‘The Boy Behind the Door’ er et intenst og brutalt kidnapningsgys

Biografanmeldelse: Det er med et bistert greb om en nervepirrende opbygget spændingskurve, at instruktører og manusforfattere David Charbonier og Justin Powell folder deres brutale kidnapningsgys ud. ‘The Boy Behind the Door’ er således en intens lille knaldperle, hvor der ganske vist skal sluges et par plotmæssige kameler undervejs, men som sejrer takket være bl.a. sin intensiverende spænding.

Jeg bliver smidt direkte ud i grusomhederne, hvor man møder to drenge, der er låst inde i en bils bagagerum. Herfra hives drengen Kevin op for at blive slæbt skrigende ind i et stort og afsidesliggende hus. Bobby efterlades tilbage spærret inde i bilens mørke indre. Det lykkedes ham dog at smadre sig fri af bilens greb, hvorfra starten på at befri sin ven fra tilfangetagerens skjul nu indledes.

Det er den simple og gribende grumme præmis for gyset, der kender sin besøgstid med en stramt afviklet spilletid på lige under 90 minutter. Her er ikke så meget pis. Det er intens katten-efter-musen-spænding krydret med brutal vold og blodigt ubehag. Desuden finder man en virkelig god, nærværende og naturligt spillende Lonnie Chavis som Bobby. Han portrætterer engagerende alt fra angst til håbløshed og styrke.

Ezra Dewey må ikke glemmes, da han som Kevin ligeledes brænder gribende igennem i sin neglebidende kamp for at klare den dødsensfarlige situation. En ting er nemlig filmens veliscenesatte intensitet, hvor bl.a. en skarp brug dunkle skygger og snigende lyde bibringer gyset sin uhygge. En anden ting er netop de to drenge, der er med til at give gyset et dramatisk nærvær og en anspændt nerve.

For selvom ’The Boy Behind the Door’ ikke just kan siges at være innovativ som sådan, så er det ganske enkelt en pokkers velfortalt, fermt instrueret og hidsig lille film, der på effektiv vis bruger sin spilletid til at fortælle sin medrivende historie om to drenges kamp for at slippe fri og overleve deres kidnappers jerngreb. Det er spænding i ren form fortalt i gennemgående dunkelt belyste scener af uhygge.

’The Boy Behind the Door’ er kort fortalt et dunkende sikkert favntag med intens spænding og ubehagelig vold, der ganske vist ikke genopfinder genren, men som både medrivende og effektivt gør brug af sine gysende virkemidler, hvor de to kidnappede drenge bidrager med dramatisk tyngde og menneskelig nerve midt i ubehaget, der skyder sig som et lyn gennem mine nervebaner. Herligt!

’The Boy Behind the Door’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Boy Behind the Door’ har biografpremiere den 4. november.

‘CODA’ er et feel-good-drama lige efter bogen… men det fungerer

Biografanmeldelse: Der er sådan set ikke så meget pjat med dramaet ’CODA’. Det er en feel-good-film lige efter bogen… men den fungerer. Her er dog tale om en fortælling, der til tider måske nok kan virke en smule konstrueret, men som til trods for bl.a. det og sin forudsigelighed både er rørende, gribende og helt hjerteskærende. Desuden spædes der til med hjertevarm humor. Ja, feel-good lige efter bogen.

Man følger i denne genindspilning af den franske ’The Bélier Family’ fra 2014 gymnasieeleven Ruby, som er den eneste hørende i sin familie, hvor både mor, far og storebror er døve. Det har gjort hende til en uundværlig del af familiens liv og levevej som fiskere, hvor hun er tolk og arbejdskraft. Da Ruby imidlertid fanges af musikken og det at synge, ændrer hendes planer for fremtiden sig radikalt.

Ruby vil nemlig læse videre for at studere musik og altså ikke fortsætte med familiefiskeriet. Der noget fint og dramatisk modsætningsfyldt i en smukt syngende datter, som familien aldrig kommer til at kunne høre. Rubys fremtidsdrømme i storbyen spiller dog ikke overens med familiens fremtid, hvor deres levevej som fiskere endvidere trues af grådige fiskeindkøbere. Ruby står nu fanget i midten af det hele.

