Anmeldelse: Jeg bliver med dramaet ’Couture – Modens skjulte tråde’ ført ind i modeverdenen på godt og ondt gennem forskellige kvinders historier og virke i industrien under modeugen i Paris. De tre hovedkarakterer står alle i skelsættende perioder i deres liv, hvor jeg kommer med ind bag facaden på både modebranchen, men også kvindernes liv.

Selvom det er en i udgangspunktet interessant scene at træde ind på i Paris med skæbnefortællinger af forskellig dramatisk tyngde, bliver følelserne ikke helt så engagerende forløst, som håbet må have været. Der er nemlig noget på spil for kvinderne. Ja, selve livet er endda på spil for den amerikanske filminstruktør Maxine, der diagnosticeres med brystkræft.

Herudover møder vi bl.a. også den franske og hårdtarbejdende makeupartist Angèle, der i ledige stunder skriver på en bog i håbet om at indfri sin forfatterdrøm og finde en anden levevej end i den kompromisløse modeverden. Der er også den spirende model Ada, der hives ud af sin hverdag og smides ind på catwalken, hvor hun nu forsøger at navigere i sit nye liv.

Filmens multiplotfortælling er egentlig et fint greb om det at ville belyse ikke kun en hård branche fra forskellige sider, men også at fortælle forskellige kvinders historier, som under modeugen kommer i berøring med hinanden. Alligevel føles filmen en smule uforløst i at hive mig grebet ind i sin modsætningsfulde verden af glamour og kynisme.

Det sagt, så er det overvejende gode præstationer, man finder foran kameraet, hvor Angelina Jolie bærer sig både stærkt og skrøbeligt gennem krisen, mens hun også slås med relationen til sin datter. Anyier Anei har en fin sarthed, naivitet og et stædigt gåpåmod som Ada. Det er for mig hende og Angèles historier, som griber mig mest.

Instruktør og manuskriptforfatter Alice Winocour løfter flere fine elementer i ’Couture – Modens skjulte tråde’, som dog desværre ikke helt forløser sit potentiale, men ender en kende ujævn. Temaer som bl.a. også håb og familie samt at gå efter sine drømme og tro på egne evner bliver ikke stærkt nok grebet hele vejen rundt, men løfter sig trods alt fint momentant.

’Couture – Modens skjulte tråde’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Couture – Modens skjulte tråde’ har biografpremiere den 25. juni.

Anmeldelse: I 1995 mødte vi første gang det levende legetøj ledt an af Woody og Buzz Lightyear. Siden er der kommet mange flere umage stykker legetøj til. Det er også tilfældet med fortsættelsen ’Toy Story 5’. Her tager særligt én karakter fokus i form af en tablet kaldet Lilypad. Den lysende skærm ses straks som en trussel mod det øvrige og analoge legetøj.

For ganske vist leger pigen Bolette stadig med sit legetøj i form af bl.a. dukken Jessie og hendes hest, men hun har svært ved at finde ligesindede venner, da de andre jævnaldrende sidder med hver deres tablet foran ansigtet og griner af, at Bolette stadig leger med dukker. Det bliver nu en mission for Jessie, Woody, Buzz & co. at sørge for, at Bolette får sig en ven.

Det store tema er teknologiens indtog i vores liv og børns hverdag. Her bliver skærmbrugere fremstillet som passive zombier lyst op af hver deres skærm. Det handler på den måde bl.a. også om, at vi skal og må bevare vores fantasi, legelyst og det sammenhold og fællesskab, der opstår i virkelighedens verden, når skærmene slippes og legetøjet findes frem.

Det er bestemt et interessant og godt set emne at tage op i Toy Story-universet. Desværre udebliver de større nuancer lidt i optegningen af skærm vs. øvrigt legetøj. Det sagt, så er filmen en veloplagt animeret fortælling, der måske nok er lidt ujævn i sin udfoldelse, men som vinder på bl.a. sine forskellige og ofte sjovt tænkte karakterer.

Det er dog ikke historiemæssig originalitet, der tynger dette femte kapitel i franchisen, men der leveres heldigvis flere veleksekverede jokes, der står skarpt gennem både nye som velkendte karakterer. Bl.a. er det fint set, hvordan Woody nu portrætteres som en midaldrende cowboy med hårtab og topmave. De store og gribende følelser får dog ikke helt luft under vingerne.

