‘Ninjababy’ leverer et charmerende norsk babybenspænd

/i , /af

Biografanmeldelse: Tilværelsen er måske ikke helt let for den 23-årige Rakel. Livet går for hende nemlig sin en smule tilfældige og småkaotiske gang, mens hun drømmer om bl.a. at blive astronaut, skovfoged eller tegneserieskaber. Således sidder hun på sit lille rodede værelse og omformer sit liv til streger på papiret. Hun er en drømmer, der måske blot er gået lidt i livskludder i den norske ’Ninjababy’.

Men da hun får noget af et reality check, tager hendes liv en helt anden, alvorlig og overraskende drejning. Det viser sig nemlig, at hun efter et engangsknald er blevet gravid. Der er bare lige det ved det, at Rakel er hele seks måneder henne. Endvidere ønsker hun bestemt ikke at blive mor, hvilket afstedkommer vrede og frustration. Og hvordan i grunden med faderen og hendes nye romantiske flirt?

Man kastes således med den charmerende og sjove, men altså også velbalanceret alvorlige ’Ninjababy’ ind i Rakels liv, hvor hendes tegnede streger på finurlig og vellykket vis snor sig livligt om hende filmen igennem og bl.a. er med til at understøtte hendes fantasifuldhed og følelser, mens fortællingen herigennem også får en fint engagerende klangbund af noget, der kunne minde om et eventyr sat i virkeligheden.

I hovedrollen som den en smule forvirrede, men også både ærlige og herligt ligefremme Rakel, finder man den hele vejen medrivende Kristine Kujath Thorp, der troværdigt og charmerende livligt bringer både det veloplagte manuskript gribende til live samt lykkedes med at kanalisere alle de følelser, som suser gennem hendes karakter. Fra de modstridende til de alvorstunge og noget mere lette livsnuancer.

’Ninjababy’ fortæller således med en legende lethed det komplicerede i pludseligt at måtte tage stilling til det at skulle føde et uønsket barn med alt, hvad det afføder af både grimme tanker samt op- og nedture. Filmen er dog overvejende et lyst bekendtskab, hvor humoren vinder over alvoren, men uden, at netop alvoren glemmes. På den måde balanceres der fint mellem netop komik og det mere alvorlige drama.

Endvidere finder man i rollebesætningen naturligt spillende skuespillere som en herligt smågenert og nørdet Nader Khademi som flirten Mos, Arthur Berning som den ret så irriterende far og Tora Christine Dietrichson som den søde veninde, der har Rakels ryg uanset hvad. Kort fortalt er ’Ninjababy’ en vellykket fortælling om det svære liv og de uventede drejninger, det kan tage.

’Ninjababy’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Ninjababy’ har biografpremiere den 12. august.

Kærlighed og tiden sammen er det vigtigste i ‘Supernova’

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvad kan være vigtigere i verden end at være sammen med den, man elsker? Det er i hvert fald tilfældet med parret Sam og Tusker i den romantisk lavmælte ’Supernova’, hvor hvert et sekund sammen tæller for de to. Tusker er nemlig langsomt, men sikkert ved at miste hukommelsen grundet tidlig demens. Parret er derfor taget på en tur gennem det engelske landskab for at være sammen.

Det er den på en gang både rørende, gribende og triste præmis for en vaskeægte kærlighedsfortælling, hvor man kommer på det klassiske parløb i en road movie mellem en både indre og ydre rejse. For som deres tur i autocamperen skrider frem, viser alvoren sig mellem de to også. For hvordan ser fremtiden i grunden ud? Hvad skal Sam gøre, når Tusker ikke længere vil kunne genkende ham?

’Supernova’ er dog ikke et depressivt tungt drama, men derimod et livsbekræftende portræt af kærligheden og dens evigtgyldige betydning. Både det at have kærligheden, men altså også det at stå overfor at miste den. Colin Firth og Stanley Tucci er i de to altdominerende roller som henholdsvis pianisten Sam og forfatteren Tusker i den grad til stede med gribende kemi.

De folder sig veloplagt ud med et repliksikkert manuskript af Harry Macqueen, der også med sikker hånd instruerer og sætter kærligheden ømt i scene. Tuccis kække og skarpt iagttagende Tusker bringer livligt liv til dramaet, der gennem ham ikke mister livsgnisten, mens Firth med mere lavmælt mine – men ikke uden humor – kæmper en kamp med bl.a. netop udsigten til at miste sin elskede mand.

