Den science fiction-fascinerende ‘Dune: Del 2’ er et visuelt vidunder

/i , /af

Biografanmeldelse: Turen går atter ud i rummet og ind i det fascinerende science fiction-univers, hvor den visionære filmskaber Denis Villeneuve gav os første del af Dune-sagaen i 2021. Nu gælder det den dybt dragende opfølger ’Dune: Del 2’, hvor eventyret for den unge hertug Paul Atreides fortsætter med brutal krig og action-svimlende schwung i denne imponerende filmiske bedrift.

Krigen raser, magtkampene syder og mysterierne sitrer, når Paul Atreudes’ rejse med fremenfolket på den farefulde ørkenplanet Arrakis fortsætter i jagten på hævn over huset Harkonnen, der destruerede hans familie. Forude venter flere skæbnesvangre valg for hertugen, der må overkomme sin del af udfordringer på planeten, der – sammen med historien – huser sin del af hemmeligheder.

Fremtiden står malet kulsort op i horisonten for hertugen og hans følge, der har i hobetal af soldater og andre krigeriske udfordringer på nakken i en farlig kamp for en mere lys fremtid. Kampen udspiller sig på gribende, oprigtigt spændende og barsk vis i den altomsluttende verden af kæmpe sandorme, betagende teknologi og mystisk mytologi. Hele min krop rives med ind denne verden.

Timothée Chalamet vokser her med rollen som Paul Atreudes, der får mere dybde og flere nuancer bragt i spil, mens tematikker som kærlighed, skæbne og magt rulles engagerende ud – og ligeledes overbevisende i selv de mere sort/hvide øjeblikke. Herudover gør bl.a. Austin Butler herlig grum figur som den uforudsigelige og ubehagelige Feyd-Rautha Harkonnen. En skøn skurk.

Denis Villeneuve bringer på elegant vis den store fortælling til live gennem enormt opslugende scenerier af beskidt krig og indtagende skønhed, hvor det menneskelige hjerte banker i både de store vidder og de nære øjeblikke. Det store karaktergalleri balanceres fornemt i et sirligt opspændt og flerlaget plot, der engagerende kaster sig fremad i sin medrivende fortælling.

’Dune: Del 2’ er et visuelt vidunder indfanget dynamisk og forførende flot af fotograf Greig Fraser. Hvert et billede suger mig ind i universet og karakterernes liv, der i samspil med Hans Zimmers bombastisk gribende og delikat messende score løfter følelserne frem. Jeg håber, at Denis Villeneuve får grønt lys til sit tredje og afsluttende kapitel i sagaen, der er baseret på Frank Herberts roman ’Dune’ fra 1965.

’Dune: Del 2’ får 6 ud af 6 stjerner:

’Dune: Del 2’ har biografpremiere den 28. februar.

Kom med på en farefuld rejse med den gribende ‘Io Capitano’

/i , /af

Biografanmeldelse: Med fast hånd om håbet møder vi i ’Io Capitano’ de to unge teenagere Seydou og Moussa. De har i al hemmelighed sparet op for at kunne tage rejsen fra Dakar i Senegal til mulighedernes land i Europa, som de ser det. Således forlader de deres familier i nattens mulm og mørke for at begive sig ud på den ufremkommelige og uforudsigelige rejse.

Det er starten på en farefuld færd for de to drenge, der håber, at rejsen kan opfylde deres drømme samt give dem og deres familier flere muligheder og mere velstand. Med et farvel til Vestafrika venter der dem en flere tusind kilometer lang rejse, der bl.a. må gå gennem det menneskefjendske Sahara. På deres vej venter mange forhindringer og prøvelser på liv og død.

Bl.a. møder de hårdkogte svindlere, kriminelle afpressere og kyniske menneskesmuglere, der ikke er til at stole på, selvom der gives store pengesummer som betaling for at nå målet i Europa. Instruktør og medforfatter Matteo Garrone formår at skildre den barske rejse med empati og menneskelighed, selv når det umenneskelige synes mest nærværende.

Fortællingen løftes bl.a. af de to unge mænd i skikkelse af Seydou Sarr som den småbekymrede, men stærke Seydou og Moustapha Fall som den mere eventyrlystne og mindre bekymringsfulde Moussa. For selvom filmen undervejs mister lidt af sin ellers fint skildrede råhed i rejsen og sit gribende momentum, er de to unge skuespilleres nærvær alene filmen værd.

