‘Halloween Kills’ er ujævn, men heldigvis både blodig og brutal

Biografanmeldelse: Efter den vellykkede og dejligt brutale ’Halloween’ fra 2018, vender den legendariske Michael Myers igen tilbage for at sprede skræk, rædsel og blodig død. For ganske vist lod det til, at seriemorderen brændte ihjel i forgængerens intense slutning. Men da vi her springer tilbage i fortællingen, får vi at se, hvordan manden med den hvide maske på bestialsk vis overlever flammerne.

Således er dræbermaskinen atter løs i byen Haddonfield præcis, hvor vi slap ham i filmen fra 2018, som selv var en direkte efterfølger til John Carpenters original fra 1978. ’Halloween Kills’ ser således bort fra ellers øvrige indslag i slasher-franchisen. Præmissen er også her dejligt slasher-simpel. Det er dræb eller bliv dræbt. Så det er præcis, hvad den ikoniske overlever Laurie Strode har tænkt sig at gøre: At dræbe Myers!

For fra at have overlevet morderen i 1978 og igen i den nye fortsættelse, fortsætter jagten på morderen, der har traumatiseret hende i alle årene efter. Det er den nu 62-årige Jamie Lee Curtis, der atter gentager sin glansrolle som den seje Laurie, mens en række både nye, velkendte og gamle ansigter fra franchisen og den forrige film dukker op. Bl.a. Lauries datter Karen og barnebarnet Allyson.

Familie-trekløveret er ikke alene i forsøget om at lægge Myers i graven én gang for alle. For byens beboere går nu ind i kampen mod morderen, hvis fordums terrorisering også har sat sine blodige spor i andre af Haddonfields beboere. Snart er jagten således sat ind på Myers, der bestemt ikke har tænkt sig at give op uden kamp, hvilket han da også på blodigt brutal vis beviser gang på gang.

Her bliver nemlig både hugget, stukket og savet i det ene sagesløse offer for Myers hånd efter det andet. Det er en sand slasher-fornøjelse at se blodet sjaske løs. Desværre er filmen ret så ujævn i sin fortælling, der da også noget kluntet bl.a. udlægger sine pointer og nik til originalen bastant og firkantet. Nej, det er ikke en subtil omgang gru. Hverken i historiefortælling eller i rækken af morderisk lækre mord.

Det på både godt og ondt, hvor Myers splattede bersærkergang heldigvis vinder mig over og bærer mig gennem sin del af nonsens i filmens forsøg på at binde nutidens nedslagtninger og historie sammen med originalen. ’Halloween Kills’ er kort fortalt en måske nok lidt for lang og ujævn affære, men den er bestemt også dejligt brutal og blodig, mens Michael Myers stadig gør gysende indtryk.

’Halloween Kills’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Halloween Kills’ har biografpremiere den 14. oktober.

‘Venom: Let There Be Carnage’ er en topfjollet stinker

Biografanmeldelse: Den sultne symbiot Venom er tilbage i samspil med Tom Hardy, der i ’Venom: Let There Be Carnage’ atter spiller journalisten Eddie Brock, som gik i ét med netop den sorte symbiot med det store tandsæt i forgængeren fra 2018. Eddie forsøger nu at rette op på sin skræntende karriere, hvorfor han da også takker ja til at interviewe den dødsdømte seriemorder Cletus Kasady.

Deres møde bliver starten på en helt ny skurk, som får symbiotisk liv med Cletus. Således fødes den blodrøde og brutale Carnage, der på dansk har lydt navnet Splatter. Der er dog ikke meget blodrødt splat over Carnages hærgen. Alle drab er blodløse eller sker off-screen. Desuden forbliver den splattede skurk et ufarligt bekendtskab, der aldrig formår at skræmme eller indgyde frygt i mig.

