Endelig sprang Johnny Depp ud som bleg vampyr

/i /af

Tim Burton slår igen sine folder i vante græsgange med Dark Shadows. Johnny Depp har en excentrisk rolle og en spraglet garderobe, Danny Elfman står for musikken og Burton finder vanen tro også plads til sin søde kone Helena Bonham Carter. Jep, flokken er klar til endnu en omgang gotisk sjov og vampyrballade.

I 1700-tallets Maine venter der den succesfulde forretningsmand Barnabas Collins en grum skæbne. For da han forelsker sig i den yndige Josette, knuser han den barmfagre heks Angeliques hjerte. I en hævnrus gør hun det således af med Barnabas’ udkårne, forvandler ham til en vampyr og begraver ham levende. Love’s a bitch. Her ligger han så i små 200 år, indtil kisten ved et tilfælde graves op i de kulørte 1970’ere. Bum.

Selvom den blege vampyr er som dumpet ned fra månen, stopper det ham ikke fra at ville have sin nu forfaldne virksomhed til at blomstre på ny. Han flytter derfor ind i sit gamle gods, hvor en dysfunktionel familie af hans efterkommere bor. Sagerne kompliceres dog kun yderligere, da den æggende Angelique dukker op. Gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig…

Selvom filmen er baseret på 60’er-serien af samme savn, så er det umiskendeligt Burton. Det smager dog af genbrug, men derfor kan der jo godt være tale om flot og uforpligtende Burton-underholdning – det er det da også. Et stykke af vejen. For efter de vage Sweeney Todd og Alice i Eventyrland fremstår Dark Shadows noget mere veloplagt. Både karaktermæssigt og visuelt synes man at kunne spore fornyet fortælleglæde. Men rigtig sjovt eller uhyggeligt bliver det sgu ikke. Desværre.

Depp gør hvad Depp skal i rollen som malplaceret vampyr med hang til flæser og menneskeblod. Hans møde med de hippe 1970’ere afføder da også et par veltimede og komiske kulturchok – men der hives altså også lidt for billige point hjem på den bekostning, som fx da Barnabas forundret undersøger ’et forhekset’ fjernsyn. Men hey, det var da på tide, at Burton fik klædt sin Depp ud som vampyr.

Det er dog ikke kun Depp, der får lov at skeje ud. Chloë Grace giver den som modvillig teenagetøs og Michelle Pfeiffer er gammelkone-laber med hagelgevær. Helena Bonham Carter er herligt bizar som fordrukken psykiater og Bella Heathcote dådyrsøjne-sød, mens Jackie Earle Haley er cool som stenet pedel. Jeg fik dog aldrig fidus til Eva Green – hun overbeviser ikke for alvor som småskør og hævngerrig heks.

Ja, der er fyldt godt op på hylderne og Burton mister da også grebet om historien og det store persongalleri. Der kommer for mange bolde i luften, filmen mister fokus og engagementet siver ud af de ellers indledningsvist medrivende løjer. Filmen ender med andre ord som en ujævn størrelse med for mange uforløste plotelementer – men mødet mellem gotisk stemning og farverigt 70’er-frisind er ofte forførende.

Tja, gode takter eller ej, så er her kort sagt tale om et nogenlunde underholdende, men også unødvendig rodet og tandløst bekendtskab. Genkendelsens glæde er heller ikke nok til at redde filmen fra at miste pusten – og det kan selv den gamle ’shock rocker’ Alice Cooper i fuld krigsmaling desværre heller ikke.

Originaltitel: Dark Shadows, USA, 2012
Premiere: 10.05.2012
Instruktion: Tim Burton
Medvirkende: Johnny Depp, Michelle Pfeiffer, Helena Bonham Carter, Eva Green, Bella Heathcote, Chloë Grace, Jackie Earle Haley, Jonny Lee Miller m.fl.
Spilletid: 113 min.
Distributør: SF Film

Man skal ikke pisse på betjent Gerry Boyle

/i /af

Politibetjenten Gerry Boyle gør ikke tingene efter bogen – langt fra. Han gør som det passer ham. Fumler med beviser fra gerningssteder, går imod sine overordnede og nupper gerne en extacy-pille, hvis han falder over en. Men bag den åbenmundede Gerry, gemmer sig også et skarpt øje for at opklare forbrydelser. Når han da gider.

