’Evil Dead Burn’ sprutter vellystent af splatter-begejstring

/i , /af

Anmeldelse: I år er det 45 år siden, vi fik den første Evil Dead-film med Sam Raimis skelsættende splatterfest fra 1981, som han fulgte op med to fortsættelser. Franchisen blev genoplivet i 2013 med et blodigt reboot og efterfølgende en serie, mens vi i 2023 fik den brutale ’Evil Dead Rise’. Rædslerne er langt fra lagt i graven, hvilket den nye ’Evil Dead Burn’ i den grad beviser.

Efter en rå åbningsscene slår fast, at nu kommer det til at stikke dæmonvoldsomt af, bliver filmens menneskelige drama foldet ud. Det handler om giftig kærlighed, sorg, familie og fortidens hemmeligheder, når vi møder Alice, hvis liv tager en tragisk drejning, der sender hende i skødet på sin sørgende svigerfamilie. Snart indfinder døden sig dog i mere end en forstand.

(Foto: SF Studios)

For familien er samlet i et afsidesliggende hus, hvor ondskaben i dæmonisk form indfinder sig på forskellig vis med gru og gisp til følge. Det bliver starten på en blodigt brutal, medrivende kaotisk og ubehagelig voldsfest i familiens skød. Her bliver traumer og sorg vredet ud af led og helt ind i helvede, når dæmonerne ondskabsfuldt besætter husets beboere.

Instruktør og medforfatter Sébastien Vanicek har et stærkt greb om at stable overraskende og opfindsomme voldsscener og dødspanik på benene, når han giver den sjasket gas med kaskader af blod og afrevne lemmer. Det er pokkers potent og herlig rædselsunderholdning, hvor det overvejende taktile effektarbejde sparker hårdt til den snaskede gru.

(Foto: SF Studios)

’Evil Dead Burn’ lever med andre ord stærkt gennem sin splat, dæmonvold og et generelt fermt tempo, mens filmen også har stærke præstationer på rollelisten. I front som Alice finder man en intens og gribende Souheila Yacoub, der fint får malet nuancer frem i sin karakter, mens Erroll Shand er isnende grum og fysisk frygtindgydende som dæmonisk patriark.

Filmens fotograf Philip Lozano indrammer dynamisk både de nære øjeblikke og ikke mindst de kaotiske voldsomheder, som sprutter vellystent af splatter-begejstring. ’Evil Dead Burn’ opfinder ikke den dybe tallerken med blodsuppe, men smadrer derimod tallerkenen og sjasker den varme blodsuppe lige i fjæset på mig. Det er grumt, sort komisk og grusomt underholdende.

’Evil Dead Burn’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Evil Dead Burn’ har biografpremiere den 9. juli.

’DJ Ahmet’ leverer ung flugt med musik, drømme og kærlighed

/i , /af

Anmeldelse: Det er ikke nemt for den unge teenager Ahmet at vokse op i en lille landsby i det nordlige Makedonien. Han har nemlig drømme, der rækker ud over, hvad hans far og samfundet omkring ham mener er det rette liv at leve. Ahmet går dog mod forventningerne til ham. Eller han forsøger så godt på det, som han kan i ’DJ Ahmet’.

Det handler om mødet mellem den ældre kontra nye generation, når tradition møder et moderne liv, der byder på mere og andet end, hvad fortiden umiddelbart lader den komme på banen med. Ahmet har nemlig andre planer for sit liv end at passe familiens fåreflok. Han vil spille og lytte til musik. Leve et liv væk fra at indfri sin fars forventning om at vogte får.

(Foto: Angel Films)

Ikke nok med det, så får Ahmet også et godt øje til den jævnaldrende Aya, der ligeledes forsøger at bryde med de strukturer, der ellers presses ned over hende i form af bl.a. at blive gift væk mod sin vilje. Ungdom, mønsterbrud og forbudt kærlighed væves her sammen med musik, humor og charme i en film, der også visuelt griber naturen og landsbymiljøet flot an.

15-årige Ahmet spilles naturligt af Arif Jakup, der på troværdig vis indkapsler ungdommens drømme, generthed og modet til at gå egne veje til trods for megen modstand. Det er en ungdom, hvor han må navigere mellem sin fars og et konservativt samfunds retningslinjer, mens livet med musikken leves i smug, hvilket også er tilfældet med Aya og hendes dansegruppe.

