‘Avatar: The Way of Water’ er teknisk vild, men historiemæssigt flad

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er gået intet mindre end 13 år, siden James Cameron tog verden med storm med ’Avatar’ i 2009. Nu sender filmskaberen atter publikum til den fauna-flotte planet Pandora. Handlingen i fortsættelsen ’Avatar: The Way of Water’ samler således op på universet mere end 10 år efter begivenhederne i den første film, hvor bl.a. parret Jake og Neytiri er tilbage.

I årene, der er gået, har de to stiftet familie med en børneflok i forskellige aldre. Således står familien og det at høre til et sted helt centralt i filmens historie. For hvor langt vil familien gå for hinanden, når først skurkene gør deres voldsomme indtog blandt det ellers fredelig na’vi-folk? De kommer til at skulle gå langt, for der venter sin del af prøvelser forude for familien.

Således vender her en fra den første film velkendt fjende tilbage – dog nu i blå na’vi-form. Den brutale Quaritch og hans militære hold har nemlig taget na’vi-skikkelse og vil her afslutte det, der ikke lykkedes i den første film. Nemlig at gøre kål på Jake. Det betyder bl.a. også en voldsom invasion af na’viernes hjem, der ellers lever i idyllisk sameksistens med planetens natur og dyreliv.

Her er kort sagt tale om en klassisk kamp mellem de gode og de onde. Dualiteten mellem fred og krig. Hvordan krig blot avler mere krig. Desværre løfter denne ellers mange gange før sete præmis sig ikke op og bliver videre spændende. Bl.a. fordi manuskriptet er fladt forløst og trægt fortalt. Der er ganske enkelt bl.a. ikke nok historie at fortælle til at bære spilletiden på hele 3 timer og 12 minutter.

Det sagt, så er filmen teknisk imponerende. Universet er farverigt flot og detaljerigt, men bliver bare aldrig ret meget andet end en teknisk vild bedrift. Historien har langtfra samme niveau, som de computergenererede muskler, James Cameron viser frem. Selve plottets fremdrift bremses da også flere gange af lange scener, der bl.a. er miljøbeskrivelser af Pandoras fauna og rige dyreliv.

Desværre er denne indvielse i planetens verden ikke nok til at holde mig engageret i karakterer eller historie. Det sagt, så er her nogle vitterligt vilde action-sekvenser, når bl.a. na’vierne med bue og pil støder sammen med den invaderende styrkes maskinpistoler. James Cameron har bare ikke mådehold, hvorfor bl.a. action-delen – herunder filmens klimaks – trækkes i kedsommelig langdrag.

At det alt sammen serveres i 3D gør ikke, at jeg blev draget yderligere ind i den flot forløste verden af CGI, der desuden også ligger som en underligt fremmedgørende fernis over hele fortællingen, hvor tematikkerne bøjet i neon og de flade karakterer ikke just hjælper på at gøre ’Avatar: The Way of Water’ mere medrivende. Det føles mest af alt som endnu et teknisk tomt trick. Men flot ser det ud!

’Avatar: The Way of Water’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Avatar: The Way of Water’ har biografpremiere den 14. december.

‘Terrifier 2’ byder på blodspruttende splat og en morbid dræberklovn

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg har et lidt anstrengt forhold til klovne – også af den søde slags. Der synes for mig at kunne gemme sig noget mindre sødt og mere urovækkende bag den ellers uskyldige klovnenæse og ansigtsmalingen. I klovnesplatteren ’Terrifier 2’ er man absolut ikke i tvivl om, at klovnen – der går under navnet Art – er helt og aldeles fucked up og mildt sagt dræberlysten.

Splatterfesten er fortsættelsen til den blodige indie-overraskelse ’Terrifier’ fra 2016. Som en klassisk 2’er er ikke alene spilletiden længere – hele 2 timer og 18 minutter – blodsudgydelserne er også flere. Bare rolig, du behøver ikke at have set den første film for et hoppe på indvoldseskapaderne her. Art er naturligvis tilbage i fuldt voldsvigør efter den sidste films voldsomme begivenheder.

