Biografanmeldelse: Den står på skumle planer, masser af kriminelle, afpresning, død, vold og masser af magtkampe i Guy Ritchies hurtigtsnakkende actionkomedie ‘The Gentlemen’. Her følger man nemlig narkokongen Micky i skikkelse af en slick og velklædt Matthew McConaughey med taletøjet i orden. Han pønser på at sælge sin forretning, hvilket dog ikke er uden problemer.

For nej, naturligvis er det ikke sådan at få solgt et marihuanaimperium uden sin del af skrammer, hårde metoder og andre kriminelle, der er ivrige efter at overtage den lukrative forretning. Således sættes en sand lavine i gang af netop magtkampe og dobbeltspil, hvor hver mand synes at være sig selv nærmest i et spil hvor, der ikke kun er penge, men også liv og død, der er på spil.

Mere vil jeg sådan set ikke komme ind på handlingen, da en del af fornøjelsen netop består i måden, hvorpå historien folder sig ud med overraskende twists and turns. Desværre er det bare ikke en særlig interessant historie, mens heller ikke de eller mange kulørte karakterer som sådan er interessante. Men ja, der langes da sin del af bad guy-charme over disken.

Blandt andet i skikkelse af netop Matthew McConaughey som manden på toppen af sit game og konge over sit ulovlige imperium. Han står for intenst nærvær og sin del af rappe replikker. Derimod bliver hans højre hånd – portrætteret af Charlie Hunnam – aldrig videre fremtrædende eller mindeværdig, men noget anonym. Det er en skam, når nu han fylder meget i filmen.

Ind fra højre kommer derimod en cool, rap og overlegen Colin Farrell som hårdkogt gangster i track suit og med store briller. Den mest veloplagte og morsomme overraskelse skal man dog finde i graver-journalisten Fletcher, som spilles af en ivrig Hugh Grant, der – som de mange andre i det farlige spil – forsøger at afpresse Matthew McConaugheys Mickey Pearson.

Men på trods af gode takter – som ovenstående præstationer og sine steder ok rappe replikker – forbliver historien og de fleste medvirkende for uinteressante til, at jeg for alvor engageres i en actionkomedie, der mest af alt er et fesent stykke med Tarantino-discount. Det er dog heller ikke det værste forbillede, men ‘The Gentlemen’ er og forbliver discount, og det er bare ikke godt nok.

‘The Gentlemen’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘The Gentlemen’ har biografpremiere den 27. februar.

Biografanmeldelse: Det at være en familie er mange ting. Ja, der kan være mange forskellige konstallationer. Men hvad mon det gør ved en lille familie, at farmand føler sig mere som en kvinde, nu vil kaldes Agnete i stedet for Thomas og samtidig vil have foretaget en kønsskifteoperation? Det er præcis, hvad der sker i dramaet ‘En helt almindelig familie’.

I rollen som far ses Mikkel Boe Følsgaard, der med fin tilstedeværelse og troværdighed bærer rollen som både Thomas og Agnete, mens hans frustrerede hustru Helle ligeledes gør fin figur i skikkelse af en nærværende Neel Rønholt. Deres to unge piger spilles med naturlighed af henholdsvis Rigmor Ranthe som den ældste Caroline og Kaya Toft Loholt som Emma.

Det er præcis her, at filmens trumfkort kommer på banen i en film, der desværre bliver noget ordinær i sit drama, der ikke helt får følelsesmæssigt fat i mig. Men netop Kaya Toft Loholt bliver min egentlige indgang til familien og dramaet. Det er nemlig overvejende fra hendes synspunkt, at familien og faderens kønsskifte opleves og leves. Hun er virkelig forrygende.

Ja, og jeg som gik og troede, at det skulle være den noget mere erfarne Mikkel Boe Følsgaard, der skulle løbe med rampelyset. Han er som nævnt bestemt god, men Emma-karakteren er skrevet mere i centrum for fortællingen og stjæler de scener, hun er med i. Jeg mærker hendes frustrede og splittede følelser mere end hos de tre andre familiemedlemmer.

