Der er fuld smadder på den desværre monotone ‘Boy Kills World’

Biografanmeldelse: Der er egentlig fuld fart på blodige knytnæveslag og brutale kampscener i den dystopiske action-og-martial-arts-basker ’Boy Kills World’. Desværre lykkes det aldrig for alvor at få et godt og engagerende tag i mavesækken på mig, der kunne rive mig med ind i universet og den blodsprøjtende hævnfortælling. Heldigvis leveres der et par ret så seje slåskampe undervejs.

Vi møder i filmen en ung mand, der hverken kan tale eller høre. Det stopper ham dog ikke fra at tage på en voldsom hævnmission efter, at han fra barnsben er blevet trænet benhårdt til kamp af den mystiske Shaman. Den står således på kampsportstræning og andre hårde prøvelser i junglens dyb, inden turen går mod byen for at gøre det af med den tyranniske diktator Hilda Van Der Koy.

Hun dræbte nemlig hans elskede lillesøster og mor, da han var dreng. Det skete som led i hendes mål om at holde befolkningen i et angstfuldt jerngreb med den såkaldte ceremoni ’Udtyndningen’, hvor fjender skydes med koldt blod foran byens beboere og sendes live på tv. Så nu går den kampklare mand på bersærkergang med målet at dræbe Hilda Van Der Koy og alle lakajer, der måtte stå i hans vej.

Desværre lykkedes det ikke instruktør Moritz Mohr at skabe en videre troværdig og større verden omkring den ellers i udgangspunkt fint skårne hævnfortælling. Noget af luften går derfor af den blodige ballon, som ellers pustes dejlig brutalt op. Hertil kommer en humor, som aldrig sådan rigtigt finder et morsomt og medrivende fodfæste i fortællingen.

Heldigvis er det groteske i bl.a. ’Udtyndingen’ over the top-dumt på en tegneserieagtig måde, der trods alt har lidt riv i sig. Bill Skarsgård gør, hvad han kan i rollen som den døvstumme hævner, hvor han filmen igennem med en desværre noget enerverende voice-over guider publikum gennem både fortællingen og egne tanker. Det bliver noget klodset.

Det, der i sidste ende er med til at redde ’Boy Kills World’ op ad sin noget monotone slå-på-tæven-smadder, er ironisk nok den udmærkede energi, som er at finde i netop actionscenerne. Historien bliver bare ikke rigtigt engagerende. En sej Yayan Ruhian er dog også et lyspunkt som den benhårde træner Shaman, det sammen med et par andre kulørte karakterer. Det er bare ikke nok. Desværre.

’Boy Kills World’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Boy Kills World’ har biografpremiere den 16. maj.