Biografanmeldelse: Med forførende fart og en hele vejen gribende Mikey Madison i rollen som den egenrådige sexarbejder Anora i New York, river instruktør og manuskriptforfatter Sean Baker mig med ind og rundt sin i fortælling om Anora – eller Ani, som hun helst vil kaldes – hvis liv ændrer sig radikalt, da hendes unge kunde Ivan synes at falde romantisk for hende.

Er hans følelser mon oprigtige og ægte? Og begynder Ani egentlig selv at tro på, at der er mere end penge imellem hende og den stenrige Ivan? Det bliver i hvert fald starten på en umage relation, der tager Ani ud på et vildt eventyr og ind i en verden, hvor penge aldrig er et problem og venner kan købes med store fester og masser af sprut.

Pludselig står verden på vid gab for Ani, hvor hun med Ivan ved sin side får åbnet alle døre til de mest eksklusive klubber, enorme hoteller og luksuriøse privatfly. Forført af et liv i sus og dus med håbet om et bedre liv, forsvinder Ani ind i en verden af overflod. Jeg forføres også ind i denne ekstravagante livsstil, hvor det viser sig, at rigmænd og problemer følges tæt ad.

For naturligvis er Anis eventyr ikke uden en bagside. Måden hvorpå parrets relation udvikler sig og vikler sig ind i problem på problem, tog medrivende fusen på mig med både et dynamisk tempo, skæv humor og herligt kulørte karakterer, hvor et par gangster-lignende typer kommer morsomt til live i mødet med den hårdtslående Ani. Bogstavelig talt.

’Anora’ er en morsom, gribende og tankevækkende fortælling om kærlighed og ensomhed, om magtrelationer og socialt skæve forhold. En film om samfundets fortrængte skæbner og jagten på et bedre liv. Det er nuanceret fortalt med et både nervepirrende tempo og stressramte scener af eksplosivt drama – og godt med tør humor. Ren filmisk dynamit!

Det er således på kanten af det amerikanske samfund, man her finder den charmerende Mikey Madison som Ani. Hun brillerer, overbeviser og fanger mig fra først til sidst. Sean Baker er kort sagt lykkedes veloplagt med en intens, tragisk og rørende fortælling med bid, nerve og et varmt indre, der åbner en verden for mig, som jeg blev slugt råt af på underholdende vis.

’Anora’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Anora’ har biografpremiere den 5. december.

Biografanmeldelse: Med drømmen om at bryde igennem som skuespiller går Sheryl til audition på audition. Der kommer bare ikke rigtigt hul igennem til stjernehimlen. Samtidig med Sheryls ihærdige forsøg på at få sig et skuespillerjob, følger man i thrilleren ’Woman of the Hour’ også en mand, der dræber unge kvinder på brutal vis på tværs af USA.

Her er således flere parallelle handlingsspor i gang, hvor jeg forsøger at blive klog på, hvilken fortællemæssig fod, jeg skal støtte mig på. Det giver filmen en engagerende dynamik, hvor de forskellige tråde på elegant vis snor sig om hinanden og skaber filmens historiemæssige hele, mens der filmen igennem skrues op for spændingen.

Morderen bærer navnet Rodney Alcala og er en virkelig seriemorder, der i 1970’erne begik en række voldtægter og mord på kvinder. Filmen udspiller sig således også i netop dette årti. Rodney portrætteres nuanceret og karismatisk af Daniel Zovatto, der formår både at være charmerende og på et splitsekund skifte til at være dybt urovækkende.

Anna Kendrick indtager rollen som Sheryl, mens hun også debuterer som instruktør. Hun lykkedes gribende med begge dele. Hun leverer således et både sødmefyldt og egenrådigt portræt af en kvinde, der går efter drømmen, mens hun vakler rundt i, hvad hun vil finde sig i for at opnå sin stjernedrøm.

Samtidig viser Anna Kendrick i instruktørstolen et sikkert greb om sin flergrenede fortælling, hvor hun lykkedes med at skabe flere nervepirrende scener. Det gælder både ved blotte samtaler mellem en kølig Rodney og de kvinder, han møder på sin vej, men også i måden, der skrues fint op for intensiteten efterhånden som Sheryls historie nærmer sig Rodneys.

