Biografanmeldelse: Det er nu, du skal slå til! For japanske Katsuhiro Ôtomos mesterlige, opfindsomme og overrumplende animationsværk ’Akira’ fra 1988 kan nemlig nu opleves på det store lærred i en ny-restaureret 4K-version. Det er her 32 år senere stadig en vild, voldsom og voldelig filmoplevelse af de store, hvor den sirlige animationskunst drager mig ind i en futuristisk fremtid, der omslutter mig totalt.

Året er 2019. 31 år efter, at 3. verdenskrig har raset. Tokyo er blevet til Neo Tokyo – bygget op på ruinerne af den gamle metropol. Det er dog langt fra en idyllisk fremtid, vi her ankommer til. Dystopien synes snarere at herske i byen, der hærges af kriminelle, blodig vold, politibrutalitet og korruption. Bag statens hemmelige mure huses imidlertid et tophemmeligt og mystisk projekt kaldet Akira.

Men hvad går Akira egentlig ud på? Det får motorcykelbande-anføreren Kanedas ven Tetsuo mulighed at se nærmere på, da han hvirvles ind i det lyssky projekt – og det med katastrofale følger. Det, der følger, er nemlig et virilt, potent og pumpende ridt ind i en verden af mutationer, maskiner og motorcykler, mens et brølende opgør synes at true i horisonten. Det med hele verden som gidsel.

Som en animeret hvirvelvind af imponerende fremtidslandskaber, brusende motorcykelræs og telekinetiske evner, folder ’Akira’ sig ud med de ikoniske og urovækkende toner fra Shôji Yamashiros musik, der svøber sig ubesværet om den bjergtagende billedside. Historien bølger og bruser sig ligeledes hektisk, medrivende og i konstant bevægelse gennem den dystre metropol, hvor det gode og onde tordner sammen.

Der er fra start til slut animeret fart over feltet, hvor jeg opsluges af denne fremtidsvision, der blandt andet huser en mere end voldsomt cool finale, der i kropssnaskende mutationsvold river mig medrivende rundt i en intens billedstorm, der skvulper af animeret overlegenhed. Men ’Akira’ er altså mere end mesterlig animation, det er også en fortælling, som dejlig kinetisk får liv gennem sin zigzag-udfoldelse.

Godt nok er ’Akira’ fra 1988, men står altså stadig veloplagt, frisk og forførende her mere end 30 år senere. Jeg er kort sagt hensat til filmens verden og fortælling fra første til sidste tegning. At fortællingen så måske nok slår en håndfuld knuder undervejs, gør heldigvis ikke det store, for netop billedsiden griber mig gang på gang i tegninger af dystopisk opfindsomhed, brutal vold og mystiske evner.

’Akirka’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Akira’ har repremiere den 5. november.

Biografanmeldelse: Med repremieren på Volker Schlöndorffs dragende ‘Bliktrommen’ fra 1979, har man en unik mulighed for at opleve værket på det store lærred. Det i al sin krigsbombede vælde og med det intimt dramatiske skuespil fra ikke mindst David Bennent. Han ses i rollen som drengen Oskar fra hvis synsvinkel filmen fortælles i en fin forening af rå, jordnær realisme og med glimt af det surreelle.

Det tyske drama er altså centreret om Oskar, man følger fra fødslen, som man desuden følger fra hans synspunkt og vej ud i verden inde fra sin mors skød. Han vokser op i det krigstruede Danzig, der senere må se sig bombet til ruiner, hvor han til sin tre års-fødselsdag får en rød/hvid bliktromme. Han beslutter sig samtidig for ikke at ville vokse sig større, selvom han ganske vist bliver ældre. Ja, helt surreelt.

Denne beslutning er en art protest mod den verden, der omslutter ham, hvor han blandt andet senere i livet kommer til at møde netop krigens rædsler og nazismens fremtog. Et andet helt surreelt element er Oskars talent for at udgyde så høje skrig, at han kan splintre glas. En evne, der blandt andet kommer ham til gavn senere i fortællingen, der altså spænder over en længere årrække.

Filmen lever ikke kun af sit portræt af krig og den medfølgende frygt, håbløshed og nazistiske fremmarch, men i høj grad også spillet af David Bennent som vores hovedperson Oskar, hvis verdensbillede vi bliver placeret midt i. For det er ganske enkelt et imponerende portræt af et barn og hans svære opvækst. Jeg kan ikke få øjnene fra ham. Han er simpelthen et imponerende magnetisk bekendtskab.