Matteo Garrone får mere eller mindre engagerende skildret mennesket på godt og ondt i en fortælling, der måske nok rummer en god portion menneskelig kynisme i de to drenges møde med den barske virkelighed blandt smuglere og kriminelle, men lyset og det gode i mennesket både spirer og blomstrer også, mens rejsen må fortsætte uanset hvad, der måtte ske.

Hertil kommer den smukt indfangede billedside af fotografen Paolo Carnera. Den rummer både de store vidder i Sahara og de små nære øjeblikke. Desværre lykkedes det ikke hele vejen at skabe samme menneskelige tyngde hos nogle af de øvrige karakterer, som man særligt finder i skildringen af Seydou. Ikke desto mindre er det en både stærk og gribende filmoplevelse.

’Io Capitano’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Io Capitano’ har biografpremiere den 29. februar.

Den hjerteskærende ‘All of Us Strangers’ rammer følelserne rent

/i , /af

Biografanmeldelse: Spændt ud mellem fantasi og virkelighed, fortid og nutid, drøm og mareridt bringes jeg dragende ind på livet af Adam i ’All of Us Strangers’. Han bor alene i en nærmest mennesketom boligblok med udsigt over et menneskefyldt London. Han arbejder som manuskriptforfatter, men dagene går også på sofaen med takeaway fra dagen før og triste øjne på tv-skærmen.

En aften banker det uventet på døren hos Adam. Udenfor står den småberusede Harry, der også bor alene i en af boligblokkens andre lejligheder. Han har set Adam på afstand, men har altså nu valgt at tage kontakt. Banket på døren kommer til at ændre livet for både Adam og Harry, der i roligt tempo bevæger sig ind på livet af hinanden. En romantisk relation spirer.

Adam hjemsøges dog af et barndomstraume, som han ikke kan blive ved med at gemme på og fortrænge. Hverken for sig selv eller Harry. Fortidens minder snor sig mere og mere ind på Adam, som tager turen ud til sit barndomshjem i forstæderne, hvor fortidens skygger gemmer sig. Snart begynder virkeligheden at slå knuder og fortidens følelserne at pible frem.

Den hjerteskærende ’All of Us Strangers’ er en film om, hvordan fortiden påvirker ens nutid. En film om forholdet til ens forældre og omvendt. Om minder og hukommelsens kispus med virkeligheden. En film om sorg og ensomhed, men også troen på, at lyset findes. At kærligheden og forløsningen findes på trods af mørke og melankoli. Et liv, der kan leves frit og fri for fortidens sorte kviksand.

I hovedrollerne som Adam og Harry finder man en nuanceret nedtrykt og empatisk Andrew Scott, der med få, men stærke virkemidler formår at kanalisere sine følelser helt ind i mit hjerte og ned i maven på mig. Paul Mescal har en smittende charme og umiddelbar bekymringsfrihed, men jeg fornemmer også en dybde og smerte bag de smilende øjne. De to sammen er dramatisk dynamit.

Instruktør og manuskriptforfatter Andrew Haigh har med udgangspunkt i en bog af Taichi Yamada lykkedes med at omsætte smerte og kærlighed til en film, der rammer følelserne rent og facetteret samt indrammer det hele visuelt forførende med interessante billeder af fotograf Jamie Ramsay, mens Emilie Levienaise-Farrouchs sitrende musik ligeledes smyger sig elegant ind på livet af mig.

’All of Us Strangers’ får 5 ud af 6 stjerner:

’All of Us Strangers’ har biografpremiere den 22. februar.

Action-rabalderet ‘The Beekeeper’ forbliver uspændende

/i , /af

Biografanmeldelse: Der bliver ganske vist delt sin del af brutale øretæver ud i actionfilmen ’The Beekeeper’, men det er desværre minimalt med spænding og en engagerende historie. For slet ikke at tale om karakterer. I hovedrollen finder man en ordknap Jason Statham, der bevæger sig ud på et hævntogt i en hårdtslående jagt på retfærdighed.

Der er bare det ved historien, at selve det dramatiske afsæt hverken fremstår troværdigt eller med følelsesmæssig pondus. Afsættet runger falsk og hult, hvilket desværre er med til at underminere filmens fortælling. Fred med det. For utroværdighed og en simpel præmis har ikke nødvendigvis stået i vejen for en underholdende omgang action-rabalder.