(Foto: Angel Films)

Instruktør og manuskriptforfatter Georgi M. Unkovski har en nænsom forståelse for ungdommens skrøbelighed, men også den styrke et ungt liv kommer med, når Ahmet ligeledes forsøger at håndtere tabet og sorgen af at have mistet sin mor og nu også tager sig af sin lillebror Naim, der ikke har ytret et ord, siden deres mor gik bort.

’DJ Ahmet’ er en musikalsk, hjertelig og skævt morsom fortælling om at følge sine drømme, at møde sin første kærlighed og mødet med den afgrund, der befinder sig mellem generationer. Det er ung flugt fra en rå og triviel virkelighed med musik, drømme og kærligheden som sejl på et skib, der lægger fra land mod nye horisonter, hvor livet ikke er mejslet i sten fra vugge til grav.

’DJ Ahmet’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’DJ Ahmet’ har biografpremiere den 9. juli.

‘Vaiana’ klinger hult som et overflade-kunstigt eventyr

/i , /af

Anmeldelse: Det er i år 10 år siden, at animationsfilmen ’Vaiana’ havde premiere. Nu genfortæller Disney deres eventyrlige historie med en live-action-film, der lyder samme titel. Dwayne Johnson lagde oprindeligt stemme til den selvfede halvgud Maui, men denne gang er det altså skuespilleren, der i kød og blod får lov til at portrættere karakteren.

Jeg skulle lige vænne mig til at se Dwayne Johnson med en krøllet og langhåret paryk, men karakteren skulle jo gerne ligne sit animerede forlæg. Det lykkes desværre bare ikke at give videre vellykket og rapkæftet liv til halvguden i denne nye indpakning, der i det hele taget runger underligt hult og ikke videre eventyrligt besjælet.

(© 2026 Disney Enterprises, Inc. All Rights Reserved)

Det sagt, så gør en charmerende Catherine Lagaʻaia sit bedste for at bringe netop den unge Vaiana til live i en film, der er virkelig tung på computereffekter. Det i så høj grad, at vores to hovedkarakterer stikker klodset ud fra omgivelserne det meste af vejen, når de på deres rejse på havet støder på diverse udfordringer af computergenereret art.

Vaiana har ben i næsen, så da havet kalder på hende, svarer hun altså og drager således for første gang ud over revet, der omkranser hendes ø Motunui. Hun slår sig her sammen med netop den selvcentrerede halvgud med den mission for øje at genoprette balancen i verden og herved sikre en fremtid for sit folk, der er blevet tilbage på Motunui.

(© 2026 Disney Enterprises, Inc. All Rights Reserved)

Det hele krydres med en række sange, hvor et par måske nok har en smule ørehængerpotentiale, men for alvor medrivende bliver hverken sangene eller filmen. Der er en underlig kunstighed over filmens univers, der til trods for spektakulært udfoldede scener aldrig får nærvær og nerve. Det gælder fra mødet med en megakrabbe til relationen mellem Vaiana og Maui.

For selvom ellers universelle og interessante tematikker som skæbne, identitet og at vokse op er i spil, får de aldrig dramatisk pondus, men drukner i filmens iver efter at lange effektarbejde over disken, hvor en hanekylling desværre heller ikke er videre vellykket som comic relief, på samme måde, som heller ikke Mauis komiske kant overbeviser.

’Vaiana’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

’Vaiana’ har biografpremiere den 9. juli.

’Wasteman’ er et råt og brutalt fængselsspark lige midt i maven

/i , /af

Anmeldelse: Det er et råt, brutalt og skånselsløst slag i maven, der bliver sat ind, når den intense fængselsfilm ’Wasteman’ bidder fra sig. Her er ikke plads til at vise svaghed, hvis ens position i fængslets indre magthierarki skal bevares eller opgraderes. Det står tydeligt frem fra første sekund af filmen og i mødet med den indadvendte fange Taylor.

Taylor har dog ikke drømme om at skulle avancere på hårdhedens trappestige indenfor murene. Han passer sig selv og har efter flere år bag tremmer kun ét mål for øje. Han vil nå friheden, der snart er indenfor rækkevidde, så han herved kan blive genforenet med sin søn, som han i fængslet ikke har kunnet være den far for, som han gerne ville være.