’CODA’ er altså – udover at være historien om en ung kvinde, der er ved at finde sig selv og sin vej i livet – også en film om den svære løsrivelse fra familien, ikke at ville skuffe sin forældre, at gå egne veje og turde tro på ens drømme. Alle ingredienserne til netop en feel-good-film. Heldigvis balanceres hjertevarmen fint med de dilemmafyldte problematikker i en film, der desuden er både velfortalt og velspillet.

I rollen som den splittede Ruby finder man en charmerende og gribende Emilia Jones, som det er svært ikke at holde af og holde med, mens mor Jackie og far Frank ses i skikkelse af omsorgsfulde Marlee Matlin og Troy Kotsur. De fungerer virkelig godt som par samt i rollen som de både drillende og bevidst akavede forældre, hvor det dramatisk alvorlige forhold til Ruby dog heldigvis ikke lider overlast.

Jeg må ikke glemme et af filmens øvrige hovedelementer, nemlig en karismatisk Eugenio Derbez som den bestemte, men også kærlige musiklærer Mr. V. Han kan måske nok til en start virke en anelse karikeret, men rollen vokser sig troværdig og smelter fint sammen med de andre relationer, som Ruby har. Familie, kærlighed, musik og hjertevarm humor. Ja, ’CODA’ er en rigtig feel-good-film lige efter bogen.

’CODA’ får 4 ud af 6 stjerner:

’CODA’ har biografpremiere den 4. november.

Passionen sitrer i dokumentaren ‘Trøffeljægerne fra Piemonte’

Biografanmeldelse: Jeg bliver med Michael Dweck og Gregory Kershaws dokumentarfilm ’Trøffeljægerne fra Piemonte’ taget med ind i en naturskøn verden af passion og trøfler samt kærlighed og pengemaskiner. Man følger nemlig her en gruppe ældre trøffeljægere på den anden side af både 70 og 80 år. De kender skovenes hemmeligheder, mens de godmodigt jager trøflerne med deres hunde.

Den minutiøse og tålmodighedskrævende jagt foregår i Piemontes smukke skove i Italien, hvor der er højt til himlen og luften er ren. De dyrebare og sjældne trøfler er en eftertragtet vare blandt gourmetelskende feinschmeckere, der køber naturens klumper af velduftende guld for flere tusinde euro. Skellet mellem de beskidte støvler i skovbunden og de højt oplyste lokaler, hvor trøflerne sælges, er stor.

Denne udtalte forskel i miljøerne giver filmen en interessant dynamik, hvor det dog er jægerne, som er filmens klare fokus. Men fortællingen kommer også ind på netop, hvordan der forsøges lukreret grådigt på jægernes arbejde og trøflerne, mens deres hunde endda forsøges forgiftet i skovbunden. Der er med andre ord rift om de aldrende trøffeljægeres hemmeligheder. Dem giver de dog ikke fra sig så let.

Der er bl.a. en, der helt er stoppet med at lede efter trøfler, da netop branchen og her de rige opkøbere ifølge ham er blevet alt for grådige. Filmen favner dog mere end ”blot” at være en film om jagten på de delikate trøfler. Det er også en fortælling om at finde mening med livet. Det simple, gode og givende liv. Det at have en livslang passion, der giver mening. Det gør forholdet til naturen, trøflerne og hundene.

Det er også en film om en gammel kultur og tradition, der desværre synes at synge på sidste vers, da en ny generation af trøffeljægere ikke just står på spring for at føre de dyrebare hemmeligheder videre. Det er fortællingen om en række mænd, der lever livet simpelt og dedikeret. Det hele fortalt i fint komponerede billeder og scener, der rummer både ømhed, harme og af og til er helt rørende.

