’Sex (Drømme) (Kærlighed)’ leverer skæbneportrætter med tyngde og humor

Biografanmeldelse: Hvordan hvert menneske går igennem livet, er unikt for hvert individ. Det gælder dig og det gælder mig. Vælger man aktivt at gå med sine inderste impulser eller er det noget, man forsøger at holde for sig selv? Disse to yderpoler er groft sagt sat i scene med Dag Johan Haugeruds norske drama ’Sex (Drømme) (Kærlighed)’.

Man følger i den skævt charmerende og underspillet morsomme fortælling to mænd og skorstensfejer-kollegaer, hvis relation en dag rammes af to skelsættende begivenheder, som de deler med hinanden. Førstnævnte er gået med sine impulser, mens den anden måske lever med noget undertrykt i en livstung drøm?

Ikke desto mindre er samtalen mellem de to det tankevækkende startskud, der på morsom og fascinerende vis lyder i filmen, som nu ruller sig engagerende ud, hvor temaer som seksualitet, troskab og længsel er sat i scene, videre til tvivl, begær og frihed samt, hvordan man vælger at tage eller fravælge valg i sit liv. At forblive i sin comfort zone eller ikke.

Det handler om livskriser forløst gennem bl.a. tørre og skarpt skårne dialoger leveret med vid og bid, når man kommer tæt ind på livet af de to mænd, deres partnere og familier i Oslo. Her balanceres der elegant mellem det dramatisk gribende og en dejlig skæv humor, mens man følger den på overfladen ellers ret så mondæne hverdag.

Jan Gunnar Røise portrætterer den impulsdrevne mand, som deler sin skelsættende beretning med kollegaen, der spilles af en sart tilbageholdende Thorbjørn Harr. De to komplimenterer hinanden engagerende og morsomt godt med deres venskab og forskelligheder i historien, der videre byder på fint leverede overraskelser.

’Sex (Drømme) (Kærlighed)’ bringer mig ind på livet af menneskeskæbner, der med hver sin tilgang til livet og alt, hvad det indebærer leverer et skævt morsomt drama i tankevækkende klæder, der både varmer og udfordrer mig. Desuden er filmen med sit rolige væsen og flot komponerede billedside en visuel fornøjelse, hvor også musikken har en herlig prominent rolle.

’Sex (Drømme) (Kærlighed)’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Sex (Drømme) (Kærlighed)’ har biografpremiere den 15. august.

‘Longlegs’ er som et ondt mareridt på den bedste måde

Biografanmeldelse: Det er som at træde ind i et konstant ulmende og ondt mareridt med instruktør og manuskriptforfatter Oz Perkins’ seriemorder-thriller ’Longlegs’. Her flettes traumer og usagte hemmeligheder elegant og faretruende grumt ind og ud mellem hinanden, når vi møder den unge FBI-agent Lee Harker. Hun sættes på sagen at fange seriemorderen Longlegs.

Filmen udspiller sig i midten af 1990’erne i en verden, hvor mørket på klaustrofobisk vis omkranser vores agent i smukt komponerede billeder af dunkelhed, hvor symmetriske kameraindstillinger præger den melankolske billedside, der dragende gør brug af lys, mørke og kontrasten herimellem. For i mørket og i det usagte rumsterer uroen og uhyggen fermt.

Jeg holdes hen i en anspændt uvished om seriemorderens ildevarslende udseende og motiv. Her gives kun brudstykker af en sandhed i det mørke hjerte af fortællingen, der kryber rundt i tid og sted. Mareridt og virkelighed går gribende hånd i hånd, når man følger Lee Harker på morderjagt i et sirligt opklaringsarbejde, der bl.a. involverer mystiske symboler efterladt af Longlegs.

Maika Monroe er afdæmpet engagerende som agenten, der ikke rigtigt synes at finde sig til rette i den verden, hun lever i. I endnu mere ekstrem grad gør denne utilpassethed sig også gældende for Longlegs, der ikke synes at være en del af vores verden og virkelighed. Det lykkedes på skræmmende vis at skabe et nærmest overnaturligt rum omkring morderen.

