Anmeldelse: Det er et overgearet, virilt og tosset univers, jeg bliver hevet ind i med instruktør og manuskriptforfatter Maggie Gyllenhaals monstrøse kærlighedsfortælling i ’The Bride!’. Her er tale om en film inspireret af forfatteren Mary Shelleys bogklassiker ’Frankenstein’ fra 1818 og 1935-gyset ’Bride of Frankenstein’. En historie, som her er iscenesat på forfriskende vild vis.

Filmen udspiller sig i 1930’ernes USA, hvor vi møder Frankensteins monster – eller bare Frank, om man vil. Han er ulykkelig og plaget af afgrundsdyb ensomhed. Han opsøger derfor den radikale forsker og læge Euphronius, da hun er kendt for at kunne vække de døde til live. Frank ønsker nemlig, at hun vil skabe ham en romantisk ledsager og hermed få skubbet ensomheden væk.

Euphronius indvilliger i det vovede eksperiment. De får derfor nu gravet liget af den nyligt afdøde Ida op og sat strøm til hende. Groft sagt. Hun vågner op med bulder og brag. Nu er hun klar til at indtage livet igen – og måske forelske sig i sin bejler Frank. Ida – eller bruden – har i den grad fået nyt liv. Hun er vild, uregerlig og voldsom i sin dans med livet og Frank.

For med sin nye eksistens som tidligere død, er der også en gnist, som er blevet antændt i hende i mødet med Frank, hvilket i den grad sætter ild under en passioneret og farlig romance mellem de to monstre. Snart har de ordensmagten på nakken, mens de i bedste Bonnie og Clyde-stil farer gennem landskabet med kugler om ørerne.

I rollen som den egenrådige Ida, finder man en fysisk sprællende og frit råbende Jessie Buckley. Hun giver den hele monster-armen i sin svingom med sin kulørte karakter, der danner et uregerligt parløb med en intens Christian Bale som den plagede, men nu storforelskede Frankensteins monster. De har virkelig haft en fest med deres roller. Det gode humør smitter af.

Filmens univers er en sær bastard af musik, filmforelskelse og en lidenskabelig kærlighed mellem to monstre. Det er gakket og grotesk, kaotisk og alt for meget, men overvejende underholdende at være i duoens selskab, der er sat legende og visuelt drilsk i scene af Maggie Gyllenhaal, mens temaer som ensomhed og oprør, genfødsel og identitet slår smut gennem filmen.

’The Bride!’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Bride!’ har biografpremiere den 5. marts.

Anmeldelse: Det er en grundlæggende interessant historie, som instruktør og medforfatter Olivier Assayas har at gøre med i ’The Wizard of the Kremlin’, hvor den står på alt fra magt og manipulation til kærlighed og korruption samt storpolitik og store ledere med mere. Med historiens vingesus tages publikum med tilbage i historien til Rusland i begyndelsen af 1990’erne.

Man finder her et Sovjetunionen, der er brudt sammen. Så hvor skal det mægtige land nu gå hen? Midt i den tumultariske tid og i et Rusland, der forsøger at genopfinde sig selv, møder vi den skarpe og fremsynede Vadim Baranov, der endnu ikke har fundet sin hylde i livet og sig selv som menneske.

Men med Sovjetunionens nedbrud får Baranov en mulighed for at give sit liv ny retning og stor indflydelse på landet. Selvom filmen er baseret på virkelige historiske begivenheder, tager den sig en del kunstneriske friheder, hvor netop hovedkarakteren Baranov er fiktiv, men baseret på den ægte politiske spindoktor Vladislav Surkov, der ender med at arbejde for Vladimir Putin.

Det er Baranovs kig tilbage på historiens gang, der danner rammen for filmen, da han i fortællingens start indvilliger i at dele sin historie med en journalist. Han har ellers trukket sig tilbage fra det politiske liv. Det er altså hans version af de vilde begivenheder, vi får, hvor et intrigant spil om sandhed og fiktion er på menuen.

Baranov starter ikke i storpolitik, men gør sig som ung mand indenfor avantgardekunsten og senere som tv-producer, inden han uofficielt bliver rådgiver for den tidligere KGB-agent, Vladimir Putin. På den måde kommer man med ’The Wizard of the Kremlin’ – der er baseret på Giuliano da Empolis bog af samme navn – bag de ellers hermetisk lukkede døre ind til magtens inderste.

