Bradley Cooper med boostet hjerne underholder

Hvad ville du gøre, hvis du kunne tage en pille, der på få sekunder optimerede din hjernekapacitet og gjorde dig superintelligent, succesfuld og rig? Sådan en pille er præmissen for den heftige thriller Limitless, hvor Bradley Cooper som den hensunkne forfatter Eddie selvfølgelig tager den. Straks boostes hans hjerne og pludselig ligger verden for hans fødder.

Men sådan en ”magisk” pille har selvfølgelig konsekvenser. For den hurtige succes med penge, damer og dyre biler varer ikke ved. Pludselig er Eddie uden at vide det havnet i en alvorlig knibe, hvor mystiske bagmænd er ude efter ham og hans piller, mens også de fysiske bivirkninger begynder at melde sig.

Ja, selvfølgelig er der plothuller i skidtet – men bider man på den i grunden fjollede præmis, er det et forrygende trip at være med på. Her holdes sømmet veleksekveret i bund hele vejen, mens instruktør Neil Burger folder visuelt opfindsomme krumspring ud, som bl.a. fordoblede spejlbilleder og svimlende kamerature gennem New York – og det uden at Coopers karakter mister pondus i farten.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Science fiction for håbløse romantikere

Grundpræmissen i science fiction-thrilleren The Adjustment Bureau har at gøre med en hemmelig organisation, der på mystisk vis har en finger med i spillet, når det gælder skæbne og fri vilje. Det er dog imidlertid kærlighedshistorien mellem Matt Damon og Emily Blunt, der bærer strabadserne helskindet gennem plothuller og New Yorks smukke gader.

Matt Damon er den lovende, unge politiker David Norris, der er godt på vej til at få en plads i det amerikanske senat, men så støder han ind i danseren Elise, en sød Emily Blunt – og ja, det er kærlighed ved første blik. Herfra begynder underlige ting at ske. Mystiske hatteklædte-mænd forsøger nu af ukendte årsager at holde de to adskilt. Snart er Norris på flugt fra den lyssky organisation og på jagt efter sit livs kærlighed.

’Kærligheden overvinder alt’ kunne meget vel have været filmens tagline. For selvom her både er interessante konspirationer, heftig katten-efter-musen-action samt filosofiske overvejelser om den frie vilje, så er det romancen, der banker mest overbevisende i The Adjustment Bureau.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN
–> Læs mere

Kedeligt hjertetransplantations-ævl

Grunden til at jeg hoppede på thrilleren The Black Heart var ikke filmens producere Tony og Ridley Scott, der ellers fornemt pryder filmens cover, men derimod manden bag novellen, som filmen er baseret. Det er nemlig den legendariske forfatter Edgar Allan Poe – en mand med hang mysterier og det bizarre.

Her er nu heller ikke meget at komme efter, desværre. The Black Heart er en af den slags film, man fornemmer kunne have været interessant, hvis blot historien var blevet fortalt med større overbevisning. Det er ikke tilfældet og det kuriøse plot forbliver en spændende idé, der aldrig bliver medrivende forløst.

Filmen er centreret om Terry, der får et nyt hjerte. Men efter hjertetransplantationen begynder han at hallucinere og ændre adfærd – jep, det er selvfølgelig hjertet der på mystisk vis påvirker Terrys personlighed. Et ganske interessant udgangspunkt, hvor der også smides et konspirations-mysterium i gryden. Desværre bliver historien aldrig overbevisende indfriet, men blafrer blot utroværdigt i vinden.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Raffineret gangster-drama er dødspændende

Nærmest uden at opdage det, var jeg blevet suget ind i det intense krimi-drama Animal Kingdom. For ligesom filmens hovedperson, den 17-årige Josh, lukkes man nærmest med paraderne nede ind i en kriminel families hverdag, der på trods af sit på overfladen rolige væsen sitrer af en nervepirrende usikkerhed.

Efter Josh mister sin mor, bliver han taget under vingerne af sin mormor og tre onkler. Her bliver han en ufrivillig del af familiens brutale liv på den forkerte side af loven og kommer til at spille en afgørende rolle i kampen mellem den kriminelle familie og en betjents ihærdige jagt på at få spærret familien inde. Men hvilken side vælger Josh og har han overhovedet noget valg?

