Der er store drømme og farlige følelser i ‘Murina’

Biografanmeldelse: Der gemmer sig store drømme og en intens udlængsel i kroppen og bag den fåmælte teenager Julijas øjne i det både afdæmpede og momentvis eksplosive drama ’Murina’. Den unge kvinde bor nemlig med sine forældre i et ganske vist paradisisk og sommerligt Kroatien med store naturvidder og et smukt blåt hav så langt øjet rækker. Der er dog ikke meget idyl over livet for Julija.

Hendes dominerende far er over hende som en høg, der vil bestemme over alt i Julijas liv. Hvordan hun skal se ud, hvordan hun skal opføre sig, hvad hun skal gøre og ikke mindst, hvad hendes fremtid skal bestå af. Det er et liv, hvor hun i hvert fald ikke skal ud i den store verden, hvilket præcist er, hvad hun drømmer om.

Livet ændrer sig dog, da den amerikanske rigmand Javier ankommer med planer om at købe faderens hjem og det store land, der hører til det. Det vil nemlig redde den lille familie økonomisk og gøre det muligt for dem at skabe sig en sikker fremtid. Naturligvis går besøget ikke legende let. Snart er der underspillet drama samt bortgemte følelser og lyster, der stille og roligt bobler op til overfladen.

Et familiedrama, hvor Julija jagter frigørelsen fra sin far, mens også hendes mor lever i skyggen af sin mand. Men kan Javier blive de to kvinders redning? Følelserne bruser lige der, hvor intet bliver sagt, men også der, hvor det gælder i livet. Nemlig det at forfølge sine drømme, sin lidenskab og et bedre liv. ’Murina’ er fortalt med fint flair for bl.a. Julijas bortgemte følelsesliv.

Her tilfører Gracija Filipovic bestemt sin karakter en fin usagt dybde og nuancer, mens Danica Curcic som hendes mor balancerer fint mellem det frigjorte og egenrådige samt det underdanige og forskræmte. Leon Lucev er den uforudsigelige patriark, der kan være lige så charmerende som brutal og skræmmende. Et sprængfarligt og dramatisk potent trekløver.

Selvom her altså skildres fine karakterer og dramaet for så vidt fungerer, går pointerne om bl.a. begær, usagte følelser og frigørelse også lidt i ring, hvor jeg ikke helt gribes der om hjertet, hvor følelserne og dramaet sætter sig fast. Det sagt, så er ’Murina’ et ret så vellykket og fint fortalt drama, der med sit naturskønne bagtæppe også fornemt henfører mig til en liflig sommer.

’Murina’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Murina’ har biografpremiere den 28. juli.

Det overnaturlige gys ‘Natten har øjne’ vakler rundt i uhyggen

Biografanmeldelse: En vild forelskelse slår ned som et pludseligt lyn mellem danske Maja og den studerende Leah fra England på et ganske hverdagsagtigt bibliotek i Danmark. En kop te bliver til et par flasker vin, mens berusende kys bliver til meget mere. Kærligheden spirer uforfalsket mellem de to, der dog ikke aner, at det ikke just er en lys fremtid, de går i møde.

For da Leah efter et mystisk anfald må rejse hjem til London, vælger Maja impulsivt at rejse med og forfølge kærligheden. Der er bare lige det ved det, at Leahs underbo også er hendes overbeskyttende, dominerende og hemmelighedsfulde mor Chana. Moderen lader ikke Leah ud af syne og nærmest slet ikke være alene sammen med Maja, der begynder at ane mystiske ting i hjemmet.

For hvad er det i grunden, Chana gemmer på af hemmeligheder her i det ortodokse jødiske kvarter i London? Der spindes således jødisk mysticisme og overtro ind i de tos nye kærlighed, mens Chana synes at snige sig rundt i hjemmets mørke og endda helt ind i Maja og Leahs soveværelse midt om natten. Det så gulvbrædderne knirker og skyggerne bliver endnu mere dystre.