(Foto: Rio Pictures)

Der bliver imidlertid vendt op og ned på Taylors ellers rolige liv i sin fængselscelle, da den frembrusende, aggressive og impulsive Dee gør sin entré som ny cellekammerat. Han er modsat Taylor ikke bange for at råbe op, dele tæv ud og sigte efter at nå toppen af fødekæden blandt de indsatte. Den hensynsløse Dee sætter med ét også Taylors løsladelse over styr.

Instruktør og medforfatter Cal McMau vrider med stærk sikkerhed armen rundt på mig med en klaustrofobisk, ubehagelig og gribende film. Den er måske ikke just original i plot eller karakterer, men filmen lever i den grad engagerende gennem bl.a. skuespillernes præstationer, hvor David Jonsson og Tom Blyth imponerer som henholdsvis Taylor og Dee.

(Foto: Rio Pictures)

De er store karaktermæssige modsætninger, men deres skæbnefortællinger smelter medrivende sammen, når netop deres forskelligheder ramler mod hinanden. Desuden er fotograf Lorenzo Levrinis dynamiske, nærværende og viltre kameraarbejde en gribende fornøjelse, der får historiens nerve og karakterernes liv til at sparke iltert fra sig.

Selvom ’Wasteman’ altså ikke som sådan er original, er den pokkers velspillet, velfortalt og velskudt. Jeg bliver hevet ind i fængslets helvede af et liv, når instruktør Cal McMau formår at sætte ild til adrenalinen og få blodet til at pumpe i takt med, at relationen mellem bl.a. netop den forsigtige Taylor og den brutale Dee bliver farligere og farligere.

’Wasteman’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Wasteman’ har biografpremiere den 25. juni.

’Jackass: Best and Last’ byder på et hyggeligt gensyn med idioterne

/i , /af

Anmeldelse: Er det sjovt at se folk slå sig og komme smertefuldt til skade på grund af de mest idiotiske ting, de udsætter sig selv for? Ja, er det korte svar. Med serien ’Jackass’, der startede på MTV for nu mere end 25 år siden, blev joken med at falde på røven i en bananskræl ganget med en million gange dumhed. Det var ikke for alle, men os, der grinte, havde en fest.

Kan festen mon fortsætte disse mange år senere med de samme – nu midaldrende – mænd i front plus yngre nytilkomne? Med den femte film i rækken, ’Jackass: Best and Last’, gøres der om ikke andet et ihærdigt forsøg af frontløber Johnny Knoxville samt Steve-O, Chris Pontius, Wee Man og de andre. Den står på afføring, opkast, mandlige kønsdele og ting i numsen med mere.

(Foto: Sean Cliver / UIP)

Det er den sidste Jackass-film, hvilket en rørt Johnny Knoxville proklamerer flere gange i filmen, der ikke kun består af nye og stort opsatte dumheder, men også en større omgang greatest of-indslag fra gennem tiden med rækken af Jackass-medlemmer. Det bliver til måske lige rigeligt af allerede kendte indslag, men der vises også et par aldrig før offentliggjorte ’stunts’.

’Jackass: Best and Last’ er en blandet pose bolsjer af nyt og gammelt, hvor ikke alt rammer lige morsomt plet, føles lige friskt eller står helt skarpt. Men humøret er højt, hvilket smitter positivt af, når jeg ligeledes overværer alt fra en rektal undersøgelse udført af en robot med peanutbutter som glidemiddel til en bar numse, der hejses ned i ansigtet på offeret.

(Foto: Sean Cliver / UIP)

Er Johnny Knoxville & co. blevet for gamle til at levere dumheder? Måske nok, men de nyder hinandens selskab og de venskaber, som deres idiotiske arbejde har affødt gennem de mange år. Filmen rummer på den måde også stor kærlighed, selvom ungdommens uforfærdethed måske nok er aftaget på visse områder, hvilket bl.a. gælder de noget større fysiske udfordringer.

’Jackass: Best and Last’ er mest af alt et hyggeligt gensyn med de venner, som de seneste 25 år har serveret halsbrækkende, opkastfremkaldende og opfindsomme ’stunts’, udfordringer og dumheder for publikums nydelse – eller væmmelse. Uanset om man nyder at se folk komme dumt til skade, så er det svært at undsige sig charmen ved mændenes varme venskab.