Et i grunden simpelt setup, men afviklet med en nuanceret forståelse for de komplekse relationer i det forrygende ensemble samt et raffineret flair for at opbygge spænding – det uden at ty til drønende action eller et pumpende soundtrack. Her bobler spændingen i selv de mest uskyldige scener, som fx en tur i indkøbscentret. Det er pokkers elegant udført og dødspændende hele vejen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Christian Bale stråler som afdanket bokser-junkie

Der ikke noget som et godt gammeldags sportsdrama, hvor underdog’en imod alle odds kæmper sig vej mod toppen. Men det fremragende bokse-drama The Fighter er meget andet end de hårdtslående kampe. Filmens egentlige kampe synes nemlig at udspille sig udenfor ringen, hvor den ihærdige bokser Micky må gå egne veje og ikke lade familien styre karrieren, hvis han skal opnå succes.

Micky er den mutte og slidsomme bokser, der går lider nederlag efter nederlag, mens hans storebror og træner Dicky lever højt på fortidens sejre, men nu er et ranglet skellet med et stofmisbrug. De to er uadskillige og solidt planet i familiens skød, hvor alle ønsker Micky til tops. Men på trods af gode intentioner synes familien, ledt an af en rapkæftet mor mere at stå i vejen end at hjælpe succesen på vej.

Filmen er baseret på den virkelige historie om de to bokse-brødre, hvor Mark Wahlberg med fin usikkerhed og råstyrke leverer Micky, mens en udsultet Christian Bale som den hurtigsnakkende og karismatiske Dicky fuldstændig stjæler billedet – præcis som i forholdet mellem de to brødre. Bale er fænomenal og uhyggeligt overbevisende – han hev da også en Oscar hjem for rollen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>
Læs mere

Kedelig Statham leverer action i tomgang

Actionfilm behøver ikke nødvendigvis et overraskende eller nytænkende plot for at underholde. Men når de uoriginale eskapader leveres så rodet og uengagerende som tilfældet er med The Mechanic, så hjælper hverken store eksplosioner eller en kedelig Jason Statham som lejemorder filmen ud af tam tomgang.

Athur Bishop er en iskold hitman uden samvittighed (næsten), men med en forkærlighed for vinylplader og klassisk musik – den sofistikerede dræber, du ved. Han udfører sine opgaver uden slinger i valsen, men da hans lærermester og ven Harry McKenna bliver hans næste mål kompliceres sagerne…

Måske det bare er mig, men jeg har aldrig forstået hvorfor Statham skulle være så pokkers cool og eftertragtet i nyere actionfilm. Jeg synes han er kikset, uden charme og kedelig. Det er også tilfælde i The Mechanic. Heldigvis teamer han op med den langt mere interessante Ben Foster, der spiller hans ’lejemorder-elev’.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN
–> Læs mere

Rablende kamæleon i formidabelt western-eventyr

Instruktør Gore Verbinski og Johnny Depp er atter teamet op – dog ikke med endnu en omgang ’Pirates of the Carribbean’, men med den sprudlende animationsfilm Rango. Western-eventyret ledes an af Depp som kæk kamæleon i en film, der bobler af visuel opfindsomhed, fortælleglæde og vidunderligt skæve karakterer.

Den hurtigtsnakkende Rango havner langt udenfor sit trygge terrarium, da han ved et uheld slynges ud fra bagsædet af en bil på vej gennem ørkenen. Her ender det gæve krybdyr midt i byen Dirt blandt ørkenrotter og klapperslanger. Den lille by lider af vandmangel og savner en helt til at klare ærterne – en rolle som den teatralske Rango selvsikkert indtager og jagten på det forsvundne vand begynder.

Det er en fornøjelse at sætte tænderne i Rango. Her er i den grad kræset for detaljerne, karaktererne og historien. Godt nok bruges der flittigt af western-genrens klichéer, men selvom film-referencerne sidder løst på dette skæve eventyr, så bliver det aldrig et trivielt eller uoriginalt bekendtskab – langt fra – men en film der absolut er sin egen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Hul Hollywood-eksorcisme med habil Hopkins

Hollywood langer med The Rite endnu en omgang eksorcisme-gys over disken – letfordøjelig, velproduceret og uden de store overraskelser, det skulle da lige være, at man ikke bliver videre skræmt af de tungetalende og øjenrullende strabadser. Anthony Hopkins er dog en fornøjelse som den djævleuddrivende Fader Lucas.