Der er noget helt galt i det engelske hjem og ikke mindst med Chanas besættende forhold til datteren. Desværre trækker det overnaturlige gys langt overvejende på de samme og tiltagende søvndyssende plotgreb og gysertricks. Chana opfører sig creepy og der opstår akavet stemning i det umage trekløver. Sådan går fortællingen i ring i en lidt for stor en del af filmen. Det bliver forudsigeligt.

Fortællingen mister gysende momentum, mens de glimt af sandheden bag Chanas mærkværdige opførsel aldrig rigtigt bliver interessante eller for så vidt videre spændende. Det sagt, så udspiller filmen sig i et interessant spændingsfelt mellem jødisk overtro, brændende kærlighed og en creepy mor-datter-relation. Desværre smelter elementer bare aldrig helt medrivende sammen.

Sofie Gråbøl bliver ikke rigtigt overbevisende som den jødiske matriark Chana, mens David Dencik smides lidt utroværdigt ind i møllen. Heldigvis er der fin kemi og charme at finde mellem Josephine Park og Ellie Kendrick som det nyforelskede par. De og filmens finale er ret vellykket. Gabriel Bier Gislasons spillefilmsdebut som instruktør og manuskriptforfatter lykkedes kort fortalt delvist.

’Natten har øjne’ får 3 ud 6 stjerner:

’Natten har øjne’ har biografpremiere den 28. juli.

‘DC League af Superkæledyrene’ er ok charmerende meta-sjov

Biografanmeldelse: Man siger, at hunden er menneskets bedste ven. Det er da heller ikke helt skævt i animationsfilmen ’DC League af Superkæledyrene’, hvor vi møder Superman og hans optimistiske superhund Krypto. De er bedste venner, men da kærligheden rammer Kryptos superejer i form af Lois Lane, synes Krypto at komme en smule i anden række.

Det bliver dog snart det mindste af Kryptos problemer. For selvom hunden og Superman har bekæmpet skurke i en lind strøm i Metropolis, kommer Krypto alligevel på lidt af en opgave, da hans ejer samt resten af heltene i Justice League kidnappes. Nu er det op til den logrende superhund at overbevise en umage flok af dyr fra et internat om, at de skal hjælpe ham med at redde heltene.

Heldigvis har de andre dyr på livsændrende vis fået superkræfter. Her møder vi således den bomstærke hund Ace, den lynhurtige skildpadde Merton, det elektrificerede egern Chip og ikke mindst grisen PB, der kan gøre sig både kæmpestor og lillebitte. En ret sjov flok af karakterer, der dog ikke helt udnyttes til fulde i en historie, der desværre savner nuancer og skærer sine pointer om venskab ud i tykt pap.

Selvom forudsigeligheden ligeledes hersker i den farverige animationsfortælling, så er løjerne dog heldigvis ikke helt uden en vis charme. Her er det dog ikke kun Krypto, der spreder godt humør, men i høj grad netop den umage gruppe af superdyr, som er det skævere end Supermans hund, hvorfor de også bliver det mere interessante og sjove at følge.

Desuden diskes her op med sin del af meta-sjov og drilsk humor, hvor superhelte-klichéer prikkes til med et fint glimt i øjet. Desværre sidder jokes og filmens fysiske gags ikke altid helt i skabet, men bliver noget klodset oversat til dansk kontekst, hvor de i oversættelsen altså ender med at virke noget mekaniske. Jeg så altså filmen med danske stemmer og ikke de originale.

Dermed ikke sagt, at de danske skuespillere bag karaktererne som sådan ikke er veloplagt leveret. Det er mere i oversættelsen til dansk, at noget af humoren falder til jorden. Desuden slingrer filmen sig ind i en alt for langtrukken finale, der mister momentum og pondus alt for hurtigt. ’DC League af Superkæledyrene’ er på trods en ok omgang superheltesjov, der bare ikke helt kommer i mål.

