‘Jeg elsker også dig’ er et fransk og følelsesladet trekantsdrama

/i , /af

Biografanmeldelse: Kærligheden kan være en lumsk sag. Den kan både være det bedste i verden og det værste i verden. En ting er dog sikkert, kærligheden er en kompleks størrelse. Det er i hvert fald tilfældet i Claire Denis’ franske trekantsdrama ’Jeg elsker også dig’, hvor følelserne males stort op mellem to mænd og en kvinde. Kærligheden spiller her mildt sagt de tre et puds eller to.

Fortællingen åbner med smukke vidder af et azurblåt hav med en midaldrende mand og kvinde i tæt omfavnelse og med kyssene siddende let på hinandens læber. Det er idyl og ren sommerlig romantik. Ja, så længe det altså lige varer. Kvinden hedder Sara og manden Jean. De synes som nyforelskede, men har allerede en god håndfuld kærlighedsår sammen i bagagen.

Kærligheden mellem de to står nemlig for skud, da Saras ekskæreste François træder ind i billedet. Gamle følelser blusser nu op hos og mellem de to. Jean kastes ud på sidelinjen og holdt hen i det uvisse om de to andres flirt, der måske står til at udvikle sig til mere end sværmeri. Det gør ikke just trekantsdramaet mindre intenst af, at François og Jean er bedste venner og arbejdspartnere.

Selvom dramaets tregrenede krone måske nok kan synes en kende forudsigelig, løftes forudsigelighederne af skuespillerne. Her finder man en tvetydig Juliette Binoche, der er i en kamp med sig selv og sin identitet som den vaklende Sara. En intens Vincent Lindon forløser både skrøbeligheden og styrken i Jean, mens Grégoire Colins François er et en god kæp i hjulet.

Det er relationer, troskab, løgne, venskaber, hemmeligheder og identitet samt naturligvis den ustyrlige og uforudsigelige kærlighed, der her er dramatisk oppe i luften mellem de tre parter. Den kærlighed, som kan få selv de mest trofaste og gode mennesker til at gå imod egne principper og det, der ellers burde være dem kært. Netop denne skrøbelighed får her engagerende liv de tre imellem.

Claire Denis lykkedes med ’Jeg elsker også dig’ at fortælle et solidt, men måske nok narrativt forudsigeligt trekantsdrama, som dog holdes fint oven vande af primært de tre skuespillere, der lader følelserne både bruse frit og holdes sammenbidt skjult. Kærligheden er her sat i ganske gribende stævne mellem mennesker, der søger både tosomhed, men også en ro og styrke i sig selv og livet.

’Jeg elsker også dig’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Jeg elsker også dig’ har biografpremiere den 17. november.

Journalistdramaet ‘She Said’ optrevler intimt sagen mod Harvey Weinstein

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er med den meget omtalte sag mod den berømte og magtfulde filmproducer Harvey Weinstein som omdrejningspunkt, at man med ’She Said’ kommer ind på livet af det arbejde, som de to journalister Jodi Kantor og Megan Twohey udførte, hvilket ledte til at få produceren for en dommer og hans mange seksuelle overgreb frem i lyset, at det minutiøse narrativ foldes ud.

Sagen mod Weinstein var også sagen, der for alvor startede en global bevægelse under navnet MeToo, hvor kvinder verden rundt stod frem med deres historier om seksuelle overgreb. Ikke kun i Hollywood, men også adskillige andre brancher. I ’She Said’ holdes det primære fokus dog på sagen med den toneangivende filmmand og de konsekvenser, den har for både de to journalister og ofrene.

Carey Mulligan og Zoe Kazan leder an som de ihærdige New York Times-journalister, der må gå sit igennem for at få nedbrudt den mur af tavshed, der ellers møder dem i deres optrevling af de tragiske beretninger fra adskillige kvinder. For hvordan kan disse overgreb overhovedet lade sig gøre i så mange år? Hvorfor har folk omkring produceren set igennem fingre med hans systematiske magtmisbrug?