’The Beekeeper’ er bare fattig på bl.a. opfindsomme slåskampe, der overordnet mere keder end engagerer. Det er fatalt for en film, der bl.a. lever af sin action. Plottet bevæger sig desuden ud ad en tosset og så overdreven tangent, at det er svært at tage filmen alvorlig, selvom både netop filmen og Jason Statham gør netop det, hvorfor det hele i stedet bliver kikset komisk.

Det er da også mere eller mindre ufrivilligt komisk, når der filmen igennem leveres ordspil med bier og analogier over biflokke og deres bikuber. Ja, ”to bee or not to bee”. Det havde nok fungeret bedre i en film, der tog sig selv mindre alvorligt. Filmens overgjorte og ynkelige skurk Derek Danforth ræsonnerer da heller ikke med filmen som helhed, som aldrig finder en velbalanceret tone.

Til gengæld giver Josh Hutcherson den fuld gas som kulørt og røvbelastende kriminel. Filmen kunne godt have brugt et skud ekstra af dette overgjorte schwung. Jason Statham er mest af alt bare mut og med et ikke særligt gribende stoneface, som man har set mange gange før. Her forbliver han en flad karakter, selvom der forsøges puttet nogle følelser ind bag hans hårde facade.

Det lykkedes bare aldrig at løfte filmen ind i at blive en medrivende omgang action-underholdning. Dertil mangler bl.a. historien engagerende overraskelser, mere interessante karakterer og så havde det ikke gjort noget, hvis netop afsættet for hævntogtet havde været troværdigt og haft en flig af følelsesmæssig ballast. Afslutningsvis lander der i filmen trods alt et ok håndgemæng. Det er langt fra nok.

’The Beekeeper’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Beekeeper’ har biografpremiere den 22. februar.

‘Drive-Away Dolls’ er en ok morsom, men halvbagt fornøjelse

/i , /af

Biografanmeldelse: Turen går over stok og sten i en skramlet bil med en hemmelighed i bagagerummet. Hemmeligheden er dog ukendt for Jamie og Marian, der er taget på et roadtrip mod Tallahassee i jagten på frihed og en ny start. Friheden og eventyret venter nemlig på de vidtstrakte veje, der dog ikke kommer til at forløbe uden problemer.

Hemmeligheden i bilen betyder nemlig, at duoen har et par suspekte typer på nakken, der gør alt i deres magt for at få fat i de unge kvinder, som bekymringsfrit er taget på deres fælles tur. Det går dog snart fra slemt til værre, når skurkene begynder at vinde ind på de to kvinder, der snart vikles ind i udfordringer, som er langt farligere end først antaget.

Desværre får historien ikke helt overbevisende og vellykket morsomt fortalt sin krimifortælling, der involverer både dildoer, kærlighed og snavefester. Overraskelserne får heller ikke helt tilfredsstillende komisk pondus. Filmen synes derimod halvbagt. De to hovedrolleindehavere er dog klare plusser. Her en charmerende Margaret Qualley og en tørt underspillet Geraldine Viswanathan.

De to er hinandens morsomme modsætninger. Jamie er bekymringsfri og kaster sig gladeligt ud i tilfældig sex, mens Marian ikke kan slippe tøjlerne, men er stille og korrekt. De to komplimenterer fint hinanden, mens de gør god brug af det desværre ikke hele vejen lige skarpe manuskript. Det er ellers medforfattet af ingen ringere end Ethan Coen, der også instruerer.

Ethan Coen står som bekendt med sin bror Joel bag forrygende tørre grin og krøllede krimifortællinger som ’The Big Lebowski’, ’Fargo’ og ’No Country for Old Men’. Jeg mærker uden tvivl en klassisk omgang Coen-humor og skøre krimiforviklinger. Men de ellers charmerende hovedroller og kulørte bikarakterer kan ikke redde filmen helstøbt i land.

Beanie Feldstein er dog et dejlig hidsigt bekendtskab som betjenten Sukie, mens Joey Slotnick og C.J. Wilson er den umage skurkeduo, der går til opgaven på hver deres måde. I sidste ende er ’Drive-Away Dolls’ en delvist vellykket og ganske ok krimi-komisk Coen-komedie, der dog mest synes som et lifligt frikvarter for Ethan og en sjov legeplads for de medvirkende.

’Drive-Away Dolls’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Drive-Away Dolls’ har biografpremiere den 22. februar.