Hvor storhed og fald slås side om side, mens magten forsøges erobret af den kommende russiske præsident Vladimir Putin. Altså med Baranov som manden med klare idéer og stor indflydelse i kulissen. Det er i sit udgangspunkt et interessant stykke af historien, som er i spil. Både hvad angår bevægelserne i den russiske befolknings forskellige generationer og på verdensplan.

Netop det at komme ind på livet af nogle af disse nøglekarakterer har en iboende interessant dynamik. Desværre mister filmen fremdrift og tematisk tyngde. Historien ender groft sagt lidt som en halvbagt historietime, hvor Baranovs voiceover ledsager den småstive fortælleform, hvor filmen brydes op med diverse kapitler, mens historiens gang bliver gennemgået.

Den menneskelige dynamik – herunder Baranovs vej mod magtens tinder og væk fra sit ungdomsjeg – forløser desværre ikke sit potentiale med finesse og engagement. Paul Dano har ellers en umiddelbar nerve i titelrollen, men han slås med et ujævnt manuskript. ’The Wizard of the Kremlin’ forbliver mest interessant på et rationelt plan og på papiret.

I filmisk form lader historien og karaktererne noget tilbage. Det er virkelig en skam, da bl.a. netop Baranov-karakteren har noget at byde på, herunder bl.a. i samspillet med en yngre Vladimir Putin som upcoming politiker, hvor der i kulisserne forsøges skabt både nye virkelighedsopfattelser og at holde en befolkning og verden i et manipulerende jerngreb.

På sidelinjen finder man den også uforløste og noget løsmaskede kærlighedshistorie mellem Baranov og den egenrådige Ksenia, der ikke er eller vil være en del af det politiske spin og magtens verden. Kontrasten er bestemt til at få øje på. Hun spilles ellers levende af Alicia Vikander, mens Jude Law er en underligt underdrejet Vladimir Putin.

’The Wizard of the Kremlin’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Wizard of the Kremlin’ har biografpremiere den 5. marts.

Anmeldelse: Det startede for 30 år siden med instruktør Wes Cravens nyklassiker ’Scream’ fra 1996, hvor vi første gang mødte den sidenhen ikoniske Ghostface-maske og morderne bag skriget. Den underholdende slasher var skrevet både veloplagt, blodigt og meta-vittigt af Kevin Williamson. Det er netop ham, man finder i instruktørstolen og som medforfatter på ’Scream 7’.

Det er ikke kun navnet Kevin Williamson, man vil kende blandt filmens krediteringer. Bl.a. er originalens overlever Sidney Prescott med i en hovedrolle, mens det også bliver til et gensyn med den benhårde reporter Gale Weathers. De spilles atter af henholdsvis en sej Neve Campbell og Courteney Cox, der viser en mere skrøbelig side af sin karakter.

Der er naturligvis også nyt bankekød på den blodige menu. Herunder bl.a. Sydneys datter Tatum, hendes flirt og en række venner. Desværre er karaktergalleriet ikke vildt interessant eller brugt videre engagerende godt i bl.a. gætterierne om, hvem Ghostface-morderen er. Det er en skam, da netop legen med at gætte morderens identitet er en del af franchisens stærke elementer.

Det sagt, så er der et par fine momenter mellem mor Sydney og datter Tatum, men det forbliver desværre et lidt overfladisk kig på deres dynamik, ligheder og forskelle, selvom også Isabel May gør god karakter som Tatum. Den overbeskyttende Sydney med traumer i bagagen får bare ikke helt den dramatiske pondus, der kunne give gyset en mere gribende nerve.

For Sydney kan naturligvis ikke undgå Ghostface, uanset hvor meget hun prøver. Morderen dukker således op i den ellers stille by, hvor hun bor med sin datter og mand i håbet om at kunne lægge fortidens grusomheder bag sig. Fortællingen om Sydney, Tatum og de øvrige karakterer får bare ikke en for alvor nærværende og intens tilstedeværelse filmen igennem.

’Scream 7’ leverer på trods af sine ujævnheder, kikset brug af en AI-tematik og flere utroværdige handlinger, i sidste ende ok slasher-underholdning. Desværre bliver filmen ikke helt meta-skarp nok eller leverer nok mindeværdige scener og mord til rigtigt at sætte sig i maven og nervebanerne på mig. Jeg håber dog ikke, at dette er enden for franchisen.

’Scream 7’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Scream 7’ har biografpremiere den 26. februar.

Anmeldelse: Det er med en naturlig umiddelbarhed, at det danske coming of age-drama ’Vægtløs’ folder sin gribende fortælling om den 15-årige Lea ud. Hun bliver i filmens start afleveret med kærlighed af sin mor og lillebror på en sundhedskoloni, hvor hun skal være sommeren over. Det bliver en sommer, hun aldrig glemmer. På godt og på ondt.

