‘Valhalla’ er et brutalt tordenbrag og dystert dyk ned i den nordiske mytologi

/i , /af

Biografanmeldelse: Med instruktør Fenar Ahmads filmfortolkning af Peter Madsens elskede tegneserier om vikingebørnene Røskva, Tjalfe, tordenguden Thor, Quark og alle de andre, bringes man ind i et dystert, råt og brutalt univers af nordiske guder og mystisk mytologi. Ja, ‘Valhalla’ er et ambitiøst eventyrprojekt, der lykkedes ganske tilfredsstillende med sit foretagende.

Det er dog ikke just en farvestrålende og let film, der her serveres. Den er både tung og dunkel, men også indtagende stemningsfuld, når man kommer på gudeventyr med Røskva og Tjalfe. Thor og Loke taget dem nemlig med fra det fredelige Midgård til gudernes noget mere dramatiske hjem. Valhalla er nemlig truet af den bistre Fenrisulv og ikke mindst de grumme jætter.

De to menneskebørn må derfor nu sammen med guderne bevise, hvad de er gjort af, når kampen for både at bevare Valhalla og ikke mindst redde verden fra Ragnarok går ind. Således kommer velkendte elementer så som regnbuebroen Bifrost, hammeren Mjølner og Thors prustende geder, videre til Udgårdsloke, den enøjede Odin og hans to krager samt øvrige guder i spil.

‘Valhalla’ er altså på én gang både velkendt land, som man kender fra tegneserien, men også nyt terræn i gudeland, hvor blandt andet filmens komponist Jens Ole Wowk McCoy sætter medrivende og episke toner til filmens storladne vidder, videre til intime øjeblikke og brutale jættekampe. Ja, Fenar Ahmad lykkedes altså ret overbevisende med at skabe sit dunkle take på gudeverdenen.

Cecilia Loffredo og Saxo Moltke-Leth er desuden gode som de to børn, mens Roland Møller udfylder rollen som Thor med autoritet. Loke er herlig mystisk i skikkelse af Dulfi Al-Jabouri, mens den smådumme, men også søde Quark lykkedes delvist godt skildret af Reza Forghani. ‘Valhalla’ er dog primært Røskvas fine coming of age-fortælling om at finde sig selv og sine værdier i verden.

‘Valhalla’ er altså på flere måder et absolut ok medrivende mytologieventyr, der måske nok til tider mangler lidt mere episk schwung i sin realisering af universet og dets sælsomme karakterer og monstre. Det sagt, så kunne jeg godt lide, at filmen ikke lefler med et for ivrigt tempo, men tør tage sig tid og samtidig at være konsekvent i sin dunkle tone og tunge atmosfære.

‘Valhalla’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Valhalla’ har biografpremiere den 10. oktober.

Dobbelt op på Will Smith og daddy issues i science fiction-filmen ’Gemini Man’

/i , /af

Biografanmeldelse: Ja, det er ret imponerende at se en ung Will Smith komme til live i science fiction-filmen ‘Gemini Man’. Her indtager Will Smith nemlig en actionfyldt dobbeltrolle som henholdvis den 51-årige og skarptskydende lejemorder Henry Brogan samt hans yngre og blot 23-årige jeg. Brogen står altså pludselig ansigt til ansigt med en klonet udgave af sig selv.

Brogan havde ellers tænkt sig at gå på pension fra sit farlige erhverv, da moralske samvittighedkvaler har gjort sit indtog hos ham. Det bliver dog ikke til at nyde otiummet i fred og ro, da nogen har sendt den dygtigste mand på feltet i nakken på Brogan for at få ham ned med nakken, nemlig den unge klon, der med imponerende CGI fremviser en ung Will Smith.

Men bag den imponerende virkeliggørelse af en 23-årig Will Smith, finder man en desværre noget klodset fortalt historie med ligeledes klodset leverede tematikker, hvor blandt andet eksistentiel tvivl om, hvem man er, kommer i spil hos den unge klon, videre til sentimentalt spundne daddy issues leveret med overfortalt schwung. Det sagt, så er ‘Gemini Man’ ikke uden plusser.

