Biografanmeldelse: Det hele starter med vildt mange og vildt store eksplosioner. Ja, så er tonen ligesom lagt for det fjerde kapitel i actionfranchisen med ’The Expendables 4’. Det er naturligvis langt fra sidste gang, at den står på voldsomt bulder og brag med alverdens maskinpistoler, bazookaer og håndvåben. På den måde ligner det altså også en Expendables-film som de foregående.

Men alligevel ikke helt. Noget mangler. Bl.a. de helt store actionhelte fra 80’erne og starten af 90’erne samt cameo-overraskelser. Tidligere har franchisen som bekendt budt på alt fra Arnold Schwarzenegger til Jean-Claude Van Damme og Chuck Norris med flere. Her bliver bl.a. 50 Cent og Megan Fox hevet ind som nye ansigter. De er ikke just actionstjerner.

Det er derimod fast inventar i form af karismatiske Sylvester Stallone i front for de brogede Expendables, der også har Jason Statham tilbage sammen med Randy Couture og en af mine favoritter: Dolph Lundgren. Heldigvis møder man også hårdtslående Iko Uwais og Tony Jaa, mens Andy Garcia ligeledes dukker op. Men samme pondus og action-power har filmen desværre ikke helt.

Det sagt, så kan mindre også gøre det, når holdet af lejesoldater sendes i felten for at stoppe en atombombe. Ja, simpelt og ligetil, mens der også smides en personlig vendetta ind i action-maskinen. Men noget af charmen mangler samt mere veloplagt og kækt skrevet ping pong mellem de medvirkende. Bl.a. mangler stenansigtet Jason Statham mere jovialt modspil.

Det får han ikke af, hvad der desværre synes som lidt af et fejlcast i form af Megan Fox, som ikke smelter naturligt sammen med resten af holdet. Så står bl.a. hendes kvindelige modspil i skikkelse af Levy Tran stærkere, selvom hun desværre ikke får spillerum nok. Nå ja, og så har actionlegenden Sylvester Stallone meget mindre spilletid at gøre godt med. Hans karisma er savnet.

’The Expendables 4’ er dog ikke helt et fejlskud sine mangler til trods. Her leveres stadig flere ganske medrivende actionsekvenser, men noget af franchisens charme er lidt på retur, mens stjerneoverraskelser savnes, hvilket bl.a. ellers også er et kendetegn for filmene. Det sagt, så er det stadig hårdtpumpet, simpel og eksplosiv action. Selvom det ikke helt føles som Expendables.

’The Expendables 4’ får 3 ud af 6 stjerner:

’The Expendables 4’ har biografpremiere den 21. september.

Biografanmeldelse: Der er nu intet så dragende som en god mordgåde. For gættelegen om, hvem der mon er morderen, kan være yderst pirrende hjernegymnastik og grundlæggende underholdende. Med ’Mordet i Venedig’ er mesterdetektiven Hercule Poirot tilbage, det for tredje gang i skikkelse af Kenneth Branagh, der atter står for instruktionen af en Agatha Christie-historie.

Denne gang sniger gyset sig atmosfærefyldt ind i fortællingen, der udspiller sig i Venedig. Det på gyngende grund en regnfuld nat, hvor blæsten suser og dørene knirker. Det er Halloween, da den selvvalgt pensionerede Poirot på trods nu trækkes tilbage i manegen som detektiv. Han bliver nemlig lokket til Venedig, hvor et øjensynligt hjemsøgt palæ venter med både gåder og mord.

Snart kaster natten lange skygger over den brogede forsamling af gæster i palæet, hvor et mystisk dødsfald sætter fut i mysteriet. Men er bygningen mon hjemsøgt? Hvem har taget gæstens liv? Og hvorfor? Den rationelle Poirot har i hvert fald ingen fidus til det overnaturlige – og da slet ikke de spøgelser, som huset påstås at huse. Men natten får ham måske på andre tanker?

’Mordet i Venedig’ hensætter mig i et hjemsøgt gyserland, hvor optrevlingen af mordgåden krydres med det overnaturlige gys samt desværre også et par unødvendigt billige jump scares. Det sagt, så er filmen faktisk ret så elegant indfanget af fotografen Haris Zambarloukos, der med skæve vinkler og herunder vidvinkel bl.a. sætter fordrejede billeder på fortællingen.