Det er bl.a. gennem Oz Perkins’ klare vision for portrættet af seriemorderen og hans visuelle tilgang til ham, at Nicolas Cage får lov til at boltre sig på oprigtigt skræmmende vis. Han er som trådt ud af et mareridt og direkte ind i mit hoved. Han får skabt et grufuldt portræt af et menneske, der nærmest får mytisk karakter. Faretruende, uforudsigelig og farlig.

’Longlegs’ er en fabulerende og ondt legende fortælling om jagten på en morder. En jagt, der går grumt ind i kroppen og sætter sig tungt i hjertet og maven på mig, hvor bl.a. også den detaljerige lydside og den dirrende musik af Elvis Perkins sætter trumf og tyngde på uhyggen i samspil med fotografen Andres Arochis billedbrillante gyserverden.

’Longlegs’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Longlegs’ har biografpremiere den 8. august.

Animationsfilmen ’Bønderne’ er en visuelt imponerende bedrift

Biografanmeldelse: Man bringes med den malerisk smukke animationsfilm ’Bønderne’ tilbage til slutningen af ​​det 19. århundrede i en lille polsk landsby. Her er vidderne bredde og himlen høj. Der skal dog ikke meget til, før man stikker negativt ud i landsbyens sociale og traditionsbundne hierarki. Det finder den unge kvinde Jagna ud af, da hun er fast besluttet på at gå egne veje i livet.

Snart begynder sladderen at gå om den selvstændige skønhed, der har mange bejlere blandt landsbyens mænd, hvor alle kæmper for overlevelse som bønder og landejere. Her er skellet mellem rig og fattig yderst håndgribelig. Det er et hårdt og møjsommeligt liv, hvor patriarkatet hersker og kvinderne ikke gives meget plads til selvbestemmelse.

Dramaet tager fart, da Jagna får et godt øje til landmanden Antek, der dog allerede er gift. Hans far er den magtfulde og velhavende Maciej, der grundet sin status aftvinger landsbyens respekt. Maciej er nylig enkemand, hvilket gør venner og andre ivrige efter at få ham gift på ny. Her kommer Jagna ind i billedet som en mulig hustru, der således vil blive gift væk mod sin vilje.

Instruktører og manuskriptforfatterne DK Welchman og Hugh Welchman leverer en stærkt fortalt historie efter en roman af polske Wladyslaw Stanislaw Reymont. En historie om livet på landet. Om et intrigefyldt samfund, der ikke tillader megen individualitet, særligt ikke for kvinderne. Et ganske gribende drama om lidenskab, kærlighed og om at ville leve et liv på egne vilkår samt konsekvenserne heraf.

Fortællingen og karaktererne står stærkt i animationsfilmen, der i sin form desværre skaber en smule distance til dramaet og mit følelsesmæssige engagement. Filmens animationsstil består af naturalistisk malede billeder, der tilsammen fremstår som et levende maleri, som er blevet til med udgangspunkt i og malet hen over optagelser af rigtige skuespillere. Groft sagt.

Filmen er bestemt en visuelt imponerende bedrift, der får mest sitrende liv i sine naturbeskrivelser og med en mere ekspressionistisk stil i en af de afsluttende scener, der rammer følelsesmæssigt fint og nuanceret rent. ’Bønderne’ er kort sagt en visuelt bjergtagende oplevelse, der i sin form dog desværre lidt hæmmer mit følelsesmæssige bånd til dramaet og karaktererne.

’Bønderne’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Bønderne’ har biografpremiere den 8. august.

‘Borderlands’ er dejlig kulørt, men desværre vildt kedelig

Biografanmeldelse: Det er virkelig en skam, at det ikke lykkedes bedre for instruktør og medforfatter Eli Roth at få noget væsentligt mindeværdigt ud af det kulørte univers, man møder i actionfilmen ’Borderlands’, der er baseret på videospillet af samme navn. Desværre snubler science fiction-rabalderet gang på gang uden rigtigt at løfte sig fra jorden.

Man finder ellers en altid seværdig Cate Blanchett som den seje Lilith, der leder et lille hold af umage karakterer. De er på en mission på den farlige planet Pandora for at redde den kidnappede pige Tina, der muligvis er nøglen, som kan udløse alverdens utænkelig magt for den, der besidder den. Ja, intet mindre end universets skæbne er på spil.

