‘The Expendables 4’ er eksplosiv, men der mangler noget

Biografanmeldelse: Det hele starter med vildt mange og vildt store eksplosioner. Ja, så er tonen ligesom lagt for det fjerde kapitel i actionfranchisen med ’The Expendables 4’. Det er naturligvis langt fra sidste gang, at den står på voldsomt bulder og brag med alverdens maskinpistoler, bazookaer og håndvåben. På den måde ligner det altså også en Expendables-film som de foregående.

Men alligevel ikke helt. Noget mangler. Bl.a. de helt store actionhelte fra 80’erne og starten af 90’erne samt cameo-overraskelser. Tidligere har franchisen som bekendt budt på alt fra Arnold Schwarzenegger til Jean-Claude Van Damme og Chuck Norris med flere. Her bliver bl.a. 50 Cent og Megan Fox hevet ind som nye ansigter. De er ikke just actionstjerner.

Det er derimod fast inventar i form af karismatiske Sylvester Stallone i front for de brogede Expendables, der også har Jason Statham tilbage sammen med Randy Couture og en af mine favoritter: Dolph Lundgren. Heldigvis møder man også hårdtslående Iko Uwais og Tony Jaa, mens Andy Garcia ligeledes dukker op. Men samme pondus og action-power har filmen desværre ikke helt.

Det sagt, så kan mindre også gøre det, når holdet af lejesoldater sendes i felten for at stoppe en atombombe. Ja, simpelt og ligetil, mens der også smides en personlig vendetta ind i action-maskinen. Men noget af charmen mangler samt mere veloplagt og kækt skrevet ping pong mellem de medvirkende. Bl.a. mangler stenansigtet Jason Statham mere jovialt modspil.

Det får han ikke af, hvad der desværre synes som lidt af et fejlcast i form af Megan Fox, som ikke smelter naturligt sammen med resten af holdet. Så står bl.a. hendes kvindelige modspil i skikkelse af Levy Tran stærkere, selvom hun desværre ikke får spillerum nok. Nå ja, og så har actionlegenden Sylvester Stallone meget mindre spilletid at gøre godt med. Hans karisma er savnet.

’The Expendables 4’ er dog ikke helt et fejlskud sine mangler til trods. Her leveres stadig flere ganske medrivende actionsekvenser, men noget af franchisens charme er lidt på retur, mens stjerneoverraskelser savnes, hvilket bl.a. ellers også er et kendetegn for filmene. Det sagt, så er det stadig hårdtpumpet, simpel og eksplosiv action. Selvom det ikke helt føles som Expendables.

’The Expendables 4’ får 3 ud af 6 stjerner:

’The Expendables 4’ har biografpremiere den 21. september.

Den veloplagte ‘Dumb Money’ gør aktiehandel medrivende

Biografanmeldelse: Det er kampen mellem manden på gulvet mod de absolut rigeste af de rigeste, der folder sig ud i den veloplagte ’Dumb Money’. En film, som er baseret på en vild og sand historie, der tager sin begyndelse i 2021. Begyndelsen på den vanvittige strid mellem helt almindelige lønmodtagere og så milliardærerne på toppen af Wall Street.

Det hele starter med blot én mand. Nemlig Keith Gill. Han tror som den første og eneste på at investere i GameStop-aktien. Ja, GameStop, som bl.a. sælger computerspil i fysiske butikker. Herfra er en voldsom snebold sat i bevægelse. En snebold, der ikke synes at ville stoppe igen, når den først ruller. For via sin YouTube-kanal fortæller Keith nemlig om sin investering til seerne.

Nu begynder andre således at hoppe med på aktietippet. Dette bliver lidt efter lidt netop en kappestrid og bevægelse imod de allerrigeste, som naturligvis begynder at kæmpe tilbage. Det hele fortalt i et overvejende godt tempo. Selvom meget af filmen skal forsøge at gøre tiden foran diverse skærme vedkommende og spændende. Det lykkedes overvejende virkelig godt.

Det lykkedes bl.a. ved at få indblik i ikke alene Keiths verden med hustru og et lille barn, men også andre menneskers liv, der pludselig vendes radikalt på hovedet, da økonomien fra den ene dag til den næste vokser hos dem, som investerer i GameStop. Det er altså med ret så medrivende fortællermæssigt flair, at instruktør Craig Gillespie folder historien ud, selvom et sorgelement fortabes i farten.

