Biografanmeldelse: Lad mig bare med det samme sige, at Christopher Nolan har skabt en særdeles underholdende og herligt tidskrøllet Hollywood-basker med ’Tenet’. Han har nemlig her brygget et veloplagt action-brøl sammen, der leger kispus med tiden, mens der skydes medrivende med skarpt, bygninger eksploderer og bilerne fræser intenst afsted.

Men hvad handler ’Tenet’ egentlig om? Det vil jeg faktisk ikke gå for meget ind i. For som det oftest gør sig gældende med nye film af Nolan, er de op til premieren omgærdet af mystik. Det gør sig også gældende for ’Tenet’. Jeg vil derfor også lade Nolan selv folde sine hemmeligheder ud, når du har sat dig til rette for at blive opslugt af hans fortællemæssige krumspring og engagerende action.

Jeg vil dog sige så meget som, at man i front for de legesyge eskapader finder en karismatisk og hårdtslående John David Washington som den såkaldte ’the protagonist’, der sammen med sin makker Neil – en charmerende Robert Pattinson – går til kamp mod skurkene, som er i besiddelse af et mystisk våben, der kan manipulere med tid. Ja, tidsbegrebet spiller her en stor og afgørende rolle.

Netop denne leg med tid påvirker måden, hvorpå filmens narrativ foldes virilt ud – på samme måde som begrebet ’inversion’ har indflydelse på filmens mange intense action-udfoldelser. Lige fra højoktane biljagter og brutale slåskampe til skarpe skududvekslinger. Jeg fornemmer virkelig, at Nolan har haft en fest med at udtænke og ikke mindst udføre filmens halsbrækkende action-sekvenser.

Denne begejstring smitter i den grad af på mig, hvorfor filmens sine steder lidt stivbenede replikker overvindes af den rene underholdningsværdi, som Nolan disker op med i både action og drillende fortællestruktur med det hjernekrøllende plot som en del af den veloplagte leg. Så selvom jeg måske ikke helt er med på, hvad der foregår hele vejen, undergraver det ikke netop underholdningsværdien.

Nolan har med ’Tenet’ altså udvidet sit allerede imponerende oeuvre med en action-ambitiøs og virilt forløst action-thriller, der leger spøgefuldt og engagerende med tiden. Jeg må bestemt heller ikke glemme den dynamiske duo John David Washington og Robert Pattinson i front for de spektakulære strabadser, der måske nok slår en tidskrølle for meget, men som altså holder og underholder hele vejen.

’Tenet’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Tenet’ har biografpremiere den 26. august.

Biografanmeldelse: Det er med lækker visuelt flair og et engagerende greb om sin hovedkarakter, at ’Vores mand i Amerika’ foldes ud i dejligt stoflige billeder under Anden Verdenskrig. For da Danmark den 9. april i 1940 angribes af det nazistiske Tyskland, er det med kravet om øjeblikkelig overgivelse. Den danske regering vælger efter få timer at overgive sig, men ikke alle er enige i den beslutning.

For blandt andet på den anden side af Atlanten sidder den danske ambassadør i USA, Henrik Kauffmann, der ikke – som den danske regering – vil indgå i et samarbejde med nazisterne. Kauffmann nægter at bukke under for presset fra både Danmark og nazisterne. I stedet igangsætter han en vovet plan, der skal være med til at besejre intet mindre end Hitler og samtidig befri den danske befolkning af nazisternes kløer.

Det er dette helt grundlæggende spændende politiske spil i skyggen af nazisterne, der er afsættet for det engagerende drama, som samtidig også ganske fint sætter problematikken om det danske samarbejde med nazisterne i perspektiv. Men jeg må bestemt ikke glemme et af filmens øvrige trumfkort, nemlig en forrygende Ulrich Thomsen i rollen som en presset, men også dejligt selvsikker Kauffmann.

For også Kauffmann som person – og her det både indre og ydre drama, han indgår i – er en del af filmens dragende motor. Det er nemlig ikke kun på den politiske front, man finder en presset Kauffmann – også den private del af hans ellers glansbillede flotte liv slår revner. Ulrich Thomsen bærer det hele med fine og indtagende nuancer og et ansigt, jeg ganske enkelt ikke kan tage mine øjne fra.