Det hænger bl.a. sammen med, at filmen hele vejen forfalder til kæk komik og cheesy one-liners, hvor særligt det umage samspil mellem Venom og Eddie er topfjollet. Her rammes der langt fra mest komisk plet, mens der skydes notorisk ved siden af med de mange rappe replikker. Andre fandt dog de såkaldte morsomheder mere morsomme end undertegnede, hvilket salens spredte latter vidnede om.

’Venom: Let There Be Carnage’ er altså en topfjollet og gakket omgang action med komediens konstante tilstedeværelse. Historien er flad, selvom der prøves etableret en form for psykologisk dybde og et følelsesmæssigt motiv for både Venom aka Eddie og Carnage. Det handler om kærlighed, hvilket da også er med til at suge yderlige af uhyggen ud af superskurken, som desuden synes ret så fejlcastet.

I den ækle rolle finder man nemlig Woody Harrelson, der er mere karikeret end skræmmende. Han mangler karismaen, som han ellers er garant for. Det hele virker bare slapt og halvhjertet, selvom både Harrelson og Hardy da sikkert har haft det sjovt med at spille deres respektive karakterer. Det hjælper dog en smule, at den omgang nonsens, som udgiver sig for at være en stramt skåret fortælling, er blot 97 minutter.

Heldigvis er filmen netop ikke længere, hvilket trods alt er med til at løjerne holder et ganske fint tempo i en fortælling, der bare aldrig rigtigt bliver engagerende, men trods alt underholder mildt i skikkelse af bl.a. Carnage, som ganske vist ikke er uhyggelig, men ser sej ud. ’Venom: Let There Be Carnage’ er kort fortalt en topfjollet stinker, der takket være en ferm spilletid og et fint tempo får kradset sig op på to stjerner.

’Venom: Let There Be Carnage’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Venom: Let There Be Carnage’ har biografpremiere den 14. oktober.

Ridley Scotts ‘The Last Duel’ er træg, men får pondus i sin intense finale

Biografanmeldelse: Legendariske og tilsyneladende ustoppelige Ridley Scott har ganske vist rundet de 83 år, men det stopper ikke instruktøren fra at kaste sig over et udstyrsstykke med periodedramaet ‘The Last Duel’, hvor fortællingen, der ses fra tre synsvinkler, leder op til netop den sidste duel, en duel til døden. Desværre er vejen mod den intenst forløste finale ujævn og noget træg.

Historien udspiller sig i råt og farvenedtonet Frankrig i det 14. århundrede. Her følger man et trekløver bestående af ridderen Jean de Carrouges, væbneren Jacques Le Gris og Carrouges’ hustru Marguerite. Men da en brutal og tragisk begivenhed kommer mellem de tre parter, sås der i den grad splid i trekløveret, hvor Carrouges nu må forsvare sin egen og hustruens ære mod Le Gris.

Således er der lagt op til et dramatisk stykke historiefortælling med tematikker som ære, hævn og eftermæle videre til bedrag, retfærdighed og løgn samt kvinders yderst svære og undertrykte kår i datidens mandsdominerede samfund. Desværre løber den 2 timer og 32 minutter lange film undervejs ind i sin del af dødvande, hvor det ellers potente drama mister faldhøjde og engagerende pondus.

Fortællingen, der ellers er sat flot i scene med store vidder af det naturbrusende landskab og mægtige slotte, forfalder til sin del af repliktunge scener, hvor et ellers interessant struktureret manuskript ikke for alvor får medrivende liv. Idéen med at lade fortællingen blive fortalt fra hver af de tre parters synspunkter, bidrager dog trods alt med sin del af nuancer, når karaktererne trænger til det.

Man finder her en krigerisk og arret Matt Damon som den retfærdighedssøgende Carrouges, mens Marguerite spilles med både styrke og sarthed af Jodie Comer. Hertil kommer Adam Driver som kvindeforfører og charmør i rollen som Le Gris, mens der spædes til med en ondsulet og liderlig Ben Affleck som magtmennesket grev Pierre d’Alençon.