Zombiefilmen ‘Håndtering af udøde’ bider sig roligt fast i struben på mig

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er med en konstant ildevarslende atmosfære, at den underspillede og triste zombiefilm ’Håndtering af udøde’ slæber sig dragende ind i et menneskeligt mørke, hvor kærligheden banker hos de efterladte. Fortalt i nedtonede farver og gråt vejr, forløses her tre historier, der fletter sig sirligt ind og ud af hinanden, hvor de døde vågner på mystisk vis.

Det hele fortalt i et adstadigt tempo, der med isnende ro og faretruende dommedagsstemning griber mig om struben og sætter sig i maven på mig, mens mit hjerte knuses af de tragiske skæbner, jeg er vidne til. Det er sorg og melankoli omsat til en fåmælt historie indrammet i smukt komponerede billeder af fotograf Pål Ulvik Rokseth, der elegant hiver mig ind i filmens triste verden.

Her er med andre ord ikke tale om en drønende zombiefilm med blodig splat og glubsk hjernespisning. Det er tungt på den knugende måde og på egen vis også smukt i al sit vemod. Det er visuel historiefortælling, der tager mig ind i en sælsom virkelighed, hvor de døde vågner til en tilstand af koma med deres kære omkring sig, mens forrådnelsen tager til og stanken stiger.

‘Håndtering af udøde’ er instrueret med et sitrende nærvær af Thea Hvistendahl, der også er medforfatter i samspil med John Ajvide Lindqvist, hvis bog filmen er baseret på. En fascinerende film, der på sin egen måde fatter sig i ordknaphed med gruen dirrende i billedet og dets udkant. For hvad vil de levende døde? Hvad gør det ved de efterladte, at de nu får deres kære tilbage i zombietilstand?

Med menneskelig indlevelse møder vi bl.a. et ældre par, hvor den ene vender tilbage til livet med tilbageholdt åndedrag, ordløs og grå hud. Kærligheden er evig og rækker også videre end selve døden. Det er her, at en smule lys får lov at titte frem fra mørket. Nemlig gennem kærligheden til dem, vi holder af. Partnere, børn og familie.

Thea Hvistendahl forløser med et roligt og sikkert greb den nuancerede historie om de levende og de levende døde med en befriende jerntro på, at jeg ikke behøver stopfodres med en tempofyldt plotafvikling for at få en stor oplevelse. Her er det atmosfære, billeder og lyd i samspil med fint afdæmpede menneskeskildringer, der griber mig. En zombiefilm, der er helt sin egen.

’Håndtering af udøde’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Håndtering af udøde’ har biografpremiere den 15. februar.

‘Madame Web’ er en superhelte-oprindelseshistorie uden pondus

/i /af

Biografanmeldelse: Med superheltefilmen ’Madame Web’ får vi oprindelseshistorien til titelkarakteren, hvis borgerlige navn er Cassandra Webb. Hun er umiddelbart en helt almindelig ung kvinde, der bor i New York, hvor hun arbejder som ambulanceredder. Men hendes fremtid tegner til at blive alt andet end normal, hvilket trækker tråde tilbage til hendes mor, der døde, mens hun fødte datteren.

Hvad årsagen til moderens død er, ved Cassandra ikke. Fortiden indhenter hende dog efter en tæt på fatal ulykke. Snart ser Cassandra syner og synes at kunne ane bidder af fremtiden. Men hvad der er op og ned, må hun selv forsøge med famlende skridt at finde ud af. Det samme gælder hendes viden om en mystisk edderkoppemand, der kan kravle på lofter. Hvad vil han og hvorfor?

Der bliver i ’Madame Web’ taget lange, lange tilløb til at få fortalt oprindelseshistorien om vores heltinde Madame Web. Så lange tilløb, at historien ikke for alvor løfter sig og bliver medrivende. Det er mest af alt en småkedelig affære, selvom her både er mystiske edderkoppemennesker, forunderlige kræfter og en ond skurk på banen. Intet løfter sig bare rigtigt og bliver engagerende.

Det er bl.a. fatalt, at filmens store skurk Ezekiel Sims aldrig får et intimiderende nærvær eller fremstår videre farlig for vores heltinde in spe. Tahar Rahim har heller ikke det store at gøre med i et manuskript, der er ret vagt og flagrende. Det gælder desværre også historien som helhed, hvor spændingskurven måske nok bevæger sig mod en stor finale, men undervejs falder den slapt sammen.

