Biografanmeldelse: Moderskabet står som en spirende piedestal helt centralt i den spanske filmskaber Pedro Almodóvars nyeste og farverige værk ’Parallelle mødre’, mens her også gives dramatisk plads til temaer som fælles traumer og fortidens spøgelser. Vi møder her to gravide singlekvinder, der ender på samme fødestue og med hver deres nyfødte baby i favnen.

Henholdsvis fotografen Janis, der er omkring de 40, mens den noget yngre teenager Ana ikke helt har fundet sin vej i livet endnu. Forskellene stopper dog ikke der. For hvor Janis står stærkt midt i livet og med stor glæde i øjnene over at skulle være mor, er Ana mere usikker og desuden blevet gravid under tragiske omstændigheder. Fælles for dem begge er dog, at graviditeten ikke var planlagt.

Selvom modsætningerne mellem de to kvinder ved første øjekast måske nok står stærkest frem, binder ikke mindst moderskabet de to sammen her på fødegangen, hvilket skal vise sig at blive starten på et uventet venskab, der får stor betydning for dem begge. Det er således kvinder, moderskab og forholdet mellem disse, der agerer dramatisk guide gennem filmen.

Penélope Cruz indtager med nærvær, karisma og dramatisk tyngde rollen som Janis, der forsøger at jonglere sin nye rolle som alenemor og samtidig håndtere fortidens skygger fra borgerkrigen, der trækker tragiske tråde ind i hendes familie. Milena Smit giver som Ana et følsomt og sart portræt af en kvinde, der har svært ved at finde fodfæste i livet og i sig selv. De to sammen er dynamisk godt forløst.

Det er derfor også til at leve med, at fortællingen og beskrivelsen af vores to hovedrolleindehavere undervejs måske nok mister lidt nerve og dramatisk fremdrift. Hertil kommer den forførende palet af stærke farver som dybe grønne, røde og orange, der pirrer mine øjne mellem kulturelt velfunderede bogreoler og kunst på væggene i bl.a. Janis’ hjem. Det er visuelt stimulerende.

Pedro Almodóvar har med ’Parallelle mødre’ skabt en for det meste af vejen ganske dramatisk dragende fortælling om kvinder, moderskab, fælles traumer og personlige tragedier, der som helhed måske nok vakler lidt, men som fortælling alt sammen peger mod lysere tider. Det er bare med at se fortidens spøgelser i øjnene, hvis fortidens mørke skal byttes ud med en lys fremtid.

’Parallelle mødre’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Parallelle mødre’ har premiere den 3. marts.

Biografanmeldelse: Lad mig med det samme sige, at ødelæggelsernes mester Roland Emmerichs nyeste destruktionsfilm ikke just er hverken subtil eller troværdig. Tværtimod. Det er nu heller ikke meningen. Den er nemlig lige præcis det modsatte. Den er storladen og tåbelig i sit langt-ude-plot. Det er dog ikke ensbetydende med, at ’Moonfall’ ikke er underholdende. For det er den.

Ganske vist bliver de bombastiske løjer for lange for deres eget bedste og mister lidt pusten af og til undervejs i sine to timer og 10 minutters bulder og brag. Emmerich ved dog absolut godt, hvad han laver. Han vil underholde. Koste hvad det vil. For nej, ’Moonfall’ skal absolut ikke være hverken realistisk eller troværdig, men derimod forsøge at underholde på et overdrev for fuld skrue.

Her er netop tale om en film på et vildt overdrev, der i al sin vælde hiver mig med ind i sit univers, hvor intet giver mening. Og så alligevel. ’Moonfall’ giver nemlig mening på sin helt egen dejligt dumme måde, hvor Jorden skal reddes fra månen, der under mystiske omstændigheder er røget ud af sine bane og nu er på kollisionskurs med Jorden, hvor den sikre død således venter menneskeheden.

Vi møder her den afdankede og tidligere astronaut Brian Harper, der af skæbnens uransagelige veje fører ham sammen med sin tidligere astronaut-kollega Jocinda Fowler samt ikke mindst også med den småexcentriske konspirationsteoretiker KC. Det umage trekløver må nu under umulige omstændigheder rejse mod månen for at redde Jorden fra den sikre undergang.

