En konge med talefejl er drøngodt drama

/i /af

Historien om det usædvanlige venskab mellem den stammende Kong George og hans taleterapeut Lionel er velsmurt, vittigt og veloplagt drama. Man skal altså ikke lade sig narre af det en smule stive og formelle cover, der pryder Kongens store tale. Det er så absolut en forrygende, underholdende og rørende film.

Egentlig skulle han slet ikke have været Englands konge, men da Kong Edward afstår tronen, bliver den sky Bertie kronet – og hermed Kong George VI. Problemet er blot, at Bertie stammer ubehjælpsomt og det går jo ikke, når han skal fremstå som en stærk leder for et land på vej i krig med Tyskland. Han ender derfor hos taleterapeuten Lionel, som skal hjælpe ham af med sin talefejl.

Filmens kerne er samspillet mellem Geoffrey Rush som den selvsikre Lionel og den forsagte, men temperamentsfulde Bertie – spillet til Oscar-perfektion af Colin Firth. Scenerne mellem dem er elektriske og elegante. De vittige og veldrejede dialoger leveres forrygende og rørende. Og selvom Firth er løbet med mest omtale, så er Rush også helt suveræn – stædig, kæk og vovet. En sprængfarlig duo.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Ensom seriemorder i trøstesløst London

/i /af

Vi kender ham alle. Ham den lidt sære midaldrende mand, der vandrer ensom gennem gaderne. Ham der holder sig for sig selv. Eneboeren man hilser høfligt på i opgangen. Sådan er Tony. Ensom, mut og socialt inkompetent – nå ja, og seriemorder.

Men den fremragende britiske Tony er ikke en gængs omgang seriemorder-sjov, men et råt, realistisk og sørgeligt portræt af en eneboer, der tilfældigvis også slår folk ihjel. Ikke så meget fordi han umiddelbart nyder det. Mordene synes mere som aggressive løsninger på situationer, den dybt forstyrrede Tony ikke ser anden vej ud af – uforudsigeligt og skræmmende.

Her er ingen velkomponeret spændingskurve, gruopvækkende klimaks eller noget lindrende forsøg på at forklare eller forstå Tony, men en mere eller mindre nøgtern skildring af hans hverdag – et både trist og slemt fascinerende bekendtskab.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Sød Rachel McAdams redder slattent morgen-tv

/i /af

Selvom grafikerne bag coveret til Morning Glory har gjort hvad de kunne for at skræmme folk væk med en kikset komposition, så gemmer der sig bag det akavede og klichéfyldte photoshop-kiks faktisk en ganske sød feel-good-film – selvfølgelig med hjertet på rette sted, romancen lige om hjørnet og en happy end.

I filmens (lyserøde) hjerte finder man den hårdtarbejdende tv-producer Becky, en oplagt og sød Rachel McAdams. Hun får arbejde på et faldefærdigt morgenprogram, som hun skal redde fra lukning – hmmm, mon det lykkedes? Hun går ukueligt til opgaven, men det er svært med to værter, der ikke kan udstå hinanden, den vrisne Mike og en kynisk Colleen – henholdsvis Harrison Ford og Diane Keaton.

Her er bestemt ikke tale om nogen original (romantisk) komedie, men takket være en uimodståeligt charmerende McAdams samt en gnaven Ford og en lidt for morgenfrisk Keaton hiver Morning Glory point hjem på sin sødme og selvtillid.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

En ballerinas sammenbrud er forrygende filmpower

/i /af

En af dette års indtil videre helt store filmiske mavepustere har for mit vedkommende været Darren Aronofkis psyko-thriller-og-ballet-gyser Black Swan. En film, der syder af rå filmisk power og visuel legesyge, hvor den søde Natalie Portman som dedikeret ballerina går op i limningen – en rolle hun hev en Oscar hjem for.

Der er ikke andet end ballet i Ninas liv. Hun kæmper for perfektion og tilsidesætter alt i sin stræben efter det sublime. Men da hun får den eftertragtede dobbeltrolle som både hvid og sort svane i balletten Svanesøen, styrer hun direkte mod et sammenbrud. Den krævende dobbeltrolle bliver en besættelse for hende og æder sig ind på den ustabile ballerina, der snart ikke kan kende forskel på virkelighed og mareridt.

Ganske vist er symbolikken langt fra subtil. Der en den uskyldige hvide svane mod den sorte og farlige. En mørk side, den uskyldige Nina nu må i kontakt med, hvor også mødet med den frigjorte rival (Mila Kunis) er med til at presse hende. Der er bl.a. også krakelerede spejle som billede på Ninas opløsning og et lyserødt lillepige-værelse, der emmer af uskyld. Ja, kontrasterne er bestemt til at få øje på.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Bjergtagende western med en rap tøs i front

/i /af

Coen-brødrene serverer deres seneste værk, westenfilmen True Grit uden så mange dikkedarer. Her er ganske enkelt tale om en film, der lever af klassiske dyder som solide og interessante karakterer, en indtagende historie og spændstig dialog samt smukke og bjergtagende billeder. Herligt.