Men da både seriemord og narkosmugling rammer Gerrys ellers fredelige lille flække i Irland, må den selvkørende betjent modvilligt samarbejde med den retskafne FBI-agent Everett. Jep, The Guard er en både skarp, velskrevet og underspillet sort komedie. Brendan Gleeson er helt forrygende som den spydige og tvetydige Gerry. En herlig modsætningsfyldt karakter, der byder på flere overraskeler undervejs.

Don Cheadle gør sit bedste som pålidelig FBI-agent for at give Gleeson modspil. De to udgør da også et fint umage par, der med deres modsætninger selvfølgelig afføder de obligatoriske skænderier og den lige så obligatoriske forbrødring. Gleeson er dog uden tvivl det absolutte trækplaster og hele filmen værd.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Gribende virusudbrud spreder skræk og rædsel

/i /af

Steven Soderberghs fremragende virus-film Contagion gør absolut intet godt for min bakteriefobi – hvilket jo er et sundhedstegn for denne type film (tøhø). For det er et i den grad myrekrybende rædselsscenarie, der opbygges i denne snigende mavepuster. Her går en virus nemlig med hastige skridt dødens uhyggeligt sejrsgang verden over. Det er på en gang underspillet paranoia og verdensomspændende panik. Atju…!

Virusudbruddet skildres gennem forskellige menneskers liv og man får herved syn for flere af det skræmmende scenaries facetter. Lige fra familiefaren, der forsøger at bevare familiens tryghed til en konspiratorisk journalist, der via nettet påvirker i tusindvis af læsere, videre ind i laboratorier og regeringskontorer, hvor man jager en antivirus og samtidig forsøger at holde massepanikken på afstand.

Multiplotstrukturen er med til på elegant vis at beskrive hvordan de involverede parter både direkte og indirekte påvirker hinanden – og selvom her overvejende er et observerende syn på katastrofen, så bindes de mange tråde gribende sammen. Det lykkedes bl.a. ved en fin balancegang mellem netop et overordet blik på de sociale mekanismer og samtidigt med et skarpt øje for det nære, menneskelige drama.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

‘Game of Thrones’: magtkampe og korruption

/i /af

Selvom jeg ikke er den store sucker for middelalder-fantasy, var jeg spændt på at få set første sæson af HBO’s stort opsatte serie Game of Thrones. For hey, man går vel ikke helt galt i byen med indædte magtkampe, blodig vold og en veltalende dværg. Ja, og så holder HBO-serierne jo et uhørt højt niveau. Det er som forventet bestemt også en både flot og velcastet serie, hvor intrigerne dirrer potent i hvert ridderligt håndtryk – men løjerne er sgu desværre også lidt sløve om for alvor at bide sig fast.

Det er et enormt univers, man præsenteres for i de ti afsnit. Her kæmper mægtige slægter i det store kongerige Westeros alle for at bevare deres magt, tilrane sig mere eller at indtage den mægtigste post af alle – som konge på toppen af tronen. En kynisk og kompleks kamp, der ligger langt fra et farvestrålende fantasy-univers, men dog med plads til både drageæg og barbariske væsner i de mørke skove. Et magisk aspekt, der imidlertid ikke overskygger i seriens rå og brutale middelaldermiljø.

Sean Bean står i front for Stark-familien – en hård, men retfærdig leder og en kærlig far. Det mest udtalte modspil finder man i den rige og forfængelige Lannister-slægt, hvor en af seriens mest interessante karakterer hører til, nemlig dværgen Tyrion, spillet af Peter Dinklage. Snu, overlegen og med overraskende nuancer i sin udspekulerede færden. Hans bror spilles for resten af en herlig slesk Nikolaj Coster-Waldau, der smyger sig legende ondt om de højspændte magtkampe.

Udover disse to slægter, møder man en ordentlig håndfuld øvrige spillere i kampen om magten. Sæsonen tynges dog også en smule af at skulle introducere de mange slægter, hvilket hiver noget momentum ud af den ellers dramatiske fortælling. Og når nu det ellers flot iscenesatte miljø ikke alene i kraft af rustninger og borge drager mig, så efterlod flere af afsnittene mig noget afventende – også selvom man forsøger at holde liv i kludene med sin del af ublufærdig sex.

