Den vibrerende ‘Babylon’ er vild, viril og helt vidunderlig

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er med at holde godt fast i biografsædet, når Damien Chazelles festliderlige ’Babylon’ lægger medrivende fra land. Man kastes nemlig her ind i en overdådig, potent og hedonistisk fest, hvor den ikke får for lidt med kropsvæsker og stoffer, bare bryster og knaldende gæster samt svedig dans og pulserende musik. Det er vildt, virilt og helt vidunderligt.

Publikum tages således med til midten af 1920’ernes Hollywood, hvor festerne er dekadente og filmoptagelserne dødsensfarlige. Filmmediet er stadig i sin ungdom, hvor talefilmen lurer i horisonten. Man møder i denne stumfilmens æra både etablerede stjerner og håbefulde talenter. Blandt en af tidens største navne er Jack Conrad, mens talentet Nellie LaRoy blot venter på at blive opdaget.

Muligheden for at indtage en plads foran kameraet byder sig snart ved skæbnens uransagelige omveje for den festglade Nellie, mens man også møder den unge og målrettede Manny Torres, der vil gøre, hvad som helst for at få en fod indenfor i filmbranchen. Trioens veje krydser hinanden i en forførende fortælling om Hollywoods forside og bagside, mens man hvirvles op mod begyndelsen af 1930’erne.

Den filmisk sitrende ’Babylon’ formår på forunderlig vis at forevige billeder, som jeg ikke helt fatter, hvordan det er lykkedes at få i kassen. Kameraet flyver dynamisk ind, ud og rundt om scenerne, hvor særligt den pompøse fest i filmens begyndelse og en i særdeleshed vild optagedag på diverse filmsets griber, ryster og rusker mig godt og grundt rundt. Helt og aldeles skønt.

Med en spilletid på lige over tre timer, sænkes farten dog en smule på fortællingens ellers konstant medrivende momentum momentant i filmens sidste tredjedel. Fartgrænsen bliver dog indhentet og overtrådt med drønende fart igen, hvor den ene filmisk muskuløse scene efter den anden brager afsted mod mig, mens hele min krop opsluges af billede og lyd.

’Babylon’ er en vild kærlighedserklæring til filmmediet og alt, hvad det indebærer foran og bag kameraet. Endvidere er en karismatisk Brad Pitt filmstjernen Conrad, Margot Robbie er dejligt ustyrlig som Nellie, mens Diego Calva er min dør ind til filmfesten som den håbefulde Manny. Damien Chazelle blæste mig kort fortalt filmisk godt og grundigt igennem. Se, oplev og mærk ’Babylon’. Nu!

’Babylon’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Babylon’ har biografpremiere den 19. januar.

Dukkegyset ‘M3gan’ kryber teknologi-grumt ind under huden

/i , /af

Biografanmeldelse: Der ligger en tragisk hændelse til grund for det dramatiske dukkegys ’M3gan’. Vi møder nemlig her pigen Cady, der mister begge sine forældre i en forfærdelig ulykke. Nu tager moderens søster Gemma sin niece til sig. Cady er selvsagt ulykkelig og dybt mærket af nu at være forældreløs, hvilket Gemma ikke har helt nemt ved at håndtere. Men løsningen er måske tættere på, end Gemma lige ved.

Gemma arbejder nemlig for et legetøjsfirma, hvor hun i hemmelighed har udviklet en yderst avanceret robotdukke, der går under navnet M3gan og som lærer verden omkring sig at kende via kompleks kunstig intelligens. Cady knytter sig hurtigt til M3gan, der bliver hendes tætte fortrolige og bedste ven. Men der er et og andet underligt ved den umiddelbart ellers så søde dukke.

For bag de store øjne synes et eget liv at lure. Det går da også snart op for de involverede parter, at der nok gemmer sig et noget mere selvstændigt liv i dukken, end planen lige er. Gyset tager sig forfriskende god tid til at folde sin historie ud og forhaster sig ikke på vej ind i dukkens morderiske tendenser. Her gives der både plads og tid til at udvikle karaktererne og deres interne relationer.

Denne rolige opbygning fungerer overvejende godt, hvor jeg bliver draget ind i det dukkemareridt, som venter forude i en filmisk medrivende finale. Dog mister historien en smule momentum i sin første del, men det indhentes og opvejes fint af en grundlæggende urovækkende stemning, som M3gan står for, mens spørgsmålet om al den teknologi, vi omgiver os med, nu også kun er godt spøger.

