Biografanmeldelse: Det er med kulørte farver, godt humør og veloplagt animation, at Disneys nye animationsfilm ’Ønsket’ folder sig tempofyldt fortalt ud. Hertil kommer en række ganske fine sange med dertilhørende animeret schwung, men desværre også en lidt flad forudsigelighed. Ikke desto mindre er her tale om en både fin, opbyggelig og morsom film.

Historien udspiller sig i det umiddelbart helt igennem idylliske rige Rosas. Her møder vi den 17-årige Asha, der går op i alles ve og vel. Ikke mindst også i rigets. Her regerer den hjertegode konge Magnifico. Han passer på befolkningens ønsker, som han ved eftertragtede ceremonier får til at gå i opfyldelse. Men ikke alt er, som det tager sig ud i det fortryllende rige.

Det må Asha snart sande, hvilket bringer hende ud på en farefuld færd, hvor hun må stå op for de ting, hun tror på og samtidig opretholde troen på det gode i mennesker. Men magt kan korrumpere, hvilket man hurtigt må indse. Ja, her er tale om en kamp mellem det gode og det onde, men også med strejf af gråzoner. Dog af den forudsigelige og ikke videre dybe slags.

Det sagt, så er ’Ønsket’ en dynamisk fortalt historie, der er beriget med sin del af sjove karakterer. Asha er den optimistiske hovedkarakter, der med gåpåmod og selvstændighed begiver sig ud i verden. Hun er nem at holde af. Hertil kommer en række andre karakterer, hvor bl.a. en lille ged er charmerende, sød og sjov, mens en nuttet stjerne leger magisk kispus med karaktergalleriet.

I det hele taget er ’Ønsket’ en sød film, hvor ondskaben godt nok sniger sig ind i riget Rosas, dog uden sådan for alvor at blive rigtig farlig. Det gør ikke nødvendigvis det store, når historien er overvejende velfortalt og ok stramt eksekveret med en fin spilletid på halvanden time. Det er lige præcis nok tid til at folde historien ud, mens rækken af sange giver musikalsk energi til filmen.

’Ønsket’ er måske nok ikke videre original i historie eller karakterer, men den er dynamisk og veloplagt fortalt med en engagerende animeret billedside, der har en dejlig stoflighed over sig. Filmen er hverken mere eller mindre en liflig oplevelse med godhjertede pointer om kærlighed, drømme og magt. En film om at turde stole på sig selv og det gode i ens medmennesker.

’Ønsket’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Ønsket’ vises både med engelske og danske stemmer. Filmen har biografpremiere den 7. december.

Biografanmeldelse: Det er med veloplagt og blodigt schwung, at højtids-slasheren ’Thanksgiving’ slagter sig vej igennem beboerne i den amerikanske by Plymouth, hvor traditionen med kalkun på bordet og taksigelser startede. Nu begynder så et blodbad, som en maskeret seriemorder med en hemmelig identitet står bag. Men hvem gemmer sig mon så bag masken?

Det forsøger den lokale ordensmagt at finde ud af, mens en gruppe unge venner også er på banen for at få løst mysteriet bag morderen og hermed stoppet drabene. Netop drabene er – som slasher-genren byder det – både opfindsomme, groteske og medrivende forløst. Her kommer alt fra en ellers uskyldig trampolin til en skarpslebet økse i spil, når morderen bevæger sig gennem sine ofre.

Det er med et veloplagt tempo, at historien folder sig ud, hvor bl.a. også dynamikken i vennegruppen er god og engagerende – det side om side med de brutale mordscener, der ikke efterlader meget til fantasien. De er dog mere kulørt underholdende og over the top-groteske, end vildt ubehagelige, selvom de bestemt er ok klamme. Men nu er det også Eli Roth, der er manden bag gyset.

Eli Roth står nemlig også bag bl.a. den ækle sjasker ’Cabin Fever’, de to første tortur-klamme Hostel-film og kannibal-gnaskeren ’The Green Inferno’. Nu er han med ’Thanksgiving’ altså tilbage i blodigt hopla med en film, der kender sin slasher-abc. Ja, her er så absolut tale om en genretro film, der dog ikke er mindre underholdende foldet ud af den grund.