Det blodtilsølede klovnegys udspiller sig primært en skæbnesvanger Halloween-aften og -nat. Her udser Art sig teenageren Sienna, hvor også hendes lillebror Jonathan bliver blandet ind i blodbadet. Man kan måske sige, at historien blot er en undskyldning for at diske op med splattereffekter og ækle optrin på stribe. Historien er i dette tilfælde bestemt også en fin nok undskyldning.

For den egentlige hovedperson er måske ikke historien som sådan, men de mange snaskede optrin, der forsøger at overgå hinanden i klamhed. Her serveres således sin del af indvoldsudrivninger, hovedafhugninger og ansigtsafrivninger med mere. Art the Clown udgør desuden en fin, olm og urovækkende gyserkarakter, selvom han altså mere er ulækker end direkte uhyggelig.

Desværre bliver filmen med sine mere end to timer for lang for sit eget bedste, da historien – der ellers rummer almengyldige tematikker som traumer, sorg og afsavn – ikke hele vejen kan bære sin fortælling lige medrivende gennem den blodige massakre. Selvom filmen ganske vist er ulækker, kan splatterfilm, død og blodig ødelæggelse bestemt også være vildt underholdende. Det er flere steder tilfældet her.

For ’Terrifier 2’ disker bestemt op med sin del af medrivende dødsvold og blodsjasket lidelse, mens Lauren LaVera som Sienna ender med at forvandle sig til en sej heltinde. Virkelig cool. Desuden leger instruktør og manuskriptforfatter Damien Leone sine steder med surreelle fortællegreb og overnaturlige kræfter, der dog kunne være brugt mere opfindsomt. Jeg håber, at det kommer i den varslede 3’er.

’Terrifier 2’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Terrifier 2’ har biografpremiere den 8. december.

Den veloplagte ‘White Noise’ er en filmisk forrygende fornøjelse

/i , /af

Biografanmeldelse: Ok, kære læser. Lad mig foreslå dig at vide så lidt som muligt om Noah Baumbachs filmisk forrygende ’White Noise’. For bl.a. er fortællingens krumspring og overraskelser med til at gøre filmen til en virkeligt underholdende oplevelse. Uanset hvad, så er det en lækkerbisken. Jeg vil dog holde min plotbeskrivelse til et minimum og heraf mulige spoilers.

Vi følger en amerikansk familie, der med fire børn og fart på hverdagen, forsøger at holde styr på det alt sammen. Arbejdet, samværet, kærligheden og børnenes ve og vel. Det lyder måske ikke som sådan vildt medrivende. Men tag ikke fejl, for bl.a. med et i særdeleshed veloplagt manuskript på velsmurte skinner og anbragt engagerende i munden på de medvirkende, ruller det hele herligt afsted.

I front for familien finder man Adam Driver og Greta Gerwig som parret, der leder an i den en kende forpustede og skønt kaotiske hverdag, mens de også sammen fører interessante og intellektuelle samtaler om livet og døden samt alt derimellem. En dag vendes hele deres liv imidlertid på hovedet, da en overraskelse af de store indtræffer og filmen nu tager et medrivende sidespring.

Den intellektuelle og vittige samtale på kryds og tværs i familien leveres rapt og velskrevet, det uden at stå overanstrengt frem fra manuskriptets sider. Det er levende og dynamisk leveret, på samme måde som filmen i det hele taget er en levende og dynamisk fornøjelse, det bl.a. i fotografering og kameraføring, hvor man bliver sendt fængslende fra den ene scene til den næste.

