Biografanmeldelse: Hvad skal man i grunden stille op, hvis man er overbevist om, at den højtstående direktør i et stort firma er et rumvæsen med skumle planer? I instruktør Yorgos Lanthimos’ nye og vilde film ’Bugonia’ møder man Teddy, der nemlig er overbevist om, at den magtfulde direktør Michelle i en lokal virksomhed kommer fra det ydre rum med onde hensigter.

Sammen med sin fætter Don, beslutter den konspirationsbesatte Teddy sig derfor nu for at kidnappe Michelle, som han altså er skråsikker på, er et rumvæsen. Men hvad vil den uforudsigelige Teddy og den kuede Don i grunden gøre, når de først får fanget Michelle? Og hvordan vil Michelle reagere på deres skøre teori om, at hun er et væsen sendt fra stjernerne?

Det er afsættet for en følelsesmæssigt intens og tonedrilsk fortælling, hvor både grotesk humor og gribende drama spiller vellykket sammen. For midt i den gakkede præmis finder man et nuanceret portræt af den ensomme Teddy, der bærer på et traume, han ikke har fået bugt med. Han spilles med både urovækkende nærvær og skrøbelig menneskelighed af Jesse Plemons.

Aidan Delbis ses som den mere mutte og noget tvivlende Don, som uforvarende hvirvles ind i Teddys konspiratoriske vildfarelser. De to udgør en stærk dramatisk duo, hvis relation kun får et mere og mere engagerende giftigt liv filmen igennem. Emma Stone portrætterer den seje Michelle, der må forsøge at manøvrere i sine kidnapperes skævvredne verdenssyn.

På sin vis udspiller filmen sig som et nervepirrende, råt og drønspændende kammerspil mellem de tre hovedkarakterer. I hænderne på mesterlige Yorgos Lanthimos gives filmen også et skud fortællermæssig groteskhed, hvor den menneskelige psyke gennembores brutalt og underholdende. For med et sikkert greb om historien, får han ligeledes fremtryllet medrivende skæbneportrætter.

’Bugonia’ er baseret på den sydkoreanske ’Save the Green Planet!’ af instruktør Jang Joon-hwan fra 2003. Den har jeg ikke set, men med Yorgos Lanthimos bag rattet og den dynamiske trio foran kameraet, er det i hvert fald lykkes den græske filmskaber at levere et flerlaget kig på mennesket. På ensomhed og tragedie. På sorg og afsavn. På dig og mig.

’Bugonia’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Bugonia’ har biografpremiere den 6. november.

Biografanmeldelse: Årsskiftet kan anspore til refleksion over livet og menneskelig eftertanke. Det er her fortid, nutid og fremtid mødes, når man sammen med sine kære skyder det nye år ind. Det kan dog også være en fest, der skuffer. Eller ender helt i hundene, hvis forventningerne ikke indfries. Eller hvis alt ikke er, som det plejer at være.

I instruktør Paprika Steens ’Det nye år’ bliver nytåret langt fra den sprudlende fest, som en vennegruppe håber på. Nytårstraditionerne er svære at holde i hævd og humøret højt på bagkant af en tragedie blandt vennerne. Særligt galt går det, da værten Nomis nye kæreste Finn gør sin entré. Han mangler både situationsfornemmelse og selvironi.

Resten af vennerne har i hvert fald svært ved at omfavne den bedrevidende Finn, som trasker ufølsomt ind i festen, hvor usagte følelser og bortgemte skeletter i skabene begynder at vise deres ansigt i takt med, at aftenen skrider frem og kun bliver mere og mere akavet. Det er både komisk sat i scene, men også med en dramatisk slagside.

Balancegangen mellem komik og drama finder desværre bare ikke et velbalanceret og troværdigt fodfæste. Det er særligt i karakteren Finn, at balancen med de øvrige karakterer ikke findes. Han bliver for karikeret. For overgjort øretæveindbydende. Så meget, at det også underminerer et ellers fint drama, der bølger frem og tilbage filmen igennem.

Lars Brygmann spiller dog Finn med god komisk timing, men hans portræt clasher uskønt med de andre karakterer, som dog spilles veloplagt af et alsidigt hold af venner, hvor man finder Tuva Novotny som den sørgende Nomi. Anders W. Berthelsen og Birgitte Hjort Sørensen udgør et dramatisk ganske godt par, mens Christian Tafdrup er underspillet iagttager.

