Gamle gangstere er forrygende godt selskab i ‘The Irishman’

Biografanmeldelse: Det er altid spændende med en ny film af Martin Scorsese – og måske endda en smule mere spændende med hans nye mafiaepos ‘The Irishman’. For her samler han nemlig et stjernehold af gamle legender i form af Robert De Niro, Al Pacino, Joe Pesci og Harvey Keitel. Nå ja, og så vender Scorsese her tilbage til gangstergenren – og det på formidabel vis.

Robert De Niro er håndlangeren Frank Sheeran, der ser tilbage på et langt liv i den kriminelle verden, hvor alverdens gangstere konstant var på vagt overfor, om de mon blev den næste til at lade livet. Det blandt andet ved netop Sheerans hånd. Men egentlig var Sheeran bare en almindelig lastbilchauffør, hvis livsbane dog stille og sikkert gled ind i den kriminelle underverden.

Han bliver nemlig involveret i gangsteren Russell Bufalinos kriminelle liv, hvor Sheeran netop bliver hans håndlanger og ikke mindst effektive lejemorder. En farlig verden, hvor den magtfulde gangster og berygtede Jimmy Hoffa også regerer i et intenst hieraki, hvor alle kæmper for at beholde deres position – og gerne rykke længere op i fødekæden.

Alene skuespillerpræstationerne er hele den ganske vist lidt for lange film værd – ja, den er hele tre timer og 30 minutter. For Robert De Niro bringer her sit a game som den ukuelige, kølige og modstridende sympatiske gangster og morder. Jeg kan ikke tage øjnene fra ham, hvor man følger ham og de øvrige karakterer over et stort tidsspænd.

Det betyder både som voksne mænd til plejehjemsklare bedstefædre. Ja, gamle gangstere med gangstativer. Det holder. Det gør Joe Pesci så absolut også som den magtfulde Bufalino, der synes at have en hånd med i spillet uanset hvor i verden, man måtte begive sig hen. Han har autoritet, tyngde og nærvær.

I rollen som den mere uforudsigelige Jimmy Hoffa finder man Al Pacino, der er helt på højde med de andre gamle drenge – og ja, egne tidligere formidable præstationer. Der er en manisk galskab lige der bag øjnene på ham filmen igennem. På én gang både farlig, fascinerende og forførende. Både hans karakter og præstation.

Den nu 77-årige Martin Scorsese har med ‘The Irishman’ absolut ikke mistet grebet om at svøbe mig ind i et dragende gangsterunivers, hvor det er en fryd at være på besøg – ikke mindst takket være de ikoniske skuespillere, der alle leverer engagerende præstationer – fra Robert De Niro og Al Pacino til Joe Pesci og Harvey Keitel.

‘The Irishman’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘The Irishman’ har biografpremiere den 21. november.