Her er i hobetal af fine detaljer, både hvad angår karaktererne, men også i lyd og billede. Bl.a. underviser Adam Drivers far i Hitler-studier på det lokale college, hvilket på sitrende spændende vis bliver bundet sammen med en kollegas undervisning i Elvis, hvilket igen på fornem vis bindes sammen med fortællingen som helhed. Visuelt som narrativt. Det er svært underholdende.

’White Noise’ er desuden også en sorthumoristisk film i lyslevende vigør, der til trods for sin spilletid på 2 timer og 16 minutter ikke løber ind i nævneværdig dødvande. Det lykkedes kort fortalt Noah Baumbach at holde styr på både sit karaktergalleri, historien samt fortællingens dynamik i billede og lyd, det alt sammen baseret på Don DeLillos bog af samme navn fra 1985.

’White Noise’ får 5 ud af 6 stjerner:

’White Noise’ har biografpremiere den 8. december.

Det danske drama ‘Ønskebarn’ går fra kærlighed til besættelse

/i , /af

Biografanmeldelse: Ønsket om at få børn vikler sig dramatisk ind i en række grimme følelser og farlige spil, når man i ’Ønskebarn’ møder singlen Hannah, der i midten af sine 30’erne er gået i fertilitetsbehandling. Hun ønsker sig brændende at blive mor. At få sit eget barn. Hun har været i behandling ad mange omgange, men indtil videre uden held og står således stadig barnløs, frustreret og ked af det.

Den fuldt forståelige frustration udvikler sig imidlertid til mindre flatterende følelser. Grimme følelser, der leder til svære beslutninger, som igen leder til farlige handlinger, hvor moral og etik sættes på prøve. Skæbnens ironi vil endda, at Hannah selv arbejder som fertilitetslæge og altså dagligt hjælper i massevis af andre barnløse med at få deres ønske om et barn gjort til virkelighed.

Hannah synes ganske vist at have styr på det hele. I hvert fald udadtil. Hun er tjekket, cool og har styr på sit flotte hjem. Men indadtil er historien en helt anden. Det er småt med nære relationer og venner, hvor hendes skarpt indrettede hjem, ender med at stå i skærende kontrast til det kaos, der bobler i hendes vrede og frustrerede indre. For hvorfor kan hun ikke blive mor, når andre kan?

Jalousien, afmagten og længslen tager over hos Hannah, hvis kamp for at blive mor går fra et hjertestort ønske til en farlig besættelse. Ind fra højre kommer nu den cirka 10 år ældre karrierekvinde Gry, der også søger at blive gravid gennem fertilitetsbehandling. Det bliver starten på en usund relation, der skruer sig løs af Hannahs virkelighed og sender hende ud på dybt vand.

’Ønskebarn’ har altså spændende og relaterbare tematikker i spil, men kommer desværre ikke helt udover rampen med dem og herunder dramaets mange følelser. Jeg kommer bl.a. ikke rigtigt til at mærke Hannah helt derinde, hvor det gør ægte ondt. Filmen finder desuden ikke helt sin engagerende balancegang rent stemningsmæssigt, hvor bl.a. underligt uforløste gyserelementer stritter klodset ud.

Det sagt, så er Cecilie McNairs spillefilmsdebut et stærkt bekendtskab foran kameraet. Danica Curcic er som Hannah hele filmen værd. Hun er på en og samme tid intens, nærværende, skrøbelig, stærk og relaterbar – også når det stikker helt af for hende. Christine Albeck Børge udgør som den selvgode Gry fin modvægt til Hannah, mens Karen-Lise Mynster og Henrik Birch som henholdsvis Hannahs syge mor og vægelsindet chef giver dramatisk ballast til fortællingen.

’Ønskebarn’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Ønskebarn’ har biografpremiere den 8. december.

‘Crimes of the Future’ er et kødeligt fremtidskig ind i kroppen

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er et fascinerende kig ind i fremtiden, man får med auteuren David Cronenbergs kødelige science fiction-film ’Crimes of the Future’. Den kan man passende kategorisere som ’body horror’, hvilket selvsamme instruktør har excelleret i tidligere med mesterlige titler som ’Videodrome’ og ’The Fly’. I denne nye film står den på ækle obduktioner og kropsudfordrende kunst.