Ved brug af bl.a. også et stærkt og energisk hip hop-soundtrack og et score af Will Bates samt dynamisk kameraarbejde af Nicolas Karakatsanis, får filmen et godt momentum, hvor det ellers fyger rundt med tunge fagtermer, som jeg måske ikke just forstår det hele af, men dog nok til at kunne forstå og følge de medvirkendes op- og nedture, mens intensiteten tager til.

Paul Dano er tilpas nørdet til, at jeg tror på ham som både klog på aktier og en engagerende YouTuber med modet til at satse sine penge. Han stjæler scener og står stærkt i filmen, mens Pete Davidson giver den samme stenede præstation som set så ofte før. Så er der mere guf i Seth Rogen, Nick Offerman og Vincent D’Onofrio som überrige på røven. Ja, ’Dumt Money’ gør aktiehandel medrivende og morsom.

’Dumb Money’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Dumb Money’ har biografpremiere den 21. september.

Hercule Poirot er tilbage i ‘Mordet i Venedig’ med gisp, gys og gåder

Biografanmeldelse: Der er nu intet så dragende som en god mordgåde. For gættelegen om, hvem der mon er morderen, kan være yderst pirrende hjernegymnastik og grundlæggende underholdende. Med ’Mordet i Venedig’ er mesterdetektiven Hercule Poirot tilbage, det for tredje gang i skikkelse af Kenneth Branagh, der atter står for instruktionen af en Agatha Christie-historie.

Denne gang sniger gyset sig atmosfærefyldt ind i fortællingen, der udspiller sig i Venedig. Det på gyngende grund en regnfuld nat, hvor blæsten suser og dørene knirker. Det er Halloween, da den selvvalgt pensionerede Poirot på trods nu trækkes tilbage i manegen som detektiv. Han bliver nemlig lokket til Venedig, hvor et øjensynligt hjemsøgt palæ venter med både gåder og mord.

Snart kaster natten lange skygger over den brogede forsamling af gæster i palæet, hvor et mystisk dødsfald sætter fut i mysteriet. Men er bygningen mon hjemsøgt? Hvem har taget gæstens liv? Og hvorfor? Den rationelle Poirot har i hvert fald ingen fidus til det overnaturlige – og da slet ikke de spøgelser, som huset påstås at huse. Men natten får ham måske på andre tanker?

’Mordet i Venedig’ hensætter mig i et hjemsøgt gyserland, hvor optrevlingen af mordgåden krydres med det overnaturlige gys samt desværre også et par unødvendigt billige jump scares. Det sagt, så er filmen faktisk ret så elegant indfanget af fotografen Haris Zambarloukos, der med skæve vinkler og herunder vidvinkel bl.a. sætter fordrejede billeder på fortællingen.

Helt lige så pirrende forløst er selve krimien desværre ikke. Bl.a. mister fortællingen en smule momentum undervejs, hvilket heldigvis genvindes. Karaktergalleriet er dog ikke vildt interessant hele vejen rundt. Kenneth Branagh har ganske fint med småexcentrisk schwung som Poirot, mens Michelle Yeoh bringer en smule menneskelig mystik til bordet.

De øvrige medvirkende står ikke videre mindeværdige frem, selvom de trods alt og på sådan ok vis udfylder rollerne som puslespilsbrikkerne i mordspillet, som Poirot forsøger at lægge. ’Mordet i Venedig’ er altså et delvist vellykket mordmysterie, der er visuelt indtagende, men er fortalt en smule mindre elegant og med sine steder klodset brug af gyserelementer.

’Mordet i Venedig’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Mordet i Venedig’ har biografpremiere den 14. september.

Dæmon-nonnen er tilbage i det generiske buldergys ‘The Nun 2’

Biografanmeldelse: Bulder, brag, gys og gru. Ja, den dæmoniske nonne er tilbage for fuld gyserballade i fortsættelsen ’The Nun 2’. Det går nemlig ikke stille for sig, når først dræbernonnen slipper sine overnaturlige kræfter løs. Det sker særligt i gysets desværre meget langtrukne finale. Før det er der ellers et par ganske fint stemningsmættede scener af uro på menuen.

De få atmosfærefulde gyserscener, der bl.a. udfoldes i mørke klostre og en kostskoles dystre nætter, undermineres desværre hurtigt af klodset gyserjag og meget lidt effektive jump scares samt fake scares. Det kommer aldrig for alvor til at gibbe i mig. Selvom et eller to af filmens overforbrug af chok dog sidder ganske fint i skabet. Det er bare aldrig nok til at gyset fungerer.