For ganske vist fremstår filmens instruktion måske nok ret generisk, men ikke desto mindre formår instruktør Ang Lee at iscenesætte et par ret så habile actionscener – blandt andet og ikke mindst en intens åbningsscene, der involverer et susende tog og Brogan, der på flere hundrede meters afstand skal forsøge at ramme sit mål, der befinder sig i toget.

Desværre er håndfulden af ok veloplagte actionscener ikke nok til at redde filmen op af sit også noget forglemmelige hul, hvor Hollywood-action går hen for at dø. Men hey, mens ‘Gemini Man’ står på, er den altså også helt ok underholdende – sin noget gumpetunge fortælling til trods. Heldigvis holder filmen et hæderligt tempo, der gør, at kedsomheden holdes ok på afstand.

I sidste ende er ‘Gemini Man’ dog en forglemmelig action-og-science-fiction-film, der måske nok imponerer med en CGI-ung udgave af Will Smith og leverer et par ret så habile action-scener, men forudsigeligheden, en kluntet udfoldet fortælling samt et par akavede comic relief-momenter spænder ben for filmens helhed, der altså derfor også ender som middelmådig.

‘Gemini Man’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Gemini Man’ har biografpremiere den 10. oktober.

Den skumle ‘The Vanishing’ er en både dyster og dragende fyrtårnsthriller

/i , /af

Biografanmeldelse: Tre mand sejler i land på en øde og vejrbidt ø, der ligger ud for Skotlands vindblæste kyster, hvor de skal passe øens fyrtårn. Dette er præmissen for, hvad der folder sig ud som en både dyster og dragende psykologisk thriller med brutal og trøstesløs klangbund i ‘The Vanishing’. For hvad sker der lige, når tre mænd isoleres udenfor lands lov og ret?

Således bygger filmen igennem sin intense stemning og fortættede atmosfære sikkert op, mens jeg bliver suget længere og længere ind i et lurende vanvid, der matcher fortællingens mørke. Billedsiden emmer på samme måde også af mørke, hvor øen står frem som en forknyt kæmpe midt i havet, hvor klaustrofobien hurtigt indfinder sig i mændenes lille hus.

For her er ganske vist tale om en simpel præmis, men den fortælles veloplagt og stærkt, hvor sin del af overraskelser da også finder indpas. Jeg vil derfor heller ikke komme nærmere ind på historien, der sitrer af paranoia, vanvid og isolation. Hemmeligheder og overraskelser er nemlig blandt andet en fin del af filmens fortællemæssige fremdrift.

Her skal de tre mænd i front også nævnes som et dynamisk trekløver, hvor der stille, roligt, men sikkert udarter sig interne stridigheder og farlige uenigheder. Her finder man en mut og hæderlig familiefar i skikkelse af en vejrbidt Gerard Butler. Peter Mullan bidrager med ro og autoritet, mens den unge knægt spilles både fint legende og alvorligt af Connor Swindells.

Kort fortalt, så er ‘The Vanishing’ en velfortalt fyrtårnsthriller med et stærkt trekløver i front for den både intense, paranoiafyldte og dragende dystre fortælling. En på en gang klaustrofobisk og spændende film, der dykker ned i den menneskelige sjæl for her at endevende mørket, de bortgemte drifter og ikke mindst kampen for overlevelse, når alt først går galskabens vej.

‘The Vanishing’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘The Vanishing’ har biografpremiere den 9. oktober.   

Joaquin Phoenix inkarnerer på urovækkende vis den ikoniske skurk i ‘Joker’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er en af de mest ikoniske skurke, der med ‘Joker’ tages mørkt, urovækkende og dragende livtag med. Og det er en intens Joaquin Phoenix, som har påtaget sig opgaven som klovnen, der i den dystre film lyder det borgerlige navn Arthur Fleck. En mand, som bestemt ikke er rask i hovedet. Han kæmper med indre dæmoner, der filmen igennem kun tager til.

Et sygt sind, der spejles brutalt i et splittet Gotham City, hvis gader ulmer af uro og tiltagende kriminalitet. Her vandrer den mentalt ustabile Arthur Fleck rundt i mængden. Han føler sig overset og ikke hørt. Nej, instruktør og manuskriptforfatter Todd Phillips tager ikke udgangspunkt i et forlæg fra Joker-mytologien, men fortæller sin helt egen oprindelseshistorie om den legendariske skurk.