’Jackass: Best and Last’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Jackass: Best and Last’ har biografpremiere den 25. juni.

’Couture – Modens skjulte tråde’ går bag modeverdenens glamour

/i , /af

Anmeldelse: Jeg bliver med dramaet ’Couture – Modens skjulte tråde’ ført ind i modeverdenen på godt og ondt gennem forskellige kvinders historier og virke i industrien under modeugen i Paris. De tre hovedkarakterer står alle i skelsættende perioder i deres liv, hvor jeg kommer med ind bag facaden på både modebranchen, men også kvindernes liv.

Selvom det er en i udgangspunktet interessant scene at træde ind på i Paris med skæbnefortællinger af forskellig dramatisk tyngde, bliver følelserne ikke helt så engagerende forløst, som håbet må have været. Der er nemlig noget på spil for kvinderne. Ja, selve livet er endda på spil for den amerikanske filminstruktør Maxine, der diagnosticeres med brystkræft.

(Foto: Mis Label)

Herudover møder vi bl.a. også den franske og hårdtarbejdende makeupartist Angèle, der i ledige stunder skriver på en bog i håbet om at indfri sin forfatterdrøm og finde en anden levevej end i den kompromisløse modeverden. Der er også den spirende model Ada, der hives ud af sin hverdag og smides ind på catwalken, hvor hun nu forsøger at navigere i sit nye liv.

Filmens multiplotfortælling er egentlig et fint greb om det at ville belyse ikke kun en hård branche fra forskellige sider, men også at fortælle forskellige kvinders historier, som under modeugen kommer i berøring med hinanden. Alligevel føles filmen en smule uforløst i at hive mig grebet ind i sin modsætningsfulde verden af glamour og kynisme.

(Foto: Mis Label)

Det sagt, så er det overvejende gode præstationer, man finder foran kameraet, hvor Angelina Jolie bærer sig både stærkt og skrøbeligt gennem krisen, mens hun også slås med relationen til sin datter. Anyier Anei har en fin sarthed, naivitet og et stædigt gåpåmod som Ada. Det er for mig hende og Angèles historier, som griber mig mest.

Instruktør og manuskriptforfatter Alice Winocour løfter flere fine elementer i ’Couture – Modens skjulte tråde’, som dog desværre ikke helt forløser sit potentiale, men ender en kende ujævn. Temaer som bl.a. også håb og familie samt at gå efter sine drømme og tro på egne evner bliver ikke stærkt nok grebet hele vejen rundt, men løfter sig trods alt fint momentant.

’Couture – Modens skjulte tråde’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Couture – Modens skjulte tråde’ har biografpremiere den 25. juni.

‘Vores løfte’ løfter sig gennem sine skuespillerpræstationer

/i , /af

Anmeldelse: Med engagerende sans for det menneskelige drama folder instruktør og manuskriptforfatter Pernille Fischer Christensen fortællingen om et ægtepar i krise ud med stærke præstationer i front. Den tidligere professionelle svømmer Marias mand og tidligere træner Mikael bliver nemlig centrum for anklager om seksuelle krænkelser.

Anklagerne mod Mikael går bestemt ikke pressens næse forbi, bl.a. da også Maria er en offentlig person, der nu arbejder som tv-vært. Anklagerne får hurtigt sagen til at rulle for tændte kameraer og naturligvis med følelsestung indvirkning på Maria og Mikael. Men hvad er op og ned i anklagerne? Hvad er sandt og hvad er opspind?

(Foto: Vores løfte)

Det er bl.a. nogle af de spørgsmål, som både filmen og Maria stilles overfor, når forholdet kommer på brutal prøve. For hvad nu, hvis der er hold i anklagerne, hvor vil Maria så stille sig? Og hvad med deres unge datter Mo? Det er med en måske nok lidt forudsigelig plotstruktur, filmen fortælles, men den er til gengæld velfortalt.

Pernille Fischer Christensen har et solidt greb om de menneskelige tanker og følelser, mens dramaet tager til i styrke minut for minut, hvor også temaer som mediernes magt, folkedomstolen og kærlighedens styrke er i spil. Der bringes desuden fint nuancerede iagttagelser og følelser i spil, særligt gribende båret af Danica Curcic.