’Woman of the Hour’ tager på trods af sine engagerende meritter også momentant lidt ujævne skridt rundt i sin fortælling. Det er heldigvis aldrig mere end, at den intense tete tages stærkt op af bl.a. de gribende skuespillerpræstationer og et veleksekveret manuskript af Ian McDonald. Her er med andre ord tale om en vellykket knaldperle af en thriller i ubehagets tegn.

’Woman of the Hour’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Woman of the Hour’ har biografpremiere den 28. november.

Biografanmeldelse: Der venter nye horisonter til søs, når vi igen skal på eventyr med den gæve Vaiana. Den første film landede i 2016, mens strabadserne nu fortsætter med ’Vaiana 2’. Det er animeret feelgood, der måske nok mangler reel spænding og oprigtige faremomenter, men derimod lever af bl.a. sin flotte billedside, umage karakterer og veloplagte humor.

Denne gang må den energiske vejfinder Vaiana til søs på den længste rejse, hun endnu har været på – og det i ukendte farvande. Sammen med sin brogede besætning, drager hun således ud for at finde andre mennesker, hvilket både vil redde Vaianas folk, men også forene befolkningerne havene rundt. Sammen er der ingen grænser for, hvad de kan udrette.

Der er naturligvis en række forhindringer på vejen til succes for Vaiana og hendes hold, der bl.a. består af en sød gris, en gakket høne og en ivrig skibsbygger. Nå ja, og så er halvguden Maui også tilbage for fuld fart og muskuløs selvtillid. Bl.a. skal gruppen forsøge at bryde den mystiske Nalos forbandelse, mens de også støder på alverdens sære sømonstre.

Der er med andre ord nok at se på og følge med i, når fortællingen ret så fint holder et engagerende tempo til søs og gennem rækken af sange, der leveres velanimeret, selvom nogle måske nok også klinger lige klægt nok. Heldigvis er der for selvironiens skyld smidt en smågnaven gammel mand ind fra højre, der ikke er meget for at synge med.

I det hele taget er der meget humor. Flere af filmens jokes og tilbagevendende gags er dog en smule forudsigelige. Bl.a. trækker hønens mange fjolledes påfund lige vel rigeligt på den samme slapstick-pointe. Det er heldigvis aldrig mere end, at bl.a. det farverige univers af bølgeskvulp og vandvåd action holder skibet oven vande.

Desuden leveres der veloplagte stemmer hele vejen rundt, hvor bl.a. Auli‘i Cravalho som Vaiana har en smittende energi, mens Dwayne Johnson igen er Maui med både muskler og humor i. ’Vaiana 2’ opfinder ikke noget nyt, men det er en liflig omgang feelgood, der dynamisk animeret snor sig om sin forudsigelige, men også ganske medrivende og morsomme historie.

’Vaiana 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Vaiana 2’ har biografpremiere den 28. november.

Biografanmeldelse: Naturen foldes forførende roligt ud i japanske Ryûsuke Hamaguchis følsomt fine ’Hjortestien’. Dramaet fortælles i nærmest meditativt tempo og med sirlige kameraindstillinger, der tør dvæle ved scenerne for at lade dem udspille sig fra ende til anden med et betragtende øje, bl.a. som når der kløves brænde i skoven eller hentes vand i bækken.

Historien centrerer sig om en lille landsby, der ligger i pagt med den smukke natur et par timers kørsel fra Tokyo. Her møder vi Takumi og hans unge datter Hana, der bor i fredsommelig forening med naturen. Hvilket er tilfældet for generationer før dem, de øvrige beboere i landsbyen og folk på egnen. Men en dag udfordres det stille liv af verden udefra.

Et firma vil nemlig anlægge en moderne glampingplads midt i naturen. Planen er således at tilbyde Tokyos bymennesker et afbræk fra skyskrabere i billedsmukke omgivelser. Således sendes to repræsentanter til byen for at præsentere planen, der hurtigt viser sig at ville påvirke naturens økosystem, landsbyen og dens indbyggere.