Kort fortalt er ’Trøffeljægerne fra Piemonte’ et både interessant og sine steder helt hjerteskærende indblik i et miljø af passioneret livsførelse og traditionstunge hemmeligheder. En verden, som trues af en fremtid og branche, der mangler tålmodigheden til selv at finde trøflerne. Det er bl.a. derfor også til at leve med, at nogle scener synes gentaget en smule for meget. Men bestemt en fin filmoplevelse.

’Trøffeljægerne fra Piemonte’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Trøffeljægerne fra Piemonte’ har biografpremiere den 4. november.

‘Eternals’ leverer skønt og svulstigt superhelte-schwung

Biografanmeldelse: De fleste superheltefans kender vel efterhånden helte som Iron Man, Captain America og Black Widow. Med ’Eternals’ bliver vi i Marvels filmiske univers nu introduceret for en ny række af helte, nemlig de udødelige Eternals. ’De evige’ har levet her på Jorden i tusindvis af år, hvor de fra et liv i skyggerne både har beskyttet menneskeheden og været med til at forme dens udvikling.

Nu er gruppen af de mægtige Eternals imidlertid spredt ud over kloden, men da glubske monstre – såkaldte Deviants – på ny truer livet på Jorden med den totale destruktion, må holdet af udødelige samles for at redde menneskeheden. ’De evige’ får brug for hver af deres unikke evner i den farlige kamp, hvor både lasersyn, utrolig styrke og det at kunne replikere sig selv og andre må tages i brug.

Det er kort fortalt udgangspunktet for Marvels film nummer 26, hvor døren åbnes ind til et nyt kapitel i den store franchise – det i form af nye helte, mens filmen bl.a. også i tone og udtryk forsøger at gå ned ad ubetrådte Marvel-stier. Valget af instruktør var da også, da det blev annonceret, lidt af en overraskelse for nok de fleste – også for undertegnede. I instruktørstolen finder man nemlig Chloé Zhao.

Chloé Zhao, der også har været medforfatter på filmen, har tidligere stået bag meget mindre svulstige, action-tunge og effektbårne film. Tænk blot på det afdæmpede drama ’Nomadland’, der bl.a. tog Oscars hjem for bedste film og instruktion. Så selvom ’Eternals’ måske ikke ender med et radikalt andet udtryk end andre Marvel-film, skiller den sig dog ud, bl.a. med sine nedtonede farver og flere natursmukke scener.

Her er dog ikke tale om en alvorstung superhelte-sag, selvom den dramatiske alvor dog absolut er til stede, men i høj grad en storslået omgang action-eskapisme med kosmiske helte, vilde våben og ækle monstre. Det er derfor også en skam, at filmen sine steder løber ned ad generiske stier i superhelteland, mens spilletiden på hele to timer og 37 minutter bliver for lang for fortællingens eget bedste.

Det sagt, så var jeg langt overvejende virkelig godt underholdt af de svulstige løjer og medrivende action-scener, hvor bl.a. Angelina Jolie er en bad-ass krigerinde, mens Richard Madden desværre er noget fersk som Ikaris. Så er der mere engagerende gods i bl.a. Salma Hayek, Gemma Chan og Kumail Nanjianis roller. Ja, ’Eternals’ stillede bestemt min superhelte-sult med dette friske nye pust i Marvel-land.

’Eternals’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Eternals’ har biografpremiere den 4. november.

‘Antlers’ er et grufuldt gys med tryk på alvoren

Biografanmeldelse: I en lille by i Oregon, der befinder sig langt fra alt og intet midt i den storslåede natur af dunkle skove, møder vi lærerinden Julia. Hun underviser en klasse af yngre elever, hvor særligt én dreng tager hendes opmærksomhed. Den mutte Lucas ser nemlig noget forsømt ud. Ikke nok med det, så laver han i timerne den ene mere foruroligende tegning efter den anden.

Julia kaster således sin omsorg på Lucas, der snart skal vise sig at gemme dystre hemmeligheder i sit misligholdte hjem. Hvad præcis mørket bag hjemmets fire vægge huser, går først alt for sent op for Julia og hendes betjent-bror Paul samt resten af den lille kulmineby. Der er således lagt i ovnen til en omgang alvorstung gru, hvor det mere er skyggerne, som gemmer på uhyggen end alt det, man kan se.