(Foto: Vores løfte)

Hun er virkelig god og troværdig som Maria, der ledes ind i tvivlens mørke moras. Lars Ranthe er som den karismatiske Mikael ligeledes dynamisk god i samspil med Danica Curcic. Det for alvor hjerteskærende epicenter indfinder sig i Lily Schjoett-Wieths følelsesfine portræt af Mo, der står overfor indre og ydre udfordringer af yderst ubehagelig karakter.

’Vores løfte’ løfter sig gennem sine menneskeskildringer, mens filmens betændte tema om seksuelle anklager og deres følgevirkninger samt menneskelige konsekvenser bliver antændt på fin vis fra forskellige sider. Filmens måske nok lidt forudsigelige struktur til trods, er det en engagerende historie med noget på spil.

’Vores løfte’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Vores løfte’ har biografpremiere den 18. juni.

’Toy Story 5’ har skærmbrug og tablets som den store skurk

/i , /af

Anmeldelse: I 1995 mødte vi første gang det levende legetøj ledt an af Woody og Buzz Lightyear. Siden er der kommet mange flere umage stykker legetøj til. Det er også tilfældet med fortsættelsen ’Toy Story 5’. Her tager særligt én karakter fokus i form af en tablet kaldet Lilypad. Den lysende skærm ses straks som en trussel mod det øvrige og analoge legetøj.

For ganske vist leger pigen Bolette stadig med sit legetøj i form af bl.a. dukken Jessie og hendes hest, men hun har svært ved at finde ligesindede venner, da de andre jævnaldrende sidder med hver deres tablet foran ansigtet og griner af, at Bolette stadig leger med dukker. Det bliver nu en mission for Jessie, Woody, Buzz & co. at sørge for, at Bolette får sig en ven.

(Foto: Disney ©)

Det store tema er teknologiens indtog i vores liv og børns hverdag. Her bliver skærmbrugere fremstillet som passive zombier lyst op af hver deres skærm. Det handler på den måde bl.a. også om, at vi skal og må bevare vores fantasi, legelyst og det sammenhold og fællesskab, der opstår i virkelighedens verden, når skærmene slippes og legetøjet findes frem.

Det er bestemt et interessant og godt set emne at tage op i Toy Story-universet. Desværre udebliver de større nuancer lidt i optegningen af skærm vs. øvrigt legetøj. Det sagt, så er filmen en veloplagt animeret fortælling, der måske nok er lidt ujævn i sin udfoldelse, men som vinder på bl.a. sine forskellige og ofte sjovt tænkte karakterer.

(Foto: Disney ©)

Det er dog ikke historiemæssig originalitet, der tynger dette femte kapitel i franchisen, men der leveres heldigvis flere veleksekverede jokes, der står skarpt gennem både nye som velkendte karakterer. Bl.a. er det fint set, hvordan Woody nu portrætteres som en midaldrende cowboy med hårtab og topmave. De store og gribende følelser får dog ikke helt luft under vingerne.

’Toy Story 5’ fremstår måske ikke just som en nødvendig tilføjelse til franchisen, men med sit tema om teknologi og skærmtid, rammer den fint ind i tiden, selvom problematikkerne bliver lige sort/hvidt nok grebet an. Det sagt, så er det stadig et morsomt og underholdende univers at træde ind i, selvom filmen ikke står helt så stærkt, som man kunne have håbet på.

’Toy Story 5’ vises med både engelsk og dansk tale.

’Toy Story 5’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Toy Story 5’ har biografpremiere den 18. juni.

’Miroirs No. 3’ skildrer følelsesfint smerte, sorg og næstekærlighed

/i , /af

Anmeldelse: Hvordan reagerer vi, når ulykken indtræffer fatalt i vores liv? Både hvis vi selv rammes af et tab eller hvis vi ser en vidt fremmed blive ramt af en ulykke? I instruktør og manuskriptforfatter Christian Petzolds følelsesfine og lavmælte drama ’Miroirs No. 3’ er det netop disse spørgsmål, som besvares på menneskelig, gribende og interessant vis.

Vi møder i filmen den unge klaverstuderende Laura, hvis kæreste dør i en brutal bilulykke på en ellers smuk sommerdag. Laura derimod overlever på usædvanligt heldig vis uden videre skrammer på kroppen. Men ude på landet, hvor ulykken rammer, er det småt med mennesker på den ensomme vej, hvor den røde bil nu ligger på højkant et stykke fra vejkanten.

