‘Ønsket’ er et sødt, opbyggeligt og forudsigeligt eventyr

Biografanmeldelse: Det er med kulørte farver, godt humør og veloplagt animation, at Disneys nye animationsfilm ’Ønsket’ folder sig tempofyldt fortalt ud. Hertil kommer en række ganske fine sange med dertilhørende animeret schwung, men desværre også en lidt flad forudsigelighed. Ikke desto mindre er her tale om en både fin, opbyggelig og morsom film.

Historien udspiller sig i det umiddelbart helt igennem idylliske rige Rosas. Her møder vi den 17-årige Asha, der går op i alles ve og vel. Ikke mindst også i rigets. Her regerer den hjertegode konge Magnifico. Han passer på befolkningens ønsker, som han ved eftertragtede ceremonier får til at gå i opfyldelse. Men ikke alt er, som det tager sig ud i det fortryllende rige.

Det må Asha snart sande, hvilket bringer hende ud på en farefuld færd, hvor hun må stå op for de ting, hun tror på og samtidig opretholde troen på det gode i mennesker. Men magt kan korrumpere, hvilket man hurtigt må indse. Ja, her er tale om en kamp mellem det gode og det onde, men også med strejf af gråzoner. Dog af den forudsigelige og ikke videre dybe slags.

Det sagt, så er ’Ønsket’ en dynamisk fortalt historie, der er beriget med sin del af sjove karakterer. Asha er den optimistiske hovedkarakter, der med gåpåmod og selvstændighed begiver sig ud i verden. Hun er nem at holde af. Hertil kommer en række andre karakterer, hvor bl.a. en lille ged er charmerende, sød og sjov, mens en nuttet stjerne leger magisk kispus med karaktergalleriet.

I det hele taget er ’Ønsket’ en sød film, hvor ondskaben godt nok sniger sig ind i riget Rosas, dog uden sådan for alvor at blive rigtig farlig. Det gør ikke nødvendigvis det store, når historien er overvejende velfortalt og ok stramt eksekveret med en fin spilletid på halvanden time. Det er lige præcis nok tid til at folde historien ud, mens rækken af sange giver musikalsk energi til filmen.

’Ønsket’ er måske nok ikke videre original i historie eller karakterer, men den er dynamisk og veloplagt fortalt med en engagerende animeret billedside, der har en dejlig stoflighed over sig. Filmen er hverken mere eller mindre en liflig oplevelse med godhjertede pointer om kærlighed, drømme og magt. En film om at turde stole på sig selv og det gode i ens medmennesker.

’Ønsket’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Ønsket’ vises både med engelske og danske stemmer. Filmen har biografpremiere den 7. december.

‘Godzilla Minus One’ er traurige krigstraumer og monstrøs masseødelæggelse

Biografanmeldelse: Det mægtige filmmonster Godzilla er tilbage for fuld følelsesmæssigt og storbynedrivende smadder i den japanske ’Godzilla Minus One’. Bæstet er altså atter på færde i endnu en film, hvor vi fik den første ’Godzilla’ i 1954. Siden er det blevet til et væld af titler i den monstrøse franchise, der både har affødt og inspireret adskillige andre monsterfilm i megaskala.

Med denne nye film om det legendarisk monster, tages vi tilbage til årene omkring afslutningen på Anden Verdenskrig. Her møder vi den unge pilot Kōichi, der i årene efter krigen tumler med et tungt skyldstraume. Han får dog snart mere og andet at se til, da skæbnen i Tokyos ødelagte gader sender ham i favnen på den unge kvinde Noriko, som også har sit at tumle med.

Deres relation er kompleks, hvilket ikke gøres nemmere af, at netop Godzilla tropper smadrende op i Japan og med kurs mod Tokyo i efterkrigstidens ulykkeligheder. Traurige krigstraumer og kæmpemonstrøs masseødelæggelse forenes på medrivende vis i ’Godzilla Minus One’, der spiller stort og svulstigt på følelsesregistret. Ja, jeg kneb en tåre midt i Godzilla-smadder og kærlighedsknuder.

Filmens instruktør og manuskriptforfatter Takashi Yamazaki buldrer ganske vist ikke videre underspillet igennem hverken sin historie, det menneskelige drama eller ødelæggelserne. Tak for det! For det må godt være stor, større og størst, når det som i dette tilfælde fungerer så underholdende godt. Ja, tematikker som krig, skyld og traumer er bøjet i atombombeblåt neon. Men det holder.