Det gådefulde gys ’Antlers’ folder på den måde sin hemmelighedsfulde fortælling ud med fine drypvise øjeblikke, der lidt efter lidt åbenbarer, hvad det er for en grusom hemmelighed huset og Lucas gemmer på. Det er ganske velfortalt og snigende fint udfoldet. At filmen måske nok et par steder bliver lige en tand for tung i røven for sit eget bedste, er da også til at leve med, når bl.a. filmens skrækfulde finale leverer.

Hertil kommer en rå miljøbeskrivelse, der falder godt i hak med fortællingens grundlæggende stemning af uro og gru. Ikke mindst også formidlet via både den plagede Julia og den mystiske Lucas. Keri Russell er nemlig som Julia et gribende bekendtskab, hvis smerte får råt liv, ikke mindst i relationen til Lucas, som spilles af en virkeligt engagerende og helt rørende Jeremy T. Thomas.

’Antlers’ balancer således indtagende fint sin skildring af et hårdt miljø med et par gribende karakterportrætter, hvor også den forknytte bror i skikkelse af en altid god Jesse Plemons, giver ekstra til dramaet og Keri Russells karakter. Jeg må bestemt ikke glemme, hvorledes det hele toppes af med et par grusomt eksplicitte scener, der fornemt bliver en naturlig del af filmens grumme stemning.

Instruktør og medforfatter Scott Cooper, der her debuterer i gysergenren efter dramaer som ’Crazy Heart’ og ’Out of the Furnace’, er kort fortalt lykkedes godt med at forene et foruroligende gys med dramatisk velbalancerede karakterer, en rå miljøskildring samt triste traumer og eksplicit gru. Det hele ledende op til filmens herlige finale, hvor der sættes tryk på skrækfilmens grusomme væsen.

’Antlers’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Antlers’ har biografpremiere den 28. oktober.

‘Skyggen i mit øje’ er tragisk brutale skæbnefortællinger

Biografanmeldelse: Tragedien males op med storslået schwung og tryk på dramatikken i Ole Bornedals krigsfilm ’Skyggen i mit øje’. Instruktøren og manuskriptforfatteren tager mig her med tilbage til København anno 1945, hvor tragedien indtræffer den 21. marts. Det er nemlig dagen, hvor Den Franske Skole fyldt med både undervisere og elever bliver bombet i sænk ved et fatalt angreb.

Det heftige bombeangreb fra luften var nemlig tiltænkt Gestapos hovedkvarter Shellhuset midt i København, men grundet skæbnesvangre begivenheder, bliver skolen bombet. Shellhuset rammes dog også, hvor tyskerne ellers har placeret en række danske fanger på øverste etage som et levende værn mod angreb. Modstandsbevægelsen beslutter på trods – med hjælp fra britiske piloter – at angribe.

Det er denne skæbnesvangre dag og voldsomme angreb, der er filmens dramatiske omdrejningspunkt, hvor man møder en række forskellige parter i den historiske fortælling. Fra skolebørnene og skolens nonner, til frihedskæmpere og piloter samt forældre og Gestapo. Således fletter disse forskellige fortællespor sig sammen, mens tiden tæller ned til tragedien.

Ole Bornedal fortæller med en dejligt rå og blodigt brutal klo om fortællingen sin historie, hvor tragedien trækker sine grumme spor gennem rækken af de menneskeskæbner, vi møder. Her er ikke berøringsangst med det ubehagelige og det tragiske. Her får døden og ubehaget lov til at folde sig ud. Fra de grædende skolebørn til de sorgramte forældre og piloternes plagede sind.

Det er dramatisk svulstigt fortalt og medrivende udfoldet, hvor man får lov at mærke både de larmende bombenedslag og flyenes hastighed. Godt nok kommer jeg ikke sådan helt ind under huden på rækken af karakterer, det selvom man finder både fine og rigtigt gode præstationer fra rollebesætningen. Lige fra børnene, hvor eventyret slås itu, videre til forældrenes sorgfyldte blikke.

