Biografanmeldelse: Det er med et bistert greb om en nervepirrende opbygget spændingskurve, at instruktører og manusforfattere David Charbonier og Justin Powell folder deres brutale kidnapningsgys ud. ‘The Boy Behind the Door’ er således en intens lille knaldperle, hvor der ganske vist skal sluges et par plotmæssige kameler undervejs, men som sejrer takket være bl.a. sin intensiverende spænding.

Jeg bliver smidt direkte ud i grusomhederne, hvor man møder to drenge, der er låst inde i en bils bagagerum. Herfra hives drengen Kevin op for at blive slæbt skrigende ind i et stort og afsidesliggende hus. Bobby efterlades tilbage spærret inde i bilens mørke indre. Det lykkedes ham dog at smadre sig fri af bilens greb, hvorfra starten på at befri sin ven fra tilfangetagerens skjul nu indledes.

Det er den simple og gribende grumme præmis for gyset, der kender sin besøgstid med en stramt afviklet spilletid på lige under 90 minutter. Her er ikke så meget pis. Det er intens katten-efter-musen-spænding krydret med brutal vold og blodigt ubehag. Desuden finder man en virkelig god, nærværende og naturligt spillende Lonnie Chavis som Bobby. Han portrætterer engagerende alt fra angst til håbløshed og styrke.

Ezra Dewey må ikke glemmes, da han som Kevin ligeledes brænder gribende igennem i sin neglebidende kamp for at klare den dødsensfarlige situation. En ting er nemlig filmens veliscenesatte intensitet, hvor bl.a. en skarp brug dunkle skygger og snigende lyde bibringer gyset sin uhygge. En anden ting er netop de to drenge, der er med til at give gyset et dramatisk nærvær og en anspændt nerve.

For selvom ’The Boy Behind the Door’ ikke just kan siges at være innovativ som sådan, så er det ganske enkelt en pokkers velfortalt, fermt instrueret og hidsig lille film, der på effektiv vis bruger sin spilletid til at fortælle sin medrivende historie om to drenges kamp for at slippe fri og overleve deres kidnappers jerngreb. Det er spænding i ren form fortalt i gennemgående dunkelt belyste scener af uhygge.

’The Boy Behind the Door’ er kort fortalt et dunkende sikkert favntag med intens spænding og ubehagelig vold, der ganske vist ikke genopfinder genren, men som både medrivende og effektivt gør brug af sine gysende virkemidler, hvor de to kidnappede drenge bidrager med dramatisk tyngde og menneskelig nerve midt i ubehaget, der skyder sig som et lyn gennem mine nervebaner. Herligt!

’The Boy Behind the Door’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Boy Behind the Door’ har biografpremiere den 4. november.

Biografanmeldelse: Jeg bliver med Michael Dweck og Gregory Kershaws dokumentarfilm ’Trøffeljægerne fra Piemonte’ taget med ind i en naturskøn verden af passion og trøfler samt kærlighed og pengemaskiner. Man følger nemlig her en gruppe ældre trøffeljægere på den anden side af både 70 og 80 år. De kender skovenes hemmeligheder, mens de godmodigt jager trøflerne med deres hunde.

Den minutiøse og tålmodighedskrævende jagt foregår i Piemontes smukke skove i Italien, hvor der er højt til himlen og luften er ren. De dyrebare og sjældne trøfler er en eftertragtet vare blandt gourmetelskende feinschmeckere, der køber naturens klumper af velduftende guld for flere tusinde euro. Skellet mellem de beskidte støvler i skovbunden og de højt oplyste lokaler, hvor trøflerne sælges, er stor.

Denne udtalte forskel i miljøerne giver filmen en interessant dynamik, hvor det dog er jægerne, som er filmens klare fokus. Men fortællingen kommer også ind på netop, hvordan der forsøges lukreret grådigt på jægernes arbejde og trøflerne, mens deres hunde endda forsøges forgiftet i skovbunden. Der er med andre ord rift om de aldrende trøffeljægeres hemmeligheder. Dem giver de dog ikke fra sig så let.

Der er bl.a. en, der helt er stoppet med at lede efter trøfler, da netop branchen og her de rige opkøbere ifølge ham er blevet alt for grådige. Filmen favner dog mere end ”blot” at være en film om jagten på de delikate trøfler. Det er også en fortælling om at finde mening med livet. Det simple, gode og givende liv. Det at have en livslang passion, der giver mening. Det gør forholdet til naturen, trøflerne og hundene.