Det er i sit udgangspunkt et dejlig simpelt plot, der kunne have affødt en omgang veloplagt rumsmadder med slimede monstre og maskerede voldspsykopater, der netop hærger på planeten. Det er desværre ikke tilfældet. Her er ganske vist både monstre og muskuløse psykopater, men det er sjældent underholdende eller særlig sjovt.

Der forsøges ellers med sin del af voldsgakkede scener og diverse oneliners. Her står en lille kæk robot for sin del af jokes og ironiske spydigheder. Det er dog symptomatisk for eskapaderne, at der mere rammes fladt ved siden af humormålet end oprigtigt plet. Man finder ellers en veloplagt Jack Black som stemmen bag robotten.

Udfoldelsen af jagten på Tina og flugten fra skurkene bliver bare ikke videre spændende, mens der spædes til med ikke særligt engagerende hovsaløsninger, så vores helte gang på gang klarer skærene. End ikke hovedskurken er vellykket intimiderende eller faretruende. Det er holdet af kulørte helte, der holder skruen nogenlunde kørende på det farverige bæst.

Her finder man også Jamie Lee Curtis som sej videnskabskvinde, mens Ariana Greenblatt gør sit for at gøre Tina til en rap overlever. Kevin Hart kommer aldrig til at overbevise som redningsmand og skydedygtig soldat. Så er der en smule mere pondus i Florian Munteanu som den muskelsvulmende Krieg. I sidste ende er ’Borderlands’ en forglemmelig og slatten sag.

’Borderlands’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Borderlands’ har biografpremiere den 8. august.

‘Unicorns’ er sprængfyldt med modvillig romantik

Biografanmeldelse: Romantikken sitrer modvilligt i kroppen hos Luke, der ellers ikke synes at have svært ved at snakke med og score kvinder – og omvendt. Han bevæger sig hjemmevant i nattelivet med det modsatte køn. Det gælder også en skelsættende aften, hvor han på en natklub møder den smukke danser Aysha. Deres blikke mødes og noget helt særligt sker.

Aftenen for de to er lagt på score-skinner. Det bliver snart til et første hedt kys mellem de to. Kemien er absolut til at se og mærke. Tiltrækningen fra Lukes side til Aysha ender dog brat, da han til sin egen chokerende overraskelse opdager, at Aysha ikke er den ciskønnede kvinde, han troede, hun var. Aysha er derimod en yderst magnetisk forførende drag queen.

Så hvad gør Luke nu? For følelserne var ægte og kysset fyldt med fyrværkeri. Vender han Aysha ryggen for stedse? Det kunne man tro. Men de tos veje krydses igen, hvor Luke nu langsomt og usikkert begynder Aysha at kende og omvendt. Men hvad stiller han op med sit selvbillede og stålfaste tro på egen seksualitet og de følelser, der sitrer lige under overfladen?

Det er hans dilemma i en film, hvor romantikken til en start leveres fortryllende og visuelt dragende. Der er energisk energi mellem de to og deres umage historie. Desværre knækker det ellers varme, charmerende og tankevækkende drama nakken undervejs. Historien bliver mere generisk, dramaet mister faldhøjde og følelsesmæssig troværdighed.

Det er virkelig ærgerligt, da den ellers til en start romantisk sprængfarlige historie griber mig, men så taber mig til en noget forudsigelig udfoldet skæbnefortælling om også andre dilemmaer, der spænder ben for den ellers nuancerede og fint sarte historie om Luke og Aysha. Ben Hardy og Jason Patel er dog virkeligt gode både hver for sig og dynamisk gribende sammen.

Kærligheden som tema og fortælling i ’Unicorns’ ender med andre ord desværre med ikke helt at ramme dramatisk rent og følelsesmæssigt komplekst plet. Mindre kan også gøre det. Men formfuldendt ender ’Unicorns’ ikke med at være. Heldigvis står identitetsproblematikker og omverdenens syn på os som mennesker ganske stærkt filmens vaklen til trods.

’Unicorns’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Unicorns’ har biografpremiere den 8. august.