’DC League af Superkæledyrene’ får 3 ud af 6 stjerner:

’DC League af Superkæledyrene’ har biografpremiere den 28. juli.

‘Resten af livet’ folder det dramatisk nuancerede ud i det stille

Biografanmeldelse: Vi har alle resten af livet foran os, det indtil livet ender. I det sagte danske drama ’Resten af livet’ stopper livet brat for den unge søn i en lille sønderjysk familie. Tilbage står nu søsteren Line samt moren Maren og faren Egon. Fyldt med sorg, forvirring og hver deres måde at håndtere det ubærlige og uforståelig tab. For hvordan kommer man videre i livet, når man slås helt omkuld?

Det er netop denne tragiske situation, der sætter filmens stille drama i gang efter, at man er blevet præsenteret for både familien samt venner, bekendte og byen, hvor de bor i. Her er fyldt med hjertevarme, lun humor samt ordknappe karakterer. Det er en verden og virkelighed, der med forståelse og respekt portrætteres af instruktør og manuskriptforfatter Frelle Petersen.

Her gælder det ikke store armbevægelser i dramaet, der mere beror på alt det usagte. Alt det, som det er så svært at sætte ord på. Sorgen. Tabet. Fortvivlelsen. Selvom fortælling har et tungt tema i centrum, rummer filmen også en varme og medmenneskelighed, jeg gribes af. Det både gennem familiens tre medlemmer, men også i den landlige omverden, som her åbner sig stille og roligt op.

På samme måde åbner også både Line, Egon og Maren op. Egon, der ikke som sådan er berøringsangst med tabet, men stadig finder det svært at finde ordene, det over for en mere forknyt Maren, der nærmest helt lukker ned for den tragiske sandhed. Samtidig er Line i gang med en svær fertilitetsbehandling med sin partner. Her er nok at skulle forholde sig til af alt det svære i livet.

Netop gennem Frelle Petersens forsigtige greb om tematikkerne og en videreformidlende forståelse for både livet, landet og naturen samt vores karakterer, bliver jeg hensat til det sønderjyske med alt, hvad det her indebærer af sin del af kaffe og kage, ringridning og underspillet humor samt ro og fred. Ro til fordybelse, men også ro til at stå med sorgen, der kun er tungere, når den ikke deles med andre.

’Resten af livet’ finder måske nok ikke helt vej ind til de stærke følelser hos mig. Dermed ikke sagt, at her ikke kommer fint fortalte og nuancerede følelser i spil, for det gør der. Frelle Petersen er kort fortalt lykkedes med at fint afstemt familiedrama med en omsiggribende sorg, men også et drama med hjerterum, varme og smittende humor af den stille slags.

’Resten af livet’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Resten af livet’ har biografpremiere den 7. juli.

‘Thor: Love and Thunder’ er en 80’er-kulørt bombe af underholdning

Biografanmeldelse: Der er fuld fart på 80’er-farveladen, når den sprudlende ’Thor: Love and Thunder’ boltrer sig veloplagt afsted på nye eventyr fyldt med charme, humor og potent tegneserie-action. En kitsch-kulørt bombe af frivol underholdning, men også iklædt en menneskelig nærhed samt et ekko af afgrundsdyb sorg hos den gruopvækkende skurk Gorr the God Butcher.

Thor er med andre ord tilbage i fuldt firspring efter sine seneste soloeskapader i den vellykkede ’Thor: Ragnarok’ fra 2017. Denne gang gælder det et nyt eventyrridt ud i rummet, hvor Tordenguden må forsøge at finde ud af, hvem han i grunden er inderst inde. Snart tropper den galaktiske skurk Gorr imidlertid op og gør livet surt for alt og alle omkring ham i hans jagt på at dræbe alle guder.

