Biografanmeldelse: Den detaljeorienterede filmskaber Wes Anderson er tilbage med en ny fortælling i sit unikke univers af sirligt opstillede billedkompositioner, uhyre veltimet klipning og naturligvis en forkærlighed for symmetri. ’The French Dispatch’ mangler måske nok lidt i historiemæssigt momentum, men det fine univers hiver mig heldigvis ind i en verden af visuelle lækkerier og finurlige karakterer.

Det er da også netop filmens visuelle side og rækken af skæve karakterer, som i høj grad tager forpost for min positive oplevelse, da filmens tre fortællinger ikke alle er lige vedkommende hele vejen. Filmen snor nemlig sit charmerende univers om tre fortællinger, der alle er levendegjorte historier fra en fiktiv amerikansk avis, der holder til i Frankrig i det 20. århundrede.

Wes Anderson tager således publikum med ind på avisens spraglede redaktion, hvor der arbejdes på den sidste udgave af The French Dispatch, hvorfra filmens historier og de mange karismatiske personager er hentet. Man møder bl.a. en cyklende journalist på farten, videre til en gal kunstmaler og hans muse samt en madanmelder med typografisk hukommelse. Med mange flere.

Her er nemlig mange flere. Det vil et blik på den imponerende rollebesætning hurtigt afsløre. Her finder man både Wes Anderson-kendinge og nye ansigter. Castet tæller bl.a. Benicio del Toro, Adrien Brody, Tilda Swinton, Léa Seydoux, Frances McDormand, Timothée Chalamet, Jeffrey Wright, Mathieu Amalric, Bill Murray, Owen Wilson, Edward Norton, Willem Dafoe, Saoirse Ronan og Jason Schwartzman. WOW!

For langt de fleste af skuespillerne er det dog i små eller mindre roller, de indfinder sig i det umiskendeligt andersonske univers. ’The French Dispatch’ føles da også lidt som en blærerøvsøvelse udi at hive stjerner til fadet samt ikke mindst i, hvor visuelt virtuost, historier kan iscenesættes. Heldigvis har Wes Anderson også noget at have det i. For stjernerne ér sjove at se i deres roller og visuelt er filmen brillant.

’The French Dispatch’ mangler dog noget mere karaktermæssig tyngde for at jeg hives helt derind, hvor Wes Anderson-magien for alvor kan opstå. Den billedlegende stil og det idéspruttende univers samt bl.a. skiftet mellem brug af farver og sort/hvid er dog absolut en fornøjelse at bevidne, mens legepladsen på veloplagt vis indtages af de mange skuespillere, som uden tvivl har haft en fest med deres roller.

’The French Dispatch’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The French Dispatch’ har biografpremiere den 21. oktober:

Biografanmeldelse: Hvordan håndterer en blot 15-årig knægt med ét at blive udnævnt til verdens smukkeste dreng for efterfølgende at blive ophævet til en næsten mytisk person verden over? I Kristina Lindström og Kristian Petris dokumentar er det bl.a. dette spørgsmål, fortællingen om svenske Björn Andrésen griber fat i. For med Luchino Viscontis ’Døden i Venedig’ skete netop det for den unge Bjørn.

Året er 1971. Den italienske mesterinstruktørs kommende klassiker ’Døden i Venedig’ har verdenspremiere. I rollen som den betagende dreng Tadzio, som den døende Gustav von Aschenbach bliver besat af, finder man en genert og blot 15-årig Bjørn Andrésen. Han blev castet efter års søgen. Nu opdaget og nærmest brugt som et objekt i filmen. Vi ser de grynede arkivoptagelser af castingen. Det er vildt!

Denne skelsættende film blev også skelsættende for Bjørn Andrésen, som dokumentaren her godt 50 år senere følger i livet, der rummer stor smerte, men også skønhed for den nu nogle og 60-årige mand. Den flygtige berømmelse har sat sine martrende spor i hele hans liv efterfølgende, hvor hans dengang perfekte ydre ikke kunne matche det liv, der gemte sig bag den tilbageholdende drengs nuancerede blik.

Med stor empati griber fortællingen om den plagede mand mig. Det gør ondt, er trist og tragisk, men også hjerteskærende at være vidne til hans tur ind i livets nutid samt den svære fortid, hvor han blev sat ind i kassen som forførende ung skønhed, både i fiktionens verden, men også i den virkelighed, der mødte ham efterfølgende, hvor han blev bokset uvilligt rundt i verden. Gamle optagelser bringer fortiden op i nutiden.

