Superhelte-hjemmevideo overrasker positivt

Der bliver slået to fluer med et smæk, når Chronicle flyver afsted. Den kombinerer nemlig ’found footage’-stilen (som bl.a. Cloverfield og Paranormal Activity-filmene) med superheltefilmen. Altså to af de mest populære tendenser i filmens verden de seneste par år. Men selvom det måske kan lyde kalkuleret, så er her faktisk tale om et interessant og medrivende tag på en superhelte-oprindelseshistorie.

Den indadvendte teenager Andrew (Dane DeHaan) tumler med en voldelig far og en dødssyg mor derhjemme, mens livet i high school heller ikke er en succes. Men en aften, hvor han mod sin vilje hives med til en fest, ændres alt for ham og hans to venner – fætteren Matt (Alex Russell) og den kække Steve (Michael B. Jordan). De falder nemlig over et stort hul i jorden, som de nysgerrigt kravler ned i.

Nede i mørket støder de på et underligt objekt, der på mystisk vis giver de tre drenge overnaturlige evner og de kan nu bl.a. både flyve og flytte ting med tankes kraft. Men i takt med, at de bliver bedre til at kontrollere og forstå deres nye evner, jo mere påvirker det også deres personligheder. Der opstår splid i trekløveret og i opfattelsen af, hvordan de tre superhelte in spe skal håndtere deres utrolige evner.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>

Noget af det, der gør Chronicle til en spændende film er ikke så meget drengenes leg med deres nye kræfter, det er snarere de vellykkede persontegninger af tre vidt forskellige drenge. For de håndterer deres liv og problemer på hver deres måde, hvilket fornemt forstærkes via deres nye evner. Men ja, det er også sjovt at se dem flyve kåde rundt oppe i skyerne og bruge deres evner til at drille medstuderede.

Hjemmevideostilen virker dog ofte en smule overflødig og påtaget, bl.a. fordi det aldrig på noget tidspunkt bliver troværdigt. Den håndholdte stil kommer desværre derfor også oftere til at fremstå som et lidt letkøbt gimmick, end en nærværende måde at komme ind på livet af drengene på.

Men det til side samt et par scener, der synes akavet ude af sync med resten af filmen – bl.a. Andrews optræden ved skolens talentshow – så håndterer Chronicle både superhelte-genren og de tre drenges liv nuanceret og overraskende. En på flere måder interessant film, der desuden også det meste af vejen elegant forener knægtenes kækhed med en grundlæggende alvorlig tone. Forfriskende og stramt fortalt.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen står knivskarpt på Blu-ray med et flot og veldefineret billede og farvepalet. Lydsporet fungerer ligeledes virkelig godt, hvor dialogen går klart igennem samt bl.a. knitrende udfald, der skal være med til at gøre ”hjemmeoptagelserne” troværdige. Desværre er ekstramaterialet meget sparsomt og nærmest overflødigt.

Man finder en ligegyldig slettet scene (1 min.) samt en kedelig præ-visualisering af et par af filmens scener (8 min.). Lidt mere interessant er de 4 minutter med demo-optagelser, men intet, der som sådan giver et bedre indblik i skabelsen af filmen. Man kan desuden se en 5 minutter længere udgave af filmen end biografversionen.

Læs mine anmeldelser af andre ’found footage’-film:
Troldjægeren: På vild troldejagt i Norges skove
Silent House: Grufuld rundvisning i et knirkende hus
The Last Exorcism: Håndholdt eksorcisme i sydstaterne
Apollo 18: Uhyggen udebliver i atmosfærefyldt månegyser
The Devil Inside: Eksorcismegys er en ret grum hjemmevideo

Paranormal Activity 3: Mere dæmonbesat hjemmevideo-uhygge

Originaltitel: Chronicle, USA, 2012.
Instruktion: Josh Trank
Medvirkende: Dane DeHaan, Alex Russell, Michael B. Jordan m.fl.
Spilletid:84 min. (biografversion), og 89 min. (forlænget version)
Distributør: SF Film