Affleck har tydeligvis haft det sjovt med sin sleske rolle. Han synes dog noget løsrevet fra dramaets kernekonflikt mellem de tre parter, hvilket er en skam, da han er et underholdende bekendtskab. Kort fortalt leverer Ridley Scott en flot film, men desværre også et drama, der bliver noget tung i røven undervejs i sin lidt for lange spilletid, mens intensiteten dog heldigvis indfinder sig i den sidste duel.

’The Last Duel’ får 3 ud af 6 stjerner:

’The Last Duel’ har biografpremiere den 14. oktober.

’Den gyldne jord’ er et hjerteskærende drama om familie, drømme og kultur

Biografanmeldelse: Store vidder af øde sletter i et naturdragende Mongoliet åbner dramaet ’Den gyldne jord’, hvor netop naturen spiller en helt central rolle. Man følger nemlig en lille familie, der er en del af et mindre nomadesamfund, som alle lever i pagt med og af den barske natur omkring dem. Deres liv og eksistensgrundlag trues imidlertid af kynisk minedrift, der indtager deres land i jagten på guld.

Det er derfor nu op til samfundet at stå imod overmagten, hvis ikke de, deres unikke kultur og ikke mindst forfædrenes historie skal blive en saga blot. Det er dog ikke nemt, da nomaderne også lokkes med penge for at forlade deres land og i stedet flytte ind til byen. Midt i det hele finder man familiens 11-årige søn Amra, der drømmer om at deltage i en stor talentkonkurrence med en traditionel mongolsk sang.

Således er ’Den gyldne jord’ – udover at være den lille mands kamp mod overmagten – også et på flere måder fint afstemt drama om både sammenhold, vigtigheden af familien og det at turde drømme, selvom disse drømme måske ligger fjernt fra den virkelighed, man befinder sig i. Her er Bat-Ireedui Batmunkh et scoop som Amra. Han betager og går naturligt i et med den gribende fortælling.

I det hele taget er instruktør og medforfatter Byambasuren Davaas fortælling en velspillet fornøjelse, der troværdigt bringer både den lille familie og øvrige karaktermæssige dynamikker i spil. Det er underspillet, men bestemt også med vibrerende følelser dansende lige under overfladen, hvorfra de også får lov at slippes gribende løs undervejs.

Det er derfor også til at leve med, at filmens sidste akt måske nok løber ind i en lidt for konventionel fortalt vene, der dog trods alt lander på en rørende ren tone, inden rulleteksterne tager over. Desuden vinder filmen stort på bl.a. også det fint fortalte forhold mellem Amra og hans far, hvor man mærker hengivenheden og ufortyndet kærlighed, hvilket i det hele taget gennemsyrer den lille familie.

Derfor er det da også kun det mere hjerteskærende at være vidne til familien og det omkringliggende samfunds øjensynligt noget umulige kamp mod minedriftens brutale indtrængen. ’Den gyldne jord’ er med andre ord et velfortalt og fint gribende lille drama, der favner store tematikker som familie, kultur og historie, det med velspillede tæft hele vejen rundt.

’Den gyldne jord’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Den gyldne jord’ har biografpremiere den 14. oktober.

‘Shiva Baby’ er et yderst veloplagt komediedrama i familiens skød

Biografanmeldelse: Familiesammenkomster kan være lidt af en prøvelse. Familiemedlemmer, man ikke er helt sikre på, hvem er samt fjerne slægtninge, lidt for nysgerrige tanter og onkler, skrigende babyer og alle de andre. I det yderst veloplagte komediedrama ’Shiva Baby’ er det endnu værre. For den helt store sammenkomst sker i forbindelse med en begravelse – og så stikker det helt af.

I midten af det hele finder man den studerende Danielle, som langt fra gider at deltage, men bliver nødt til det grundet forældre og familie. Det hele var måske nok gået nogenlunde udramatisk, hvis det da ikke lige havde været for, at Danielles hemmelige sugar daddy dukker op – og det med overraskende selskab af både hustru og deres lille baby. Hvordan klarer hun mon lige hele den kaotiske situation?

