Biografanmeldelse: Digter, filmskaber og sportskommentator. Ja, den 83-årige Jørgen Leth har gennem hele sit kunstneriske virke begået sig med ord og billeder. Det gør sig selv sagt også gældende i hans nye dokumentarfilm ’I Walk’. Den tegner blandt andet et intimt selvportræt af en mand, der måske nok er blevet gammel, men som stadig kæmper for at blive ved med at gå. At gå gennem livet. Ikke at falde.

Filmen tager sit afsæt i det voldsomme jordskælv, der ramte Haiti i 2010. Pludselig stod Leth i livets efterår uden et hjem og med tilværelsens grundlag lagt i ruiner. Nu gjaldt det om at finde fornyet mening med det hele – at finde en ny vej i livet. Det er i årene efter denne tragisk begivenhed og frem til i dag, at man via blandt andet nære telefonoptagelser kommer tæt ind på livet af Leth – også rent fysisk.

’I Walk’ skildrer nemlig med forskellige filmiske greb og her blandt andet fragmenterede montager af ord og billeder Leths liv, tanker og gåture. Eksempelvis med netop grynede nærbilleder optaget med telefonen af Leth selv. Det nære selvportræt suppleres af Leths karakteristiske diktion af egne tanker, digte og ord, der løber som en livlig flod gennem filmen. Personligt, skrøbeligt, ømt og intimt.

For hvad betyder det i grunden at blive gammel? Ligner Leth egentlig mere og mere sin egen far? Og er der mon en gud, som styrer det hele? Dette er ganske vist blandt nogle af de helt store spørgsmål, som filmen og Leth både stiller og forsøger at finde svaret på – gennem ord og billeder. Det gjort med ’lethsk’ schwung, alderdommens autoritet samt varme, nuancer og humor. Humoren må jeg ikke glemme.

For der er bestemt også både en lethed og humor i filmen. Det ser man blandt andet i dynamikken mellem Leth og sønnen Asger Leth, som ’I Walk’ er blevet til i samarbejde med. Der er en smittende drillesyge og varme mellem de to mænd. Mellem far og søn. Ja, dokumentaren har måske nok Jørgen Leth som centrum, men far-og-søn-relationen ekkoer fint med Leths egne tanker om livet, alderdommen og sin egen far.

Der gøres som nævnt brug af rystede telefonoptagelser, som intimt og meget direkte hugger sig ind i Leths liv – fra morgenrutiner med ømme led og problemer med at få sokkerne på – til aftenritualer og drømmestunder under dynen. Men livet fanges blandt andet også med smukke luftoptagelser af jungledyb, hvor eventyret fortsat venter på Jørgen Leth, der stadig går. Et skridt ad gangen. Uden at falde.

’I Walk’ får 4 ud af 6 stjerner:

’I Walk’ har biografpremiere den 22. oktober.

Biografanmeldelse: Forholdet mellem forælder og barn har vel alle dage været mere eller mindre kompliceret. Det er i hvert fald tilfældet i Hirokazu Koreedas fine franske drama ’Sandheden’, hvor forholdet mellem en mor og hendes datter kommer på prøve – henholdsvis den aldrende skuespillerinde og diva Fabienne overfor den noget mere jordnære datter Lumir.

For da den feterede og forfængelige Fabienne udgiver en selvbiografi, vender manuskriptforfatteren Lumir tilbage til Paris fra sit hjem i New York sammen med sin mand Hank og deres lille datter. Gensynet mor og datter imellem bliver starten på en række stridigheder og undertrykte følelser, hvor ikke mindst fortidens skeletter kommer for dagens lys i forbindelse med indholdet af selvbiografien.

For hvordan var Lumirs barndom og liv i grunden under vingerne af hendes stjernemor? Ja, det er der forskellige oplevelser af. Sandheden er i hvert ikke sådan til at få fod på – den er snarere tvetydig i et forhold, der dog også rummer hengiven kærlighed bag skænderier og uenigheder. Det er med dette drama som dramatisk motor, at fortællingen folder sig velspillet ud.

For som Lumir finder man altid seværdige Juliette Binoche, der med nærvær og bestemthed indfanger både troværdige frustrationer og oprigtige følelser. Overfor hende finder man det 76-årige franske ikon Catherine Deneuve. Hun besidder en naturlig autoritet som Fabienne, hvor der under den ellers så selvsikre overflade også befinder sig en fin skrøbelighed – blandt andet i mødet med sin egen alderdom.

