Den næsvise animationsfilm ’Blokhavn’ er ikke særlig næsvis

Biografanmeldelse: Den danske animationsfilm ’Blokhavn’ vil gerne være den frække dreng i klassen, men ender som sentimental, ufarlig og politisk korrekt. Det er virkelig en skam, da der undervejs ellers er små kvæk af kækheder, der kunne have båret filmen bedre igennem sin forudsigelige historie – hvis man altså havde turdet at holde fast i denne friske frækhed.

Men over stregen går løjerne aldrig. Ja, de nærmer sig nærmest ikke stregen med sine gags og jokes, hvor lærerne enten er nogle dumme tumper eller lige det modsatte – nemlig en fornuftens stemme, der ser og hører filmens hovedroller i øjenhøjde. På samme måde bliver og er filmen også denne fornuftens stemme, der mere prædiker, at man skal opføre sig ordentligt end at drille det etablerede.

Hertil kommer, at den flade animation ikke just gør, at jeg engageres mere i eskapaderne. En animation, der ikke kan bære filmens ellers korte spilletid på 1 time og 16 minutter. Det er satiregruppen Gigis, der står bag filmen. De har tidligere stået for blandt andet diverse korte YouTube-videoer. Det lykkede dem dog ikke vellykket at løfte deres satiriske univers ind i spillefilmsformatet. Desværre.

For der er uden tvivl et godt og oprigtigt hjerte bag ’Blokhavn’, der dog ender som en halvflad opsang om at tage sig sammen i skolen og at opføre sig ordentligt. For ja, hvad handler filmen egentlig om? Jo, man følger en gruppe venner, der bor i ghettoområdet Blokhavn. Deres skole udnævnes imidlertid til landets værste, hvorfor den står til at blive lukket.

De fem venner sætter derfor alt ind på at redde skolen, så de ikke skal spredes for alle vinde. Redningsaktionen er således sat i søen, mens der blandt andet gøres noget halvsent grin med de halvgamle Jokeren og Niarn. Det synes mere bedaget end frækt fremme i skoene. Men uanset, hvor fræk eller ikke fræk ’Blokhavn’ er, kan den ikke løbe fra at være en kedelig omgang med kun små vellykkede komiske kvæk undervejs.

’Blokhavn’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Blokhavn’ har biografpremiere den 25. juni.