Godt nytår – et spændende filmår venter forude

Jeg vil lige ønske alle et godt nytår og ved samme lejlighed nævne nogle af de titler, jeg ser frem til i 2012. Det tegner til at blive et spændende filmår, hvor det i blockbuster-land er Ridley Scotts Alien-relaterede Prometheus og Christopher Nolans The Dark Knight Rises, der ligger forrest i mit felt. Men jeg ser også frem til Peter Jacksons The Hobbit: An Unexpected Journey og action-ballade med The Avengers, Mission: Impossible – Ghost Protocol og ja, sgu også Nicolas Cage i Ghost Rider: Spirit of Vengeance.

Jeg glæder mig også meget til et par af mine favorit-instruktørers tilbagevenden, her Martin Scorseses 3D-eventyr Hugo, Roman Polanskis kammerspil Carnage og ikke mindst David Cronenbergs A Dangerous Method. Desuden er Tim Burton også på banen med to titler, gotisk gys med Dark Shadows og dukkefilmen Frankenweenie.

Og de gode titler synes at mase sig på i 2012, hvor følgende også er i kikkerten, George Clooney i The Descendants, Todd Solondz’ Dark Horse, spion-thrilleren Tinker Tailor Soldier Spy, apokalypse med Take Shelter, stum-filmen The Artist, spøgelsesfilmen Woman in Black, børnegys med ParaNorman, monstre i Attack the Block, Johnny Depp i The Rum Diary og Jason Reitmans Young Adult. Ja, det tegner til at blive et fremragende filmår…!

Top 10 – de bedste film fra 2011

Så blev det tid til årets top 10 over de bedste film fra 2011. Listen er baseret på film, der har haft dansk biografpremiere i 2011 – selvom flere af titlerne egentlig er fra i 2010. Men uden videre introduktion, her er de 10 bedste film fra året, der er gået.

1. Drive (Instr. Nicolas Winding Refn)
En udsøgt filmisk fornøjelse fra start til slut. Refn får her balanceret sine komponenter med en legende lethed, så både billede og lyd sitrer af energi og filmisk kærlighed. Desuden er Ryan Gosling übercool og volden smuk. Refn har bestemt rykket sig siden sin rolle som monstret Glubsk – se ham iført monster-dragten HER.

2. Cold Fish (Instr. Sion Sono)
Vanvittig og vild japansk filmoplevelse, hvor alt synes at kunne ske og mere til. En film, der uden bekymringer kaster sig ud i en ambitiøs og forskruet fortælling, der byder på både maniske seriemordere og undertrykte instinkter i sin blotlæggelse af syge menneskelige og familiære relationer. Ubehagelig, charmerende og suveræn.

3. Black Swan (Instr. Darren Aronofsky)
Jeg kender flere, der fandt Aronofkys psyko-thriller-og-ballet-gyser Black Swan for karikeret og overfortalt, men jeg var vild med den bastante fortælling og symbolik. Det fungerede for mig og matchede medrivende både den smukke musik og ballet. Så absolut filmisk fryd og rå power i billede og lyd. Skønt.

4. Melancholia (Instr. Lars von Trier)
“En smuk film om Jordens undergang” var hvad Trier i sin tid lovede og det er godt ramt. Skræmmende smuk og romantisk melankoli spundet i en til tider næsten plastisk æstetik. Lækkert og sådan lidt for meget af det gode (altså på den gode måde). Heldigvis er dette en undergang, man modsat filmens medvirkende kan opleve igen.

5. The Tree of Life (Instr. Terrence Malick)
Et abstrakt, ekspressionistisk og mystisk billedværk, men også nærværende og med kærligheden som fakkelbærer gennem mørket. Men al analytisk sniksnak og ordgøgl til side, så blev jeg ganske enkelt bare revet med af den både smertelige og smukke historie – lige fra de enorme himmelhvælvingers gåder til det nære drama.

