Biografanmeldelse: I et univers af grå farver og en labyrintisk evighedsbygning møder vi en ligeledes grå vandaflæser. Han er ankommet for at gøre sit arbejde, nemlig at aflæse vandmålerne. Men her stopper al form for normalitet også. For med det samme han entrerer den store bygning, er det også starten på en absurd, sorthumoristisk og grotesk rejse gennem den ene bizarre scene efter den anden.

Man følger i ’Den næstsidste’ således vandaflæserens tur ind i den labyrintiske bygning i sin jagt på at finde ud igen. Det er dog langt fra nemt. På sin kringlede vej rundt i filmens farvenedtonede og dunkelt oplyste scener støder han nemlig på et utal af forhindringer, lukkede døre og mystiske mennesker. Det er småt med hjælp, mens vandaflæserens vej kun kringler sig dybere ind i irrationelle knuder af surrealisme.

Han er som fanget i et kafkask mareridt af klaustrofobi og håbløshed, hvor manuskriptets ord måske nok ikke ligger lige godt i munden på de medvirkende, hvor der groft sagt veksles mellem de absurde og eksistentielt tunge replikker, der tenderer det prætentiøse. Fred med det, for filmen har en anden styrke end lige replikudvekslingerne, bl.a. i sit production design, sin lydside og musikken.

Her har Sabine Hviid og Kristina Kovacs nemlig vakt en sælsom verden til live med deres askegrå omgivelser af støv, cement og metal, mens lyddesignerne Lars Halvorsen og Rune Palvig sitrer, engagerer og forfører med et omsluttende lydunivers. Ligeledes komplimenterer Sven Dam Meinild og Thomas Dybdals musikalske side på dragende vis absurditeterne med forførende klangflader og dybe dunk.

Det er dog ikke kun teknisk, at ’Den næstsidste’ er et interessant bekendtskab. Den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Jonas Kærup Hjort lykkedes nemlig bl.a. også sammen med fotograf Jacob Sofussen at indfange oprigtig groteskhed på film med bl.a. nøgne kroppe og en hovedafsavning. Desværre griber det gådefulde manuskript mig dog ikke nær så meget som netop lyd- og billedsiden.

’Den næstsidste’ er med andre ord en ganske vellykket og labyrintisk absurditet i grå farver, hvor virkeligheden sparkes veloplagt ud af bagdøren, mens hoveddøren åbnes ind til en verden af absurditeter, der kun bliver mere og mere mystiske. Filmens to timer kunne dog godt have klaret en klipning, da filmrullen sine steder bliver lige langsom nok for sit eget bedste. Fred med det. Længe leve absurditeten!

’Den næstsidste’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Den næstsidste’ har biografpremiere den 25. november.

Biografanmeldelse: De fleste af os kan vel godt huske det at være barn. Det at lege med vennerne under opsyn af forældre, men også uden de voksnes vagtsomme blikke. I Eskil Vogts dirrende grumme ’De uskyldige’ er det netop en gruppe børns leg væk fra forældrenes tilsyn, som er det plotmæssige udgangspunkt for en overnaturlig fortælling, der forener en grå virkelighed med det magisk urovækkende.

Ida, hendes mor, far og svært autistiske søster Anna flytter en sommer ind i deres nye hjem i et stort ejendomskompleks omgivet af grønne skove. På sin vej blandt boligområdets andre børn, møder hun drengen Ben. De to bliver snart venner, mens også pigen Aisha får en plads i trekløveret. Anna indlemmes, som filmen skrider frem, også i gruppen. Det til trods for, at Ida har et svært forhold til hende.

Noget mystisk begynder dog på sitrende vis at binde de fire børn sammen. Gådefulde kræfter slippes nemlig løs blandt vennerne, hvor de overraskende evner bl.a. kan sende sten på flyvende kurs. Snart udvikler legen sig dog i faretruende retning. Man følger således, hvordan de fire børn mødes udenfor de voksnes nysgerrige blikke, hvor de nu udforsker disse nye og underlige egenskaber.

Jeg vil ikke afsløre mere, men kan kun sige, at ’De uskyldige’ bevæger sig i et gribende roligt tempo, hvor intensiteten får lov til at dirre mere og mere foruroligende. For selvom filmens fortælling måske nok mister en smule fremdrift undervejs, hvor også scener synes at gentage visse pointer en smule, så er det bestemt en dragende fortælling, der vinder over disse skønhedspletter.