På mødet mellem indbyggerne og repræsentanterne står det klart, at der ikke just er samhørighed om planerne for at anlægge glampingpladsen. Bl.a. slet ikke, da det vil påvirke den lokale vandforsyning fra bækkene, der står centralt for landsbyen. Det er med en følsom sarthed, at det sagte drama får liv gennem en billedbåren fortælling og dets fint beskrevne karakterer.

Bl.a. er Hitoshi Omika empatisk forknyt og bestemt som Takumi, mens bl.a. også Ayaka Shibutani og Ryûji Kosaka som repræsentanterne får foldet deres karakterer ud som hele mennesker med alt, hvad det indebærer af tvivl og håbet om et bedre liv. Ganske vist er historien fortalt underspillet stille, men tag ikke fejl, dramaet dirrer lige under den rolige overflade.

’Hjortestien’ er en humanistisk fortælling, hvor by og fremtidsambitioner møder natur og tradition med mennesket placeret i midten af det hele. Instruktør og manuskriptforfatter Ryûsuke Hamaguchi lykkedes i elegant samspil med fotograf Yoshio Kitagawas beroligende billeder og dansende fin musik af Eiko Ishibashi at forløse den tankevækkende og forførende smukke film.

’Hjortestien’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Hjortestien’ har biografpremiere den 21. november.

Biografanmeldelse: Der bliver sunget og danset til den store musicalguldmedalje i ’Wicked’, som er den første af to planlagte dele om det umage venskab mellem den grønne outsider Elphaba og den populære Glinda, der er klædt i lyserøde farver. For selvom de to måske nok er modsætninger, opstår der noget ganske særligt mellem de to unge kvinder.

De to kvinder møder hinanden på universitetet Shiz i det eventyrlige rige Oz, hvor de begge forsøger at finde fodfæste og deres vej videre i livet. Hvis navnet Oz klinger bekendt, er det fordi, at her er tale om en spin-off-film til klassikeren ’The Wizard of Oz’ fra 1939, hvor man altså her får historien set fra de to kvindelige hekses synspunkt. Filmen er desuden baseret på musicalen ’Wicked’.

Det er en fortryllende verden af stort opsatte scenerier og ambitiøse musicalnumre, man møder her. Desværre kan fortællingen ikke bære den alt for lange spilletid på 2 timer og 40 minutter. Filmen mister ganske enkelt momentum, selvom historien bl.a. forsøges holdt flyvende gennem de mange numre, en verden af magi og sjove karakterer.

Selvom her også kommer lidt drama i musical-gryden, får det ikke videre engagerende tyngde eller medrivende faremomenter. Det gælder både det tiltagende drama mellem vores to hovedroller, men også det faktum, at eventyrrigets talende dyr, der indgår på lige for med menneskene, begynder at blive udmanøvreret i riget Oz.

Det hele forbliver noget fortællermæssigt fersk og uengagerede poleret. Heldigvis finder man bl.a. i hovedrollerne en nærværende Cynthia Erivo og en komisk veloplagt Ariana Grande som henholdsvis den misforståede Elphaba og den sødmefulde samt morsomt selvoptagede Glinda. Filmen har sin for lange spilletid til trods altså også gode sager at byde på.

Temaer som venskab og den forførende magt samt fordomme overfor det, der er fremmedartet, kommer bare aldrig gribende dramatisk til sin ret. Filmens farverige verden foldes dog flot ud, hvor der leveres flere visuelt stimulerende musicalnumre. Det bliver bare aldrig nok til at holde filmen kørende medrivende rundt.

Man finder på plussiden bl.a. også en karismatisk Michelle Yeoh som universitetets forstanderinde, mens Jonathan Bailey giver den som selvgod og slesk charmerende prins. Det er desværre bare ikke nok til at retfærdiggøre filmens overlange spilletid, der hiver luften dræbende ud af løjerne, efterhånden som fortællingen skrider frem.

Musicalen kan ses med både dansk og engelsk tale. Jeg så den med original tale. Anden del af ’Wicked’ er planlagt til at lande i biografen den 25. november næste år.

’Wicked’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Wicked’ har biografpremiere den 21. november.