Det overnaturlige gys ‘Natten har øjne’ vakler rundt i uhyggen

Biografanmeldelse: En vild forelskelse slår ned som et pludseligt lyn mellem danske Maja og den studerende Leah fra England på et ganske hverdagsagtigt bibliotek i Danmark. En kop te bliver til et par flasker vin, mens berusende kys bliver til meget mere. Kærligheden spirer uforfalsket mellem de to, der dog ikke aner, at det ikke just er en lys fremtid, de går i møde.

For da Leah efter et mystisk anfald må rejse hjem til London, vælger Maja impulsivt at rejse med og forfølge kærligheden. Der er bare lige det ved det, at Leahs underbo også er hendes overbeskyttende, dominerende og hemmelighedsfulde mor Chana. Moderen lader ikke Leah ud af syne og nærmest slet ikke være alene sammen med Maja, der begynder at ane mystiske ting i hjemmet.

For hvad er det i grunden, Chana gemmer på af hemmeligheder her i det ortodokse jødiske kvarter i London? Der spindes således jødisk mysticisme og overtro ind i de tos nye kærlighed, mens Chana synes at snige sig rundt i hjemmets mørke og endda helt ind i Maja og Leahs soveværelse midt om natten. Det så gulvbrædderne knirker og skyggerne bliver endnu mere dystre.

Der er noget helt galt i det engelske hjem og ikke mindst med Chanas besættende forhold til datteren. Desværre trækker det overnaturlige gys langt overvejende på de samme og tiltagende søvndyssende plotgreb og gysertricks. Chana opfører sig creepy og der opstår akavet stemning i det umage trekløver. Sådan går fortællingen i ring i en lidt for stor en del af filmen. Det bliver forudsigeligt.

Fortællingen mister gysende momentum, mens de glimt af sandheden bag Chanas mærkværdige opførsel aldrig rigtigt bliver interessante eller for så vidt videre spændende. Det sagt, så udspiller filmen sig i et interessant spændingsfelt mellem jødisk overtro, brændende kærlighed og en creepy mor-datter-relation. Desværre smelter elementer bare aldrig helt medrivende sammen.

Sofie Gråbøl bliver ikke rigtigt overbevisende som den jødiske matriark Chana, mens David Dencik smides lidt utroværdigt ind i møllen. Heldigvis er der fin kemi og charme at finde mellem Josephine Park og Ellie Kendrick som det nyforelskede par. De og filmens finale er ret vellykket. Gabriel Bier Gislasons spillefilmsdebut som instruktør og manuskriptforfatter lykkedes kort fortalt delvist.

’Natten har øjne’ får 3 ud 6 stjerner:

’Natten har øjne’ har biografpremiere den 28. juli.