Dette er med andre ord et frisk og nyt greb om karakteren, der dog ikke helt løsriver sig helt fra referencer til skurkens velkendte baggrund. Men glem alt om et tempofyldt superskurke-ridt. Dette er et langt mere underspillet og dystert slæbende karakterportræt, der nuanceret forsøger at finde ind til manden bag masken i denne grumme fortælling om Batmans fjende nummer et.

Jeg rives fra første færd med ind i filmens trøstesløse univers af forførende forfald, mens Joaquin Phoenix ligeledes tryllebinder mig fra start til slut med et insisterende, urovækkende og dragende portræt af Jokeren. Han er absolut hele filmen værd. Jeg kan ganske enkelt ikke få øjnene fra ham, mens han nuanceret puster menneskeligt og gysende godt liv i Arthur Fleck og hans alias.

Det er ganske vist en skræmmende god Joaquin Phoenix, der med sin spinkle krop, dybe øjne og gysende latter ejer filmen med sit konstante nærvær. Jeg bliver dog nødt til også at nævne en medrivende Robert De Niro, der spiller en slick talk show-vært. Han brænder bestemt også umiskendeligt igennem – for lige at bruge en kliché. Ikke desto mindre er det sandt.

Kort fortalt, så er ‘Joker’ en både sørgelig og smertefuld, melankolsk og tragisk samt engagerende og dragende fortælling om en mand i gribende opløsning, men også en mand på sin slingrende og vanvittige vej hen imod at finde sin plads og sit ståsted i en verden, der kun synes at blive mere og mere rablende samt sværere og sværere at navigere i. Ja, urovækkende helt ind til benet.

‘Joker’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Joker’ har biografpremiere den 3. oktober.

Selv en akavet røvhulsblegning forbliver røvkedelig i komedien ‘Jagtsæson’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er muligt, at man ikke skal græde over spildt mælk, men hvad så med spildte filmkræfter? I så fald ville jeg vræle i vilden sky efter at have set komedien ‘Jagtsæson’. For hold da op, hvor udstiller de medvirkende – dog mest dem bag kameraet – filmmediet som noget af det mest dovne, ligegyldige og forglemmelige medie af alle. Så tag jer dog sammen!

Men hvorfor nu denne harceleren, tænker du måske? Jo, nu skal du høre. En ting er naturligvis, hvis en film er doven, ligegyldig og forglemmelig, men dødssynden over dem alle må dog i dette tilfælde være, at ‘Jagtsæson’ er noget så bunduheldigt som en komedie, der ikke er morsom. Jeg hverken grinte, fnes eller småklukkede på et eneste tidpunkt gennem filmens 92 lange minutter.

Al komisk timing er suget ud af denne flade pandekage af en “komedie”, hvor dovenskaben konstant indfinder sig i den gumpetunge instruktion, mens det klodsede manuskript klippes kluntet i klipperummet, så selv afsættene til bare en smule komisk klukken kuldsejler allerede inden, der lægges fra kaj. Ja, dette er, hvad man i folkemunde nok ville kalde en ommer.

Men hvad handler ‘Jagtsæson’ egentlig om? Jo, den fraskilte og uheldige singlemor Eva (Mille Dinesen) tager på et wellnessophold med sin bedste veninde Marlene (Lærke Winther) og eksmandens nye og unge kæreste Isabella (Stephania Potalivo). For ja, Marlene skal knalde midtvejskrisen væk, mens Eva skal forsøge at få et bedre forhold til Isabella, der jo trods alt er sønnens pokkers perfekte papmor.

Således står den på “komiske” optrin, der involverer alt fra en akavet Brazilian wax og kogning af en menstruationskop til en kikset fyr i en sauna samt kastning med en død hund med mere. Nå ja, og hvis du har set traileren, så ved du også, at filmen byder på et styk med røvkedelig røvhulsblegning for den kriseramte Eva, der på uheldig vis fanges med røven i vejret via FaceTime med chefen og kollegaerne i den anden ende. Men nej, intet fungerer.

Det kvindelige trekløver er desuden enten dumme, usympatiske eller begge dele. Jeg vil dog sige fred med det, hvis så bare filmen var morsom. Det er den ikke. I stedet trækkes jeg – som en hund med snuden igennem en anden hunds afføring – gennem denne forudsigeligt kedelige komedieørken af komiske kiks. Jeg er med andre ord en forbløffende tilskuer til et komisk korthus, der bliver ved med at falde usjovt sammen om sig selv. Vrææææææl!!!