Instruktør og medforfatter Christina Rosendahl har med ’Vores mand i Amerika’ lavet et stilsikkert og smukt iscenesat drama, der ligeledes er et indsmigrende tidsbillede af ambassadør-livet med champagne og pool i haven. Fotograf Louise McLaughlin bør fremhæves for billedsiden, der bringer både Kauffmann og filmens taktile univers til live – det med sans for blandt andet også den skæve og overraskende detalje.

’Vores mand i Amerika’ har altså mange ting kørende for sig – og nok til, at dramaet klarer sig helskindet igennem sine af og til fortællemæssige bump på vejen, hvor der til tider opstår lidt stilstand i en ellers veludrullet fortælling. Men Ulrich Thomsens portræt af en cool Kauffmann og ikke mindst filmens visuelle side er hele dramaet værd, der fortæller en helt grundlæggende interessant historie.
­
’Vores mand i Amerika’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Vores mand i Amerika’ har biografpremiere den 13. august.

Biografanmeldelse: Kan du overhovedet stole på, at den, som sidder på den anden side af skærmen nu også er den, som vedkommende giver sig ud for at være? Det kan man ikke i det franske og psykologiske drama ’Forført’. Den 50-årige Claire laver nemlig her sin egen virkelighed på nettet, der snart vikles ind i et intrigant spind af løgne, da hun udgiver sig for at være den 24-årige Clara.

For da den fraskilte Claire bliver forladt af sin unge elsker Ludo, bliver det starten på internet-løgnen og hendes unge alias. Men snart skifter Claires fokus fra Ludo til hans ligeledes unge ven Alex. De to bygger snart et intimt forhold op over Facebook og med hede telefonsamtaler. Alex ved bare ikke, at Clara altså langt fra er den, som hun giver sig ud for at være.

Men selvom Claire fortier sin sande identitet og Alex lever på en løgn, så er følelserne mellem de to ægte. Men kan løgnen bære eller vil den briste? Hverken Claire – og slet ikke Alex – ved i hvert fald langt fra, hvilket brusende farvand de sammen sejler passioneret ud på. Således leger ’Forført’ altså kispus med internet-virkelighed, farlige løgne og blind kærlighed.

Fantasi og virkelighed danser således hedt side om side, mens kærligheden i internettets tidsalder sættes stævne i en film, der desværre mister sig selv, sit dramatiske fodfæste undervejs og sætter det over styr i sit sidste akt. Plotdrejningerne bliver for fortænkte og dramaet underligt stift. Jeg hives derfor også ud af, hvad der ellers grundlæggende var et æggende drama om kærlighed, identitet og passion.

På trods af ovenstående dramatiske fodfejl, så er ’Forført’ værd at se takket være en besnærende og fint nuanceret Juliette Binoche i rollen som den forvirrede og manipulerende Claire. En karakter, der også puster til emner som jagten på evig ungdom, lykke og ubetinget kærlighed – eller kærlighedssult, om man vil. Claire er gennem Binoche både relaterbar og sårbar, men også knudret og forvirret.

’Forført’ har med andre ord et trumfkort i Binoche. Desværre kan selve filmen ikke helt følge troværdigt trit med hendes engagerende spil i dobbeltrollen som Claire og Clara, hvor nogle af filmens tematikker måske nok også bliver en kende for unødvendigt bøjet i neon, hvilket dog igen – og heldigvis – modarbejdes af de fine nuancer i netop Binoches præstation.

’Forført’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Forført’ har biografpremiere den 13. august.

Biografanmeldelse: Hvordan håndterer man lige det at skulle på en 1-årig lang mission ud i rummet og derfor må efterlade sin 7-årige datter på Jorden? Det er præcis den situation, astronauten Sarah står i med det afdæmpede og ganske fint fortalte drama ’Proxima’. For ikke alene er presset stort, hvad den krævende mission angår, men også det at måtte sige et farvel til livet på Jorden og datteren er hårdt.

Det er således Sarah og forholdet til datteren, der er filmens dramatiske centrum. Eva Green indtager moderrollen med ro og nærvær samt både styrke og skrøbelighed, mens Zélie Boulant er naturlig som datteren Stella. Den nerve, man finder mellem de to er ganske gribende – også selvom jeg ikke er lige følelsesmæssigt engageret filmen igennem.