Fortællingen folder sig ud over hele 2 timer og 44 minutter, men ikke desto mindre synes den lange spilletid også nødvendig for at fortælle sin både dragende, engagerende og satiriske fortælling, der måske nok har krigens dystre klangbund, men som absolut også huser en fin humoristisk side, der dog ikke underminerer det fornemme drama og nuancerede portræt af Oskar og hans opvækst i en kaotisk verden.

’Bliktrommen’ er ganske enkelt her 41 år efter sin oprindelige premiere stadig et stærkt, veloplagt og potent portræt af en historisk kompleks tidsperiode set igennem en drengs naive og fantasifulde øjne. David Bennent er med drenget naturlighed et stærkt, stærkt trumfkort, der i den grad er med til at bære og løfte filmen op og blive både helt magisk, tankevækkende og sine steder også livligt provokerende.

’Bliktrommen’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Bliktrommen’ har repremiere den 29. oktober.

Biografanmeldelse: Hvor langt vil man gå for sit barns liv og sikkerhed? I krigsfilmen og det danske drama ’Erna i krig’ – baseret på Erling Jepsens bog af samme navn – vil alenemoren Erna gå i krig for sin enfoldige søn Kalle. Året er 1918 og Første Verdenskrig har sit brutale greb i Europa. Det ellers stille liv for mor og søn i Sønderjylland bliver dog vendt på hovedet, da den lokale betjent Meier banker på døren.

Meiers opgave er som del af krigen at indrulle den 17-årige Kalle – og det i kamp på tyskernes side. Det er som stolt sønderjyde ikke just en plan, Erna er vild med – og da endnu mindre at skulle afgive sin søn til krigens farlige skyttegrave. På snedig vis lykkedes det imidlertid Erna at iklæde sig soldateruniform og under mandligt dække at blive en del af sin søns soldatergruppe, der nu er på vej til krigens frontlinje.

Jeg skulle lige sluge præmissen, at en kvinde under mandligt alias kan klare indrulningen og videre ind i den tyske krigsmaskine uden at blive sendt retur med uforrettet sag. Men ja, det lykkedes altså, og det er så den filmiske virkelighed, jeg må forholde mig til. Så selvom jeg måske ikke helt køber præmissen med Ernas krigskrumspring, har filmen heldigvis et klart trumfkort til at opveje for dette, nemlig Trine Dyrholm.

Trine Dyrholm er med konstant nerve og nærvær til stede i rollen som Erna, hvilket er med til i hvert fald at skyde sin del af troværdighed ind i både fortællingen, men ikke mindst filmens titelkarakter. Hun er ikke til at tage øjnene fra som den beskyttende mor, der ikke tror på, at sin mindrebemidlede søn ville kunne klare skærene på egen hånd. Hvilket måske også er sandt.

Hun omgives desuden af øvrige fine præstationer, der dog ikke skinner igennem på samme måde som Trine Dyrholm, men altså udfylder deres respektive roller på solid vis. I rollen som den krigsretskafne Meier finder man Ulrich Thomsen, der bestemt bærer rollen med god troværdighed og en skrøbelig usikkerhed bag den ellers bestemte facade.

En af soldaterne er den mere forstående Anton – spillet af en solid Anders W. Berthelsen, der leverer sin karakter med en fin blød side. Jeg må ikke glemme Sylvester Byder som Kalle, der undervejs vokser i rollen som en soldat og stor dreng på egne ben. Men trods fine præstationer, mister filmen noget momentum og går i stampe i spilletiden i den klaustrofobiske skyttegrav. Men Trine Dyrholm er på trods filmen værd.

’Erna i krig’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Erna i krig’ har biografpremiere den 29. oktober.

Biografanmeldelse: Digter, filmskaber og sportskommentator. Ja, den 83-årige Jørgen Leth har gennem hele sit kunstneriske virke begået sig med ord og billeder. Det gør sig selv sagt også gældende i hans nye dokumentarfilm ’I Walk’. Den tegner blandt andet et intimt selvportræt af en mand, der måske nok er blevet gammel, men som stadig kæmper for at blive ved med at gå. At gå gennem livet. Ikke at falde.

Filmen tager sit afsæt i det voldsomme jordskælv, der ramte Haiti i 2010. Pludselig stod Leth i livets efterår uden et hjem og med tilværelsens grundlag lagt i ruiner. Nu gjaldt det om at finde fornyet mening med det hele – at finde en ny vej i livet. Det er i årene efter denne tragisk begivenhed og frem til i dag, at man via blandt andet nære telefonoptagelser kommer tæt ind på livet af Leth – også rent fysisk.

