Biografanmeldelse: Der gemmer sig store drømme og en intens udlængsel i kroppen og bag den fåmælte teenager Julijas øjne i det både afdæmpede og momentvis eksplosive drama ’Murina’. Den unge kvinde bor nemlig med sine forældre i et ganske vist paradisisk og sommerligt Kroatien med store naturvidder og et smukt blåt hav så langt øjet rækker. Der er dog ikke meget idyl over livet for Julija.

Hendes dominerende far er over hende som en høg, der vil bestemme over alt i Julijas liv. Hvordan hun skal se ud, hvordan hun skal opføre sig, hvad hun skal gøre og ikke mindst, hvad hendes fremtid skal bestå af. Det er et liv, hvor hun i hvert fald ikke skal ud i den store verden, hvilket præcist er, hvad hun drømmer om.

Livet ændrer sig dog, da den amerikanske rigmand Javier ankommer med planer om at købe faderens hjem og det store land, der hører til det. Det vil nemlig redde den lille familie økonomisk og gøre det muligt for dem at skabe sig en sikker fremtid. Naturligvis går besøget ikke legende let. Snart er der underspillet drama samt bortgemte følelser og lyster, der stille og roligt bobler op til overfladen.

Et familiedrama, hvor Julija jagter frigørelsen fra sin far, mens også hendes mor lever i skyggen af sin mand. Men kan Javier blive de to kvinders redning? Følelserne bruser lige der, hvor intet bliver sagt, men også der, hvor det gælder i livet. Nemlig det at forfølge sine drømme, sin lidenskab og et bedre liv. ’Murina’ er fortalt med fint flair for bl.a. Julijas bortgemte følelsesliv.

Her tilfører Gracija Filipovic bestemt sin karakter en fin usagt dybde og nuancer, mens Danica Curcic som hendes mor balancerer fint mellem det frigjorte og egenrådige samt det underdanige og forskræmte. Leon Lucev er den uforudsigelige patriark, der kan være lige så charmerende som brutal og skræmmende. Et sprængfarligt og dramatisk potent trekløver.

Selvom her altså skildres fine karakterer og dramaet for så vidt fungerer, går pointerne om bl.a. begær, usagte følelser og frigørelse også lidt i ring, hvor jeg ikke helt gribes der om hjertet, hvor følelserne og dramaet sætter sig fast. Det sagt, så er ’Murina’ et ret så vellykket og fint fortalt drama, der med sit naturskønne bagtæppe også fornemt henfører mig til en liflig sommer.

’Murina’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Murina’ har biografpremiere den 28. juli.

Biografanmeldelse: Man siger, at hunden er menneskets bedste ven. Det er da heller ikke helt skævt i animationsfilmen ’DC League af Superkæledyrene’, hvor vi møder Superman og hans optimistiske superhund Krypto. De er bedste venner, men da kærligheden rammer Kryptos superejer i form af Lois Lane, synes Krypto at komme en smule i anden række.

Det bliver dog snart det mindste af Kryptos problemer. For selvom hunden og Superman har bekæmpet skurke i en lind strøm i Metropolis, kommer Krypto alligevel på lidt af en opgave, da hans ejer samt resten af heltene i Justice League kidnappes. Nu er det op til den logrende superhund at overbevise en umage flok af dyr fra et internat om, at de skal hjælpe ham med at redde heltene.

Heldigvis har de andre dyr på livsændrende vis fået superkræfter. Her møder vi således den bomstærke hund Ace, den lynhurtige skildpadde Merton, det elektrificerede egern Chip og ikke mindst grisen PB, der kan gøre sig både kæmpestor og lillebitte. En ret sjov flok af karakterer, der dog ikke helt udnyttes til fulde i en historie, der desværre savner nuancer og skærer sine pointer om venskab ud i tykt pap.

Selvom forudsigeligheden ligeledes hersker i den farverige animationsfortælling, så er løjerne dog heldigvis ikke helt uden en vis charme. Her er det dog ikke kun Krypto, der spreder godt humør, men i høj grad netop den umage gruppe af superdyr, som er det skævere end Supermans hund, hvorfor de også bliver det mere interessante og sjove at følge.

Desuden diskes her op med sin del af meta-sjov og drilsk humor, hvor superhelte-klichéer prikkes til med et fint glimt i øjet. Desværre sidder jokes og filmens fysiske gags ikke altid helt i skabet, men bliver noget klodset oversat til dansk kontekst, hvor de i oversættelsen altså ender med at virke noget mekaniske. Jeg så altså filmen med danske stemmer og ikke de originale.