Det er også en film om en gammel kultur og tradition, der desværre synes at synge på sidste vers, da en ny generation af trøffeljægere ikke just står på spring for at føre de dyrebare hemmeligheder videre. Det er fortællingen om en række mænd, der lever livet simpelt og dedikeret. Det hele fortalt i fint komponerede billeder og scener, der rummer både ømhed, harme og af og til er helt rørende.

Kort fortalt er ’Trøffeljægerne fra Piemonte’ et både interessant og sine steder helt hjerteskærende indblik i et miljø af passioneret livsførelse og traditionstunge hemmeligheder. En verden, som trues af en fremtid og branche, der mangler tålmodigheden til selv at finde trøflerne. Det er bl.a. derfor også til at leve med, at nogle scener synes gentaget en smule for meget. Men bestemt en fin filmoplevelse.

’Trøffeljægerne fra Piemonte’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Trøffeljægerne fra Piemonte’ har biografpremiere den 4. november.

Biografanmeldelse: I en lille by i Oregon, der befinder sig langt fra alt og intet midt i den storslåede natur af dunkle skove, møder vi lærerinden Julia. Hun underviser en klasse af yngre elever, hvor særligt én dreng tager hendes opmærksomhed. Den mutte Lucas ser nemlig noget forsømt ud. Ikke nok med det, så laver han i timerne den ene mere foruroligende tegning efter den anden.

Julia kaster således sin omsorg på Lucas, der snart skal vise sig at gemme dystre hemmeligheder i sit misligholdte hjem. Hvad præcis mørket bag hjemmets fire vægge huser, går først alt for sent op for Julia og hendes betjent-bror Paul samt resten af den lille kulmineby. Der er således lagt i ovnen til en omgang alvorstung gru, hvor det mere er skyggerne, som gemmer på uhyggen end alt det, man kan se.

Det gådefulde gys ’Antlers’ folder på den måde sin hemmelighedsfulde fortælling ud med fine drypvise øjeblikke, der lidt efter lidt åbenbarer, hvad det er for en grusom hemmelighed huset og Lucas gemmer på. Det er ganske velfortalt og snigende fint udfoldet. At filmen måske nok et par steder bliver lige en tand for tung i røven for sit eget bedste, er da også til at leve med, når bl.a. filmens skrækfulde finale leverer.

Hertil kommer en rå miljøbeskrivelse, der falder godt i hak med fortællingens grundlæggende stemning af uro og gru. Ikke mindst også formidlet via både den plagede Julia og den mystiske Lucas. Keri Russell er nemlig som Julia et gribende bekendtskab, hvis smerte får råt liv, ikke mindst i relationen til Lucas, som spilles af en virkeligt engagerende og helt rørende Jeremy T. Thomas.

’Antlers’ balancer således indtagende fint sin skildring af et hårdt miljø med et par gribende karakterportrætter, hvor også den forknytte bror i skikkelse af en altid god Jesse Plemons, giver ekstra til dramaet og Keri Russells karakter. Jeg må bestemt ikke glemme, hvorledes det hele toppes af med et par grusomt eksplicitte scener, der fornemt bliver en naturlig del af filmens grumme stemning.

Instruktør og medforfatter Scott Cooper, der her debuterer i gysergenren efter dramaer som ’Crazy Heart’ og ’Out of the Furnace’, er kort fortalt lykkedes godt med at forene et foruroligende gys med dramatisk velbalancerede karakterer, en rå miljøskildring samt triste traumer og eksplicit gru. Det hele ledende op til filmens herlige finale, hvor der sættes tryk på skrækfilmens grusomme væsen.

’Antlers’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Antlers’ har biografpremiere den 28. oktober.

Biografanmeldelse: Den detaljeorienterede filmskaber Wes Anderson er tilbage med en ny fortælling i sit unikke univers af sirligt opstillede billedkompositioner, uhyre veltimet klipning og naturligvis en forkærlighed for symmetri. ’The French Dispatch’ mangler måske nok lidt i historiemæssigt momentum, men det fine univers hiver mig heldigvis ind i en verden af visuelle lækkerier og finurlige karakterer.

Det er da også netop filmens visuelle side og rækken af skæve karakterer, som i høj grad tager forpost for min positive oplevelse, da filmens tre fortællinger ikke alle er lige vedkommende hele vejen. Filmen snor nemlig sit charmerende univers om tre fortællinger, der alle er levendegjorte historier fra en fiktiv amerikansk avis, der holder til i Frankrig i det 20. århundrede.

