‘Peter von Kant’ er et velfortalt kammerspil fra fransk mester

Biografanmeldelse: Kærlighed, succes og forfængelighed. Det kan være en svær treenighed at balancere. Det må man i hvert fald sande i den franske auteur François Ozons velfortalte, medrivende og underspillet morsomme kammerspil ’Peter von Kant’. Her møder man den succesfulde filminstruktør Peter von Kant, der lever med alle sine følelser helt uden på tøjet og passionen som drivkraft.

Filmen er inspireret af den tyske filmskaber Rainer Werner Fassbinders ’Petra von Kants bitre tårer’ fra 1972. Den har jeg dog ikke set. Ozons film står da heldigvis for mit vedkommende også fint frem i egen ret. Filmen udspiller sig langt overvejende og på vellykket vis i Peter von Kants lejlighed, der er fyldt med farver, kunst og musik på pladespilleren samt godt med champagne i glassene.

Peter von Kant er en interessant karakter at følge. Han er på den ene side charmerende, skrøbelig og kærlig, men han er bl.a. også selvoptaget og med et umiddelbart fravær af nævneværdig empati for sin mangeårige assistent Karl, som han hundser med for et godt ord. Det er dog for mig svært ikke at holde af Peter von Kant. I hvert fald at blive draget af ham som menneske – og af hans liv.

Den excentriske filmskaber får vendt op og ned på sit liv, da han møder den nogle og 20-årige unge og smukke Amir. Han falder hovedkulds for ham. Eller er det blot med ønsket om at blive elsket? Eller fordi, han ser en mulighed i at forme den unge mand efter egne idealer? Uanset hvad, så indleder de to et intimt forhold, hvor Peter von Kant lover at løfte Amir ind i en skuespiller-stjernehimmel.

Filmens dramatiske omdrejningspunkt er således de to mænds uligevægtige forhold, hvor det dog er Peter von Kant, der tager teten i at være filmens mest interessante karakter. Det ikke mindst også takket være en hele vejen nærværende og intens Denis Ménochet. Han leverer et medrivende portræt, der er hele filmen værd. Selv når fortællingen synes at miste lidt at sit momentum.

’Peter von Kant’ lever altså overvejende af portrættet af filmskaberen, hvor hans unge modpart gøres fint levende af en drenget Khalil Ben Gharbia. Stefan Crepon er desuden en underspillet fornøjelse at overvære som den underdanige Karl. François Ozon lykkedes på den måde fint med sit kunstnerportræt og fortællingen om den svære treenighed af kærlighed, succes og forfængelighed.

’Peter von Kant’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Peter von Kant’ har biografpremiere den 6. oktober.