Dermed ikke sagt, at de danske skuespillere bag karaktererne som sådan ikke er veloplagt leveret. Det er mere i oversættelsen til dansk, at noget af humoren falder til jorden. Desuden slingrer filmen sig ind i en alt for langtrukken finale, der mister momentum og pondus alt for hurtigt. ’DC League af Superkæledyrene’ er på trods en ok omgang superheltesjov, der bare ikke helt kommer i mål.

’DC League af Superkæledyrene’ får 3 ud af 6 stjerner:

’DC League af Superkæledyrene’ har biografpremiere den 28. juli.

Biografanmeldelse: Der er fuld fart på 80’er-farveladen, når den sprudlende ’Thor: Love and Thunder’ boltrer sig veloplagt afsted på nye eventyr fyldt med charme, humor og potent tegneserie-action. En kitsch-kulørt bombe af frivol underholdning, men også iklædt en menneskelig nærhed samt et ekko af afgrundsdyb sorg hos den gruopvækkende skurk Gorr the God Butcher.

Thor er med andre ord tilbage i fuldt firspring efter sine seneste soloeskapader i den vellykkede ’Thor: Ragnarok’ fra 2017. Denne gang gælder det et nyt eventyrridt ud i rummet, hvor Tordenguden må forsøge at finde ud af, hvem han i grunden er inderst inde. Snart tropper den galaktiske skurk Gorr imidlertid op og gør livet surt for alt og alle omkring ham i hans jagt på at dræbe alle guder.

Det bliver starten på det voldsomt underholdende Marvel-eventyr i selskab med Thor, som her synes at kunne udkonkurrere enhver guitarsolo fra 80’erne i ren og skær awesomeness. Til at hjælpe sig i kampen mod ondskaben finder man bl.a. seje King Valkyrie og den godmodige Korg samt ikke mindst også Thors ekskæreste Jane Foster, der nu tager gude-hammeren Mjølner i sine hænder. Kapow!

Thor får i den grad kamp til action-stregen udi guddommelig strabadser og farverige outfits. ’Thor: Love and Thunder’ er nemlig også en visuelt campy lækkerbisken af glimtende neonfarver og spruttende gnister. Her er seje monstre, storladne slag samt store guns – både dem med kugler i og dem, der sidder på skuldrene af Thor og Jane Foster. Det er uforskammet skørt og medrivende kulørt.

Chris Hemsworth er en sand fornøjelse som den charmerende og småkluntede Thor, mens Natalie Portman indgyder fortællingen både en fin skrøbelighed og bomstærk helte-styrke. Christian Bale er en ond tilføjelse til MCU som den creepy Gorr. Frygtindgydende og superklam. Desuden dukker en overraskende morsom Russell Crowe op som den selvfede gud Zeus. Ganske enkelt ubetalelig.

’Thor: Love and Thunder’ er herligt useriøs bulder og brag, men ikke uden et seriøst drama inden bag alt det veloplagte rabalder af 80’er-tråd og morsom kådhed. Instruktør og medforfatter Taika Waititi leverer kort fortalt herlig superhelte-eskapisme for fuld smadder. Ufortrødent og hæmningsløst. Det er dejligt og topfjollet – det uden at miste sit hjerte, der naturligvis sidder på det helt rette sted.

’Thor: Love and Thunder’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Thor: Love and Thunder’ har biografpremiere den 6. juli.

Biografanmeldelse: Atmosfæren er tung med urovækkende uhygge i Scott Derricksons gysende grumme ’The Black Phone’. Man bliver her ført tilbage til et farvenedtonet 1970’erne, hvor en seriemorder er på spil i det nordlige Denver. Morderen har fået tilnavnet The Grabber, da han gennem længere tid har kidnappet børn i et angst nabolag. Børn, der aldrig dukker op igen.

Da The Grabber igen slår til, kommer det helt tæt ind på livet af drengen Finney, da det er en af hans bedste venner, der forsvinder. Er det muligt, at vennen stadig er i live? Vil det lykkedes politiet at fange den morderiske kidnapper? Det er spørgsmål, som lokalsamfundet står midt i sammen med Finney, der også kæmper med mobbere i skolen og en voldelig alenefar.