Det bliver starten på det voldsomt underholdende Marvel-eventyr i selskab med Thor, som her synes at kunne udkonkurrere enhver guitarsolo fra 80’erne i ren og skær awesomeness. Til at hjælpe sig i kampen mod ondskaben finder man bl.a. seje King Valkyrie og den godmodige Korg samt ikke mindst også Thors ekskæreste Jane Foster, der nu tager gude-hammeren Mjølner i sine hænder. Kapow!

Thor får i den grad kamp til action-stregen udi guddommelig strabadser og farverige outfits. ’Thor: Love and Thunder’ er nemlig også en visuelt campy lækkerbisken af glimtende neonfarver og spruttende gnister. Her er seje monstre, storladne slag samt store guns – både dem med kugler i og dem, der sidder på skuldrene af Thor og Jane Foster. Det er uforskammet skørt og medrivende kulørt.

Chris Hemsworth er en sand fornøjelse som den charmerende og småkluntede Thor, mens Natalie Portman indgyder fortællingen både en fin skrøbelighed og bomstærk helte-styrke. Christian Bale er en ond tilføjelse til MCU som den creepy Gorr. Frygtindgydende og superklam. Desuden dukker en overraskende morsom Russell Crowe op som den selvfede gud Zeus. Ganske enkelt ubetalelig.

’Thor: Love and Thunder’ er herligt useriøs bulder og brag, men ikke uden et seriøst drama inden bag alt det veloplagte rabalder af 80’er-tråd og morsom kådhed. Instruktør og medforfatter Taika Waititi leverer kort fortalt herlig superhelte-eskapisme for fuld smadder. Ufortrødent og hæmningsløst. Det er dejligt og topfjollet – det uden at miste sit hjerte, der naturligvis sidder på det helt rette sted.

’Thor: Love and Thunder’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Thor: Love and Thunder’ har biografpremiere den 6. juli.

‘Memoria’ er sælsomt forførende slow cinema af mytisk karakter

Biografanmeldelse: Med mytisk schwung sniger Apichatpong Weerasethakuls sælsomt forførende ’Memoria’ sig dragende afsted i aldeles roligt og helt hypnotisk tempo. Det er en film, der tør tage sig tid til sin fortælling, til at rodfæste og opbygge sin stemning og vores hovedkarakters rejse ind i en virkelighed berørt af et mysterium med afsæt i en mystisk lyd, som kun hun kan høre.

For med et sæt vågner Jessica en nat op, da hendes nattesøvn brat afbrydes af et smæk af en dyb lyd. Men hvad er det i grunden for en lyd? Hvorfor kan kun hun høre den? Bl.a. også når den gentager sig for hende filmen igennem. Disse spørgsmål hjemsøger snart Jessica, der nu kommer på en besynderlig rejse ind i Colombias jungle i sin søgen efter svarene på lydgåden.

Som ledsager til den enigmatiske gåde finder man Tilda Swinton som Jessica, der med roligt væsen og nærmest helt slæbende stemmeføring smelter sammen med fortællingens adstadige tempo. Sammen opbygges der i smukt samspil med filmens hypnotiserende billeder af fotograf Sayombhu Mukdeeprom et omsluttende univers, hvori jeg føres ind via også en opfindsom lydside.

Thailandske Apichatpong Weerasethakul, der også har skrevet filmen, udfordrer sit publikum hele vejen rundt med ’Memoria’. Han lykkedes med at forføre og føre mig ind i fortællingens vibrerende væsen af stilhed, ro og mystik. Her er tid til eftertanke. Både for de medvirkende, men bestemt også for mig, der forgæves forsøger at finde lydgådens svar sammen med Jessica.

Ganske vist er mysteriet en plotmæssig motor for fortællingen, men filmen er altså meget mere end denne gåde og jagten på svarene. Det er en film, der tager mig med på en rejse, der udfordrer mig alle de rigtige steder. En rejse, der i billede og lyd stærkt sætter sig i min krop og i mit hoved. Jeg bliver på en gang både rundtosset og helt tosset begejstret for filmen, der både leder og vildleder. Herligt.