For efter et intenst første afsnit taber serien noget af den ellers fornemt etablerede spænding. Dramaet får først for alvor svung igen omkring sjette afsnit, hvor de mange relationer har fået bedre fodfæste og kan give stridighederne mere følelsesmæssig og facetteret tyngde. Men selvom første sæson kommer en smule tungt fra start, så afsluttes den med maner og nok pondus til, at jeg bestemt ser frem til 2. sæson.

Billede og lyd:
Det kan godt være at serien er en smule træg i optrækket, men der er ikke en finger at sætte på Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside. Her gengives det brutale univers med velafstemte farver, et detaljerigt og skarpt billede. Lydsporet spiller på samtlige afsnit også uden problemer med solide niveauer og medrivende dynamik. Bjergtagende.

Ekstramateriale:
Man finder en imponerende omgang ekstramateriale på udgivelsen. Det er både informativt, grundigt og giver et spændende kig på produktionen samt universet, der er baseret på bogserien af George R.R. Martin. Man finder kommentarspor til syv af episoderne, bl.a. med manusforfattere, skuespillere og instruktører, heriblandt Coster-Waldau og R.R. Martin. Jeg lyttede bl.a. til det med R.R. Martin – et af de afsnit han også har skrevet. Et interessant lyt med tanker om bøgerne versus serien.

Herudover er der en håndfuld features, der på forskellig vis går i kødet på serien. Man får en interessant ’the making of’ (30 min.), der bl.a. kigger på seriens locations, musik, production design og castet. Endvidere får man en gennemgang af en række af seriens karakterer, her bl.a. med interviews af de medvirkende (30 min.). Man finder videre fire features (i alt 22 min.), der ser på det at skulle overføre bøgerne til en tv-serie, skabelsen af titelsekvensen, det fiktive sprog som Dothraki-folket taler i serien og slutteligt et kig på den dedikerede militærenhed The Night’s Watch.

Videre finder man en omfattende interaktiv guide til seriens locations, mytologi, historie, karakterer og slægter. Her er der virkelig mulighed for at nørde igennem, hvis man er blevet bidt af serien. En lignende uddybning af universet finder man med de guides, man kan slå til på hver episode og her få baggrundsviden om bl.a. karakterer og steder, mens de dukker op i afsnittet. På samme måde finder man en detaljeret feature, der går i dybden med afsnittet A Golden Crown.

Originaltitel: Game of Thrones, USA, 2011
Instruktion: Tim Van Patten, Brian Kirk m.fl.
Medvirkende: Sean Bean, Michelle Fairley, Lena Headey, Jack Gleeson, Peter Dinklage, Nikolaj Coster-Waldau m.fl.
Spilletid: 560 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment

Stakåndet Nicolas Cage snubler rundt i plothuller

/i /af

Faste læsere vil vide, at jeg har et blødt punkt for Nicolas Cage – hvilket bestemt er en fordel for rækken af de mere eller mindre tvivlsomme produktioner, han har været involveret i de seneste mange år. Selvtægts-thrilleren Seeking Justice er så endnu en ujævn og plothulsfyldt sag med en stakåndet Cage i centrum. Ja, det er noget værre vrøvl, men hvor kan jeg dog godt lide at være i selskab med den kære Cage.

Cage er lærer, spiller skak og er lykkelig gift med sin smukke kone – en sød January Jones. Jep, en helt almindelig og sympatisk gut. Men hans liv vendes på hovedet, da hans kone udsættes for et brutalt overfald. For samme dag kommer Cage i kontakt med en hemmelig selvtægtsgruppe, der tilbyder at tage sig af gerningsmanden. Til gengæld skal Cage så bare gøre dem en mindre tjeneste en anden gang.

Hjælpeløs og fyldt med vrede takker Cage ja til det lyssky tilbud – men selvfølgelig er aftalen ikke problemfri. For det viser sig snart, at gruppen har dystre hemmeligheder. Cage er nu fanget i et udspekuleret net og ender selv i politiets søgelys. Således er der lagt op til en plotvridende thriller med spørgsmålet om retfærdig, hævn og forløsning på menuen – men der så sandelig også er blevet plads til plothuller, mange.