Først og fremmest er ’M3gan’ et underholdende og delvist underspillet gys med eksplosive øjeblikke af blodig dukkevold. Desuden er Violet McGraw troværdig som den traumeramte Cady, mens Allison Williams fungerer fint som den en smule fraværende Gemma. For mig er det dog klart dukken M3gan i skikkelse af Amie Donald, der vinder rampelyset for mig. Hun er diabolsk skøn.

M3gan er nemlig både et virkelig cool og skræmmende bekendtskab. En herlig gyserskurk, som vi forhåbentlig kommer til at se mere til i fremtiden. Jeg er i hvert fald M3gan-fan, selvom jeg nu i grunden ikke skal nyde noget af at have hende boende på min matrikel. ’M3gan’ er kort fortalt et velfortalt gys, der tør tage sig tid til sin fortælling samt karakterer og lykkedes med det.

’M3gan’ får 4 ud af 6 stjerner:

’M3gan’ har biografpremiere den 12. januar.

‘Den store stilhed’ bringer gribende tro, tilgivelse og skam til live

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er nogle af de svære emner i livet, der bliver bragt afstemt dramatisk til live i ’Den store stilhed’. Det handler om tro, tilgivelse, fortrængning og skam. I centrum finder man den unge kvinde Alma, der lever et afdæmpet liv i et moderne katolsk kloster, hvor meningen med livet søges hos Gud og Jesus. Men en tragisk hændelse i fortiden indhenter snart den troende søster Alma.

Buldrende ind i klostret dukker hendes bror Erik nemlig op. Han vil som det første have del i den arv, deres afdøde far har efterladt sig. Så nemt er det dog ikke lige for Alma at sende sin bror videre med penge i lommerne. Den livsændrende begivenhed de to imellem sender nemlig lange skygger ind over deres komplicerede forhold samt også deres forhold til livet og dem selv.

Erik er endt ad en anden vej i livet. Han har været i behandling for alkoholisme og står med sin noget mere livlige facon i menneskelig kontrast til den fåmælte og dydige Alma. Men hvor forskellige er de to egentlig, når fortiden skal gøres op? Dagene op mod, at Alma skal aflægge sine evige løfter som nonne bliver med andre ord noget af en prøvelse for hende og hendes tro.

Fortalt med sikker hånd om portrættet af Alma og Erik, bæres jeg engagerende ind på fortællingens nuancerede scene, hvor også billede og lyd griber mig. Her bl.a. med fængslende komponerede billeder af fotograf Mia Mai Dengsø Graabæk, der bl.a. med dragende og smuk brug af kontraster, skygger og baglys, skaber et både kloster-klaustrofobisk og dramatisk dirrende univers.

Som den sjæleplagede Alma finder man en sart og fint afstemt spillende Kristine Kujath Thorp levere et gribende portræt, hvor følelserne ligger latent under den rolige overflade, hvorfra de bryder dynamisk frem undervejs. Hun gives eksplosivt og viltert modspil af Elliott Crosset Hove som den invasive Erik, der lige bag sin sprælske facade måske er præcis det, Alma har brug for, hvis hun skal finde sig selv.

Den spillefilmsdebuterende instruktør Katrine Brocks, der har skrevet manuskriptet med Marianne Lentz, lykkedes med ’Den store stilhed’ at fortælle en fin og tematisk komprimeret fortælling, der med gode præstationer foran og bag kameraet får følelserne i spil, mens billedsiden og den fint sitrende lydside bidrager med at bringe historien og skæbneportrætterne til live.

’Den store stilhed’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Den store stilhed’ har biografpremiere den 12. januar.

‘Kold vinter’ er en eksplosiv trykkoger af angst for det fremmede

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvordan reagerer vi som mennesker på det ukendte og fremmede? Hvordan håndterer vi at stå ansigt til ansigt med nye mennesker, vi ikke kender, men som pludselig bliver en del af det samfund, vi bor i? Det er nogle af de spørgsmål filmskaberen Cristian Mungiu undersøger med ’Kold vinter’, hvor historien udspiller sig i et lille samfund i Transsylvanien i Rumænien.

Vi møder her rumænske Matthias, der stikker af fra sit arbejde på et slagteri i Tyskland, da han kommer op at toppes med en racistiske formand på arbejdspladsen. Nu vender han tilbage til den lille by i den transsylvanske region, hvor bl.a. den nu fremmedgjorte Ana bor, mens hans søn desuden kort tid forinden har været udsat for en mystisk og traumatiserende oplevelse i skoven. Hvad gemte sig i mørket?

