Anmeldelse: Der er svulstigt og sensuelt schwung på kærligheden, lidenskaben og begæret i instruktør og manuskriptforfatter Emerald Fennells kødelige filmatisering af Emily Brontës romanklassiker ’Wuthering Heights’ fra 1847. Den evigtgyldige historie om kærligheden og dens komplekse nuancer fremstår i sine nye klæder på en gang både frisk og tidløs.

Da den forældreløse Heathcliff som barn bliver taget til sig af den jævnaldrende Cathy Earnshaws far og familie, vokser han op med Cathy som bedste ven. Årene går og følelserne mellem de to vokser sig ud af blot at være platoniske i takt med, at de bliver voksne. Særligt da Heathcliff vender tilbage til Earnshaw-familien og Cathy efter at have været bortrejst, tager dramaet til.

Det er denne på en gang destruktive, komplekse og lidenskabelige relation, der er historiens dramatiske epicenter. Der smides endvidere temaer som hævn og galskab i kærlighedstrykkogeren af en tragedie, hvor Margot Robbie og Jacob Elordi ses som henholdsvis den livspositive Cathy og den noget mere forknytte Heathcliff.

Duoen har en dramatisk, dynamisk og dragende kemi, hvor Emerald Fennell på elegant, underspillet og spidsfindig vis får sagt en masse gennem små hentydninger og visuelt opfindsomme greb, når det kommer til bl.a. alt den usagte længsel, der er mellem de to. Det er billedbrillant og pokkers smukt indfanget af fotograf Linus Sandgrens forførende flair for både det intime og det storslåede.

Hertil kommer et betagende univers af store kjoler, stormombrust natur og interessante settings, hvor production design af Suzie Davies og kostumedesign af Jacqueline Durran kommer fascinerende til live i al deres visuelle vælde. ’Wutherings Heights’ er kort sagt en billedberusende filmoplevelse, hvilket er med til at bære historien videre, når den undervejs går en smule i ring.

Et par af de væsentlige bikarakterer mangler desværre lidt tyngde. Herunder den velhavende Edgar Linton, der ellers spilles nærværende af Shazad Latif. På trods af lidt uforløste ender undervejs, kan det ikke rykke ved, at ’Wuthering Heights’ er en visuelt bjergtagende film, som veloplagt sætter de helt store følelser i sving tilsat gribende musik af komponist Anthony Willis.

’Wuthering Heights’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Wuthering Heights’ har biografpremiere den 12. februar.

Anmeldelse: Der er fuld fart over animationsfeltet, når ’GOAT’ boltrer sig visuelt medrivende på banen, hvor der bliver spillet det såkaldte amokbold, som kan siges at være en slags afart af basketball. Der er dog langt til at indfri drømmen om at blive spiller blandt de professionelle for den unge ged Will, der netop drømmer om at træde ind på banen.

Men selvom Will måske nok er lille i størrelse, så fejler hans store drømme ikke noget. Han træner benhårdt for at blive bedre til spillet, så da det ellers utænkelige sker og han får muligheden for at blive en del af sit favorithold, er han klar til at give den gas. Ja, her er tale om en klassisk underdog-fortælling sat i sportsarenaen.

Historien er dog ikke videre opfindsom, hvor forudsigeligheden suger lidt af det ellers engagerende tempo ud af strabadserne. Til gengæld er netop animationen både opfindsom, legesyg og veloplagt. Karaktererne bliver givet et dynamisk liv, hvor alt fra netop geden Will til hans holdkammerater har gribende karakter og distinkte personligheder.

Det er i karaktererne og den sprælske visuelle side, at filmens stærkeste kort skal findes. Herunder ikke mindst i holdet, der bl.a. også består af en sprudlende, gakket og piercet komodovaran, mens det store næsehorn Archie er adræt visualiseret på banen, hvor man også finder den sorte panter Jett, som er Wills helt store idol.