Bl.a. brænder Danica Curcic rørende igennem som mor, mens Bertram Bisgaard, Ella Josephine Lund og Ester Birch er et gribende skolebørns-trekløver. Fanny Bornedal og Alex Høgh er dramatisk potente som plaget nonne og dansk tysker-hjælp.  Desværre mister fortællingen noget af det ellers engagerende momentum i sit afsluttende kapitel, der dog rummer både gribende grumhed og fortvivlende død.

’Skyggen i mit øje’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Skyggen i mit øje’ har biografpremiere den 28. oktober.

Wes Andersons ‘The French Dispatch’ er sirlig journalist-kærlighed

Biografanmeldelse: Den detaljeorienterede filmskaber Wes Anderson er tilbage med en ny fortælling i sit unikke univers af sirligt opstillede billedkompositioner, uhyre veltimet klipning og naturligvis en forkærlighed for symmetri. ’The French Dispatch’ mangler måske nok lidt i historiemæssigt momentum, men det fine univers hiver mig heldigvis ind i en verden af visuelle lækkerier og finurlige karakterer.

Det er da også netop filmens visuelle side og rækken af skæve karakterer, som i høj grad tager forpost for min positive oplevelse, da filmens tre fortællinger ikke alle er lige vedkommende hele vejen. Filmen snor nemlig sit charmerende univers om tre fortællinger, der alle er levendegjorte historier fra en fiktiv amerikansk avis, der holder til i Frankrig i det 20. århundrede.

Wes Anderson tager således publikum med ind på avisens spraglede redaktion, hvor der arbejdes på den sidste udgave af The French Dispatch, hvorfra filmens historier og de mange karismatiske personager er hentet. Man møder bl.a. en cyklende journalist på farten, videre til en gal kunstmaler og hans muse samt en madanmelder med typografisk hukommelse. Med mange flere.

Her er nemlig mange flere. Det vil et blik på den imponerende rollebesætning hurtigt afsløre. Her finder man både Wes Anderson-kendinge og nye ansigter. Castet tæller bl.a. Benicio del Toro, Adrien Brody, Tilda Swinton, Léa Seydoux, Frances McDormand, Timothée Chalamet, Jeffrey Wright, Mathieu Amalric, Bill Murray, Owen Wilson, Edward Norton, Willem Dafoe, Saoirse Ronan og Jason Schwartzman. WOW!

For langt de fleste af skuespillerne er det dog i små eller mindre roller, de indfinder sig i det umiskendeligt andersonske univers. ’The French Dispatch’ føles da også lidt som en blærerøvsøvelse udi at hive stjerner til fadet samt ikke mindst i, hvor visuelt virtuost, historier kan iscenesættes. Heldigvis har Wes Anderson også noget at have det i. For stjernerne ér sjove at se i deres roller og visuelt er filmen brillant.

’The French Dispatch’ mangler dog noget mere karaktermæssig tyngde for at jeg hives helt derind, hvor Wes Anderson-magien for alvor kan opstå. Den billedlegende stil og det idéspruttende univers samt bl.a. skiftet mellem brug af farver og sort/hvid er dog absolut en fornøjelse at bevidne, mens legepladsen på veloplagt vis indtages af de mange skuespillere, som uden tvivl har haft en fest med deres roller.

’The French Dispatch’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The French Dispatch’ har biografpremiere den 21. oktober:

Der er finsk fetich og tragisk sorg i ‘Dogs Don’t Wear Pants’

Biografanmeldelse: Hvad gør en ubærlig sorg og tragisk tragedie ved et menneske? Hvordan kommer man sig? Hvordan får man livet til at gå videre? Hvordan håndterer man sig selv og sine kære midt i dette følelsesmæssige kaos? I den finske ’Dogs Don’t Wear Pants’ møder vi Juha, der har mistet sin hustru i en drukneulykke. År efter er hans datter nu blevet teenager, men Juha er ikke kommet videre.