En ting er at blive skræmt, noget andet er at fortælle en historie, hvor jeg bliver engageret i de karakterer, som den dæmoniske nonne jager. Det sker heller ikke rigtigt. Nonnen forbliver desuden underligt uforløst og bliver aldrig for alvor skræmmende. Det er virkelig en skam, da Bonnie Aarons som nonnen ellers har et ret så urovækkende ydre, når hun stirrer ondt ud fra mørket.

Filmen er fortsættelsen til ’The Nun’ fra 2018, mens begge film udspringer af The Conjuring-universet, hvor vi fik den første – og vildt uhyggelige – film i 2013. Noget nær samme skræmmende niveau når denne 2’er ikke. Hverken i uhygge eller vellykkede gyserscener. Der tages ellers mange skrækmidler i brug i forsøget. Knirkende døre, lyde i mørket samt bulder og brag, død og blod. Lige lidt hjælper det.

Netop den overdrevne brug af bulder er mest af alt den gamle sang om, at tomme tønder buldrer mest. Ja, gyset larmer måske nok, men kommer aldrig under huden på mig. Det samme gælder karaktererne, hvor man bl.a. igen møder nonnen Irene, som atter skal forsøge at mane den onde dæmon i jorden. Hun har i skikkelse af Taissa Farmiga ellers en sart styrke i sig, som bare ikke får pondus.

Det samme gælder også for hvad der kunne have været en fin historie om venskabet mellem pigen Sophie på den hjemsøgte kostskole – en ellers god forskræmt Katelyn Rose Downey – og så altmuligmanden Maurice, spillet charmerende af Jonas Bloquet. Gyset, der er hensat på kostskolen i Frankrig anno 1956, kommer altså aldrig vellykket i mål. Det er mere tomt larmende end gysende godt.

‘The Nun 2’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Nun 2’ har biografpremiere den 7. september.           

Denzel Washington og volden er trumfkortet i ‘The Equalizer 3’

Biografanmeldelse: Den mutte selvtægtsmand Robert McCall er tilbage for tredje gang. Denne gang i den stemningsmættede, men desværre også noget tungt fortalte ’The Equalizer 3’. Trumfkortet finder man dog bl.a. i en karismatisk Denzel Washington som manden, der passer på dem, som ikke selv kan. Nå ja, og så er filmens vold veloplagt blodig og in your face brutal.

Denne gang har McCall trukket sig tilbage i en lille idyllisk by i det sydlige Italien, hvor skæbnen ad uransagelige og blodige omveje har ført ham til efter filmens intense åbningsscene. Således finder man altså nu ved cafébordene på byens torv den ordknappe mand i forsøget på at komme til hægterne, mens han også forsøger at passe ind blandt byens øvrige beboere.

I takt med, at McCall kommer på benene, kommer han også tættere ind på livet af byens mennesker og dem på ham. Men brutaliteten gemmer sig i den ellers rolige bys skygger. Det går nemlig op for McCall, at kriminelle holder byen i et brutalt jerngreb med kyniske planer for øje. McCall gør det nu til sin opgave at forsvare byen og dens beboere ved at gå op imod skurkene.

Det er med ganske sikker hånd, at instruktør Antoine Fuqua folder historien ud i flotte billeder indfanget med sans for både de store vidder og det intime af filmens fotograf Robert Richardson. Det italienske sceneri gør sig smukt i filmen, der i nedtonede farver også lader faren lure i hjørnerne, hvorfra den stikker sit beskidte ansigt frem, når McCall går i rette med de kriminelle.

Det er en skam, at nuancerne i bl.a. byens gode beboere og de onde skurke er tegnet så sort/hvidt op. Nærmest karikeret. For faktisk er der i McCall fine nuancer i spil, ikke mindst takket være Denzel Washington. Men den mere interessante psykologi, der måtte være hos selvtægtsmanden – bl.a. i forhold til hans omgang med død og vold – udvaskes af filmens kontekst.

Bl.a. ender skurkebilledet med at være mere karikeret end reelt intimiderende. Det sagt, så er ’The Equalizer 3’ ikke bange for at tage sig forfriskende god tid med at følge McCalls vej tilbage på benene, inden det hele eksploderer i medrivende vold. Hvis bl.a. bare karaktererne omkring McCall havde været mere interessante og historien bedre skrevet, kunne engagementet i eskapaderne måske have fået reel pondus.

’The Equalizer 3’ får 3 ud af 6 stjerner:

’The Equalizer 3’ har biografpremiere den 31. august.