’I Walk’ skildrer nemlig med forskellige filmiske greb og her blandt andet fragmenterede montager af ord og billeder Leths liv, tanker og gåture. Eksempelvis med netop grynede nærbilleder optaget med telefonen af Leth selv. Det nære selvportræt suppleres af Leths karakteristiske diktion af egne tanker, digte og ord, der løber som en livlig flod gennem filmen. Personligt, skrøbeligt, ømt og intimt.

For hvad betyder det i grunden at blive gammel? Ligner Leth egentlig mere og mere sin egen far? Og er der mon en gud, som styrer det hele? Dette er ganske vist blandt nogle af de helt store spørgsmål, som filmen og Leth både stiller og forsøger at finde svaret på – gennem ord og billeder. Det gjort med ’lethsk’ schwung, alderdommens autoritet samt varme, nuancer og humor. Humoren må jeg ikke glemme.

For der er bestemt også både en lethed og humor i filmen. Det ser man blandt andet i dynamikken mellem Leth og sønnen Asger Leth, som ’I Walk’ er blevet til i samarbejde med. Der er en smittende drillesyge og varme mellem de to mænd. Mellem far og søn. Ja, dokumentaren har måske nok Jørgen Leth som centrum, men far-og-søn-relationen ekkoer fint med Leths egne tanker om livet, alderdommen og sin egen far.

Der gøres som nævnt brug af rystede telefonoptagelser, som intimt og meget direkte hugger sig ind i Leths liv – fra morgenrutiner med ømme led og problemer med at få sokkerne på – til aftenritualer og drømmestunder under dynen. Men livet fanges blandt andet også med smukke luftoptagelser af jungledyb, hvor eventyret fortsat venter på Jørgen Leth, der stadig går. Et skridt ad gangen. Uden at falde.

’I Walk’ får 4 ud af 6 stjerner:

’I Walk’ har biografpremiere den 22. oktober.

Biografanmeldelse: Forholdet mellem forælder og barn har vel alle dage været mere eller mindre kompliceret. Det er i hvert fald tilfældet i Hirokazu Koreedas fine franske drama ’Sandheden’, hvor forholdet mellem en mor og hendes datter kommer på prøve – henholdsvis den aldrende skuespillerinde og diva Fabienne overfor den noget mere jordnære datter Lumir.

For da den feterede og forfængelige Fabienne udgiver en selvbiografi, vender manuskriptforfatteren Lumir tilbage til Paris fra sit hjem i New York sammen med sin mand Hank og deres lille datter. Gensynet mor og datter imellem bliver starten på en række stridigheder og undertrykte følelser, hvor ikke mindst fortidens skeletter kommer for dagens lys i forbindelse med indholdet af selvbiografien.

For hvordan var Lumirs barndom og liv i grunden under vingerne af hendes stjernemor? Ja, det er der forskellige oplevelser af. Sandheden er i hvert ikke sådan til at få fod på – den er snarere tvetydig i et forhold, der dog også rummer hengiven kærlighed bag skænderier og uenigheder. Det er med dette drama som dramatisk motor, at fortællingen folder sig velspillet ud.

For som Lumir finder man altid seværdige Juliette Binoche, der med nærvær og bestemthed indfanger både troværdige frustrationer og oprigtige følelser. Overfor hende finder man det 76-årige franske ikon Catherine Deneuve. Hun besidder en naturlig autoritet som Fabienne, hvor der under den ellers så selvsikre overflade også befinder sig en fin skrøbelighed – blandt andet i mødet med sin egen alderdom.

De to sammen er skøn dramatisk dynamit, der er med til at holde filmen oven vande, selv når fortællingens udfoldelse af og til mister momentum og engagerende fremdrift. Det suger desværre noget af den ellers fine dramatiske tyngde ud af filmen, der heldigvis også har fin dynamisk nerve i familien som helhed og menneskene omkring den. Blandt andre Ethan Hawke som den knapt så succesfulde tv-skuespiller Hank.

’Sandheden’ er altså et fint og lifligt drama, der på overvejende veldrejet vis sætter mor-datter-forholdet i scene, hvor også universelle tematikker som alderdom, død, familie og livet generelt er til stede. Spejlingen mellem filmen, som Fabienne er ved at indspille og hendes eget datter-forhold bliver desværre en kende klodset leveret, men det sagt, så holder Deneuve og Binoche bestemt dramaet fint i vandet.

’Sandheden’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Sandheden’ har biografpremiere den 8. oktober.