Første scene er et meget god eksempel på filmens manglende evne til at fortælle historien troværdigt og uden at man i tide og utide undrer sig over de medvirkendes handlinger. Her presses en mand ud over en afsats i sin bil, og selvom der er tid nok til i det mindste at forsøge at forlade i førersædet, bliver han troligt siddende og venter blot på at styrte mod den sikre død. Jep, skuddet skal jo kassen…

En ting er dog mere eller mindre troværdige enkeltscener, noget andet er filmens overordnede historie, hvor Cages kamp mod selvtægtsgruppen kringler sig mere og mere usandsynligt afsted. Men i stedet for at de mange plottwists er med til at drive historien engagerende videre, nuancere selvtægtsgruppens metoder og sætte Cages moralske dilemmaer i spil, så skaber de blot mere undren end spænding.

Men på trods af filmens høje nonsens-niveau, så mønstres der en smule intens paranoia samt en cool flugtscene på tværs af en motorvej. Jeg blev dog aldrig for alvor grebet af Cages krumspring, men han er altså godt selvskab – med galskab i øjnene og sin følsomhed intakt. Man finder desuden en laber Guy Pearce i rollen som selvtægtsgruppens kølige leder. Desværre er han – præcis som filmen – forglemmelig.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger intet ekstramateriale, men til gengæld gør filmen sig godt på Blu-ray. Den matte billedside står veldefineret, skarpt og med en flot farvepalet. Lydsiden fungerer ligeledes overbevisende med god bund og velafstemte niveauer.

Originaltitel: Seeking Justice, USA, 2011
Instruktion: Roger Donaldson
Medvirkende: Nicolas Cage, January Jones, Guy Pearce, Harold Perrineau, Jennifer Carpenter, Xander Berkeley m.fl.
Spilletid: 1 time 45 min.
Udgiver: Scanbox Entertainment

’Mission: Impossible’ – underholdende umuligheder

/i /af

Den har stået på umulige missioner og Tom Cruise som den adrætte agent Ethan Hunt de sidste par dage. Jeg har nemlig genset de tre første ’Mission: Impossible’-film, der lige er landet i en Blu-ray-boks. Selvom det ikke er en formfuldendt ”trilogi”, så er det storstilet agent-underholdning med massevis af (herlige) usandsynligheder og hæsblæsende action-lir. På med gummimasken…

Jeg har aldrig set tv-serien som filmene er baseret på, men med Brian de Palmas Mission: Impossible fra 1996 folder det plotvridende univers sig ganske medrivende ud. Både action og tempo står fint distancen her 16 år efter, hvor ikke mindst den nu klassiske scene med Cruise hængende få centimeter over et tyngde-aktiverende gulv stadig stabler sveddryppende intensitet på benene.

Så selvom historien er noget ujævnt fortalt og castet ikke det mest interessante bekendtskab, så er filmen ældet med ynde – næsten lige så fint som den yndige Vanessa Redgrave som Cruise gammelkone-flirter med. Nogen helstøbt action-thriller er det dog ikke, men her er lige nøjagtigt mindeværdige scener nok til at jagten på dobbeltagenter og forræderi holdes i live frem mod den vilde helikopter-finale.

Fire år senere fulgte Mission: Impossible II. Denne gang med Hong Kong-action-mesteren John Woo i instruktørstolen – tilsat blafrende duer… og slowmotion. Hunt vikles denne gang ind i gummimaske-vrøvl og en utroværdig romance med den irriterende poserende Thandie Newton. Ja, og noget med en virus og en anti-virus, der skal nakkes fra den kedelige skurk og onde liderbuks Dougray Scott.

Jeg kan godt klare min del forvrøvlet plotsmadder, hvis der er smadder nok på actiondrengen og nogle interessante karakterer at følge. Og ja, der er smadder på. Woo serverer bl.a. et halsbrækende indbrud i en skyskraber, klatreture på bjergsider samt motorcykel-showdown tilsat skumsprøjt… og slowmotion. Men romancen, der udgør filmens følelsesmæssige rygrad er flad og hverken Cruise eller det øvrige cast får ordentlig fodfæste i denne omgang uengagerende agent-nonsens.

