Biografanmeldelse: Vi skal til det igen. Nemlig en tur ind i det farlige spil Jumanji med efterfølgeren til filmen af samme navn – nu med undertitlen ‘The Next Level’. Det betyder endnu en omgang kropsforviklinger med Dwayne Johnson, Jack Black, Kevin Hart og Karen Gillan i front som spillets avatarer for de fire tilbagevendende teenagere, der igen forvilder sig ind i junglen.

Inden de dog lander i det dødsensfarlige spil igen, genforenes de i deres hjemby efter, at de ellers er spredt for alle vinde for at starte på college. Den ulykkelige og forvirrede Spencer vælger dog at opsøge spillet på ny grundet knas med kærligheden – bare fordi. De tre venner følger efter for at redde ham ud. Snart står de således overfor helt nye udfordringer i Jumanji.

Her er med andre ord nærmest tale om en så godt som ikke eksisterende historie. Teenager forvilder sig ind i Jumanji. Hans venner følger efter. Teenager skal reddes ud. Det er cirka det. Det kunne have været et spændende eventyr med et computerspils uendelige muligheder, men her er det bare kedeligt fortalt og fladt udfoldet, mens uengagerende CGI-action buldrer afsted.

Godt nok rystes posen en smule ved at lade de fire velkendte avatarer blive indtaget af nye karakterer. Blandt andet er Spencers bedstefar nu med i spillet – det sammen med hans ligeledes gamle ven Milo. Det er åbenbart sjovt, fordi de jo er gamle og forvirrede sat i unge og stærke kroppe. Men nej, det er desværre ikke – det på trods af en ellers veloplagt Danny DeVito.

Bortset fra det, så er ‘Jumani: The Next Level’ mere af det samme. De samme jokes og gimmicks, som man fik i den en smule bedre forrige film. Men det hele lugter her af uoriginalt genbrug, hvor flere af de samme jokes i øvrige gentages. Som blandt andet Dwayne ‘The Rock’ Johnsons signatur-løftet-øjenbryn-og-se-cool-ud-udtryk. Det er bare fortærsket og usjovt. Øv.

For jeg fornemmer faktisk, at de fire hovedroller har haft det sjovt med at lave filmen. Det smitter bare aldrig rigtigt af på mig, der mere har lyst til at kigge uret, end at blive smidt ud i en af filmens næste action-tunge scener. Her er med andre ord tale om en sløj kopi af den første film, hvor genbrug af jokes og gimmicks aldrig rigtigt sidder i skabet – uden filmen dog er helt uden plusser.

‘Jumanji: The Next Level’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Jumanji: The Next Level’ har biografpremiere den 5. december. 

Biografanmeldelse: Det der med at blive skilt er altså noget lort. Det er det i hvert fald i Noah Baumbachs fint fortalte og triste ‘Marriage Story’. Her spiller Scarlett Johansson og Adam Driver henholdvis Nicole og Charlie – et ægtepar, der har valgt at lade sig skille. Fanget i det hele er deres lille søn Henry – spillet naturligt af Azhy Robertson.

Således folder dramaet sig altså ud om skilsmissen og de implicerede parter. Hvordan de hver især håndterer tabet, sorgen og beslutningen om ikke at skulle være sammen mere. Det hele går fra rimeligt udramatiske snakke til at blive grimmere end grimt mellem de to – og ja, her leveres et par scener, der faktisk gør ondt at være vidne til. Rigtigt ubehagelige. På en god måde.

For det er her dramaet for alvor tager fat og får levet liv. Der hvor fløjshandskerne er taget af. Ikke at fornægte filmens kvaliteter i de mindre store følelsesmæssige udsving. For også i det stille sniger dramaet sig fint ind, hvor både Scarlett Johansson og Adam Driver bringer deres bedste til filmen. Begge stærke præstationer – hver for sig, såvel som sammen. Jeg tror på dem.

Her er altså tale om et velspillet drama med en nærværende historie. Desværre udspiller historien sig sådan set også uden overraskelser. Den er med andre ord ret så lige ud ad landevejen. Det tager desværre også lidt nerve ud af filmen, da jeg sådan set ikke er i tvivl om, hvordan det hele vil udfolde sig. Heldigvis er der undervejs dog fine nuancer i fortællingen og karaktererne.