Det holder bl.a. fordi, det gøres overbevisende godt i destruktionsscenerne, der sætter sig ét tungt Godzilla-skridt efter det andet på brystet af mig, mens murbrokker knuses og menneskemængder løber for livet. Det hele leveret med en højsvungen alvor i den skøre historie, der herigennem også får følelserne til at fremstå ægte for de medvirkende. Selvom de er overgjorte. Jeg er vild med det.

Den menneskelige nerve midt i det computerskabte, men altså også medrivende og gribende monsterkaos findes bl.a. i netop portrættet af den krigsplagede Kōichi, som spilles med indlevelse, nærvær og ungdomsgejst af Ryunosuke Kamiki, mens Minami Hamabe er det seje og selvstændige modstykke som Noriko. Jeg er med de to hele vejen gennem både kaos og kærlighed.

’Godzilla Minus One’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Godzilla Minus One’ har biografpremiere den 1. december.

Højtids-slasheren ‘Thanksgiving’ leverer en veloplagt blodfest

Biografanmeldelse: Det er med veloplagt og blodigt schwung, at højtids-slasheren ’Thanksgiving’ slagter sig vej igennem beboerne i den amerikanske by Plymouth, hvor traditionen med kalkun på bordet og taksigelser startede. Nu begynder så et blodbad, som en maskeret seriemorder med en hemmelig identitet står bag. Men hvem gemmer sig mon så bag masken?

Det forsøger den lokale ordensmagt at finde ud af, mens en gruppe unge venner også er på banen for at få løst mysteriet bag morderen og hermed stoppet drabene. Netop drabene er – som slasher-genren byder det – både opfindsomme, groteske og medrivende forløst. Her kommer alt fra en ellers uskyldig trampolin til en skarpslebet økse i spil, når morderen bevæger sig gennem sine ofre.

Det er med et veloplagt tempo, at historien folder sig ud, hvor bl.a. også dynamikken i vennegruppen er god og engagerende – det side om side med de brutale mordscener, der ikke efterlader meget til fantasien. De er dog mere kulørt underholdende og over the top-groteske, end vildt ubehagelige, selvom de bestemt er ok klamme. Men nu er det også Eli Roth, der er manden bag gyset.

Eli Roth står nemlig også bag bl.a. den ækle sjasker ’Cabin Fever’, de to første tortur-klamme Hostel-film og kannibal-gnaskeren ’The Green Inferno’. Nu er han med ’Thanksgiving’ altså tilbage i blodigt hopla med en film, der kender sin slasher-abc. Ja, her er så absolut tale om en genretro film, der dog ikke er mindre underholdende foldet ud af den grund.

Egentlig startede filmen som lidt af en gyser-joke. Det var nemlig i forbindelse med Quentin Tarantino og Robert Rodriguez’ grindhouse double feature ’Death Droof’ og ’Planet Terror’ i 2007, at en række filmskabere lavede trailers for fiktive film. En af dem var netop en trailer for den dengang fiktive ’Thanksgiving’ af Eli Roth.

Det er altså nu på medrivende vis lykkedes at få en herlig spillefilm ud af den korte trailer fra dengang. Komplet med morderisk mystik, opfindsomme mord og frisk leverede genretroper tilsat godt med blod og grotesk humor. Ja, altså en hyldest til 80’ernes mange slasherfilm, der også lykkedes med at bringe genren ind i sin samtid. Jeg krydser allerede fingre for en ’Thanksgiving 2’.

’Thanksgiving’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Thanksgiving’ har biografpremiere den 30. november.

‘Priscilla’ får vist både det grimme og det smukke ved kærligheden

Biografanmeldelse: Det er med en indlevende skrøbelighed og sart sans for menneskelig ensomhed, at instruktør og manuskriptforfatter Sofia Coppola fortæller den komplicerede historie om forholdet mellem den meget unge Priscilla Beaulieu og det noget ældre rockikon Elvis Presley i det atmosfæremættede drama ’Priscilla’. Fra hendes tidlige teenageår og en årrække frem.

Man følger således Priscilla fra at være en blot 14-årig skoleelev og her hendes første møde med Elvis. Priscilla keder sig bravt i et begivenhedsløst liv, så da hun inviteres til fest med den allerede feterede stjerne, bliver det starten på, hvad der umiddelbart ligner en glamourøs drøm, der dog udvikler sig i en stadigt mere følelsesmæssig kompleks retning.