Mere behøver man sådan set ikke at vide om dette bombastiske bæst, hvor stor ikke er nok og størst nærmest heller ikke kan gøre det. For når jeg lige tror, at nu kan det ikke blive meget dummere, så kaster handlingen sig ind i den næste plotmæssige umulighed, som dog skal siges at være et ret så underholde ridt ind i Emmerichs verden af tonstunge tåbeligheder af ren destruktion.

’Moonfall’ lever med andre ord ikke af et realistisk favntag med masseødelæggelse, men derimod af, at jo mere bombastisk det hele er, desto bedre. Trekløveret i front er desuden gode, hvor Patrick Wilson, Halle Berry og John Bradley har fin dynamik. Desværre løber løjerne altså lidt for langt for deres eget bedste. Men hey, hvis noget skal smadres for fuld skrue, så lad trygt Emmerich om det.

’Moonfall’ får 3/6 stjerner:

’Moonfall’ har biografpremiere den 17. februar.

Biografanmeldelse: Lad mig bare til en start sige, at jeg ikke har spillet computerspillet, som eventyrfilmen ’Uncharted’ er baseret på. Jeg har derfor ikke hverken et forhold til dens karakterer, historie eller univers. Jeg var med andre ord et blankt lærred forud for at blive kastet ind i actionfilmens løjer af oneliners, skattejagt og et umage venskab mellem den unge Drake og den erfarne Sully.

Her forsøges indledningsvist etableret følelsesmæssig tyngde til Drake, der lever med et savn af sin storebror, der forlod ham, da de var små. Der kommer bare aldrig nok dramatisk kød på hans karakter til, at jeg følelsesmæssigt investeres i ham. Det samme gælder også for de øvrige medvirkende, bl.a. hans partner in crime Sully, der hyrer ham ind til jagten på en enorm guldskat.

Det efterlader mig i lidt af et tomrum, når den vilde skattejagt flyver afsted. Men selvom her altså ikke er tale om videre interessante karakterer, hvor nærmest kun Antonio Banderas bidrager med karismatisk skurkeintensitet, er de luftige personager af flere af de medvirkende trods alt ok tjept leveret. Ikke mindst Tom Holland som den kække Drake.

Mark Wahlberg kommer karismatisk til kort som Sully, mens Sophia Ali som duoens tredjehjul ej heller rigtigt formår at engagere mig. Det gør sig også gældende for Braddock, der i skikkelse af Tati Gabrielle dog gør visuelt sej statur som kampklar skurk. Nu forsøger ’Uncharted’ sig nu heller ikke med karakterbåret action, men mere med et ren og skær action-eventyr.

Det skal derfor også siges, at fortællingens buldrende skattejagt leveres med et ok energisk plotmæssigt flow, der trods alt momentvis holder mig nogenlunde til ilden. Dog er Drake og Sullys strabadser for det meste skåret over letkøbte løsninger, når gåder skal løses og de lykkedes med det på ganske let vis, hvor det således forbliver småt med en følelse af reel fare og udfordring.

Kort fortalt er ’Uncharted’ ikke befolket af videre interessante karakterer, mens selve jagten på guldet aldrig rigtigt kommer til at emme af medrivende eventyr. Det sagt, så holder plottet trods alt et ok tempo flere steder undervejs, mens Antonio Banderas gør, hvad han kan med sin rolle. Den store action-finale er dog mere CGI-flad end engagerende bulder, brag og vild skattejagt.

’Uncharted’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Uncharted’ har biografpremiere den 10. februar.

Biografanmeldelse: Det er tilbage i 1996, at den første blodige telefonopringning ramte verden med Wes Cravens nyklassiker og underholdende meta-slasher ’Scream’. Nu 26 år efter den første film – og 11 år efter den seneste – får vi med ’Scream’ et nyt og femte kapitel i franchisen med den dræberglade Ghostface tilbage i byen Woodsboro, hvor det hele startede.

Vi skal således til det igen. Nemlig gættelegen på hvem, der mon gemmer sig bag den morderiske maske. Vi skal til meta-legen, hvor der vanen tro for franchisen refereres til diverse skrækfilm og Scream-serien selv. Denne femte film leger således også veloplagt med gysergenren, dens uskrevne regler og velkendte konventioner. Det er fortsat en underholdende gyserleg at være en del af.