Gyset ‘Cobweb’ ramler småklodset ind i sin larmende finale

Biografanmeldelse: Der kommer underlige bankelyde inde fra væggen på den 8-årige Peters værelse. Han banker tilbage og får bankelyde som svar. Men er det blot Peters livlige fantasi, der spiller ham et puds eller er der noget andet på færde? Han løber ind til sin mor og far for at søge trøst. Det må være Peters fantasi, konkluderer mor og far.

Men de underlige lyde stopper ikke, mens Peters mor og far stille og stødt synes at have andet end gode hensigter med deres dreng. Men hvad er det egentlig, som sker i husets skygger? Er mor og far onde? Det er spørgsmålene i gyserfilmen ’Cobweb’, der tager sit publikum med ind i en drengs verdenssyn af mareridt og onde drømme. Der hvor fantasien måske er lige fantasifuld nok.

Gruen og uhyggen er således sat på stemningsfulde skinner med mystiske bankelyde, mørke nætter og skumle forældre. Ja, er der noget mere skræmmende i verden for en lille dreng end pludselig at nære mistillid til sin mor og fars gode hensigter? Desværre forløser instruktør Samuel Bodin ikke lige vellykket sin ellers i udgangspunktet urovækkende fortælling.

Konstruktionen af de dystre scener afstedkommer ikke tilstrækkeligt med gys, mens et par forudsigelige jump scares ikke hjælper. Det sagt, så fungerer gyset til tider nærmest som et ondt eventyr, der mere hører til brødrene Grimms verden end virkelighedens. Det kunne med fordel være dyrket endnu mere. I stedet lander filmen i en generisk og unødvendig overgearet finale.

Men bl.a. finder man som den forskræmte Peter en god Woody Norman, som imponerede i dramaet ’C’mon C’mon’ overfor Joaquin Phoenix. Samme stærke manuskript og interessante karakter, har det unge talent ikke at arbejde med her. Han er dog bestemt god. Det samme er de noget underlige forældre i skikkelse af tvetydige Lizzy Caplan og nærmest diabolske Anthony Starr.

’Cobweb’ lykkedes altså sine steder fint med at stable olm atmosfære på benene i familiens hus, mens det ondt dunkende eventyr titter dragende frem fra skyggerne. Woody Norman er god som Peter og løfter mig med sit nærvær og store øjne fint ind i sin verden. Desværre tør filmen ikke helt at tro på sin snigende uhygge og ramler ind i en unødvendigt larmende sidste del.

’Cobweb’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Cobweb’ har biografpremiere den 24. august.

‘Doggy Style’ er en sløj joke i spillefilmslængde

Biografanmeldelse: Den hundebesatte komedie ’Doggy Style’ er bestemt ikke for de mindste, selvom den ved første øjekast kunne ligne noget for hele familien. Det er den ikke. For ikke nok med, at der slynges pik-, lorte- og bolle-jokes afsted i et væk, så byder de absurde hundeløjer også på et par ganske visuelt mindeværdige scener af den meget lidt børnevenlige slags.

Jeg vil sådan set ikke afsløre mere, andet end at komme med stikordene erigeret hundepik og bollende egern. Ja, så ved du ligesom, hvor den komiske bare er sat i, hvad der minder om en sløj joke omsat til spillefilmslængde. Det kan filmen ikke bære. Ganske vist er der noget umiddelbart komisk grotesk ved det naive hundeudtryk i samspil med det meget lidt stuerene indhold.

Det sagt, så bliver de absurde fjollerier under bæltestedet desværre mere trættende end veloplagt sjofelt. Jeg er nemlig i udgangspunktet fan af både lorte-humor og pik-jokes, men her virker det meget hurtigt mere forceret end komisk engagerende. End ikke filmens ellers virkeligt stærke hold af skuespillere bag hundenes stemmer redder filmen op af kviksandet.

Her finder man bl.a. en ellers komisk veltimet Will Ferrell som stemmen til border terrieren Reggie, der i hovedrollen finder sammen med en lille umage flok af andre hunde, der sammen beslutter sig for at hævne sig på Reggies ondskabsfulde og misbrugende ejer. Denne hævn skal naturligvis bestå i, at Reggie vil bide pikken af ham, hvilket er helt i tråd med filmens generelle tone.