6. Rango (Instr. Gore Verbinski)
Sprudlende animationsfilm ledt an af Johnny Depp som kæk kamæleon. En film, der bobler af visuel opfindsomhed, fortælleglæde og vidunderligt skæve karakterer. En herlig genre-bastard og ikke mindst uhyggeligt smukt animeret. Lige fra surreelle drømmesyner og vidtstrakte ørkenlandskaber. Et vildt visuelt western-ridt.

7. Kongens store tale (Instr. Tom Hooper)
En ganske enkelt velfortalt og gribende historie om et stærkt venskab og om at overvinde egne svagheder og finde en styrke, man ikke troede mulig at grave frem. Colin Firth og Geoffrey Rush er her den sprængfarlige duo, der giver liv til de vittige og veldrejede dialoger. Scenerne mellem dem er elektriske og elegante. Forrygende.

8. Hanna (Instr. Joe Wright)
Stilbevidst og hjertebankende smuk actionfilm, hvor man forføres af både et sneklædt Finland og videre til Berlins pulserende liv. Det heftige soundtrack leveres af The Chemical Brothers, mens Saoirse Ronan er både sart og sejlivet som en tøs på flugt fra Cate Blanchett som stram CIA agent. En af årets overraskelser.

9. True Grit (Instr. Ethan Coen og Joel Coen)
Coen-brødrene leverer med deres westen en film, der lever af klassiske dyder som solide og interessante karakterer, en gribende historie og spændstig dialog samt bjergtagende billeder. Jeff Bridges er svært charmerende som den snøvlende Cogburn, mens Hailee Steinfeld næsten stjæler billedet som den rappe tøs Mattie.

10. 127 Hours (Instr. Danny Boyle)
Selvom filmen stort set kun udspiller sig med James Franco klemt fast imellem to klippevægge, så holder Boyle medrivende liv i dramaet. Her er følelser som ensomhed, egoisme og afsavn hele vejen relaterbare, ikke mindst takket være en fremragende Franco. En både opløftende og visuelt forførende film.

Det er svært at udpege blot 10 film, ikke mindst når det kommer til at sortere i titlerne på listens sidste plader. Anyways, jeg tillader mig lige at fremhæve andre solide filmoplevelser fra 2011.

Året bød bl.a. også på time-bender-sci fi med Source Code, en flot afslutning på sagaen med Harry Potter og Dødsregalierne del 2, håndholdt alien-film i jungledybet med Monsters, candyfloss-overkill med Sucker Punch, den intense Winter’s Bone, Christian Bale i junkie-hopla med The Fighter, Mads Brüggers vanvidstur til Afrika i Ambassadøren, græsk bizarro med Dogtooth, hjerteskærende kærlighedsknuder med Blue Valentine, abeskøn action med Abernes Planet: Oprindelsen, den vildt sjove Bridesmaids, neonoplyst syretrip med Enter the Void, gangsterdramaet Animal Kingdom, uhygge med Insidious og det gribende vampyr-remake Let Me In.

Igen i år fik jeg mange af årets bedste filmoplevelser på den københavnske filmfestival CPH PIX. Jeg har dog valgt kun at inkludere én enkelt på min top 10 (Cold Fish), da her jo ikke er tale om en egentlig dansk biograf-distribution, men mere en eksklusiv visning. Men der er flere, der er værd at nævne.

Bl.a. det spruttende menneskemonster Tetsuo: The Bullet Man, den vanvittige og morsomme Big Man Japan, skamløs underholdning med Super, samurai-action med 13 Assassins, opfindsomt blodige mord med Dream Home, pulserende politi-thriller med Fire of Conscience, den isnende The Housemaid, lavmælt kannibalisme med We Are What We Are og exploitation med Hobo with a Shotgun.

Der er også titler, jeg desværre ikke har nået at se, men som jeg vil nuppe i 2012, bl.a. In Time, X-Men: First Class, Moneyball, Kill List, Midnight in Paris, Huden jeg bor i, Submarine, Contagion, Beast, 50/50 og The Girl with the Dragon Tattoo.

– Læs om alle mine filmoplevelser på CPH PIX 2011 HER.
– Læs også mine top 10-lister for bedste film for 2009 og 2010.