(foto: Camera Film)

Som sendt fra himlen, kommer nu kvinden Betty, der bor alene i et nærliggende hus. Hun har hørt ulykken og kommer til undsætning. Hun tager den rystede Laura, der er i en tilstand af chok, hjem til sig for at tilkalde en ambulance. Laura vil dog lidt overraskende ikke med ambulancen, men hellere blive hos Betty, der med hjertelig omsorg giver Laura tryghed.

Det er starten på en fortælling om næstekærlighed og traumer, men også om bortgemt smerte og fortidens hemmeligheder. Christian Petzold viser med sit fine simple afsæt for sin historie et stærkt greb om os mennesker og vores reaktionsmønstre, men også de komplekse følelser, vi besidder som de sammensatte individer vi og karaktererne i filmen er.

(foto: Camera Film)

Med til at løfte dramaet ind i levet liv, finder man bl.a. troværdige Paula Beer og Barbara Auer som henholdsvis Laura og Betty. De fremstår overvejende som hele mennesker med skrammer og kanter samt hjerte og smerte i krop og sind. De bærer filmen igennem dens måske lidt ujævne passager, så jeg forbliver overvejende investeret i følelserne og fortællingen.

Filmen har desuden en elegant billedside, hvor fotograf Hans Fromm formår at indfange det nære og intime uden at blive anmassende i karakterernes liv, men forbliver formidlende af de præstationer, der folder sig engagerende ud. Det er måske ikke overraskelser, der tynger historien, men skildringen af samspillet mellem smerte, sorg og kærlighed står fint frem.

’Miroirs No. 3’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Miroirs No. 3’ har biografpremiere den 11. juni.

 

’Nirvanna the Band the Show the Movie’ er en sprælsk tidsrejse

/i , /af

Anmeldelse: Hvor lang tid skal man blive ved med at holde fast i en drøm og jagten på at forløse den? Det spørgsmål males engagerende op i den dejligt kaotisk iscenesatte komedie ’Nirvanna the Band the Show the Movie’. Man møder her de livslange venner Matt og Jay, der har et band sammen, som dog selv efter 17 år ikke har spillet én eneste koncert.

Drømmen er at indtage spillestedet The Rivoli i Toronto, hvor de bor. Matt er den visionære drømmer, der hele tiden har nye planer og store idéer for duoen, mens Jay er mere jordbunden, men som gang på gang går med på sin bedste vens påfund. I 2025 er de to dog strandet ved en afgørende skillevej i deres liv og sammenhold som band.

(foto: Rio Pictures)

I hvert fald Jay, der har hemmelige planer om at gå solo, hvilket vil smadre venskabet. I mellemtiden folder Matt endnu en af sine vilde planer ud i livet. Han omdanner nemlig med forbillede i ’Back to the Future’ deres autocamper til en tidsmaskine for at rejse tilbage til 2008 og her ændre bandets skæbne, så succesen langt om længe vil indfinde sig i nutidens 2025.

Utroligt nok lykkes det Matt og Jay at rejse tilbage i tiden. Det viser sig dog, at det er sværere end som så at ændre fortiden, så fremtiden justeres og bandet får et spillejob på The Rivoli. Filmen er vellykket skudt i rå mockumentary-stil og leverer en herlig sprælsk, opfindsom og overraskende historie om et venskab, som er drevet af store drømme og en kærlighed til hinanden.

(foto: Rio Pictures)

Det er både sjovt og charmerende at komme med på tidsrejsen i en film, der er skudt over en længere årrække, hvor både nye optagelser og gamle klippes sammen til et overbevisende hele, så vi rent faktisk møder både de yngre og ældre Matt og Jay. Det er elegant og dynamisk forløst. Ikke kun i klipperummet, men også i samspillet mellem de to venner.

Her finder man Matt Johnson og Jay McCarrol, der spiller alternative udgaver af sig selv, mens førstnævnte har instrueret. Selvom filmen måske nok er en smule ujævn i sin udfoldelse, overvinder den det på sin charme, legesyge og kemien mellem de to venner, der kommer på deres livs eventyr, som sætter venskabet på både rørende og morsom prøve.

‘Nirvanna the Band the Show the Movie’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Nirvanna the Band the Show the Movie’ har biografpremiere den 11. juni.