J.J. Abrams fik seks år senere sin spillefilmsdebut med Mission: Impossible III. En langt bedre film end sin forgænger – og endelig får vi en ordentlig skurk, nemlig en diabolsk Phillip Seymore Hofman. En herlig ond modspiller til en i denne omgang mere sårbar Cruise. Umulighederne er om muligt mere umulige og action-scenerne større, vildere og mere hæsblæsende. Heldigvis er løjerne hængt op på et mere dynamisk cast, hvor bl.a. Cruise har fået mere dybde som Hunt.

Hunt har giftet sig og trukket sig fra felten, men han hives ind i manegen igen, da en våbenhandler skal stoppes. Sagerne kompliceres og snart skal Hunt også redde sin udkårnes liv, mens hans eget bagland er på nakken af ham. Selvom plottet vrider sig lige lystigt nok og finalen bliver en tand for overmodig i sin omgang med umulighederne, så holder filmen fint pulsen underholdende i vejret.

Mission: Impossible ikke er en film-serie jeg som sådan er helt oppe at ringe over, men det er bestemt flot og harmløs agent-underholdning, ganske vist med mere tryk på action end interessante historier og karakterer. Men det sjovt at overvære de plot- og tyngdelovsudfordrende eskapader – filmenes ujævnheder til trods. Den første og tredje film er de bedste, men også den fjerde film holder fanen højt – den glæder jeg mig til et gensyn med, når den lander på Blu-ray.

– Min anmeldelse af Mission: Impossible – Ghost Protocol.

Ekstramateriale:
Der diskes ikke op med nogle nye lækkerier hvad angår udgivelsens ekstramateriale. Her er altså ikke noget, man ikke har kunnet finde på tidligere udgivelser af filmene. Det er en smule ujævt ekstramateriale, men også med et par interessant features imellem.

Mission: Impossible: til den første film får man godt en times ekstramateriale, hvor der bl.a. tages et kig på tv-serien i forhold til filmene, et kig på nogle af action-scenerne og stunts samt virkelighedens spioner. Endvidere er der en feature med klip fra Cruises karriere samt et persongalleri, trailers og andet luftigt promo-fyld. Ikke det mest ophidsende ekstramaterie, men dog et nogenlunde supplement.

Mission: Impossible II: her får man ligeledes godt en times luftig ekstramateriale. Her er bl.a. en feature, der går bag om filmen, castet og produktionen. Endvidere er der igen et kig på nogle af de stunts Cruise kaster sig ud i og lidt Metallica-musikvideo-fyld samt et kommentarspor med John Woo – det sprang jeg dog over, havde fået nok af duer i slowmotion for denne gang.

Mission: Impossible III: til det tredje kapitel, følger der desværre kun et kommentarspor med instruktøren J.J. Abrams og Tom Cruise. Det blev jeg desværre nødt til at springe over, da jeg fik et opkald om, at mit livs kærlighed var blevet taget til fange af en ond våbenhandler. Så jeg må altså lige smutte…

Billede og lyd:
Mission: Impossible: første film gør sig dårligst på Blu-ray, billedet imponerer ikke just, men fremstår ofte blødt og uden større detaljerigdom. Farverne synes heller ikke velbalancerede som helhed. Lydsiden er en smule bedre, men fremstår desværre også en kende flad. Altså en noget middelmådig præsentation.

Mission: Impossible II: John Woos indspark i franchisen fremstår væsentlig bedre. Detaljegraden er langt mere indtagende, farveskalaen er levende, fint nuanceret og med udmærket tekstur. Lydsiden spiller ligeledes fint med god dynamik og spark i action-scenerne. En hæderlig gengivelse.

Mission: Impossible III: Det tredje kapitel står absolut stærkest. Billedet imponerer med skarphed og detaljerigdom, velbalanceret farvegengivelse og solid kontrast hele vejen. Lydsiden giver ligeledes intenst liv til de hæsblæsende billeder. Her er medrivende panoreringer og velafstemte niveauer. En sand fornøjelse.

