’Prometheus’ er et flot og svulstigt rumeventyr

En af mine filmfavoritter er Alien fra 1979. En skræmmende og klaustrofobisk science fiction-gyser med et fantastisk monster. Med den storladne og visuelt forførende Prometheus er Ridley Scott nu efter mere end 30 år tilbage med en forhistorie til sin egen milepæl. Men også en film i sin egen ret og måske starten på en ny saga langt ude i rummet, hvor ingen kan høre dig skrige.

For ja, vi skal atter ud i det uendelige verdensrum, hvor en jagt efter svar på menneskets oprindelse er sat ind, intet mindre! Ombord på rumskibet Prometheus har et hold forskere med eventyrlyst og overmod således sat kurs mod en fjern planet, der muligvis rummer svarene. Ekspeditionens sikkerhed bliver dog snart sat over styr, for selvfølgelig gemmer planeten på ubehagelige overraskelser…

Lige fra den episke åbningssekvens af en brusende natur og videre ned i de mørke dybder indkapsles eventyret i forførende smukke og fængslende flotte billeder. Her kan den gamle Ridley Scott absolut sit kram. Desværre er historien ikke nær så sikkert leveret. De flotte løjer mister fokus og historien ender med for mange uforløste elementer i spil. Her forsøges ganske enkelt fortalt for meget på for kort tid.

Jeg føler, at hvis bare filmen havde været længere, så kunne historien og ikke mindst de medvirkende have fået mere tilfredsstillende spillerum. Mest interessant er Michael Fassbender som den gådefulde androide David, der tumbler med eksistentielle problemer. Men også Noomi Rapace og Charlize Theron gør god figur som henholdsvis cool heltinde og snerpet leder med hemmeligheder.

Men der er desværre for mange i castet, der aldrig får ordentligt fodfæste og blot ender som flade statister eller halvt forløste karakterer. Jeg ville fx gerne have set mere til Idris Elba i rollen som cigarrygende rumkaptajn – og hvorfor pokker har man ikke bare castet en gammel mand i rollen som oldingen Peter Weyland, i stedet for Guy Pearce iført utroværdig gammelmands-makeup.

Men altså, Prometheus er en både spektakulær og herlig ambitiøs film, der har nok pondus til at overvinde sine ujævnheder. Et forførende univers, der også sætter lidt lommefilosofisk sving i temaer som religion kontra videnskab og heldigvis heller ikke er bleg for at servere lidt klam og overgearet B-films-snask. Herligt. Så pokker i at finalen forjages en smule og logikken ikke hele vejen synes at have førsteprioritet.

Nej, Prometheus er ikke et nyt rummesterværk, men tempofyldt og fejende flot science fiction, der sender fine hilsner til filmen far 1979 og H.R. Gigers originale monster-design. Desuden bruges 3D-formatet behersket og skaber indtagende dybde i det store verdensrum. Ja, jeg ser bestemt frem til et gensyn og ikke mindst en forlænget udgave af denne actionfyldte og smukt buldrende drømmemaskine.

Læs også: min anmeldelse af ‘Alien-Anthology’ på Blu-ray.

Originaltitel: Prometheus, USA, 2012
Premiere: 31.05.2012
Instruktion: Ridley Scott
Medvirkende: Noomi Rapace, Michael Fassbender, Charlize Theron, Idris Elba, Guy Pearce, Logan Marshall-Green, Rafe Spall m.fl.
Spilletid: 126 min.
Distributør: 20th Century Fox

Sprælsk skrækfilm er forrygende ond

Der gemmer sig dystre hemmeligheder lige under overfladen i den forrygende Kill List. En mørk rejse væk fra hverdagens spisebordsskænderier og langt ind i et sitrende vanvid, hvor volden hersker. Jep, en urovækkende oplevelse, der med tålmodig insisteren knuger sig ondt om sit publikum. Her kan man ikke andet end hjælpeløst at følge med ind i det klaustrofobiske mareridt.