‘Deadpool & Wolverine’ er bedst, når den går efter lattermusklerne

Biografanmeldelse: Hvad mange nok ikke havde set komme, er med ‘Deadpool & Wolverine’ nu blevet til virkelighed, nemlig Hugh Jackman tilbage i sin ikoniske rolle som Wolverine. Der var ellers blevet sat et særdeles vellykket punktum for hans portræt af X-Men-helten med ’Logan’ i 2017. Men den rapkæftede Deadpool bringer ham nu tilbage.

Ryan Reynolds er atter den rødklædte antihelt, der snakker i meta-jokes og bryder den fjerde væg. Nu slår den umage duo sig uvildigt sammen, da en fælles fjende skal bekæmpes. Side om side finder man altså den knotne Wolverine og den opkæftende Deadpool slå skurke til blods, mens musikken spiller hits og der skydes jokes af.

Historien er dog ikke det store at skrive hjem om. Den fungerer mest af alt som en noget tyndbenet undskyldning for netop at fyre frække jokes af og levere veloplagt action med Deadpool og Wolverine i front. Nå ja, og vanen tro diske op med flere overraskelser i form af diverse cameos. Der leveres da også et par ret så sjove af slagsen her.

Der er i det hele taget sin del af jokes og gags, der rammer ganske godt plet. Desværre vakler de af og til lidt rundt i de samme pay-offs, hvor der bliver genbrugt et par punchlines lidt for meget. Det sagt, så er der god energi i filmen, der på trods af en kedelig historie ikke kan underminere det fine parløb mellem Ryan Reynolds’ Deadpool og Hugh Jackmans Wolverine.

Det ligger i Deadpools DNA at gøre uhøjtideligt grin med alt, alle og sig selv. Det er da også i netop filmens komiske slagside, at eskapaderne spiller bedst. Den dramatiske nerve og mere alvorlige side af vores duo klinger desværre hult i filmen som helhed. Det er en skam, da særligt Wolverine kunne have fået mere dramatisk tyngde i sit portræt.

‘Deadpool & Wolverine’ lykkedes kort sagt bedst, når den går efter grinet og at levere voldsom actionsmadder, mens det halter med at få det mere menneskelige drama til at overbevise. Men filmens lette kalorier har da også sin berettigelse. Så er det kun tiden, der kan vise, om Deadpool rent faktisk er den Marvel Jesus, der skal få MCU på ret køl igen.

‘Deadpool & Wolverine’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Deadpool & Wolverine’ har biografpremiere den 24. juli.

’The Bikeriders’ er som en fræsende tur på en drønende kværn

Biografanmeldelse: Jagten på frihed, på at være sig selv i en verden, hvor det er svært at være en outsider, er noget af det, bikerne i deres motorcykelklub Vandals søger på de åbne vidder, når de fræser afsted på deres potente kværne med rygmærke på. Vi følger i instruktør og manusforfatter Jeff Nichols’ ’The Bikeriders’ klubben og dens udvikling i 1960’ernes USA.

Filmen er mere drevet af sine menneskelige portrætter, rå miljøbeskrivelse og klubbens liv end af et frembrusende plot. Her gælder det den menneskelige nerve i holdet af bikere og en af medlemmernes bedre halvdel Kathy, som filmen delvist fortælles igennem. Hun er faldet for den frygtløse badboy Benny, der ikke giver en fuck for noget eller nogen.

Benny gør lige præcis, hvad der passer ham uden tanke for konsekvenserne, bl.a. af politiets indblanding. Ikke desto mindre – eller måske rettere derfor – drages den selvstændige Kathy af ham. Hun er indgangen til klubben, hvor man møder en længere række af karismatiske og kulørte karakterer iklædt seje læderjakker og en smøg i flaben.

De finder sig alle til rette i klubbens fællesskab. Efterhånden som klubben vokser sig større, vokser den dog også ud af hænderne på lederen Johnny. Kriminalitet og vold indfinder sig hos de ellers fredelige bikere, der dog er glade for øl og et rask internt slagsmål. Udviklingen fra barsk uskyldighed til det voldelige fald fra frihedens tinder er pokkers fascinerende.