Som et intrigant livspuslespil foldes denne skæbnefortælling ud med hemmeligheder, accept og realiseringer af et levet liv, og hvordan det nu leves på godt og ondt. Plaget af en fortid, han stadig ikke kan slippe for eller flygte fra. Skønhedens forbandelse har sammen med en svær barndom og opvækst taget sit melankolske greb i et menneske, der kæmper med sig selv og dem omkring sig. Jeg mærker ham.

’Verdens smukkeste dreng’ er kort fortalt et livsbillede af et livstykke, der kæderyger, går på opdagelse i musikken og sin egen fortid, det selvom den byder på smertelige minder, men også en skønhed, der dog kun viser sig i glimt, men stadig formår at give håb om et godt liv, selv når det synes mest uperfekt. En historie om bristede drømme og svære relationer fortalt med dragende billeder og en sitrende lydside.

’Verdens smukkeste dreng’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Verdens smukkeste dreng’ har biografpremiere den 21. oktober.

Biografanmeldelse: Den sultne symbiot Venom er tilbage i samspil med Tom Hardy, der i ’Venom: Let There Be Carnage’ atter spiller journalisten Eddie Brock, som gik i ét med netop den sorte symbiot med det store tandsæt i forgængeren fra 2018. Eddie forsøger nu at rette op på sin skræntende karriere, hvorfor han da også takker ja til at interviewe den dødsdømte seriemorder Cletus Kasady.

Deres møde bliver starten på en helt ny skurk, som får symbiotisk liv med Cletus. Således fødes den blodrøde og brutale Carnage, der på dansk har lydt navnet Splatter. Der er dog ikke meget blodrødt splat over Carnages hærgen. Alle drab er blodløse eller sker off-screen. Desuden forbliver den splattede skurk et ufarligt bekendtskab, der aldrig formår at skræmme eller indgyde frygt i mig.

Det hænger bl.a. sammen med, at filmen hele vejen forfalder til kæk komik og cheesy one-liners, hvor særligt det umage samspil mellem Venom og Eddie er topfjollet. Her rammes der langt fra mest komisk plet, mens der skydes notorisk ved siden af med de mange rappe replikker. Andre fandt dog de såkaldte morsomheder mere morsomme end undertegnede, hvilket salens spredte latter vidnede om.

’Venom: Let There Be Carnage’ er altså en topfjollet og gakket omgang action med komediens konstante tilstedeværelse. Historien er flad, selvom der prøves etableret en form for psykologisk dybde og et følelsesmæssigt motiv for både Venom aka Eddie og Carnage. Det handler om kærlighed, hvilket da også er med til at suge yderlige af uhyggen ud af superskurken, som desuden synes ret så fejlcastet.

I den ækle rolle finder man nemlig Woody Harrelson, der er mere karikeret end skræmmende. Han mangler karismaen, som han ellers er garant for. Det hele virker bare slapt og halvhjertet, selvom både Harrelson og Hardy da sikkert har haft det sjovt med at spille deres respektive karakterer. Det hjælper dog en smule, at den omgang nonsens, som udgiver sig for at være en stramt skåret fortælling, er blot 97 minutter.

Heldigvis er filmen netop ikke længere, hvilket trods alt er med til at løjerne holder et ganske fint tempo i en fortælling, der bare aldrig rigtigt bliver engagerende, men trods alt underholder mildt i skikkelse af bl.a. Carnage, som ganske vist ikke er uhyggelig, men ser sej ud. ’Venom: Let There Be Carnage’ er kort fortalt en topfjollet stinker, der takket være en ferm spilletid og et fint tempo får kradset sig op på to stjerner.

’Venom: Let There Be Carnage’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Venom: Let There Be Carnage’ har biografpremiere den 14. oktober.

Biografanmeldelse: Store vidder af øde sletter i et naturdragende Mongoliet åbner dramaet ’Den gyldne jord’, hvor netop naturen spiller en helt central rolle. Man følger nemlig en lille familie, der er en del af et mindre nomadesamfund, som alle lever i pagt med og af den barske natur omkring dem. Deres liv og eksistensgrundlag trues imidlertid af kynisk minedrift, der indtager deres land i jagten på guld.

Det er derfor nu op til samfundet at stå imod overmagten, hvis ikke de, deres unikke kultur og ikke mindst forfædrenes historie skal blive en saga blot. Det er dog ikke nemt, da nomaderne også lokkes med penge for at forlade deres land og i stedet flytte ind til byen. Midt i det hele finder man familiens 11-årige søn Amra, der drømmer om at deltage i en stor talentkonkurrence med en traditionel mongolsk sang.