Man møder nemlig her performancekunstneren Saul Tenser og hans kunstneriske partner Caprice. Sammen optræder de med deres bizarre kropskunst, hvor Tensers indre organer skæres frem fra maven til spektakulær skue for publikum i dunkle bygninger. Hans nyudklækkede og muterede organer kommer således til syne, alt imens Caprice simultant tatoverer de slimede gevækster.

Kroppen er kunst og kunsten er kroppen, der i denne fremtid bruges som et lærred for de menneskelige mutationer, der udvikler sig i takt med menneskets evolution. Det afstedkommer bl.a. også organisk-udseende maskiner og futuristisk knoglede redskaber, der pakker filmen ind i groteske klæder, som går forførende godt i spænd med den sjaskede og skalpelåbnende kunst.

David Cronenberg har instrueret og skrevet de menneskemuterende herligheder, der fik et fast greb i min krop med bl.a. sine eksplicitte og kropskunstneriske scener, de organisk boblende maskiner og et i det hele taget sælsomt univers, som med mystik og gåder ikke slap mig. En intens Viggo Mortensen portrætterer Tenser, der med smerte i stemmen og en udfordret krop lod sig skamfere i kunstens navn.

Léa Seydoux udgør den enigmatiske partner, som forvilder sig ind i den mørke underverden af hemmelige organer, der spirer frem i kroppene på både kunstnere og helt almindelige mennesker. Kristen Stewart kommer ind fra højre med et lettere bizart portræt af en kvinde, der taler i underligt abrupte sætninger, mens Don McKellar er den organ-systematiserende Wippet med komisk kant.

’Crimes of the Future’ er måske nok dyster, men altså ikke uden underspillet sort humor. Filmen brillerer dog først og fremmest med sit sælsomt forførende fremtidskoncept, der har kroppen i fokus for en kødeligt sitrende billedside, der akkompagneres pirrende godt af Howard Shores musik. David Cronenberg boltrer sig her hjemmevant i en verden af kød, krop og kunst. Det er forførende fermt.

’Crimes of the Future’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Crimes of the Future’ har biografpremiere den 1. december.

Den kompromisløse ‘Vanskabte Land’ griber mig med et barsk Island

/i , /af

Biografanmeldelse: Naturen både beruser og bruser i Hlynur Pálmasons smukke, barske og visuelt gribende ’Vanskabte land’. Man bliver her taget med til slutningen af det 19. århundrede, hvor den unge præst Lucas drager til et koldt og natursitrende Island. Han skal i en fjerntliggende del af landet opføre en kirke, mens han på sin rejse gennem det ubarmhjertige land skal fotografere befolkningen.

Det bliver en tur, der er langt mere hård, end Lucas kunne have forudset. Det selvom han har et lille hold af medrejsende med sig, herunder bl.a. en tolk og en hjemmevant guide i skikkelse af den vindbidte Ragnar. Udfordringerne tordner sig dog snart op for præsten, der bliver testet ikke alene fysisk, men også i sit sind. Han synes at miste synet af sin mission for blot at gå mere og mere i opløsning.

Rejsen gennem det både bjergtagende og svært fremkommelige land er således en klassisk rejse, der udfolder sig både i et ydre, men altså også i et rådvildt indre hos Lucas, der får sat sin moral og tro på prøve. Både det indre og ydre i filmen er fortalt med et stærkt greb om en naturbrusende billedside, der fanges både intimt og storslået af fotografen Maria von Hausswolff.

Her er tale om en vellykket balancegang mellem de uendelige vidder – både op mod himlen og ud i landet – overfor det menneskelige drama, som udspiller sig i Lucas’ indre og hans relationer til dem omkring sig. Relationer, der udfordres dramatisk undervejs. Det både udadreagerende, men bestemt også i alt det usagte på rejsen, der kræver ikke så lidt af alle parter.

