Daniel Craig farer vild i fjollede plotroderier

Jeg skal love for, at den plotvridende thriller Dream House får serveret sit nonsens med kul på klichéerne og godt gang i forsøget på et kringlet mind-fuck. Daniel Craig kan desuden komme til at se virkelig syg ud, når bare slagskyggerne falder rigtigt og sminkøren skruer op for renderne under de stålblå øjne, *sådan, nu ser han dæleme uhyggelig ud…*

Will Antonten siger sit tidskrævende job op, så han kan få mere tid med familien. Han, konen og deres to små piger flytter derfor ud af byen og ind i et hus i provinsen. Men bag den nymalede idyl gemmer sig en makaber hemmelighed. Det viser sig nemlig, at en mand myrdede sin familie i selvsamme hus for nogle år tilbage. En foruroligende fortid, der ikke sådan vil slippe huset, gisp.

Tja, nu vil jeg ikke afsløre noget af plottet – det klarer filmens trailer for resten meget fint selv – men der er faktisk heller ikke rigtigt noget at afsløre. For fra første færd gennemskuer man de trivielle plot-drejninger. Ja, filmen gør faktisk ikke meget for at holde sit publikum hen i uvished om tingenes sande sammenhæng. Og så alligevel, for bare rolig – der venter en af de skøreste finaler, jeg har set i genren af ’utroværdig-manuskript-masturbation’.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Endelig sprang Johnny Depp ud som bleg vampyr

Tim Burton slår igen sine folder i vante græsgange med Dark Shadows. Johnny Depp har en excentrisk rolle og en spraglet garderobe, Danny Elfman står for musikken og Burton finder vanen tro også plads til sin søde kone Helena Bonham Carter. Jep, flokken er klar til endnu en omgang gotisk sjov og vampyrballade.

I 1700-tallets Maine venter der den succesfulde forretningsmand Barnabas Collins en grum skæbne. For da han forelsker sig i den yndige Josette, knuser han den barmfagre heks Angeliques hjerte. I en hævnrus gør hun det således af med Barnabas’ udkårne, forvandler ham til en vampyr og begraver ham levende. Love’s a bitch. Her ligger han så i små 200 år, indtil kisten ved et tilfælde graves op i de kulørte 1970’ere. Bum.

Selvom den blege vampyr er som dumpet ned fra månen, stopper det ham ikke fra at ville have sin nu forfaldne virksomhed til at blomstre på ny. Han flytter derfor ind i sit gamle gods, hvor en dysfunktionel familie af hans efterkommere bor. Sagerne kompliceres dog kun yderligere, da den æggende Angelique dukker op. Gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig…

Selvom filmen er baseret på 60’er-serien af samme savn, så er det umiskendeligt Burton. Det smager dog af genbrug, men derfor kan der jo godt være tale om flot og uforpligtende Burton-underholdning – det er det da også. Et stykke af vejen. For efter de vage Sweeney Todd og Alice i Eventyrland fremstår Dark Shadows noget mere veloplagt. Både karaktermæssigt og visuelt synes man at kunne spore fornyet fortælleglæde. Men rigtig sjovt eller uhyggeligt bliver det sgu ikke. Desværre.

Depp gør hvad Depp skal i rollen som malplaceret vampyr med hang til flæser og menneskeblod. Hans møde med de hippe 1970’ere afføder da også et par veltimede og komiske kulturchok – men der hives altså også lidt for billige point hjem på den bekostning, som fx da Barnabas forundret undersøger ’et forhekset’ fjernsyn. Men hey, det var da på tide, at Burton fik klædt sin Depp ud som vampyr.

Det er dog ikke kun Depp, der får lov at skeje ud. Chloë Grace giver den som modvillig teenagetøs og Michelle Pfeiffer er gammelkone-laber med hagelgevær. Helena Bonham Carter er herligt bizar som fordrukken psykiater og Bella Heathcote dådyrsøjne-sød, mens Jackie Earle Haley er cool som stenet pedel. Jeg fik dog aldrig fidus til Eva Green – hun overbeviser ikke for alvor som småskør og hævngerrig heks.

Ja, der er fyldt godt op på hylderne og Burton mister da også grebet om historien og det store persongalleri. Der kommer for mange bolde i luften, filmen mister fokus og engagementet siver ud af de ellers indledningsvist medrivende løjer. Filmen ender med andre ord som en ujævn størrelse med for mange uforløste plotelementer – men mødet mellem gotisk stemning og farverigt 70’er-frisind er ofte forførende.

Tja, gode takter eller ej, så er her kort sagt tale om et nogenlunde underholdende, men også unødvendig rodet og tandløst bekendtskab. Genkendelsens glæde er heller ikke nok til at redde filmen fra at miste pusten – og det kan selv den gamle ’shock rocker’ Alice Cooper i fuld krigsmaling desværre heller ikke.

Originaltitel: Dark Shadows, USA, 2012
Premiere: 10.05.2012
Instruktion: Tim Burton
Medvirkende: Johnny Depp, Michelle Pfeiffer, Helena Bonham Carter, Eva Green, Bella Heathcote, Chloë Grace, Jackie Earle Haley, Jonny Lee Miller m.fl.
Spilletid: 113 min.
Distributør: SF Film

Der deles mange flade ud på film, smack…!

Tja, hvis man bare ikke kan få nok af skuespillere, der giver hinanden en flad på siden af hovedet, så er Glove, Actually 2: Glove Harder det perfekte supercut. For her står den på små 10 minutters smacking around. Det er en imponerende række af film, der er klippet sammen – det er tilsyneladende ret populært lige at give en flad.