Nej, det går bestemt ikke stille for sig, når sladren sitrer uafbrudt på kryds og tværs af de mange gæster til gravøllet. Bl.a. konkurrerer forældrene på skift om hvem, der har det mest succesfulde barn, hvor naturligvis også Danielle krydsforhøres om, hvordan det går med alt fra arbejde og fremtidsplaner til studiet og kæreste. Det går hende bare ikke videre godt, hvorfor hun gør brug af både halve og hele løgne.

Det er både virkelig vittigt og medrivende morsomt at være vidne til Danielles farlige dans på sandhedens fine linje, men også en helt familieklaustrofobisk filmoplevelse, hvor jeg i det store og brogede selskab kan mærke den insisterende intensitet og ubehageligt omklamrende stemning, der hektisk tager sit faste greb i Danielle. Komik og drama i skøn og forførende forening.

Filmens spilletid på små 1 time og 18 minutter er ganske velafstemt i forhold til den historie, instruktør og manuskriptforfatter Emma Seligman vil fortælle med sin spillefilmsdebut. For det er ganske vist en måske nok lille historie, men den fortælles med fin sans for både det absurde og sorthumoristiske, mens det er en fornøjelse at se de mange medvirkende folde sig ud med galoperende ping pong.

Rachel Sennott har den ubetingede hovedrolle og ejer filmen med nærvær og nerve samt sårbarhed og styrke som Danielle. Hun er engagerende at følge på bølgende grund i samspil med forældre, sugar daddy og rækken af nysgerrige gæster. ’Shiva Baby’ er kort sagt et veldrejet og stramt fortalt lille komediedrama i medrivende samspil mellem karakterer, manuskript og dynamisk kameraarbejde.

’Shiva Baby’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Shiva Baby’ har biografpremiere den 7. oktober.

‘No Time To Die’ er i sidste ende et fint punktum for Craigs Bond-æra

Biografanmeldelse: Endelig! Efter udskydelse på udskydelse grundet Corona, kan vi nu opleve ’No Time To Die’ i biografen. Den 25. James Bond-film og den sidste med Daniel Craig som den legendariske agent 007. Det er en film, der lykkedes med flere ting, men som desværre også halter på andre områder. Her er action, der pulserer veloplagt, men bl.a. også en spilletid, som er for lang for filmens eget bedste.

Bond har trukket sig tilbage som agent og nyder nu livet fri for onde skurke og skarpe skuddueller. Freden varer dog ikke ved. Snart hvirvles han nemlig ind i et plot med massevis af farlige håndlangere og naturligvis en hovedskurk, der trækker diabolsk i trådene, mens der trues med dødbringende våbenteknologi. Mere vil jeg ikke gå ind i plottet, da man selv skal have mulighed for at opleve overraskelserne.

For ’No Time To Die’ har sin del af overraskelser og fint udfordrende valg i fortællingen, der er med til at ruske op i agent-universet, der dog samtidig også spiller på franchisens klassiske dyder. Her er således både fin karakterudvikling og fornyelse, mens instruktør og medforfatter Cary Joji Fukunaga også er hjemme i klassiske elementer som den stilfulde bil, den legendariske Martini og de smukke kvinder.

’No Time To Die’ leverer en virkelig veloplagt action-scene i starten, der både satte adrenalinen i gang og udfordrede mit rationale i, hvad der egentligt kan lade sig gøre med biler og motorcykler samt Bonds krumspring. For selvom det er et ret så råt og virkelighedsbundet univers, er det også Bonds univers, hvor der er plads til store armbevægelser og sin del af action-kameler, der skal sluges.

Jeg sluger da også gerne et par kameler, når nu universet forløses med storladent schwung, der udmønter sig i bl.a. intense action-scener, hvor der bruges flittigt med automatvåben. Desværre bliver filmens spilletid på to timer og 43 minutter for meget til, at fortællingen kan bære det. Filmen ramler ganske enkelt ind i noget alvorlig dødvande undervejs. Heldigvis får løjerne revanche i filmens sidste potente del.