For ’Scream’ er en leg. Det er gysersjov og blodig ballade. En slasher-serie, der nu er klar til at indtage en ny generation med en ny generation af unge skuespillere. Af nye og unge ofre! Men det er også en fortsættelse af løjerne fra de fire første film, hvor det således bliver til gensyn med nogle af franchisens overlevere, nemlig en cool Sidney, betjenten Dewey og reporteren Gale.

Det er altså nyt og gammelt blod, som her blandes på slasher-veloplagt vis, hvor netop blodet får lov til at sjaske, når den skarpe kniv atter finder brutalt vej ind i kødet på byens beboere, der igen hjemsøges af en række brutale mord begået af en morder iklædt Ghostface-masken. Men hvem bærer masken, hvorfor og hvem mon overlever? Det er den hellige treenighed af spørgsmål.

Selvom gyset sine steder måske nok bliver lidt rodet fortalt og ikke alle mord er lige medrivende og brutale, så disker ’Scream’ bestemt op med sin del af engagerende katten-efter-musen-scener, der er med til at holde et sikkert tag i mig. Det sammen med bl.a. også et fint og følelsesladet gensyn med de gamle kendinge i skikkelse af Neve Campbell, Courteney Cox og David Arquette.

’Scream’ forener således på underholdende vis nyt og gammelt i en slasher – der som de øvrige kapitler – er en del af sin samtid. Bl.a. i måden den dekonstruerer genren samt refererer til sig selv og andre gyserfilm. Det er med andre ord både sjovt, medrivende og blodigt underholdende igen at være tilbage i Woodsboro. Jeg ser frem til flere film med Ghostface, blodige telefoner og gyser-referencer.

’Scream’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Scream’ har biografpremiere den 3. februar.

Biografanmeldelse: Fra første til sidste billede af dokumentaren ’Sneleoparden’ er jeg som tryllebundet af filmens natursmukke scenarier af både uberørte klippelandskaber og det tibetanske landskabs dragende dyreliv. Det hele indfanget i en billedbrillant og sine steder helt overjordisk visuel side, der understøttes af interessant reflekterende tanker om bl.a. forholdet mellem menneske og natur.

Vi møder her to mænd i ensom pagt med den storslåede, bjergtagende og barske natur, nemlig naturfotografen Vincent Munier og forfatteren Sylvian Tesson. De to er på en flere uger lang mission. De vil fotografere og forevige den yderst sjældne sneleopard, der befinder sig et eller andet sted ude i det stort udfoldende landskab, der åbenbarer sig ikke kun for dem, men også mig som publikum.

Jeg bliver medpassager på deres traveture gennem naturen, hvor de i deres tålmodige søgen efter sneleoparden får foreviget alskens imponerende dyre- og naturoplevelser. Fra bjørne og okser til fugle og dampende sletter. Jeg får som tredjehjul lov til at være til. Bare at være. At være i pagt med en uberørt natur, hvor jeg mærker historiens langstrakte rute hundredvis af år tilbage i tiden.

Det er en rørende, dragende og tryllebindende oplevelse at blive en del af missionen. En del af de to mænds eksistentielt funderede snakke og naturens overrumplende skønhed. Jeg mærker mændenes rolige nærvær, som jeg her sidder med i deres timevise venten på, at et dyr måske vælger at dukke op foran deres søgende linser. Jeg mærker naturen. Hvordan jeg er blevet løsrevet fra den.

Dokumentaren er nemlig udover jagten på sneleoparden også en film om det at være menneske, naturens kraft og livets dybere mening. Det forløst gennem netop filmens evigt søgende blik, der både peger ud mod vidderne, men som gennem bl.a. også Tessons fint filosoferende voice-over er med til at sætte mine tanker i gang. Både om min plads i verden, men også mennesket i gængs forstand.

’Sneleoparden’ er kort fortalt en dragende udfoldet fortælling om mennesket, naturen og ikke mindst forholdet mellem dem samt livet generelt. Det med alt, hvad det indebærer af både stor skønhed og menneskelige fremmedgjorthed. Lydsiden beriges desuden med musik af Warren Ellis og Nick Cave, hvis smukke toner snor sig elegant om filmens magiske billeder.

’Sneleoparden’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Sneleoparden’ har biografpremiere den 3. februar.