Som stemmerne bag de andre hunde finder man bl.a. Jamie Foxx, der får lov til at give den gas med alverdens grovkornede bandeord, mens også en ellers ofte virkelig sjov Isla Fisher mangler et meget skarpere manuskript at lege med. I stedet bliver det groft sagt til de samme punchlines og sjofle gags filmen igennem, dog med mindre variationer.

Hundeeventyret bliver kort fortalt aldrig rigtig komisk vellykket, men er snarere en mere eller mindre pinefuld omgang komik, der forsøger at få grin ud af den samme joke om pik. Eller lort. Eller andre kropsvæsker, onani og bollende dyr. Opfindsomheden er til at overse i forsøgene på at ramme plet med jokes, der hurtigt mister saft og kraft, men i stedet bliver en kedelig gentagelse.

’Doggy Style’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Doggy Style’ har biografpremiere den 24. august.

‘Når befrielsen kommer’ indfrier ikke sit højspændte potentiale

Biografanmeldelse: Det er en højspændt situation, som højskoleforstanderen Jakob står i, når instruktør og manuskriptforfatter Anders Walter folder sit 2. Verdenskrigsdrama ud. Året er 1945, hvor hundrede tusinder af tyske flygtninge kommer til Danmark, det lige før og efter befrielsen. Det er nu op til Jakob og hans lille familie at tage den svære beslutning om at huse eller ikke at huse disse flygtninge.

Det er det dramatiske dilemma i ’Når befrielsen kommer’, som er afsættet for en fortælling om bl.a. næstekærlighed, hævn og familie, herunder forholdet mellem Jakob og hans søn Søren. Filmens højdramatiske problemstilling og Jakobs beslutning om at huse flygtningene har nemlig store konsekvenser, hvor vi bl.a. får indblik i, hvordan sønnen Søren reagerer på det hele.

Selvom her helt åbenlyst er et spændende stykke danmarkshistorie i spil, så løfter dramaet og karaktererne sig aldrig rigtigt ud af en desværre noget forudsigelig fortalt historie, hvor den psykologiske dybde heller ikke bliver videre dyb. Bl.a. er forholdet mellem far og søn ikke vildt interessant skrevet. Heldigvis er de to spillet med ganske fint nærvær.

Man finder som Jakob en god Pilou Asbæk, der med dybe øjne skildrer både næstekærlighed og menneskelig frustration, mens der er en fin uskyld over Lasse Peter Larsens portræt af Søren. Men som helstøbt og dramatisk tilfredsstillende drama, kommer filmen til kort. Bl.a. står Jakobs lille familie som samlet enhed en smule uforløst hen i en ellers kompleks interessant situation.

Jakobs hustru Lis kommer i skikkelse af en i øvrigt stærk Katrine Greis-Rosenthal ikke til sin ret i fortællingen, der flere steder minder lidt for meget om en film, der passer bedre som undervisningsmateriale, end en film, der får sat oprigtige følelser og menneskelig dybde i sving. Sat på spidsen. Ganske vist er her nogle barske scener, men de får altså bare aldrig rigtigt overbevisende pondus.

Det er en skam, bl.a. da her er dygtige skuespillere med og et stykke spændende danmarkshistorie, der absolut stadig er relevant og relaterbar. Jakob og familien tager som sagt nemlig de tyske flygtninge til sig, hvilket har store menneskelige konsekvenser. Desværre ender filmen bare som et lidt halvbagt drama, der på trods har nogle ganske fine scener og samfundsdynamikker på menuen.

’Når befrielsen kommer’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Når befrielsen kommer’ har biografpremiere den 24. august.

Superheltefilmen ‘Blue Beetle’ overlever på sit gode hjerte

Biografanmeldelse: Der er en ny dreng i DC-klassen. Eller måske rettere en ny bille. Det er i hvert fald en ny superhelt, der her træder ind i DC’s filmiske univers i skikkelse af Blue Beetle, som også er filmens titel. Således får vi oprindelseshistorien om, hvordan den ellers almindelige unge mand Jaime Reyes bliver til den blå helt med utrolige kræfter.

Vi møder her den nyuddannede Jaime, der er fuld af håb for fremtiden. Men hans elskede familie er i økonomiske problemer, hvilket straks bringer sin del af fortvivlelse ind i hans liv. Økonomien bliver dog snart det mindste af udfordringerne. Skæbnen vil nemlig, at han kommer i kontakt med en blå skarabæ fra rummet, der giver mægtige kræfter til den, som bliver del af den.

