Borgerkrigsfilmen ‘Civil War’ er som en insisterende knude i maven

Biografanmeldelse: Jeg sidder med en konstant knude i maven, der kun synes at tage endnu mere fat, efterhånden som historien i et borgerkrigshærget USA folder sig intenst ud i Alex Garlands medrivende kig ind i en nær fremtid med ’Civil War’. Vi følger her en lille håndfuld journalister, der bevæger sig gennem landet, som er på randen af totalt sammenbrud.

Jeg kommer med ind i journalisternes bulede bil, der med ’press’ stående på siderne kører gennem et bombet landskab på deres vej mod Washington i håbet om at nå frem, inden en oprørsgruppe indtager Det Hvide Hus i den eskalerende borgerkrig. De vil sikre sig et interview med selveste USA’s præsident, inden muligheden løber dem af hænde.

På turen møder vi bl.a. den anerkendte fotojournalist Lee, der med skarpt og frygtløst blik for krigens rædsler kaster sig ind i frontlinjen med sin linse rettet stålsat mod de brutale begivenheder. Hun indfanger virkeligheden og historien, så den kan blive fortalt og foreviget fra første parket. Historien om borgerkrigen og dens mange konsekvenser for landet og dets indbyggere.

Det er bl.a. gennem Lees kameralinse og de heraf stillestående billeder, som i glimt giver en dokumentarisk kant til filmen. Det bakkes pulserende op af det dynamiske kameraarbejde af fotograf Rob Hardy, der intenst indfanger de ubehagelige begivenheder, men også de få åndehuller for det lille hold journalister, hvor man desuden møder den ihærdige og unge aspirerende fotojournalist Jessie.

Der er et virkelig fint parløb mellem den hærdede fotograf overfor den uprøvede. Jeg oplever borgerkrigen med forskellige øjne. Jeg mærker ubehaget. Jeg føler rædslerne. Jeg hører brutaliteten banke skånselsløst gennem luften i form af dundrende maskinpistoler og susende raketter, der bringer eksplosioner til live og sender mennesker i graven. Kynisk, koldt og kalkuleret.

Kirsten Dunst er gribende martret og nærværende intens som Lee, mens Cailee Spaeny som Jessie bringer en håbefuld uskyld til krigen, der er alt andet end uskyldig. Uskylden bliver dog snart revet ud af livet på Jessie. Jeg rives med. Af bunkerne af blodige lig. Af skudsalver, der får blodet til at sprøjte. ’Civil War’ er som en insisterende knude i maven. Tankevækkende, medrivende og ubehagelig. Forrygende!

’Civil War’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Civil War’ har biografpremiere den 18. april.