Daniel Craig er desuden en fornøjelse som James Bond. Han er både barsk og rå, men også følsom og følelsesladet. Det i en film, der i ganske stor stil også forsøger at leve af sit menneskelige drama og sine karakterers portrætteringer, uden dog helt at lykkedes med det. Men bl.a. gør også Rami Malek isnende og urovækkende figur som den megalomanske skurk Lyutsifer Safin. Bestemt en Bond-film værdig.

’No Time To Die’ får 4 ud af 6 stjerner:

’No Time To Die’ har biografpremiere den 1. oktober.

‘Nowhere Special’ er et intimt far-søn-drama af den stille slags

Biografanmeldelse: Det er i roligt tempo, at det fint fortalte drama ’Nowhere Special’ folder sin rørende, gribende og egentlig både triste og håbefulde fortælling om en far og hans 4-årige søn ud. John er nemlig ladt alene tilbage med sin søn Michael, da moren smuttede kort efter fødslen. Tragedien vil imidlertid, at John er dødeligt syg med ikke langt igen, så nu må han træffe et svært valg.

John beslutter sig nemlig for at finde en adoptivfamilie til Michael, hvor han således vil kunne få et trygt hjem og en opvækst fyldt med den kærlighed, han nu ikke selv får mulighed for at give sin dreng. Men hvordan vælger man et nyt hjem for sin søn? Er det overhovedet muligt at vurdere, hvordan plejeforældrene vil være for Michael? Og hvordan forklarer John i grunden sin søn situationen?

Det er bestemt ikke nemt for John. Hvordan kan man i grunden også give sin søn væk, selvom situationen kalder på det? Det er med dette helt umenneskelige valg hængende konstant over hovedet, at John bevæger sig gennem et slidsomt liv som vinduespudser, mens han med nærmest allerede et ben i graven får så meget glæde ud af samværet med sin søn som muligt.

Ganske vist er det svære valg af en ny familie et dramatisk centrum i fortællingen, men filmens egentlige kerne er den ømme relation mellem far og søn. Det er hjerteskærende at se, hvordan John med stor omsorg tager sig af sin knægt, mens han samtidig må forholde sig til sin egen dødelighed og de barske realiteter. Deres forhold er portrætteret med stor indlevelse, hvilket smitter engagerende af på mig.

James Norton spiller med et nænsomt ansigt og menneskelig indsigt den pressede far, mens rollen som sønnen indtages af en troværdig og svært sød Daniel Lamont. Dynamikken og forholdet mellem de to er hele filmen værd. For selv når fortællingen måske nok går lidt i ring og noget dramatisk momentum lader vente på sig, er deres relation og samtaler så fint og vedkommende beskrevet, at jeg forbliver engageret.

’Nowhere Special’ er kort fortalt en fint afdæmpet og underspillet dramatisk fortælling om forholdet mellem en far og hans søn med det afgørende men, at døden presser sig på bag al den ubetingede kærlighed, der er mellem John og Michael. Det giver det stille samt gribende spillede drama en klangbund af tragedie, men filmen er bestemt også fyldt med både håb og glæde.

’Nowhere Special’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Nowhere Special’ har biografpremiere den 23. september.

‘Dune’ er et ærefrygtindgydende science fiction-festmåltid

Biografanmeldelse: Noget af det, der slår mig som det første i filmskaberen Denis Villeneuves science fiction-film ’Dune’ er, hvor helt utroligt engagerende fortællingens storslåede univers foldes ud og ikke mindst bringes visuelt til live. Det er med andre ord en visuel drøm af en filmoplevelse, hvor der både males store ørkenvidder op, mens de helt små detaljer også får facetteret liv filmen igennem. Sublimt!