Endnu en omgang forvrøvlet Transformers-rod

Ja, de monstrøse Transformers er både fantastiske at se og høre på. Men helt ærligt, når Michael Bay – nu for tredje gang – serverer stort opsat robot-action uden sans for at fortælle en medrivende historie, eller for den sags skyld formår at klippe alle sine eksplosive scener dynamisk, så bliver det en trættende oplevelse. Men ret skal være ret, Transformers: Dark of the Moon byder på et par imponerende robot-kampe.

Nå ja, filmens handling. Der er de onde Transformers, de såkaldte Decepticons og så er der de gode Autobots. I krydsilden mellem de mægtige maskiner finder man menneskeheden. Endnu engang må den gæve Shia LaBeouf hjælpe til i kampen mod ondskaben, der denne gang truer hele planeten med udslettelse. Ja, HELE PLANETEN, intet mindre – goddammit…!

Det går der så godt 2 timer og 30 minutter med, mens Michael Bay ivrigt hælder på med svimlende action og spruttende robotter. Desværre er han heller ikke bleg for at proppe alverdens karakterer ind i historien og fylde på med diverse handlingsforløb. Men de ambitiøse armbevægelser lander fladt på maven som ligegyldigt fyld og er blot med til at trække fremdriften ud af løjerne. Men nu er begrænsningens kunst ikke just Bays spidskompetence – det er humor så desværre heller ikke, slet ikke.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Baby genindspiller filmklassikere

Så er der en film-glad baby på banen – bare rolig, jeg skal nok ellers forsøge at holde bloggens nuttetheds-faktor i bund, men den her baby slap altså igennem. Det er engelske Emily Cleaver, der har brugt sin egen søn til at genskabe scener fra en række klassiske film, så som The Blair Witch Project, Dødens gab, Alien, Ondskabens hotel, Nærkontakt af tredje grad, Rambo: First Blood og American Beauty.

– Find alle billederne HER.
Se også:
Iron Baby slår fra sig
‘Mini’-RoboCop opretholder lov og orden

Drilsk gadekunstner leger tagfat med sit publikum

De fleste kender gadekunstneren Banksy – eller i hvert fald hans værker, der pryder gader og stræder verden over. For selvom han er et både velkendt og populært navn, er hans identitet fortsat et mysterie. Det ændrer kunstnerens drilske dokumentar Exit Through the Gift Shop ikke på, tværtimod.

For egentlig er det slet ikke Banksy, der er i centrum her. Det er derimod den excentriske og energiske franskmand Thierry Guetta. Han har i flere år filmet gadekunstnere verden over, men aldrig mødt den lyssky Banksy. En dag krydses deres veje dog og Thierry bliver nu som en flue på væggen hos den verdenskendte Banksy. Et sandt lykketræf – eller hvad…?

For godt nok ligner og præsenteres Exit Through the Gift Shop som en dokumentar – som sandheden om et tilfældig møde mellem en skør franskmand og Banksy. Men at her langt fra er tale om et entydigt sandhedsdokument er åbenlyst. Det gør dog hverken filmen mindre interessant eller relevant, men bærer en pointe i sig selv. For portrættet af Thierry ender som en både satirisk og morsom kommentar til alt det, der er galt med kunstscenen i dag.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Endnu en flot filmmontage for 2011

Okay, okay – det er så også den sidste filmmontage for 2011, jeg poster (måske). Men jeg bliver nødt til også lige at dele den her med jer. Den er lavet af Matt Shapiro, som har lavet sit såkaldte ’Cinescape’ siden 2006. Igen i år har han klippet en virkelig flot montage for filmåret 2011. Måske den flotteste. Her er smukke og veltimede krydsklip, hvor billede og lyd bruges opfindsomt og skaber et medrivende flow imellem de i alt 254 brugte film.

