‘Ønsket’ er et sødt, opbyggeligt og forudsigeligt eventyr

Biografanmeldelse: Det er med kulørte farver, godt humør og veloplagt animation, at Disneys nye animationsfilm ’Ønsket’ folder sig tempofyldt fortalt ud. Hertil kommer en række ganske fine sange med dertilhørende animeret schwung, men desværre også en lidt flad forudsigelighed. Ikke desto mindre er her tale om en både fin, opbyggelig og morsom film.

Historien udspiller sig i det umiddelbart helt igennem idylliske rige Rosas. Her møder vi den 17-årige Asha, der går op i alles ve og vel. Ikke mindst også i rigets. Her regerer den hjertegode konge Magnifico. Han passer på befolkningens ønsker, som han ved eftertragtede ceremonier får til at gå i opfyldelse. Men ikke alt er, som det tager sig ud i det fortryllende rige.

Det må Asha snart sande, hvilket bringer hende ud på en farefuld færd, hvor hun må stå op for de ting, hun tror på og samtidig opretholde troen på det gode i mennesker. Men magt kan korrumpere, hvilket man hurtigt må indse. Ja, her er tale om en kamp mellem det gode og det onde, men også med strejf af gråzoner. Dog af den forudsigelige og ikke videre dybe slags.

Det sagt, så er ’Ønsket’ en dynamisk fortalt historie, der er beriget med sin del af sjove karakterer. Asha er den optimistiske hovedkarakter, der med gåpåmod og selvstændighed begiver sig ud i verden. Hun er nem at holde af. Hertil kommer en række andre karakterer, hvor bl.a. en lille ged er charmerende, sød og sjov, mens en nuttet stjerne leger magisk kispus med karaktergalleriet.

I det hele taget er ’Ønsket’ en sød film, hvor ondskaben godt nok sniger sig ind i riget Rosas, dog uden sådan for alvor at blive rigtig farlig. Det gør ikke nødvendigvis det store, når historien er overvejende velfortalt og ok stramt eksekveret med en fin spilletid på halvanden time. Det er lige præcis nok tid til at folde historien ud, mens rækken af sange giver musikalsk energi til filmen.

’Ønsket’ er måske nok ikke videre original i historie eller karakterer, men den er dynamisk og veloplagt fortalt med en engagerende animeret billedside, der har en dejlig stoflighed over sig. Filmen er hverken mere eller mindre en liflig oplevelse med godhjertede pointer om kærlighed, drømme og magt. En film om at turde stole på sig selv og det gode i ens medmennesker.

’Ønsket’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Ønsket’ vises både med engelske og danske stemmer. Filmen har biografpremiere den 7. december.