’The Black Phone’ fletter således livet som en almindelig 13-årig ind i den skræmmende historie, hvor seriemorders hærgen plager en by, hvor sorgen og rædslen ligger som et tungt tæppe om samfundet. Det handler altså ikke kun om jagten på en seriemorder, men også livet som ungt barn med alt fra venskaber til spirende kærlighed og at finde sig til rette i livet.

Tag dog ikke fejl, for det er uhyggen og gruen, der er i højsædet, hvor en nærværende Mason Thames giver et naturligt portræt som Finney. Han er god. Det samme er Madeleine McGraw i rollen som hans rappe lillesøster Gwen. De to er svære ikke at holde af. Desværre bliver deres forhold til den fordrukne far lidt generisk beskrevet. Men som dramatisk brik, klarer forholdet til faren dog skærene.

Udover bl.a. filmens tungt forførende gru-atmosfære, så er et stort trumfkort for filmen også den isnende urovækkende Ethan Hawke som den uforudsigelige The Grabber. En virkelig god bøhmand i filmisk form. Han er hele filmen værd. For der er måske lidt knas i gyserhjulene, hvor bl.a. et par karaktermæssige handlinger og generiske relationsbeskrivelser, er lidt svære helt at tro på.

Det er dog langt fra nok til at rive det grusomme tæppe væk under ’The Black Phone’, der er langt overvejende vellykket, hvor der spyttes fint dramatiske elementer ned i den sitrende gysergryde i form af bl.a. forholdet de unge børn imellem, mens et overnaturligt twist i filmens præmis, løfter en måske lidt forudsigelig fortælling ind i en anden og mere overraskende verden af grusomheder.

’The Black Phone’ får 4 ud 6 stjerner:

’The Black Phone’ har biografpremiere den 23. juni.

Biografanmeldelse: Hvordan står det egentlig til med dig? Hvor er du i livet? Hvor vil du hen? Ja, hvad er egentlig meningen med det hele? I norske Joachim Triers elegante ’Verdens værste menneske’ møder vi den næsten 30-årige Julie. Hun har samtlige spørgsmål helt inde på livet i filmen, der folder sig ud hen over en lille håndfuld år af hendes liv.

Det står ikke vildt godt til med Julie. Hun har ikke rigtigt fundet sin retning i livet og da slet ikke sin plads. Men gør det i grunden noget? Det synes lige så meget at være hendes omverden, der stresser og presser Julie for at gøre noget andet med livet. Hun er altid sprunget fra det ene til det andet. Nu arbejder hun i en boghandel og er kærester med den nogle og 40-årige Aksel.

Aksel presser på, da han er klar til at stifte familie. Det er Julie ikke. Hun er som altid ubeslutsom og forvirret over sit liv. Hvilken retning det skal gå i. Her tegnes således et både sart, nuanceret og gribende portræt af Julie, mens jeg spejler mig i både hendes livsspørgsmål, venner og bekendte. Der er nemlig en hudløs og oprigtig ærlighed i fortællingen, der går i spænd med mit eget liv.

For selvom filmen er gjort af en prolog, 12 kapitler og en epilog, så folder fortællingen sig naturligt ud. Det hænger bl.a. også sammen med den naturlighed, man finder i de medvirkende karakterers ageren og færden i filmens levede liv. Dialogerne falder med en troværdig naturlighed hele vejen, hvor vi altså følger Julies noget kaotiske liv. Det indre så vel som det ydre liv.

En både sart og stærk Renate Reinsve formidler med hele sin krop, gestik og stemmeføring et facetteret portræt af den vægelsindede og rodløse Julie. Jeg kan ganske enkelt ikke tage øjnene fra hende. Det både i soloscener, men bestemt også i de dynamiske scener med kærester, flirter, venner, bekendte og familie. Her optegnes en fortælling, der favner livets op- og nedture.

Instruktør Joachim Trier er med sin medforfatter Eskil Vogt lykkedes med et både følsomt og skrøbeligt, bittersødt og morsomt samt tænksomt og gribende drama, der favner Julies livssituation på en måde, så jeg gennem hende også møder mig selv og det liv, jeg lever. Det med en række troværdigt dragende karakterer og medspillere, der bevæger sig ind og ud af Julies liv.

’Verdens værste menneske’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Verdens værste menneske’ har biografpremiere den 16. juni.