Her ser man bl.a., hvordan tidens tand i klubben påvirker medlemmerne og den interne dynamik. Bl.a. tager det hårdt på Johnny, der får sværere og sværere ved at spejle sig i lederrollen, mens Benny forsøger at holde fast i rygmærket og friheden for enhver pris, hvor imellem man finder en skøn Jodie Comer som den rappe og selvsikre Kathy.

En cool og sorgfri Austin Butler gør karismatisk figur som Benny, mens Tom Hardy er intens og nuanceret som Johnny. I det hele taget er ’The Bikeriders’ er fornøjelse hele vejen rundt på skuespillerfronten, mens både billed- og lydside brøler medrivende om kap. Stærkt! Filmen er lavet med inspiration i Danny Lyons bog af samme navn fra 1968.

’The Bikeriders’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Bikeriders’ har biografpremiere den 11. juli.

Det bevægende drama ‘When it Melts’ er hjerteskærende brutal

Biografanmeldelse: Fortidens minder, barndommens uskyld, tæt forbundne venner og brutale traumer. Det hele spindes sitrende godt sammen i det forknytte drama ’When it Melts’. Historien om Eva fortælles her i to parallelle spor mellem nutid og fortid. For hvad skete der egentlig den barndomssommer, som vi kommer med tilbage til?

Sporene efter sommeren for de mange år siden har nemlig haft afgørende betydning for den nu voksne Eva. Det er med insisterende sikkerhed, at de to fortællespor smyger sig fortsat mere og mere intenst om hinanden, mens jeg kommer tættere og tættere på et svar om den sommer, hvor den dengang 13-årige Eva blev mærket for livet.

Den spillefilmsdebuterende instruktør og medforfatter Veerle Baetens har et sikkert greb om struben på mig med sin historie, der er baseret på en bog af Lize Spit. Svarene gives nemlig ikke ved kasse et, men Evas hemmeligheder bringes ubehageligt til live filmen igennem, hvor ubehaget tager tankevækkende til. Både i fortiden og i nutiden samt i mødet mellem de to.

Det er ikke mindst i portrættet af Eva, at filmen får sin store dramatiske styrke. Det gælder både den 13-årige Eva, der med barndommens uskyld og en voksens melankoli gives nuanceret og gribende liv af Rosa Marchant. Charlotte De Bruyne portrætterer med stor troværdighed den voksne Eva, som lever i skyggerne af sin barndom. Et i særklasse stærkt dobbeltportræt.

Fortællingen bliver måske nok en my slap i maskerne halvvejs, men heldigvis aldrig mere end, at der samles engagerende op på det, herunder i særdeleshed gennem netop skuespillerne. Men også filmens dragende og smukt vibrerende billedside af fotograf Frederic Van Zandycke indfanger mig i de to fortælletider, hvor kontrasterne står billedbalanceret frem.

Jeg møder mig selv og min barndom i historien. Mine minder, venskaber og begivenheder, der har været med til at forme mig i mit voksenliv. Det er med andre ord stærk fortællekunst, der bringer filmens virkelighed i hjerteskærende forening med min egen. Uden sammenligning i øvrigt. ’When it Melts’ er hård kost, men en bragende kraftfuld filmoplevelse.

’When it Melts’ får 5 ud af 6 stjerner:

’When it Melts’ har biografpremiere den 11. juli.

‘Fly Me to the Moon‘ er bedst, når den tror på sin kærlighedskemi

Biografanmeldelse: Jeg bringes tilbage til 1960’ernes rumkapløb i USA med den romantiske komedie ’Fly Me to the Moon’. NASA har sin del af problemer med deres image i offentligheden. Rumfart er bare ikke helt så sexet mere, som man kunne ønske sig. Desuden er der mangel på både midler og politisk opbakning til månemissionen.

Det er altså op ad bakke at indfri præsidentens lovning om en månelanding. Derfor bliver det talentfulde markedsføringsgeni Kelly Jones hyret til at vende den forslåede rumskude. Hun kommer med sin helt egen PR-metode, hvilket ikke bliver taget lige godt imod alle steder. Særligt er parløbet med rumprogrammets leder Cole Davis meget udfordret.

