Biografanmeldelse: Der bliver slået veloplagt på tæven i Marvel-universets nye film ‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’. De dynamiske kampscener står nemlig i kungfuens tegn, hvor der bl.a. leveres op til flere ret så medrivende nærkampe mellem vores helt og rækken af brutale skurke. Man følger nemlig den tilsyneladende helt almindelige Shaun, der dog gemmer på en (kampklar) hemmelighed.

Det viser sig, at han egentlig hedder Shang-Chi og er mere end ferm ud i at banke bad guys. Det afføder bl.a. en vild, voldsom og engagerende omgang øretæver i en kørende bus, hvis bremser er sat ud af spil. Shaun må derfor nu gå til bekendelse overfor sin bedste veninde Katy og forklare, at han faktisk har en noget anden og mere kompliceret baggrund samt en barndom, der stod i kampsportens tegn.

Det bliver starten på en rejse for Shang-Chi, der nu må møde spøgelser fra fortiden, mens han også lige skal sørge for at redde dagen og vejen, inden ondskaben i form af en lyssky organisation får overtaget i verden. Mere skal ikke røbes her, men at det bl.a. er indviklede familieforhold, som kommer i spil, er ingen hemmelighed. Således står et tema som netop familie og tilhørssted centralt i fortællingen.

For hvordan finder man sin plads og sit formål i verden? Definerer man selv sin skæbne eller dikteres den af ens blodsbånd? Selvom dette ganske vist er nogle af de centrale tematikker, så bliver de ikke vildt dybt udforsket, men giver dog en ganske fin dramatisk klangbund til både fortælling og karakterer. For mig fungerer filmen bl.a. bedst, når den serverer sin velkoreograferede action.

Heldigvis er her også en god portion af velorkestrerede kampscener, både den nævnte bustur, men bl.a. er også en kamp på ydersiden af et højhus adrenalinfremkaldende, selvom den og andre kampe er lige ved at knække halsen på computerhjælp. Udover de store, spektakulære actionsus, får man også op til flere mindre scener sat i smukt udfoldede omgivelser og med elegant forløste kampscener.

Det er derfor også lidt en skam, at filmens sidste del bruser over af unødig CGI-action, der hiver noget af filmens ellers dejlige jordbundethed ud af fortællingen og karaktererne. Her finder man bl.a. i front som Chang-Chi en kampstærk og solidt spillende Simu Liu, der dog udcharmeres af en komisk veloplagt Awkwafina som veninden Katy, der kommer med på det vilde eventyr.

‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ har biografpremiere den 2. september.

Biografanmeldelse: De fleste kender nok til eventyret om trædukken Pinocchio, hvis næse vokser, når han lyver. Nu er det klassiske italienske eventyr blevet genfortalt af instruktør og medforfatter Matteo Garrone i en ny film, der meget passende har fået titlen ’Pinocchio’. Med melankolsk klangbund, nedtonet farvepalet og eventyrlige optrin, foldes den magiske fortælling dragende ud.

Vi møder – som eventyret lyder – træskæreren Gepetto, der snitter en dukke, som han døber Pinocchio. Trædukken kommer nu på magisk vis til levende live. Med drenget naivitet og en godtroende tilgang til verden, starter han nu på en eventyrlig rejse, mens han drømmer om at blive en rigtig dreng. Det bliver en rejse fyldt med gådefulde skabninger, skumle skurke og ikke mindst farer gemt i skyggerne.

Med hele vejen billedbrillante scenarier er det lykkede filmens fotograf Nicolai Brüel at føde flere scener af vaskeægte eventyrlig filmmagi. Det i samspil med bl.a. naturligt forløste effekter, der eksempelvis ses i netop Pinocchio. Han er nemlig vakt overbevisende til live i levende træ, der huser en charmerende og dejligt nysgerrig Federico Ielapi bag sminken, som på naturlig vis går i ét med hans mimik og kropssprog.

Samme eventyrlige naturlighed og jordbundne magiske realisme, finder man bl.a. også i filmens øvrige finurlige skabninger og fortryllende scener. Fra bl.a. en talende fisk og en enorm snegle-kvinde, videre til scenen, hvor den stakkels Pinocchio på ret så urovækkende vis forvandles til et skrydende æsel. Eventyret er nemlig ikke bange for også at tage livtag med de mere urovækkende elementer i fortællingen.