‘Jagtsæson’ får 1 ud af 6 stjerner:

‘Jagtsæson’ har biografpremiere den 3. oktober.

Peter Belli er yderst ubehagelig i den sorthumoristiske syrefilm ‘Koko-di Koko-da’

/i , /af

Biografanmeldelse: Ok, den svensk-danske ‘Koko-di Koko-da’ er ikke sådan lige til at få fod på. Herligt. For det er en sælsom genrebladning, den opfindsomme instruktør og manuskriptforfatter Johannes Nyholm her disker op med. Både befriende bizar, udknaldet krads og charmerende syret. Ja, en omgang sorthumoristisk tagfat, der tager fat i det alvorstunge emne sorg.

Her er dog langt fra tale om et almindeligt parforholdsdrama. Faktisk langt fra. For det er en film, der slår engagerende og fortællemæssige kolbøtter undervejs. Jeg vil dog ikke her komme videre ind på filmens præmis, da blandt andet overraskelserne i fortællingen er med til at hive mig ind i bæstets mave. Jeg vil dog sige så meget som, at man følger et par på en grum telttur.

For efter en tragisk begivenhed, begiver de to sig nemlig ud i naturen for at campere i skoven. Det bliver dog langt fra en tur, hvor de to finder hinanden og kærligheden på ny midt i deres sorg. Det hele løber nemlig af sporet, da de terroriseres af en nynnende herre iklædt hvidt jakkesæt og stok – det i skikkelse af en herlig diabolsk og sadistisk anlagt Peter Belli.

Han gøres urovækkende følgeskab af et skrummel af en mut troldelignende mand og en mystisk kvinde. Så hvad stiller det sørgende par nu op der midt i skovens knapt så dybe stille ro? Herfra foldes fortællingen overraskende ud, hvor intet synes at være, hvad det giver sig ud for. Ja, man fornemmer blandt andet David Lynch som inspiration for de grumme og morsomme eskapader.

Ganske vist går filmen sine steder en smule i tomgang, mens fortællingen står lidt i stampe, men det ændrer heldigvis ikke på, at ‘Koko-di Koko-da’ er en skøn og syret filmoplevelse, hvor jeg måske ikke just bliver følelsesmæssigt engageret i det udsatte pars indre og ydre kamp. Det sagt, så er blandt andet Peter Belli med til at holde filmens udknaldede skrue i vandet.

Desuden forløses fortællingen også på interessant og smuk vis, hvor flere billedkompositioner drager mig ind i det sælsomme univers – blandt andet totalbilleder af håbløsheden der midt i skoven, mens også legesyge animations-segmenter bryder med menneskene af kød og blod. ‘Koko-di Koko-da’ er med andre ord en legesyg, sorgramt og sorthumoristisk film, jeg anbefaler.

‘Koko-di Koko-da’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Koko-di Koko-da’ har biografpremiere den 26. september.

‘Mugge & vejfesten’ er momentvis morsom animationsgalskab

/i , /af

Biografanmeldelse: De både grove, vanvittige og ofte morsomme Anders Morgenthaler og Mikael Wulff er klar med animationsfilmen ‘Mugge & vejfesten’. Her finder man således og ikke overraskende rigeligt med både bizarre, excentriske og skøre karakterer og bikarakterer. Desværre er filmen også en smule fattig på de oprigtige grin og komisk veltimede optrin.

Det sagt, så er her bestemt flere sjove lyspunkter, selv når filmen slingrer. For selvom historien om Mugge fortælles i et højt tempo, så bliver den flere gange undervejs noget lang i spyttet, mister momentum og faldhøjde. Dog heldigvis aldrig mere end, at der rettes op på det med næste skøre optrin eller udknaldede gag – så som skæggede nonner på stylter. Say what?!

Som titlen afslører, så handler filmen om drengen Mugge. Han er verdens mest positive, glade og lykkelige dreng. Altså indtil, han finder ud af, at hans forældre skal skilles. Hans mor er blevet træt af sin bløde mand og har i stedet fundet en knaldhård crossfitter. Mugge giver dog ikke op og planlægger nu en vejfest, hvor planen er, at hans forældre skal finde sammen igen.