’Memoria’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Memoria’ har biografpremiere den 30. juni.

Ethan Hawke er forførende grum som seriemorder i ‘The Black Phone’

Biografanmeldelse: Atmosfæren er tung med urovækkende uhygge i Scott Derricksons gysende grumme ’The Black Phone’. Man bliver her ført tilbage til et farvenedtonet 1970’erne, hvor en seriemorder er på spil i det nordlige Denver. Morderen har fået tilnavnet The Grabber, da han gennem længere tid har kidnappet børn i et angst nabolag. Børn, der aldrig dukker op igen.

Da The Grabber igen slår til, kommer det helt tæt ind på livet af drengen Finney, da det er en af hans bedste venner, der forsvinder. Er det muligt, at vennen stadig er i live? Vil det lykkedes politiet at fange den morderiske kidnapper? Det er spørgsmål, som lokalsamfundet står midt i sammen med Finney, der også kæmper med mobbere i skolen og en voldelig alenefar.

’The Black Phone’ fletter således livet som en almindelig 13-årig ind i den skræmmende historie, hvor seriemorders hærgen plager en by, hvor sorgen og rædslen ligger som et tungt tæppe om samfundet. Det handler altså ikke kun om jagten på en seriemorder, men også livet som ungt barn med alt fra venskaber til spirende kærlighed og at finde sig til rette i livet.

Tag dog ikke fejl, for det er uhyggen og gruen, der er i højsædet, hvor en nærværende Mason Thames giver et naturligt portræt som Finney. Han er god. Det samme er Madeleine McGraw i rollen som hans rappe lillesøster Gwen. De to er svære ikke at holde af. Desværre bliver deres forhold til den fordrukne far lidt generisk beskrevet. Men som dramatisk brik, klarer forholdet til faren dog skærene.

Udover bl.a. filmens tungt forførende gru-atmosfære, så er et stort trumfkort for filmen også den isnende urovækkende Ethan Hawke som den uforudsigelige The Grabber. En virkelig god bøhmand i filmisk form. Han er hele filmen værd. For der er måske lidt knas i gyserhjulene, hvor bl.a. et par karaktermæssige handlinger og generiske relationsbeskrivelser, er lidt svære helt at tro på.

Det er dog langt fra nok til at rive det grusomme tæppe væk under ’The Black Phone’, der er langt overvejende vellykket, hvor der spyttes fint dramatiske elementer ned i den sitrende gysergryde i form af bl.a. forholdet de unge børn imellem, mens et overnaturligt twist i filmens præmis, løfter en måske lidt forudsigelig fortælling ind i en anden og mere overraskende verden af grusomheder.

’The Black Phone’ får 4 ud 6 stjerner:

’The Black Phone’ har biografpremiere den 23. juni.

‘Elvis’ buldrer svulstigt afsted med fænomenal Austin Butler

Biografanmeldelse: I et overdådigt væld af glimtende glitter og store diamanter åbner Baz Luhrmanns svulstige drama om Elvis Presley og hans manager Oberst Tom Parker på bombastisk vis. Det er på samme ekstravagante vej, at det biografiske drama fortsætter sin tempofyldte fortælling om The King of Rock and Roll og hans komplicerede forhold til manageren.

Det er gennem netop Tom Parker og hans voice-over, at historien fortælles, hvor man således følger Elvis’ vej fra et uprøvet talent til fuldblodsverdensstjerne og status som musikalsk ikon. Den tragiske skæbne for kongen kender vi. Filmen stiller således spørgsmålet, om det var Parker, der pressede sin stjerne for hårdt, hvilket førte til hans alt for tidlige død.

Det spørgsmål plager manageren, hvilket gøres klart i filmens start, mens spørgsmålet om, hvorvidt Parker udnyttede Elvis til egen og grådige økonomiske fordel, også er i fokus. Disse spørgsmål og heraf affødte følelsesmæssige komplikationer er interessante, særligt i samspil med netop den nu afdøde legende, hvor det indviklede forhold de to imellem er den dramatiske motor.

