Top 10 – de bedste film fra 2012

/i , , , /af

Det er blevet tid til årets top 10 med de bedste film fra 2012. Herudover peger jeg på en række film, der også er værd at nævne fra året, der er gået samt ikke mindst højdepunkter fra filmfestivalerne CPH PIX og Blodig Weekend. Listen er baseret på film, der har været i dansk biografdistribution i 2012.

1. Take Shelter (Instr. Jeff Nichols)
Den knugende intense og fremragende Take Shelter behandler dommedagsfilmen på original og fængslende vis. Michael Shannon er fænomenal i hovedrollen som en mand, der kæmper med egne indre dæmoner og uhyggelige forudanelser om Jordens undergang. Min anmeldelse.

2. Amour (Instr. Michael Haneke)
Usentimentalt og med fængslende sanselighed giver Amour livets sidste åndedrag en øm skrøbelighed og døden et koldt nærvær. For nej, vi lever ikke evigt. En kendsgerning, der med Hanekes film får håndgribelig tyngde og et menneskeligt ansigt. Smuk, tragisk og pokkers gribende. Bum. Min anmeldelse.

3. Dame Konge Es Spion (Instr. Tomas Alfredson)
Paranoiaen sitrer i hvert billede, mens den forførende koldkrigsthriller folder sit komplekse puslespil ud. I roligt tempo drages man således ind i et kringlet spil af løgne, dobbeltagenter og skjulte dagsordener. En smukt orkestreret spionfilm. Min anmeldelse.

4. The Dark Knight Rises (Instr. Christopher Nolan)
Med dødsforagt og episk svung kaster The Dark Knight Rises sig ud fra Gothams svimlende tinder og ned i et fængslende mørke af desperation og anarki. Til trods for mindre skavanker er her bestemt tale om et tilfredsstillende sidste kapitel i Nolans Batman-trilogi. Min anmeldelse.


5. Prometheus (Instr. Ridley Scott)
Lige fra den episke åbningssekvens af en brusende natur og videre ned i de mørke dybder indfanges eventyret i fængslende billeder. En spektakulær film med nok pondus til at overvinde sine ujævnheder og som heldigvis ikke er bleg for at servere overgearet B-films-snask. Min anmeldelse.

6. Shame (Instr. Steve McQueen)
Shame er som et insisterende råb af afmagt og indestængt vrede. Carey Mulligan er lige så sart og skrøbelig som Michael Fassbender er frygtløs og altomsluttet af sin fordærvede rolle. Deres samspil er følsomt, nærværende og tæt på at afføde en smule håb i et ellers håbløst landskab. Min anmeldelse.


7. Looper (Instr. Rian Johnson)
Man kan hurtigt blive rundtosset, hvis man forsøger at få fod på tidsrejser og deres hjernevridende muligheder. Her lykkedes det dog at etablere tidsrejsekonceptet uden at man mistes undervejs – men heldigvis nok til at tidskomplikationerne pirrende kilder ens intellekt. Min anmeldelse.


8. Young Adult (Instr. Jason Reitman)
Charlize Theron er forrygende som følelsesmæssigt forskruet ungdomsforfatter. En kvinde i slut-30’erne, der hænger ubehjælpsomt fast i sin high school-fortid. En tragikomedie, der er et både smerteligt og morsomt portræt af den usympatiske forfatter og hendes umulige jagt på lykken. Min anmeldelse.


9. Dredd (Instr. Pete Travis)
Dredd er fandenivoldsk action med blod, kugler og sort humor lige i fjæset. Det brutale bæst holder løjerne simple og tonser blot nådesløst afsted, men ikke uden, at der indskydes et par smukke åndehuller af svævende voldspoesi. Sådan. Min anmeldelse.


10. The Cabin in the Woods (Instr. Drew Goddard)
En både opfindsom og sprælsk sag, der oplagt og med en ivrig kærlighed til genren vender horror-klichéerne på hovedet. For hvad der til at starte med ligner en gængs omgang metervaregys, ruller sig snart uventet om på maven for at lege tagfat med publikums forventninger. Min anmeldelse.

Andre nævneværdige film fra 2012
Udover årets top 10, vil jeg vanen tro fremhæve en række andre solide film fra året, der er gået. Bl.a. invasionssjov med Attack the Block, Wes Andersons fine Moonrise Kingdom, den episke vandretur Hobbitten: En uventet rejse, smuk agentaction med Skyfall, den charmerende The Artist, kulørt superheltesaction med The Avengers, den medrivende Mission: Imposible – Ghost Protocol og David Cronenbergs A Dangerous Method.

