‘Aftersun’ er et intimt og gribende far-datter-portræt

Biografanmeldelse: Jeg kommer med det engagerende far-datter-portræt ’Aftersun’ tæt ind på livet af forholdet mellem den 11-årige Sophie og hendes unge far Calum. Sammen er de på charterferie i det varme Tyrkiet. Her går dagene med at pjaske rundt i poolen, synge karaoke på hotellet og ellers bare være sammen. Sammen om livet. Sammen med hinanden. Bare de to.

Vi befinder os i 1990’erne, hvor den rørende og gribende fortælling indfanger sit tidsbillede virkelig fint og detaljerigt. Alt sammen fornemt indrammet af musik med bl.a. R.E.M., Blur, Catatonia og Aqua. Musik af sin tid, der smelter intimt og dragende sammen med en billedside, der er varm og venlig samt gådefuld og melankolsk. Som brudstykker af barndomsminder.

For hvem er vores forældre egentlig? Hvordan var de, da vi selv var børn? Hvilke hemmeligheder har de med sig ind på livets scene? Det er spørgsmål, der skvulper elegant i vandkanten, mens solen går ned og mørket falder på. ’Aftersun’ er nemlig ikke som sådan drevet af et fremadfarende plot, men er i højere grad et kig ind i livet hos Sophie og Calum. Et stykke levet liv.

Det er fint fortalte enkeltscener, der foldes ud og former sig til en nuanceret helhed af glemte minder og hukommelsens krumspring, hvor gamle videooptagelser bringer mig helt ind mellem datter og far – hvor kameraet fint tør dvæle ved bl.a. afdæmpede øjeblikke og hverdagssamtaler mellem de to. Det i blot én indstilling og uden klip. Jeg bringes ind i livet hos de to.

Filmens instruktør og manuskriptforfatter Charlotte Wells formår altså at fortælle sin historie i billede og lyd, hvor jeg får lov til selv at lægge mig ind i følelserne. Derind, hvor jeg også møder mig selv og mit forhold til mine forældre. Til at binde det hele sammen, finder man i de to hovedroller naturligt spillende Paul Mescal og Frankie Corio som henholdsvis far og datter.

De er skønt selskab, hvor der også indfinder sig en alvor i dramaet og et indblik i vejen mod voksenlivet. ’Aftersun’ er med andre ord et elegant fortalt portræt af et komplekst og varmt forhold mellem far og datter med alt, hvad det indebærer af spørgsmål om forholdet til ens forældre, faderskab og barndommens erindringer, der måske lader sandheden stå frem på videooptagelserne fra ferien?

’Aftersun’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Aftersun’ har biografpremiere den 2. februar.

Land og by støder delvist vellykket sammen i ‘Meter i sekundet’

Biografanmeldelse: Hvad vil det sige at høre hjemme? At høre til. At finde det sted i verden, man vil kalde sit hjem. Der hvorfra livet skal gå. Det spørgsmål må den 35-årige Marie stille sig selv, da hendes forfatter-kæreste Rasmus får tilbudt et job som underviser på en højskole ved Jyllands vestkyst. De to og deres lille nyfødte flytter således fra København til det stormfulde jyske.

Det er bl.a. sammenstødet mellem land og by, der forsøges sat komisk i stævne. Klichéerne bliver dog lidt tunge i røven, når vi bl.a. møder den ene mutte jyde efter den anden, mens Marie selv er en sniksnakkende bybo, der altid har en rap replik i lommen. Hun passer med andre ord ikke ind. Derimod går det som smurt for den ombejlede Rasmus på højskolen, hvor han behandles som en stjerne.

Denne kontrast Marie og Rasmus imellem er naturligvis en udfordring for deres forhold i landsbyen Velling, hvor højskolelivet for Marie er mere klaustrofobisk end et nyt og varmt hjem. Et nyt sted at høre til. Derimod synes Rasmus at være faldet ovenud godt til blandt både elever og lærere. Forholdet mellem Marie og Rasmus før flytningen bliver desværre bare aldrig rigtigt etableret ordentligt.

Vi får lige et kort visit med parret på en bodega – og så er det ellers til Velling, hvor man ikke snakker om følelser og hvor højskoleelever kalder selv en på små 35 år for boomer. Parret bliver ikke godt nok etableret til en start, hvorfor mit indblik i de to som par aldrig sætter sig hos mig – og dramaet de to imellem får derfor aldrig tyngde. Det sagt, så er særligt Sofie Torp god som Marie.