’Toy Story 5’ fremstår måske ikke just som en nødvendig tilføjelse til franchisen, men med sit tema om teknologi og skærmtid, rammer den fint ind i tiden, selvom problematikkerne bliver lige sort/hvidt nok grebet an. Det sagt, så er det stadig et morsomt og underholdende univers at træde ind i, selvom filmen ikke står helt så stærkt, som man kunne have håbet på.

’Toy Story 5’ vises med både engelsk og dansk tale.

’Toy Story 5’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Toy Story 5’ har biografpremiere den 18. juni.

Anmeldelse: Hvor lang tid skal man blive ved med at holde fast i en drøm og jagten på at forløse den? Det spørgsmål males engagerende op i den dejligt kaotisk iscenesatte komedie ’Nirvanna the Band the Show the Movie’. Man møder her de livslange venner Matt og Jay, der har et band sammen, som dog selv efter 17 år ikke har spillet én eneste koncert.

Drømmen er at indtage spillestedet The Rivoli i Toronto, hvor de bor. Matt er den visionære drømmer, der hele tiden har nye planer og store idéer for duoen, mens Jay er mere jordbunden, men som gang på gang går med på sin bedste vens påfund. I 2025 er de to dog strandet ved en afgørende skillevej i deres liv og sammenhold som band.

I hvert fald Jay, der har hemmelige planer om at gå solo, hvilket vil smadre venskabet. I mellemtiden folder Matt endnu en af sine vilde planer ud i livet. Han omdanner nemlig med forbillede i ’Back to the Future’ deres autocamper til en tidsmaskine for at rejse tilbage til 2008 og her ændre bandets skæbne, så succesen langt om længe vil indfinde sig i nutidens 2025.

Utroligt nok lykkes det Matt og Jay at rejse tilbage i tiden. Det viser sig dog, at det er sværere end som så at ændre fortiden, så fremtiden justeres og bandet får et spillejob på The Rivoli. Filmen er vellykket skudt i rå mockumentary-stil og leverer en herlig sprælsk, opfindsom og overraskende historie om et venskab, som er drevet af store drømme og en kærlighed til hinanden.

Det er både sjovt og charmerende at komme med på tidsrejsen i en film, der er skudt over en længere årrække, hvor både nye optagelser og gamle klippes sammen til et overbevisende hele, så vi rent faktisk møder både de yngre og ældre Matt og Jay. Det er elegant og dynamisk forløst. Ikke kun i klipperummet, men også i samspillet mellem de to venner.

Her finder man Matt Johnson og Jay McCarrol, der spiller alternative udgaver af sig selv, mens førstnævnte har instrueret. Selvom filmen måske nok er en smule ujævn i sin udfoldelse, overvinder den det på sin charme, legesyge og kemien mellem de to venner, der kommer på deres livs eventyr, som sætter venskabet på både rørende og morsom prøve.

‘Nirvanna the Band the Show the Movie’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Nirvanna the Band the Show the Movie’ har biografpremiere den 11. juni.

Anmeldelse: Virkeligheden slår urovækkende knuder på sig selv, når gyset tager syret til i den klaustrofobiske ’Backrooms’. Intet er nemlig, hvad det umiddelbart giver sig ud for, når vi møder Clark, hvis liv tager en radikal drejning, da han tilfældigvis finder en mystisk vej ind til labyrintiske baglokaler i sin møbelforretnings kælder.

Men hvad er det egentlig Clark finder vej ind til i disse umiddelbart endeløse gange, der viser sig at rumme sin del af grusomme og absurde overraskelser? Det er et af de helt store spørgsmål, der får uhyggelig spændvidde i gyserfilmen, hvor vi også møder Clarks psykolog Mary. Clark bliver hurtigt draget, fascineret og opslugt af at udforske de mystiske omgivelser.

Rejsen fra fascination til galskab udgør dog en hårfin balancegang for Clark, der også gøres selskab af netop Mary på sin udforskning af de gullige lokaler, der kun tager til i ildevarslende ubehag. For her under jorden synes det også at være mødet med de tos egne indre dæmoner, der venter. Det er nemlig begge mennesker, der kæmper deres egne indre kampe.