Så selvom fortællingen måske nok folder sig noget forudsigeligt ud, både i narrativ og karakterudvikling, så er netop Tucci og Firth hele vejen med til at holde dramaet levende. De to er en fryd at være i selskab med. Både i de lyse og mere mørke stunder. Det er på en gang opløftende og samtidig med en fint balanceret alvor midt i kærligheden, der også favner venner og families vigtighed i livet.

’Supernova’ er kort fortalt et både velspillet og velinstrueret drama om den evige kærlighed sat i en lille og fint fortalt fortælling, der med sikker sans for følelserne griber engagerende om de evigt gyldige temaer som kærlighed, venner, familie og vigtigheden af at sætte pris på netop dette og den vigtige tid, man har sammen her på Jorden, mens man er i live.

’Supernova’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Supernova’ har biografpremiere den 12. august.

‘Free Guy’ leverer videospilsaction og kæk komik

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er en veloplagt og vittig Ryan Reynolds, man finder som det dramatiske og kække omdrejningspunkt i action-komedien ’Free Guy’. Det med både stor A og stort K. For her overtages den ene action-scene nærmest af den anden, mens det hele serveres med rappe replikker og fjollet fysisk komik. Det er både ok morsomt og eksplosivt medrivende… i hvert fald et stykke af vejen.

Man følger i filmen Guy, der blot er en blandt adskillige baggrundskarakterer i et populært videospil. Han har ingen som helst fri vilje, mens hans dage ikke afviger det mindste fra hinanden. En dag ændrer det sig dog, da han ved synet af en smuk kvinde, pludselig får indskydelsen at følge efter hende. Det bliver en ny start for Guy, der nu begynder at tage kontrol over sit computerskabte liv.

Virkeligheden findes altså udenfor spillet, hvor Guys rejse fra viljeløs baggrundskarakter til en sej helt følges med både forundring og begejstring, alt imens Guy forsøger at redde sin digitale by, inden virkelighedens kampe får alvorlige konsekvenser for Guy og hans verden. For simultant med historien i spillet, følger man ude i virkeligheden et par computernørders kamp mod den onde ejer af spillet.

Det er i udgangspunktet et ganske sjovt tænkt parløb mellem computervirkelighed og verdenen udenfor, hvor Ryan Reynolds er den komiske motor, der skal få det hele til at fungere i samspil med de eksplosive scener, vilde våben og ræsende køretøjer. Han er da også en veloplagt fornøjelse som den blåøjede og romantiske Guy. Men hen ad vejen bliver særligt den vilde CGI-action lidt som en hat med en hat på.

For den ellers ret ok veludførte action mister i al sin iver efter at imponere også noget af sin medrivende pondus og den fare, der egentlig også til tider skal være på færde. Det sagt, så rives jeg flere gange fint med af eksplosionerne. Desværre forfalder de ellers dejligt ligefremme og rappe løjer samt den skødesløse brug af bulder og brag i sidste ende til en omgang dræbende sukkerromantik og slap sentimentalitet.

Det kvæler noget af den ellers ret så vittige tone, der langt overvejende får filmen til at køre på skinner. Filmens to timer er desværre også lige i den lange ende for filmens og fortællingens eget bedste. Men bl.a. er Taika Waititi som computerskurk et kærkomment komisk indspark i filmen, der på trods af mine forbehold altså leverer sin del af gribende action og veltimet komik. En skam løjerne kollapser i sidste ende.

’Free Guy’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Free Guy’ har biografpremiere den 12. august.

‘The Suicide Squad’ leverer en antihelte-sprælsk omgang WTF!

/i , /af

Biografanmeldelse: KAPOW! Ja, der er virkelig smæk på de vilde action-optrin, kulørte WTF-øjeblikke og blodigt splattede drab i ’The Suicide Squad’. Det er en sand fornøjelse! Man følger nemlig her et hold af antihelte med hver deres unikke egenskab – den ene mere gakket end den anden. Alt fra polkaprikket nedskydning og rottefænger-evner til en talende haj på to ben. Skønt, skørt og charmerende.

Historien er måske ikke just det helt store trækplaster. Men filmens i udgangspunktet ret simple præmis fortælles ganske enkelt bare pokkers veloplagt med nok at medrivende scener og overraskende overraskelser undervejs til, at jeg slugte hele det kaotiske bæst af en farveladefilm råt. Nå, men det var den der præmis. Holdet af antihelte – eller faktisk skurke, om man vil – sendes ud på en farlig mission.