Originaltitel: Mission: Impossible (1996), Mission: Impossible II (2000), Mission: Impossible II (2006).
Instruktion: Brian De Palma, John Woo, J.J. Abrams.
Medvirkende: Tom Cruise, Jon Voight, Ving Rhames, Dougray Scott, Thandie Newton, Philip Seymour Hoffman m.fl.
Spilletid: 110 min., 123 min., 205 min.
Distributør: Paramount Home Entertainment

Uhyggen udebliver i atmosfærefyldt månegyser

/i /af

Det måtte jo komme, for hvad gør man lige for at overgå den seneste års række af såkaldte ’found footage’-film, hvor bl.a. Paranormal Activity-serien og Clovefield har huseret. Jo, man tager selvfølgelig til månen. For tænkt engang, der er sgu dukket optagelser op fra en hemmelig månemission anno 1974. Det er dette utrolige fund, der udgør den ujævne og desværre ikke særligt uhyggelige månegyser Apollo 18.

For hvis du troede, at den sidste månelanding var med Apollo 17 i 1972, så tager du fejl. For to år senere blev Apollo 18 sendt afsted – dog som en mørklagt mission. Her var det tre astronauters opgave at placere udstyr på månens overflade, der kunne advare USA mod angreb. Selvfølgelig går missionen ikke som planlagt, for der venter den lille besætning en grusom overraskelse i rummet.

Selvom filmens spilletid kun er på små 75 minutter, så løber løjerne ind i flere døde perioder undervejs – og desværre er filmens ellers atmosfærefulde miljø ikke nok til at holde filmen flyvende. Hertil kommer, at de tre astronauter ikke er videre interessante karakterer. De er ret flade bekendtskaber og hev mig ikke følelsesmæssigt med ind i den klaustrofobiske situation og de eskalerende grusomheder.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Kup-komedie står desværre ikke distancen

/i /af

Ja, der er både stupide usandsynligheder  og enorme plotproblemer i den nogenlunde tempofyldte kup-komedie Svindel på højt plan (oh yes, gotta love the danish title). Men på trods af sine ujævnheder ender skidtet trods alt som en nogenlunde underholdende sag – ikke mindst takket være sit cast. Her leder en sympatisk Ben Stiller og en rapkæftet Eddie Murphy an i det umulige kup på toppen af New York.

Da børshajen Arthur Shaw (Alan Alda), der bor i den luksuriøse etageejendom The Tower går på røven, ryger personales pensionspenge med. Så hvad andet er der at gøre for bestyreren Ben Stiller end at samle et crew og stjæle Shaws pengeskab. Problemet er bare, at det befinder sig i hans topbevogtede lejlighed på toppen af ejendommen – og selvfølgelig går alt ikke efter planen for det uprøvede team.

Jep, det er den undertippede menigmands kamp mod finanskrisens ubarmhjertig klo, der danner bagtæppet for komedien. Heldigvis overtager den politiske vinkel dog ikke styringen med en moralsk løftet pegefinger. Det er sjov og ballade hele vejen, blot med økonomi-satiren lurende i skyggen. Desværre holdes skruen bare ikke hele vejen lige vittigt i vandet og det udspekulerede kup bliver en kende slapt undervejs.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Menneskeskæbner på ensom kollisionskurs

/i /af

Michael Haneke er en af mine favorit-instruktører – og han burde også være en af dine. For han laver fantastiske film, der både udfordrer sit publikum og drilsk leger med mediet. Forførende og fascinerende film, der ofte også er foruroligende bekendtskaber. Jeg har lige genset hans kradse multiplot-film Kode ukendt fra 2000, der netop er udkommet på det danske marked. Herligt.

Her følger vi en række menneskers liv i Paris, hvor filmen primært udspiller sig – dog med afstikkere til bl.a. et fattigt Østeuropa og en gård langt fra byen. Der er en smuk skuespillerinde, en mut landmand og hans søn, en illegal indvandrerkvinde, en ung, sort franskmand og en dedikeret krigsfotograf. Det er umiddelbart vidt forskellige liv, vi her får et indblik i – men måske de slet ikke er så forskellige endda.

Michael Haneke kan ikke siges at lefle for sit publikum – og Kode ukendt er ingen undtagelse. Her gives ingen lette løsninger, fine spændingskurver eller entydige svar. Filmen undsiger sig på det nærmeste også et egentligt dramaturgisk forløb, men er snarere umiddelbart tilfældige kig ind i disse menneskers liv, hvor filmens scener ikke har en klar tilknytning til et overordnet forløb.