Egentlig startede filmen som lidt af en gyser-joke. Det var nemlig i forbindelse med Quentin Tarantino og Robert Rodriguez’ grindhouse double feature ’Death Droof’ og ’Planet Terror’ i 2007, at en række filmskabere lavede trailers for fiktive film. En af dem var netop en trailer for den dengang fiktive ’Thanksgiving’ af Eli Roth.

Det er altså nu på medrivende vis lykkedes at få en herlig spillefilm ud af den korte trailer fra dengang. Komplet med morderisk mystik, opfindsomme mord og frisk leverede genretroper tilsat godt med blod og grotesk humor. Ja, altså en hyldest til 80’ernes mange slasherfilm, der også lykkedes med at bringe genren ind i sin samtid. Jeg krydser allerede fingre for en ’Thanksgiving 2’.

’Thanksgiving’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Thanksgiving’ har biografpremiere den 30. november.

Biografanmeldelse: Tiden skrues et par århundreder tilbage i instruktør Ridley Scotts historiske drama ’Napoleon’, der som titlen indikerer, handler om netop den franske hærfører og kejser Napoleon Bonaparte. Hans vej til magten og videre mod faldet fra tinderne. Det er også historien om Napoleons lidenskabelige og svære forhold til kejserinde og hustru Joséphine Bonaparte.

Det hele tilsat magtærgerrighed, intens kærlighed og episke krige på slagmarken med mænd til hest, store kanoner og blodig død. Ja, skalaen i fortællingen er stor. Ikke kun i de spektakulære krigsscener, der ofte rammer en engagerende nerve og det dejligt kaotiske, men også i måden hvorpå historiens vingesus løfter sig gennem Napoleon, som portrætteres af en knugende god Joaquin Phoenix.

Det er bl.a. gennem netop Joaquin Phoenix’ portræt, at en engagerende menneskelighed og følelsesmæssig relation skal opstå midt i krudt og kugler. Herunder også det komplekse forhold til netop Joséphine, der med sart styrke og underspillet energi gives liv af Vanessa Kirby. Det er deres relation og Joaquin Phoenix’ portræt, der er mest interessant. Det rammer dog ikke helt plet.

Det er som om, at der mangler nogle mellemregninger i fortællingen, selvom spilletiden er på 2 timer og 38 minutter. Ridley Scott vil og skal nå meget – den lange spilletid til trods – med manuskriptet af David Scarpa, der mister en smule fokus undervejs. Heldigvis har filmen netop sine to hovedroller, et ganske godt momentum og de ofte imponerende krigsscener.

Det er desværre ikke helt nok til, at jeg kommer helt ind på livet af Napoleon og Joséphine samt deres relation, der løber som en rød tråd igennem filmen, hvor den famøse kejser har en ubøjelig higen efter magten, som kommer til at gå i modstrid med kærligheden. Filmen er mere et visuelt duperende spektakel – positivt ment – end et menneskeligt gribende drama.

Det kan bestemt også noget, men ikke helt komme dybt nok ind bag mennesket Napoleon, selvom Joaquin Phoenix gør en virkelig god figur. Det samme gør filmens billedside, der agtsom indfanger det intenst nære og spektakulært brutale af fotograf Dariusz Wolski. ’Napoleon’ er måske ikke engagerende formfuldendt, men ofte medrivende, episk flot og med en god duo midt i kampen om magten.

’Napoleon’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Napoleon’ har biografpremiere den 23. november.

Biografanmeldelse: Afdæmpet, insisterende og intenst. Sådan folder instruktør og medforfatter Amat Escalante sin gribende dramathriller ’Forsvundet i natten’ ud. Her lurer en konstant uro i billedets sitrende udkant. En uro, der også sætter sig nervepirrende i den dragende fortællings midte. Man følger her den unge mand Emiliano, som bor i en lille mexicansk mineby med en speget fortid.

Hans aktivistiske mor er nemlig tre år tidligere under brutale omstændigheder forsvundet, da hun kæmpede mod et mineselskab og for at bevare de lokale jobs. Nu søger Emiliano efter sin mor og sandheden bag hendes forsvinden. Han får dog ikke hjælp fra ordensmagten. Snarere tværtimod. Han kommer dog i sin søgen på sporet af en rig familie i lokalområdet.