Det er med nærmest konstant detaljerede montageagtige scenerier, at Luhrmann har valgt at fortælle sin historie i hektisk tempo, der folder sig ud over hele 2 timer og 39 minutter. Bl.a. dette fortællermæssige greb har fart på filmen igennem, hvilket desværre ikke efterlader megen tid til det nære, nuancerede og intime i vores to hovedrollers sjæleliv og vej gennem livet.

Bl.a. gennem Parkers voice-over og filmens mange lange montager, bliver historien også langt mere tell it end show it, hvilket desværre gør, at distancen til Elvis, Parker og deres forhold bliver en kende lang. Det samme i bl.a. portrættet af Elvis’ tætte forhold til sin mor Gladys og hustruen Priscilla. Relationer, der efterlades i slipstrømmen til fordel for den visuelt overrumplende stil.

Heldigvis forfører denne formfuldendte visuelle stil også, hvilket næsten får mig til at glemme, at jeg ikke er videre følelsesmæssigt engageret i hverken Elvis’ tragedie eller Parkers plagede sind. Filmens ultimative trumfkort er imidlertid Austin Butler, der på det nærmeste er en åbenbaring i filmens titelrolle. Han bevæger sig som Elvis og taler som Elvis. Han er for vild og hele filmen værd.

Tom Hanks’ ellers ganske fine præstation som Parker blegner ved siden af filmens sande stjerner, nemlig Butlers vrikkende, svedende og magisk syngende Elvis. Han kropsliggør The King. Det mere sjælelige portræt får desværre bare ikke meget plads i Luhrmanns jagt efter at underholde visuelt. Centralt står her naturligvis også musikken, der er blevet pumpet godt og grundigt op til lejligheden.

Opdateringen af en lang række Elvis-klassikere fungerer for det meste faktisk fint i det flamboyante univers, mens det dog klinger skævt, når der forsøges inkorporeret rap-elementer. ’Elvis’ står med andre ord tilbage som et visuelt overdådigt ridt, hvor karaktererne desværre lidt ender i skyggen af Luhrmanns effektjageri, men Austin Butler kan ingen slå af pinden. Han er filmens sande konge!

’Elvis’ får 4 ud af 6 stjerner:



’Elvis’ har biografpremiere den 23. juni.

‘Verdens værste menneske’ udfolder elegant levet liv i filmisk form

Biografanmeldelse: Hvordan står det egentlig til med dig? Hvor er du i livet? Hvor vil du hen? Ja, hvad er egentlig meningen med det hele? I norske Joachim Triers elegante ’Verdens værste menneske’ møder vi den næsten 30-årige Julie. Hun har samtlige spørgsmål helt inde på livet i filmen, der folder sig ud hen over en lille håndfuld år af hendes liv.

Det står ikke vildt godt til med Julie. Hun har ikke rigtigt fundet sin retning i livet og da slet ikke sin plads. Men gør det i grunden noget? Det synes lige så meget at være hendes omverden, der stresser og presser Julie for at gøre noget andet med livet. Hun er altid sprunget fra det ene til det andet. Nu arbejder hun i en boghandel og er kærester med den nogle og 40-årige Aksel.

Aksel presser på, da han er klar til at stifte familie. Det er Julie ikke. Hun er som altid ubeslutsom og forvirret over sit liv. Hvilken retning det skal gå i. Her tegnes således et både sart, nuanceret og gribende portræt af Julie, mens jeg spejler mig i både hendes livsspørgsmål, venner og bekendte. Der er nemlig en hudløs og oprigtig ærlighed i fortællingen, der går i spænd med mit eget liv.