Instruktør og manuskriptforfatter Eskil Vogt har ganske enkelt et sikkert greb om sin fortælling og ikke mindst det at opbygge stemning og uhygge, som sitrer lige under virkelighedens kedelige overflade. Hertil kommer børnene, som på gribende vis spilles med troværdighed og engagerende intern dynamik. Fra de ubehagelige scener til de barnagtigt nysgerrige, det med en gysende dramatisk tvetydighed.

Rakel Lenora Fløttum forløser nuanceret sit portræt af den komplicerede Ida, mens Anna spilles af Alva Brynsmo Ramstad, der kryber helt rørende ind under huden på mig. Sam Ashraf bærer som Ben både et drenget nærvær og en mystisk tiltrækningskraft, mens Aisha på fin vis komplementerer vennegruppen. ’De uskyldige’ er kort fortalt et dirrende intenst portræt af magiske evner, ondskab og farlig barneleg.

’De uskyldige’ får 5 ud af 6 stjerner:

’De uskyldige’ har biografpremiere den 18. november.

Biografanmeldelse: Glem alt om bragende seksløbere og diligence-ræs, når Jane Campions underspillede western ’The Power of the Dog’ foldes knugende lavmælt ud. Det er nemlig ikke med store armbevægelser, at dramaet får luft under vingerne. Det sker derimod i detaljen. I alt det usagte. Her med en forknyt Benedict Cumberbatch i rollen som ranchejeren Phil Burbank i Montana anno 1925.

Han er en mand og cowboy af den gamle skole, hvor mænd er beskidte, kan kastrere tyre og har brede skuldre. Phil har derfor også ekstra svært ved at acceptere og administrere sin bror Georges nye hustru Rose og ikke mindst hendes klejne søn Peter. Det er her, dramaet snart får sit engagerende greb i mig med følelserne sitrende latent lige under overfladen. Som en trykkoger, inden den eksploderer.

Følelser er nemlig ikke noget Phil på nogen måde snakker om eller beskæftiger sig med. De er gemt langt væk og ned i dybet af hans plagede sjæl. Men Phils øjne og korte bemærkninger løfter sløret for en fortid, der hjemsøger ham. En tid, han længes efter. Men i stedet for at tage livtag med egne martrede minder, kører han et psykologisk manipulerende spil med dem omkring sig, særligt Rose og Peter.

Selvom Phil ganske vist umiddelbart fremstår som en led, kynisk og kold satan, gemmer den ordknappe cowboy altså på mere bag al den hårde hud. Det er bl.a. og netop Cumberbatchs knudemandsportræt, som drager mig filmen igennem, hvor netop hans manipulerende væsen er et spændende og nuanceret bekendtskab. For hvornår ryger trykkogeren i luften?

Desuden er samspillet med en rolig Jesse Plemons som broderen George, Kirsten Dunst som den skrøbelige Rose og en splejset Kodi Smit-McPhee som Peter nærværende sat i scene. Hertil kommer, at Jane Campions manuskript – baseret på en bog af Thomas Savage fra 1967 – tør tage sig god tid til sin historie, og ikke mindst lykkedes med dette uden, at dramaet falder slapt til jorden.

Naturens barske væsen og de smukke vidder af storslået skønhed bruges endvidere med sans for at udvide dramaet med en ligeledes gribende billedside, der emmer af både spirende liv og stilstand. ’The Power of the Dog’ er med andre ord et velfortalt og underspillet intenst drama om bortgemte følelser og fortidens spøgelser, hvor også et portræt af maskulinitet fint får et sitrende følelsesliv lige der bag de barske øjne.

’The Power of the Dog’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Power of the Dog’ har premiere i et begrænset antal biografer den 18. november.

Biografanmeldelse: Der er følelser, kærlighed, familie og vigtige relationer på spil i den sødmefulde ’Venuseffekten’, hvor romantiske forviklinger og usikkerheder slår både knuder og gnister mellem Liv og Andrea. Liv arbejder på sine forældres gartnergård ude på landet. Hendes liv og hverdag ændrer sig dog pludselig, da Andrea iført fisse-kostume og lyserødt hår nærmest dumper ned fra himlen.

Andrea kommer nemlig brasende ind på gården en dag. Hendes bil er gået i stykker og i stå, så nu må Liv hjælpe den noget febrilske og småforvirrede Andrea, der er på vej til polterabend. Deres korte møde bliver dog den spirende start på noget andet og mere end blot et venskabeligt rendezvous. Der er bare lige det ved det, at Liv allerede har en kæreste. Han hedder Sebastian.