Helt lige så pirrende forløst er selve krimien desværre ikke. Bl.a. mister fortællingen en smule momentum undervejs, hvilket heldigvis genvindes. Karaktergalleriet er dog ikke vildt interessant hele vejen rundt. Kenneth Branagh har ganske fint med småexcentrisk schwung som Poirot, mens Michelle Yeoh bringer en smule menneskelig mystik til bordet.

De øvrige medvirkende står ikke videre mindeværdige frem, selvom de trods alt og på sådan ok vis udfylder rollerne som puslespilsbrikkerne i mordspillet, som Poirot forsøger at lægge. ’Mordet i Venedig’ er altså et delvist vellykket mordmysterie, der er visuelt indtagende, men er fortalt en smule mindre elegant og med sine steder klodset brug af gyserelementer.

’Mordet i Venedig’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Mordet i Venedig’ har biografpremiere den 14. september.

Biografanmeldelse: Den mutte selvtægtsmand Robert McCall er tilbage for tredje gang. Denne gang i den stemningsmættede, men desværre også noget tungt fortalte ’The Equalizer 3’. Trumfkortet finder man dog bl.a. i en karismatisk Denzel Washington som manden, der passer på dem, som ikke selv kan. Nå ja, og så er filmens vold veloplagt blodig og in your face brutal.

Denne gang har McCall trukket sig tilbage i en lille idyllisk by i det sydlige Italien, hvor skæbnen ad uransagelige og blodige omveje har ført ham til efter filmens intense åbningsscene. Således finder man altså nu ved cafébordene på byens torv den ordknappe mand i forsøget på at komme til hægterne, mens han også forsøger at passe ind blandt byens øvrige beboere.

I takt med, at McCall kommer på benene, kommer han også tættere ind på livet af byens mennesker og dem på ham. Men brutaliteten gemmer sig i den ellers rolige bys skygger. Det går nemlig op for McCall, at kriminelle holder byen i et brutalt jerngreb med kyniske planer for øje. McCall gør det nu til sin opgave at forsvare byen og dens beboere ved at gå op imod skurkene.

Det er med ganske sikker hånd, at instruktør Antoine Fuqua folder historien ud i flotte billeder indfanget med sans for både de store vidder og det intime af filmens fotograf Robert Richardson. Det italienske sceneri gør sig smukt i filmen, der i nedtonede farver også lader faren lure i hjørnerne, hvorfra den stikker sit beskidte ansigt frem, når McCall går i rette med de kriminelle.

Det er en skam, at nuancerne i bl.a. byens gode beboere og de onde skurke er tegnet så sort/hvidt op. Nærmest karikeret. For faktisk er der i McCall fine nuancer i spil, ikke mindst takket være Denzel Washington. Men den mere interessante psykologi, der måtte være hos selvtægtsmanden – bl.a. i forhold til hans omgang med død og vold – udvaskes af filmens kontekst.

Bl.a. ender skurkebilledet med at være mere karikeret end reelt intimiderende. Det sagt, så er ’The Equalizer 3’ ikke bange for at tage sig forfriskende god tid med at følge McCalls vej tilbage på benene, inden det hele eksploderer i medrivende vold. Hvis bl.a. bare karaktererne omkring McCall havde været mere interessante og historien bedre skrevet, kunne engagementet i eskapaderne måske have fået reel pondus.

’The Equalizer 3’ får 3 ud af 6 stjerner:

’The Equalizer 3’ har biografpremiere den 31. august.

Biografanmeldelse: Den hundebesatte komedie ’Doggy Style’ er bestemt ikke for de mindste, selvom den ved første øjekast kunne ligne noget for hele familien. Det er den ikke. For ikke nok med, at der slynges pik-, lorte- og bolle-jokes afsted i et væk, så byder de absurde hundeløjer også på et par ganske visuelt mindeværdige scener af den meget lidt børnevenlige slags.

Jeg vil sådan set ikke afsløre mere, andet end at komme med stikordene erigeret hundepik og bollende egern. Ja, så ved du ligesom, hvor den komiske bare er sat i, hvad der minder om en sløj joke omsat til spillefilmslængde. Det kan filmen ikke bære. Ganske vist er der noget umiddelbart komisk grotesk ved det naive hundeudtryk i samspil med det meget lidt stuerene indhold.

Det sagt, så bliver de absurde fjollerier under bæltestedet desværre mere trættende end veloplagt sjofelt. Jeg er nemlig i udgangspunktet fan af både lorte-humor og pik-jokes, men her virker det meget hurtigt mere forceret end komisk engagerende. End ikke filmens ellers virkeligt stærke hold af skuespillere bag hundenes stemmer redder filmen op af kviksandet.