Den grundlæggende fængslende historie fungerer altså uden tvivl visuelt og i sine karakterskildringer, der får overbevisende liv af rollebesætningen. Her finder man bl.a. en dragende Elliott Crosset Hove som den sammenbidte Lucas, der kanaliserer både håbløshed og usikkerhed via krop og insisterende øjne, mens Ingvar Sigurdsson udgør et dramatisk vellykket og naturvant modspil til præsten.

I tillæg smyger lydsiden sig susende om min krop og er i høj grad med til at angribe mig med den barske natur, mens musikken af Alex Zhang Hungtai i tillæg også er med til at løfte historien og miljøbeskrivelser. Hlynur Pálmason lykkedes med sin kompromisløse film at sætte sig ubarmhjertigt i min krop, hvor jeg henføres til et berusende Island sat i fortidens udfordrende fodspor.

’Vanskabte land’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Vandskabte land’ har biografpremiere den 1. december.

Javier Bardem brillerer med dejlig usympatisk rolle i ‘Den perfekte chef’

/i , /af

Biografanmeldelse: ’Den perfekte chef’. Sådan lyder den ironiske danske titel på den spanske satire, der har en karismatisk god og herlig slesk Javier Bardem i rollen som den perfekte chef… eller i hvert fald chef. For perfekt kan Blanco ikke just siges at være. Derimod er han både kontrollerende, manipulerende, uærlig og selvsmagende. Blandt nogle af hans mindre flatterende karaktertræk.

For Blanco er også en charmerende mand med ordet i sin magt, når han begår sig hjemmevant i sin virksomhed, der laver vægte. Han bringer balance i verden, fristes jeg til at sige. Hos Blanco synes den moralske vægt dog at være ret så meget ude af balance, når han gør alt i sin magt for at få dem omkring sig til at agere efter hans hoved, behov og selviske krav.

Blanco gør sit ypperste for på overfladen at bevare sin rolige chefhånd og ikke mindst de ”familiære” relationer til alle sine mange ansatte. Så da muligheden for at modtage en særlig pris for sin indsats med firmaet opstår, skruer Blanco ekstra op for charmen og sine manipulerende færdigheder. Men naturligvis kommer alt langt fra til at forløbe lige så snorlige, som han ønsker sig.

Blanco må nemlig bittert erfare, at han kun har magt over sine ansatte og medmennesker til en vis grænse. For magtmisbruget strækker sig for Blanco bl.a. også langt ind i privatlivet hos de ansatte. Men da han her møder et stop, begynder Blancos dominobrikker så småt at vælte. En efter en. Det hele fortalt medrivende underspillet, nuanceret bidsk og ikke mindst satirisk morsomt.

Javier Bardem er ganske enkelt engagerende som bare pokker i den meget lidt tiltalende rolle som chefen Blanco. Han leverer et gribende karakterstudie af en mand, der ikke er vant til at få et nej – og når han gør, så forsøger han blot endnu mere at kontrollere alt og alle for at bevare sin magtposition. Både i firmaet og i privaten. Han er i grunden en ganske ulidelig karakter. Jeg elsker det.

For filmen formår med velafstemt komik at skildre den usympatiske chef, så han også bliver en tragisk og sølle karakter, som det således kun bliver dobbelt-sjovt at følge, efterhånden som hans korthus begynder at vakle. Instruktør og manuskriptforfatter Fernando León de Aranoa har altså et yderst sikkert greb ikke alene om sine karakterer, men også facetterne i magthierarkiet på arbejdspladsen.

’Den perfekte chef’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Den perfekte chef’ har biografpremiere den 1. december.