’She Said’ er således ikke kun en historie om filmmogulens fald fra tinderne og hans domfældelse i 2020, men også historien om den afgørende gnist, der i den grad satte fart på #metoo-bevægelsen. Det er endvidere også historien om to kvinders utrættelige kamp og de heraf følgende konsekvenser i privaten samt en historie om, at graverjournalistik lønner sig.

Desværre lykkedes det ellers interessante, spændende og komplekse puslespil af dramatiske brikker ikke alle helt at komme nuanceret ind under huden på sin historie. Bl.a. får konsekvenserne i privatlivet hos ofre og journalisterne ikke helt tyngde nok. Ikke desto mindre lykkedes instruktøren Maria Schrader ganske fint med at holde et intimt og engagerende momentum i den rent journalistiske del af fortællingen.

’She Said’ er kort fortalt en både velfortalt og velspillet beretning om en af nyere tids mest skelsættende sager om seksuelle overgreb og systematisk magtmisbrug, der også har et ganske godt greb om det minutiøse journalistiske arbejde, der ligger bag, mens det mere menneskeligt bårne drama ikke helt har samme nuancerede tyngde, hvilket filmen kunne have fået endnu mere pondus af.

’She Said’ får 4 ud af 6 stjerner:

’She Said’ har biografpremiere den 17. november.

‘The Menu’ leverer lækker mad og satirisk spænding

/i , /af

Biografanmeldelse: Listen af utiltalende snobber og selvsmagende røvhuller er længere end den stramt komponerede menu, som chefkokken Slowik serverer for sine lidet tiltalende gæster i den genreknækkende spændings-og-mad-film ’The Menu’. En halvstor gruppe af særdeles velhavende mennesker har her betalt i dyre domme for at opleve Slowiks kulinariske kunnen – og det på en lille unik ø langt fra alt.

Det kan synes som den ultimative drøm for de selvudnævnte foodies, madkritikere eller blot blærerøvstrælse dengsedrenge, der alle er blevet sejlet til øen med alt, hvad den kan trække af luksus, opvartning og ikke mindst spændingen om den mad, der venter dem alle fra mesteren Slowik, som er innovativ som få, når det gælder gastronomi. Alle i branchen ser op til ham.

Men ikke så snart, der lægges fra kaj, førend jeg fornemmer, at ikke alt helt er som det skal være i dette ellers madfortryllende setup. Noget skummelt synes at gemme sig bag de halvstive smil fra personalet. Jeg er ikke alene om mine bange anelser. Den unge Margot imponeres ikke nemt af hele scenariet, hvilket står i skærende kontrast til partneren Tyler, der er som fortryllet af det hele.

Jeg vil ikke sige så meget mere om handlingen i ’The Menu’, da netop fortællingens overraskelser og hemmeligheder bør åbenbares for et så uanende publikum som det også er tilfældet for gæsterne på den unikke restaurant ude i naturen. Men at Margot måske nok har fået øje på, at noget skurrer en smule i øjnene i kulissen på restauranten, vil jeg dog godt sige ja til.

’The Menu’ svømmer nemlig ok veloplagt rundt i kulsort humor og grotesk satire, mens spændingskurven forsøges spændt mere og mere op efterhånden som fortællingen præsenterer sine overraskelser for publikum. Satiren virker da også ganske fint i sin karikerede skildring af de selvsmagende ego-gæster, der klæder sig i rigmandstøj, men som ikke ejer klasse eller stil. Det er ret så morsomt.

Anya Taylor-Joy er skøn som den uimponerede – og mest elskelige karakter i filmen – Margot. Tyler skildres dejligt leflende af Nicholas Hoult. Det er dog en enigmatisk og intimiderende Ralph Fiennes, der med karisma vinder størstedelen af rampelyset. ’The Menu’ knækker desværre nakken på sin fortælling om besættelse, passion og meningen med det hele, inden den ruller sig ind i en noget svag finale.