For selvom instruktør Alice Winocour sætter fine følelser i spil med scener, hvor man blandt andet følger Sarahs egen indre rejse og usikkerhed, videre til hendes forhold til datteren og sin fraskilte mand, så mister filmen desværre også noget nærvær undervejs. Fortællingen mister grebet i mig. Det er en skam, for egentlig er det en grundlæggende interessant problematik, der foldes ud.

Udover det fine bånd, der er at finde mellem mor og datter, så kommer der også lidt skarpe stikpiller ind fra højre i form af med-astronauten Mike i en umiddelbart lidt kynisk rolle af Matt Dillon, der ikke kan lade være med at prikke til det, at Sarah er en kvinde og derfor måske også mindre egnet til opgaven end sine mandlige kollegaer. Dette får heldigvis ikke lov til at kamme over.

’Proxima’ er nemlig langt mere det dilemma og den indre kampe, som Sarah kæmper med. Men ja, netop Mike-karakteren får altså ganske subtilt vist, hvilke udfordringer Sarah også står overfor, foruden den i forvejen yderst krævende træning. Det er tvivlen hos Sarah om, hvor vidt hun nu også gør det rigtige – nemlig det at forfølge sin barnedrøm eller blive på Jorden – der overskygger kønsproblematikken.

Kort fortalt, så leverer astronaut-dramaet en grundlæggende interessant og fint fortalt problemstilling med overvejende engagerende præstationer af særligt Eva Green, men desværre mister ’Proxima’ også noget af sit dramatiske nærvær undervejs, hvor fortællingen bliver en smule slap over midten. Men filmen undgår dog heldigvis at blive prædikende omkring, at kvinder kan præcis, hvad mænd kan.

’Proxima’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Proxima’ har biografpremiere den 16. juni.

Biografanmeldelse: Det er et stærkt firkløver, man finder i front for filmatiseringen af Christian Jungersens bestseller ’Undtagelsen’. Nemlig Danica Curcic, Sidse Babett Knudsen, Amanda Collin og Lene Maria Christensen. De arbejder alle på den samme arbejdsplads, hvor den i forvejen trykkede stemning intensiveres, da to af kvinderne modtager trusselsbreve.

Dette sætter for alvor gang i den ubehagelige stemning på arbejdspladsen, hvor beskyldninger og hemmeligheder således bølger frem og tilbage mellem de fire kvinder. For hvem står mon bag dødstruslerne i brevene – kan det være en af dem? Således sættes der thrillerfut på fortællingen, der blandt andet kredser om sprængfarlige emner som ondskab, fortrængninger og menneskelige magtkampe.

På den måde danner den konstant dunkelt belyste arbejdsplads rammen om voksenmobning for fuld udblæsning, hvor et spil om intet mindre end liv og død foldes ud. Det er sine steder ganske fermt iscenesat paranoia, jeg her bringes ind i, hvor plottets sirlige udfoldelse fint bringer vores kvinder i spil. Desværre taber filmen pusten momentant undervejs, mens det hele sættes helt over styr i en klodset finale.

I filmens tredje og sidste akt falder historien altså utilfredsstillende fra hinanden, hvor den netop ellers fint etablerede paranoia, videre til frygt og intense intriger, flader ud og afløses af unødvendigt bulder og brag. Helt på røven falder ’Undtagelsen’ dog heldigvis ikke, da særligt første del af filmen og her etableringen af de fire kvinders relationer, ganske engagerende og minutiøst sættes op.

Man aner hver af de fire hovedrollers indre dæmoner og problemfyldte skyggesider, hvilket er med til at gøre dem hver især til den potentielle person bag dødstruslerne. Desværre gør en ganske vellykket første del af filmen ikke en overordnet medrivende filmoplevelse. Hertil ramler filmen som nævnt desværre ned over sig selv og mister den intensitet, løjerne ellers fint lever af.

Til gengæld gør rollebesætning hele vejen rundt god figur. Curcic som den traumatiserede Iben, Collin som den gigtplagede Malene, Babett Knudsen som den upopulære Anne-Lise og Christensen som den mere mutte sekretær. Det er også kun derfor desto mere frustrerende, at det ikke lykkedes instruktør Jesper W. Nielsen at holde den intense og paranoiafulde skrue i vandet hele vejen til rulleteksterne.

’Undtagelsen’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Undtagelsen’ har biografpremiere den 2. juli.