Nu er filmen også helt og holdent Maries historie. Det er fra hende, at fortællingen går. Hun besidder en skæv charme, når hun får sniksnakket løs om alt fra menstruation til sex, hvilket landsbyboerne har det stramt med. Selvom dette sammenstød mellem by og land måske nok er lidt generisk sat i op, så afføder bl.a. scener med en oversnakkende Marie fine øjeblikke af komik.

Selvom Sofie Torp er god og kultursammenstødet momentant får fine scener kastet af sig, synes ’Meter i sekundet’ ikke helt at have godt nok styr på sine karakterer og de forskellige relationer, mens selve filmen mister fremdrift og sammenhængskraft. Bl.a. kunne Maries job som lokal brevkasse-redaktør være brugt mere både morsomt og elegant som en forlængelse af hendes kamp med at falde til.

’Meter i sekundet’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Meter i sekundet’ har biografpremiere den 2. februar.

‘Regnen skyller alt bort’ er varm humanisme af fineste skuffe

Biografanmeldelse: Familie, forældreskab og moderligt ansvar er nogle af de gribende tematikker, man finder i den japanske filmskaber Hirokazu Koreedas forførende fortalte ’Regnen skyller alt bort’. Livet skal jo på en eller anden måde hænge sammen. Det kan koste dyrt på den menneskelige konto, men også den økonomiske side af livet kan være en svær størrelse at få til at fungere.

Begge dele må Sang-hyeon sande, da han står i konstant gæld. Det har drevet ham og vennen Dong-soo til at skaffe penge på en yderst ufin måde. Dong-soo arbejder nemlig for en kirke, hvor forældre via et rum anonymt kan aflevere deres nyfødte børn, hvis de ikke ønsker at beholde det. Her har Dong-soo og Sang-hyeon således fundet en fidus til at sælge disse babyer på det sorte adoptionsmarked.

Det lyder kynisk og er det for så vidt også. Men der strømmer også igennem fortællingen og hos de to mænd en varm humanisme. Duoen ønsker nemlig egentlig blot at give børnene et bedre liv end, hvad børnehjemmet kan give dem – og samtidig lige tjene en god skilling. Skæbnen vil imidlertid, at mændenes liv flettes overraskende sammen med en mor og hendes efterladte barn.

Med følsom sans for sine karakterer har Hirokazu Koreeda skabt en gribende nuanceret og øm livsskildring af, hvordan menneskeskæbner kan tage sig ud, når desperationen sætter ind. Samtidig bliver der med neddæmpet flair for dramaet indskudt et par betjente, der er i hælene på de to mænds adoptionsfidus. Et fint pust spænding, der kun er med til at gøre fortællingen yderligere gribende.

Udover den fine sans for at folde karakterer, tematikker og fortællingen dragende ud, så indfries dramaet også på fornem vis via sin rollebesætning, der består af en række dejligt blandede karakterer. Song Kang-ho er den bløde optimist Sang-hyeon, hvis ligeledes hjertevarme medsammensvorne Dong-soo portrætteres med styrke og nærvær af Gang Dong-won.

Det umage trekløver med babyen på armen fuldendes af moderen So-young, der altså efterlader sin lille datter. Hun spilles med sarte følelser og bestemt styrke af Lee Ji-eun. Sammen udgør de et herligt og hele vejen spændende bekendtskab. ’Regnen skyller alt bort’ får kort fortalt et menneskeligt og varmt livsportræt ud af, hvad der egentlig er en trist præmis med efterladte nyfødte.

’Regnen skyller alt bort’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Regnen skyller alt bort’ har biografpremiere den 26. januar.

‘The Banshees of Inisherin’ er et komisk tørt og underspillet ø-drama

Biografanmeldelse: Vi befinder os på en lille ø ud for Irlands havbrusende og vindblæste kyst. Året er 1923 og livet går her sin yderst stille gang, hvor turen ned på den lokale pub for vores to hovedpersoner så godt som er det eneste, der afbryder dagenes monotoni. En dag vælger den ældre Colm dog af uransagelige årsager at ende sit ellers gode venskab med den yngre Pádraic.

Det er afsættet for det underspillede og tørt morsomme drama ’The Banshees of Inisherin’ skrevet og instrueret med sikker hånd af Martin McDonagh. Denne sært umotiverede konflikt de to imellem udvikler sig måske nok på overfladen med rolige ord og fåmælte miner, men lige under overfladen synes de følelsesmæssige eksplosioner at lure.