På den måde tager filmen fat i alvorlige og relevante emner som skilsmisse, svigt og afsavn samt ikke mindst hvordan, man som barn nu skal forholde sig til en ny virkelighed. Disse ellers spændende tematikker får dog aldrig tyngde eller nærvær, men forbliver spærret inde bag gak og gøgl. Det er lidt en skam, når nu man ellers har valgt at gå ind på det område.

‘Mugge & vejfesten’ er altså ikke meget andet end uforpligtende sjov og ballade – og det er så absolut også i orden. Hvis den så også bare lige det havde været vellykket sjovt og ballade hele vejen. Det er det desværre ikke helt. Blandt andet er en tilbagevende “morsom” hund ikke videre morsom, mens andre både karakterer og situationer desværre også falder lidt igennem.

Men som sagt, så er her også nok af gakkede og groteske lyspunkter til, at filmen klarer sig i mål – om end noget forglemmeligt. Pyt med det, for blandt andet er de speedede femlinger Allan, Allan, Allan, Allan og Allan veloplagt leverede. Desværre fylder de kiksede nynazister i filmen kun et par sekunder – dem havde jeg gerne set mere til. Ja, det hele forbliver noget ufarligt.

‘Mugge & vejfesten’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Mugge & vejfesten’ har biografpremiere den 26. september. 

RAMBO: LAST BLOOD: Vidunderligt voldelig bedstefar med slag i

/i , /af

Biografanmeldelse: Den nu 73-årige legende Sylvester Stallone er langt fra færdig med at dele blodige øretæver ud. Således vender han med ‘Rambo: Last Blood’ tilbage i sin ikoniske rolle som vietnamveteranen John Rambo. Det er femte gang, han indtager rollen – første gang var i 1982 og senest i 2008. Blodet flyder på den måde atter lystigt, når hævnen skal tages.

Rambo lever nu et roligt liv på et øde landsted, hvor han fortsat kæmper med sine buldrende krigstraumer. Han formår dog at holde sin indre kriger i ave – det i selskab med Maria og hendes barnebarn Gabriela, der er som en datter for ham. Da Gabriela imidlertid opsøger sin voldelige far i Mexico og ikke vender tilbage, drager en hårdtslående Rambo nu afsted…

Der er med andre ord lagt op til en omgang øretævende action med den klassiske og skarptslebne dolk i håneden. I takt med, at filmen folder sig ud, stiger således intensiteten, mens ikke mindst volden tager til på vejen hen imod en yderst blodig, medrivende og meget underholdende finale. Ja, John Rambo er en vildunderligt voldelig bedstefar med slag i.

Godt nok er historien måske nok sine steder noget klodset fortalt, men det opvejer blandt andet en karismatisk Sylvester Stallone for – det sammen med den medrivende, blodige og brutale action. Her er kort fortalt ikke videre mange nuancer i spil – hverken i karakterskildringen eller historien. De onde er onde og de gode er gode. Sådan. Ikke så meget pis. Herligt!

Hvis ‘Rambo: Last Blood’ altså viser sig at være det sidste kapitel i franchisen, så går Sylvester Stallones karakter i den grad ud med et brag – sine skønhedsfejl til trods. Her er nemlig tale om en film, der ved, hvad den vil. Den vil underholde i sine 90 minutter med sin både simple og ikke mindst effektive historie, der byder på alverdens drab og våben i hænderne på John Rambo.

– ‘Rambo: Last Blood’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Rambo: Last Blood’ har biografpremiere den 19. september.

‘Ad Astra’ er visuelt fængslende, men også overforklarende science fiction

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er ret så meget gang i den fra første rumfærd, når science fiction-filmen ‘Ad Astra’ folder sine teknisk imponerende rumscener ud i det uendelige univsers. Brad Pitt leder an som astronauten og militæringenøren Roy McBride, der kommer på noget af en rejse ud i rummet og langt væk fra Jordens overflade i sin søgen efter sin forsvundne far.

Han har nemlig siden en mission, der søgte efter intelligent liv andetsteds i rummet været forsvundet i omkring 30 år. Men som du nok kan regne ud, så arter denne rejse til det yderste af solsystemet sig ikke som forventet. Snart dukker der hemmeligheder op, mens intensiteten blot stiger i takt med, at Roy McBride kommer længere og længere på sin færd.