Det gælder blandt andet også Laura Derns skarpe og selvsikre skilsmisseadvokat Nora Fanshaw, der hjælper Nicole, mens en noget mere tilbagelænet Alan Alda som Charlies advokat også bringer humor til bordet som Bert Spitz. Humoren er desuden også en fin del af filmen, der velafbalanceret spiller sammen med det for det meste af vejen engagerende drama.

‘Mariage Story’ er med andre ord et – i mangel af bedre ord – et solidt, ganske velfortalt og ikke mindst velspillet og engagerende drama, hvor alle medvirkende bringer deres bedste for at forløse den både triste og rørende fortælling om det at blive skilt – ikke mindst smerten og med et barn fanget midt i det hele. Det er smerteligt at overvære, hvilket klart er en styrke for filmen.

‘Mariage Story’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Mariage Story’ har biografpremiere den 28. november.

Biografanmeldelse: Det er altid spændende med en ny film af Martin Scorsese – og måske endda en smule mere spændende med hans nye mafiaepos ‘The Irishman’. For her samler han nemlig et stjernehold af gamle legender i form af Robert De Niro, Al Pacino, Joe Pesci og Harvey Keitel. Nå ja, og så vender Scorsese her tilbage til gangstergenren – og det på formidabel vis.

Robert De Niro er håndlangeren Frank Sheeran, der ser tilbage på et langt liv i den kriminelle verden, hvor alverdens gangstere konstant var på vagt overfor, om de mon blev den næste til at lade livet. Det blandt andet ved netop Sheerans hånd. Men egentlig var Sheeran bare en almindelig lastbilchauffør, hvis livsbane dog stille og sikkert gled ind i den kriminelle underverden.

Han bliver nemlig involveret i gangsteren Russell Bufalinos kriminelle liv, hvor Sheeran netop bliver hans håndlanger og ikke mindst effektive lejemorder. En farlig verden, hvor den magtfulde gangster og berygtede Jimmy Hoffa også regerer i et intenst hieraki, hvor alle kæmper for at beholde deres position – og gerne rykke længere op i fødekæden.

Alene skuespillerpræstationerne er hele den ganske vist lidt for lange film værd – ja, den er hele tre timer og 30 minutter. For Robert De Niro bringer her sit a game som den ukuelige, kølige og modstridende sympatiske gangster og morder. Jeg kan ikke tage øjnene fra ham, hvor man følger ham og de øvrige karakterer over et stort tidsspænd.

Det betyder både som voksne mænd til plejehjemsklare bedstefædre. Ja, gamle gangstere med gangstativer. Det holder. Det gør Joe Pesci så absolut også som den magtfulde Bufalino, der synes at have en hånd med i spillet uanset hvor i verden, man måtte begive sig hen. Han har autoritet, tyngde og nærvær.

I rollen som den mere uforudsigelige Jimmy Hoffa finder man Al Pacino, der er helt på højde med de andre gamle drenge – og ja, egne tidligere formidable præstationer. Der er en manisk galskab lige der bag øjnene på ham filmen igennem. På én gang både farlig, fascinerende og forførende. Både hans karakter og præstation.

Den nu 77-årige Martin Scorsese har med ‘The Irishman’ absolut ikke mistet grebet om at svøbe mig ind i et dragende gangsterunivers, hvor det er en fryd at være på besøg – ikke mindst takket være de ikoniske skuespillere, der alle leverer engagerende præstationer – fra Robert De Niro og Al Pacino til Joe Pesci og Harvey Keitel.

‘The Irishman’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘The Irishman’ har biografpremiere den 21. november.

Biografanmeldelse: Det er et gennemført nedtonet, koldt og smukt iscenesat univers, jeg bliver svøbt i fra første flotte billede til sidste enigmatiske indstilling i den lavmælte ‘Selvmordsturisten’. Formen er med andre ord på plads. Ja, mine øjne forkæles filmen igennem. Helt så sikker på sig selv er filmen ikke heeelt i udfoldelsen af sin fortælling. Men det er også ok.

For med Nikolaj Coster-Waldau i front – nu veludrustet med overskæg og “seriemorderbriller” – indtager han den forpinte hovedrolle som Max, der finder ud af, at han er dødeligt syg. En karakter, jeg har svært ved – det meste af tiden – at tage mine øjne fra. Han er dragende på samme måde som filmens mystiske – og sine steder fint sorthumoristiske – tone.

