Biografanmeldelse: Med det franske drama, der udvikler sig til en regulær spændingsfilm, leveres der en både brutal, intens og nuanceret miljøskildring af de skramlede ghettoer i Paris. Man kommer så at sige med på begge sider af hegnet, nemlig i et ganske gribende, medrivende og engagerende portræt af både betjente og beboeres liv.

Det hele starter ellers godt. Paris er på den anden ende i en glædesrus over Frankrigs nyvundne VM-titel. Men lykken varer bestemt ikke ved, hvilket snart går op for mig og de medvirkende. Man kommer nemlig her med ind i bilen hos tre betjente, der patruljerer som urørlige eneherskere i gaderne. Særligt den ene af de tre mænd er ekstra ubehagelig og magtliderlig.

Det er ubehageligt at være vidne til hans chikane af uskyldige beboere – både grundet behandlingen af beboerne, men også grundet den nyankomne betjent Stéphane, der ligger under for gruppepres hos de to garvede kollegaer. Ja, dynamikken mellem civile og politiet er betændt og bliver det kun endnu mere, efterhånden som jeg føres ind i filmens rå realisme.

For spændingerne mellem ordensmagten og beboerne ulmer med et uundgåeligt oprør som følge. Én begivenhed sætter dog for alvor gang i gaderne på intens og uforudsigelig vis. Hvad præcis plottet her gemmer på, vil jeg ikke afsløre – ligesom jeg heller ikke vil komme nærmere ind på handlingen. Blandt andet også fordi, at filmen i høj grad lever af sin miljøskildring.

Her kommer man således med ned i gaderne, hvor flokken af børn leger, mens de voksne kæmper med både politiet, livet og hinanden. Der hersker her et råt hieraki – både ghettoens beboere imellem, men så absolut også mellem politiet og de civile samt betjentene imellem. Det er en fødekæde, det er hårdt for alle at være en del af. Opslidende, uforudsigelig og farlig.

‘Les Misérables’ er ganske enkelt et velspillet stykke socialrealisme tilsat nervepirrende spænding, der for alvor sitrer i filmens sidste tredjedel. Inden da ulmer gaderne på engagerende vis af et kommende oprør, mens jeg bringes fint ind i et miljø, hvis karakterer og omgivelser skildres med både nerve og smerte, troværdighed og intensitet.

‘Les Misérables’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Les Misérables’ har biografpremiere den 2. januar 2020.

Biografanmeldelse: Stop, stop, stop! Hvad fa’en er det her?!? Jo, det er såmænd musicalen ‘Cats’ baseret på den populære opsætning af Andre Lloyd Webber. Nu tilsat CGI-knurhår og -haler. Et rod af en film, der er mere creepy end katte-smigrende. En ganske syret omgang katte-sang, der desværre aldrig bliver WTF-underholdende, men mest af alt katte-kedelig.

Det er da også småt med en historie, jeg kunne katte-forføres af. Men altså, man følger her katten Victoria, der er blevet smidt på porten og ud i gadens gyder i en stor, sort sæk. Hun møder nu katten Mr. Mistofeles, der forsøger at guide den lille kat igennem de baggårdskattefyldte gader. Det bliver således en nat, hvor man skal komme til at møde sin del af (keeedelige) katte/kattesange.

Godt nok drejer musicalens plot sig i retning af en årlig katte-begivenhed, hvor den gamle kat, Gammelkat Mosefund, vil give en af kattene adgang til en såkaldt genfødsel i “Det Himmelske Strøg” og få sig et nyt liv. Nej, jeg er ikke på noget tidspunkt spændt på at se, hvilken kat det mon bliver. Ligesom hver som en af de mange katte er komplet ligegyldige katte-karakterer at følge.

Man finder ellers en bred vifte af forskellige katte-skikkelser. Fra en trylle-kat, videre til en teater-kat og – nå ja – blandt andet også to tykke katte, der er sjove fordi – nå ja – de er en tykke katte. Men selvom jeg måske nok nu hagler filmen ned, vil jeg ikke benægte, at musicalen er helt uden sin del af velkoreograferede musicalnumre – det hele vælter bare ligegyldigt rundt. Desværre.

Mest af alt, så er dette en kattens creepy film, hvor skuespillerne iført kattekostume og CGI-tilføjede ører og andre katte-sager er mareridts-foder – hvis ikke man da lige kan se det komplet absurde i blandt andet en stoisk Ian McKellen slikke vand af en katte-skål, eller en autoritetstung Judi Dench gå rundt i fuldt katte-outfit. Ja, der er et og andet helt off ved disse menneske-katte.

Denne filmatisering af ‘Cats’ ender da også som en dybt bizar omgang katte-syre, der desværre falder mere på røven end lander på benene. Ja, hvis bare disse kattestreger havde været underholdende – det er de ikke. Men helt uden meritter er nogle af dansenumrene altså ikke, mens der også er noget sælsomt forførende ved de dybt bizarre katte-mennesker. WTF?!?

‘Cats’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Cats’ har biografpremiere den 25. december.

Biografanmeldelse: Det at blive voksen kan være lidt af en prøvelse. For hvordan finder man lige sig selv og sin rette hylde her i livet – hvis en sådan da overhovedet findes? Det er i hvert fald ikke nemt for den 12-årige Otis, der samtidig også kan siges at have et mildt sagt anstrengt forhold til sin tørlagte far – nå ja, og en fraværende mor, der kun er tilstede gennem telefonen.