Det er både stærkt, men desværre efterlader netop dette fortællingens følelser og dramatiske tyngde noget tilbage at ønske. For det er som om, at der flere steder hoppes nogle dramatiske bindeled over. Blandt andet i, hvordan Thomas går fra far til mor – her eksempelvis med problematikkerne mellem Thomas og Helle. Der stryges lidt for let henover dette forhold.

Til gengæld er filmens tidsbillede mere helstøbt – komplet med blandt andet lavalamper og Britney Spears som det store idol hos storesøster Caroline. Men at filmen aldrig helt får fat er en skam, selvom den da føles personlig på flere punkter, hvilket ikke er så underligt, når nu den er baseret på instruktør Malou Reymanns egen opvækst med en far, der skiftede køn.

‘En helt almindelig familie’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘En helt almindelig familie’ har biografpremiere den 20. februar.

Biografanmeldelse: Det er ganske vist virkeligheden, der omfavner den sande fortællingen i Terrence Malicks ‘A Hidden Life’. Det er dog også en virkelighed, jeg nærmest svævede helt drømmende ind i gennem brugen af blandt andet et smukt dragende kameraarbejde, som indrammer både naturskønne vidder i de østrigske bjerge og klaustrofobiske fængselsrum.

Begge steder finder man den østrigske bonde Franz Jägerstätter, man her følger i en fortælling, der smyger sig roligt omkring filmens godt tre timer lange spilletid – fra det skønne til det grumme. Han bor nemlig med sin elskede hustru og deres tre små piger på et lille landsted langt ude i den friske bjergluft. Et roligt liv fyldt med kærlighed byttes dog snart ud for bonden og hans familie.

For med 2. verdenskrig og nazisterne i nakken, tvinges Franz til at føje Hitlers befaling. Det nægter han imidlertid – også selvom det betyder landsforræderi og muligvis med døden til følge. På trods af de dystre udsigter, så står Franz beslutsomt imod at skulle kæmpe for nazismen. Han bliver derfor også revet væk fra sin lille familie og et ellers idyllisk Østrig.

Det er denne beslutning om ikke at lade sin tro knægte, der er filmens fortællemæssige kerne og problemstilling, hvilket blandt andet kommer til at afføde langt større spørgsmål. Ja, faktisk selve meningen med livet og menneskets gang på Jorden. Samtidig er det en fortælling, som indhylles i smukke billeder sin grusomhed til trods. Dragende, insisterende og næsten helt hypnotiserende.

Det er nemlig ikke kun Franz, der må bære konsekvenserne på sine skuldre. For også hans hustru og deres børn bliver set ned på og isoleres af det øvrige samfund. Kærligheden sættes på prøve, mens livet synes at syne hen for Franz. Desværre så lider den ellers formfuldendte billedside og interessante fortælling under sin spilletid, der sine steder bliver for lang for sit eget bedste.

Filmen er som nævnt baseret på en sand historie og fremstår da også stærk med sin pointe om ikke at bukke under for onde kræfter, selvom det betyder elendighed for en selv og sine nærmeste – og i yderste konsekvens døden. Men ja, hvis ikke man holder fast i netop sig selv, hvad er man så i grunden værd som menneske, synes Terrence Malick her blandt andet at spørge.

‘A Hidden Life’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘A Hidden Life’ har biografpremiere den 13. februar.

Biografanmeldelse: Spionen Lance Sterling er både lidt for god, lidt for cool og lidt for glad for sig selv, når han nedlægger skurke og klarer umulige missioner. Men hans kækhed lider dog et knæk, da han ved et uheld forvandles til en… due. For uheldigvis drikker Lance et utestet forsøg, som det lettere akavede teknologi-geni Walter arbejder på – og wupti: han bliver til en spion-due!

Uforudsete omstændigheder gør imidlertid nu, at Lance, der ellers sværger til at arbejde på egen hånd, må gå sammen med Walter mod en überskurk med en robotklo som hånd. Den ret så umage duo – ja, en kejtet opfinder og en talende due – kommer således på et vildt actionridt af en hemmelig mission for at stoppe skurken fra at kompromittere i hundredevis af spioner.

