Biografanmeldelse: Det lyder som et job, der ikke er helt fint i kanten. Men Mike har hårdt brug for et arbejde, så han kan bevare forældremyndigheden over sin lillesøster Abby i ’Five Nights at Freddy’s’. Han takker derfor ja til tjansen som nattevagt på det nu lukkede Freddy Fazbear’s Pizzeria. Et spisested, der engang emmede af børnelatter og familiehygge. Det gør det ikke mere.

Mikes nye arbejdsplads huser nemlig som forventet sin del af mystik og ubehagelige overraskelser. Det går naturligvis kun alt for sent op for ham. Sideløbende med at holde styr på sit job og lillesøsteren, slås Mike også med et brutalt barndomstraume, der vender tilbage hos ham som mareridt. Han er depressiv og har i det hele taget svært ved at klare hverdagen og holde modet oppe.

Det er dog som om, at hans traume bliver et lidt mindre problem på arbejdet, da det viser sig, at stedets store robotbamser har et eget liv og ikke er videre venligt stemte overfor ubudne gæster. Der er således et familiedrama i spil tilsat groteske maskotbamser med dræbertendenser. Desværre bliver ingen af delene videre engagerende forløst. Mest af alt er det kedeligt.

Det er virkelig en skam, at det ikke lykkedes at få sendt hverken gys, traume eller det menneskelige drama rigtigt afsted. Hertil vakler filmen bl.a. noget ubeslutsomt mellem sine forskellige dele. På den ene side er der robotbamse-mordere med brutale drab, mens man på den anden side finder den pressede Mike og det drama, han gennemgår med både sig selv og sin indadvendte søster.

’Five Nights at Freddy’s’ er med andre ord et frustrerende bekendtskab, der på trods af at være kedelig og langtrukken har få gode takter. Bl.a. det dejligt groteske sammenstød mellem de søde bamser og deres blodige tendenser, mens det er forfriskende at se det forsøgt bakket op af dramatisk tyngde. At denne kombination ikke lykkedes, er virkelig bare ærgerligt.

Kort fortalt er ’Five Nights at Freddy’s’ hverken rigtigt morsom som grotesk robotbamse-slasher eller engagerende som familiedrama. I stedet ender det hele uforløst og kedeligt i denne filmatisering af spillet af samme navn. Josh Hutcheson som Mike er heller ikke vildt gribende. Så er der mere vellykket drama i Piper Rubio som Abby. Lige lidt hjælper det dog på denne tunge sag.

’Five Nights at Freddy’s’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Five Nights at Freddy’s’ har biografpremiere den 26. oktober.

Biografanmeldelse: Lad mig bare med det samme slå fast, at nej, gyserfortsættelsen ’The Exorcist: Believer’ ikke er noget nær så mesterlig som William Friedkins skelsættende besættelsesklassiker ’The Exorcist’ fra 1973. Dermed ikke sagt, at denne nye film ikke har noget at byde på. For det har den. Her 50 år efter den første film fortsætter således den dæmoniske historie.

Bindeleddet mellem de to film bliver den første films mor til den dengang besatte 12-årige Regan, nemlig Chris MacNeil. Hun spilles igen af den i dag 90-årige Ellen Burstyn. Det gør hun godt. Med en sarthed bag sine seje øjne, der har set og overlevet noget, de fleste aldrig kunne drømme sig til i selv deres værste mareridt. Mareridtet fortsætter dog nu, da to piger forsvinder sporløst.

Da de atter dukker op, er noget forandret ved pigerne. Helt præcist hvad kan hverken forældre eller læger blive kloge på. Det ender – som det jo gør i den her slags film – med, at der hidkaldes folk til hjælp, herunder netop den dæmonerfarne Chris MacNeil samt den lokale kirke. Fra søde og uskyldsrene piger til arret ondskab og dæmonspruttende gru. You know the drill.

’The Exorcist: Believer’ ser bort fra øvrige film i franchisen og starter på en frisk i forlængelse af den 50-årige original. Det kan måske nok synes som et billigt gysertrick denne gang at lade ikke blot én, men hele to piger blive besatte. Det er det måske også. Men Lidya Jewett og Olivia O’Neill er gribende. Både før besættelsen, men ikke mindst også som besatte piger med opkast, blod og bandeord.