’Venuseffekten’ er således også fortællingen om både en spirende forelskelse og vækkelsen af en seksualitet. På samme måde, som også planterne på gården spirer, slår rødder og får liv. Desværre bliver dramaet og kærlighedskomplikationerne noget generisk forløst i en fortælling, der også synes at mangle nogle mellemregninger for at få forholdets udvikling til at gå helt op og mig ombord.

Det forekommer af og til, at der er en scene eller to for lidt til, at jeg sådan rigtigt får lov til at komme derind, hvor det både gør godt og ondt, når følelserne får frit løb. Hertil kommer, at det romantiske parløb også forsøges flettet sammen med Livs familieforhold, ikke mindst til sin mor, hvor der endvidere også er knas i familiebaglandet. Det lykkedes delvist at få forløst denne side af fortællingen.

Det er dog Liv og Andrea, som er det klare dramatiske omdrejningspunkt, hvor der bl.a. spilles på deres tydelige forskelligheder. Desværre så meget, at det sine steder tenderer karikaturen mellem de spraglede københavnere og de jordnære provinsboere. Filmens skavanker til trods, er bl.a. Johanne Milland og Josephine Park som det nyudklækkede par med til at redde filmen nogenlunde engagerende i land.

Her står Millands fint nuancerede portræt af den søgende Liv både sart, drømmende og stærkt frem, mens Park er sprudlende, kaotisk og charmerende, men desværre også skrevet en kende for karikeret. Ikke desto mindre er de to gode både på egen hånd, men bestemt også sammen. Kort fortalt er ’Venuseffekten’ fint spillet, men desværre også lidt for forudsigelig i sin udfoldelse af følelseslivets op- og nedture.

’Venuseffekten’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Venuseffekten’ har biografpremiere den 18. november.

Biografanmeldelse: Fortidens mørke snører sig stramt om livet på den plagede William Tell i ’The Card Counter’. Den hemmelighedsfulde mand lever af at gamble – eller måske rettere af at tælle kort. Han har nemlig lært sig selv den svære disciplin i sine trivielle år i fængsel, hvor han nu ude i friheden bruger tælle-teknikken til at ernære sig ved bl.a. at spille blackjack.

William Tell kan lide sit livs rutinetunge dage med at bevæge sig gennem USA fra kasino til kasino, hvor han i anonymitetens navn ikke går efter at vinde de svimlende summer af dollars, men derimod går efter bare at vinde nok til at leve sit liv i fred – og altså holde sig selv ude af søgelyset for at blive opdaget i at snyde ved at tælle kort. Han er en mand i rutinens magt med en fortid, der plager ham i nutiden.

Den martrede William Tells nutid bliver dog sparket ud af kurs, da den unge Cirk opsøger ham med information, der binder de to mænds liv og fortid sammen i et dystert spindelvæv af bortgemte skeletter. ’The Card Counter’ borer sig således som et grimt spøgelse fra fortiden ind mellem mine ribben, hvorfra det bevæger sig som en knude ned i min mave, mens filmens intensitet blot tager til. Herligt.

Fortællingen om den fortidsplagede William Tell foldes nemlig med sikker hånd ud af instruktør og manuskriptforfatter Paul Schrader, hvor ikke kun selve plottets insisterende og nervepirrende væsen sætter sig i min krop, men også netop karakteren William Tell i skikkelse af en knugende god Oscar Isaac, der bærer mørket i både sit indre og sit ydre. Jeg mærker ham og hans smerte.

Thrilleren hiver mig med andre ord elegant ind i sin verden af vemod og melankoli, hvor bl.a. også filmens musik af Robert Levon Been og Giancarlo Vulcano griber mine øregange og rammer en nerve i mig, der kun forstærker min relation til William Tell og fortællingens dejligt dystre univers af evige nætter på trøstesløse kasinoer og livets rutiner fra det ene kønsløse motel til det næste.

75-årige Paul Schrader – der af mange nok kendes for manuskripterne til Matin Scorseses ’Taxi Driver’ og ’Raging Bull’ – leverer med ’The Card Counter’ kort fortalt en fortættet, nervepirrende og karakterbundet fortælling om at leve i skyggen af en dyster fortid. Det er dog også fortællingen om at søge tilgivelse med spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er muligt også at tilgive sig selv. Stærkt!

’The Card Counter’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Card Counter’ har biografpremiere den 4. november.