’The Menu’ får 3 ud af 6 stjerner:

’The Menu’ har biografpremiere den 17. november.

Den japanske animationsfilm ‘Belle’ rammer smukt og smerteligt rent

/i , /af

Biografanmeldelse: Det kan være svært at begå sig i livet. I den virkelighed, der omgiver en. At være den bedste udgave af sig selv. I den smukke japanske animationsfilm ’Belle’ møder vi den generte teenager Suzu, der ikke helt føler sig hjemme i verden. Hun bliver lidt overset af sin omverden og tynges samtidig af en tragisk hændelse i barndommen. Hun har det ikke nemt.

Da hun imidlertid laver en alternativ persona i det verdensomspændende virtuelle univers U, ændrer alt sig. I hvert fald i den digitale virkelighed. Her forvandler hun sig nemlig til den populære og smukke sangerinde Belle. Livet er pludselig en leg for Suzu. Men da et mystisk bæst træder ind i U, skaber det ravage i den alternative verden – og hvem gemmer sig i grunden bag bæstet ude i virkeligheden?

Alle i den virtuelle verden frygter det bidske bæst, men Suzu synes at se noget andet og mere skrøbeligt bag bæstets øjne og skarpe tænder. Det bliver således også starten på en søgen efter sandheden bag monstrets virkelige identitet. En søgen, hvor følelserne får frit løb i forening med en række storladne sange sunget af Belle, det til stor begejstring for de øvrige beboere i den fantastiske verden U.

Udover at ’Belle’ har en grundlæggende dragende historie med emner som tab, traumer og identitet samt familie, venskab og kærlighed, leverer filmen også sprudlende smuk animation. Det er en sand visuel fest at være vidne til både virkeligheden i U og den rigtige verden udenfor de digitale rammer. Her er en konstant sitrende legesyge og medrivende detaljerigdom at gå på opdagelse i.

Jeg blev forført visuelt af den dobbelte virkelighed fra først til sidst, hvor fortællingens lydside gik sømløst og engagerende i spænd med billederne. Historien bærer på både en stor menneskelig skønhed, men også en ilagt smerte, der rammer forførende rent i rørerede forening med sine karakterer. Her flettes desuden på eventyrlig vis inspiration ind fra det franske eventyr ’Skønheden og udyret’.

Filmens instruktør og forfatter Mamoru Hosoda har med ’Belle’ formået at forene en ovenud imponerende visuel billedside med en gribende historie og interessante karakterer, der rummer både et fortryllende og farefuldt eventyr samt en grå og smertelig virkelighed. Skønheden opstår her både ud af smerten og ikke mindst i livets menneskelighed, hvor kærligheden er helt central.

’Belle’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Belle’ har biografpremiere den 10. november.

‘Black Panther: Wakanda Forever’ er en storslået superheltefortælling

/i , /af

Biografanmeldelse: ’Black Panther: Wakanda Forever’ følger op på den første solofilm om den sorte panter, ’Black Panther’ fra 2018 med Chadwick Boseman i titelrollen. I 2020 døde skuespilleren grundet kræft, kun 43 år gammel. Så hvordan fortsætter Marvel mon eventyret? Det gør de på vellykket og respektfuld vis, hvor arven efter kong T’Challa aka Black Panther bringes flot videre.

Befolkningen i Wakanda sørger her over tabet af T’Challa. Ikke mindst søsteren, prinsesse Shuri, og hans mor, dronning Ramonda, er ramt. Landet har dog ikke tid til at sørge ret meget længere, da kongedømmet pludselig står midt i en international strid om det kraftfulde metal vibranium, der kun findes i Wakanda. Ikke nok med det, så står wakandianerne også overfor en hidtil ukendt fjende udefra.

