‘Quo Vadis, Aida?’ er et både ubærligt og brutalt drama

Biografanmeldelse: Det er en både brutal og ubærlig historie, der udfolder sig i dramaet ’Quo Vadis, Aida?’, som er baseret på virkelige og tragiske begivenheder i Bosnien anno 1995. Her møder vi tolken Aida, der arbejder for FN i byen Srebrenica. Det hele går imidlertid fra slemt til værre, da den serbiske hær overtager byen, hvor netop Aida og hendes familie opholder sig.

Aida, hendes mand og deres to sønner er blot fire ud af de i tusindvis, som søger tilflugt i FN-lejren. I rollen som tolk kommer Aida helt tæt på de både farlige og intense forhandlinger mellem FN og den kyniske hærchef. Hun får således kendskab til helt afgørende informationer fra begge sider, hvilken enten kan betyde redningen eller døden for folkene i og udenfor lejren. Så hvad gør Aida nu?

Kan hun redde sig selv og sin familie – og ikke mindst, hvad med de mange mennesker, der har søgt sikkerhed i FN’s varetægt? Det er dette intenst vibrerende drama, som udspiller sig med en hele vejen nærværende og knugende god Jasna Đuričić i rollen som den pressede Aida. Hun er hele filmen værd, selv når dens fortællemæssige struktur vakler lidt undervejs og en smule mister sit greb i mig.

Her er dog tale om en grundlæggende anspændt og ubærlig historie, som det ofte er svært at være vidne til. Der er nemlig scener, som både er yderst nervepirrende og helt og aldeles ubehagelige. Helt ind under huden kommer flere af de øvrige medvirkende og deres relationer dog ikke. Det er derfor også filmens ubetingede trumfkort at have Jasna Đuričić som det helt centrale omdrejningspunkt.

Bl.a. er hun en engagerende katalysator for de mange frustrerende følelser både hun og de øvrige medvirkende gennemlever i den umulige situation. Det er med andre ord ikke kun en observerende fortælling om de tragiske begivenheder, men så absolut også en film, der på gribende vis viser menneskets forskellige facetter, når man sættes i en situation, det synes umuligt at begribe og gribe om.

Instruktør og manuskriptforfatter Jasmila Žbanić fortæller kort fortalt med ’Quo Vadis, Aida?’ den umenneskelige historie, der udspillede sig i Bosnien i 1995. Det gør hun på yderst menneskelig vis, hvor særligt Jasna Đuričić i hovedrollen som Aida bærer mig gennem de grumme begivenheder med et sjældent stort nærvær, som det er umuligt ikke at blive grebet af. Det blev jeg i hvert fald.

’Quo Vadis, Aida?’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Quo Vadis, Aida?’ har biografpremiere den 2. september.