De to sammen er skøn dramatisk dynamit, der er med til at holde filmen oven vande, selv når fortællingens udfoldelse af og til mister momentum og engagerende fremdrift. Det suger desværre noget af den ellers fine dramatiske tyngde ud af filmen, der heldigvis også har fin dynamisk nerve i familien som helhed og menneskene omkring den. Blandt andre Ethan Hawke som den knapt så succesfulde tv-skuespiller Hank.

’Sandheden’ er altså et fint og lifligt drama, der på overvejende veldrejet vis sætter mor-datter-forholdet i scene, hvor også universelle tematikker som alderdom, død, familie og livet generelt er til stede. Spejlingen mellem filmen, som Fabienne er ved at indspille og hendes eget datter-forhold bliver desværre en kende klodset leveret, men det sagt, så holder Deneuve og Binoche bestemt dramaet fint i vandet.

’Sandheden’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Sandheden’ har biografpremiere den 8. oktober.

Biografanmeldelse: Hvem elsker ikke Bill Murray? Det gør jeg i hvert fald. For han er da om nogen en både charmerende, karismatisk og morsom skuespiller. Det er hans rolle som faren Felix i Sofia Coppolas komediedrama ‘On the Rocks’ også. Ja, Bill Murray får her lov til at brænde kækt og konstant flirtende igennem i denne virkeligt fint fortalte fortælling om forholdet mellem far og datter.

Ganske vist er Bill Murray svært uimodståelig som Felix, men jeg må bestemt ikke glemme Rachida Jones i rollen som datteren Laura. Den noget mindre flagrende og impulsive datter og mor til to små piger. Da hun imidlertid får mistanke om, at hendes mand har en affære, bliver det starten på Laura og Felix’ jagt på sandheden – naturligvis ledt an af farmand, der får alt i livet til at blive som et eventyr.

For Felix er måske nok charmerende, man han er på samme tid også pisseirriterende. Han kører nemlig også sit eget løb – bekymringsfri og skilt fra Lauras mor. Du ved, fordi han ikke kunne holde sig til kun en kvinde. Det har naturligvis sat sine spor hos datteren og forholdet far og datter imellem. Det selvom de helt klart også elsker hinanden. Ja, det er et ganske engagerende forhold at blive en del af.

Der er denne fine dynamiske energi mellem de to, men frustrationerne lurer også hos Laura lige under overfladen. Det sammen med en vis melankoli og alvor hos Felix, der dog er langt bedre til at gemme sine bekymringer væk. De to sammen er altså både sjovt og skønt selskab, men deres forskelligheder får også lov til at få plads. Nej, der er vel ikke mange far-datter-forhold, der er gnidningsløse?

Instruktør og manuskriptforfatter Sofia Coppola er altså lykkedes med ’On the Rocks’ at lave et let, opløftende og ikke mindst underspillet morsomt drama med to fint forløste karakterer i front, hvor de veloplagte replikker leveres lige så veloplagt og med en troværdig naturlighed. En ubetinget fornøjelse. Filmen er dog ikke uden men’er.

For jeg savner – de ellers fine præstationer til trods – også en smule mere dramatisk tyngde i dramaet for at få både Laura, Felix og deres forhold mere ind under huden. Det føles nemlig til tider lidt for let det hele og den ellers tilstræbte melankoli og alvor ved den mulige utroskab går desværre en kende fløjten. Heldigvis vejer Bill Murray og Rachida Jones op for dette – og nok til, at filmen kommer engagerende i mål.

’On the Rocks’ får 4 ud af 6 stjerner:

’On the Rocks’ har biografpremiere den 2. oktober.

Biografanmeldelse: Ifølge en norsk filosof er mennesket født med en halv alkoholpromille for lidt. Indtag af alkohol er derfor med til at åbne sindet og sætte kreativiteten fri. Med afsæt i denne teori kaster fire gymnasielærere sig ud i at have en konstant halv promille i blodet. De fire venner er nemlig på hver deres måde groet mere eller mindre fast i livet, hvorfor der skal ske noget nyt!

De begynder derfor at drikke afmålte mængder af alkohol i løbet af dagen – naturligvis også i arbejdstiden. Resultatet er ret så interessant. Livet synes nemlig nu pludselig meget lettere og arbejdet kører med langt mere overskud. Men, men, men… deres fordrukne forsøg udi alkoholens virkninger får ikke overraskende sin del af konsekvenser for hver af deres liv.