Fra at være et nysgerrigt forhold med kærligheden spirende og i fuldt kyssende flor, udvikler Elvis sig til at være mere og mere kontrollerede overfor, hvordan Priscilla skal gå klædt og i det hele taget agere. Et forhold på Elvis’ præmisser. Det er hjerteskærende og ubehageligt at se, hvordan Priscilla forsøger at bevare sig selv og sin identitet i det kaotiske forhold og dikterede liv.

Cailee Spaeny giver med nuanceret indlevende og gribende engagement et stærkt portræt af en ung pige, der gennem et svært og kvælende forhold af ensomhed og usikkerhed, går ind i voksenlivet. Jacob Elordi er på en gang både charmerende, skræmmende og fortabt som Elvis. De to komplimenterer hinanden virkeligt godt, hvor en naiv menneskelighed får lov at være til stede hos dem begge.

’Priscilla’ er en fortælling om et forhold, der udvikler sig til en yderst skæv magtbalance. En historie om ensomhed. Både hos Priscilla og Elvis. En historie om sårbarhed, lidenskabelig kærlighed og skyggesiderne ved kærligheden. En historie om en ung kvinde, der må forsøge at finde sig selv og sin vej i et liv, der synes konstant overvåget og forsøgt defineret af andre.

Det hele fortalt i ofte helt drømmelignende billeder indfanget med intensitet og insisterende nærvær af fotograf Philippe Le Sourd, mens musikken af Phoenix på elegant vis understøtter dramaet og de mange følelser, der er i spil i det uligevægtige forhold. Sofia Coppola får hevet både det grimme og smukke frem i sin historie, der er kompleks, nuanceret og tankevækkende fortalt.

’Priscilla’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Priscilla’ har biografpremiere den 23. november.

‘Napoleon’ er episk krig og Joaquin Phoenix i forknyt hopla

Biografanmeldelse: Tiden skrues et par århundreder tilbage i instruktør Ridley Scotts historiske drama ’Napoleon’, der som titlen indikerer, handler om netop den franske hærfører og kejser Napoleon Bonaparte. Hans vej til magten og videre mod faldet fra tinderne. Det er også historien om Napoleons lidenskabelige og svære forhold til kejserinde og hustru Joséphine Bonaparte.

Det hele tilsat magtærgerrighed, intens kærlighed og episke krige på slagmarken med mænd til hest, store kanoner og blodig død. Ja, skalaen i fortællingen er stor. Ikke kun i de spektakulære krigsscener, der ofte rammer en engagerende nerve og det dejligt kaotiske, men også i måden hvorpå historiens vingesus løfter sig gennem Napoleon, som portrætteres af en knugende god Joaquin Phoenix.

Det er bl.a. gennem netop Joaquin Phoenix’ portræt, at en engagerende menneskelighed og følelsesmæssig relation skal opstå midt i krudt og kugler. Herunder også det komplekse forhold til netop Joséphine, der med sart styrke og underspillet energi gives liv af Vanessa Kirby. Det er deres relation og Joaquin Phoenix’ portræt, der er mest interessant. Det rammer dog ikke helt plet.

Det er som om, at der mangler nogle mellemregninger i fortællingen, selvom spilletiden er på 2 timer og 38 minutter. Ridley Scott vil og skal nå meget – den lange spilletid til trods – med manuskriptet af David Scarpa, der mister en smule fokus undervejs. Heldigvis har filmen netop sine to hovedroller, et ganske godt momentum og de ofte imponerende krigsscener.

Det er desværre ikke helt nok til, at jeg kommer helt ind på livet af Napoleon og Joséphine samt deres relation, der løber som en rød tråd igennem filmen, hvor den famøse kejser har en ubøjelig higen efter magten, som kommer til at gå i modstrid med kærligheden. Filmen er mere et visuelt duperende spektakel – positivt ment – end et menneskeligt gribende drama.

Det kan bestemt også noget, men ikke helt komme dybt nok ind bag mennesket Napoleon, selvom Joaquin Phoenix gør en virkelig god figur. Det samme gør filmens billedside, der agtsom indfanger det intenst nære og spektakulært brutale af fotograf Dariusz Wolski. ’Napoleon’ er måske ikke engagerende formfuldendt, men ofte medrivende, episk flot og med en god duo midt i kampen om magten.

