærksomheden i en monsterfilm, der er både medrivende og hjerteskærende. Et skarpt skåret og frisk pust i franchisen, der har fået nyt liv og tændt et håb hos mig om mere guf fra det univers.

’A Quiet Place: Day One’ får 4 ud af 6 stjerner:

’A Quiet Place: Day One’ har biografpremiere den 27. juni.

‘One Life’ formår aldrig at komme troværdigt ind bag masken

/i , /af

Biografanmeldelse: Der ligger en humanistisk og utrolig virkelig historie til grund for det desværre uinspirerede og jævnt fortalte anden verdenskrigs-drama ’One Life’. Det er virkelig en skam, at filmen aldrig formår at løfte sig og blive oprigtigt gribende eller følelsesmæssigt dyb. Anthony Hopkins gør ellers sit bedste.

Filmen fortæller den sande historie om Sir Nicholas ’Nicky’ Winton, der arbejder som børsmægler i 30’ernes London og her lever et mageligt liv i tiden op til, at krigen bryder ud. Den unge og idealistiske mand ser sig nu kaldet til at gøre noget for de mange tjekkoslovakiske flygtninge, som krigen afføder.

Det bliver starten for ham og en lille gruppe af dedikerede mennesker, der gør deres ypperste for at få folk og særligt børn i sikkerhed på engelsk jord, inden nazisternes jerngreb umuliggør flugt. Nicky rejser derfor i 1938 til Prag, hvor han mødes af den barske virkelighed og store opgave.

Man følger således i krydsklip den unge Nicky og 50 år senere i slut-80’erne den aldrende redningsmand, der de mange år senere stadig lever martret af, at han kunne have reddet flere end de knap 700 personer i sin tid. Skylden over ikke at have nået mere, hænger over ham som en uforløst skygge.

Anthony Hopkins er den ældre Nicky, der med nærvær portrætterer den plagede pensionist. Det forbliver dog ved et overfladisk kig ind i hans sjæleliv og den martrede skyggeside, der er kantet skrevet, men godt spillet. Pinslen de mange år senere får ikke spilletid og nuancer nok til rigtigt at tage følelsesmæssigt fat.

Det er den ældre Nickys historie, der står stærkest, selvom den fylder mindst. Derimod er tiden i 30’erne uinspireret og generisk sat i scene, hvor musikken kværner kedeligt afsted. Følelserne proppes ned i halsen på en. ’One Life’ besidder ellers styrken til en tankevækkende og gribende film. Den lykkedes desværre aldrig med dette.

’One Life’ får 2 ud af 6 stjerner:

’One Life’ har biografpremiere den 20. juni.

Følelserne står underholdende i kø i ‘Inderst inde 2’

/i , /af

Biografanmeldelse: Små 10 år efter den første ’Inderst inde’ udkom, er følelserne nu tilbage for fuld skrue i ’Inderst inde 2’. I mellemtiden er Riley gået fra pige til ung teenager. Med denne skelsættende overgang følger også nye problemer og udfordringer. Nå ja, og naturligvis også en håndfuld nye følelser. Vi møder igen de velkendte følelser i form af Glæde, Afsky, Frygt, Vrede og Triste.

Det følelsesrige Hovedkvarter i Rileys sind gøres dog snart overraskende selskab, da der skal udvides og gøres plads til nye følelser. Med teenagelivet kommer nemlig også følelserne Angst, Misundelse, Flove og Kedsomhed. Følelserne hober sig op i Rileys sind, når hun stilles i venskabsdilemmaer i en fortælling om at finde sig selv i livet. Hvem man er og vil blive som menneske.

Det gælder således både en indre og ydre kamp for Riley, der skal på træningsweekend som del af et hold af ishockeyspillere – det sammen med sine to bedste veninder. Weekenden er skelsættende på flere måder, da det bl.a. også er her, at hun har mulighed for at møde nye venner, så hendes kommende skoleår ikke bliver ensomme. Men betyder det så et farvel til de gamle veninder?