Endvidere kommer der ny arbejdskraft fra fremmed kant til byen, det i skikkelse af to flittige mænd fra Sri Lanka. De to bliver dog snart udstødt og set skævt til af de lokale, som ellers allerede består af forskellige sprogområder som rumænsk, tysk og ungarsk. Fremmedhad, frygt og foragt for fremmede kulturer og det ukendte stikker sit ækle ansigt frem.

Således er det fremmede og fremmedgørelse sat stævne. Det både i relationerne mellem mennesker og forskellige kulturer, men også en fremmedgørelse i forhold til ens kære og sig selv. Som en underspillet trykkoger sniger fortællingen sig frem gennem det lille samfund, hvor rækken af konflikter kun tager eksplosivt til.

’Kold vinter’ fungerer ganske stærkt som et tankevækkende portræt af mennesket og dets skyggesider, her sat i scene i et lille samfund, der synes at lukke sig om sig selv af frygt for at miste egen identitet. Relevant og endnu vigtigere nuanceret og gribende forløst. Simultant med den rå virkelighed, man bliver en del af her, synes noget mere mystisk også at manifestere sig i filmens udkant.

Der er med andre ord sin del af betændte og eksplosive temaer og menneskelige relationer i spil, mens filmens miljøskildring og portræt af usunde gruppedynamikker er spændende fortalt. For hvorfor agerer vi, som vi gør, når vi står overfor noget, vi ikke kender? Hvorfor opstår frygten blandt os? Hadet, vreden og angsten? Spørgsmål, der sidder i mig også efter filmens rulletekster.

’Kold vinter’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Kold vinter’ har biografpremiere den 12. januar.

Få et skud action med ‘Operation Fortune: Ruse de guerre’

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er fuld smæk på action og rappe replikker i Guy Ritchies undercover-basker ‘Operation Fortune: Ruse de guerre’. Det er der faktisk så godt som fra start til slut. Hermed ikke sagt, at filmens momentum ikke momentvis mister en smule pondus. Det rådes der dog løbende bod på, hvor man rejser verden rundt i en byge af knytnæveslag, maskinpistoler og kulørte karakterer.

Det er ganske vist den noget uinspireret spillende Jason Statham, man finder i front, hvor han atter engang giver den som sej type med muskler og et kækt mundtøj. Han spiller superspionen Orson Fortune, der sammen med sit lille hold af eksperter må gå undercover for at sikre, at et stykke stjålet og dødbringende våbenteknologi ikke ender i de forkerte hænder.

Her er ikke tale om en selvhøjtidelig omgang action, men derimod en omgang bulder og brag med humoren siddende løst og et fjollet plotelement i centrum for de velklædte eskapader. Man finder nemlig blandt karaktererne den populære skuespiller Danny Francesco, der som del af Fortunes sindrige plan må hives med på missionen for at smigre en bad guy og fan.

Det lyder fjollet. Det er det også. Det er heldigvis også ret så underholdende at følge det lille specialhold af agenter på deres mission. Jason Statham gør, hvad Jason Statham har gjort så mange gange før. Han er desværre et relativt kedeligt bekendtskab. Derimod finder man i øvrige roller den medrivende gnist, der mangler hos vores hårdtslående hovedspion.

Aubrey Plaza giver den som rap computerekspert. Hun har et konstant skævt smil på læben. Jeg mærker, at hun nyder at agere agent, hvilket smitter. Endvidere spiller Hugh Grant en ond, ond skurk. En charmerende en af slagsen. Slesk og selvfed. Han er ligeledes et muntert bekendtskab. Det samme er Josh Hartnett som den forfængelige Hollywood-skuespiller Francesco.

Det er med andre ord heldigt, at det ikke er Jason Statham alene, der skal bære mig gennem filmens tempofyldte mission og her jagten på den ganske generiske MacGuffin i form af det mystiske våben, der skal opspores. Det er altså ikke just action-originalitet, man finder her. Derimod er det to små timers ganske veloplagt og hurtigt fortalt spionaction.

’Operation Fortune: Ruse de guerre’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Operation Fortune: Ruse de guerre’ har biografpremiere den 5. januar.

