‘Fædre & mødre’ er veloplagt og en smule ufokuseret stereotypkomik

Biografanmeldelse: Hvordan er det egentlig at starte på en ny skole og i en ny klasse? Bestemt ikke uden sin del af udfordringer – og da slet ikke for forældrene. I hvert fald ikke i Paprika Steens komedie ’Fædre & mødre’, hvor man møder ægteparret Piv og Ulrik. De har gjort sig umage for at få deres datter flyttet over på en ny og eftertragtet skole med kreativiteten i højsædet. Det bliver en svær start for de to.

Piv og Ulrik må i hvert fald gøre deres for at blive en naturlig del af forældregruppen i klassen, hvor et helt eget hierarki og dynamik hersker. Her er undertrykte følelser, en masse usagte stridigheder og så er der også lige børnene, der jo burde være i højsædet. De voksne har bare lidt svært ved helt at se ud over sig selv og egne interne problemer.

Derfor er den forestående hyttetur da også helt oplagt til at få afløb for diverse frustrationer blandt forældrene, når alkoholen går ind og facaderne falder. Sammenstødet mellem forældrene og her diverse personligheder tegnes morsomt og stereotypt op. Der er bl.a. den mobbede mor, den fraskilte mand, det flippede og frigjorte par samt Piv og Ulrik, hvis forhold knager.

Ganske vist er filmen en smule ufokuseret, hvor det mere er enkeltscener end en medrivende helhed, der fungerer bedst. Men det veloplagte hold af skuespillere er med til at løfte løjerne, som er forfattet med situationskomisk bid af Jakob Weis. Det er nemlig i de noget karikerede karakterer, at komikken slippes mest fjollet løs, men også relaterbart.

Det er sjov og ballade med satirisk kant og tematisk bid. Bl.a. når mændene i maskulin kamp smider trøjen for at kløve træ. Når kvinderne med skarpe tunger bekriger hinandens svage punkter. Når den farlige flirt på kryds og tværs prikker til perfektionsrelationerne. Det er de voksnes magtstrukturer, der her undersøges og udstilles på tåkrummende vis, mens børnene efterlades i baggrunden.

Idéen med at bore ned i forældregruppen som tema er sjov og med komikken siddende i overfladen. Det er dog en skam, at det ikke lykkedes at skabe en mere helstøbt fortælling, der kunne have løftet karakterer og fortælling op over de ganske vist heldigvis mange vellykkede morsomme scener. Men filmen føles lidt som en brainstorm over netop, hvilke situationer en hyttetur kan afstedkomme.

Disse fint iscenesatte optrin forløses heldigvis veloplagt af holdet. Her finder man bl.a. som den misforståede Piv og en småkuet Ulrik henholdsvis Katrine Greis-Rosenthal og Jacob Hauberg Lohmann. Det øvrige hold byder på mere bastant skårne roller, bl.a. den frigjorte børnepsykolog spillet af Amanda Collin, Carsten Bjørnlund som alfahan og Nikolaj Lie Kaas som overgearet ægtemand samt en småklodset Rasmus Bjerg, en konfrontatorisk Line Kruse og en snobbet Martin Greis-Rosenthal.

’Fædre & mødre’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Fædre & mødre’ har biografpremiere den 3. november.