’Det nye år’ har flere fine karakterer – herunder også to oversete teenagebørn – men et helt troværdigt drama med komisk kant, bliver det ikke til. Hertil er balancen mellem de to for ujævn, mens festen også løber ind i dødvande, hvor et dramatisk momentum halter. Det er en skam, at filmen ikke kommer mere vellykket i mål, når bl.a. skuespillerne ellers giver den hele armen.

’Det nye år’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Det nye år’ har biografpremiere den 6. november.

Biografanmeldelse: Med gribende og sammenbidt tålmodighed fortæller det knugende drama ’Small Things Like These’ sin historie i et vindblæst og gråt Irland i 1980’erne. Her følger man den ordknappe kulhandler Bill Furlong, der slider i det for at forsørge sin familie. Dagligdagen skrider dog ud i et nyt spor, da det stille bysamfund viser sig at rumme bekymrende hemmeligheder.

Bill får nemlig indsigt i, at den lokale kirke holder unge kvinder fanget imod deres vilje, alene fordi de er gravide uden for ægteskab. Med sin nye viden, står han nu med et dilemma. For hvordan kan han hjælpe de indespærrede skæbner, hvis han da overhovedet skal blande sig? Med sine egne fem døtre, rammer dilemmaet ham kun endnu hårdere.

For er den ellers stiltiende accept værd at opretholde i et samfund med den katolske kirkes fremtrædende position? Ikke nok med det, så sætter Bills nye kendskab til kirkens ubehagelige hemmelighed skub i hans egen svære barndom og fortid. Således flettes fortid og nutid dragende sammen i en fortælling om skæbner, samfund og skeletter i skabene i et lands historie.

Med dette fortællermæssige greb, bringes portrættet af Bill på dynamisk vis til live gennem den plagede og godhjertede familiefar med sørgmodige øjne og forknyt mine af Cillian Murphy, som jeg ikke kan tage øjnene fra i den ligeledes atmosfærefine miljøskildring af et irsk samfund i midten af 1980’erne, hvor melankoli, depression og hjerte banker simultant.

Selvom de ellers fint optegnede følelser, dilemmaer og menneskelige problematikker er bragt til live på ganske stærk og sine steder rørende vis, griber netop følelserne ikke helt grundfuldt fast og borer sig derind, hvor smerten helt får lov til at tage fat. Men temaer som bl.a. ansvar og medmenneskelighed får dog fint liv.

’Small Things Like These’ er baseret på romanen af samme navn af Claire Keegan, som griber om et yderst mørkt og langstrakt kapitel i den irske katolske kirkes historie, der bringes overvejende tankevækkende og menneskeligt fint op til vores samtid. Så på trods af sine svagheder, er dramaet bestemt værd at se, ikke alene på grund af Cillian Murphy.

‘Small Things Like These’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Small Things Like These’ har biografpremiere den 30. oktober.

Biografanmeldelse: Med et yderst sirligt øje for detaljen, lægger den hjerteskærende stopmotion-film ’En snegls erindringer’ fra land. Kameraet smyger sig således i titelsekvensen flyvende rundt i et landskab af minutiøst skabte objekter. Fra flasker og romaner til skrammel og sneglehuse. Det er omhyggeligt iscenesat og svært besættende. Ligesom filmen i det hele taget er det.

Vi møder her den ensomme outsider Grace, der er iklædt en hat med to øjne på stilke. Præcis som de snegle, hun holder så meget af. Grace har det ikke nemt. Hun plages af sorg, længsel og savn til sin elskede tvillingebror Gilbert. De to er nemlig ad skæbnens lunefulde veje blevet adskilt, mens dødsfald og tragedier gang på gang forfølger hende.

Det lyder måske nok nedtrykkende. Det er det også. Men fortalt på en særdeles følelsesfin måde, der giver både Grace og de øvrige karakterer et levende liv, jeg engageres i. For selvom filmens tone måske nok et stykke af vejen er melankolsk, er der også indskudt fine momenter af sort komik, mens både håb, lykken ved livet og umage venskaber finder vej ind i Graces liv.

Instruktør og manuskriptforfatter Adam Elliot rammer på elegant vis en skøn og gribende tone mellem netop det bittersøde og det smukke ved at være i live. Ved venskaber, ved snegle og ved at læse en god bog. Det er en film om søskendekærlighed og om, hvor vigtigt det er at gå med et åbent sind ud i verden, selvom den byder på både sorg og smerte.

Netop disse dramatisk alvorlige temaer får gennem det krøllede og karakteristiske karakterdesign et skævt glimt i øjet, hvor de alment menneskelige følelser – både de gode og de grimme – kommer til live på animationsmagisk vis. Jeg rammes i hjertet. Rent og overraskende. For filmen byder også på sin del af fine overraskelser i både plot og karakterportrætter.