Det ser man bl.a. i de skurkagtige roller, hvoraf flere ganske vist også delvist er komiske karakterer, men som på trods huser en velbalanceret portion af oprigtig uhygge og fareelement for Pinocchio. I det hele taget stryger Matteo Garrone mig ikke som sådan med hårene, men tør at begive sig ind i fortællingens mere mørke kringelkroge. Det klæder både filmen og de medvirkende. Her er virkelig noget på spil.

Desværre bliver filmen sine steder en kende for lang i spyttet for fortællingens eget bedste. Noget af det eventyrlige momentum går herved lidt fløjten. Heldigvis kommer fortællingen dog på rette spor igen, mens den billedskønne slagside ikke mister sit greb i mig. (Filmen vises både på originalsproget italiensk samt i en version med danske stemmer af bl.a. Lars Mikkelsen, Bodil Jørgensen og Søren Hauch-Fausbøll).

’Pinocchio’ far 4 ud af 6 stjerner:

’Pinocchio’ har biografpremiere den 2. september.

Biografanmeldelse: Det er ingen nyhed, at kærlighed både kan være det mest fantastiske i verden, men også noget af det værste, når den ikke gengældes. I den kinesiske filmskaber Wong Kar-wais ’Chungking Express’ fra 1994 driller kærligheden to betjente i Hongkongs gader i to på hinanden forskellige fortællinger, der emmer af kærlighedsvemod og stemningstung melankoli – det på den bedste måde.

Den smukt udfoldede film – som nu får biografpremiere i en nyrestaureret version – byder dog også på både lysende gnister af håb og fine dryp af humor. Tungsind balanceres med andre ord fint med kærlighedens forhåbningsfulde væsen. Fortællestrukturen er som nævnt todelt, hvor man i filmens første del møder en ung betjent, som er blevet slået op med af sin kæreste.

Simultant med ham møder vi en kvinde iført blond paryk samt regnfrakke og solbriller. Hun er jaget vildt, da hun uheldigvis har lagt sig ud med en narkobaron. Betjenten og hendes veje mødes, så hvad mon det kan afføde? Kærlighed? Eller måske endnu et tab? I den efterfølgende fortælling, ligeledes sat i storbyens brusende liv, møder vi en anden betjent, som også bearbejder et kærlighedsbrud på indadvendt vis.

Således livligt på hinanden fortalte kærlighedsfortællinger, der med temaer som kærlighedens svært gennemskuelige væsen samt tab og dynamikken mellem fremmede og venner, snor Wong Kar-wai med både svævende og hektisk kameraarbejde historierne om hinanden. Det er visuelt indtagende, men efterlader mig desværre også noget følelsesmæssigt i afstand til de medvirkende følelsesliv.

Det bliver overvejende for mig et indsmigrende visuelt ridt, der i sin todelte struktur mere pirrer mig tematisk end griber mig om hjertet. Det sagt, så er fortællingerne og deres medvirkende interessante at følge, ikke mindst takket være engagerende og velfortalte portrætter samt en legende billed- og lydside, der modsat filmens følelserne, tager fat i mine sanser.

Wong Kar-wai skildrer med andre ord i ’Chungking Express’ på visuelt engagerende vis kærlighedens væsen og forskellige facetter i en fin balancegang mellem melankoli og tungsind samt spænding og vittig varme. Det er således med fine fortællemæssige idéer og detaljer, at filmens to historier holder mig involveret, selvom mine følelser altså ikke rigtigt sættes i medsving med de medvirkendes.

’Chungking Express’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Chungking Express’ har biografpremiere den 2. september.

Biografanmeldelse: Med en utroligt dragende billedside, folder den eventyrlige fortælling om Sir Gawain sig lavmælt ud. Således åbenbares en verden af underspillet magi i den ene sanselige indstilling efter den anden. Den helt meditative fantasy-film ’The Green Knight’ er nemlig en billedbrillant rejse til en verden af magiske væsner, riddere og store slotte, hvor ære og eftermæle er af storbetydning for vores helt i front.

Her finder man netop den unge Sir Gawain, der begiver sig ud på en hård og farlig færd for at finde både sig selv og sin plads i verden samt at bevise sit værd over for sin familie og riget, han bor i. Rejsen går således ud i det mægtige landskab, der med sine frygtindgydende vidder lægger ryk til turen, hvor Gawains mål er igen at stå ansigt til ansigt med den mægtige Grønne Ridder. Et fabelvæsen, der tester dem, det møder.