Her finder man bl.a. en ellers komisk veltimet Will Ferrell som stemmen til border terrieren Reggie, der i hovedrollen finder sammen med en lille umage flok af andre hunde, der sammen beslutter sig for at hævne sig på Reggies ondskabsfulde og misbrugende ejer. Denne hævn skal naturligvis bestå i, at Reggie vil bide pikken af ham, hvilket er helt i tråd med filmens generelle tone.

Som stemmerne bag de andre hunde finder man bl.a. Jamie Foxx, der får lov til at give den gas med alverdens grovkornede bandeord, mens også en ellers ofte virkelig sjov Isla Fisher mangler et meget skarpere manuskript at lege med. I stedet bliver det groft sagt til de samme punchlines og sjofle gags filmen igennem, dog med mindre variationer.

Hundeeventyret bliver kort fortalt aldrig rigtig komisk vellykket, men er snarere en mere eller mindre pinefuld omgang komik, der forsøger at få grin ud af den samme joke om pik. Eller lort. Eller andre kropsvæsker, onani og bollende dyr. Opfindsomheden er til at overse i forsøgene på at ramme plet med jokes, der hurtigt mister saft og kraft, men i stedet bliver en kedelig gentagelse.

’Doggy Style’ får 2 ud af 6 stjerner:

’Doggy Style’ har biografpremiere den 24. august.

Biografanmeldelse: Der er en ny dreng i DC-klassen. Eller måske rettere en ny bille. Det er i hvert fald en ny superhelt, der her træder ind i DC’s filmiske univers i skikkelse af Blue Beetle, som også er filmens titel. Således får vi oprindelseshistorien om, hvordan den ellers almindelige unge mand Jaime Reyes bliver til den blå helt med utrolige kræfter.

Vi møder her den nyuddannede Jaime, der er fuld af håb for fremtiden. Men hans elskede familie er i økonomiske problemer, hvilket straks bringer sin del af fortvivlelse ind i hans liv. Økonomien bliver dog snart det mindste af udfordringerne. Skæbnen vil nemlig, at han kommer i kontakt med en blå skarabæ fra rummet, der giver mægtige kræfter til den, som bliver del af den.

Med sine nyvundne superkræfter – der betyder, at hele Jaimes krop omsluttes af en futuristisk dragt med diverse våben – må han nu redde dagen. Det er dog ikke sådan lige til at få styr på disse evner og symbiose med den talende skarabæ, hvor der naturligvis også er en skurk på spil med fæle planer. Det bliver til et sammenstød mellem helten og skurken, mens Jaimes familie hægter sig på.

For udover at være historien om en ung mands forsøg på at finde sin vej gennem livet, er ’Blue Beetle’ i høj grad også fortællingen om vigtigheden af familie. Der banker med andre ord et varmt hjerte på rette sted bag filmens desværre noget ujævne væsen, hvor bl.a. tonen ikke rammes helt gnidningsløst. Det betyder bl.a., at ellers dramatiske scener ikke får den nødvendige pondus.

Filmens første del fungerer ganske charmerende med den dog lidt kedeligt renskurede Jaime, som trods alt spilles energisk af Xolo Maridueña. Problemet er bare lidt, at han som karakter aldrig for alvor får gennemslagskraft. Det samme gælder også filmens skurk Victoria Kord, der ellers spilles af karismatiske Susan Sarandon, som må slås med en generisk skrevet skurkerolle.

Det sagt, så langes der et par ok medrivende actionscener over disken, men humoren virker sine steder forceret. Tonen er dog overvejende befriende let, men det er ikke helt lykkedes at skabe et helstøbt univers. Bl.a. stikker soundtracket et sted i en helt anden retning end øvrige numre, mens det ellers af og til ret så lækre synthscore af The Haxan Cloak ikke kommer til sin ret.

’Blue Beetle’ er med andre ord en lidt frustrerende oplevelse, der altså leverer et par dynamiske actionscener og en sej superheltedragt. Men filmen virker i sidste ende en smule halvbagt uden et fast nok greb om sin historie. Superhelte-strabadserne overlever dog bl.a. takket være hjertet på rette sted, men også kun lige nok til at flyve op på det middelmådige.

’Blue Beetle’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Blue Beetle’ har biografpremiere den 17. august.