’GOAT’ er en film om at turde drømme stort og at gå efter drømmen – uanset hvad andre måtte mene. Det handler om venskab og fællesskab. Alt sammen fint opbyggelige tematikker, som altså bliver givet tempofyldt liv i filmen, der desværre savner mere dramatisk pondus, flere overraskelser og mere originalitet i sin historie.

Det sagt, så er den noget generiske historie virkelig overskudsagtigt fortalt. Det er her, at ’GOAT’ hiver sejren hjem sammen med sine charmerende karakterer, der er sjove at følge. Jeg hepper i hvert fald hele vejen på Will og hans hold – også selvom jeg godt ved, hvordan det hele ender. Men nogle gange, så er alt også helt ok, når enden bare er god.

Filmen vises både med dansk tale og de originale engelske stemmer.

’GOAT’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’GOAT’ har biografpremiere den 12. februar.

Anmeldelse: Der er ingen tvivl om, at den zombie-og-svampe-muterende gyserkomedie ’Cold Storage’ er lavet med hjertet på helt rette blodige sted. Jeg mærker en oprigtig glæde ved bl.a. den smitsomme svampe-splat, som den simple historie leverer med kulørt charme. Det er derfor også kun ekstra ærgerligt, at filmen ikke kommer helt vellykket i mål.

Det starter ellers gruopvækkende godt, da man i åbningsscenen bliver vidne til en række brutalt og mystisk dræbte mennesker, som bliver fundet langt udenfor lands lov og ret af den erfarne bioterror-ekspert Robert Quinn. Der er ingen tvivl om, at der venter en omgang splattet ballade med komisk kant, når filmens titel efterfølgende rammer lærredet.

Vi møder nu kollegaerne Travis og Naomi, der har et dødssygt og begivenhedsløst job i en stor lagerbygning. Der venter dem imidlertid en splattet og dødsensfarlig nat på det ellers trivielle arbejde. For fra bygningens skjul slipper en særdeles smitsom og dødbringende rumsvamp løs. Det er netop den, der forårsagede ofrenes brutale død i filmens start.

Det er intet mindre end menneskehedens overlevelse, de to nu står overfor. Så nu må de forsøge selv at overleve og samtidig stoppe den muterende svamp, der er sluppet løs. Filmen har desværre lidt svært ved at komme underholdende ud af starthullerne efter den ellers vellykkede åbningsscene. Der går ganske enkelt en rum tid, inden de blodige strabadser tager godt fat igen.

Man finder heldigvis ganske charmerende Joe Keery og Georgina Campbell som de to kollegaer. De har god dynamik, men for alvor engagerende bliver de ikke helt, selvom der forsøges med lidt familiedramatisk schwung. En karismatisk Liam Neeson gør sin seje ting som den erfarne Robert Quinn, mens en cool Lesley Manville gør ham handlekraftigt selskab.

’Cold Storage’ kan på trods af fine splatterscener og zombie-sjask ikke løbe fra, at den ikke er opfindsom nok i udfoldelsen af sin ellers dejligt simple historie. Noget går galt undervejs, hvor filmens charmerende 80’er-vibe lider et knæk og underholdningsværdien daler. Det er ikke fatalt, men det hæmmer løjerne på vejen mod den lidt unødvendigt bombastiske finale.

’Cold Storage’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Cold Storage’ har biografpremiere den 5. februar.

Anmeldelse: Det der pokkers rotteræs med at avancere på sin arbejdsplads tager i den grad en grotesk drejning i instruktør Sam Raimis satiriske overlevelses-thriller ’Send Help’. Her møder man den oversete, dygtige og underværdsatte arbejdshest Linda. Hun havde egentlig en ny og højere stilling i sigte på sit arbejde, men bliver i næste nu overlagt forbigået af sin chef Bradley.

Skæbnen vil imidlertid, at hun på en forretningsrejse med chefen styrter ned med deres fly. Den umage duo er eneste overlevende på en lille ø. Herfra starter en kamp for overlevelse, men også en kamp for magten i relationen. For på øen bliver det gamle hierarki mellem det dumme svin af en chef og Linda udfordret – og måske endda sat helt ud af spil.