Videre til en herlig manisk Nicloas Cage i Ghost Rider: Spirit of Vengeance, isnende hjernevask med Martha Marcy May Marlene, det rå gangsterdrama Lawless, ondskabsfuld gru med Kill List, den hjerteskærende Extremely Loud & Incredibly Close, en klipklappe-klædt George Clooney i The Descendants, Martin Scorseses Hugo samt den buldrende Battleship.

Filmfestivalerne CPH PIX og Blodig Weekend
Jeg dækkede for tredje gang den københavnske filmfestival CPH PIX, hvor jeg nåede igennem 38 film. Her fik jeg nogle af årets bedste filmoplevelser og vil fremhæve følgende titler. Den intime Weekend, eksistentialistisk lejemorder-action med den thailandske Headshot, den dramatisk forførende Himizu og vanvidskomedien Tim and Eric’s Billion Dollar Movie.

Videre til den skæve ’feel-good-samurai-komedie’ Scabbard Samurai, ‘slow burner’-dramaet Snowtown, adrenalinkicket The Raid: Redemption, den rørende I Wish, udpenslede perversiteter med The Human Centipede 2, det gotiske gys Livid, den absurde Alps, den foruroligende Killer Joe, terrorfyldt junglehelvede med Captive og Todd Solondz’ sorte komedie Dark Horse.

2012 var også året, hvor København fik en ny mini-filmfestival, Blodig Weekend. En festival primært dedikeret til skrækfilm. På den fire dage lange festival nåede jeg 15 film og vil bl.a. fremhæve det voldsomme remake Maniac, som jeg også havde fornøjelsen af at introducere.

Videre til den italienske exploitation-shocker Morituris, medrivende blodsprøjt med [REC]³ Génesis, psychodramaet Excision, charmerende science fiction-snask med Manborg og klaustrofobisk gru med The Incident samt herlige gensyn med Lamberto Bavas 80’er-perler Demons og Demons 2, hvor jeg også fik hilst på instruktøren.

De forsømte film fra 2012
Når jeg går listerne igennem, kan jeg desværre igen i år se, at jeg mangler en håndfuld film, jeg har glædet mig til. Det får jeg indhentet i 2013 og glæder mig således bl.a. til De urørlige, Holy Motors, The Woman in Black, Hvad med Kevin?, Magic Mike, Modig, Ted, Monsieur Lazhar, Sinister, Tyrannosaur og Killing Them Softly. Ja, samt selvfølgelig alle de nye filmlækkerier, der venter i 2013.

– Læs også mine top 10-lister for 2009 og 2010 og 2011.
– Læs om alle mine filmoplevelser på CPH PIX 2012 HER.
– Læs om min gang på Blodig Weekend: DAG 1, DAG 2, DAG 3, DAG 4.

Kees van Dijkhuizens filmmontage for 2012

/i , /af

Det kan godt være, at navnet på den hollandske Kees van Dijkhuizen er svær at udtale – til gengæld er det ikke svært at fatte, hvor cool hans årlige filmmontager er. 2012-udgaven er landet og igen klipper han både elegant og medrivende en ordentlig stak film sammen fra året, der er gået. Du finder alle de anvendte film HER.

Han har virkelig et godt øje for visuelle sammenhænge, hvor bl.a. bevægelser og genstande vellykket smelter sammen i dette flotte tilbageblik på 2012 med musik af bl.a. The Black Keys, Tame Impala og LCD Soundsystem. Han er også gutten bag serien [the films of], hvor man bl.a. finder en udgave med Ridley Scotts film. Tjek også lige Genrocks filmmontage for 2012 HER.

Min top 10 med de bedste film for 2012 er lige på trapperne, så hold øje med sitet her og på Facebook, hvor du jo er velkommen til at ’like’ Filmskribenten – men det har du sikkert allerede gjort, ik’?

Se også:
– Trailer-bonanza anno 2012
– Cinemageddon: en filmmontage for 2012

Alle fejl i ’The Dark Knight Rises’ på 3 minutter

/i , /af

Til alle jer haters, der finder fejl i The Dark Knight Rises – hvor er jeres barnetro, jeres suspension of disbelief? Ja, mit modargument til alle jer plothulsfindende fjolsers påstande om fejl og mangler i filmen er, at han er Batman. Bum.