Med udgangspunkt i rumkapløbet er der sat en klassisk modsætninger-mødes-og-måske-sød-musik-opstår romantisk komedie på skinner. Et dejligt klassisk udgangspunkt for charmerende kærlighedskemi og spænding i form af månemissionen. Desværre forvilder historien sig tungt ind i sin egen fortælling, der mister momentum og komisk styrke undervejs.

Det er desuden svært at retfærdiggøre spilletiden på lidt mere end to timer. Det bliver for langt for filmens eget bedste. Luften fiser momentvis ud af rumraketten, hvor den dramatiske slagside heller ikke får den tyngde og det nærvær, der synes at sigtes efter. Bl.a. i form af Kelly Jones’ udfordrede fortid og Cole Davis, der bærer på et tungt traume.

Der hvor ’Fly Me to the Moon’ er bedst, er når den uden undskyldninger lader den romantiske komik folde sig ud og kemien få luft under vingerne i samspillet mellem en rap og selvstændig Scarlett Johansson, der ikke tager et nej for gode varer, mens Channing Tatum agerer charmerende knudemand, som regelret spiller efter reglerne.

De to har en ganske fin dynamik, når historien tillader det. Desværre overkompliceres filmen af sidehistorier og bikarakterer, der mere forplumrer filmens momentum end tilføjer engagerende komik til den. ’Fly Me to the Moon’ vil i sidste ende mere end vingerne kan bære, men når kemien kører for duoen i front, er underholdningen sikret.

’Fly Me to the Moon’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Fly Me to the Moon’ har biografpremiere den 11. juli.

‘Kinds of Kindness’ er en underholdende absurd legeplads

Biografanmedelse: Den græske filmskaber Yorgos Lanthimos’ nyeste skud syre er den tredelte antologifilm ’Kinds of Kindness’, der kredser omkring og tager frontalangreb på temaer som bl.a. magt og kontrol, afhængighed og tilhørsforhold, familie og ensomhed, individualitet og fællesskab. Ja, meningen med det hele synes at blafre krøllet i vinden undervejs.

Vi møder bl.a. en mand, der lader sig styre af en bizart mikrokontrollerende chef. Vi møder en betjent, hvis hustru måske ikke er, hvem hun ser ud til at være. Vi møder en gådefuld kultlignende enhed på jagt efter den udvalgte. Vi møder galskaben, virkeligheden og menneskene, der lever midt i det hele. Det er legende fortalt og underspillet morsomt. Grotesk og absurd.

De tre historier indtages af samme hold skuespillere i forskellige roller. Her finder man særligt Jesse Plemons, Emma Stone, Willem Dafoe, Margaret Qualley og Hong Chau. De glider alle elegant ind i de forskellige roller og Yorgos Lanthimos’ sælsomme univers, hvor det irrationelle bliver rationelt. Hvor galskaben bliver normen i en verden, der ser almindelig ud, men konstant huser vanviddet.

’Kinds of Kindness’ fremstår på sin vis som en veloplagt og legende øvelse ud i det absurde. Ud i bizarre menneskelige relationer og skævvredne verdenssyn. Det er en antologifilm, der måske nok er lidt blød i kanterne, men i hænderne på den legesyge og eksperimenterende Yorgos Lanthimos får både historierne og karaktererne et fascinerende og gribende liv, som jeg drages ind i.

Jeg mærker fantasifuldheden og legesygen bag filmens tilblivelse. Den til tider improviserende følelse i, hvor fortællingerne går hen. Hvordan trioen af historier har en fælles og besynderlig sammenhæng. Jeg går på jagt efter ledetråde, der kan dirke låsen op til meningen med det hele. Den findes måske slet ikke? Gåden fastholdes i en virkelig sjov leg med skuespillere fuld af ballade.

’Kinds of Kindness’ er måske ikke som sådan en formfuldendt enhed. Den har buler, kanter og skrammer. Den er uperfekt. Men det er også en del af dens styrke. Det er en levende organisme, der hele tiden er i bevægelse. Improviseret og ikke sådan til at få styr på, men som gennem bl.a. sine temaer og menneskelige relationer skaber en slags elastisk sammenhæng historierne imellem.

’Kinds of Kindness’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Kinds of Kindness’ har biografpremiere den 4. juli.