Det er dog mod deres vilje, at de skal sætte livet på spil. Men de gør det fordi, de ellers fængslede skurke, kan få nedsat deres straf. Således takker gruppen ja til at begive sig mod den fjendtlige ø Corto Maltese, hvor de møder et væld af skydegale modstandere på deres mission for at destruere en lyssky facilitet, der huser måske selveste Jordens undergang.

Det er bl.a. i rækken af vilde karakterer, at ’The Suicide Squad’ river mig med. Her møder man eksempelvis to ekspertskytter, den seje Bloodsport og den godhjertede Peacemaker. Holdet består endvidere af den evigt soveglade Ratcatcher 2 samt den der talende haj og ikke mindst Harley Quinn. En yderst umage gruppe, hvis indbyrdes forhold og stridigheder er replik-fornøjeligt forløst.

Idris Elba er med forknyt mine den rå leder Bloodsport, mens John Cena er underspillet sjov som hans skudsikre modstykke Peacemaker. Margot Robbie er atter en fornøjelse som den vanvittige Quinn og så er selveste Sylvester Stallone stemmen bag den muskuløse haj. Sammen udgør de et svært uimodståeligt hold af antihelte, jeg ikke kunne andet end at heppe på hele vejen.

Desværre er Quinn noget amputeret i fortællingen et stykke af vejen, hvor den øvrige gruppe er mere vellykket sammentømret. Hertil kommer, at hovedskurkene ikke er nær så karismatiske som vores helte, hvilket af og til udgør en lidt halvflad modpart. Det sagt, så er der absolut nok af medrivende schwung på holdet, selvom spilletiden også er lige en kende for lang for filmens eget bedste. Men ja, et klart KAPOW!

’The Suicide Squad’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Suicide Squad’ har biografpremiere den 5. august.

Kunstens menneskelige ensomhed sitrer i Bille Augusts ‘Pagten’

/i , /af

Biografanmeldelse: Glem alt om varme savanner, truttende elefanter og et naturskønt Afrika-eventyr. Bille Augusts afdæmpede drama ’Pagten’ emmer derimod af smerte, ensomhed og egoisme, når fortællingen om det stærke og farlige forhold mellem den aldrende Karen Blixen og den aspirerende digter Thorkild Bjørnvig foldes ud med sitrende passion og evig længsel.

Det er nemlig i tiden efter, at Blixen er vendt hjem fra Afrika til Danmark og her Rungstedlund, at historien fortælles. Forfatterinden er hjerteknust efter at have mistet både sin farm og sit livs kærlighed. Hun er desuden også syg af syfilis. Nej, livet er ikke nemt, selvom hun nu er en litterær verdensstjerne. Men da hun møder Bjørnvig, tager livet for dem begge en ny drejning.

Med Blixen som den klare primus motor, indgår de to en ubrydelig pagt. Hun vil hjælpe ham med at blive den kunstner, han har potentialet til at blive mod, at han adlyder hvert af hendes ord i jagten på at skabe stor kunst. Koste hvad det vil. For Bjørnvig har hustru og en lille søn, der nu kommer til at stå i skyggen af forholdet til Blixen. Ja, hvad er kunstens pris egentlig?

’Pagten’ er en historie om forholdet mellem lærermester og lærling. En historie om ubetinget passion og kærlighed til kunsten samt prisen det kommer til at koste for de implicerede parter. Det er historien om en kamp og magtkamp mellem to mennesker. Her er kort fortalt masser af drama i den virkelige fortælling, som i filmisk form dog desværre mister pusten undervejs.

Ganske vist gør Birthe Neumann virkelig god figur som Blixen. Hun dirrer af facetterede følelser. Fra det ensomt sårbare og det selvstændigt stærke til det egoistiske. Desværre får hendes portræt ikke helt den luft under vingerne, der ellers er potentiale til. Bl.a. siver saften og kraften noget ud af portrættet i samspillet med den unge Bjørnvig.

Bjørnvig er ikke skrevet med nær samme nerve og spilles mere fladt af Simon Bennebjerg. Han indfrier dog fint det drengede og ubekymrede gemyt, men kommer en smule til kort, når den mere tunge alvor banker på. Parløbet mellem de to mister bl.a. heraf dramatisk momentum og mit følelsesmæssige engagement, mens filmens livspointer af og til bliver lige udpenslede nok.

’Pagten’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Pagten’ har biografpremiere den 5. august.