Men selvfølgelig har gutterne bag den nye serie Everything Wrong With… kastet sig over Nolans flagermuse-finale. Se videoen ovenfor og se så om mit argument med, at han er jo er the Goddamn Batman ikke underminerer hvert eneste punkt i videon – så som:

– ”Magical robo-knee brace”
– ”Bane does an Adam Sandler impression.”
– ”Absolutely zero security at Wayne Manor”
– ”Blake knows Wayne is Batman because of a f*cking look on his face”

Se også:
– Alle fejl i ’The Avengers’ på 3 minutter
– Alle fejl i ’The Amazing Spider-Man’ på 2 minutter

SEVEN PSYCHOPATHS: Manuskriptonani i tomgang

/i , /af

En altid cool Christopher Walken som velklædt hundetyv, en manisk Sam Rockwell som arbejdsløs skuespiller og en kortluntet Woody Harrelson som psykopat – nå ja, og så lige Colin Farrell som den alkoholiserede manusforfatter Marty med store filmdrømme, men ikke flittigheden til at indfri dem.

Ja, Seven Psychopaths har et karismatisk cast. Det viser sig dog hurtigt, at det ikke er nok til at holde hjulene på denne selvironiske metakrimi kørende. De sorthumoristiske løjer går ganske enkelt i manuskript-masturberende tomgang, mens de medvirkede forgæves forsøger at sparke liv i den ujævne og jævnt kedelige historie.

Man følger Marty, der ikke rigtigt kan få gang i sit manuskript, Seven Psychopaths. Men da han og vennen Billy vikles ind i en flok kriminelles fortagende, kommer der pludselig rigeligt med inspiration på banen. Ja, det er kort fortalt filmens præmis. Bum. Således forsøger filmen altså med selvbevidste genredrillerier at kæde Martys manuskript sammen med filmens virkelighed.

Desværre fanges filmen i sin egen leg med konventionerne og ender i navlepillende blindgyder med samtaler, der bare går i ring. Ja, en film, der ved, at den er en film. Men den gennemgående metaleg med filmreferencer og publikums bevidsthed om, at de ser en film, der ved, at den er en film, forbliver en fiks gimmick. En tom stiløvelse.

På papiret har det sikkert taget sig godt ud med virkelighedsforskydningerne, de kulørte karakterer og legen med publikums forventninger. Afviklingen er bare ikke skarp nok og historien forbliver for uvedkommende til, at det ellers potente cast udgør andet end flade brikker i manusforfatterens våde drøm. Sjask og sprøjt.

Men hey, en film, hvor Rockwell, Walken og Harrelson slås veloplagt om pladsen i spotlightet er svær ikke at holde bare en smule af. De kække replikker og absurde situationer smager bare for meget af en slap pølse med tarantinoske B-sider, Coen brødrene-kopiering og tilbagevendende jokes, der heller ikke var rigtigt sjove første gang.

Dynamikken mellem trekløveret – med en uforstående Farrell på sidelinjen – afføder dog velfungerende øjeblikke. Men gode ingredienser er som bekendt ikke nødvendigvis lig med en vellykket kødgryde. Det hjælper selvfølelig en smule på smagen, at en kaninelskende Tom Waits også smides i gryden. Men kun en smule.

Gense hellere noget af Tarantino, Coen-brødrene og Charlie Kaufman – ja, eller In Bruges, som Martin McDonagh ligeledes har skrevet og instrueret. Den er fremragende. Desværre er dens friskhed i Seven Psychopaths afløst af stivnet selvoptagethed og en forceret omgang manuskriptonani, der aldrig rykker sig ud af stedet. Tilbage til hakkebrættet Marty…
[tabgroup][tab title=”Seven Psychopaths | Biografanmeldelse”]


Originaltitel: Seven Psychopaths, England, 2012
Premiere: d. 25. december
Instruktion: Martin McDonagh
Medvirkende: Colin Farrell, Sam Rockwell, Woody Harrelson, Christopher Walken, Tom Waits, Abbie Cornish m.fl.
Spilletid: 110 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

’Django’-dukker til westernlege

/i , /af

Du kan nu få din helt egen Leo-dukke og gøre præcis med ham, hvad du vil. Det er nok bedst, hvis det så bliver mellem dig og dukken. Der er nemlig blevet lavet seks dukker i forbindelse med Quentin Tarantinos Django Unchained. Udover Leo som den sleske Calvin Candie kan man også peppe dukkelegen op med Jamie Foxx som Django. Siger det bare.