En kamp om landets fremtid er indledt, hvor ikke kun befolkningen skal finde fodfæste på ny, men hvor særligt Shuri forsøger at bearbejde sin sorg over tabet af sin bror. Vrede, hævntørst og afmagt er blot nogle af de følelser, der bruser gennem den unge kvinde, som ikke kun kæmper mod de ydre fjender, men også egne indre dæmoner og en sorg, der synes afgrundsdyb.

Det er med andre ord de store og universelle følelsers kampplads, ’Black Panther: Wakanda Forever’ indtager. Det med flere stort opsatte og flot udførte actionsekvenser. Bl.a. da et krigerisk søfolk indtager et mægtigt skib. Jeg mærker både en reel trussel og de hårde slag, der sættes ind fra begge sider af kampen. Det intime over for det storladne. Det fungerer.

Efter Chadwick Bosemans død finder man nu en gribende Letitia Wright som Shuri, der for alvor træder i karakter med et både råt, stærkt og rådvildt portræt. Hun bakkes op af i det hele taget ganske interessante karakterer, der forløses overbevisende i en film, der på trods af bl.a. både vild futuristisk teknologi og ankelflyvende skurke virker ganske rodfæstet i en relaterbar virkelighed.

Angela Bassett har engagerende autoritet som Ramonda og Danai Gurira er atter sej krigerinde, mens hovedskurken spilles af en tvetydig Tenoch Huerta. Han er både menneskelig og relaterbar samt farlig og magtsyg. Karakterer og historie går altså overvejende ganske godt i spænd, hvor Ludwig Göranssons pulserende score og fotograf Autumn Durald Arkapaws smukke billeder har saft og kraft.

Der hvor instruktør og medforfatter Ryan Coogler har størst problemer er i filmens struktur og spilletiden på cirka 2 timer og 30 minutter. Ganske vist er fortællingen grundlæggende spændende med temaer som identitet, sorg og magt, men bliver sine steder ufokuseret og mister af og til det momentum. Til trods for det er her dog tale om en flot og storslået superheltefortælling.

’Black Panther: Wakanda Forever’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Black Panther: Wakanda Forever’ har biografpremiere den 9. november.

‘Fædre & mødre’ er veloplagt og en smule ufokuseret stereotypkomik

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvordan er det egentlig at starte på en ny skole og i en ny klasse? Bestemt ikke uden sin del af udfordringer – og da slet ikke for forældrene. I hvert fald ikke i Paprika Steens komedie ’Fædre & mødre’, hvor man møder ægteparret Piv og Ulrik. De har gjort sig umage for at få deres datter flyttet over på en ny og eftertragtet skole med kreativiteten i højsædet. Det bliver en svær start for de to.

Piv og Ulrik må i hvert fald gøre deres for at blive en naturlig del af forældregruppen i klassen, hvor et helt eget hierarki og dynamik hersker. Her er undertrykte følelser, en masse usagte stridigheder og så er der også lige børnene, der jo burde være i højsædet. De voksne har bare lidt svært ved helt at se ud over sig selv og egne interne problemer.

Derfor er den forestående hyttetur da også helt oplagt til at få afløb for diverse frustrationer blandt forældrene, når alkoholen går ind og facaderne falder. Sammenstødet mellem forældrene og her diverse personligheder tegnes morsomt og stereotypt op. Der er bl.a. den mobbede mor, den fraskilte mand, det flippede og frigjorte par samt Piv og Ulrik, hvis forhold knager.

Ganske vist er filmen en smule ufokuseret, hvor det mere er enkeltscener end en medrivende helhed, der fungerer bedst. Men det veloplagte hold af skuespillere er med til at løfte løjerne, som er forfattet med situationskomisk bid af Jakob Weis. Det er nemlig i de noget karikerede karakterer, at komikken slippes mest fjollet løs, men også relaterbart.

Det er sjov og ballade med satirisk kant og tematisk bid. Bl.a. når mændene i maskulin kamp smider trøjen for at kløve træ. Når kvinderne med skarpe tunger bekriger hinandens svage punkter. Når den farlige flirt på kryds og tværs prikker til perfektionsrelationerne. Det er de voksnes magtstrukturer, der her undersøges og udstilles på tåkrummende vis, mens børnene efterlades i baggrunden.