Bradley er på øen både ubehjælpsom og utaknemmelig for, at Linda formår at holde dem i live. Hun drømte nemlig inden flystyrtet om at blive deltager i Robinson-ekspeditionen, så nu får hun muligheden for at bevise sit værd som overlever, men desværre med sin chef på slæb, som selv under disse nye forhold fortsat er et helt igennem dumt røvhul af et menneske.

Modsætningerne er i den grad sat på spidsen, når filmen udfolder den morsomme og sine steder overraskende udvikling af de tos relation som strandede overlevere. Desværre bliver historien sine steder en smule lang i spyttet, men filmen er heldigvis langt overvejende kompetent og veloplagt sat i scene af Sam Raimi, der også hælder lidt blod og opkast på møllen. Skønt!

Trumfkortet finder man i en nørdet, herligt akavet og charmerende sej Rachel McAdams, som giver den fuld gas som den underkuede Linda, der undergår en medrivende udvikling i fortællingen, som med satirisk bid og mørk humor sætter to modsætninger op mod hinanden, hvor Dylan O’Brien er herligt øretæveindbydende som den røvirriterende Bradley.

’Send Help’ har måske nok et par steder lidt problemer med at opretholde et medrivende momentum, mens filmens ujævnheder til trods, så er det en både underholdende og sortkomisk omgang overlevelsesballade med en medrivende Rachel McAdams i front. Nå ja, og så er der tilføjet et par skvæt af sjappet sjask, hvilket kun er på sin morsomme plads.

’Send Help’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Send Help’ har biografpremiere den 29. januar.

Anmeldelse: Dramatiseringen af de virkelige hændelser i Gaza den 29. januar i 2024 er grusomme og hjertesmadrende at overvære i ’Hind Rajabs stemme’. Man følger her begivenhederne omkring nødopkaldet fra den 6-årige pige Hind Rajab, der kommer i kontakt med nødhjælpsorganisationen Røde Halvmåne for at få hjælp til at blive reddet ud af en sønderskudt bil i Gaza.

Her ligger hun helt alene i bilen, kun omgivet af lig og flyvende kugler. Det er ikke til at bære. Det bliver kun endnu mere sønderknusende af, at nødhjælpsorganisationen ikke blot på et splitsekund sender et redningshold i Hind Rajabs retning. Der skal nemlig først koordineres en sikker rute, før ambulancen kan sendes ind i området og redde hende.

Minutterne snegler sig afsted, mens de frivillige hos Røde Halvmåne febrilsk forsøger at holde kontakten med pigen over telefonen. På den måde udspiller filmen sig fysisk alene på kontoret hos nødhjælpsorganisationen, mens vi kun hører Hind Rajabs stemme via telefonen og ser fotos af hende undervejs. Netop hendes stemme er taget fra det rigtige nødopkald i 2024.

Modsat den ubærlige optagelse finder man de frivillige i skikkelse af palæstinensiske skuespillere, som dramatiserer hele forløbet med Hind Rajabs ægte stemme i den modsatte ende af røret. Instruktøren Kaouther Ben Hania bygger på den måde bro mellem dokumentarens hjerteudrivende virkelighed og den intense dramatisering i opkaldsrummet.

Selvom der synes at opstå et underligt misforhold mellem netop Hind Rajabs ægte opkald og skuespillerne på den anden side, er det en uhyre stærk og gribende beretning om et barns kamp for overlevelse i en umulig situation med en ubærlig virkelighed omkring hende. Det er en vigtig og desværre stadig relevant historie, der fortælles. Det mærker jeg. Det hører jeg.

Blandingen af dramatisering og dokumentar skaber dog en lidt underlig ubalance i den ægte historie. Men netop gennem Hind Rajabs stemme har filmen en følelsesmæssig slagside, der ikke er til at komme udenom. Den sætter sig i hjertet og i maven på mig. Det er Hind Rajabs virkelige stemme og skæbnefortælling, der sætter sig stærkest i livet på mig.

’Hind Rajabs stemme’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Hind Rajabs stemme’ har biografpremiere den 29. januar.