Biografanmeldelse: Det tragiske klinger brutalt i den fortættede skrækfilm ’Wolf Man’, der tager et nyt og råt greb om varulve-myten. For langt oppe i Oregons store og afsidesliggende naturvidder, rumsterer nemlig et udyr, der måske har mere tilfælles med os mennesker end med skovens øvrige dyr.

Vi møder en lille familie, der består af Blake og Charlotte samt deres datter Ginger. Her sættes således en ret fin historie om familie, overlevelse og traumer i gang i skovens dybe, men knapt så stille dybe ro. Den store skov huser nemlig et farligt bæst, hvilket hurtigt går op for familien, da de kører mod Oregon, hvor Blake skal rydde op i sin nyligt afdøde fars gård.

Fortidens spøgelser bliver for Blake hurtigt hevet frem i mørket, når familien allerede inden, de ankommer til huset, starter en kamp for overlevelse. Her er nærmest tale om et kammerspil med den dramatiske kerne sat i familiens skød, mens en varulv placeres midt i historien og antænder lunten, der kan sprænge livet i stykker for Blake, Charlotte og Ginger.

Et kammerspil med fart over feltet, vel at mærke. For vi kommer også uden for husets fire klaustrofobiske vægge, når livet og døden sættes på spil. Det afstedkommer et par gode og fint nervepirrende scener, selvom det følelsesmæssige engagement ikke bliver videre vellykket forplantet. Det samme kan siges om historien, der ikke byder på mange overraskelser.

Filmen lever stærkest af den energi og det momentum, som det overvejende lykkedes for instruktør og medforfatter Leigh Whannell at opretholde det meste af vejen. Desværre udebliver en videre gribende og tankevækkende psykologisk dybde i karaktererne, der dog på trods ganske godt udfylder deres roller.

Christopher Abbott er intens og nærværende som den plagede Blake, mens Charlotte får nerve og desperation af Julia Garner. Matilda Firth gør sit bedste som den skræmte datter. Desværre hives der i den ellers dejligt dystre historie unødvendig sentimentalitet ind fra højre, hvilket skæmmer den knugende nerve i filmen, som dog rummer en ganske gribende tragisk klangbund.

’Wolf Man’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Wolf Man’ har biografpremiere den 16. januar.

Biografanmeldelse: Fortalt gennem blot én kameraindstilling folder i generationer af familiefortællinger sig ud i Robert Zemeckis’ koncepttunge drama ’Here’. Vi kommer således ind i stuen i et ældre hus, hvor man følger livet fra familie til familie. Fra liv til liv. Fra generation til generation. Alt imens vi ser, hvordan tiden flyver afsted med krydsklip i tid.

Faktisk bringes vi for en stund helt tilbage til dengang, dinosaurerne herskede på Jorden og videre op til, at nogle af de første mennesker indtog og besejrede naturen og videre endnu op til, at huset bygges og den første familie flytter ind med alt, hvad der følger af opture og nedture. Vi ser på den måde også, hvorledes kulturen, livet og landskabet ændrer sig over tid.

Konceptet med at lade de forskellige generationsportrætter udspille sig via kun denne ene kameraindstilling udgør måske nok en teknisk udfordrende og fortællemæssigt interessant øvelse. Desværre bliver filmen som engagerende drama ikke videre vellykket eller ej forløst karaktermæssigt tilfredsstillende. Kun i glimt fungerer et par karakterskildringer ok.

For selvom der er en lille håndfuld af familier og par, man primært følger, så synes det overordnet at blive ved ujævne og sporadisk interessante kig ind i de forskellige liv – dog uden, at de for alvor får dramatisk tyngde eller nuanceret pondus. Mest interessant er måske nok forholdet mellem en far og hans søn, hvor man ser, hvorledes de to liv smitter af på hinanden over tid.

Her kommer der krigstraumer og dets konsekvenser i spil med forliste drømme om bord. Men rigtigt gribende bliver det ikke. Dertil er filmens fortælling for stiv i sin form og visuelle udtryk, mens netop de mange spring frem og tilbage i tid, suger noget af indlevelsen ud af de forskellige fortællinger, hvor ingen rigtigt får fat.

Der er desuden noget underligt distancerende i at se Tom Hanks og Robin Wright digitalt gjort unge i portrættet af de to som par, hvor tidens tand sætter sine spor på dem. ’Here’ er på papiret måske nok interessant som stiløvelse og koncept, men som filmisk gribende generations- og tidsportræt kommer den ikke i mål. Filmen er baseret på Richard McGuires tegneserie af samme navn.

’Here’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Here’ har biografpremiere den 16. januar.

Biografanmeldelse: Ud ad til stråler lykken. Hendes familie er i harmoni med to skønne børn. Kærligheden til manden er lidenskabelig. Arbejdet er en succes. Men bag det hele gemmer sig en ulykke og et uforløst sexliv. I instruktør og manuskriptforfatter Halina Reijns drama ’Babygirl’ længes Romy efter noget andet og mere, end hvad hendes mand Jacob kan give hende.

Så da en ung praktikant starter på Romys arbejdsplads, begynder et dristigt spil mellem de to. Et spil på magt og pirrende udveksling af blikke. Samuel ser noget i Romy, hun ellers har gemt væk: sine uforløste sexfantasier om at blive domineret. Med Samuel ser Romy nu muligheden byde sig for at få sine fantasier tilfredsstillet. Ikke mindst da hun bliver mentor for den noget yngre mand.

Det er starten på en farlig affære, hvor Romy sætter både forholdet til sin ægtemand og familie over styr sammen med sit arbejde og rollen som succesfuld CEO. Men lysten og begæret efter at få indfriet sine seksuelle fantasier får overtaget. Den intense affære får snart følelserne til at bølge berusende ind over Romy. Men hvordan skal hun tackle denne nye relation?