Gyserkomedien ’Werewolves Within’ er et veloplagt mordmysterie

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg elsker et godt whodunit-mysterie. For det at gætte med på, hvem der mon er morderen, er virkelig sjovt. Altså så længe mysteriet leveres både spændende, velfortalt og veloplagt. Det er netop tilfældet med gyserkomedien ’Werewolves Within’, der netop folder et dejligt dragende og engagerende mordmysterie ud. Jeg gættede med fra start til slut!

For kortene holdes tæt ind til kroppen, når man her følger en broget flok af karakterer, der alle bor i en lille provinsby langt ude i ingenting. Da en voldsom snestorm imidlertid afskærer byen fra omverdenen, går det dog snart fra slemt til værre. Det viser sig nemlig, at en glubsk varulv lusker rundt og farer frem fra mørket for at dræbe løs, når ingen ser det. Snart begynder den vilde gætteleg: Hvem er mon varulven?

Således er der lagt op til en god gammeldags gætteleg på, hvem der mon er den brutale morder blandt et umage ensemble af alt fra beskidte særlinge til godmodige karakterer. Samtidig foldes historien velfortalt ud i én klaustrofobisk location – den lille by – omringet af snedynger, der sikrer, at ingen kan undslippe den farlige situation, mens spændingen blot tager intenst til efterhånden som natten skrider frem.

Udover det veliscenesatte mordmysterie af instruktør Josh Ruben, så er her også tale om et veloplagt og vittigt manuskript af Mishna Wolff, der skarpt bringes til komisk og gysende live af filmens alsidige rollebesætning. Det er nemlig en fornøjelse at se gruppen af medvirkende ping ponge på kryds og tværs, hvor både forskelle og interne stridigheder forløses engagerende.

Man møder bl.a. den nytilkomne og overflinke skovbetjent Finn Wheeler, der spilles elskeligt af Sam Richardson, mens man overfor ham finder det charmerende postbud Cecily Moore i skikkelse af en kvik Milana Vayntrub. Videre er der både en skydegal forretningsmand, et ret så tosset kærestepar og en hysterisk brugskunstelsker med flere. Et skønt ensemble at følge og gætte løs med.

’Werewolves Within’ er baseret på computerspillet af samme navn og er altså for en gangs skyld en vellykket film baseret på et computerspil. Ja, kort fortalt et solidt stykke med whodunit-spænding sat i gyserkomediens rammer, hvor humoren vinder over gyset, som dog ikke udebliver, når varulven slippes løs. Så selvom mysteriets ender måske ikke flettes lige elegant sammen hele vejen, bæres det hele engagerende frem af det veloplagte cast, den velskrevne dialog og op til flere intense scener.

’Werewolves Within’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Werewolves Within’ har biografpremiere den 29. juli.

Adventurefilmen ’Jungle Cruise’ er en veloplagt jungletur

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er fuld fart på jungleeventyret med ’Jungle Cruise’. Man kommer nemlig her med på en både vild, voldsom og ganske medrivende jagt på livets træ, som vores helte håber på besidder helende kræfter. Men vejen til målet er ikke nem, men går med en lille båd ned ad slangende og farlige floder med junglen omkransende eventyrets våde strabadser med farer lurende om hvert et hjørne.

I front for adventurefilmens af og til lidt for heftige brug af computereffekter, finder man den charmerende eventyrer og forsker Dr. Lily Houghton spillet med vid og bid af Emily Blunt. Hun er stålsat på at finde frem til livets træ – koste hvad det vil! Hun hyrer derfor den kække skipper Frank Wolff, som man finder i skikkelse af en vittig Dwayne ‘The Rock’ Johnson.

Der er god energi og veloplagte replikudvekslinger mellem de to, hvilket er en fornøjelse – også selvom Dwayne Johnson måske nok er lige en kende for fersk. Det er for mig klart Emily Blunt, der charmerende stjæler billedet. Her er dog ikke tale om en duo, da Lily har sin meget lidt junglevante og overbekymrede bror med som modvillige assistent – et ikke som sådan hele vejen vellykket comic relief.

Så fungerer filmens skurk langt bedre, selvom han ikke helt får nok med plads i fortællingen undervejs. Han spilles med megalomanisk schwung af Jesse Plemons, der som tysk og skydegal aristokrat selv vil have fingrene i de helende kræfter og hermed besidde verdensherredømmet. Det er dog mere kampen mod naturens kræfter end skurken, der er i førersædet. Heldigvis er det også ret så underholdende.