Lea spilles med en troværdig lethed af spillefilmsdebutanten Marie Helweg Augustsen. Hun balancerer sin karakters skrøbelighed med alle de også voksne følelser og tanker, der følger med i den komplekse overgang fra barn til voksen. Jeg tror på hende hele vejen, hvilket også er tilfældet med Ella Paaskes portræt af den noget mere impulsive og rapkæftede Sasha.

Lea og Sasha skaber i samspil en engagerende dynamik gennem deres forskelligheder, men også i de ligheder, som der følger med midt i ungdommens tvivl og mange nye spørgsmål. Det er på den måde også en film om venskabets styrke, om fællesskabet og om at ville ses og accepteres for den, man er. Det uanset, hvad vægten under ens fødder måtte sige.

De to nye veninder har også hver deres tilgang til det modsatte køn. Hvor Sasha er bramfri og grænsesøgende, når det bl.a. kommer til at flirte med nogle lokale drenge, så er Lea genert og tilbageholdende. Jeg mærker, at hun er et brændt barn, hvilket de unge knægte ikke just hjælper på. Jeg både ser og føler hendes usikkerhed og smerte.

Det handler nemlig også om en spirende seksualitet, om at ville elskes og om at finde sine egne grænser – og om at søge dem. I rollen som den joviale voksne pædagog Rune, finder man en ligeledes naturligt spillet Joachim Fjelstrup, der balancerer sin drengede charme med en voksens ansvar for både børn og unge på kolonien.

Den spillefilmsdebuterende instruktør Emilie Thalund – der har stået for idéen til filmen, mens Marianne Lentz har skrevet det elegante manuskriptet – formår at skildre de mange usagte følelser på blid, intim og empatisk vis, mens fotograf Louise McLaughlins billeder dynamisk kommer ind i intimsfæren og gør historien sanseligt nærværende.

‘Vægtløs’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Vægtløs’ har biografpremiere den 26. februar.

Anmeldelse: Klaustrofobien og frustrationen sætter ind hos en mand, der pludselig ser sig selv fanget under jorden i et øjensynligt uendeligt netværk af metrogange i den japanske spændingsgyser ’Exit 8’. Hvordan skal han slippe ud? Og hvordan kan det være, at han igen og igen finder sig tilbage i præcis den samme metrogang, som han ellers lige havde lagt bag sig?

Det er den simple og labyrintiske start på et levende mareridt for manden, som dog finder ud af, at der måske er en måde, hvorpå han kan undslippe sit mareridt og finde op i lyset igen. For ved nærmere eftersyn, finder han instruktioner om, hvordan han skal gebærde sig i metrogangene for at finde udgangen – nemlig exit 8.

Det er i disse instruktioner, man mærker, at filmen er baseret på et computerspil. Historien får her en computerspilsstruktur, hvor ”bane” på ”bane” nu skal gennemføres for i sidste ende at kunne nå målet, at slippe ud. Manden må nemlig bevæge sig fra exit 0 til exit 8 som en række baner, hvor et problem for hver gang skal løses, så han kan komme videre i gangene.

Instruktionerne lyder på, at hvis han ser en uregelmæssighed i de ellers ensformige gange, så skal han vende om. Hvis der ikke er uregelmæssigheder, kan han fortsætte og herved finde ud. Men overser han en uregelmæssighed, er det tilbage til start. Spilforlægget hedder ’The Exit 8’, hvilket jeg dog ikke har spillet, men i filmisk form lader historien og præmissen noget tilbage at ønske.

Bl.a. savner filmen en stærkere dramatisk side, hvor de menneskelige portrætter får større nærvær og tyngde nok til, at jeg reelt engagerer mig i dem og hermed i jagten på exit 8. Der kommer dog lidt flere menneskelige og tematiske nuancer i spil hen mod slutningen, men det er lige sent nok til, at de for alvor når at få gribende fat i filmen og den klaustrofobiske jagt på udgangen.

Instruktør Genki Kawamura lykkedes dog i samspil med et dynamisk og opfindsomt kameraarbejde af fotograf Keisuke Imamura at iscenesætte et stilsikkert univers, hvor de labyrintiske gange slår frustrerende knude på sig selv. Jeg mærker dog ikke for alvor selv denne angst, frustration og klaustrofobi. Men som et stilsikkert værk er ’Exit 8’ trods alt interessant.

’Exit 8’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Exit 8’ har biografpremiere den 19. februar.