Idéen med at bore ned i forældregruppen som tema er sjov og med komikken siddende i overfladen. Det er dog en skam, at det ikke lykkedes at skabe en mere helstøbt fortælling, der kunne have løftet karakterer og fortælling op over de ganske vist heldigvis mange vellykkede morsomme scener. Men filmen føles lidt som en brainstorm over netop, hvilke situationer en hyttetur kan afstedkomme.

Disse fint iscenesatte optrin forløses heldigvis veloplagt af holdet. Her finder man bl.a. som den misforståede Piv og en småkuet Ulrik henholdsvis Katrine Greis-Rosenthal og Jacob Hauberg Lohmann. Det øvrige hold byder på mere bastant skårne roller, bl.a. den frigjorte børnepsykolog spillet af Amanda Collin, Carsten Bjørnlund som alfahan og Nikolaj Lie Kaas som overgearet ægtemand samt en småklodset Rasmus Bjerg, en konfrontatorisk Line Kruse og en snobbet Martin Greis-Rosenthal.

’Fædre & mødre’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Fædre & mødre’ har biografpremiere den 3. november.

‘See How They Run’ leverer en veloplagt og morsom mordgåde

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er nu intet så dragende som en veldrejet mordgåde. Med ’See How They Run’ får man netop en mordgåde, der er både veloplagt fortalt og morsomt skruet sammen. For selvom essensen måske nok er klassisk whodunnit, så tilføjes her sjove metalag, der leger med genrens klichéer og her publikums forventninger.

Historien udspiller sig i 1950’ernes London blandt skuespillere og filmfolk. Allerede her har vi et tilføjet lag af filmisk selvbevidsthed, som en voice-over da også kækt understreger. Der sker naturligvis snart det, at et mord finder sted og så sættes den en smule afdankede vicepolitikommissær Stoppard på sagen. Han bliver noget modvilligt gjort følgeskab af den uerfarne og unge, men ivrige betjent Stalker.

Mordet finder sted på et teater, hvor Agatha Christies yderst populære whodunnit-stykke ’The Mousetrap’ spiller for fulde huse aften efter aften. Ja, endnu et metalag. Stykket og den planlagte filmatisering af mordgåden sættes nu på hold, da offeret findes placeret midt på teatrets scene. Spørgsmålet er nu blot: Hvem er morderen og hvorfor har vedkommende myrdet netop denne person?

Det er alt sammen vittigt og tempofyldt skruet sammen af instruktør Tom George, der får leveret den virilt skrevne mordgåde af manuskriptforfatter Mark Chappell, der absolut har haft en fest med at sammensætte sin sirlige historie, der udover at byde på selve den dragende mordgåde også leverer et fornøjeligt, kulørt og umage persongalleri.

I front finder man en underspillet Sam Rockwell som Stoppard, der gøres charmerende og morsomt vellykket følgeskab af Saoirse Ronan som Stalker. Hertil kommer den selvsmagende filminstruktør Leo Kopernick i skikkelse af en rap Adrien Brody, mens whodunnit-mysteriet i øvrigt befolkes af sin del af karismatiske karakterer, der alle er under mistanke – eller måske er det næste offer!

’See How They Run’ leger med andre ord veloplagt med en velkendt genre, der her får nyt og frisk liv med bl.a. meta-morsomme lag. Endvidere finder man de medvirkendes legende dans med deres roller samt en tempofyldt og elegant klipning, der skaber fremdrift i løjerne. Så selvom den store finale måske mister lidt momentum, er den medrivende forløst – som filmen i øvrigt er det.

’See How They Run’ får 4 ud af 6 stjerner:

’See How They Run’ har biografpremiere den 27. oktober.