’Napoleon’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Napoleon’ har biografpremiere den 23. november.

‘The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes’ skuffer

Biografanmeldelse: Vi vender med ‘The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes’ tilbage til det brutale dødsspil, hvor vi fik den første filmatisering af Suzanne Collins’ bogserie i 2012 med Jennifer Lawrence som den seje overlever Katniss Everdeen. Med den nye film springer vi 64 år tilbage i tiden, til før netop Katniss meldte sig som frivillig til de dødelige lege.

Det er nemlig forhistorien til dødsspillet, vi nu får. Mere præcist er det historien om Coriolanus Snow og hans vej mod at blive den tyranniske præsident for Panem, som vi mødte i de andre film, hvor han blev spillet med stærk autoritet af Donald Sutherland. Nu møder vi således den unge Snow, som gør sit ypperste for at få sin familie på rette fode i efterkrigstidens Capitol.

Snow ender med at agere mentor for den unge Lucy Gray fra det fattige Distrikt 12, der bliver valgt som deltager i den 10. ombæring af dødsspillet. Står Snow i virkeligheden nu med en gylden mulighed for ikke kun at redde sin egen ære og skæbne, men også at sikre Lucys fremtid? Vi ved ganske vist, at Snows rejse går ind i mørket, men hvordan, er altså bl.a. det interessante spørgsmål her.

Eller det skulle være interessant. Det bliver det desværre ikke rigtigt. Ganske vist er universet stadig ret fascinerende med sin blanding af højteknologisk teknologi kontra det primitive. Det autoritære system overfor de fattige i distrikterne og det årlige spil på liv og død, som dog her mangler nerve og nærvær. Men ja, hvad sker der, når mennesket i spillet presses på liv og død?

Desværre vælter historien ind i en spilletid, den slet ikke kan bære i form af overlange 2 timer og 37 minutter. Der er ikke nok kød på karaktererne eller nok engagerende udvikling hos dem – og det med troværdig dramatisk ballast til, at jeg gribes af karaktererne og fortællingen om det gode, det onde og gråzonerne. Det er ufokuseret fortalt og bliver mere klægt end engagerende.

Filmen har bl.a. gennem Lucys sangtalent en musikalsk side, der bliver mere enerverende end rørende og medrivende. Det er en skam, da Rachel Zegler i rollen er en dygtig sanger og leverer et ok engagerende portræt. Tom Blyth som Snow bliver først for alvor en smule interessant alt for sent i filmen til at gribe mig. Forløsningen udebliver, men peger ind i en kommende og mere interessant film.

‘The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes’ har biografpremiere den 16. november.

‘Forsvundet i natten’ er et insisterende og intenst stykke tragedie

Biografanmeldelse: Afdæmpet, insisterende og intenst. Sådan folder instruktør og medforfatter Amat Escalante sin gribende dramathriller ’Forsvundet i natten’ ud. Her lurer en konstant uro i billedets sitrende udkant. En uro, der også sætter sig nervepirrende i den dragende fortællings midte. Man følger her den unge mand Emiliano, som bor i en lille mexicansk mineby med en speget fortid.

Hans aktivistiske mor er nemlig tre år tidligere under brutale omstændigheder forsvundet, da hun kæmpede mod et mineselskab og for at bevare de lokale jobs. Nu søger Emiliano efter sin mor og sandheden bag hendes forsvinden. Han får dog ikke hjælp fra ordensmagten. Snarere tværtimod. Han kommer dog i sin søgen på sporet af en rig familie i lokalområdet.

Emiliano møder således kunstneren Rigoberto, hans kendte hustru Carmen og deres some-berømte datter Mónica. Men gemmer denne familie på en hemmelighed og sammenhæng til Emilianos mors forsvinden? Er han på vildspor? Eller skal sandheden og hans mor findes et helt andet sted? Med livet i spil sætter Emiliano en ustoppelig retfærdighedssans ind efter at optrevle sandheden.

Emiliano er den centrale menneskelige nerve i en fortælling med fascinerende og engagerende forgreninger mellem rig og fattig samt en lille bys fordækte hemmeligheder mellem fortid og nutid. Amat Escalante lykkedes på sirlig og nervepirrende vis at fortælle sin historie med detektivarbejde, ung kærlighed og skeletter i skabene på elegant vis.