Wes Anderson tager således publikum med ind på avisens spraglede redaktion, hvor der arbejdes på den sidste udgave af The French Dispatch, hvorfra filmens historier og de mange karismatiske personager er hentet. Man møder bl.a. en cyklende journalist på farten, videre til en gal kunstmaler og hans muse samt en madanmelder med typografisk hukommelse. Med mange flere.

Her er nemlig mange flere. Det vil et blik på den imponerende rollebesætning hurtigt afsløre. Her finder man både Wes Anderson-kendinge og nye ansigter. Castet tæller bl.a. Benicio del Toro, Adrien Brody, Tilda Swinton, Léa Seydoux, Frances McDormand, Timothée Chalamet, Jeffrey Wright, Mathieu Amalric, Bill Murray, Owen Wilson, Edward Norton, Willem Dafoe, Saoirse Ronan og Jason Schwartzman. WOW!

For langt de fleste af skuespillerne er det dog i små eller mindre roller, de indfinder sig i det umiskendeligt andersonske univers. ’The French Dispatch’ føles da også lidt som en blærerøvsøvelse udi at hive stjerner til fadet samt ikke mindst i, hvor visuelt virtuost, historier kan iscenesættes. Heldigvis har Wes Anderson også noget at have det i. For stjernerne ér sjove at se i deres roller og visuelt er filmen brillant.

’The French Dispatch’ mangler dog noget mere karaktermæssig tyngde for at jeg hives helt derind, hvor Wes Anderson-magien for alvor kan opstå. Den billedlegende stil og det idéspruttende univers samt bl.a. skiftet mellem brug af farver og sort/hvid er dog absolut en fornøjelse at bevidne, mens legepladsen på veloplagt vis indtages af de mange skuespillere, som uden tvivl har haft en fest med deres roller.

’The French Dispatch’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The French Dispatch’ har biografpremiere den 21. oktober:

Biografanmeldelse: Hvordan håndterer en blot 15-årig knægt med ét at blive udnævnt til verdens smukkeste dreng for efterfølgende at blive ophævet til en næsten mytisk person verden over? I Kristina Lindström og Kristian Petris dokumentar er det bl.a. dette spørgsmål, fortællingen om svenske Björn Andrésen griber fat i. For med Luchino Viscontis ’Døden i Venedig’ skete netop det for den unge Bjørn.

Året er 1971. Den italienske mesterinstruktørs kommende klassiker ’Døden i Venedig’ har verdenspremiere. I rollen som den betagende dreng Tadzio, som den døende Gustav von Aschenbach bliver besat af, finder man en genert og blot 15-årig Bjørn Andrésen. Han blev castet efter års søgen. Nu opdaget og nærmest brugt som et objekt i filmen. Vi ser de grynede arkivoptagelser af castingen. Det er vildt!

Denne skelsættende film blev også skelsættende for Bjørn Andrésen, som dokumentaren her godt 50 år senere følger i livet, der rummer stor smerte, men også skønhed for den nu nogle og 60-årige mand. Den flygtige berømmelse har sat sine martrende spor i hele hans liv efterfølgende, hvor hans dengang perfekte ydre ikke kunne matche det liv, der gemte sig bag den tilbageholdende drengs nuancerede blik.

Med stor empati griber fortællingen om den plagede mand mig. Det gør ondt, er trist og tragisk, men også hjerteskærende at være vidne til hans tur ind i livets nutid samt den svære fortid, hvor han blev sat ind i kassen som forførende ung skønhed, både i fiktionens verden, men også i den virkelighed, der mødte ham efterfølgende, hvor han blev bokset uvilligt rundt i verden. Gamle optagelser bringer fortiden op i nutiden.

Som et intrigant livspuslespil foldes denne skæbnefortælling ud med hemmeligheder, accept og realiseringer af et levet liv, og hvordan det nu leves på godt og ondt. Plaget af en fortid, han stadig ikke kan slippe for eller flygte fra. Skønhedens forbandelse har sammen med en svær barndom og opvækst taget sit melankolske greb i et menneske, der kæmper med sig selv og dem omkring sig. Jeg mærker ham.

’Verdens smukkeste dreng’ er kort fortalt et livsbillede af et livstykke, der kæderyger, går på opdagelse i musikken og sin egen fortid, det selvom den byder på smertelige minder, men også en skønhed, der dog kun viser sig i glimt, men stadig formår at give håb om et godt liv, selv når det synes mest uperfekt. En historie om bristede drømme og svære relationer fortalt med dragende billeder og en sitrende lydside.

’Verdens smukkeste dreng’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Verdens smukkeste dreng’ har biografpremiere den 21. oktober.