De ligner to helt almindelige middelklassemænd, som de sidder der med hver deres dame til parmiddag i den grå forstand. Men Jay og Gal er lejemordere, og da de takker ja til en ny opgave, har de ingen anelse om de fatale konsekvenser. For bag de umiddelbart tilfældige ofre på deres ’kill list’, synes en større plan at tone frem. Men præcis hvad de lyssky arbejdsgiverne har i ærmet, lader sig ikke sådan afsløre – man aner dog konturerne af en skræmmende konspiration med okkulte overtoner.

Det er netop blandingen af rå realisme og den okkulte klangbund, der så forførende forenes i denne ondskabsfulde film, som med en tiltagende intensitet bugter sig længere og længere ind i mørket. En film, der ånder gennem volden og får nysgerrigt liv af de urovækkende hints, man nervøst griber ud efter i en søgen på svar – præcis som de to fortabte lejemordere.

Heldigvis formår filmen at lade tilpas mange spørgsmål stå ubesvarede hen, uden at løjerne af den grund mister momentum eller nærvær. Her truer volden konstant med at bryde ud – hvilket den også gør. Brutal og væmmelig. Desuden finder man et par velspillede hovedroller i Jay og Gal. En overbevisende Neil Maskell, der er skræmmende skizofren som familiefar og uforudsigelig psykopat, mens Michael Smiley er det tålmodige modstykke, der forsøger at bevare overblikket. Forgæves.

Nogle kritikere har bl.a. ment, at slutningen løber af sporet. Jeg kunne dog godt lide den bombastiske finale, der uanset hvad, ikke slap den ubehagelige atmosfære. Ja, jeg kan kun anbefale denne genreudfordrende bastard, der tumler sig sprælsk igennem sin strittende historie og ender med et isnende ondt spark i mellemgulvet. Instruktøren Ben Wheatley har med Kill List skabt et herligt uregerligt bæst.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen er kun udkommet på dvd her i landet. Billede og lyd gør sig udmærket, men imponerer ikke. Flere mørke scener står ikke altid lige veldefinerede, men generelt er der fin farvebalance. Lydsporet fungerer bedre og skaber med velbalancerede niveauer solid atmosfære. Der er desværre intet ekstramateriale. Det kunne ellers have været interessant at høre om Ben Wheatleys tanker bag filmen.

Originaltitel: Kill List, England, 2011
Instruktion: Ben Wheatley
Medvirkende: Neil Maskell, Michael Smiley, MyAnna Buring, Harry Simpson m.fl.
Spilletid: 91 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment

Mere end maskulin trailer for ’The Expendables 2’

Der vanker som bekendt endnu en omgang øretæver med den kommende The Expendables 2 – opfølgeren til Sylvester Stallones eksplosive The Expendables fra 2010. Stallone har her overladt instruktørstolen til Simon West, der bl.a. har Con Air på CV’et. Lige som i den første film, finder man et overdrevent maskulint cast, der består af en blanding af gamle action-legender og nyere stjerner.

Således er bl.a. Sylvester Stallone, Jason Statham, Jet Li, Dolph Lundgren, Chuck Norris, Terry Crews, Randy Couture, Jean-Claude Van Damme, Bruce Willis og ikke mindst Arnold Schwarzenegger klar til at springe ting i luften. Den samme gut, der stod bag den fantastiske fan-trailer til den første film, har igen klippet sin version af en trailer og tilsat musik af ingen ringere end Andrew W.K. – og det ser ud til blive en voldsomt sjov actionbasker, der rammer Danmark d. 30. august. BOOM…!!!

Se andet hårdtslående filmguf:
Yipee-ki-yay, motherfucker!
Schwarzenegger jager Ewokker
Dolph Lundgren vs. enhjørning!
Farvestrålende Schwarzenegger-trilogi
Samtlige knogler Steven Seagal har brækket

En måske lidt for ærlig ’Transformers’-trailer

Filmselskaberne gør hvad de kan for at få folk i biografen. Hvis det så kræver, at man får filmen til at se bedre ud, end den reelt er, ja, så gør man det – også selvom det grænser til løgn. Men tænk nu hvis markedsføringen ændrede strategi og spillede mere på ærlighed. Ja, så ville bl.a. trailers nok komme til at se noget anderledes ud.