Animationsfilmen ‘Spioner på missioner’ er altså sjov og ballade – fra start til slut. Godt nok forsøges der lagt en tragisk baggrundshistorie ned over Walter, der har mistet sin mor. Men dette og hans forhold til moren kommer aldrig til at få nok dramatisk plads og bliver altså desværre aldrig rørende nok til at give dramatisk tyngde til Walters karakter eller historien som helhed.

Fred med det, for her er ganske medrivende fart over feltet, hvor jeg kastes fra den ene hæsblæsende scene til den næste, mens der spædes til med Walters opfindsomme opfindelser af gadgets til brug i kampen mod de onde. Det er sjovt, sødt og charmerende. Men selvom der altså ikke er ret meget dramatisk slagkraft at komme efter, kommer der andre fine temaer på bordet.

Her finder man således opbyggelige pointer om, at man nu engang klarer sig bedst, hvis man er sammen med venner – at man er en del af et team. Det må særligt den stædige enspænder Lance sande. En anden pointe er den, at man ikke skal være bange for at skille sig ud fra mængden og gå efter sine drømme – præcis som Walter har gjort det, siden han blev holdt udenfor som barn.

‘Spioner på missioner’ er kort fortalt et ganske charmerende, ok morsomt og for det meste tempofyldt bekendtskab med fart på både action, komiske optrin og vilde spion-gadgets. Ja, jeg fristes til at kalde det for et animeret gadekryds mellem James Bond og Ethan Hunt fra Mission: Impossible-filmene – her forenet i en talende spion-duo og hans opfinder-makker.

‘Spioner på missioner’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Spioner på missioner’ har biografpremiere den 6. februar.

Biografanmeldelse: Jeg blev med den betagende og billedeomsluttende ‘Monos’ opslugt af både den knudrede jungles dyb og henført af de himmelske bjergtoppe et sted i det på en gang smukke, beskidte og ufremkommelige Latinamerika langt ude i naturen og væk fra civilisationen. Her mødte jeg nemlig en gruppe unge guerillakrigere, der vogtede over deres kvidelige gidsel.

Der er dog ikke tale om en højspændt gidselstagningsfilm. Her er nemlig noget helt andet på spil i filmen, der beror ligeså meget – hvis ikke mere – på sine billeder og enkeltscener, som den er afhængig af sin overordnede fortælling og spændingskurve. Det er de unge krigeres liv og hverdag, som er omdrejningspunktet. Øjeblikket, nuet og livet i naturen.

Jeg sænkes med ‘Monos’ nemlig midt ned i dette kaotiske, barske og dragende liv med en hverdag præget af trivialiteter, der forsøges brudt op med fester, dans og svømning i floderne – når gruppen da ikke lige ligger under for streng omgang militærtræning. Ja, jeg bliver langsomt, men sikkert en del af dette helt stamme-agtige parallel- og mini-samfund.

Gruppen af krigere bliver ganske vist givet ordre fra en fjern instans kaldet Organisationen, men de får altså her opbygget deres egne regler, interne hieraki og helt ur-agtige ritualer med maskinpistoler i hænderne og sort mudder smurt ud i ansigtet. Det er visuelt engagerende, men bliver desværre også sine steder en kende slapt fortalt.

Blandt andet gør de ellers mange betagende billeder det ikke alene. Filmen savner undervejs noget af den virilitet og potens i sine karakterer og fortælling, som den lever af i sin visuelle side med sine frapperende billeder af jungle, krigere og bjergtoppe. Det sagt, så er her altså tale om en for mig helt overordnet dragende filmisk oplevelse – alene i kraft af netop billedsiden.

Kort fortalt så spiller ‘Monos’ medrivende med sine visuelle muskler hele filmen igennem, mens udfoldelsen af fortællingen og sine forskellige karakterer måske nok efterlader mig lidt mere at ønske for, at jeg ville være blevet opslugt helt af filmen og dens univers – også følelsesmæssigt. Men som en billedeberusende tur ind i et junglekaos, fungerer ‘Monos’ absolut for mig.

‘Monos’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Monos’ har biografpremiere den 6. februar.