’Harry Potter’-sagaen er spektakulær film-magi

/i /af

2011 er året, hvor en af nyere tids mest populære film-sagaer nåede sin afslutning. For efter 10 år kunne man indløse billet til det ottende og sidste kapitel i eventyret om troldmandslærlingen Harry Potter. Nu er alle seriens film udkommet og blevet samlet i en boks, så de godt 20 timers Potter-magi kan opleves igen og igen.

Jeg har aldrig læst bøgerne og ikke før nu fået set samtlige kapitler i sagaen – og selvom jeg aldrig bliver hardcore fan med et lyn i panden, kan jeg kun anbefale enhver eventyr-entusiast at deltage i Potters spektakulære kamp mod den onde Lord Voldemort. Ganske vist er alle film ikke lige stærke, men som helhed udgør sagaen en eventyrlig film-serie, der flot realiserer J.K. Rowlings magiske univers.

Den første film, Harry Potter og De Vises Sten er mest af alt en børnefilm og fungerer som en letbenet introduktion til universet. Selve historien er ikke rigtig spændende og Daniel Radcliffe, Rupert Grint og Emma Watson er endnu ikke faldet overbevisende til i de tre hovedroller. Til gengæld er John Williams score magisk, mens Alan Rickman er en sand fornøjelse som den olme Professor Snape.

Anden film, Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer er også instrueret af Chris Columbus og er på flere punkter en bedre film – måske fordi man kan hoppe på eventyret uden videre introduktion. Her bydes på mere spænding og så får Potters mystiske fortid nye nuancer. Men filmen er en smule ujævn og spilletiden synes unødvendig lang. Tredje film, Harry Potter og Fangen fra Azkaban er seriens ind til da bedste og visuelt smukkeste kapitel – ja, måske det smukkeste til dato.

Tonen er langt mere alvorlig og universet har i takt med, at Potter & co. er blevet ældre fået mere kant. For første gang fornemmer man, at det er liv og død på spil. Desværre blev det kun til én enkelt film med Alfonso Cuarón som instruktør. Mike Newell instruerede også kun én film – den knapt så vellykkede Harry Potter og Flammernes Pokal. Her går der for meget skolebal i den til min smag.

Spændingen indfinder sig først for alvor i filmens sidste 30 minutter, men trekløveret Harry, Ron og Hermione er for alvor ved at træde i karakter. Vanen tro er her heldigvis spektakulære og duperende scenerier, bl.a. en monster-cool drage-kamp. De sidste fire kapitler i serien kom David Yates til at instruere og han lægger stærkt ud med Harry Potter og Fønixordenen.

Forbindelsen mellem Potter og Voldemort kommer atter i spil – en ganske enkelt medrivende film. Serien holder nogenlunde niveau med Harry Potter og Halvblodsprinsen. Et fint forspil inden Harry Potter og Dødsregalierne del 1 og 2 runder eventyret af med maner, bl.a. med en fænomenal Ralph Fiennes som den onde Lord Voldemort – et skræmmende godt trumfkort.

Men desværre er det faktisk først med den to-delte finale (og Fangen fra Azkaban), at det for alvor slår gnister i trekløveret og den renskurede Harry viser mere kant. Det kunne resten af sagaen godt bruge mere af. Ofte synes det, at være de lette løsninger, der kommer i første række, mens egentlige dilemmaer, karakterudvikling og det potentielt spændende drama ikke altid kommer i spil.

Man kunne bl.a. forestille, at Potters komplekse forhold til sine afdøde forældre og den formørkede forbindelse til Voldemort med fordel kunne være udforsket mere. Det samme med Rons komplekser i forhold til Potter og det potente trekantsdrama mellem de tre hovedpersoner. Men måske det ikke ville matche forlægget i bøgerne.

Billede og lyd:
Boksen byder ikke på nogen overraskelser, da den indeholder de allerede udgivne Blu-ray-1-disc-udgaver. Men ejer man fx kun filmene på dvd, er det bestemt en opgradering værd – eller en god undskyldning for gå over til Blu-ray.

De to første film er de teknisk svageste, uden dog at skuffe. Men tredje og fjerde film står lige det bedre, mens de sidste fire film alle på det nærmeste er reference-skiver. Billedsiden gengives upåklageligt, knivskarpt og indtagende hele vejen, mens også lydsporet sætter filmmagien i sving. En audio-visuel fornøjelse.

Ekstramateriale:
Man finder altså intet eksklusivt ekstramateriale i denne boks, men det samme, der hele tiden har været tilgængeligt. Ekstramaterialet er af svingende kvalitet og omfang, men overordnet er der interessante sager at komme efter til hver film.

De mest hardcore Potter-fan skal dog gå efter den limiterede boks, der har nyt artwork, 2-disc-ugaverne af Halvblodsprinsen samt Dødsregalierne del 1 og 2 samt en fotobog. Men limiteret eller ej, kunne man godt have ønsket sig, at der evt. var lavet nyt ekstramateriale, når nu en så monumental saga nåede sin afslutning.