Det er på den måde også en tankevækkende fortælling om menneskelig sårbarhed og et plaget indre liv, der tages livtag med. Bl.a. også helt håndgribeligt i de lange gispefremkaldende rum, som møder Clark og Mary. Instruktør og manuskriptforfatter Kane Parsons viser netop et stærkt flair for at skabe både en ydre og indre gru, der går dynamisk i spænd med hinanden.

Filmens fortælling er sat originalt i scene, hvor bl.a. også production designer Danny Vermette bør fremhæves sammen med set decorator Trevor Johnston, som stabler kunstneriske tableauer på benene og samtidig skaber klaustrofobiske omgivelser, der også er med til at vække min fascination og holde mig draget af turen gennem gangene.

Desuden får Chiwetel Ejiofor som Clark og Renate Reinsve som Mary givet karaktererne engagerende liv, selvom nogle af filmens psykologiske mekanismer og pointer måske ikke som sådan er opfindelsen af den dybe tallerken. ’Backrooms’ er på trods en gribende film, hvor bl.a. også fotograf Jeremy Cox’ elegante billeder bestyrker filmens grusomheder.

’Backrooms’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Backrooms’ har biografpremiere den 28. maj.

Anmeldelse: Uanset hvor i livet man måtte befinde sig, så kan sorgen, smerten og savnet ramme os. I det følelsesfine drama ’Eleanors sandhed’ møder vi netop sorgen, smerten og savnet hos ung og gammel, men også troen på det gode i livet, på kærligheden og på styrken af venskaber. For da den 94-årige Eleanors liv tager en trist drejning, skal der ske noget nyt i hendes liv.

Den egenrådige kvinde flytter nu fra det solbeskinnede Florida til det menneskemyldrende New York, hvor hun skal bo hos sin datter og sit barnebarn. Men det nye kapitel sent i livet for Eleanor bliver ikke helt, som håbet var. Hun føler sig ikke for alvor set og prioriteret af sin familie, mens savnet og sorgen i hende blot gemmes bort.

Skæbnen vil imidlertid ad lunefulde omveje, at Eleanor møder den unge journaliststuderende Nina. Det sker i en støttegruppe, som hun uheldigvis får forvildet sig ind i. Problemet er bare, at den tragiske historie, hun deler med gruppen, slet ikke er hendes egen. Hun slår dog denne moralske problematik hen til fordel for omsorg og opmærksomhed. Bl.a. fra netop Nina.

Starten på et spirende venskab mellem Nina og Eleanor begynder så småt at slå rødder, mens løgnen forsøges glemt fra Eleanors side. Hun vil venskabet og den menneskelige forbundethed, hun nu møder i den store by, hvor hun ellers var begyndt at føle sig usynlig. Det er bl.a. netop i dette umiddelbart umage venskab, at filmen finder en fin dramatisk styrke.

De to kvinder deler ganske vist langt fra fødselsår, men de bærer begge på en nylig sorg og et tab, der har efterladt et tomrum i dem. Mødet mellem Eleanor og Nina engagerer og griber mig. Det er rørende, hjertevarmt og morsomt. Her brillerer June Squibb i den grad som den rappe og kærlige Eleanor. Hun er en sand fryd at være i selskab med. Fejlbarlig og såre menneskelig.

Erin Kellyman udgør som den unge Nina et dynamisk modspil med sin ungdommelige naivitet og sit godhjertede væsen. De to komplimenterer hinanden virkelig fint. Men nu læner de og resten af de medvirkende sig også op ad et virkelig fint skrevet manuskript af Tory Kamen, der rummer både skarpe replikker samt dybe menneskelige følelser og kompleksitet.

Scarlett Johansson debuterer som filminstruktør med ’Eleanors sandhed’. Det lykkes hende overbevisende at bringe liv til fortællingen og få stærke præstationer frem fra de medvirkende. Det er en virkelig vellykket debutfilm om også alderdom og familie, der griber om det sværeste i livet, men også alt det gode, som livet rummer. For ung som gammel.

’Eleanors sandhed’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Eleanors sandhed’ har biografpremiere den 21. maj.