Heldigvis er her også en historie, der er med til at give den blændende billedside dramatisk og medrivende tyngde. I fortællingens midte møder vi hertugen Leto Atreides, der får forvaltningsretten over intet mindre end ørkenplaneten Arrakis. Leto, hans konkubine Jessica og sønnen Paul begiver sig nu til planeten, men det er ikke en rejse uden farer. Således må Paul snart stå i front for at sikre sin og familiens overlevelse.

Villeneuve er en mand, der på elegant vis formår at fortælle sin historie i billeder. Det er nemlig lykkedes filmens fotograf Greig Fraser og effektholdet at skabe en verden, der på fornem vis bliver en overbevisende og integreret del af fortællingen og de mange karakterer, vi møder.  For her er mange karakterer at holde styr på. Det lykkedes dog overvejende godt at balancere dem alle på kryds og tværs.

Vi får bl.a. en nuanceret Timothée Chalamet som Paul Atreides, hvis portræt fortællingen igennem får flere toner og mere tyngde at spille med, mens Rebecca Ferguson som Jessica er både mystisk og sej. Oscar Isaac har gribende autoritet som Leto Atreides, mens Josh Brolin er intens som krigeren Gurney. Nå ja, ej at forglemme en i den grad herligt ulækker Stellan Skarsgård som forvokset skurk.

Rollelisten er meget længere og fyldt med stjerner, der altså fint får hver deres centrale scene, som er med til at etablere dem i universet og samtidig drive den sine steder lidt forudsigelige fortælling videre. Heldigvis bydes der også på overraskelser i en film, der langt overvejende er en alvorligt fortalt sag med ansigter langt i alvorlige folder. Nærmest kun Jason Momoas rolle bringer noget lethed til karakterholdet.

Heldigvis fanger den alvorstunge grundtone mig og matches af den sitrende og farvenedtonede billedside, hvor jeg ikke må glemme, hvorledes lyden på legende vis også er med til at fortælle historien sammen med det trommende og sine steder helt meditative score af mesteren Hans Zimmer. Kort fortalt er ’Dune’ en billedberusende filmoplevelse, der ikke bare skal ses, men opleves på så stort et lærred som muligt. Desuden er filmen første del af, hvad der forhåbentlig bliver til mindst to dele, baseret på Frank Herberts roman fra 1965.

’Dune’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Dune’ har biografpremiere den 16. september.

‘Margrethe den første’ falder i et hul af træg politik-snak

Biografanmeldelse: Jeg bringes tilbage i tiden med Charlotte Sielings flotte historiske drama ’Margrethe den første’, hvor en dragende Trine Dyrholm med intensitet, nerve og nærvær portrætterer den royale hovedrolle. Året er 1402 og dronning Margrethe har samlet Danmark, Norge og Sverige i en union, hvor freden nu råder. Gennem sin adoptivsøn kong Erik, hersker hun således egenhændigt i Kalmarunionen.

Selvom der måske nok er fred, ulmer stridigheder og magtkampe overalt, mens fjenderne står på spring i de omkringliggende lande. Derfor planlægger Margrethe et ægteskab mellem Erik og den engelske prinsesse for at skabe en alliance med England, der kun vil styrke unionen og sikre dem yderligere mod angreb udefra. En dag træder en mand dog ind på scenen fra Graudenz og alt ændrer sig.

Manden siger, at han er Margrethes biologiske søn, der dog døde for 15 år siden, men altså nu står klar til at overtage tronen. Dette sender et chok gennem både Margrete og folkene omkring hende samt ikke mindst de øvrige nordiske lande. Men hvem er manden egentlig? Hvad er hans plan? Og hvad vil dette højst uventede besøg få af betydning for det nordiske stor-rige? Alt er nu i spil. Ikke mindst for Margrethe.

Det er et i udgangspunktet spændende nedslag i historien, der bringes filmisk til live. Hårde magtkampe, genopstående sønner og vakkelvorne alliancer. Det hele med Margrethe i midten. Desværre forfalder fortællingen til en lang række scener med politik-snak af den noget træge slags. Filmen mister her bl.a. nerve og fremdrift, hvilket smitter af på karaktererne, som står tilbage lidt som flade skakbrikker.