Herudover kan man også få Dr. King Schultz (Christoph Waltz), Stephen (Samuel L. Jackson), Butch (James Remar) og Broomhilda (Kerry Washington). Ja, der er rig mulighed for syge westernlege, så man kan komme i stemning inden filmen rammer Danmark. Dukkerne kan fås lige HER, men der er sikkert allerede udsolgt.

Se også: ’Django Unchained’ versus ’Blazing Saddles’





 

Årets værste film anmelder sig selv

/i , /af

Det ville være rart, hvis skodfilm havde nok selvindsigt til at se, hvor dårlige de er – og gerne i så god tid, at de kunne stoppe sig selv i at blive lavet. Men når skaden nu en gang er sket, kan de jo lige så godt anmelde sig selv – som de skodfilm, de er. Således lader dette supercut årets værste film anmelde sig selv.

Man finder bl.a. American Reunion, hvor Jason Biggs rammer hovedet på sømmet med replikken, ”Oh God, this is bad, this is very very bad.” og Johnny Depp i Dark Shadows, ”I’m terrible sorry.” Jeg mener dog hverken at Battleship, Ghost Rider: Spirit of Vengeance eller John Carter hører til på listen, men derfor er det stadig sjovt.

Læs anmeldelserne af:
– John Carter: Kulørt rumeventyr er en bumlet fornøjelse
– Battleship: Invasionsbrag er buldrende god underholdning
– Dark Shadows: Endelig sprang Johnny Depp ud som bleg vampyr
– Ghost Rider: Spirit of Vengeance: Manisk Nicolas Cage sætter igen ild til lortet

Når kendte spiller sig selv på film

/i , /af

Det er først for nylig, det gik op for mig, at Arnold Schwarzenegger ikke er en ond robot fra fremtiden, men blot en hårdtpumpet østriger med en lummer fortid i træningslokalet. Men nogle gange spiller kendte rent faktisk sig selv på film, hvilket kan være ret cool – eksempelvis Mike Tysens hårdtslående cameo i The Hangover eller Bill Murray i Zombieland. Andre gange er det bare jævnt akavet – ik’ Lars Ulrich.

Well, en eller anden gut har nu fundet 23 eksempler på kendte, der spiller sig selv på film. Tja, et fint supercut, men jeg savner blandt andet Tom Jones som Tom Jones i Mars Attacks!

Listen med kendisser og film brugt i supercuttet:
1. John Malkovich – Being John Malkovich 2. David Hasselhoff – Sponge Bob Square Pants 3. Neil Patrick Harris – Harold and Kumar Go To While Castle 4. Dr. Phil and Shaquille O’Neal – Scary Movie 4 5. Kurt Vonnegut – Back To School 6. Brett Favre – There’s Something About Mary 7. Neil Diamond – Saving Silverman 8. Bill Murray – Zombieland 9. Mike Tyson – The Hangover 10. Kareem Abdul Jabbar – Airplane 11. Elisabeth Shue – Hamlet 2 12. Ray Romano og Eminem – Funny People 13. Lars Ulrich – Get Him To The Greek 14. Ryan Seacrest – Knocked Up 15. Bruce Willis – What Just Happened 16. Bob Barker – Happy Gilmore 17. Stan Lee – Mallrats 18. David Bowie – Zoolander 19. Elton John – Spice World 20. Chuck Norris – Dodgeball 21. Steven Spielberg – Austin Powers In Goldmember 22. Marshall Mcluhan – Annie Hall 23. Bruce Springsteen – High Fidelity.

’Django Unchained’ versus ’Blazing Saddles’

/i , , /af

Det er oplagt at lave et mashup med traileren for Quentin Tarantinos kommende western Django Unchained og Mel Brooks’ Blazing Saddles – og det er netop hvad en eller anden gut har gjort. Okay, måske er det mere oplagt med Django fra 1966, der har Franco Nero i titelrollen og som også har en cameo i Tarantinos film.

Anyways, det her mashup er ret muntert – komplet med fjollede Ku Klux Klan-medlemmer, slagsmål, seksløbere og hesteridning. Harvey Korman agerer slesk stand-in for Leonardo DiCaprio, mens Gene Wilder og Cleavon Little gør det ud for henholdsvis Christoph Waltz og Jamie Foxx. Oh yeah.

Se også
– ’Star Trek’ versus ’Toy Story’
– ’Hobbitten’ møder ’Goonierne’

Første trailer til ’The Incredible Burt Wonderstone’ med Carrell, Buscemi og Carrey

/i , /af

Selvfølgelig er det oplagt at lave en komedie med tryllekunstnere – særligt de der selvhøjtidelige tåber med højt hår og lidt for kække jakkesæt. Steve Carell og Steve Buscemi spiller præcis sådan et par trylletåber i The Incredible Burt Wonderstone. Men okay, hvis de to herrer vitterligt havde et trylleshow, ville jeg indløse billet.

