‘Godzilla x Kong: The New Empire’ er neonoplyst gigantsmadder

Biografanmeldelse: Giganterne Godzilla og King Kong tørner atter sammen, når der i monsterfilmen ’Godzilla x Kong: The New Empire’ skal smadres løs på ny. Her er tale om den nyeste film i franchisen om de mægtige bæster – altså fortsættelsen til den seneste i rækken, som vi fik i 2021 med den kulørt underholdende ’Godzilla vs. Kong’. Man kan dog godt stå på monstertoget her.

Denne gang må de to legendariske filmmonstre kæmpe side om side mod en ny titanhøj fjende, der truer ikke alene den umage kæmpeduo, men også menneskeheden. Intet mindre. Naturligvis. Her er det nemlig stor, større og størst, der tæller. Det på yderst underholdende vis. Historien er mildt sagt skør og langt over the top, hvor en kreativ 8-årig fint kunne have ageret idégenerator for filmen.

Det er absolut ment som et kompliment, da her ikke tages hensyn til logikken i nævneværdig grad. Her er det den vilde og neonoplyste fantasi, som pirres og tæskes løs på. Jeg flyver med på de kulørte strabadser, der hele vejen leveres med et skævt smil og legeglæden intakt. Fra farverige ture ned under Jordens overflade og videre i udfoldelsen af de mange forskellige væsner.

Instruktør Adam Wingard ved godt, hvad det er for en film, han laver. Han vil underholde i monstrenes tegn. Hans glæde ved titanerne og hele det bombastiske univers af monstrøse umuligheder sætter sig i kroppen på mig. Jeg jubler både når en mægtig abe sætter sig til brølende rette på et firbenet kæmpekryb og når Godzilla smadrer sig vej gennem Roms stakkels gader.

Det er altså ikke de menneskeligt mest nuancerede portrætter, man finder her. Der er både de gakkede og de mere alvorligt stemmer på rollelisten, men det er altså helt klart humoren, som er sejrherren og ikke et videre komplekst drama – selvom der faktisk er fine takter at finde i forholdet mellem lederen af missionen og den adopterede pige Jia.

Det er dog ikke tårer affødt af det menneskelige drama, som får lov at løbe. Det er snarere i henrykkelsens tegn, at en tåre finder vej ned på kinden hos mig, mens smilet breder sig fra mit ene øre til det andet, når der totalsmadres storbyer og andre monstre, så det sjasker med grønt og gult slim, mens de herlige giganter brøler løs om opmærksomheden. Storartet!

‘Godzilla x Kong: The New Empire’ får 5 ud af 6 stjerner.

‘Godzilla x Kong: The New Empire’ har biografpremiere den 27. marts.