Selvom jeg vil mene at have en udmærket næse for bullshit, så kunne det være sjovt, hvis nogle de store blockbusters blev serveret med mere ærlighed. Det er konceptet bag serien af ’ærlige trailers’ som Screen Junkies står bag. Deres nyeste ærlige trailer er for Michael Bays Transformers. Det er ikke deres sjoveste, men flere sandheder rammes på kornet – bl.a. det, at hans film er heftigt læsset med product placement.

Se flere ærlige trailers:

En ærlig trailer for ’Avatar’
En ærlig trailer for ’Prometheus’
En ærlig trailer for ’Transformers’
En ærlig trailer for ’The Avengers’
En ærlig trailer for ’The Dark Knight’
En ærlig trailer for ’The Hunger Games’
En ærlig trailer for ’Paranormal Activity’
En ærlig trailer for ’Twilight: New Moon’
En ærlig trailer for ’The Dark Knight Rises’
En ærlig trailer for ’Ringenes Herre’-trilogien
En ærlig trailer for ’The Amazing Spider-Man’

 

Hjemsøgt hotel sniger sig olmt afsted

Selvfølgelig er gamle hoteller hjemsøgte – specielt de store og knirkende af slagsen. Sådan er det også i Ti Wests atmosfærefyldte slow burner-gys The Innkeepers. En skrækfilm, der emmer af kærlighed til genren og hvor spøgerierne folder sig ud i roligt tempo. Her venter altså ikke et hurtigt horror-kick eller for den sags skyld stribevis af jump scares.

Derimod er her tale om en herlig tilbagelænet sag, der selvsikkert holder tempoet på halvt blus og ikke jager afsted for at please et skrækhungrende publikum. Det er lige så meget forventningerne om, hvad der lurer i mørket, der er drivkraften, som det er håndgribelige payoffs på chok-kontoen. Bare rolig, for her er både skumle genfærd og neglebidende gru på spil, men snigende som nattefrosten en kold vinteraften.

Det gamle Yankee Pedlar Inn drejer efter 100 år nøglen om. Vi følger således Claire og Luke, to afslappede ansatte, som holder skansen den sidste weekend, hotellet har åbent. Der er kun indlogeret et par gæster, så Luke har god tid til at fifle med sin hjemmeside om hotellets spøgelseshistorier, mens Claire er opsat på at få optaget gespensterne på bånd. Stille og roligt begynder fortidens beboere at røre på sig…

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Pattinson syrer ud med Cronenberg

Robert Pattinson gør hvad han kan for at slippe sit glimtede ’Twilight’-image – og med hovedrollen i David Cronenbergs kommende Cosmopolis forsøges navlestregen helt klippet til fortiden som romantisk gummivampyr. Det ser i hvert fald ud til at være hans mest vovede rolle hidtil – selvom man vel også kan argumentere for, at en stirrende discokugle-vampyr i kamp mod labre ’varulve’ er ganske vovet, anyways.

Jeg ser meget frem til Cosmopolis, der lige nu kæmper om Guldpalmen i Cannes, dog ikke på grund af Pattinson, men derimod instruktøren Cronenberg, der er en af mine favoritter. Som en del af markedsføringen har Pattinson fået taget nogle herligt bizarre billeder, der nok skal væmme ’Twilight’-fans (eller blot ophidse?!). I fotoserien sender Pattinson hilsner til nogle af Cronenbergs tidligere film, de fremragende Videodrome (øverst), Dead Ringers (nederst) og Scanners (følg link nedenfor).

– Se hele fotoserien i større format HER.
– Se teaser traileren for Cosmopolis HER og traileren HER.
Water for Elephants: Elefant hjælper Pattinson med kærligheden.

Robotsmadder og en svedig Hugh Jackman

Det er bestemt flotte robotter, man finder i den sentimentale omgang robotsmadder Real Steel. En børnevenlig film, der slår på tæven og som leverer både action samt klichéer i så rask et tempo, at man næsten ikke opdager, hvor hul filmen egentlig er. Jep, den klassiske historie om den undertippedes kamp for sejr. Fight…!

