Der er store drømme og farlige følelser i ‘Murina’

Biografanmeldelse: Der gemmer sig store drømme og en intens udlængsel i kroppen og bag den fåmælte teenager Julijas øjne i det både afdæmpede og momentvis eksplosive drama ’Murina’. Den unge kvinde bor nemlig med sine forældre i et ganske vist paradisisk og sommerligt Kroatien med store naturvidder og et smukt blåt hav så langt øjet rækker. Der er dog ikke meget idyl over livet for Julija.

Hendes dominerende far er over hende som en høg, der vil bestemme over alt i Julijas liv. Hvordan hun skal se ud, hvordan hun skal opføre sig, hvad hun skal gøre og ikke mindst, hvad hendes fremtid skal bestå af. Det er et liv, hvor hun i hvert fald ikke skal ud i den store verden, hvilket præcist er, hvad hun drømmer om.

Livet ændrer sig dog, da den amerikanske rigmand Javier ankommer med planer om at købe faderens hjem og det store land, der hører til det. Det vil nemlig redde den lille familie økonomisk og gøre det muligt for dem at skabe sig en sikker fremtid. Naturligvis går besøget ikke legende let. Snart er der underspillet drama samt bortgemte følelser og lyster, der stille og roligt bobler op til overfladen.

Et familiedrama, hvor Julija jagter frigørelsen fra sin far, mens også hendes mor lever i skyggen af sin mand. Men kan Javier blive de to kvinders redning? Følelserne bruser lige der, hvor intet bliver sagt, men også der, hvor det gælder i livet. Nemlig det at forfølge sine drømme, sin lidenskab og et bedre liv. ’Murina’ er fortalt med fint flair for bl.a. Julijas bortgemte følelsesliv.

Her tilfører Gracija Filipovic bestemt sin karakter en fin usagt dybde og nuancer, mens Danica Curcic som hendes mor balancerer fint mellem det frigjorte og egenrådige samt det underdanige og forskræmte. Leon Lucev er den uforudsigelige patriark, der kan være lige så charmerende som brutal og skræmmende. Et sprængfarligt og dramatisk potent trekløver.

Selvom her altså skildres fine karakterer og dramaet for så vidt fungerer, går pointerne om bl.a. begær, usagte følelser og frigørelse også lidt i ring, hvor jeg ikke helt gribes der om hjertet, hvor følelserne og dramaet sætter sig fast. Det sagt, så er ’Murina’ et ret så vellykket og fint fortalt drama, der med sit naturskønne bagtæppe også fornemt henfører mig til en liflig sommer.

’Murina’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Murina’ har biografpremiere den 28. juli.