Hvordan arter dette nyligt opståede fjendskab sig på denne søvndyssende ø, hvor vidderne er uendelige, havet bruser og der er højere end højt til himlen? Er det øens trivialitet, der har gjort den ellers godmodige Colm skør? Og kan Pádraic mon vinde venskabet tilbage? Hertil kommer bl.a. også Pádraics søster Siobhán, der selv tumler med for hende øens klaustrofobi.

Den lille irske ø huser altså sin del af udfordringer for den umage flok af beboere, hvor man også finder betjentens udskældte søn Dominic, der drikker og egentlig bare ønsker at finde sig en kvinde. Det er alt sammen sat lavmælt i scene i fornem forening med billeder af det storslåede natur, der udadtil river og rusker mere i sine omgivelser end vores to eks-venner og de øvrige øboere.

Colin Farrell er empatisk og afdæmpet som den venskabsknuste Pádraic, mens en endnu mere fåmælt Brendan Gleeson er skulende god som Colm, der her midt på øen tager sit liv og eksistens op til revision. De to har kosteligt morsomme scener sammen af den tørreste slags. Den sorte og grovkornede humor gennemsyrer i det hele taget dramaet, der dog også hele vejen rummer en alvor.

Barry Keoghan er desuden guld værd som den underkuede Dominic. Han stjæler scenerne, han er med i. Kerry Condon er et dejligt frisk pust som søsteren Siobhán blandt øens mange knudemænd. Martin McDonagh er med ’The Banshees of Inisherin’ kort sagt lykkedes at skabe en fåmælt trykkoger af tør humor og et drama, der huser selve jagten på meningen med livet.

’The Banshees of Inisherin’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Banshees of Inisherin’ har biografpremiere den 26. januar.

Den vibrerende ‘Babylon’ er vild, viril og helt vidunderlig

Biografanmeldelse: Det er med at holde godt fast i biografsædet, når Damien Chazelles festliderlige ’Babylon’ lægger medrivende fra land. Man kastes nemlig her ind i en overdådig, potent og hedonistisk fest, hvor den ikke får for lidt med kropsvæsker og stoffer, bare bryster og knaldende gæster samt svedig dans og pulserende musik. Det er vildt, virilt og helt vidunderligt.

Publikum tages således med til midten af 1920’ernes Hollywood, hvor festerne er dekadente og filmoptagelserne dødsensfarlige. Filmmediet er stadig i sin ungdom, hvor talefilmen lurer i horisonten. Man møder i denne stumfilmens æra både etablerede stjerner og håbefulde talenter. Blandt en af tidens største navne er Jack Conrad, mens talentet Nellie LaRoy blot venter på at blive opdaget.

Muligheden for at indtage en plads foran kameraet byder sig snart ved skæbnens uransagelige omveje for den festglade Nellie, mens man også møder den unge og målrettede Manny Torres, der vil gøre, hvad som helst for at få en fod indenfor i filmbranchen. Trioens veje krydser hinanden i en forførende fortælling om Hollywoods forside og bagside, mens man hvirvles op mod begyndelsen af 1930’erne.

Den filmisk sitrende ’Babylon’ formår på forunderlig vis at forevige billeder, som jeg ikke helt fatter, hvordan det er lykkedes at få i kassen. Kameraet flyver dynamisk ind, ud og rundt om scenerne, hvor særligt den pompøse fest i filmens begyndelse og en i særdeleshed vild optagedag på diverse filmsets griber, ryster og rusker mig godt og grundt rundt. Helt og aldeles skønt.

Med en spilletid på lige over tre timer, sænkes farten dog en smule på fortællingens ellers konstant medrivende momentum momentant i filmens sidste tredjedel. Fartgrænsen bliver dog indhentet og overtrådt med drønende fart igen, hvor den ene filmisk muskuløse scene efter den anden brager afsted mod mig, mens hele min krop opsluges af billede og lyd.

’Babylon’ er en vild kærlighedserklæring til filmmediet og alt, hvad det indebærer foran og bag kameraet. Endvidere er en karismatisk Brad Pitt filmstjernen Conrad, Margot Robbie er dejligt ustyrlig som Nellie, mens Diego Calva er min dør ind til filmfesten som den håbefulde Manny. Damien Chazelle blæste mig kort fortalt filmisk godt og grundigt igennem. Se, oplev og mærk ’Babylon’. Nu!