Der lægges ellers ud med et højdramatisk flashback af gribende realiserede krigsmarker, mens der et par gange i filmen tages visuelt flot tilløb til noget mere interessant end, hvad filmen overvejende er mættet med, nemlig scener med folk, der taler. For selvom universet er flot iscenesat – fra kostumer til de naturvidde scener af slotte og natur – så må dramaet slæbe sig gennem dialogtunge scener undervejs.

Her bliver filmen drænet for det nærvær og den intensitet, der ellers er at finde i bl.a. Trine Dyrholms gribende portræt. Desværre matches hun ikke af Morten Hee Andersen i en noget kedelig skildring af den ellers interessante og underkuede søn Erik. Så er der meget mere engagerende energi i Jakob Oftebros medrivende fremstilling af manden fra Graudenz. Scenerne mellem ham og Dyrholm er filmen værd, selvom ’Margrethe den første’ altså ender som en desværre noget træg, men flot oplevelse

’Margrethe den første’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Margrethe den første’ har biografpremiere den 16. september.

‘Malignant’ rammer ikke tonen med drønskør gyserpræmis

Biografanmeldelse: Morderiske drømmesyn, grumme traumer og blodige mord. Ja, gyserpedalen er trykket godt i bund i James Wans nyeste dyk ned i den urovækkende genre med den kulørte ’Malignant’. Gysertonen rammes desværre bare ikke rent, når de grufulde eskapader folder sig ud fra første energiske scene og videre ind i fortællingen, der snor sig legende omkring et morderisk mysterie.

For hvem er den læderklædte morder, der er på spil i nattens skygger? Hvorfor har Madison drømmesyn af de blodige eskapader? Og hvad gemmer der sig af traumer i fortiden, som blot venter på at komme for dagens lys? Det er nogle af de spørgsmål, James Wan kaster grumt op i luften. Desværre uden at gribe dem alle elegant. Men man kan komme langt med en skrupskør gyseridé. Heldigvis.

Her er nemlig smidt flere skøre gyseridéer i blenderen, der sprutter halvklodset på livet løs, hvor man følger Madison, som efter at have mistet sit barn under tragiske omstændigheder begynder at få syner af splattede mord. Snart er politiet på sagen, mens Madison kun drages mere og mere ind i det blodrøde mysterie, der på klumpedumpe vis optrevles via blandt andet tonstunge replikker skåret ud i pap.

Nu er det heller ikke just realisme, at ’Malignant’ skal eller går efter at leve højt på. James Wan vil derimod underholde i rendyrket gyserland, hvor selv det mest vanvittige synes muligt, mens blodet flyder veloplagt fra smadrede ansigter og åbne kødsår. Her leveres nemlig en række ganske veloplagt iscenesatte mordscener. Det kniber dog noget mere med at stable reel og intens uhygge på benene.

Det er mere gysende bulder og brutalt rabalder end snigende uhygge, selvom James Wan anstrengt prøver at skabe snigende uhygge, hvor skyggerne skulle være urovækkende og stilheden sitre af anspændte nerver. Det lykkedes bare ikke. Blandt andet fordi manuskriptet i næste nu slynger et fladt jump scare af sig eller afbrydes af en malplaceret replik, der langt fra falder naturligt i munden på de medvirkende.

Kort fortalt er ’Malignant’ et gys, der med sine skøre idéer lykkedes ikke at falde helt sammen om sig selv, selvom gumpetunge replikker utroværdigt underminerer karakterernes dramatiske tyngde og den reelle uhygge, der ellers er iboende filmens plot, udebliver. Gyserballaden fungerer ganske enkelt bedst, når den bare slipper bremsen og jorder derudad i splatter-fjol og skøre idéer.

’Malignant’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Malignant’ har biografpremiere den 9. september.