Dakota Johnson har dog en fin no bullshit-attitude som Cassandra. Hun er god, men kan ikke forvandle det klodsede manuskript til superhelteguld. Det gælder også de tre teenagere, Cassandra forsøger at redde fra Ezekiel. Her møder vi Sydney Sweeney som Julia Cornwall, Isabela Merced som Anya Corazon og Celeste O’Connor som Mattie Franklin. Alle fremtidige heltinder.

Desværre ender ’Madame Web’ med at føles som én lang og uforløst opvarmning til, hvad der venter Madame Web og de tre heltinder forude. Vi får kun i fremtidsglimt et kig på de tre teenagehelte, mens forvandlingen til Madame Web må vente. Uanset hvad, ændrer det ikke på, at filmen er kedelig. Den forløser ikke sit potentiale, ej heller Cassandras komplicerede forhold til sin mor.

’Madame Web’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Madame Web’ har biografpremiere den 14. februar.

Den smågeneriske ‘One Love: Bob Marley’ lever gennem musikken

/i , /af

Biografanmeldelse: Man bliver med ’One Love: Bob Marley’ sendt tilbage til Jamaica i slut-70’erne, hvor reggae-musikeren nyder stor popularitet. Men i Jamaica bruser en konflikt voldeligt mellem to politiske fronter. Bob Marley vil freden og kærligheden. Hans vej til at opnå det skal ske gennem musikken og dens budskab ved en gratis og upolitisk koncert.

Bob Marley er dog nu selv et mål i en kamp, han ikke vil være en politisk del af. Musikikonet flygter derfor ud af landet, hvor man således følger ham og ser hans musikalske talent folde sig ud verden over. Han tager sit budskab om fred og samhørighed med sig, men hans succes er ikke uden private konsekvenser. Hans børn og hustru Rita bliver efterladt i slipstrømmen af succesen.

Bob Marley længes desuden hele tiden efter sit hjemland. Det kommer med en pris at ville sprede fred og kærlighed, hvor de mange koncerter og den store medgang i bl.a. Europa og USA får overtaget. Desværre får bagsiden af succesen aldrig rigtig en engagerende pondus og plads i fortællingen, der mest af alt står uforløst hen og som en lidt generisk hyldest af legenden.

Heldigvis har filmen Bob Marleys udødelige musik på lydsiden, under live-koncerter og i studiet. Her får man bl.a. klassikere som ‘Could You Be Loved’, ‘Jamming’ og ‘No Woman No Cry’. Det er dog ikke nok til at styre filmen udenom et drama, der ikke griber mere end tilfældet er – til trods for, at Bob Marley og hans historie jo rummer mange facetter. Dem er det desværre småt med i filmen.

Kingsley Ben-Adir gør dog ganske godt, hvad han kan med det lidt vage manuskript og den en smule kedeligt instruerede historie, der på trods opretholder et ganske fint tempo. En nærværende og intens Lashana Lynch er dog god som Rita. Hende havde jeg gerne set mere til. På samme måde som også deres børn og konsekvensen af Bob Marleys turné og flugt kunne have fyldt mere.

‘One Love: Bob Marley’ fungerer mest af alt gennem musikken og den i udgangspunktet spændende fortælling om ikonet, troen på fred og kærlighed gennem musikken og på det gode i mennesket. Filmen mangler dog mere oprigtig nerve i sine menneskelige portrætter og det drama, der udfolder sig både i privaten og på den professionelle front.

’Bob Marley: One Love’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Bob Marley: One Love’ har biografpremiere den 14. februar.

Nicolas Cage brillerer i den absurde komedie ‘Dream Scenario’

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er fuld skrue på den underspillede komik i Kristoffer Borglis charmerende, absurde og ikke mindst sjove komedie ’Dream Scenario’. Her brillerer Nicolas Cage som en helt almindelig mand, hvis liv fra den ene dag til den næste ændres totalt. Han begynder nemlig på mystisk vis at dukke op i folks drømme over hele verden. Fra anonym mand til verdenskendt med et trylleslag.

Det er den fascinerende præmis for filmen, der på elegant vis bringer temaer som berømmelse, anonymitet og kærlighed i spil. Det hele bundet sammen af en nuanceret Nicolas Cage, der empatisk portrætterer den småselvudslettende universitetsprofessor Paul Matthews. Han står i livet med uforløste faglige drømme, der måske pludselig kan få nyt liv gennem hans nye kendisstatus.