‘The Son’ går i kødet på sønner og fædres komplicerede forhold

/i , /af

Biografanmeldelse: Der bliver i Florian Zellers drama ’The Son’ gået intenst i kødet på tre generationer af mænd – sønner og fædre – når bl.a. opdragelse, fortidens fejltrin og nutidens forsøg på at gøre alt rigtigt bringes i spil. Vi møder her den travle far Peter, der nogle år forinden filmens fortælling begynder er blevet skilt fra Kate. Sammen har de den 17-årige søn Nicholas, som slås med livet.

Familieidyllen er altså krakeleret, hvor efterdønningerne af skilsmissen stadig tager hårdt på Nicholas, der bor alene med sin single-mor. Hans far har derimod fået sig den yngre parter Beth, som sammen har fået en ny lille søn. Kate har svært ved at håndtere Nicholas, der har ondt i livet, er vred og depressiv. Hvordan håndterer man lige det? Det må Peter forsøge mere på, da hans søn nu flytter ind.

Det komplicerede forhold mellem far og søn er påvirket af, at Peter arbejder for meget og samtidig forsøger at holde sit nye forhold ved lige, have fokus på sin nyfødte søn og altså ikke mindst må gøre sit for at forstå Nicholas. Peters eget svære forhold til sin far sender dog skygger ind i hans eget liv og måde at håndtere Nicholas på. For hvordan kan vi gøre fremtiden bedre, hvis vi ikke lærer af fortiden?

Hugh Jackman er den hårdtarbejdende og karrierefokuserede Peter. Han giver et ganske gribende portræt af en mand, der både er far og søn. Fanget mellem en fortid, nutid og sin søns fremtid. Han udgør en fin katalysator for det måske lidt generiske drama, der desværre ikke byder på så mange dramatiske overraskelser. Det sagt, så er Hugh Jackman god og seværdig filmen igennem.

Laura Dern gør endvidere virkelig fin og rørende figur som Kate, der desperat forsøger at nå ind under huden på sin plagede søn. Han spilles af Zen McGrath, der desværre ikke helt formår at matche den dramatiske fortælling eller sin film-mor og -far. Men nu er det også to stærke præstationer, man her præsenteres for.

I mindre roller finder man Venessa Kirby med et fint nuanceret og troværdigt portræt af Beth, mens Anthony Hopkins som Peters far stjæler hvert minut af sin korte spilletid i filmen. ’The Son’ er måske ikke videre original, men den er både velfortalt og velspillet, mens et par scener undervejs da også sætter følelserne fint i sving, mens far-og-søn-dynamikkerne får engagerende liv.

’The Son’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Son’ har biografpremiere den 5. januar.

Klodset komik og kikset komisk timing med ‘Kagefabrikken’

/i , /af

Biografanmeldelsen: Der er sin del af sprængfarlige og interessante tematikker i den sorthumoristiske danske komedie ’Kagefabrikken’. Fra slankhedskultur til integration. Lige lidt hjælper det dog på, at filmen ikke er videre vellykket morsom. Den ramte i hvert fald mere end sjældent en komisk åre hos mig. Jeg var generelt mere forbavset over, hvor klodset komisk de groteske eskapader var.

Selve handling centrerer sig om en mindre kagefabrik et sted i Danmark. Her møder vi den midaldrende ejer og kagespecialist Niels, der har overtaget virksomheden efter sin far. Nu står han dog midt i en eksistentiel krise og kigger direkte ind i et sammenbrud. Fabrikken er nemlig på randen af konkurs, så hvad gør han nu? På det nærmeste giver op. Det indtil hans hustru Else kommer på banen.

Else får nemlig deres datter June og hendes mand Jonny til at springe ind fra højre med helt nye idéer til fabrikkens strategi, retning og branding. Det karikerede sunde superpar – ikke mindst en selvfed Jonny – vil omlægge fabrikken til i stedet at lave sunde kager, der slanker. Sukkeret og fedmen skal smides på bålet, mens fabrikkens tykke medarbejdere sendes op på træningscyklen.

Naturligvis går dette forsøg på en total modernisering af fabrikken langt fra som planlagt, mens uventet kærlighed opstår mellem Niels og virksomhedens rengøringsdame Zeinab. Hun bringer netop et kultursammenstød ind i komedien, hvor der blandt de ansatte er racistiske ignoranter, mens Zeinab er sød og forstående. Det hele er desværre bare komisk klodsethed bøjet i neon.