Det kan måske lyde ekskluderende – det er ikke tilfældet. For bl.a. fordi de medvirkende puster både nærvær og troværdighed ind i deres respektive roller, gribes man af hver af deres historie. Bl.a. indvandrerkvinden, der i Luminita Gheorghius undskyldende skikkelse giver et nuanceret billede af tiggeren på gaden, mens Thierry Neuvic som charmerende fotograf slår skår i et umiddelbart eventyrligt liv.

Så selvom Haneke kan siges at behandle sine karakterer nærmest som forsøgsdyr i en undersøgelse af mennesket, fremstår de alle som rigtige personer af kød og blod. Det hænger bl.a. også sammen med at Haneke via lange uafbrudte skud, skaber en insisteren på tilstedeværelse i scenerne. Her klippes der ofte også ind og ud midt i sætninger – som snapshots af virkeligheden og med et til tider dokumentarisk feel.

Filmen giver ofte også en nærmest voyeuristisk fornemmelse, bl.a. i scenen hvor Juliette Binoche som den følelsesforvirrede skuespillerinde står mutters alene i sin lejlighed og stryger tøj til lyden af tv’et og nabobarnets skrigeri. Omgivet af liv og alligevel alene og passiv. Netop denne scene er en af flere, der er med til at pege på hvad disse mennesker har tilfælles – og hvad vi måske alle har tilfælles.

For er vi i sidste ende ikke alle alene – fremmedgjorte fra verden og os selv? Dette noget dystre portræt af mennesket er dog blot ét blandt flere tematikker. Bl.a. har Haneke også spørgsmålet om identitet og virkelighed i spil, hvilket han bl.a. gennem en leg med mediet driller frem. Man ryger fx ind i en intens scene med skuespillerinden, der mod ens forventninger viser sig at være en scene fra en af hendes film.

Her bliver virkelighed og identitet vendt på hovedet og man må bl.a. spørge sig selv, hvor grænsen mellem ens egen identitet og en påtaget rolle går, oprigtige og påtagede følelser. Nå, men inden jeg får vendt mere lommeuld, stopper jeg. Men mine rablerier vidner blot om Hanekes elegante evne til at sætte sit publikums tanker i gang.

Og ja, selvom Kode ukendt en multiplotfilm, skal man ikke forvente sig en film som – de i øvrigt fremragende – Magnolia og Short Cuts, eller for den sags skyld den bastante Babel eller de forfærdelige Crash og Hævnen, men derimod et eget enigmatisk og selvstændigt værk med mange ukendte koder at løse.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Ekstramaterialet er meget sparsomt og består kun af filmens trailer samt et slideshow med stills fra filmen. Både billede og lyd fungerer fint og velafstemt på denne dvd-udgivelse, dog uden at være prangende – og så er filmen altså ikke 130 minutter som angivet på coveret, men derimod 112 minutter, anyways.

Jeg vil lige nævne, at også Hanekes isnende og foruroligende mesterværk Pianisten netop er udkommet her i landet. Den kan absolut også anbefales og er måske et bedre sted at starte, hvis man er ny med Haneke. Well, ellers kan man også nuppe den fascinerende og ubehagelige Funny Games. Og få fat i originalen, selvom det kun er hans eget remake, der er udkommet her i landet – det er dog heller ikke helt ueffent.

Originaltitel: Code inconnu: Récit incomplet de divers voyages, Frankrig/Tyskland/Rumænien, 2000
Instruktion: Michael Haneke
Medvirkende: Juliette Binoche, Thierry Neuvic, Josef Bierbichler m.fl.
Spilletid: 112 min.
Udgiver: Another World Entertainment

Der er ikke nok bid i ’The Hunger Games’

/i /af

’Dræb eller blive dræbt’ – sådan kan man kort opridse den foruroligende præmis for det ondskabsfylde spil på liv og død i den dystopiske The Hunger Games. Her skal der kæmpes, indtil kun én overlevende står tilbage som vinder. En præmis, der potentielt indeholder både intens menneskejagt, dirrende drama og moralske dilemmaer for de unge deltagere – skal man fx dræbe for selv at overleve?