Mads Mikkelsen leder an som historielæreren Martin, hvis ægteskab slår knuder, mens en generel tomhed har indfundet sig i hans liv. Det er derfor også tillokkende at peppe livet op med en halv promille dagen igennem. Mads Mikkelsen har ganske enkelt et ansigt og en tilstedeværelse, jeg ikke kan løsrive mig fra. Han er både skrøbelig, trist og et menneske af nuanceret liv.

I rollerne som de øvrige tre undervisere finder man engagerende modspil af en veloplagt Thomas Bo Larsen, en underspillet morsom Magnus Millang og en til at starte med forsigtig Lars Ranthe. De fire bakker hinanden både morsomt og sine steder helt rørende op. Et dynamisk samspil, der overvejende virker naturligt og troværdigt – fra drukture til mere alvorstunge scener.

Instruktør og medforfatter Thomas Vinterberg er med ’Druk’ altså blandt andet lykkedes medrivende godt med at give sine karakterer levet liv og har samtidig ramt en overvejende fin balancegang mellem det morsomme og tragiske i sin til tider også tankevækkende fortælling, der sætter alkoholkulturen i stævne. Desværre fremstår filmen bare sine steder lidt som en firkantet samtalestarter om alkohol.

Det gør desværre også fortællingen en kendt stiv i det. Noget af filmens ellers fine dramatiske tyngde ryger derfor en kende ud af kurs og mit følelsesmæssige engagement vakler. Heldigvis lever ’Druk’ i høj grad af netop sit mandlige firkløver, deres venskab, forskelligheder og virile drukture. Det kan de sine steder en kende forcerede tematikkers iscenesættelse heldigvis ikke ændre på. Skål!

’Druk’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Druk’ har biografpremiere den 24. september.

Biografanmeldelse: Mesterinstruktøren og en af mine favoritter, nemlig Roman Polanski, står bag det både intense og knugende drama ’Officer og spion’. Lad mig da også bare først som sidst sige, at jeg var opslugt hele vejen. Det er nemlig en helt grundlæggende spændende historie, som her folder sig dejlig detaljerigt ud i en film, der tør tage sig god tid – blandt andet til at give sine karakterer plads.

Filmen er baseret på en sand historie, som tager sit udgangspunkt i 1895. Her bliver den franske kaptajn Alfred Dreyfus degraderet for at have spioneret for Tyskland. Den ellers lovende officer bliver således dømt til fængsel på livstid. Men ikke alt er, som det umiddelbart tager sig ud. For blandt dem, der var vidne til Dreyfus’ ydmygende degradering, var oberst Georges Picquart.

Picquart bliver nu forfremmet til at stå i front for den militære efterretningsenhed, der stod bag at fælde Dreyfus. Han opdager dog snart, at der stadig overleveres hemmelige information til tyskerne. Dette bliver starten på et kringlet spil for Picquart om at få sandheden for dagens lys. Ja, retfærdigheden må og skal ske fyldest. Dette viser sig dog hurtigt at være nemmere sagt end gjort.

Polanski har her et sikkert greb om ikke kun sin sirlige udfoldelse af filmens forskellige plottråde og hemmeligheder samt løbende opdagelser, men formår samtidig også at sætte et dragende tidsbillede i scene. Det blandt andet med helt klaustrofobiske og mørkt belyste kontorer, videre til hestevogne i gaderne og datidens garderobe i hvert et billede.

I front for filmen finder man Jean Dujardin som den stålsatte Picquart. Jeg har svært ved at tage øjnene fra ham i jagten på at få Dreyfus’ uskyld frem i lyset. Men han modarbejdes af de tungeste og mest magtfulde herrer. Dujardin løfter mig altså i rollen som denne utrættelige enmandshær engagerende ind i historien, hvor temaer som netop retfærdighed, videre til skyld og uskyld sættes medrivende i scene.

Det historiske drama ’Officer og spion’ er kort fortalt en engagerende instrueret fortælling med fornem sans for både plotmæssige og visuelle detaljer, mens vores mand i front, en betagende Dujardin, griber mig med sin uknækkelige tro på, at retfærdigheden må og skal ske fyldest – koste hvad det vil. For ganske vist udspiller filmen sig for mere end 100 år siden, men historien står her skarp, veloplagt og evig relevant.

’Officer og spion’ får 5/6 stjerner:

’Officer og spion’ har biografpremiere den 17. september.