Jeg får en knugende sten i maven og rammes i hjertet af filmens både tragiske slagside samt Emiliano og hans kærestes søde kærlighed. Juan Daniel García Treviño portrætterer med et gribende nærvær Emiliano, mens Ester Expósito med underspillet desperation er den komplekse Mónica. Det eksplosive forhold mellem Carmen og Rigoberto indtages af Bárbara Mori og Fernando Bonilla.

’Forsvundet i natten’ fungerer med andre ord på flere niveauer og parametre, hvor bl.a. også filmens visuelt brillante side er smukt og intenst foreviget af fotografen Adrian Durazo med naturgribende scenarier og medrivende actionelementer. Amat Escalantes potente dramathriller er kort fortalt en nuanceret og engagerende filmisk fornøjelse for både øjne og ører, hjerte og krop.

’Forsvundet i natten’ får 5 ud af 6 stjerner.

’Forsvundet i natten’ har biografpremiere den 9. november.

‘The Marvels’ starter ganske godt, men taber så pusten

Biografanmeldelse: Der er superhelte-komik og kosmiske kampe i den actionfyldte ’The Marvels’. Her vender Brie Larson tilbage som Carol Danvers aka den magtfulde superhelt Captain Marvel, som vi mødte i solofilmen ’Captain Marvel’ i 2019. Noget er dog ikke helt, som det plejer at være, når hun denne gang bruger sine mægtige kræfter.

På mystisk vis bliver superheltens evner nemlig filtret sammen med ikke alene Monica Rambeau, men også en af hendes største fans, nemlig den unge Kamala Khan med aliasset Ms. Marvel, der også besidder superhelte-kræfter. Dette trekløver afføder en ganske morsom trio, hvor særligt Kamala bidrager med charme og komisk timing.

Det er nu op til super-trioen at finde ud af, hvordan de kan bruge deres sammenfiltrede super-evner til at redde intet mindre end universet. Det er på sin vis desværre småt med opfindsomheden i historien, der heller ikke formår at få stablet en reel og troværdig trussel på benene, hvor bl.a. den forglemmelige skurk Dar-Benn aldrig bliver intimiderende.

Der kommer dog indledningsvis nogle ganske fine og sjovt tænkte kampscener ud af trioens sammenfiltrede evner, da de her skifter plads på kryds og tværs. Opfindsomheden i action-scenerne forstummer desværre noget filmen igennem og bliver ganske generiske. Det selvom der ellers ivrigt forsøges med flyvende helte, store eksplosioner og vilde rumskibe.

Der hvor ’The Marvels’ fungerer bedst er i samspillet og dynamikken i trioen aka The Marvels. Her skinner særligt Iman Vellani charmerende, sjovt og veloplagt igennem som Kamala. Hun er et varmt og ret så medrivende bekendtskab. Brie Larson bærer med styrke og ok autoritet portrættet af Captain Marvel, mens Teyonah Parris ikke helt får samme pondus som Monica.

’The Marvels’ kender heldigvis sin besøgstid med en spilletid på 1 time og 45 minutter i denne film nummer 33 i Marvels filmiske univers, hvor vi atter møder en altid cool Samuel L. Jackson som Nick Fury. Det er som komedie og dynamisk trio, at filmen fungerer bedst, mens action og historie lander fladt i det generiske, mens et følelsesmæssigt engagement desværre lader vente på sig.

’The Marvels’ får 3 ud af 6 stjerner:

’The Marvels’ har biografpremiere den 8. november.

‘Reality’ sniger sig tiltagende intenst ind i kroppen på mig

Biografanmeldelse: Den snigende trykkede stemning er til at tage og føle på i ’Reality’. For da NSA-oversætteren Reality Winner en dag i 2017 får uventet besøg af to høje herrer, der viser sig at være FBI-agenter, bliver det starten på en ret så underlig, men også rolig snak. Men hvad vil de to agenter? Reality synes i hvert fald ikke at ane, hvad det hele drejer sig om.

Snakken udvikler sig med et sikkert greb om en tiltagende intensitet og et ubehag, der smitter både af på mig og ikke mindst på Reality. Bl.a. optrappes hele situationen, da de to agenter fremviser en ransagningskendelse til hendes hus. Sandheden om de to mænds ærinde bliver filmen igennem stille, men sikkert åbenbaret for både mig og Reality.