Men hvad gør denne nyvundne berømmelse ved ham? Ved hans familie? Og alle omkring ham? Det er den rejse, jeg kommer med på, når jeg drages ind i en verden af menneskelig skrøbelighed og mærkværdige drømme. For godt nok er Paul filmens dramatiske epicenter, men hans forhold til særligt sin hustru og to døtre er blidt, fint og ømt skildret.

Det er nemlig ikke kun Pauls liv, der vendes på hovedet. Som hans hustru Janet finder man en varm Julianne Nicholson. De to er som ægtepar virkeligt gode sammen. Der er grin og hjerte mellem de to. Jeg tror på dem, som jeg også tror på historien, dens bizarre præmis til trods. Kristoffer Borgli lykkedes således med en dynamisk hånd om instruktion og manuskript at forløse filmens potentiale.

Det betyder bl.a. en engagerende balancegang mellem det absurde, det varmt menneskelige og ikke mindst humoren, der fremkaldte både oprigtige grin og tankevækkende fnisen hos mig. Bl.a. gennem Nicolas Cages overbevisende portræt. Han rammer de menneskelige toner rent. Både det anonyme jeg og det at blive forført af pludseligt at få enorm opmærksomhed.

Legen med berømmelse kontra anonymitet fungerer skarpt, sjovt og tankevækkende. En berømmelse, der ikke beror på nogle meritter hos Paul, andet end at han på forunderlig vis dukker op i folks drømme. ’Dream Scenario’ ramte mig i hjertet som både underspillet og absurd komedie samt med sit yderst menneskelige portræt forløst brillant af Nicolas Cage.

’Dream Scenario’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Dream Scenario’ har biografpremiere den 8. februar.

Hayao Miyazakis ‘Drengen og hejren’ er fortryllende animationsmagi

/i , /af

Biografanmeldelse: Med følelsesfin sans for fortryllende verdener og magiske væsner, kaster den japanske mester Hayao Miyazaki mig ind i sin historie, der gribende og eventyrligt forener temaer som tab, sorg og afsavn i ’Drengen og hejren’. Gennem drengen Mahito bringes jeg ind i fortællingen, der også får dramatisk tyngde i en art overgang fra barn til voksen hos vores unge hovedkarakter.

Netop overgangen fra en ting til noget andet ekkoer filmen igennem. Her føres man bl.a. fra en verden og ind i en anden. Fra vores kendte virkelighed og ind i en anden virkelighed, hvor magien spirer og mystiske væsner lever. Hvor intet nødvendigvis er, hvad det giver sig ud for. Visuelt legens der også med spejlinger og forvridninger. Der synes at være to sider af alt i dette flerlagede eventyr.

Det hele starter med en tragedie i 1943, hvor 2. Verdenskrig spreder død og ødelæggelse i Tokyo. Mahito mister her sin mor i en brand. Sammen med sin far flytter han nu fra byen og ud på landet. Tynget af sorg og vrede møder den forvirrede Mahito nu sin fars nye kæreste, der gerne vil overtage morens plads. Det er Mahito ikke klar til. Men så begynder hans virkelighed pludselig at knirke i kanterne.

En mystisk og blåvinget hejre dukker op i tide og utide for at gøre ham selskab. Hvad vil hejren? Hvad gemmer sig mon inde i skoven? Og hvordan skal Mahito overhovedet kunne leve videre uden sin mor? Det handler nemlig ikke om blot at overleve, men om at leve. Om hvordan vi kan leve. Om at omfavne livet. Bl.a. også på trods af netop stor sorg og frustrerende vrede.

Livsgnisten blafrer for fuld eventyrlighed i historien, mens livet ånder og lever gennem filmens verdener og virkeligheder, hvor Mahito må følge efter den underlige hejre i håbet om at finde sin mor i live. For er der mon en bro mellem livet og døden, han kan betræde? Eller vil han forblive fanget i sin egen virkelighed eller blive fanget et sted midt imellem de to verdener?

’Drengen og hejren’ er hjerteskærende, tankevækkende og sjov. Den er en visuel fornøjelse, som viser, at den i dag 83-årige Hayao Miyazaki fortsat mestrer eventyret, fortælleglæden og fantasien. Ikke mindst at indfange og omforme det til en gribende fortælling forløst i magisk animation, der drilsk og legende bringer eventyret til live og borer sig lifligt vej tilbage til min egen barndom.

’Drengen og hejren’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Drengen og hejren’ har biografpremiere den 8. februar.