Det er elegant, hvordan han har sammenflettet kamerature og replikker og herved skabt overraskende og nye sammenhænge, bl.a. mellem Matt Damon i We Bought a Zoo og Nicolas Cage i Drive Angry. Der er specielt godt tryk på i montagens sidste del, hvor Deadmau5 rocker lydsiden. Så brug lige et par minutter på dette heftige tilbageblik.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=-mEfsU0EPSQ[/youtube]

– Se den alfabetiske liste over de anvendte film HER.
Se også:
Frapperende filmmontage for 2011
Filmåret 2011 på bare 8 minutter

En filmrig juleaften til alle

Det er ikke meget, der er blevet julet her på bloggen, godt det sammen. Men jeg vil nu alligevel lige ønske alle bloggens læsere en glædelig d. 24. december. Så håber jeg, at der venter jer en masse film under juletræet. Herunder er det den søde Gizmo fra Gremlins – en af alle tiders bedste jule(relaterede)-film – der også ønsker god jul.

– Fik du læst om den alternative julefilm Rare Exports – ellers kan du gøre det HER.

’The Dark Knight Rises’ trailer med papkulisser

Okay, okay, bare rolig folkens – vi bliver i trailer-land lidt endnu. For det uundgåelige er sket, en sweded version af The Dark Knigh Rises-traileren har ramt nettet. At swede film stammer fra Michel Gondrys fine Be Kind Rewind og betyder kort fortalt at genindspille en film, men på et noget mindre budget. Den swedede version er lavet af folkene, der også gav The Avengers-traileren en overhaling i papkulisser.

Det er en ret gennemført genindspilning – og måske endda en smule for pæn. Her genskabes Gotham City i pap, soundtrack og lydeffekter er a capella og så er eksplosionen på stadionet også ret fint lavet. Det havde dog været mere cool, hvis de ikke lige havde smidt en joke ind omkring Banes en smule mudrede udtale. Men sgu en ret sjov genindspilning.

Se også:
’The Avengers’ i pap og med billig maling

’Inception’ sweded af vanvittig familie
’TRON: Legacy’ med et noget skrabet budget

Første teaser trailer til ’Prometheus’

Det har været de store trailers uge, først The Dark Knight Rises, så The Hobbit: An Unexpected Journey og så landende den første trailer til Ridley Scotts Prometheus – der måske, måske ikke er en prequel til hans eget sci fi horror-mesterværk Alien fra 1979. Jeg vil egentlig mest kalde det en teaser, anyways – den landede i går aftes, men der var jeg ikke ved computeren, så I får den først nu. På rollelisten finder man bl.a. Noomi Rapace, Michael Fassbender, Charlize Theron og Idris Elba.

Egentlig har jeg forsøgt at holde forventningerne nede, jeg mener, Ridley Scott har ikke just lavet de mest fantastiske film de senere år. Men for pokker, efter denne teaser er filmen røget adskillige trin op på min personlige hype-liste. Stemningsfuld, episk og skræmmende – den slår sgu de to andre trailers med flere længder. Den lander i Danmark d. 31. maj – sæt kryds i kalenderen.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=sftuxbvGwiU[/youtube]

Se også:
Min anmeldelse af ‘Alien Anthology’
Ridley Scotts film i laber montage

Først trailer til ’The Hobbit: An Unexpected Journey’

For to dage siden landede den første lange trailer til The Dark Knight Rises og i dag gælder det den første trailer til en anden og længe ventet film, Peter Jacksons The Hobbit: An Unexpected Journey. Første del af to i filmatiseringen af J. R. R. Tolkiens bog og prequel til Ringenes Herre – og når nu det ikke blev Guillermo del Toro, der indfandt sig som instruktør, er Jackson jo det oplagte valg til den tjans.

Jeg ikke Ringenes Herre-buff eller Tolkien-fan for den sags skyld. Jeg har kun set filmene, som bestemt er et medrivende eventyr, så jeg ser også frem til denne. Men jeg sidder altså ikke stakåndet tilbage i ærefrygt efter traileren, der dog teaser ret fint – og så ligner universet jo sig selv – well, nu blot med en flok syngende dværge. Flere velkendte ansigter er tilbage, når filmen lander til december næste år, mens ny mand på banen blandt andet er Martin Freeman som hoved-hobitten Bilbo Baggins.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=G0k3kHtyoqc[/youtube]

– Se også: Min anmeldelse af Ringenes Herre-trilogien.