Men selvom her altså er godt med actiondrøn på eventyret – fra bl.a. mødet med farlige indfødte og glubske piratfisk til skurkens maskinpistol og brusende floder – så bliver det også sine steder lige langt nok i spyttet. Et par scener kunne godt have klaret at være blevet klippet noget til eller helt ud, da fortællingen ikke kan bære eskapadernes spilletid på hele to timer.

På samme måde havde det også klædt eventyret at have sparet på de energiske computereffekter, der af og til desværre suger noget af spændingen ud af visse scener, da det mere er animeret eventyr end virkelige farer, der suser afsted. På trods af mine forbehold, så sejler ‘Jungle Cruise’ sig dog bestemt solidt og ping pong-veloplagt i mål med flere medrivende action-scener undervejs.

’Jungle Cruise’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Jungle Cruise’ har biografpremiere den 29. juli.

Jylland vs. København bliver til triviel komik i ‘Hvor kragerne vender’

/i , /af

Biografanmeldelse: Vi kender alle klichéen om udkantsdanmark versus København. Bønder versus akademikere. Kødspisere versus veganere. Bøvet rock versus snobbet kunst. Jo Nesbø versus finlitteratur. Traditioner versus nytænkning osv. osv. Det er netop sammenstødet mellem jyder og københavnere, der er det absurdkomiske knudepunkt i det sorthumoristiske drama ’Hvor kragerne vender’.

Vi møder således her forfatterinden, der har skiftet navn fra Laura til Irina, som vender hjem fra Københavns kunstnerliv til sin hjemstavn i Jylland, da hendes bror Jannik skal giftes. Irina flygtede ellers i sin tid fra landet til storbyen, så snart hun kunne komme til det. Hun har i den grad taget afstand til sin fortid og efter hendes ord forfærdelige opvækst, hvilket hun netop har skrevet en bog om.

Nu er tiden så kommet til, at hun efter mange år og uden megen kontakt til familien skal til bryllup. Der er bare lige det ved det – udover, at hun ikke kan udstå landet – at Jannik viser sig at skulle giftes med Irinas mobber-nemesis fra barndommen, Catrine. Det bliver starten på et klichékomisk sammenstød mellem to meget forskellige kulturer. Det er netop i de veletablerede forskelle, at komikken udspringer fra.

Det er desværre bare småt med de mere nuancerede komiske situationer og personopgør. Jokes og situationskomik kommer derfor også til at fremstå noget triviel og forudsigelig. Heldigvis er bl.a. miljøbeskrivelsen af det lille jyske samfund ramt godt med bryllup i laden, den mutte far og de store vidder. Endvidere er der mange virkeligt fine præstationer fra den velcastede rollebesætning.

I front finder man Rosalinde Mynster, der får fine nuancer ud af sit kunstnerportræt som Irina, mens der er en drenget naturlighed over Adam Ild Rohweder i rollen som Jannik. Troværdigheden er også fint til stede hos Anne Sofie Wanstrup som den mobbende Catrine, der desværre er skrevet en kende for psykologisk karikeret til rigtigt at røre, hvilket er tilfældet med flere af filmens karakterer.

Mine forbehold og kritikpunkter til trods, så lykkedes ’Hvor kragerne vender’ også flere gange at ramme hovedet urkomisk på sømmet, hvad angår forskelle samt også menneskelige ligheder mellem Jylland og København. Skuespillerne er endvidere med til at løfte den en kende forudsigelige fortælling op til et andet og sine steder helt rørende niveau.

’Hvor kragerne vender’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Hvor kragerne vender’ har biografpremiere den 22. juli.

‘Space Jam: A New Legacy’ er mere irriterende end engagerende

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg har som sådan ikke et forhold til hverken Michael Jordan, basketball eller ’Space Jam’ fra 1996. Jeg er til gengæld ganske glad for de både elskelige, charmerende og skøre Looney Tunes. Fra Bugs Bunny og Daffy Duck til Wile E. Coyote og Road Runner. Nu vender de kulørte karakterer tilbage i en ny film med en ny basketball-stjerne i form af LeBron James i ’Space Jam: A New Legacy’.

Man følger her sportsikonet LeBron og hans familie, hvor forholdet til sønnen Dom halter. LeBron vil nemlig gerne, at Dom går lige så meget op i basketball, som han selv gør. Dom vil dog langt hellere udvikle computerspil, men får på grund af sin far aldrig lov til bare at være sig selv – som Dom siger mange gange i filmen. Far-søn-forholdet er altså det dramatiske omdrejningspunkt for de farverige løjer.