Den intelligente og rapkæftede 14-årige Mattie Ross vil hævne sin fars død ved at finde manden der skød ham. Hun hyrer den fordrukne U.S. Marshal Rooster Cogburn til opgaven, men de får uventet følgeskab af den selvglade Texas Ranger LeBeouf, der eftersøger samme mand. Sammen begiver det umage trekløver sig nu ud på en både smuk og intens rejse efter hævn og forløsning.

Det er sgu en smule urimeligt at Hailee Steinfelds navn ikke har fået lov at pryde filmens cover, for hun nærmest stjæler billedet for næsen af de ligeledes fremragende Jeff Bridges, Matt Damon og Josh Brolin. Hun er ilter, rap i replikken og svært uimodståelig at følge i sin stålsatte jagt på sin fars morder.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere

Clint Eastwood om livet efter døden

/i /af

Jeg var spændt på at se den seneste film af Clint Eastwood – selvfølgelig pga. Clinten i instruktørstolen, men også fordi den synes at have delt publikum i to. Groft sagt dem der kan lide den og dem der ikke kan. Og selvom den både rørende og smukke Hereafter er noget ujævn, blev jeg ret betaget af dramaet, hvor spørgsmålet om livet efter døden står centralt hos tre mennesker, hvis veje krydses.

Der er George (Matt Damon), som har lagt arbejdet som medie bag sig, da han mener, det forhindrer ham i at leve et normalt liv. Der er den franske journalist Marie (Cécile de France), der efter en nærdødsoplevelse synes at have set et glimt af efterlivet og så er der knægten Marcus (Frankie McLaren), som mister sin bror i en trafikulykke.

Men selvom filmen ikke hele vejen får fortalt og sammenflettet de tre skæbner lige gnidningsløst eller overbevisende, så er det svært ikke at blive bare en smule berørt af dramaet, der desværre ikke er lige stærkt over hele linien.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Vittig ungdomskomedie er sit gode rygte værd

/i /af

De fleste kender godt til, at en lille hvid løgn hurtigt spredes og snart kan tage form af den skinbarlige sandhed. I Easy A tages denne situation til sit yderste. For da Olives uskyldige løgn om at have været sammen med en ældre fyr spredes, ændres hendes liv. Fra at have været nærmest usynlig, udnævnes hun nu til skolens billige tøs.

Men i stedet for at mane rygtet i jorden, hvilket også viser sig at være umuligt, spiller hun med på løgnen. Dels fordi den nye opmærksomhed er meget sjov og samtidig nyder hun også at kunne give en fuck-finger til skolens kristne slæng, der frelst prædiker afholdenhed inden ægteskabet. Men Olives nye status får uforudsete konsekvenser for både venskaber, potentielle kærester og hendes selvopfattelse.

Easy A er en både skarp, vittig og velspillet ungdomskomedie, der intelligent får sat problematikker om rygte og omdømme i spil, både i forhold til en frelst seksualmoral, men også det ofte urimelige hierarki, man finder blandt piger og drenge, når det kommer til scoringer – her vellykket sat i scene ved Olives omfavnelse af løgnen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Ensom overlevelse er forførende filmkick

/i /af

Det er mildt sagt noget af en kattepine den naturglade Aron Ralston havner i, da han begiver sig ud i Utahs øde klippelandskab. Her ender et forkert skridt nemlig fatalt og han havner i en smal klippesprække med sin højre arm klemt fast af en enorm sten. Fanget og uden et menneske i nærheden. Hans kamp for overlevelse er kun lige begyndt.

Så simpelt er setuppet i Danny Boyles seneste film 127 Hours. James Franco har den altdominerende hovedrolle, som den både charmerende og uheldige hiker. Den mere end ubehagelige situation kan måske synes konstrueret, men er utroligt nok baseret på en virkelig hændelse fra 2003.

Selvom filmen stort set kun udspiller sig med Franco på skærmen klemt fast imellem klippevæggene, så holdes hjulene effektivt i gang og dramaet levende. Dette ikke mindst pga. en fremragende Franco, man bl.a. via hans eget videokamera som personlig skriftestol kommer helt tæt på, både rent fysisk og karaktermæssigt.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Superhelte-ramasjang og masser af eksplosioner

/i /af

Umiddelbart er det et umage par, man finder bag The Green Hornet. Seth Rogen bærer titelrollen som maskeret helt, mens Michel Gondry instruerer – han er manden bag krøllede perler som Evigt solskin i et pletfrit sind og The Science of Sleep. Resultatet er også det hidtil mest strømlinede fra Gondrys hånd, men der er stadig masser af sprælskhed og upoleret charme i denne løsslupne superhelte-komedie.