’Babylon’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Babylon’ har biografpremiere den 19. januar.

Dukkegyset ‘M3gan’ kryber teknologi-grumt ind under huden

Biografanmeldelse: Der ligger en tragisk hændelse til grund for det dramatiske dukkegys ’M3gan’. Vi møder nemlig her pigen Cady, der mister begge sine forældre i en forfærdelig ulykke. Nu tager moderens søster Gemma sin niece til sig. Cady er selvsagt ulykkelig og dybt mærket af nu at være forældreløs, hvilket Gemma ikke har helt nemt ved at håndtere. Men løsningen er måske tættere på, end Gemma lige ved.

Gemma arbejder nemlig for et legetøjsfirma, hvor hun i hemmelighed har udviklet en yderst avanceret robotdukke, der går under navnet M3gan og som lærer verden omkring sig at kende via kompleks kunstig intelligens. Cady knytter sig hurtigt til M3gan, der bliver hendes tætte fortrolige og bedste ven. Men der er et og andet underligt ved den umiddelbart ellers så søde dukke.

For bag de store øjne synes et eget liv at lure. Det går da også snart op for de involverede parter, at der nok gemmer sig et noget mere selvstændigt liv i dukken, end planen lige er. Gyset tager sig forfriskende god tid til at folde sin historie ud og forhaster sig ikke på vej ind i dukkens morderiske tendenser. Her gives der både plads og tid til at udvikle karaktererne og deres interne relationer.

Denne rolige opbygning fungerer overvejende godt, hvor jeg bliver draget ind i det dukkemareridt, som venter forude i en filmisk medrivende finale. Dog mister historien en smule momentum i sin første del, men det indhentes og opvejes fint af en grundlæggende urovækkende stemning, som M3gan står for, mens spørgsmålet om al den teknologi, vi omgiver os med, nu også kun er godt spøger.

Først og fremmest er ’M3gan’ et underholdende og delvist underspillet gys med eksplosive øjeblikke af blodig dukkevold. Desuden er Violet McGraw troværdig som den traumeramte Cady, mens Allison Williams fungerer fint som den en smule fraværende Gemma. For mig er det dog klart dukken M3gan i skikkelse af Amie Donald, der vinder rampelyset for mig. Hun er diabolsk skøn.

M3gan er nemlig både et virkelig cool og skræmmende bekendtskab. En herlig gyserskurk, som vi forhåbentlig kommer til at se mere til i fremtiden. Jeg er i hvert fald M3gan-fan, selvom jeg nu i grunden ikke skal nyde noget af at have hende boende på min matrikel. ’M3gan’ er kort fortalt et velfortalt gys, der tør tage sig tid til sin fortælling samt karakterer og lykkedes med det.

’M3gan’ får 4 ud af 6 stjerner:

’M3gan’ har biografpremiere den 12. januar.

‘Den store stilhed’ bringer gribende tro, tilgivelse og skam til live

Biografanmeldelse: Det er nogle af de svære emner i livet, der bliver bragt afstemt dramatisk til live i ’Den store stilhed’. Det handler om tro, tilgivelse, fortrængning og skam. I centrum finder man den unge kvinde Alma, der lever et afdæmpet liv i et moderne katolsk kloster, hvor meningen med livet søges hos Gud og Jesus. Men en tragisk hændelse i fortiden indhenter snart den troende søster Alma.

Buldrende ind i klostret dukker hendes bror Erik nemlig op. Han vil som det første have del i den arv, deres afdøde far har efterladt sig. Så nemt er det dog ikke lige for Alma at sende sin bror videre med penge i lommerne. Den livsændrende begivenhed de to imellem sender nemlig lange skygger ind over deres komplicerede forhold samt også deres forhold til livet og dem selv.

Erik er endt ad en anden vej i livet. Han har været i behandling for alkoholisme og står med sin noget mere livlige facon i menneskelig kontrast til den fåmælte og dydige Alma. Men hvor forskellige er de to egentlig, når fortiden skal gøres op? Dagene op mod, at Alma skal aflægge sine evige løfter som nonne bliver med andre ord noget af en prøvelse for hende og hendes tro.

Fortalt med sikker hånd om portrættet af Alma og Erik, bæres jeg engagerende ind på fortællingens nuancerede scene, hvor også billede og lyd griber mig. Her bl.a. med fængslende komponerede billeder af fotograf Mia Mai Dengsø Graabæk, der bl.a. med dragende og smuk brug af kontraster, skygger og baglys, skaber et både kloster-klaustrofobisk og dramatisk dirrende univers.