Multiplotfilmen ‘Ingen kender dagen’ får aldrig rigtigt fat i helheden

/i , /af

Biografanmeldelse: Livet suser derudaf. Hvad vi møder på vores vej, er med til at forme os som mennesker og vores liv. Relationer, modstand og medvind. Det er alt sammen en del af livets sirligt strikkede tæppe. I Annette K. Olesens multiplotfilm ’Ingen kender dagen’ bliver jeg vidne til en håndfuld nedslag i livet hos vidt forskellige mennesker. Et løsmasket tæppe af levet liv på kryds og tværs.

Vi møder en empatisk læge, en mobbet skoleelev, en utro ægtemand, en lille datter og hendes mor samt et ungt par til en begravelse. De har umiddelbart ikke noget tilfælles andet end det drama, der udspiller sig i hver af deres liv og forhold. Men så alligevel synes ét fælles tema at sno sig om menneskeskæbnerne, nemlig tillid i forskellige afskygninger.

Tillid til ens medmennesker, til ens lærer, til ens partner, til ens mor og til ens udkårne. Samtidig er her også sin del af andre tematikker i spil. Bl.a. jagten på identitet, på kærlighed og ikke mindst tryghed. Alt sammen spændt udover disse liv, der alle er grundet i dramatisk alvorlig muld, hvorfra dramaet spirer. Der er så lige historien om den utro ægtemand, der får et solidt pift komedie.

Denne indflettede historie er bestemt oprigtigt morsom, men den fremstår og føles også underligt løsrevet fra filmens ellers netop alvorlige tone og klangbund. Den stikker ud og smelter ikke rigtigt vellykket sammen med de øvrige skæbner, hvorfor filmen heller ikke når helt vellykket i mål som en gribende, tankevækkende og engagerende helhed.

Det er en skam, da der er fint dramatiske noter at finde i filmen, hvor det dog i sidste ender bliver spillernes præstationer, der redder filmen i havn. Bl.a. en intens Trine Dyrholm som sej læge, mens Sofie Juul Blinkenberg som gravid hustru fint bevæger sig mellem det sarte og stålsatte. Emil Aron Dorph har som den unge elev endvidere en fin skrøbelighed i sig, jeg gerne følger hele vejen.

Annette K. Olesen har med ‘Ingen kender dagen’ kort fortalt formået at sætte fint afstemte dramaer i søen, der hver især primært bæres af de medvirkendes præstationer. Som helhed og et hele vejen gribende drama vakler filmen desværre, hvilket også går udover skæbneberetningerne, som ikke alle har den dramatiske pondus, der ellers lægges op til.

’Ingen kender dagen’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Ingen kender dagen’ har biografpremiere den 27. oktober.

‘Beautiful Beings’ greb mig om struben med både vold og venskab

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er venskab og vrede i luften i ’Beautiful Beings’, når islandske Guðmundur Arnar Guðmundsson fortæller historien om en gruppe unge teenagedrenges liv i et råt Reykjavik. De har hver især deres at slås med, men sammen står de stærkt. De tre venner beslutter sig imidlertid for efter en barsk hændelse at invitere det kuede mobbeoffer Balli ind i gruppen.

Herfra folder en både brutal og skrøbelig venskabshistorie sig ud om ung usikkerhed, vold som afløb for vreden og det at turde være sårbar i en testosteronfyldt drengegruppe. Her udfordres relationerne og ender i en beskidt voldsspiral, hvor venskaberne begynder at vakle, mens festerne tager til. Jeg får med andre ord et oprigtigt og medrivende kig ind i en verden af vold og venskab.

I gruppen finder man bl.a. Addi, der synes at være den mest normale af de fire venner. Det siger han i hvert fald selv. Men som skilsmissebarn sniger sig også sin del af svære følelser ind i hans liv, hvor mystiske drømme efterhånden også synes at påvirke ham i relationen til vennerne. Det er en begyndende rejse ind voksenlivet. En svær overgangsperiode, jeg gribes af fra start til slut.