Vi befinder os i en nær fremtid, hvor kraftfulde robotter har overtaget bokseringen, mens menneskene styrer dem fra sidelinjen. Hugh Jackman er en uansvarlig og falleret robot-kæmper, hvis liv vendes på hovedet, da hans nu 11-årige søn pludselig dukker op. De to slår nu modvilligt pjalterne sammen i kampen for at nå til tops i bokseringen. Men mon ikke det kulsejlede far-og-søn-forhold får vind i sejlene? Det tror jeg vist nok, *violiner, sæt i gang*.

Jep, Real Steel har bestemt sin del af sødsuppe og det er småt med overraskelserne. Men filmen afvikler uden megen tøven sin tynde historie, hvor der ikke går langt imellem de hidsige slåskampe. Robotterne bliver til skrot, mens de noget overgearede medvirkende skriger hysterisk af maskinerne. Men Hugh Jackman er veloplagt, mens knægten Dakota Goyo bliver en smule for børnestjerne-kæk, oh well.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Nicolas Cage burde have alle rollerne

Faste læsere vil vide, at jeg har et blødt punkt for Nicolas Cage. Heldigvis er jeg ikke den eneste, der er en smule tosset med Cage og ikke mindst hans udsøgte flair for at kunne spille/være vanvittig. Og ja, det er selvfølgelig en fejl, at han ikke er med i den kommende actionbombe The Expendables 2 og heller ikke var at finde i The Avengers – han ville uden tvivl være en fremragende Hulk.

Matheus Candido forsøger at rette op på Cage-fraværet, ved at lade ham indtage samtlige roller på de eksplosive plakater. Jep, jeg glæder mig bestemt til at se Sylvester Stallone og resten af bøfferne gå amok i fortsættelsen, men det ville altså have pyntet på skidtet, hvis også den kære Cage havde været at finde på plakaten – om ikke andet, så bare i en enkelt af rollerne. Se flere af Candidos Cage-fjollerier HER.

Se flere Nicolas Cage-lækkerier.
De 100 bedste Nicolas Cage-citater
Nicolas Cage giver den som Nicolas Cage
Samplet Nic Cage sætter ild til dansegulvet
Drive Angry: Cage som skydegal badass på fire hjul
Seeking Justive: Stakåndet Cage snubler rundt i plothuller

BIZAR BRODY BONUS: Adrien Brody på flippet gåtur

De siger hele tiden ’son of a bitch’ på film

Det var på tide, at der kom et ’son of a bitch’-supercut. For når der bandes på film, er det ofte det, der bliver sagt – og ja, dette supercut kunne nemt have været længere. Men selvom det føles som om, at der mangler nogle på listen, så er det heldigvis ikke Arnold Schwarzenegger, Michael Douglas eller en hidsig John Malkovich.

Og så giver Robert De Niro den også gas med svineren, mens Harrison Ford aka Indiana Jones og Kurt Russell i Big Trouble in Little China også er med på noderne – og så kommer man selvfølgelig heller ikke uden om en vanvittig Nicolas Cage.

[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=CW_JJ8SR5N0[/youtube]

Se andre hidsige supercuts:
”I’m too old for this shit”
Sæt dig ned og hold kæft!
Skrid og skråt op i lange baner
De 100 bedste ’shut ups’ på film
Der bandes en del i ’Pulp Fiction’
De 50 bedste film-freakouts, sort of…
‘Go ahead, make my day’ – 100 trusler på film

’The Raid’ med über-voldelige katte

En af de mest underholdende og voldelige film jeg så på dette års filmfestival CPH PIX, var den indonesiske action-basker The Raid: Redemption – en film, hvor en flok bevæbnede politifolk forsøger at indtage et bande-befængt højhus for at nuppe über-bossen på toppen.

Nu er den heftige knaldperle blevet omsat til en brutal og særdeles vellykket lille stop motion-film… med katte! Og ja, selvom det bare er modellervoks og en flok søde katte, så er der ikke sparet på de blodige ubehageligheder – så er du advaret. Nup også den originale The Raid: Redemption, det er nonstop smadder og brækkede knogler…

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=y_z3EBalwI4[/youtube]

Se andre stop motion-film:
Star Trek: ’I am beautiful’, hmmm…
Star Wars i charmerende stop motion
Skørt og voldeligt modellervoks-remake
’Terminator 2’ som farverig og flippet stop motion