Som den sjæleplagede Alma finder man en sart og fint afstemt spillende Kristine Kujath Thorp levere et gribende portræt, hvor følelserne ligger latent under den rolige overflade, hvorfra de bryder dynamisk frem undervejs. Hun gives eksplosivt og viltert modspil af Elliott Crosset Hove som den invasive Erik, der lige bag sin sprælske facade måske er præcis det, Alma har brug for, hvis hun skal finde sig selv.

Den spillefilmsdebuterende instruktør Katrine Brocks, der har skrevet manuskriptet med Marianne Lentz, lykkedes med ’Den store stilhed’ at fortælle en fin og tematisk komprimeret fortælling, der med gode præstationer foran og bag kameraet får følelserne i spil, mens billedsiden og den fint sitrende lydside bidrager med at bringe historien og skæbneportrætterne til live.

’Den store stilhed’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Den store stilhed’ har biografpremiere den 12. januar.

‘Kold vinter’ er en eksplosiv trykkoger af angst for det fremmede

Biografanmeldelse: Hvordan reagerer vi som mennesker på det ukendte og fremmede? Hvordan håndterer vi at stå ansigt til ansigt med nye mennesker, vi ikke kender, men som pludselig bliver en del af det samfund, vi bor i? Det er nogle af de spørgsmål filmskaberen Cristian Mungiu undersøger med ’Kold vinter’, hvor historien udspiller sig i et lille samfund i Transsylvanien i Rumænien.

Vi møder her rumænske Matthias, der stikker af fra sit arbejde på et slagteri i Tyskland, da han kommer op at toppes med en racistiske formand på arbejdspladsen. Nu vender han tilbage til den lille by i den transsylvanske region, hvor bl.a. den nu fremmedgjorte Ana bor, mens hans søn desuden kort tid forinden har været udsat for en mystisk og traumatiserende oplevelse i skoven. Hvad gemte sig i mørket?

Endvidere kommer der ny arbejdskraft fra fremmed kant til byen, det i skikkelse af to flittige mænd fra Sri Lanka. De to bliver dog snart udstødt og set skævt til af de lokale, som ellers allerede består af forskellige sprogområder som rumænsk, tysk og ungarsk. Fremmedhad, frygt og foragt for fremmede kulturer og det ukendte stikker sit ækle ansigt frem.

Således er det fremmede og fremmedgørelse sat stævne. Det både i relationerne mellem mennesker og forskellige kulturer, men også en fremmedgørelse i forhold til ens kære og sig selv. Som en underspillet trykkoger sniger fortællingen sig frem gennem det lille samfund, hvor rækken af konflikter kun tager eksplosivt til.

’Kold vinter’ fungerer ganske stærkt som et tankevækkende portræt af mennesket og dets skyggesider, her sat i scene i et lille samfund, der synes at lukke sig om sig selv af frygt for at miste egen identitet. Relevant og endnu vigtigere nuanceret og gribende forløst. Simultant med den rå virkelighed, man bliver en del af her, synes noget mere mystisk også at manifestere sig i filmens udkant.

Der er med andre ord sin del af betændte og eksplosive temaer og menneskelige relationer i spil, mens filmens miljøskildring og portræt af usunde gruppedynamikker er spændende fortalt. For hvorfor agerer vi, som vi gør, når vi står overfor noget, vi ikke kender? Hvorfor opstår frygten blandt os? Hadet, vreden og angsten? Spørgsmål, der sidder i mig også efter filmens rulletekster.

’Kold vinter’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Kold vinter’ har biografpremiere den 12. januar.

Få et skud action med ‘Operation Fortune: Ruse de guerre’

Biografanmeldelse: Der er fuld smæk på action og rappe replikker i Guy Ritchies undercover-basker ‘Operation Fortune: Ruse de guerre’. Det er der faktisk så godt som fra start til slut. Hermed ikke sagt, at filmens momentum ikke momentvis mister en smule pondus. Det rådes der dog løbende bod på, hvor man rejser verden rundt i en byge af knytnæveslag, maskinpistoler og kulørte karakterer.

Det er ganske vist den noget uinspireret spillende Jason Statham, man finder i front, hvor han atter engang giver den som sej type med muskler og et kækt mundtøj. Han spiller superspionen Orson Fortune, der sammen med sit lille hold af eksperter må gå undercover for at sikre, at et stykke stjålet og dødbringende våbenteknologi ikke ender i de forkerte hænder.