Humoren er ganske vist af den groteske slags, hvor bl.a. Niels’ selvmordsforsøg ender med, at røret han hænger sig i går i stykker under hans store vægt. En punchline, der ses på lang afstand. Sådan er det desværre for langt overvejende af filmens jokes og gimmicks samt historiens setups og payoffs. Der vakles desuden noget usikkert i filmens egen tone og brug af karakterer.

Selv en nærværende Nicolas Bro som Niels, der normalt har upåklagelig komisk timing, må her se sig besejret af det stive manuskript af Sigrid Johannesen og Christian Lollike, hvoraf sidstnævnte spillefilmsdebuterer som instruktør. Han formår ikke at forløse det komiske potentiale i filmens potente tematikker og et ellers solidt og alsidigt cast.

’Kagefabrikken’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Kagefabrikken’ har biografpremiere den 5. januar.

‘Et år, en nat’ skildrer terrorangrebet på spillestedet Bataclan

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvad der skulle være en aften med venner, musik og fest, ender som en tragisk aften med død, kaos og frygt. For under en koncert på det parisiske spillested Bataclan indtager terrorister i 2015 bygningen og skyder mod publikum i en salve af død. Det er denne brutale begivenhed, der er afsættet for ’Et år, en nat’, der skildrer den skæbnesvangre aften og de efterfølgende konsekvenser.

Man følger nemlig et ungt par, der er til koncerten med deres venner. Således lærer man Ramón og Céline at kende. De overlever begge angrebet og må nu forsøge at vende tilbage til livet og en hverdag. Følgerne af deres oplevelser hænger dog som en mørk skygge af angst over dem begge, som nu både individuelt og sammen gennemgår en kamp for at få deres liv tilbage.

Filmen er på sin vis lige så meget en fortælling om, hvordan de traumatiske oplevelser bearbejdes, som det er historien om den konkrete aften. Fortællingen bruger nemlig den primære spilletid på at skildre konsekvenserne af aftenen for parret, mens der i korte sekvenser og glimt krydsklippes til terrorangrebet undervejs i filmen. Desværre bliver skildringen af parret ikke rigtigt stærkt nok forløst.

Jeg føler ikke helt stærkt nok de følelser, der portrætteres af Nahuel Pérez Biscayart og Noémie Merlant som henholdsvis Ramón og Céline. Manuskriptet er bare ikke helt stærkt nok, mens også selve dramaet mellem de to bliver lidt stift. Der hvor filmen gør sig bedre, er i fortællingens første del, hvor parret lige er landet på den anden side af terrorangrebet, der kostede flere mennesker livet.

Her spiller lydsiden og en elegant klipning bl.a. virkelig godt. For små lyde fra hverdagens baggrundsstøj stikker sig nemlig angst ind i livet på både Ramón og Céline, der reagerer med frygt på selv må lyde. Her mærker jeg mere nogle af de følelsesmæssige ar, som de begge nu lever med, end jeg ellers mærker i fortællingen efterhånden som den skrider frem.

’Et år, en nat’ behandler dog sobert de tragiske hændelser, men får for mit vedkommende ikke åbnet såret helt op, så jeg bliver meget klogere på, hvordan en begivenhed som denne sætter sig i livet hos de overlevende. Det er kun i glimt og primært i filmens første del, at den stærkeste skildring af tragedien står frem. Her med fortrængning, sorg, smerte, angst og håbløshed.

’En nat, et år’ får 3 ud af 6 stjerner:

’En nat, et år’ har biografpremiere den 5. januar.

Jeg blev slugt råt af det dragende mordmysterie i ‘Decision to Leave’

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg blev som fortryllet af filmens magnetiske tiltrækningskraft, der præsenterede et dragende mordmysterie for mig. Den sydkoreanske filmskaber Park Chan-wooks ’Decision to Leave’ spiller nemlig bl.a. enigmatisk på både antydningens sirlige kunst og de store visuelle vidder, som smeltede forførende sammen med fortællingen og her greb mig om struben.

Vi møder den søvnløse politiofficer Hae-joon, der en dag får til opgave at undersøge et mystisk dødsfald, hvor en mand er faldet ned fra en høj klippe og her mødt sit endelige mod den hårde jord under ham. Men er det nu også bare et uheld for klatreren? Ind på banen kommer nu enken Seo-rae, der forhøres om sin afdøde ægtemand. For hvad er i grunden op og ned på sagen?