Således er ’Den gyldne jord’ – udover at være den lille mands kamp mod overmagten – også et på flere måder fint afstemt drama om både sammenhold, vigtigheden af familien og det at turde drømme, selvom disse drømme måske ligger fjernt fra den virkelighed, man befinder sig i. Her er Bat-Ireedui Batmunkh et scoop som Amra. Han betager og går naturligt i et med den gribende fortælling.

I det hele taget er instruktør og medforfatter Byambasuren Davaas fortælling en velspillet fornøjelse, der troværdigt bringer både den lille familie og øvrige karaktermæssige dynamikker i spil. Det er underspillet, men bestemt også med vibrerende følelser dansende lige under overfladen, hvorfra de også får lov at slippes gribende løs undervejs.

Det er derfor også til at leve med, at filmens sidste akt måske nok løber ind i en lidt for konventionel fortalt vene, der dog trods alt lander på en rørende ren tone, inden rulleteksterne tager over. Desuden vinder filmen stort på bl.a. også det fint fortalte forhold mellem Amra og hans far, hvor man mærker hengivenheden og ufortyndet kærlighed, hvilket i det hele taget gennemsyrer den lille familie.

Derfor er det da også kun det mere hjerteskærende at være vidne til familien og det omkringliggende samfunds øjensynligt noget umulige kamp mod minedriftens brutale indtrængen. ’Den gyldne jord’ er med andre ord et velfortalt og fint gribende lille drama, der favner store tematikker som familie, kultur og historie, det med velspillede tæft hele vejen rundt.

’Den gyldne jord’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Den gyldne jord’ har biografpremiere den 14. oktober.

Biografanmeldelse: Endelig! Efter udskydelse på udskydelse grundet Corona, kan vi nu opleve ’No Time To Die’ i biografen. Den 25. James Bond-film og den sidste med Daniel Craig som den legendariske agent 007. Det er en film, der lykkedes med flere ting, men som desværre også halter på andre områder. Her er action, der pulserer veloplagt, men bl.a. også en spilletid, som er for lang for filmens eget bedste.

Bond har trukket sig tilbage som agent og nyder nu livet fri for onde skurke og skarpe skuddueller. Freden varer dog ikke ved. Snart hvirvles han nemlig ind i et plot med massevis af farlige håndlangere og naturligvis en hovedskurk, der trækker diabolsk i trådene, mens der trues med dødbringende våbenteknologi. Mere vil jeg ikke gå ind i plottet, da man selv skal have mulighed for at opleve overraskelserne.

For ’No Time To Die’ har sin del af overraskelser og fint udfordrende valg i fortællingen, der er med til at ruske op i agent-universet, der dog samtidig også spiller på franchisens klassiske dyder. Her er således både fin karakterudvikling og fornyelse, mens instruktør og medforfatter Cary Joji Fukunaga også er hjemme i klassiske elementer som den stilfulde bil, den legendariske Martini og de smukke kvinder.

’No Time To Die’ leverer en virkelig veloplagt action-scene i starten, der både satte adrenalinen i gang og udfordrede mit rationale i, hvad der egentligt kan lade sig gøre med biler og motorcykler samt Bonds krumspring. For selvom det er et ret så råt og virkelighedsbundet univers, er det også Bonds univers, hvor der er plads til store armbevægelser og sin del af action-kameler, der skal sluges.

Jeg sluger da også gerne et par kameler, når nu universet forløses med storladent schwung, der udmønter sig i bl.a. intense action-scener, hvor der bruges flittigt med automatvåben. Desværre bliver filmens spilletid på to timer og 43 minutter for meget til, at fortællingen kan bære det. Filmen ramler ganske enkelt ind i noget alvorlig dødvande undervejs. Heldigvis får løjerne revanche i filmens sidste potente del.

Daniel Craig er desuden en fornøjelse som James Bond. Han er både barsk og rå, men også følsom og følelsesladet. Det i en film, der i ganske stor stil også forsøger at leve af sit menneskelige drama og sine karakterers portrætteringer, uden dog helt at lykkedes med det. Men bl.a. gør også Rami Malek isnende og urovækkende figur som den megalomanske skurk Lyutsifer Safin. Bestemt en Bond-film værdig.

’No Time To Die’ får 4 ud af 6 stjerner:

’No Time To Die’ har biografpremiere den 1. oktober.