Den står på forudsigelig julemandsvold med ‘Violent Night’

/i , /af

Biografanmeldelse: Den hvide sne males mørkerød af sprøjtende blod i jule-og-action-komedien ’Violent Night’. Her møder man en opgivende og fordrukken julemand, der ikke længere kan overskue julens ellers søde tid. Han er træt af alle de krævende og gave-grådige børn, der aldrig synes at kunne få nok. En skæbnesvanger julenat vendes der dog op og ned på julemandens mission.

Fra at skulle fare kloden rundt med julegaver, må han nu dele øretæver ud for at overleve en gruppe farlige røvere, der invaderer en stenrig families gods for at røve deres bankboks. Sneen daler måske nok tyst ned, men volden rammer snart hårdt i form af både skarpe kantslag og spruttende automatvåben. Det er det dejligt simple udgangspunkt for en omgang julesjov og bjældeklangsballade.

I rollen som den gnavne julemand finder man David Harbour, der desværre ikke har meget andet end forudsigelighed at arbejde med i sin rolle. Det samme gælder i øvrigt filmen som helhed, hvor overraskelsen vel nok mest er, hvor oversentimental og julesød, eskapaderne ender med at være. En sukkersød slagside, der karambolerer med filmens ellers sortkomiske væsen.

I det hele taget føles ’Violent Night’ som en film, der aldrig finder ud af, hvad den vil være for en film. På den ene side er der den livstrætte julemand med alkohol i blodet samt den sine steder dejligt blodige vold, mens man på den anden side finder en påklistret julesødme, der på sin vis underminerer filmens grovkornede kant. Løjerne ender bl.a. deraf som en noget frustrerende oplevelse.

Julemandsvolden med en stor hammer og et par opfindsomme mord leveres nemlig sine steder ganske underholdende, men man har ikke turdet at gå linen ud. Desværre. På plussiden finder man bl.a. en herligt spydig matriark i den rige familie. Hun spilles med autoritet og sylespidse replikker af karismatiske Beverly D’Angelo. Filmen mangler mere af hendes frivole væremåde.

Replikkerne falder bare ikke helt skarpt nok i filmen som helhed, mens karismaen også er til at overse i bl.a. den generiske hovedskurk, hvor John Leguizamo på samme måde som David Harbour ikke har et videre stærkt manuskript at lege med. Instruktøren Tommy Wirkola har ellers tidligere leveret blodig og veloplagt voldsunderholdning med bl.a. nazi-zombier i ’Død sne’. Han skulle være givet helt frie tøjler her.

’Violent Night’ får 3 af 6 stjerner:

’Violent Night’ har biografpremiere den 1. december.

Den generiske krigsfilm ‘Devotion’ flyver fladt afsted

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er i udgangspunktet lagt op til både medrivende fly-action og store følelser, når krigsdramaet ’Devotion’ flyver udi sin historie om krig, racisme, sammenhold og dedikation. Historien er ovenikøbet baseret på rigtige begivenheder og virkelige personernes liv, hvor man her følger to toptrænede kamppiloter i den amerikanske krigsflåde anno 1950.

De to mænd og deres dygtige kollegaer står her overfor nogle svære missioner under Korea-krigen, hvor de risikerer livet med luft under vingerne og skarpe skudsalver lige i halefjerene. Vi møder således den første sorte kamppilot Jesse Brown og hans partner i luften Tom Hudner. De tos møde bliver ikke blot starten på et professionelt parløb, men også et spirende venskab.

Ganske vist er Brown en fåmælt herre med en svær fortid i bagagen og en nutid, der ej heller er nem, det ene og alene grundet hans hudfarve. Han har i den grad måttet kæmpe sig til sin position. Den noget mere bekymringsfrie Hudner har svært ved at finde ind bag sin wingmans facade, hvilket dog naturligvis sker, så følelserne kan slippes løs, når krigen først får fart på.