Selvom der bl.a. serveres et par unødvendige fake scares og ikke alle karakterer kommer fyldestgørende til deres ret, så er jeg med i pigernes levende mareridt, der desuden er ret så ulækkert. Herligt! Men båndene til alle karaktererne er altså ikke hele vejen rundt lige stærkt, dog står bl.a. Leslie Odom Jr. som den ene af filmens fædre fint frem, som fortællingen folder sig ud.

’The Exorcist: Believer’ er måske nok ujævn, hvor der bl.a. er mange idéer i spil, som ikke alle lander helt medrivende, skræmmende eller tankevækkende nok. Tyngden i filmens drama er altså ikke helt så stærkt, som jeg kunne have ønsket mig – og herunder mit følelsesmæssige engagement i fortællingen. Det sagt, så er gyset et ok medrivende, grumt underholdende og klamt dæmongys.

’The Exorcist: Believer’ får 3 ud af 6 stjerner:

’The Exorcist: Believer’ har biografpremiere den 12. oktober.

Biografanmeldelse: Groteske dødsfælder, klam tortur og blodige mord. Det er noget af det, der vanen tro for gyserfranchisen venter i det tiende kapitel med ’Saw X’. Det er langt ude, giver ikke ret meget mening, men er på sin egen depraverede måde også fascinerende og ok underholdende, men bliver her desværre også lidt kedeligt. Filmen er to timer, hvilket den ikke helt kan bære.

Det sagt, så er det et mindre hysterisk fortalt og enerverende hektisk klippet kapitel end andre film i rækken om den kræftramte John Kramer aka Jigsaw, der som bekendt er manden bag de sadistisk udtænkte dødsfælder, hvor han placerer folk i, der således får muligheden for at spille spillet om liv eller død. Det er også tilfældet i ’Saw X’, som foregår mellem ’Saw’ og ’Saw II’.

Vi møder således John Kramer, der rejser til Mexico, da han her har muligheden for en unik behandling, der skal sikre ham livet og få kræften i hans hjerne til at forsvinde. Så nemt kommer det naturligvis ikke til at gå for den sidenhen så notoriske seriemorder med et speget moralsk kompas. For snart må han gribe til sine fælder i en hævn over kyniske svindlere.

Fortællingen er hermed sat på blodige skinner, hvor eksistentialistiske spørgsmål om skyld, retfærdighed og hævn vendes i samspil med de brutale fælder, hvor ofrene må træffe svære valg, hvis de vil overleve. Sådan som det altid er i franchisen. Heldigvis bliver det til et par ret så klamme og udspekulerede dødsscener, som er hængt op på én stor og forkromet plan af John Kramer.

Så selvom filmen så godt som ingen logistisk mening giver, er det et dejlig syret og bizart univers, jeg her vender tilbage til for 10. gang. Det med fokus på mere af John Kramers baggrund og motivation for at slå ihjel. Eller lade det ske gennem sine fælder. Det er dog småt med psykologisk dybde samt tankevækkende filosoferen over liv og død, anger og retfærdighed.

De sadistiske strabadser mister også lidt momentum og har svært ved at komme i mål med pondus, men Tobin Bell er heldigvis et herligt bekendtskab som John Kramer. Han har et godt fjæs. Flere af de bestialske fælder er desuden vellykket ulækre. Dog buldrer historiens forsøg på dybsindighed tomt. Men pyt, for selvom ’Saw X’ måske nok bliver lidt kedelig, er den dejligt klam og dejligt dum.

’Saw X’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Saw X’ har biografpremiere den 28. september.

Biografanmeldelse: Det er kampen mellem manden på gulvet mod de absolut rigeste af de rigeste, der folder sig ud i den veloplagte ’Dumb Money’. En film, som er baseret på en vild og sand historie, der tager sin begyndelse i 2021. Begyndelsen på den vanvittige strid mellem helt almindelige lønmodtagere og så milliardærerne på toppen af Wall Street.

Det hele starter med blot én mand. Nemlig Keith Gill. Han tror som den første og eneste på at investere i GameStop-aktien. Ja, GameStop, som bl.a. sælger computerspil i fysiske butikker. Herfra er en voldsom snebold sat i bevægelse. En snebold, der ikke synes at ville stoppe igen, når den først ruller. For via sin YouTube-kanal fortæller Keith nemlig om sin investering til seerne.