Der er nemlig noget så alvorligt i spil, som at Reality skulle have smuglet fortrolig information ud til offentligheden fra sit arbejde. Det handler om præsidentvalget i 2016. Mere skal ikke siges her, for det er bl.a. netop i måden, hvorpå den underspillede konfrontation foldes ud, der er en del af filmens dragende væsen.

Instruktør og medforfatter Tina Satter lykkedes med at skabe, hvad der minder om et nervepirrende kammerspil mellem Reality og de to agenter via et velstruktureret og veleksekveret manuskript samt stærkt billedmæssig flair for bl.a. at skabe intimitet af fotografen Paul Yee. Filmens sitrende score af Nathan Micay smyger sig elegant og pirrende om fortællingens forskellige stemninger.

Sydney Sweeney er virkelig god som den uvidende Reality. Hun formår at spille med få virkemidler, der brænder igennem, hvor hun bl.a. også bliver tiltagende nervøs over hele situationen. De to agenter – i skikkelse af henholdsvis en kølig Marchánt Davis og den mere underligt joviale Josh Hamilton – er et virkelig godt modspil til dramaet. Et stærkt trekløver.

Kort fortalt er ’Reality’ en lille velspillet film af uro og nervøsitet, der med et snigende sikkert tag om at skabe tiltagende intensitet formår at holde min interesse fanget. Nu kender filmen også sin besøgstid med sine små 80 minutters spilletid. Det hele båret oppe af bl.a. et velinstrueret narrativ, der i elegant samspil med billede og lydside bringer dramaet til live.

’Reality’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Reality’ har biografpremiere den 2. november.

Nisse-gys og julegrin med ‘There’s Something in the Barn’

Biografanmeldelse: Hvis du spørger mig, er der altså noget en smule creepy over nisser. Selvom de ganske vist også er søde. I julegyserkomedien ’There’s Something in the Barn’ er de dog mest af den creepy og ikke mindst brutale slags. For da en amerikansk familie flytter til Norge, får de snart deres at se til, da ondsindede og dræberparate nisser dukker op i den søde juletid.

Deres nye og afsidesliggende hjem huser nemlig en mørk fortid og er også bosted for en lille skægget nisse. Desværre overholder familien ikke helt de regler, der ellers holder nisser søde og hjælpsomme. Bl.a. er nisser ikke glade for høje lyde og forandringer, hvilket man må sige, at familien står for, da de planlægger at lave laden, hvor nissen bor, om til en Airbnb.

Det er det dejligt simple udgangspunkt for en omgang nisse-gys og jule-ballade, hvor julen ender med at være knapt så fredelig for den nytilflyttede familie. En ting er sammenstødet mellem amerikanerne og de lokale forknytte nordmænd i landsbyen, noget andet er nisserne. Der er bl.a. noget sjovt i netop mødet mellem de udadvendte amerikanere og de fåmælte indfødte, så at sige.

Desværre løber filmens jokes ofte ad en forudsigelig rille i historie og komik. Det gælder også det dog heldigvis ok blodige og brutale møde med en gruppe fæle nisser. For selvom løjerne måske nok er forudsigelige, er de også nogenlunde underholdende sat i scene. Bl.a. er nisserne et ganske herligt bekendtskab. Jeg tror på deres nederdrægtighed kontra hjælpsomhed.

Det er ganske vist bevidst, at der arbejdes med klichéer i form af bl.a. en tvær teenager og en nisserglad lillebror, mens far og mor naturligvis ikke tror en tøddel på sønnikes nissehistorier. Klichéerne ramler bare ind i en som sagt forudsigelig historie, hvor jokes og nissemord ikke helt rammer plet vejen igennem. Det er en skam, da bl.a. både stemning og instruktion er ret vellykket.

’There’s Something in the Barn’ er i sidste ende en lidt uforløst julefornøjelse, som dog heldigvis ved, hvad den er og samtidig kender sin besøgstid med sine 100 minutter. Nogen ny juleklassiker er her dog nok ikke helt tale om. Mindre kan bestemt også gøre det, selvom nisse-balladen er en lidt frustrerende oplevelse, da den er tæt på at kunne være bedre, end tilfældet desværre er.

’There’s Something in the Barn’ får 3 ud af 6 stjerner:

’There’s Something in the Barn’ har biografpremiere den 2. november.