For en ting er de fire velspillende og naturligt troværdige præstationer af skuespillerne, noget andet er filmens pulserende og flere steder helt drømmende smukke billedside, der er indfanget med nærvær og intensitet af fotograf Sturla Brandth Grøvlen. ’Beautiful Beings’ er altså også en visuelt og endvidere lydmæssigt engagerende oplevelse, der trækker nuancerne frem i teenageportrætterne.

Det er med sikker hånd, at Guðmundur Arnar Guðmundsson fortæller sin dramatiske historie, der sikkert og nervepirrende bevæger sig vej frem gennem sit nærværende narrativ, der bare tager til og til, mens jeg smides ind i flere eksplosivt overbevisende scener, hvor bl.a. volden står ubehageligt frem. Spørgsmål som hvorfor slår drengene så brutalt på tæven vejrer i vinden.

Det er ikke fordi, at her gives lette løsninger på bevæggrunden for volden, der bl.a. synes at opstå i drengenes dynamik. For selvom de alle har dæmoner i privaten, virker dette motiv ikke påduttet karaktererne, men smelter naturligt sammen med historien og miljøbeskrivelserne. ’Beautiful Beings’ er et kig ind i en grænsesøgende ungdom, der tog sit medrivende greb i struben på mig.

’Beautiful Beings’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Beautiful Beings’ har biografpremiere den 20. oktober.

Dwayne ’The Rock’ Johnson tæsker generisk løs i ‘Black Adam’

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvis der er en skuespiller, som også i virkeligheden ligner en mægtigt muskuløs superhelt, må det da om nogen være Dwayne ’The Rock’ Johnson. Med ’Black Adam’ iklæder han sig et stramt outfit og indtager filmens superstærke titelrolle med skulende blik og forknyt mine, er han klar til at slå på tæven – og han er, modsat mange andre helte, ikke er bleg for at slå ihjel.

Den tvetydige helt-/anti-helt så dagens lys for godt 5000 år, hvor han ellers var et almindeligt menneske. Skæbnen ville dog, at han blev beriget med mægtige superkræfter fra de gamle guder for herefter at blive fængslet. I nutiden bliver hans skæbne som fængslet supermenneske brudt. Således står Black Adam nu overfor skumle skurke, der vil påtvinge sig magten over menneskeheden.

Black Adam er ikke den eneste med superhelte-kræfter, som her må forsøge at overleve sine modstandere. Vi møder nemlig også medlemmer af det såkaldte Justice Society. Bl.a. Atom Smasher, der kan vokse til gigantstørrelse, Dr. Fate med magiske kræfter, en hvirvelvindsflyvende Cyclone og Hawkman med mægtige vinger.

Her er altså samlet en umage og dejlig kulørt trup af helte, der desværre aldrig rigtigt får medrivende luft under vingerne. Det samme gælder Dwayne Johnsons portræt af Black Adam. For selvom både slåskampe og eksplosioner er større end store, er det straks sværere at spore en reel fare i eskapaderne. Jeg mærker aldrig for alvor, at noget er på spil. At noget for alvor kan gå galt.

Bl.a. fremstår Black Adam ovenud usårlig, hvor man så kunne håbe på, at hans kamp mellem lyset og mørket kom mere i spil. Det gør den ikke. Det gælder i øvrigt for hele holdet af helte og øvrige medvirkende, at de fremstår enten flade eller – endnu mere frustrerende – uforløste, hvilket ikke mindst gælder Justice Society-medlemmerne.

Bl.a. får en ellers karismatisk Pierce Brosnan som Dr. Fate slet ikke lov til at udfolde sin karakter, mens eksempelvis også de unikke egenskaber ved Atom Smasher og Cyclone efterlades noget ubrugte i støvet fra filmens mange ikke videre overbevisende og computerskabte actionscener. Flere af dem virker næsten ufærdige, mens bulder og brag desværre ender i en noget generisk superhelte-gryde.

’Black Adam’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Black Adam’ har biografpremiere den 19. oktober.