Fortællingen er på den måde en både indre og ydre rejse for Sir Gawain, der med ufortyndet gåpåmod begiver sig afsted mod den Grønne Ridder for at møde sin endnu uskrevne skæbne. Det lykkedes på forunderlig vis således filmen at sammensmelte den både indre og ydre verden, hvor adskillige scener med mystisk tiltrækningskraft slår knuder på virkelighedens logik. Det er ganske enkelt fascinerende.

Filmen beror på den måde i høj grad på sin visuelle side, der i sig selv bærer på en særegen fortælling. Det med imponerende naturbilleder og billedberusende scener af drømmende magi sat i en rå, brutal og farvenedtonet virkelighed, der rummer meget mere end, hvad øjet umiddelbart ser. Det er billedbesnærende som bare pokker med en fortælling, der tør tage sig tid. God tid.

’The Green Knight’ udspiller sig nemlig i et i høj grad roligt tempo, der indbyder til en helt meditativ tilstand, hvor man overøses af de hele vejen betagende billeder, som filmens fotograf Andrew Droz Palermo på magisk vis er lykkedes med at indfange. Hertil kommer det minimalistisk dragende score af Daniel Hart, der på forførende vis understøtter billedside og fortælling.

Dev Patel indtager med alvorstung og gribende mine portrættet af Sir Gawain, som jeg med spænding følger på hele den farlige færd. Herudover spæder bl.a. Alicia Vikander til med sødme og mystik som kvindeligt modstykke. Instruktøren David Lowery er kort fortalt lykkedes med en fortryllende og tryllebindende billedside at indfange et dystert skåret eventyr, der rummer både en indre og ydre dybde.

’The Green Knight’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Green Knight’ har biografpremiere den 19. august.

Biografanmeldelse: En af gysergenrens regler er, at man aldrig skal bevæge sig alt for langt ud i skoven og væk fra civilisationen. For slet ikke at tale om at gå væk fra den afmærkede sti. Det er dog, hvad en gruppe unge mennesker gør i den brutale outback-og-bonderøvs-gyser ’Wrong Turn: The Foundation’. Det går selvsagt derfor kun fra slemt til værre i skovens mørke grumme gru.

Det er denne for genren klassiske præmis, som her foldes veloplagt ud. For langt derude i skovene lurer nemlig nogle meget lidt venlige beboere i skyggerne. Så selvom den blodigt dybe tallerken altså ikke opfindes her, så foldes de rå eskapader energisk ud, mens man også får sin del af dejligt grumme scener.

Filmen er måske nok lige ved at knække nakken på sin noget ambitiøse fortælling, mens spilletiden også bliver en kende for lang for historiens eget bedste. Det sagt, så kom jeg med på en herlig barbarisk skovtur, hvor logikken på en dejligt ligeglad måde sættes ud af spil. Her er det ikke virkelighedens grufuldhed, jeg træder ind i, men skrækfilmens væmmelige verden.

’Wrong Turn: The Foundation’ kender så absolut genrens abc, der altså følges næsten til punkt og prikke. Bl.a. byder rollebesætningen på sin del af velkendte karakterer. Fra den selvsikre gut med hjertet på rette sted, videre til den unge kvinde, der vokser med opgaven at overleve og naturligvis den flabede knægt, som ikke finder sig i noget. De udfylder dog hver især ret så fint deres roller.

Her er tale om en art genindspilning eller nok nærmere et reboot af den underholdende og sjaskede ’Wrong Turn’ fra 2003, der siden har affødt hele fem fortsættelser. Senest i 2014. Med ’Wrong Turn: The Foundation’ sparkes der således nyt liv i den bonderøvsbrutale franchise, som altså fint og snasket beviser, at outback-gyset ikke er dødt.

Instruktør Mike P. Nelson dirigerer nemlig ret så overbevisende de beskidte løjer henimod sin intense og skrækindjagende finale, der måske nok ikke overrasker, men dog underholder. Det gælder for så vidt filmen som helhed, hvor fortællingens tematikker og pointer om samfund kontra natur dog er noget klodset skåret ud i pap. Men pyt med det, når sjaskeren ellers spiller.

’Wrong Turn: The Foundation’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Wrong Turn: The Foundation’ har biografpremiere den 19. august.