Dette spørgsmål hjemsøger snart Hae-joon, der vikles ind i sagen og samtidig betages af enken, hvis alibi er skudsikkert. Park Hae-il portrætterer med sammenbidt mine og undertrykte følelser politiofficeren, der med denne sag får skudt den spænding ind i sit arbejde og liv, han higer efter, mens Tang Wei er dragende tvetydig som enken. Sammen udgør de en dramatisk trykkoger af hemmeligheder.

Med stilsikker hånd om sin historie – der også foldes ud visuelt vigtigt med dynamisk kameraføring af fotografen Kim Ji-yong – gribes jeg af sagen, som også sagen har sit jerngreb i Hae-joon. For på elegant vis bruges filmens visuelle side på opfindsom vis til at lægge spor ud, der både leder mig ind i blindgyder og på rette vej i den kringlede fortælling om mord, hemmeligheder og kærlighed.

’Decision to Leave’ er altså på mange parametre en altomsluttende filmisk oplevelse, der i billede og lyd sitrende satte sig i min krop og satte mit hoved i gang med selv at følge filmens spor, der pulserende akkompagneres af det stemningsskabende og liflige score af Jo Yeong-wook. Filmen emmer af fortælleglæde hele vejen rundt, hvor jeg leges kispus med af en drilsk Park Chan-wook.

Uforudsigeligt, femme fatale-forførende og puslespilsengagerende bliver jeg med ’Decision to Leave’ kort fortalt henført til billede og lyd, der snor sig som et ubrydeligt bånd om fortællingen og her lidenskab, retfærdighed og tragedie. Park Chan-wook lægger med sit nyeste værk sig således elegant i enden af sine øvrige titler som ’The Handmaiden’, ’Stoker’, ’Thirst’ og ’Old Boy’.

’Decision to Leave’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Decision to Leave’ har biografpremiere den 25. december.

‘Elsker dig for tiden’ er en replikoplagt romantisk komedie

/i , /af

Biografanmeldelse: Kærligheden kan både være det mest fantastiske eller værste i verden. Kærligheden er i hvert fald en sprælsk type, det kan være svær at blive klog på. Både af den lykkelige og ulykkelige slags. I den romantiske komedie ’Elsker dig for tiden’ er det netop en sprælsk kærlighed, der vikler sig om den veloplagt spillede fortælling om Anna og Thomas samt deres venner.

Anna har en god karriere som fotograf, bor på Vesterbro og har tætte venner. Hun er også single, hvilket hun har det fint med, selvom dem omkring hende forsøger at overbevise hende om, at hun skal få sig en kæreste. Det er jo vejen til livets lykke. Men er det nu også det? Det får Anna i hvert fald testet, da den romantiske tømrer Thomas inviterer hende på en date.

Anna takker pænt nej. Hun skal i hvert fald ikke have en kæreste. Men Thomas er vild med Anna fra første blik. Så han udfordrer den målrettede Anna til at tage på date med ham, hvis hun da tør. Den udfordring tager hun naturligvis op – og så småt begynder Anna for sig selv på overraskende vis at falde for sin bejler. Kærligheden lurer altså lige om hjørnet med alt, hvad den indebærer.

Man følger således Anna og Thomas i en kapitelopdelt fortælling – fra deres første møde og videre i livet. Alt sammen starter veloplagt og morsomt. Replikkerne er velplacerede i munden på de medvirkende, der vittigt leverer dem med vid, bid og god komisk timing. Birollerne kommer også fint til deres ret, hvor bl.a. Sofie Kaufmanas som den kærlighedsuheldige veninde rammer plet.

I front som Anna og Thomas finder man Julie Rudbæk og Kasper Dalsgaard, der leverer fine portrætter af den egenrådige fotograf og den charmerende tømrer. Hvor filmen lægger veloplagt og tjept fra land, så begynder forudsigelighederne og de lidt stive klichéer at gøre deres indtog i fortællingen. Friskheden og overraskelserne går en smule af romancen og engagementet i duoen snubler.

Instruktører og forfattere Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag – hvoraf sidstnævnte også spiller med i filmen, det som en rapkæftet kollega til Thomas – har dog et fint greb om replikkerne og enkeltscener, der rammer relaterbare øjeblikke fra dating- og parlivet fint. Det er en skam, at duoen ikke har turdet at løbe mere vildt ind i romancens mulighed for overraskelser, men i stedet går i en noget lige linje mod rulleteksterne.

’Elsker dig for tiden’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Elsker dig for tiden’ har biografpremiere den 22. december.