Den martrede mand kan ikke mærke sig selv eller dem omkring sig. Han går følelsesløst gennem livet. Men ved et tilfælde ændrer alt sig, da der ind fra højre dukker en lakklædt dominatrix op. Juha bestiller en tid og tropper tøvende og nervøs op. Det bliver starten på en langsom vej tilbage til livet. Ind i smerten. Derinde hvor Juha pludselig igen kan mærke noget. Ikke kun fysisk i kvælningen, men også inden i sig selv.

Det er med sikker hånd om Juhas psyke, at jeg får lov til at bevæge mig ind i det sorgfulde sind, hvor jeg ikke kun gennem Pekka Strangs stenansigt kiler mig ind bag de blege øjne, men også via filmens billeder kommer tættere på ham. Langsomt bliver jeg vidne til den umage relation, der sitrer mellem dominatrixen Mona og Juha. Det er både sært forførende samt smertefuldt – i det indre så vel som i det ydre.

Krista Kosonen er Mona, som med pisk og plasticpose over Juhas hoved, selv gemmer på sin del af følelsesmæssige hemmeligheder. Både sammen og hver for sig gribes jeg af de melankolske og søgende skæbner, der begge leder efter at mærke sig selv og livet. At føle noget. Det hele lyder måske trist og dystert, men tag ikke fejl. Her er kulsort finsk humor på spil i filmens fetich-sprækker.

For godt nok er der lak på overfladen og en mand i læder på alle fire, men instruktør J.-P. Valkeapää skildrer også sine karakterer med varm indsigt og stor ømhed. Ja, jeg aner jo nærmest en helt spirende kærlighed et sted inde bag mørket. En kærlighed til det liv, der ellers synes ubærlig og ikke værd at leve. Juhas zombielignende adfærd sætter dog også sine sørgelige spor hos datteren Elli.

For i skyggen af Juhas fravær møder man en teenager, der forsøger at nå ind til sin far. Forgæves. Det er hjerteskærende at være vidne til, hvor man i rollen som Elli finder den gribende forknytte Ellen Karppo. Kort fortalt er ’Dogs Don’t Wear Pants’ et nuanceret blik ind i menneskets nuancerede og overraskende følelsesliv, fortalt med sart indlevelse, sort humor og en ubetinget kærlighed til karaktererne.

’Dogs Don’t Wear Pants’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Dogs Don’t Wear Pants’ kan kun ses i Cinemateket, det fra den 22. oktober.

‘Verdens smukkeste dreng’ er et livstykke i dokumentarisk form

Biografanmeldelse: Hvordan håndterer en blot 15-årig knægt med ét at blive udnævnt til verdens smukkeste dreng for efterfølgende at blive ophævet til en næsten mytisk person verden over? I Kristina Lindström og Kristian Petris dokumentar er det bl.a. dette spørgsmål, fortællingen om svenske Björn Andrésen griber fat i. For med Luchino Viscontis ’Døden i Venedig’ skete netop det for den unge Bjørn.

Året er 1971. Den italienske mesterinstruktørs kommende klassiker ’Døden i Venedig’ har verdenspremiere. I rollen som den betagende dreng Tadzio, som den døende Gustav von Aschenbach bliver besat af, finder man en genert og blot 15-årig Bjørn Andrésen. Han blev castet efter års søgen. Nu opdaget og nærmest brugt som et objekt i filmen. Vi ser de grynede arkivoptagelser af castingen. Det er vildt!

Denne skelsættende film blev også skelsættende for Bjørn Andrésen, som dokumentaren her godt 50 år senere følger i livet, der rummer stor smerte, men også skønhed for den nu nogle og 60-årige mand. Den flygtige berømmelse har sat sine martrende spor i hele hans liv efterfølgende, hvor hans dengang perfekte ydre ikke kunne matche det liv, der gemte sig bag den tilbageholdende drengs nuancerede blik.