Emiliano møder således kunstneren Rigoberto, hans kendte hustru Carmen og deres some-berømte datter Mónica. Men gemmer denne familie på en hemmelighed og sammenhæng til Emilianos mors forsvinden? Er han på vildspor? Eller skal sandheden og hans mor findes et helt andet sted? Med livet i spil sætter Emiliano en ustoppelig retfærdighedssans ind efter at optrevle sandheden.

Emiliano er den centrale menneskelige nerve i en fortælling med fascinerende og engagerende forgreninger mellem rig og fattig samt en lille bys fordækte hemmeligheder mellem fortid og nutid. Amat Escalante lykkedes på sirlig og nervepirrende vis at fortælle sin historie med detektivarbejde, ung kærlighed og skeletter i skabene på elegant vis.

Jeg får en knugende sten i maven og rammes i hjertet af filmens både tragiske slagside samt Emiliano og hans kærestes søde kærlighed. Juan Daniel García Treviño portrætterer med et gribende nærvær Emiliano, mens Ester Expósito med underspillet desperation er den komplekse Mónica. Det eksplosive forhold mellem Carmen og Rigoberto indtages af Bárbara Mori og Fernando Bonilla.

’Forsvundet i natten’ fungerer med andre ord på flere niveauer og parametre, hvor bl.a. også filmens visuelt brillante side er smukt og intenst foreviget af fotografen Adrian Durazo med naturgribende scenarier og medrivende actionelementer. Amat Escalantes potente dramathriller er kort fortalt en nuanceret og engagerende filmisk fornøjelse for både øjne og ører, hjerte og krop.

’Forsvundet i natten’ får 5 ud af 6 stjerner.

’Forsvundet i natten’ har biografpremiere den 9. november.

Biografanmeldelse: Den snigende trykkede stemning er til at tage og føle på i ’Reality’. For da NSA-oversætteren Reality Winner en dag i 2017 får uventet besøg af to høje herrer, der viser sig at være FBI-agenter, bliver det starten på en ret så underlig, men også rolig snak. Men hvad vil de to agenter? Reality synes i hvert fald ikke at ane, hvad det hele drejer sig om.

Snakken udvikler sig med et sikkert greb om en tiltagende intensitet og et ubehag, der smitter både af på mig og ikke mindst på Reality. Bl.a. optrappes hele situationen, da de to agenter fremviser en ransagningskendelse til hendes hus. Sandheden om de to mænds ærinde bliver filmen igennem stille, men sikkert åbenbaret for både mig og Reality.

Der er nemlig noget så alvorligt i spil, som at Reality skulle have smuglet fortrolig information ud til offentligheden fra sit arbejde. Det handler om præsidentvalget i 2016. Mere skal ikke siges her, for det er bl.a. netop i måden, hvorpå den underspillede konfrontation foldes ud, der er en del af filmens dragende væsen.

Instruktør og medforfatter Tina Satter lykkedes med at skabe, hvad der minder om et nervepirrende kammerspil mellem Reality og de to agenter via et velstruktureret og veleksekveret manuskript samt stærkt billedmæssig flair for bl.a. at skabe intimitet af fotografen Paul Yee. Filmens sitrende score af Nathan Micay smyger sig elegant og pirrende om fortællingens forskellige stemninger.

Sydney Sweeney er virkelig god som den uvidende Reality. Hun formår at spille med få virkemidler, der brænder igennem, hvor hun bl.a. også bliver tiltagende nervøs over hele situationen. De to agenter – i skikkelse af henholdsvis en kølig Marchánt Davis og den mere underligt joviale Josh Hamilton – er et virkelig godt modspil til dramaet. Et stærkt trekløver.

Kort fortalt er ’Reality’ en lille velspillet film af uro og nervøsitet, der med et snigende sikkert tag om at skabe tiltagende intensitet formår at holde min interesse fanget. Nu kender filmen også sin besøgstid med sine små 80 minutters spilletid. Det hele båret oppe af bl.a. et velinstrueret narrativ, der i elegant samspil med billede og lydside bringer dramaet til live.

’Reality’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Reality’ har biografpremiere den 2. november.