Der er urovækkende smil og olme jump scares i gyset ‘Smile’
Biografanmeldelse: Smilet forvrides på gruopvækkende vis, når gyset ’Smile’ folder sig isnende ud. Der er nemlig noget helt galt med en af psykiateren Roses patienter. Noget mere galt end, hvad Rose er vant til med sine patienter. Noget udefinerbart, ondt og dræbende farligt. Smilet vrides nemlig skræmmende af led på patienten, der i næste nu tager sit eget liv på brutal og stift smilende vis.
Hvad der herfra venter Rose er en nedadgående spiral af tiltagende og urovækkende begivenheder, hvor den ellers fattede psykiater begynder at tvivle på sin egen fornuft. For hvad er det for syner, hun efter patientens blodige selvmord begynder at opleve? Er det vrangforestillinger? Stressbetonet? Panikangst? Eller noget helt andet?
’Smile’ vender det ellers indbydende og afvæbnende smil på hovedet og gør det til en yderst klam gestus mellem mennesker. Smilet er stift og ubehageligt. Noget lader endda til, at det er dræbende. Så selvom det urovækkende smil måske nok mest er en gyser-gimmick, virker det i filmens gysende univers, hvor man kommer ind i psyken på Rose og her bl.a. hendes barndomstraume.
Historien mister måske nok et par steder en smule momentum, men lever heldigvis fint af sin grundlæggende uhyggelige stemning, der kun tager til filmen igennem. Dog hæmmes ’Smile’ en smule af en håndfuld unødvendige fake scares og ikke altid lige vellykkede jump scares. Gyset er bedst, når det beror på det underspillede gys, der bl.a. bæres af Roses indre i forfald.
Hertil kommer, at skrækfilmen er veliscenesat af instruktør og manuskriptforfatter Parker Finn, som her spillefilmsdebuterer på vellykket vis. Han bliver interessant at følge. Desuden er de olme løjer fotograferet på dragende vis af Charlie Sarroff, der får indrammet både filmens ydre og Roses indre verden på medrivende vis, mens det sitrende score af Cristobal Tapia de Veer sætter grum trumf på.
’Smile’ leger altså med en skræmmende balancegang mellem virkelighed og fæle syner, hvor uhyggen virker bedst, når den tør stole på sin urovækkende og underspillede onde stemning, mens et par af filmens chok heldigvis sidder gispende rent i gyserskabet. Den korteste vej mellem mennesker siges at være smilet. Her er smilet den korteste vej mellem det rare og det dybt skræmmende. Gisp!
’Smile’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Smile’ har biografpremiere den 29. september.