Desværre fremstår begge mænd som generiske brikker i en film, der kæmper med forudsigelighed, klichéer, troværdighed og forglemmelige karakterer. Det er fatalt for en film, der bl.a. satser på det menneskelige drama. De ellers ganske fint iscenesatte kampscener i luften får heraf aldrig rigtigt nærvær. De bliver aldrig medrivende. Jeg føler ikke det menneskelige drama højt til vejrs.

På samme måde, så fiser også det ellers ganske store karaktergalleri fladt under radaren, hvor ikke rigtigt nogle af Brown eller Hudners kollegaer står mindeværdigt tilbage. I stedet fedtes hele baduljen ind i det generisk fortalte drama, hvilket underminerer engagementet i både menneskene og action-delen. Hertil kommer den racisme, som Brown er udsat for. Den forløses halvhjertet.

Der er en skam, at de ellers velmenende og i udgangspunktet interessante tematikker og historiemæssige byggeklodser aldrig for alvor får luft under vingerne. Bl.a. fordi man som Brown og Hudner finder nærværende og karismatiske Jonathan Majors og Glen Powell. De to har bare ikke et videre spændende manuskript at arbejde med, hvilket er tilfældet for filmens historie i det hele taget.

’Devotion’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Devotion’ har biografpremiere den 1. december.

‘Bones and All’ leverer krads kannibalistisk kærlighed

/i , /af

Biografanmeldelse: Det kan være lidt af en prøvelse at finde sin plads i livet og at finde sig selv. At passe ind. Måske særligt i ens unge år. Det er tilfældet for den 18-årige Maren, der ender alene på farten i et tyst USA. Hun støder her på den rodløse og unge Lee, der også blot driver rundt, hvor den ene dag tager den næste. Kan de to mon finde melodien sammen og finde deres plads i verden?

Der begynder nemlig så småt at spire andet end venskab mellem de to. Håbet og kærligheden sitrer forventningsfuldt lige under huden, hvor også blodet bruser. Blodet forbliver dog i Luca Guadagninos roadmovie-kannibal-ungdoms-og-kærligheds-drama ’Bones and All’ ikke kun i kroppen. Blodet får også lov til at sprutte fra åbne sår hos sagesløse ofre. Maren og Lee har nemlig smag for menneskekød.

Parrets drabelige kannibaldrift driver dem fra det ene sted til det næste, mens de hver især forholder sig forskelligt til denne kødædende træng. En kompleks og mørk fortid slår dog snart piskesmæld ind i de tos svære nutid, hvor kærligheden ellers synes at kunne overvinde alt. Men hvordan lever og overlever man i et samfund med denne kannibalistiske sult?

’Bones and All’ er en historie om familie, identitet og kærlighed. Eller måske snarere forsøget på at finde og fastholde netop dette. Det er en klassisk roadmovie sat i et fattigt USA, hvor coming of age-tematikken krydres med blodflydende kannibalisme. Det er grumt, brutalt og dragende. Jeg var forført fra først til sidst. Det af bl.a. filmens gribende billedside, den benhårde vold og af kærligheden.

Taylor Russell og Timothée Chalamet er nemlig som Maren og Lee et umage par, der med kannibalistisk tvetydighed sætter sig i huden på mig. De fungerer både som portrætter af individer med hver deres unikke følelsesliv, men også som en duo, der i smuk og grotesk samhørighed begynder at finde hinanden, sig selv og en måde at leve på i den verden, der ikke kan rumme dem.

Instruktøren Luca Guadagnino er lykkedes pokkers godt med at indfange ungdommens rodløshed og jagt på kærligheden. Her med forførende god brug af fotografen Arseni Khachaturans smukt komponerede billeder af flydende blod og storslået natur. Trent Reznor og Atticus Ross’ musik tilfører desuden et ekstra spark til filmens balancegang mellem ung kærlighed og grum kannibalisme. Fornemt.

‘Bones and All’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Bones and All’ har biografpremiere den 24. november.