Dilemmaet om at vælge mellem sine bedste veninder og muligheden for nye bekendtskaber, står malet teenagefølsomt op, mens der i Hovedkvarteret arbejdes på højtryk, da Riley nu står ved en moralsk skillevej i sit liv. Kommer angsten for ikke at passe ind til vinde over hendes gamle jeg, der ellers sætter veninderne først og gør det rigtige i livet?

’Inderst inde 2’ fortæller overlegent og visuelt legende historien om det at blive teenager med alt, hvad det indebærer af tvivl, dilemmaer og nye følelser. Måske kommer filmen ikke helt derind, hvor det gør helt ondt eller tager følelseshulkende fat, men når historien er så pokkers veloplagt fortalt med et animations-medrivende flow, som tilfældet er, så rives jeg gribende med og tilgiver lufthullerne.

’Inderst inde 2’ er oprigtigt sjov og troværdigt charmerende. Den er en gribende påmindelse om mine egne spæde skridt ind i teenageårene med alt, hvad det indebar af nye følelser. Så selvom de store overraskelser udebliver både i historien og de moralske pointer, er det en pokkers underholdende film med herlige karakterer. Vi skal forhåbentlig ikke vente lige så lang tid på endnu en fortsættelse.

’Inderst inde 2’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Inderst inde 2’ har biografpremiere den 13. juni.

Westerndramaet ’Til verdens ende’ drager mig ind i lovløshedens land

/i , /af

Biografanmeldelse: Kærligheden og dramaet, livet og døden er alle håndgribelige størrelser i mulighedernes land her i det vestlige USA i 1860’erne, når det smukt underspillede westerndrama ’Til verdens ende’ foldes ud. Ganske vist forsagt på overfladen, men højdramatisk og potent under det alt sammen. Her finder man både roen, men også de trukne seksløbere.

Vi møder den danske immigrant Olsen, der med dæmpet gemyt og venlige øjne gør sit for at skabe et liv, han har ro med. Hans verden udvides, da han møder den egenrådige Vivienne. De to indleder et forhold og sammen bosætter de sig et stykke udenfor en lille flække i et beskedent og vindblæst hjem, der trænger til både en kærlig hånd og hårdt arbejde. Livet sammen begynder.

Lykken varer dog ikke ved. Skæbnen vil nemlig, at deres forhold bliver testet, mens skumle typer i byen gør deres for at livet hos Olsen og Vivienne bliver skudt ud af kurs. Så der må tages affære, hvis lykken skal bestå og livet opretholdes. Her er både slagsmål på den lokale saloon, korrupte politikere og drønfarlige individer på vilde vover i det øjensynligt lovløse vesten.

Viggo Mortensen har skrevet, instrueret og spiller den ene af filmens hovedroller som Olsen. Det gør han nuanceret og manøvrerer sig stærkt vej gennem sin veliscenesatte fortælling om en mand, der søger lykken samt ikke mindst også portrættet af en kvinde, der ved, hvad hun vil i livet og står fast på sin selvstændighed, selvom omstændighederne er svære.

Vicky Krieps spiller med vid og bid, nærvær og charme den bestemte og kærlighedsgivende Vivienne. Hun og Olsen sammen er to interessante karakterer, hvor det dog er netop Vivienne, der får lov til at folde sig mere komplekst ud, selvom Viggo Mortensen med fine facetter i underspillet mimik og gestik drager mig ind i en forknyt mands verden og livssyn.

’Til verdens ende’ besidder en sjælelighed gennem bl.a. sine billedpirrende tableauer af den vilde natur, men også via nærbilleder af hårde ansigter og blide øjne. Selvom filmen instrueres sikkert, er den overordnede fortælling en smule ujævn i kanterne, mens følelserne hos karakterer på trods af gode præstationer ikke kommer helt ind og forløser sit dramatiske potentiale til fulde.

’Til verdens ende’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Til verdens ende’ har biografpremiere den 13. juni.