Med stor empati griber fortællingen om den plagede mand mig. Det gør ondt, er trist og tragisk, men også hjerteskærende at være vidne til hans tur ind i livets nutid samt den svære fortid, hvor han blev sat ind i kassen som forførende ung skønhed, både i fiktionens verden, men også i den virkelighed, der mødte ham efterfølgende, hvor han blev bokset uvilligt rundt i verden. Gamle optagelser bringer fortiden op i nutiden.

Som et intrigant livspuslespil foldes denne skæbnefortælling ud med hemmeligheder, accept og realiseringer af et levet liv, og hvordan det nu leves på godt og ondt. Plaget af en fortid, han stadig ikke kan slippe for eller flygte fra. Skønhedens forbandelse har sammen med en svær barndom og opvækst taget sit melankolske greb i et menneske, der kæmper med sig selv og dem omkring sig. Jeg mærker ham.

’Verdens smukkeste dreng’ er kort fortalt et livsbillede af et livstykke, der kæderyger, går på opdagelse i musikken og sin egen fortid, det selvom den byder på smertelige minder, men også en skønhed, der dog kun viser sig i glimt, men stadig formår at give håb om et godt liv, selv når det synes mest uperfekt. En historie om bristede drømme og svære relationer fortalt med dragende billeder og en sitrende lydside.

’Verdens smukkeste dreng’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Verdens smukkeste dreng’ har biografpremiere den 21. oktober.

‘Halloween Kills’ er ujævn, men heldigvis både blodig og brutal

Biografanmeldelse: Efter den vellykkede og dejligt brutale ’Halloween’ fra 2018, vender den legendariske Michael Myers igen tilbage for at sprede skræk, rædsel og blodig død. For ganske vist lod det til, at seriemorderen brændte ihjel i forgængerens intense slutning. Men da vi her springer tilbage i fortællingen, får vi at se, hvordan manden med den hvide maske på bestialsk vis overlever flammerne.

Således er dræbermaskinen atter løs i byen Haddonfield præcis, hvor vi slap ham i filmen fra 2018, som selv var en direkte efterfølger til John Carpenters original fra 1978. ’Halloween Kills’ ser således bort fra ellers øvrige indslag i slasher-franchisen. Præmissen er også her dejligt slasher-simpel. Det er dræb eller bliv dræbt. Så det er præcis, hvad den ikoniske overlever Laurie Strode har tænkt sig at gøre: At dræbe Myers!

For fra at have overlevet morderen i 1978 og igen i den nye fortsættelse, fortsætter jagten på morderen, der har traumatiseret hende i alle årene efter. Det er den nu 62-årige Jamie Lee Curtis, der atter gentager sin glansrolle som den seje Laurie, mens en række både nye, velkendte og gamle ansigter fra franchisen og den forrige film dukker op. Bl.a. Lauries datter Karen og barnebarnet Allyson.

Familie-trekløveret er ikke alene i forsøget om at lægge Myers i graven én gang for alle. For byens beboere går nu ind i kampen mod morderen, hvis fordums terrorisering også har sat sine blodige spor i andre af Haddonfields beboere. Snart er jagten således sat ind på Myers, der bestemt ikke har tænkt sig at give op uden kamp, hvilket han da også på blodigt brutal vis beviser gang på gang.

Her bliver nemlig både hugget, stukket og savet i det ene sagesløse offer for Myers hånd efter det andet. Det er en sand slasher-fornøjelse at se blodet sjaske løs. Desværre er filmen ret så ujævn i sin fortælling, der da også noget kluntet bl.a. udlægger sine pointer og nik til originalen bastant og firkantet. Nej, det er ikke en subtil omgang gru. Hverken i historiefortælling eller i rækken af morderisk lækre mord.

Det på både godt og ondt, hvor Myers splattede bersærkergang heldigvis vinder mig over og bærer mig gennem sin del af nonsens i filmens forsøg på at binde nutidens nedslagtninger og historie sammen med originalen. ’Halloween Kills’ er kort fortalt en måske nok lidt for lang og ujævn affære, men den er bestemt også dejligt brutal og blodig, mens Michael Myers stadig gør gysende indtryk.

’Halloween Kills’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Halloween Kills’ har biografpremiere den 14. oktober.