Selvom filmens cover på alle måder domineres af Hopkins – og det med god grund – så er det egentlige omdrejningspunkt den unge præstestuderende Michael Kovak, der spilles med flad stivhed af Colin O’Donoghue. Han tvivler på sin tro, men da han sendes til Rom for at studere eksorcisme og her møder Fader Lucas begynder skeptikeren at genoverveje sin tro – big surprise.

Anthony Hopkins stjæler fuldstændig filmen med en ilter og nuancerede præstation, som en præst der på trods af sit årelange liv med djævleuddrivelser selv bærer tvivlen i sig. Han er en fryd at være i selskab med. Hertil kommer at filmens instruktør Mikael Håfström ganske fermt stabler tung og regnvåd gyserstemning på benene.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Forlænget ’Ringenes Herre’-trilogi imponerer på Blu-ray

10 år efter, at den første film i den eventyrlige trilogi baseret på J.R.R. Tolkiens bøger ramte biografer verden over, lander de tre film nu endelig på Blu-ray i de forlængede udgaver – plus timevis af dybdegående ekstramateriale. Ringenes Herre-trilogien – Extended Edition er intet mindre end en imponerende udgivelse.

Den episke og farefylde rejse starter med Eventyret om Ringen, hvor Frodo sammen med bl.a. tre hobbit-venner begiver sig mod Mordor for at tilintetgøre Ringen, der kan kontrollere verdens skæbne. En ring, der er farlig i de forkerte hænder – ikke mindst den onde fyrst Sauron, der er ude efter den med ønsket om verdensherredømmet.

Den første film er virkelig stærk. Venskabet mellem hobbitterne er rørende og medrivende, hvor Elijah Wood som den hårdtprøvede Frodo går i et med sin rolle. Det er også her det store univers etableres og flere af historiens mange karakterer præsenteres – og instruktøren Peter Jackson lykkedes elegant med dette. Jeg er dog en af de få, som ikke har læst bøgerne, så jeg skal ikke gøre mig klog på mangler, men kan blot konstatere, at som film fungerer historien og universet helstøbt.

Med De to Tårne skrues der op for action-delen, mens kampen mellem de gode og de onde tropper intensiveres. Den lille gruppe med Frodo i front splittes op og den uforudsigelige Gollum kommer for alvor i spil. Karaktererne kommer til at stå en smule i skyggen af de storslåede action-scener, men som et vildt eventyr-drøn, lever dette andet kapitel ubesværet.

Den helt store finale venter i Kongen vender tilbage. Her skal det sidste slag stå og Frodos rejse for at tilintetgøre Ringen ender. Her er mange plottråde, der skal afsluttes og selvom spilletiden runder de fire timer, så imponeres man hele vejen over de episke scenerier og de medvirkendes strabadser. Filmen synes dog efter sit store klimaks at fortsætte en tand for længe. Det ændrer dog ikke ved, at dette er et tilfredsstillende sidste kapitel i sagaen.

Nogle af trilogiens effekter fremstår ganske vist en smule forældede og humoren er til tider irriterende, men historien er stadig stærk og medrivende leveret – og får endog mere vægt i disse forlængede udgaver, der i snit tilføjer ca. 40 minutter til hver film. Et medrivende eventyr om det gode mod det onde, at finde sig selv og troen på at lykkedes, selv imod alle odds – selvfølgelig tilsat godt med glubske monstre, smukke elvere og et skud udødelig kærlighed.

Ja, da Peter Jackson i sin tid jonglerede med spandevis af blod og ulækre rumvæsner i de underholdende splatter-fester Bad Taste og Braindead, lå det ikke umiddelbart i kortene, at han skulle komme til at stå bag en af filmhistoriens mest ambitiøse og omfattende produktioner. Men han levede bestemt op til opgaven med denne både bjergtagende og imponerende filmtrilogi.