‘Ad Astra’ er utvivlsomt en teknisk imponerende og visuelt dragende filmoplevelse. Man får virkelig meget både rumaction og mere vægtløst svævende scener, hvor både bulder og brag samt rummets snigende stilhed indfinder sig. Her er en ret fin balance mellem eftertænksomt rumdrama og mere svulstig action med astronaut-schwung på drengen.

Desværre så tynges den ellers visuelt fængslende film af en meget overfortalt historie, hvor både Roy McBrides voiceover og replikker for sig selv overforklarer både, hvad der sker og skal ske i filmen, videre til en udpensling af fortællingens tematikker og pointer. Ja, her tales delvist en smule ned til mig, synes jeg. Det er en skam, når nu netop både tematikker og pointer er interessante.

Her kommer man nemlig omkring store temaer så som selve meningen med livet og liv i rummet, videre til familie og kærlighed samt ensomhed og passion. Universelle tematikker det er nemt at spejle sig i, men som dog mister noget dramatisk tyngde i sin overforklarende eksekvering. Det selvom Brad Pitt faktisk helt fint lægger udtryksfuldt ansigt til bag sin astronaut-hjelm.

Jeg må da heller ikke glemme, at intet mindre end alt liv på Jorden og i universet trues, hvis ikke Roy McBride lige klarer skærene. Ja, her er bestemt også lige sin del af suspension of disbelief, der skal overvindes. Det sagt, så er det bestemt svært for mig ikke at blive revet med af filmens visuelle side og de mange både intense og imponerende rumscenarier.

‘Ad Astra’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Ad Astra’ har biografpremiere den 19. september.

Gyserfilmen ‘Ready or Not’ buldrer løs med både bizar og blodig gemmeleg

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi har vel alle på et eller andet tidspunkt leget gemmeleg. Ja, en ret så uskyldig leg. Det er den dog langt fra i den sorthumoristiske gyserfilm ‘Ready or Not’. For her bliver gemmelegen nemligt til et blodigt spil på liv og blodig død. Det hele starter ellers idyllisk med et stort bryllup. Grace skal nemlig giftes med Alex – og hermed ind i hans stenrige familie.

Alex har ganske vist hintet til, at hans familie er en smule excentrisk. Men at det ender der, hvor det ender, havde Grace dog ikke lige forudset. For i stedet for at tilbringe bryllupsnatten i tosomhed, skal Grace derimod indvies i familien ved at lege gemmeleg – dog med det twist, at svigerfamilien skal finde og dræbe hende inden daggry. Say what?!

Ja, det er den herligt bizarre og enkle præmis for filmen, der med sine 95 minutters spilletid er en lille og kondenseret knaldperle af underholdende katten-efter-musen-gys. Men med jagten på Grace opstår spørgsmålet også om, hvem hun egentlig kan stole på i den brogede familie. For ikke alle synes lige opsatte på at nakke den stakkels Grace. Blandt andet jo hendes mand Alex.

Ikke desto mindre finder man svigerfamilien bevæbnet med armbrøst og økser, der jagter bruden gennem det store palæs smukke, gotiske og atmosfærefulde mørke indre. Men Grace er bestemt ikke sådan lige at få ned med nakken. Hun tager udfordringen op – og hvem er det så lige, der jager hvem? Grace spilledes desuden med engagerende schwung af Samara Weaving.

Hun er svær ikke både at holde af og holde med, når lortet først går ned. For hun er sej, når hun i sine udtrådte gummisko og iført bryllupskjole ikke finder sig i noget pis. Ganske vist kunne de blodige løjer for min skyld godt have været endnu mere vanvittige end tilfældet er. Det sagt, så er det bestemt en ret så underholdende film sine små bump i fortællingens flow til trods.

Ganske enkelt, så er ‘Ready or Not’ en både bizar, blodig og buldrende god filmoplevelse, der på ok nervepirrende og intens vis folder sin præmis engagerende ud. Det med både excentriske karakterer og ikke mindst en betagende flot og dunkel setting i det ornamenterede palæ, hvor gemmelegen udfolder sig. Men ja, lav lige et dobbelttjek på svigerfamilien, inden du gifter dig.

– ‘Ready or Not’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Ready or Not’ har biografpremiere den 12. september.