Nicole Kidman gør nuanceret og engagerende karakter som Romy, der forføres af sine lyster, mens den yngre og selvsikre Samuel portrætteres dragende af Harris Dickinson. Romy ønsker ganske vist at blive domineret, men slås med at turde give sig helt hen til Samuels ordrer. Deres affære er måske ikke videre komplekst skildret, men lever primært gribende gennem de to præstationer.

For bl.a. er selve historien om affæren og den uvidende ægtemand noget uinteressant i sin forudsigelige struktur og fortælling. Det er karaktererne og her præstationerne, der er med til at bære dramaet og filmen frem, selv når fortællingen går en smule i stampe. Historien om magt, begær og forførelse får desværre bare ikke helt forløsende pondus nok til at ramme rigtigt hårdt.

Antonio Banderas er dog virkelig god som ægtemanden. Forholdet mellem ham og Romy havde jeg gerne set foldet mere fyldestgørende ud. Men her gælder det først og fremmest Romy og hendes fantasier i samspil med Samuel. Så selvom der altså er komplekse temaer som begær, magt og seksualitet i spil, står filmen stærkest gennem skuespillernes præstationer.

’Babygirl’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Babygirl’ har biografpremiere den 9. januar.

Biografanmeldelse: Det er som at træde ind i et levende mareridt med Robert Eggers’ gotisk elegante og brutalt urovækkende vampyrfilm ’Nosferatu’. Her møder man et univers af forførende melankoli, sensuel magnetisme og en grusom blodtørst samt længsel efter at hengive sig, når fortællingen om vampyren grev Orlok – eller Nosferatu – foldes dragende ud.

Som filmens titel indikerer, er her tale om en historie, der har ladet sig inspirere af bl.a. F.W. Murnaus stumfilmsklassiker af samme navn fra 1922 og Werner Herzogs gentænkning af samme med Klaus Kinski i vampyr-rollen fra 1979. Alle tre tager udgangspunkt i Bram Stoker skelsættende bog ’Dracula’ fra 1897. Denne nye version er forløst i billedbrillant gru af fotograf Jarin Blaschke.

Lyset står således her i uhyggelig kontrast til mørket, der overtager og dominerer den både tragiske og fascinerende historie, hvor vi møder den unge Ellen Hutter, der lider af skræmmende drømmesyn og grufulde varsler, hvilket synes at være afledt af den skummelt messende vampyr Nosferatu, der portrætteres af en komplet ukendelig og sælsomt grum Bill Skarsgård.

Lily-Rose Depp er med sart skrøbelighed Ellen, mens hendes mand portrætteres af Nicholas Hoult, der har ladet sig overtale til at tage et job, der leder ham mod et land langt borte i naturens brusende indre, hvor han møder den mystiske grev Orlok, der skal bruge Thomas’ faglighed af ejendomsmægler, hvilket skal bringe greven til et nyt domicil ude i verden.

’Nosferatu’ er et betagende bekendtskab, der med mareridtsfremkaldende billeder og en dunderklam samt dynamisk elegant lydside næsten bringer mit sind i trance simultant med den plagede Ellen. For filmen tager sig god tid, hvor den med engagerende tålmodighed og i adstadigt tempo lader gruen bundfælde sig i mit hjerte og i hele min krop.

Robert Eggers forløser sin vampyr-vision billedbetagende i al sin dystre vælde og krydrer det hele med mørk okkultisme og smittende vanvid. Lidt karaktermæssige takter rammer måske en my skævt et sted eller to, men med et absolut overlegent greb om sin gotiske atmosfære og legemliggørelsen af et mareridt i skikkelse af Nosferatu er jeg solgt fra start til slut.

‘Nosferatu’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Nosferatu’ har biografpremiere den 2. januar.

Biografanmeldelse: Der lægges intenst fra start i katten-efter-musen-thrilleren ’Strange Darling’. En kvinde er her på flugt fra en gal seriemorder med et skarpladt gevær. Hun er forslået og såret med viltert hår og gråd i øjnene. Hvordan skal hun mon undslippe galningen her ude på landet? Der klippes nu i tid til de tos første møde, der byder på erotiske gnister.

Filmen fortælles således med ryk frem og tilbage i fortællingens kronologi, hvor man på tværs af tid altså ser, hvordan manden og kvindens ellers første hede møde udvikler sig til blodig overlevelse for kvinden. Netop denne legen kispus med kronologien er et ganske sjovt greb, men filmen kunne umiddelbart også have fungeret stærkt uden.

Det er nemlig nervepirrende seriemorder-ballade, jeg hives ind i. Det er måske nok klassisk skåret, men historien fortælles skarpt og effektivt, hvor der venter ganske fine drejninger og overraskelser i plottet, bl.a. afledt af den forskudte kronologi. Instruktør og manuskriptforfatter JT Mollner har bestemt en vision med netop forskydningen af tid. Det fungerer.

De to bærende roller indtages nærværende af Willa Fitzgerald som kvinden på flugt fra seriemorderen, der portrætteres sammenbidt af Kyle Gallner. Der er god dynamisk energi mellem de to, hvor Willa Fitzgerald kanaliserer en gribende skrøbelighed, mens man på den anden side finder en faretruende maskulin styrke. Logikken skal man nok ikke hænge sig så meget i.

Filmens fotograf Giovanni Ribisi fremtryller desuden elegant potente billeder, der emmer af nerve og spænding, hvilket understøttes sitrende af komponist Craig DeLeons pulserende musik. ’Strange Darling’ er måske nok en lille historie, men den er interessant fortalt og får et gribende liv gennem ikke mindst sine to hovedrolleportrætter.

’Strange Darling’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Strange Darling’ har biografpremiere den 19. december.