Her er ikke tale om en selvhøjtidelig omgang action, men derimod en omgang bulder og brag med humoren siddende løst og et fjollet plotelement i centrum for de velklædte eskapader. Man finder nemlig blandt karaktererne den populære skuespiller Danny Francesco, der som del af Fortunes sindrige plan må hives med på missionen for at smigre en bad guy og fan.

Det lyder fjollet. Det er det også. Det er heldigvis også ret så underholdende at følge det lille specialhold af agenter på deres mission. Jason Statham gør, hvad Jason Statham har gjort så mange gange før. Han er desværre et relativt kedeligt bekendtskab. Derimod finder man i øvrige roller den medrivende gnist, der mangler hos vores hårdtslående hovedspion.

Aubrey Plaza giver den som rap computerekspert. Hun har et konstant skævt smil på læben. Jeg mærker, at hun nyder at agere agent, hvilket smitter. Endvidere spiller Hugh Grant en ond, ond skurk. En charmerende en af slagsen. Slesk og selvfed. Han er ligeledes et muntert bekendtskab. Det samme er Josh Hartnett som den forfængelige Hollywood-skuespiller Francesco.

Det er med andre ord heldigt, at det ikke er Jason Statham alene, der skal bære mig gennem filmens tempofyldte mission og her jagten på den ganske generiske MacGuffin i form af det mystiske våben, der skal opspores. Det er altså ikke just action-originalitet, man finder her. Derimod er det to små timers ganske veloplagt og hurtigt fortalt spionaction.

’Operation Fortune: Ruse de guerre’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Operation Fortune: Ruse de guerre’ har biografpremiere den 5. januar.

‘The Son’ går i kødet på sønner og fædres komplicerede forhold

Biografanmeldelse: Der bliver i Florian Zellers drama ’The Son’ gået intenst i kødet på tre generationer af mænd – sønner og fædre – når bl.a. opdragelse, fortidens fejltrin og nutidens forsøg på at gøre alt rigtigt bringes i spil. Vi møder her den travle far Peter, der nogle år forinden filmens fortælling begynder er blevet skilt fra Kate. Sammen har de den 17-årige søn Nicholas, som slås med livet.

Familieidyllen er altså krakeleret, hvor efterdønningerne af skilsmissen stadig tager hårdt på Nicholas, der bor alene med sin single-mor. Hans far har derimod fået sig den yngre parter Beth, som sammen har fået en ny lille søn. Kate har svært ved at håndtere Nicholas, der har ondt i livet, er vred og depressiv. Hvordan håndterer man lige det? Det må Peter forsøge mere på, da hans søn nu flytter ind.

Det komplicerede forhold mellem far og søn er påvirket af, at Peter arbejder for meget og samtidig forsøger at holde sit nye forhold ved lige, have fokus på sin nyfødte søn og altså ikke mindst må gøre sit for at forstå Nicholas. Peters eget svære forhold til sin far sender dog skygger ind i hans eget liv og måde at håndtere Nicholas på. For hvordan kan vi gøre fremtiden bedre, hvis vi ikke lærer af fortiden?

Hugh Jackman er den hårdtarbejdende og karrierefokuserede Peter. Han giver et ganske gribende portræt af en mand, der både er far og søn. Fanget mellem en fortid, nutid og sin søns fremtid. Han udgør en fin katalysator for det måske lidt generiske drama, der desværre ikke byder på så mange dramatiske overraskelser. Det sagt, så er Hugh Jackman god og seværdig filmen igennem.

Laura Dern gør endvidere virkelig fin og rørende figur som Kate, der desperat forsøger at nå ind under huden på sin plagede søn. Han spilles af Zen McGrath, der desværre ikke helt formår at matche den dramatiske fortælling eller sin film-mor og -far. Men nu er det også to stærke præstationer, man her præsenteres for.

I mindre roller finder man Venessa Kirby med et fint nuanceret og troværdigt portræt af Beth, mens Anthony Hopkins som Peters far stjæler hvert minut af sin korte spilletid i filmen. ’The Son’ er måske ikke videre original, men den er både velfortalt og velspillet, mens et par scener undervejs da også sætter følelserne fint i sving, mens far-og-søn-dynamikkerne får engagerende liv.

’The Son’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Son’ har biografpremiere den 5. januar.