For ja, det er absolut farverige løjer mere end det er dramatisk alvor. Som det også bør være. Det betyder dog ikke, at filmen glemmer problematikken mellem far og søn. Tværtimod. Den bankes ind med syvtommersøm, bøjes i neon og skæres ud i pap. For pointen om, at man både bør være sig selv og stole på sig selv, ekkoer klodset filmen igennem, så selv dem, der måtte være faldet i søvn, fatter det.

Der er nemlig desværre reelt risiko for at falde i søvn undervejs, selvom filmen virkelig gør sig umage for at underholde. Billedet sprutter af farver, lyden buldrer afsted og der serveret kulørt animation. Det hele flyder bare sammen i en omgang uengagerede larm, der tenderer det ligegyldige. Fortællingen får aldrig dramatisk faldhøjde, men kører stort set i samme overfortalte rille filmen igennem.

Her med pointen om ’at være sig selv’ som døsig frontløber på vejen mod basketball-kampen mellem LeBron og hans hold af Looney Tunes mod de onde spillere, som ledes af en noget fejlslagen Don Cheadle som hovedskurk i form af en djævelsk computer-algoritme. Han hverken brænder igennem eller fremstår som en reel trussel for vores hold af helte i en finalekamp, som heller aldrig bliver rigtig spændende.

Det er en skam, for far-søn-forholdet er faktisk på prøve i kampen, mens også spillet mellem animation og mennesker er en sjov visuel præmis. Her er bare ikke en banal forståelse for spændingsopbygning, men en enerverende iver efter at larme visuelt mest muligt, hvilket bare bliver trættende. Heldigvis falder LeBron faktisk ikke igennem, men bevarer sin star quality, mens de skønne Looney Tunes stadig er lige skønne.

’Space Jam: A New Legacy’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Space Jam: A New Legacy’ har biografpremiere den 15. juli.

Russisk tragedie er en brutal fortælling i den sort/hvide ‘Kammerater!’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er med dragende billeder i sort/hvid af fotograf Andrey Naydenov, at den både brutale og visuelt smukke ’Kammerater!’ tager sit dramatiske livtag i mig. Året er 1962 og vi befinder os i Sovjetunionen. Kommunismen har sit tag i befolkningen, hvor det en dag dog går helt galt ved en strejke i byen Novocherkassk. En fatal begivenhed, der er baseret på en grufuld sand historie.

På en lokal fabrik stables der nemlig en arbejdsstrejke på benene, hvor det ender med, at ordensmagten skyder med skarpt og dræber flere af demonstranterne. Massakren forsøges efterfølgende hemmeligholdt af staten. Bl.a. skal byens befolkning skrive under på, at de aldrig vil tale om den frygtelige hændelse, mens der også lægges ny asfalt for at skjule blodsporene efter de døde.

I centrum for fortællingen finder man Lyudmila, der er et betroet medlem af kommunistpartiet og lodret imod oppositionen. Dette forhold bliver der dog rykket ved, da hun er førstehåndsvidne til nedskydningerne, hvor de mange lig i al hemmelighed efterfølgende bliver kørt ud af byen og begravet. Lyudmila begynder nemlig at tvivle på det kommunistiske projekt i kølvandet på blodbadet.

Den russiske film fortælles på den måde gennem Lyudmilas øjne og sind, hvor jeg ikke kun gennem hende, men i høj grad også via en dragende miljøbeskrivelse bringes tilbage til Sovjetunionen anno 1962. Jeg får her et glimt af en fortid – også før tragedien indtræffer – hvor bl.a. madprisernes stigning er med til at puste til gløderne under utilfredsheden hos oppositionen.

Der er altså flere interessante og evigt relevante tematikker i spil. Centralt bl.a. hvor tro, man skal være overfor statsmagten kontra egne tanker. Denne splittelse er fint beskrevet gennem Lyudmila, der spilles nærværende og intenst af Yuliya Vysotskaya. Men på trods af tematikkerne og en stærk hovedrolle, griber filmen mig desværre ikke rigtigt om følelserne, men mere om en rationel indignation.

Jeg kommer aldrig helt ind, hvor det gør ondt i følelserne, men oplever meget filmen som ren observant. Det kan måske bl.a. tilskrives mangel på bedre portrætterede relationer, mens også kommunist-kritikken er lige firkantet nok. Filmen mister derfor også af og til sit greb i mig. Heldigvis holdes ’Kammerater!’ oppe af miljøbeskrivelsen, der for mig bliver filmens stærkeste kort sammen med scenerne fra massakren.

’Kammerater!’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Kammerater!” har biografpremiere den 15. juli.