For selvom filmen er gjort af en prolog, 12 kapitler og en epilog, så folder fortællingen sig naturligt ud. Det hænger bl.a. også sammen med den naturlighed, man finder i de medvirkende karakterers ageren og færden i filmens levede liv. Dialogerne falder med en troværdig naturlighed hele vejen, hvor vi altså følger Julies noget kaotiske liv. Det indre så vel som det ydre liv.

En både sart og stærk Renate Reinsve formidler med hele sin krop, gestik og stemmeføring et facetteret portræt af den vægelsindede og rodløse Julie. Jeg kan ganske enkelt ikke tage øjnene fra hende. Det både i soloscener, men bestemt også i de dynamiske scener med kærester, flirter, venner, bekendte og familie. Her optegnes en fortælling, der favner livets op- og nedture.

Instruktør Joachim Trier er med sin medforfatter Eskil Vogt lykkedes med et både følsomt og skrøbeligt, bittersødt og morsomt samt tænksomt og gribende drama, der favner Julies livssituation på en måde, så jeg gennem hende også møder mig selv og det liv, jeg lever. Det med en række troværdigt dragende karakterer og medspillere, der bevæger sig ind og ud af Julies liv.

’Verdens værste menneske’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Verdens værste menneske’ har biografpremiere den 16. juni.

‘Lightyear’ sender publikum mod det uendelige univers … igen

Biografanmeldelse: Det startede i 1995 med den første ’Toy Story’ fra Pixar. En håndfuld fortsættelser om det levende legetøj senere, får vi nu historien bag et af de populære stykker legetøj, nemlig astronauten Buzz Lightyear. Animationsfilmens titel er ’Lightyear’ og er altså ikke en solofilm om legetøjet Buzz, men derimod om den frygtløse spacerager, der inspirerede tilblivelsen af den rumglade figur.

I ’Lightyear’ møder vi således Buzz Lightyear, der med sin besætning ombord på et rumskib flere lysår væk fra Jorden uheldigvis styrter ned og strander på en fremmed planet. Buzz tager skylden på sine skuldre, hvilket tynger ham, men også motiverer ham til at hjælpe holdet væk fra den farlige planet og sikkert hjem igen. Det er naturligvis ikke sådan lige til, men missionen må og skal gennemføres.

Man møder her ikke kun filmens karismatiske og elskværdige titelkarakter, men altså også et i øvrigt veloplagt hold af andre astronauter, rekrutter og herunder ikke mindst Buzz’ nye ven i form af den søde robot-kat Sox. Et kærligt og komisk sidekick. Farerne lurer ikke kun på planetens overflade, men også i det ukendte mørke, der omgiver kloden, som de er styrtet ned på.

Det er dog ikke vildt overraskende overraskelser, filmen er rig på. Derimod er fortællingen virkelig veloplagt fortalt, hvor der er godt fart på rumeskapaderne, hvilket er med til, at jeg hænger på, selvom historien måske nok ikke er den mest opfindsomme. Helt uden sin del af interessante tematikker er Pixar-filmen ikke. Bl.a. kommer universelle temaer om, hvad det vil sige at have et hjem fint i spil.

Helt centralt står også temaet om at føle skyd. Det i skikkelse at Buzz, der bærer på skylden over at have forårsaget nedstyrtningen. Noget han kæmper for at finde ro med, mens det nuanceres med spørgsmålet, om man nu også ville gøre noget om, hvis man fik muligheden for det. Det er dog overvejende fart over feltet, onde robotter og farlige slyngplanter, der løber med opmærksomheden hos mig.

Det er absolut også ok, når nu netop action, fortælling og holdet af karakterer serveres så legende veloplagt og har et yderst engagerende animeret liv. Det hele krydres således fint med netop de relaterbare temaer, der ligger som en tankevækkende bund under al filmens sjov og ballade. ’Lightyear’ er ganske vist ikke original, som når Pixar er bedst, men den er bestemt underholdende.

’Lightyear’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Lightyear’ har biografpremiere den 16. juni.