Med sine nyvundne superkræfter – der betyder, at hele Jaimes krop omsluttes af en futuristisk dragt med diverse våben – må han nu redde dagen. Det er dog ikke sådan lige til at få styr på disse evner og symbiose med den talende skarabæ, hvor der naturligvis også er en skurk på spil med fæle planer. Det bliver til et sammenstød mellem helten og skurken, mens Jaimes familie hægter sig på.

For udover at være historien om en ung mands forsøg på at finde sin vej gennem livet, er ’Blue Beetle’ i høj grad også fortællingen om vigtigheden af familie. Der banker med andre ord et varmt hjerte på rette sted bag filmens desværre noget ujævne væsen, hvor bl.a. tonen ikke rammes helt gnidningsløst. Det betyder bl.a., at ellers dramatiske scener ikke får den nødvendige pondus.

Filmens første del fungerer ganske charmerende med den dog lidt kedeligt renskurede Jaime, som trods alt spilles energisk af Xolo Maridueña. Problemet er bare lidt, at han som karakter aldrig for alvor får gennemslagskraft. Det samme gælder også filmens skurk Victoria Kord, der ellers spilles af karismatiske Susan Sarandon, som må slås med en generisk skrevet skurkerolle.

Det sagt, så langes der et par ok medrivende actionscener over disken, men humoren virker sine steder forceret. Tonen er dog overvejende befriende let, men det er ikke helt lykkedes at skabe et helstøbt univers. Bl.a. stikker soundtracket et sted i en helt anden retning end øvrige numre, mens det ellers af og til ret så lækre synthscore af The Haxan Cloak ikke kommer til sin ret.

’Blue Beetle’ er med andre ord en lidt frustrerende oplevelse, der altså leverer et par dynamiske actionscener og en sej superheltedragt. Men filmen virker i sidste ende en smule halvbagt uden et fast nok greb om sin historie. Superhelte-strabadserne overlever dog bl.a. takket være hjertet på rette sted, men også kun lige nok til at flyve op på det middelmådige.

’Blue Beetle’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Blue Beetle’ har biografpremiere den 17. august.

Den ujævne ‘Gran Turismo’ får aldrig rigtig fart på

Biografanmeldelse: Der fyres godt op for brølende motorer og hvinende dæk i ’Gran Turismo’. Det handler nemlig om hurtige biler, intense motorløb og store drømme. Filmen er baseret på spillet af samme navn og er desuden baseret på en utrolig, men sand historie. Man møder her teenageren Jann Mardenborough, der er mere end almindeligt god til at spille Gran Turismo.

Hans talent i spillets fiktive motorløb sikrer ham imidlertid muligheden for at køre med i et rigtigt racerløb i en ægte bil – og blive professionel racerkører. Det er således den udfordrende vej fra bilræs bag skærmen til det at sidde i den ægte vare i konkurrence med rigtige racerkørere, man er vidne til. Det er naturligvis ikke nogen problemfri overgang fra de digitale hjul til ægte og ildvarme bildæk.

Selvom her altså er stof til en gribende fortælling om det at gå efter drømmen, så forløses dramaet aldrig for alvor på engagerende vis. Hertil er historiens udfoldelse alt for gennemskuelig og minder til tider meget mere om en computerspilsreklame end en film, der vil inspirere og give en dramatisk dragende fortælling. Det smitter desværre af på oplevelsen og troværdigheden af dramaet.

Bl.a. minder hele filmens første del, hvor man møder Jann bag skærmen – og her ser en sammensmeltning mellem computerspillets virkelighed og rigtige biler på asfalten – mest af alt som en tung salgstale for spillet. Heldigvis finder man på rollelisten gode præstationer, hvor særligt Orlando Bloom – der er idémanden bag at bringe computerspillere ind i den ægte racerring – er karismatisk og dynamisk.

Archie Madekwe har ungdommens energi og gåpåmod som den hårdtprøvede Jann, selvom han desværre ikke har det mest interessante manuskript at arbejde med. Hans følelser og dynamik med sin mentor Jack Salter, har dog en vis tiltrækningskraft. Det bl.a. også takket være David Harbour, der er et nærværende bekendtskab.

Det er en skam, at ellers fine præstationer fra trekløveret drukner en smule i den omkringliggende fortælling, der er noget generisk uinteressant. Det selvom den historie, filmen er baseret på, er både vild og utrolig. Desværre mister filmen også momentum undervejs, hvor særligt sidste del af filmen må hugge sig noget trægt igennem den samlede spilletid på to timer og 15 minutter.

’Gran Turismo’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Gran Turismo’ har biografpremiere den 17. august.