‘En snegls erindringer’ er en vidunderlig filmoplevelse, der balancerer engagerende mellem sine kontrastfyldte følelser og universelle temaer. Det er en film, der tør tro på sin helt egen unikke vision og følger den til dørs. Det er i den grad en fornøjelse at blive lukket ind i fortællingens skævt iscenesatte univers af krøllede tanker, store drømme og livsglæde.

‘En snegls erindringer’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

‘En snegls erindringer’ har biografpremiere den 9. oktober.

Biografanmeldelse: Den digitale verden og vores virkelighed støder energisk sammen i den nye og tredje film i Tron-universet, der så dagens lys med den skelsættende ’Tron’ i 1982. Den fik mange år senere en medrivende flot fortsættelse i 2010 med ’Tron: Legacy’. Nu gælder det tredje kapitel i den visuelt drevne franchise med instruktør Joachim Rønnings delvist vellykkede ’Tron: Ares’.

Selvom det altså er 43 år siden, at den første film så dagens lys, sender den stadig neonlysende bølger op gennem tiden, som der nu bygges videre på i den tredje film, hvor to fronter i kampen for den digitale fremtid males firkantet op. Eller bøjes i neon, om man vil. Der hersker i hvert fald ingen tvivl om, hvor sympatien skal placeres i denne kamp mellem godt og ondt.

På den ene side finder man det unge tech-geni Julian Dillinger, der vil bruge teknologien til at skabe krigsmaskiner til højstbydende, mens hans modsætning findes i den ligeledes visionære Eve Kim, der vil bruge sin viden og teknologi til at forbedre menneskehedens livsvilkår. Kontrasterne, karaktererne, temaerne og problemerne males kort sagt tykt op.

Der langes også sin del af exposition af sted, hvis man undervejs skulle tabe den tykt snørede tråd. Det er en skam, at filmen ikke tør stole mere på sit publikum og de tematiske nuancer, der faktisk kunne komme i spil. For bl.a. synes der i udgangspunktet at være nuancer og eksistentielle dilemmaer i den digitalt skabte karakter Ares. De får bare aldrig luft under vingerne.

Ares er digitalt bragt til live og hentet ind i vores virkelighed af Julian Dillinger, der kun ser ham som et krigsredskab, der skal lystre hans mindste ordrer. Men allerede fra starten spirer der i Ares egne tanker og et individs rationale, hvorfor der forudsigeligt nok sker det, at Ares går imod sin herre og træder over på de godes side hos Eve Kim og co.

Mødet med Ares er desuden første gang, at menneskeheden støder på skabninger skabt i den digitale verden. Sammenstødet mellem de to verdener får bare aldrig et videre tankeengagerende liv. Spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske – og hvad virkelighed er – skydes fladt til vægs. Det sker heldigvis i højt tempo, visuelt stimulerende og med et par gode præstationer foran kameraet.

Det er dog ikke i filmens bastante behandling af temaer som menneske kontra maskine samt vores virkelighed kontra menneskeskabt virkelighed, at ’Tron: Ares’ har sine største styrker. Dem finder man derimod særligt i filmens synth-pulserende score af Nine Inch Nails samt i de muskuløst udformede billeder ved fotograf Jeff Cronenweth og et enormt hold af CGI-magere.

Selvom ’Tron: Ares’ ikke kan bryste sig af store tematiske eller karaktermæssige nuancer, så lever filmen flot af sin neon-pulserende overflade, der stimulerer både øjne og ører, mens fortællingen også har et velholdt og plotfremdrivende tempo. Ironisk nok er det lige før, at mennesket i midten af det hele glemmes til fordel for bombastisk bulder og billedvilde brag.

Heldigvis finder man en troværdigt sympatisk og engagerende Greta Lee i rollen som Eve, mens en altid seværdig Evan Peters er nærværende intens som modparten Julian, men desværre har han ikke nok at arbejde med i det ujævne og noget flade manuskript af David Digilio og Jesse Wigutow. Jared Leto gør det fint som Ares, der er fanget mellem det digitale og det menneskelige.

Det er dog Greta Lee, der løber længst på literen, hvad karaktererne angår, når kampen på forholdet mellem menneskehed og teknologi udspiller sig. Hovedrollen er imidlertid først som sidst filmens visuelle billedridt samt en dynamisk og mægtig lydside. ’Tron: Ares’ er altså solid underholdning, men et mere nuanceret manuskript vil klæde en eventuel fortsættelse, som jeg håber, vi får.

’Tron: Ares’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Tron: Ares’ har biografpremiere den 9. oktober.