Billede og lyd:
Udgivelsen indeholder hele 15 skiver. Hver film er fordelt på to og suppleret af tre med ekstramateriale. Billede og lyd er pudset af – også i forhold til sidste års Blu-ray-udgivelse af biografudgaverne. Billedet står virkelig flot, hvor især den første film synes bedre end biografudgaven. Detaljerne er indtagende, farverne mættede og veldefinerede med flotte nuancer og gode kontraster filmene igennem.

Lydsporene fremstår om muligt endnu mere helstøbte end billedsiden. Her er solid bund, medrivende panoreringer og velbalancerede niveauer over hele linien – lige fra Midgård til Mordor.

Ekstramateriale:
Udgivelsens ekstramateriale er et kapitel for sig – eneste anke er, at det ikke er opgraderet til HD, men medfølger på almindelige dvd-skiver. Men det til side, så er det et yderst omfattende og spændende ekstramateriale, der løber op i godt 26 timer.

Hver film kommer med fire forskellige kommentarspor, bl.a. med Peter Jackson og castet. Herudover finder man en lang række features og dokumentarfilm, der på alle tænkelig leder og kanter går i kødet på den enorme filmproduktion og eventyrlige univers. Her er alt hvad man kunne ønske sig og mere til.

Her er interviews med folkene bag, fra Peter Jackson til castet og videre til dem der har stået for bl.a. speciel effects og production design. Her er sammenligninger mellem filmene og bøgerne, et kig på musikken og lyddesignet. Man er med på settet og kommer tæt på produktionen samt logistikken bag at få de tre film i kassen. En overvældende produktion, som man her får et omfangsrigt indblik i.

Konklusion:
Hvis man allerede har filmene på dvd eller Blu-ray-udgivelsen fra sidste år, kan man dog roligt opgradere. Billede og lyd imponerer og så medfølger der timevis af spændende ekstramateriale, som ganske vist har været at finde fordelt på tidligere udsendte versioner af trilogien, men altså her for første gang samlet i én boks.

Ringenes Herre-trilogien –Extended Edition er uden tvivl en udgivelse, man straks bør slå klørene – og i selskab med Frodo, Aragon, Gandalf og resten af slænget kan denne imponerende udgivelse uden tvivl slå noget af tiden ihjel hos de mange fans, inden den første af to ’Hobbitten’-film får premiere til december næste år.

Originaltitel: The Lord of the Rings, The Motion Picture Trilogy – Extended Edition, 2011 (The Fellowship of the Ring, 2001. The Two Towers, 2002. The Return of the King, 2003).
Instruktion:
Peter Jackson
Medvirkende:
Elijah Wood, Ian McKellen, Viggo Mortensen, Sean Astin, Liv Tyler, Cate Blanchett, John Rhys-Davies, Billy Boyd, Dominic Monaghan, Orlando Bloom, Hugo Weaving, Sean Bean, Ian Holm, Andy Serkis, Sala Baker m.fl.
Spilletid:
228 min., 235 min., 263 min.
Udgiver:
SF Film

Olm atmosfære i mennesketomt Detroit

Lige siden jeg blev skræmt godt og grundigt af instruktøren Brad Andersons Session 9 (med den fjollede danske titel Dødens hospital) og senere fascineret af den isnende The Machinist med en yderst udmagret Christian Bale, har jeg set frem til hans film. Med den postapokalyptiske Vanishing on 7th Street er han tilbage med et stemningsmættet gys. Desværre forløses filmens ellers skræmmende potentiale ikke.

En pludselig strømafbrydelse lægger Detroit i mørke. Mystikken breder sig, da det viser sig, at næsten alle mennesker er forsvundet ud i den blå luft. En lille håndfuld overlevende finder sammen i en bar, hvor en nødgenerator holder lyset tændt og de mystiske skyggevæsner, der synes at stå bag på afstand. Væsnerne ser ud til kun at kunne leve i mørket, så det er fatalt at strømmen rinder ud og dagene bliver kortere.

Der er flere gode ting at sige om Vanishing on 7th Street. Her er depressiv dommedagsstemning og Anderson forfalder ikke til billige ‘jump scares’, men tør dvæle ved den ubehagelige situation uden at give letkøbte forklaringer på de mærkelige væsner. Desværre er filmens karakterer ikke specielt interessante og skuespillernes præstationer ujævne – og det taber filmen meget pondus på.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN –>
Læs mere