En glubsk løve er generisk løs på savannen i ‘Beast’

Biografanmeldelse: Der er nu intet så herligt medrivende som en god omgang dyr-går-amok-film. Tænk bl.a. på hunden i ’Cujo’, slangen i ’Anaconda’ og alligatorerne i ’Crawl’. Gisp! I ’Beast’ finder man en glubsk løve, man ikke skal komme på tværs af, hvis man har sit liv kært. Det er den afrikanske savanne, der her lægger ryg til de barske løjer, hvor en far og hans to døtre kommer på afveje.

Desværre får løve-løjerne aldrig for alvor løftet sig op fra sin generiske sump, hvorfra den snubler noget utroværdigt ind i rulleteksterne, der rammer en løvetand for sent, filmens ellers relativt korte spilletid på små 90 minutter til trods. Præmissen i ’Beast’ er ellers befriende simpel, hvor man som farmand finder karismatiske Idris Elba.

Hans karakter som faderen Nate forbliver dog noget blodfattig, hvilket desværre er symptomatisk for den ellers dejligt sparsomme rollebesætning, der overvejende består af familie-trioen og vennen Martin. Nå ja, og naturligvis den dræbende løve. En ting er dog naturligvis den rent medrivende løve-action, noget andet er det menneskelige drama, der også forsøges fortalt.

Nate har nemlig mistet sin eks-hustru til kræft. Turen til Afrikas savanne er således også forsøget på at genetablere det skrøbelige forhold til de to unge døtre. Familien er vigtigst af alt. Det både for mennesker og dyr. For løven, der er på rov, er det nemlig kun for at beskytte sine egne fra onde krybskytter. Således spejler fortællingen sig mennesker og dyr imellem.

Et historiemæssigt parløb, der desværre aldrig får medrivende schwung – eller dramatisk tyngde hos den lille familie. I det hele er det småt med spænding, hvilket er fatalt for en fortælling, der bl.a. ellers sigter efter at leve af netop spænding, intensitet og nervepirrende scener, når løven lurer i billedets hjørner, hvor den er på lur efter en luns af de medvirkende.

Det sagt, så er filmens første del den mest vellykkede, hvor et par fint forløste long takes fastholder fortællingen i uafbrudte kamerature. Desværre formår ’Beast’ ikke at leve op til den ellers ganske velfortalte første del, men sætter alt spænding og ikke mindst troværdighed over styr, jo længere ind i jagten mellem bæst og menneske, man kommer.

’Beast’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Beast’ har biografpremiere den 22. september.