Max ender ikke i en livskrise. For hvad gør man lige, når tiden rinder ud – og det med et pinefuldt dødsforløb forude? Max hører imidlertid om et luksus-resort langt fra civilisationen, der specialiserer sig i selvmord på sine gæster. Ja, et art selvmordsresort, om man vil. Det bliver løsningen for Max, der tager rejsen afsted mod det kryptiske sted omgivet af sne og bjerge.

Men har det kølige resort nu også rent dødsmel i posen? Og hvad med Max? Er det nu også præcis sådan, han vil her fra, når alt kommer til alt? Og hvad med kæresten, han efterlader tilbage? Hvordan mon hun tager denne beslutning om blot at forsvinde ud i det blå? Således foldes en sælsom fortælling og psykologisk drama ud om både livet og ikke mindst døden.

Man må dog ikke – som nævnt ovenfor – glemme, at humoren også sniger sig mørk ind i den melankolske fortælling, der også handler om kærlighed – til både andre og selve livet. Ja, filmen minder mig med sit stilrene univers og groteske resort-koncept om instruktøren Yorgos Lanthimos’ ligeledes lavmælte, stilfulde og sorthumoristiske kærlighedsfortælling ‘The Lobster’ fra 2015.

‘Selvmordsturisten’ er altså kort fortalt en fint udfoldet film, der måske nok har et par skønhedspletter undervejs, men som på trods af dette holdt mig til ilden – blandt andet takket være sit gennemførte univers, resort-mysteriet og sit underfundige dødskoncept. Og med sine 90 minutter kommer filmen med en dragende Nikolaj Coster-Waldau altså fint i mål.

‘Selvmordsturisten’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Selvmordsturisten’ har biografpremiere den 21. november. 

Biografanmeldelse: Jeg kan mærke motorens brølende kræfter, vejbanens farlige kurver og adrenalinens sødme pumpe, når jeg med racerkører-dramaet ‘Le Mans ’66’ bringes med ned i de susende racerbiler tilbage i 1966. Det er muskuløse og masseproducerende Ford overfor elegante og unikke Ferrari. Ja, det er amerikanerne mod italienerne, når startskuddet lyder.

Filmen er baseret på en virkelig historie. En klassisk underdog-fortælling. For tilbage i 1960’erne dominerede den strømlinede røde Ferrari på racerbanen under 24-timersløbet Le Mans i Frankrig. Denne dominans vil Ford imidlertid udfordre, hvorfor den både dygtige, visionære og stålsatte bildesigner Carroll Shelby sættes på sagen om at vinde det prestigefulde løb.

Ind på scenen træder den karismatiske, men også noget løse kanon og temperamentsfuld Ken Miles. En yderst talentfuld racerkører, der ganske enkelt bare er bedre end de andre, men også svær at tøjle – hvilket ikke helt passer ind i Fords image. Derfor bliver racerløbet henimod at slå Ferrari ikke kun en kamp mod italienerne, men også en kamp mod Fords interne bureakrati.

Christian Bale er den iltre, men også charmerende Ken Miles, der ved, hvad han vil, kan og må gøre for at slå modstanderen. Han er ganske enkelt svær at få øjnene fra. Overfor ham finder man den noget mere fattede, men ikke mindre passionerede Shelby i skikkelse af en cool Matt Damon. De to er en umage duo, det er svært for mig ikke at holde af og heppe på.

Kampen mod Ferrari er naturligvis ikke kun en ydre kamp, hvor Fords manglende kendskab til racerbiler ikke er den eneste – og meget store – udfordring, der her skal vindes. Det er naturligvis også en indre kamp, der skal kæmpes. Det er dog den ydre kamp, der fylder mest. Jeg kunne godt have tænkt mig at komme lidt længere ind i sindet på de to kamphaner, så løbet fik mere nærvær.

Det er dog til at leve med, da blandt andet netop kemien mellem Damon og Bale er medrivende, mens racene på banen er engagerende. Desværre bliver filmen dog også lige lang nok for sit eget bedste med sine to timer og 32 minutter. Fortællingen mister undervejs lidt af sit momentum, sin intensitet og dramatiske nærvær. ‘Le Mans ’66’ er dog i sidste ende ganske enkelt en solid underholdningsfilm direkte fra Hollywoods drømmemaskine.

‘Le Mans ’66’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Le Mans ’66’ har biografpremiere den 14. november.