Nu begynder andre således at hoppe med på aktietippet. Dette bliver lidt efter lidt netop en kappestrid og bevægelse imod de allerrigeste, som naturligvis begynder at kæmpe tilbage. Det hele fortalt i et overvejende godt tempo. Selvom meget af filmen skal forsøge at gøre tiden foran diverse skærme vedkommende og spændende. Det lykkedes overvejende virkelig godt.

Det lykkedes bl.a. ved at få indblik i ikke alene Keiths verden med hustru og et lille barn, men også andre menneskers liv, der pludselig vendes radikalt på hovedet, da økonomien fra den ene dag til den næste vokser hos dem, som investerer i GameStop. Det er altså med ret så medrivende fortællermæssigt flair, at instruktør Craig Gillespie folder historien ud, selvom et sorgelement fortabes i farten.

Ved brug af bl.a. også et stærkt og energisk hip hop-soundtrack og et score af Will Bates samt dynamisk kameraarbejde af Nicolas Karakatsanis, får filmen et godt momentum, hvor det ellers fyger rundt med tunge fagtermer, som jeg måske ikke just forstår det hele af, men dog nok til at kunne forstå og følge de medvirkendes op- og nedture, mens intensiteten tager til.

Paul Dano er tilpas nørdet til, at jeg tror på ham som både klog på aktier og en engagerende YouTuber med modet til at satse sine penge. Han stjæler scener og står stærkt i filmen, mens Pete Davidson giver den samme stenede præstation som set så ofte før. Så er der mere guf i Seth Rogen, Nick Offerman og Vincent D’Onofrio som überrige på røven. Ja, ’Dumt Money’ gør aktiehandel medrivende og morsom.

’Dumb Money’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Dumb Money’ har biografpremiere den 21. september.

Biografanmeldelse: Bulder, brag, gys og gru. Ja, den dæmoniske nonne er tilbage for fuld gyserballade i fortsættelsen ’The Nun 2’. Det går nemlig ikke stille for sig, når først dræbernonnen slipper sine overnaturlige kræfter løs. Det sker særligt i gysets desværre meget langtrukne finale. Før det er der ellers et par ganske fint stemningsmættede scener af uro på menuen.

De få atmosfærefulde gyserscener, der bl.a. udfoldes i mørke klostre og en kostskoles dystre nætter, undermineres desværre hurtigt af klodset gyserjag og meget lidt effektive jump scares samt fake scares. Det kommer aldrig for alvor til at gibbe i mig. Selvom et eller to af filmens overforbrug af chok dog sidder ganske fint i skabet. Det er bare aldrig nok til at gyset fungerer.

En ting er at blive skræmt, noget andet er at fortælle en historie, hvor jeg bliver engageret i de karakterer, som den dæmoniske nonne jager. Det sker heller ikke rigtigt. Nonnen forbliver desuden underligt uforløst og bliver aldrig for alvor skræmmende. Det er virkelig en skam, da Bonnie Aarons som nonnen ellers har et ret så urovækkende ydre, når hun stirrer ondt ud fra mørket.

Filmen er fortsættelsen til ’The Nun’ fra 2018, mens begge film udspringer af The Conjuring-universet, hvor vi fik den første – og vildt uhyggelige – film i 2013. Noget nær samme skræmmende niveau når denne 2’er ikke. Hverken i uhygge eller vellykkede gyserscener. Der tages ellers mange skrækmidler i brug i forsøget. Knirkende døre, lyde i mørket samt bulder og brag, død og blod. Lige lidt hjælper det.

Netop den overdrevne brug af bulder er mest af alt den gamle sang om, at tomme tønder buldrer mest. Ja, gyset larmer måske nok, men kommer aldrig under huden på mig. Det samme gælder karaktererne, hvor man bl.a. igen møder nonnen Irene, som atter skal forsøge at mane den onde dæmon i jorden. Hun har i skikkelse af Taissa Farmiga ellers en sart styrke i sig, som bare ikke får pondus.

Det samme gælder også for hvad der kunne have været en fin historie om venskabet mellem pigen Sophie på den hjemsøgte kostskole – en ellers god forskræmt Katelyn Rose Downey – og så altmuligmanden Maurice, spillet charmerende af Jonas Bloquet. Gyset, der er hensat på kostskolen i Frankrig anno 1956, kommer altså aldrig vellykket i mål. Det er mere tomt larmende end gysende godt.

‘The Nun 2’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Nun 2’ har biografpremiere den 7. september.