Vi befinder os i et fremtidigt USA, hvor magthaverne i den nye nation Panem forsøger at bevare magten over landets 12 distrikter. De afholder hvert år det tv-transmitterede show Hunger Games – både for at demonstrere deres position og samtidig minde den undertrykte befolkning om et fejlslagent oprør for år tilbage. Hvert distrikt skal derfor stille med en dreng og en pige til det blodige spil. Her ender vor heltinde Katniss Everdeen – let the games begin…!

Jeg har ikke læst bogen af Suzanne Collins som filmen er baseret på, så jeg holder mig fra sammenligninger med bogtrilogien. Jeg kan blot konstatere, at som film snubles der indledningsvis noget hastigt igennem en del information for at få etableret universet og karaktererne. Det er tjep fortællekunst, men ikke lige elegant og man aner til tider næsten manusforfatterne i replikker, der guider en på rette vej.

Men hvor The Hunger Games ikke altid er lige fornemt fortalt, så er universet overbevisende sat i scene med bastant arkitektur og flotte naturscener. Men hvorfor fa’en Panems rige indbyggere skal ligne farverige skurke fra starthalvfemserne, ved jeg ikke – en blåhåret Stanley Tucci, yikes. Filmens trumfkort er imidlertid Jennifer Lawrence som Katniss Everdeen. Hun balancerer medrivende mellem barsk og sårbar – og så er hun dæleme også dræbende ferm med bue og pil, cool.

Selvom vi har at gøre med et spil på liv og død, er det dog forbløffende hvor få dilemmaer de medvirkende egentlig sættes i – og underligt nok fornemmer man også kun sjældent en reel fare. Heldigvis diskes der – om end diskret – op men lidt blodsprøjt. Det er altid noget. For selvfølgelig skal det sjaske med blod, når et sværd hugges i en modstander – også selvom det er et barn. Sådan. Desværre føler man bare ikke noget særligt, når deltagerne falder på stribe.

Men til trods for filmens kradse præmis og eksistentielle tematikker som liv, død og overlevelse samt mediernes magt og det politiske bagtæppe med et fascistoidt styre, så ender The Hunger Games som en halvtam affære. Her er ganske enkelt for lidt saft og kraft i dramaet, mens det også er småt med gråzoner. Det er de gode mod de onde – og ikke så meget der imellem. Det er en skam, at man ikke har turdet udforske nogle mere tvetydige nuancer i de medvirkende følelsesliv.

Ja, jeg vil skide på om filmen skal kunne sælges bredt, for når man har en så voldsom præmis som omdrejningspunkt, skal der altså mere drama på drengen. Og når filmen så oven i købet forråder sin egen præmis i tredje akt, så går luften sgu fejt af ballonen. Den forhastede finale forløser desværre heller ikke det ellers neglebidende oplæg. Det kan hverken en snalret Woody Harrelson eller en magtfuld Donald Sutherland redde.

At The Hunger Games er blevet udråbt til at skulle udfylde tomrummet efter de slatne gummi-vampyrer i Twiligt-serien – uden sammenligning i øvrigt – kan jeg dog kun billige (med mindre det selvfølgelig afstedkommer drab på uskyldige teens med bue og pil). For filmens ujævnheder til trods, så er det flot og momentant tankevækkende underholdning, der i sine bedste øjeblikke forener adrenalin og eftertanke. Desværre sker det bare ikke nok.

Ja, nup den japanske Battle Royale fra 2000, den har en meget lignende præmis og langt mere svung på både historie, karakterer og ikke mindst vold. Jeg skal nok lade være med at råbe ’ripoff’ – alt for højt. Nå ja, se også 80’er-baskeren The Running Man, hvor en svulstig Arnold Schwarzenegger må kæmpe mod både morderiske ishockeyspillere og motorsave for at overleve et overgearet game show.

Originaltitel: The Hunger Games, USA, 2012
Biografpremiere: d. 22. marts 2012.
Instruktion: Gary Ross
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Stanley Tucci, Woody Harrelson, Elizabeth Banks, Lenny Kravitz, Liam Hemsworth, Donald Sutherland m.fl.
Spilletid: 2 time 22 min.
Distributør: Nordisk Film