Alt lige fra Nicolas Cage, Jude Law og Al Pacino deler håndmadder ud, mens bl.a. Zac Efron, Ben Stiller og Sylvester Stallone får en flad. Ja, hverken mænd, kvinder, børn eller dyr går fri – selv Arnie må tage imod slag og selvfølgelig skal Eddie Murphy også lige have en lussing. Jep, der er også en del 1 – lige HER. SMACK!

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=L6I3_gEaAGE[/youtube]

– Find hele listen med anvendte film HER.
Se andre hårdtslånde supercuts:
Tøser der losser mænd i skridtet
Da mænd slog hysteriske kvinder på film

Man skal ikke pisse på betjent Gerry Boyle

Politibetjenten Gerry Boyle gør ikke tingene efter bogen – langt fra. Han gør som det passer ham. Fumler med beviser fra gerningssteder, går imod sine overordnede og nupper gerne en extacy-pille, hvis han falder over en. Men bag den åbenmundede Gerry, gemmer sig også et skarpt øje for at opklare forbrydelser. Når han da gider.

Men da både seriemord og narkosmugling rammer Gerrys ellers fredelige lille flække i Irland, må den selvkørende betjent modvilligt samarbejde med den retskafne FBI-agent Everett. Jep, The Guard er en både skarp, velskrevet og underspillet sort komedie. Brendan Gleeson er helt forrygende som den spydige og tvetydige Gerry. En herlig modsætningsfyldt karakter, der byder på flere overraskeler undervejs.

Don Cheadle gør sit bedste som pålidelig FBI-agent for at give Gleeson modspil. De to udgør da også et fint umage par, der med deres modsætninger selvfølgelig afføder de obligatoriske skænderier og den lige så obligatoriske forbrødring. Gleeson er dog uden tvivl det absolutte trækplaster og hele filmen værd.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Val Kilmer tager hele tiden sine briller af

De her supercuts vælger sgu da også mere og mere tilfældige temaer – det her er med Val Kilmer, der tager sine briller af (!). Nej, det giver ingen mening, men er altså af en eller anden grund meget sjovt, så nu får I lige det med også.

Desuden bliver det hele kun mere skørt af det skønne 8bit-track, der er lagt på sammenklippet. Jep, selvfølgelig tager han sine briller af som den cool Iceman i Top Gun og en stenet Jim Morrison i The Doors – kan du fange resten af filmene?

[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=S3d_15ak5TI[/youtube]

Se flere supercuts:
Sæt dig ned og hold kæft…!
Skrid og skråt op i lange baner
Folk på film rammer altid bilerne
At gå op og ned af trapper på film

Nicolas Cage giver den som Nicolas Cage

Okay, det her supercut er godt nok et par uger gammelt, men fik det ikke postet, mens der var filmfestival – og fordi jeg er en sucker for Nicolas Cage, så slipper I altså ikke. Det er sgu et ret underligt supercut, der blot består af klip med Cage, der giver den som Cage. Så at sige. Ordløs og klassisk Cage-mimik.

Man finder klip fra bl.a. Leaving Las Vegas, Orkidé-tyven og Wild at Heart samt en mildest talt overspillende Cage i remaket The Wicker Man. Altså både gode og mindre heldige præstationer. Men uanset om det er gode eller dårlige film, så elsker jeg sgu Cage og hans vanvid. Find hele listen med anvendte film HER.

Se og læs om andre Cage-lækkerier:
De 100 bedste Nicolas Cage-citater
Samplet Nic Cage sætter ild til dansegulvet
– Drive Angry: Cage som skydegal badass på fire hjul
Seeking Justive: Stakåndet Cage snubler rundt i plothuller

CPH PIX: 18 dages filmfestival er slut

DAG 18: Jeg dækkede for tredje gang CPH PIX her på bloggen og efter 18 dage med masser af forrygende, fængslende og spændenden film havde filmfestivalen sin sidste dag i søndags. Så nu vender bloggen tilbage til de sine mere vante folder.

Det har virkelig været et stærkt program i år med langt flere gode filmoplevelser end fusere. Skønt. Jeg nåede at se og skrive om små 38 film ud af det omfangsrige udvalg. Vanen tro kom jeg godt rundt i både genrer og verden med film fra bl.a. Frankrig, Grækenland, Japan, Mexico, Australien, Tyskland, Indonesien, USA, Filippinerne, Sydkorea og Brasilien – her blev der budt på alt lige fra nære dramaer, aparte absurditeter, spaglede skrækfilm, intens action og søde komedier.

Som det forhåbentlig har fremgået af mine skriverier fra i år, er det en festival, der giver rig mulighed for mange forskellige oplevelser – og noget for enhver smag. Og skulle man overhovedet have været i tvivl, så viser CPH PIX med al tydelighed, at der i den grad sker spændende ting i filmlandskabet rundt omkring i verden.

De 38 film jeg fik set og skrevet om på CPH PIX 2012: Last Screening, Dark Horse, Lovely Molly, Weekend, Le Petit Poucet, Miss Bala, Take Shelter, Faust, Gantz, Gantz: Perfect Answer, Sleep Tight, Arirang, Smuggler, Himizu, Poongsan, The Raid: Redemption, Snowtown, Scabbard Samurai, I Wish, The Future, Headshot, L, Tim and Eric’s Billion Dollar Movie, Livid, Terri, Hard Labor, Reported Missing, The Preening Swan, Porfirio, The Human Centipede 2, Twixt, Alps, By Day and By Night, 4:44 Last Day on Earth, Killer Joe, Kinetta, For Ellen, Captive.

– Læs mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011 og 2012.