Det gør det ikke nemmere, at Otis også arbejder som tv-skuespiller – og faktisk er sin fars aflønner. Ja, barneskuespiller, en svær opvækst og et kompliceret far-søn-forhold. Det er, hvad det velafstemte drama ‘Honey Boy’ folder sin fint fortalte historie ud omkring – det med svale billeder af både tragedie og skønheden i det uperfekte. I barndommen. I livet. I verden. Forførende.

‘Honey Boy’ er måske ikke just en en til en gengivelse af skuespilleren Shia LaBeoufs opvækst og liv. Ikke desto mindre udspringer filmens historie og karakterer af netop LaBeoufs liv – det fra barndommen og til en ung mand med et stofmisbrug og forsøg på afvænning. LaBeouf har både skrevet filmen og spiller meta-agtigt filmens udgave af sin egen far. Flippet.

En ting er dog det ganske pudsige – og måske helt selvterapeutiske? – i, at LaBeouf spiller en udgave af sin egen far. Det er dog ikke derfor, at det for mig fungerer. Det gør det fordi, at han lægger troværdigt levet liv i sin karakter – med alle de fejl og laster, der nu hører sig til karakteren, og fordi samspillet med sønnen er både dynamisk, af og til rørende og samtidig tragisk.

For også Noah Jupe ejer filmen i engagerende samspil med LaBeouf. Han er nærværende og med en oprigtighed i sit spil, der gør, at han er svær ikke at blive grebet af. Helt ligeså godt fungerer den 22-årige udgave af Otis ikke. Det er dog mest i måden, den del flettes sammen med den 12-åriges på. Det vælter dog ikke filmen – og desuden er Lucas Hedges bestemt god som en voksen Otis.

Instruktør Alma Har’el har kort fortalt i den grad på engagerende vis forløst LaBeoufs semi-biografiske manuskript i fornemt samspil med både de tre skuespillere og filmens visuelle side. ‘Honey Boy’ kan da også fint ses af folk, der ikke kender til LaBeouf – for alle kan vel relatere til det at vokse op, finde sig selv og i forholdet til ens forældre? Det kunne jeg i hvert fald.

‘Honey Boy’ får 5 ud af 6 stjerner:

‘Honey Boy’ har biografpremiere den 19. december.

Biografanmeldelse: Så sker det! Det (indtil videre) kulminerende kapitel i Skywalker-sagaen er landet med ’Star Wars: The Rise of Skywalker’. En film jeg lige så godt allerede nu kan sige, at jeg har set frem til med stor spænding efter den seneste og i mine øjne virkeligt medrivende ’Star Wars: The Last Jedi’. De velkendte karakterer er tilbage, hvor The First Order og Kylo Ren atter engang skal konfronteres.

Så meget vil jeg gerne sige om plottet – men så heller ikke meget mere. Jeg gik nemlig selv ind til filmen som et nærmest blankt lærred (nej, jeg har ikke set nogle af filmens trailers), hvilket jeg også synes, at andre skal have muligheden for. Men at det blandt andet gælder forholdet og kampen mellem Kylo Ren og Rey samt den lyse og mørke side af The Force, bør ikke komme bag på nogen.

For ja, det er altså en god idé at have set de to foregående film i den nye trilogi, inden man sætter sig til rette til ’Star Wars: The Rise of Skywalker’. Adam Driver viser endnu flere nuancer af sin uforudsigelige skurk Kylo Ren, der kæmper en indre kamp, mens også Daisy Ridley som Rey viser styrke og beslutsomhed i skellet mellem lyset og mørket. De to sammen er ren dramatisk og medrivende dynamit.

Udover disse to af historiens hovedkarakterer, bringer Oscar Isaac som piloten Poe Dameron og John Boyega som Finn veloplagt ping pong til bordet. De to udgør et herligt team. Vi får også gensyn med gamle kendinge i Mark Hamills Luke Skywalker, Carrie Fishers Leia Organa og Chewbacca, mens Billy Dee Williams er på banen i en fin lille cameo som den kække Lando Calrissian. De er hyggelige at være i selskab med.

Ja, instruktør og medforfatter J.J. Abrams leverer sin del af fan service. Det gør dog ikke mig det store. For en del af Star Wars er for mig også genkendeligheden – det at vende tilbage til et for mig elsket univers. Hermed bestemt ikke sagt, at der ikke venter sin del af overraskelser. For det gør der så absolut. Det er blandt andet også noget af det, der på engagerende vis driver filmen frem.

For godt nok er ’Star Wars: The Rise of Skywalker’ 2 timer og 21 minutter, men tiden nærmest flyver afsted – det i takt med plottet. Sine steder måske også lige en kende for hurtigt. Det sagt, så er rumeventyret hele vejen et underholdende bekendtskab med en urovækkende grundtone, der balanceres fint af humoren, hvor også C3-PO og R2-D2 er leveringsdygtige. Ja, dette er et (indtil videre) tilfredsstillende punktum.

’Star Wars: The Rise of Skywalker’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Star Wars: The Rise of Skywalker’ har biografpremiere den 18. december.