Nu må man så nøjes med filmen, der ud  fra den første trailer at dømme ikke rammer den komiske guldåre med fuld kraft. Man ja, det er sjovt at se de to gange Steve gejlet op i tryllegear  – that’s a given. Det er dog en langhåret Jim Carrey, der stjæler billedet som slesk tryllekunstner. Men for pokker et indbydende trekløver. Please don’t fuck this one up.

Ja, en på papiret sikker vinder – og plakaterne er sgu også sjove. Den er er i hvert fald på kommet på min liste. Rollelisten består bl.a. også af Olivia Wilde, Alan Arkin, James Gandolfini og Jay Mohr.

AMOUR: Med kærligheden i live til det allersidste farvel

/i , /af

Av, den her gør ondt – men på den helt rigtige måde. Usentimentalt og med fængslende sanselighed giver Amour livets sidste åndedrag en øm skrøbelighed og døden et koldt nærvær. For nej, vi lever ikke evigt og alle dem vi elsker skal dø. En kendsgerning, der med Michael Hanekes seneste film får håndgribelig tyngde og et menneskeligt ansigt. Smuk, tragisk og pokkers gribende. Bum.


George og Annes hyggelige pariser-lejlighed ånder af et langt og nysgerrigt liv dedikeret til hinanden og musikken. Ja, kærligheden er intakt hos ægteparret, der har levet sammen i en menneskealder. Men en morgen, hvor de som så mange gange før sidder og får morgenkaffen ved deres lille køkkenbord, slår ulykken ned.

Anne får et slagtilfælde og det bliver starten på den deroute, vi nu hjælpeløst må følge med hjertet oppe i halsen. For den ellers energiske og selvstændige kvinde sygner langsomt hen på sin vej mod det uundgåelige sidste farvel. George dedikerer sig uselvisk til at opretholde og troligt beskytte hende og deres liv sammen – men hvor langt rækker kærligheden og hvad er værd at ofre for den?


De to hovedroller indtages med en insisterende tilstedeværelse, der på trods af sparsomme locations og det på overfladen lavmælte drama hele vejen bibringer filmen et intenst liv og karaktererne en troværdig kompleksitet. Jean-Louis Trintignant giver George en afklarethed i forhold til sin kones tilstand, men også med en usagt rådvildhed i hjerteskærende spil. Man kan heller ikke tage øjnene fra smukke Emmanuelle Riva, der er helt uforlignelig som Anne – lige til det sidste.

Haneke har med sine to hovedroller ganske enkelt skabt en på mange måder unik oplevelse. Realismen er ganske vist i højsædet, hvor bl.a. lange observerende indstillinger bringer det nærværende drama helt tæt på. Her er også den for Haneke velkendte leg med mediet – som bl.a. i åbningsscenen, hvor en fyldt teatersal kigger forventningsfuldt ud på os i biografen – som et spejl af filmens publikum.


Her pustes også på underspillet vis poesi og en drømmelignende virkelighed ind i dramaets tragiske realiteter. For selvom filmen udspiller sig i hjemmets intime rum, bliver det aldrig et regnfuldt køkkenvask-drama. Well, her er ganske vist både en køkkenvask og regnvejr, men I ved, hvad jeg mener – og ellers uddyber jeg gerne over en lunken latte i Grand-biografen sammen med alle de gamle mennesker.

Jep, Haneke er en personlig favorit – og han bør også være din (ellers har du sovet i timen). Og bare rolig, jeg er ikke en ukritisk fanboy – så believe the hype. For når den østrigske instruktør leverer en filmoplevelse, der på så forrygende vis sitrer af både tankevækkende og ren følelsesbåret filmmagi, er der ingen grund til at spare på de rosende ord – se ovenfor og se så straks filmen!
[tabgroup][tab title=” Amour | Biograf-anmeldelse“]


Originaltitel: Amour, Østrig | Frankrig | Tyskland, 2012
Premiere: d. 20. december
Instruktion: Michael Haneke
Medvirkende: Emmanuelle Riva, Jean-Louis Trintignant, Isabelle Huppert, William Shimell, Alexandre Tharaud m.fl.
Spilletid: 127 min.
Distributør: Camera Film[/tab][/tabgroup]