Rigmandssønnen Britt Reid (Seth Rogen) lever et ubekymret liv med fest og farver. Men da hans far dør, arver Reid farens velrenommerede avis og må nu tage sit liv op til revision. Det bliver dog først, da han møder Kato (Jay Chou), farens forhenværende mekaniker, at hans liv for alvor ændres. Sammen beslutter de sig nemlig for at bekæmpe kriminalitet – det med et arsenal af vilde gadgets.

The Green Hornet modtog ikke just positive anmeldelser, da den spillede i biografen, men den fik en urimelig hård medfart. Godt nok er filmen en til tider ujævn størrelse og er man ikke til Rogen, er der lang vej til rulleteksterne. Men netop dens skødesløse facon og skæve plotafvikling er med til at give filmen sin charme.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –> Læs mere

GIALLO: Adrien Brody på morderjagt i Torinos gader

/i /af

Nej, selvfølgelig er det ikke rart at blive kidnappet, tortureret og myrdet af en psykotisk galning. Men vi ser gerne med, når gruen udspiller sig – i filmens verden that is. I seriemorder-thrilleren Giallo er det smukke unge tøser, det går ud over – as ususal. For en fæl morder er på færde i den italienske by Torino, hvor han hiver uskyldige bimbos med hjem i sin fugtige kælder for at lege tortur-fotograf.

Adrian Brody agerer mut og traumatiseret kriminalbetjent, nu med toiletbræt-skæg og god sans for det morderiske sind. Han får kvindelig assistance af den kønne Linda (Emmanuelle Seigner), hvis søster er blevet kidnappet af den perverse psykopat. Menneskejagten er begyndt, mens håbet for søsterens liv svinder ind.

Og så er det vist på tide, jeg hiver instruktøren på banen, for han er hovedårsagen til, at jeg har haft filmen igennem afspilleren. Og når nu coveret ikke nævner hans navn, så gør jeg – og det i versaler: DARIO ARGENTO. Faste læsere vil vide, jeg har et soft spot for denne italienske horror-instruktør. Desværre matcher hans seneste produktioner ikke glansperioden i 70’erne og 80’erne – det gælder også Giallo.

Men uanset om man ser filmen med Argentos mesterværker som Profondo Rosso og Suspiria i baghovedet eller ej, så er Giallo en noget konventionel omgang seriemorder-spas – tilsat et par plotmæssige kameler, der ikke sådan er til at sluge. Det er fx ikke just troværdigt, at Linda sådan uden videre kommer med helt frem i felten af opklaringsarbejdet i den ellers hemmeligholdte morderjagt.

Men selvom plotafviklingen og opklaringsarbejdet ikke leveres lige elegant hele vejen, så serveres der ofte vellykket atmosfære og herlig blodindsmurt gore. Bl.a. tilføjer Torinos indtagende arkitektur og en obduktion i et gammelt auditorium filmen en vis charme og stil, mens man heller ikke snydes for et par brutale nedslagtninger ’up close’ og med kniven helt ind i kødet, Argento-style.

Desuden er parløbet mellem Brodys karakter og morderen også ret interessant, om end ikke videre original. De arbejder begge i mørke lokaler under jorden og bærer begge på en traumatiseret barndom. Giallo leverer dog ikke overraskende psykologisk dybde, men folder trods alt et par spændende idéer ud.

Tja, måske er det meget godt, at det er Brodys Oscar-indsmurte fjæs, der pryder coveret (hele 7 gange, hvis man tæller efter) og ikke Argentos navn bøjet i versaler. For Giallo er altså ikke Argentos ’finest hour’, men går dog an som et rutinepræget seriemorder-fiks komplet med genrens slidte klichéer og tunge oneliners – desværre serveret uden den finesse, man kunne have håbet på fra Argentos hånd.

En lille kuriøs afslutningsbemærkning er, at man i filmen ser plakaten for Juno. Måske er det Argento, som her siger tak for cadeauen til Junos filmskabere, der som bekendt nævnte ham i filmen. Uanset hvad, er det pudsigt at se den farvestrålende plakat med en gravid Ellen Page tone frem i Torinos bybillede.

– Læs også mine anmeldelser af Argentos Inferno og Pokerspilleren.

Ekstramateriale:
Man finder ikke skyggen af ekstramateriale på Blu-ray-udgivelsen, som desværre heller ikke har den mest imponerende billedside. Her er billedet til tider en kende uldent og nuancerne heller ikke hele vejen lige i skabet. Lydsporet er bedre, hvor det ofte indtagende score fint balanceres med dialog.

Originaltitel: Giallo, USA, 2010
Instruktion: Dario Argento
Medvirkende: Adrien Brody, Emmanuelle Seiger m.fl.
Spilletid: 1 time 33 min.
Udgiver: Pan Vision