Konklusion:
Rent teknisk består udgivelsen absolut, men det er den limiterede boks, man skal have fat på, hvis man vil have det hele med. Og selvom jeg aldrig bliver fuldblods-Potter-fan, er det ikke sidste gang, jeg har taget turen til Hogwarts – favoritterne er dog klart Fangen fra Azkaban og de to sidste kapitler.

Magien er ganske vist central i Potter-universet, men det er når de menneskelige bånd knyttes og ikke mindst sættes på prøve, at filmene for alvor fænger – hvilket desværre ikke er så udtalt, før man når til de to sidste film i serien. Men uanset hvad ens præferencer måtte være, så er sagaen solidt produceret og flot eventyr-underholdning.

– LÆS OM ANDRE FILM-SERIER PÅ BLU-RAY: Alien Anthology | Ringenes Herre-trilogien | ’Star Wars: The Complete Saga’.

Originaltitel: Harry Potter – Complete 8-Film Collection, 2011 (Harry Potter and the Philosopher’s Stone, 2001. Harry Potter and the Chamber of Secrets, 2002. Harry Potter and the Prisoner of Azkaban, 2004. Harry Potter and the Goblet of Fire, 2005. Harry Potter and the Order of the Phoenix, 2007. Harry Potter and the Half-Blood Prince, 2009. Harry Potter and the Deathly Hallows – Part 1, 2010. Harry Potter and the Deathly Hallows – Part 2, 2011.
Instruktion: Chris Columbus, Alfonso Cuarón, Mike Newel og David Yates.
Medvirkende: Daniel Radcliffe, Rupert Grint, Emma Watson, Alan Rickman, Ralph Fiennes m.fl.
Spilletid: 1181 min.
Udgiver: Warner Home Entertainent

Tandløs hyldest-dokumentar til Michael Jackson

/i /af

Michael Jackson er en af nyere tids allerstørste superstjerner – hvis ikke den største – og hans alt for tidlige død kom for de fleste som chok. Siden da er der forsøgt holdt liv i myten om The King of Pop – og ikke mindst spinde guld på manden bag udødelige hits som Don’t Stop ‘Til You Get Enough, Thriller og Billie Jean.

Nu kommer hvad der kunne ligne den ultimative dokumentar om manden bag myten, Michael Jackson: The Life of an Icon. For her er det familie, venner og kollegaer, der fortæller om deres forhold til og oplevelser med Michael – og hvem bedre til tegne et indsigtsfuldt portræt af MJ end hans nærmeste? Men ak nej, man kommer ikke et dyt tættere på Jackson under den 2 timer og 30 minutter lange overfladiske hyldest.

Her får man blot en løs gennemgang af hans karriere, fra tiden i Jackson 5 videre til solokarrieren, plastikkirurgi og anklagerne om misbrug af børn, hvor de interviewede parter bl.a. også snakker om hans musikalske visioner, kærlighedsliv eller mangel på samme og tragiske dødsfald – men man kommer aldrig ind på livet af hovedpersonen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Jordens undergang er allerhelvedes smuk

/i /af

Hvem havde troet, at Jordens undergang ville være så allerhelvedes smuk? Det er ikke desto mindre tilfældet i Lars von Triers Melancholia. Her svæver den enorme planet Melancholia i filmens åndeløse prolog elegant og altødelæggende ind i vores lille blå planet. Dommedag malet op i panoramiske skønhedstableauer og skudt i magisk ultra slowmotion, hvor fugle falder fra himlen og livet går op i flammer.

Filmen starter mildt sagt med enden – på det hele! Herefter tager filmens to kapitler fat – et til hver af søstrene Justine (Kirsten Dunst) og Claire (Charlotte Gainsbourg), altså før udslettelsen. Justine er blevet gift og bryllupsfesten holdes i Claire og hendes mands imponerende palæ. En passende pompøs location til Jordens undergang. Selvfølgelig med godt udsyn til dommedag – og vi sidder med på første parket. Herligt.

Det er ikke så meget den enorme planets kollisionskurs med Jorden, der er i centrum. Her er det dramaet mellem søstrene, der binder universets kispus med menneskeheden sammen. Den uligevægtige Justine og den rationelle Claire. Men som filmen foldes ud og menneskets styrker og svagheder testes, bider den forestående undergang sig mere og mere fast i karaktererne og de eksistentielle tematikker om liv og død får luft under vingerne.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Besættelsesgyser er effektiv neglebider

/i /af

Der skrues på de helt rigtige skrækfilmsknapper i den neglebidende besættelsesgyser Insidious. En hidsig lille sag, der effektivt satte en skræk i livet på mig – men nu har jeg også et særdeles anspændt forhold til besatte børn, but who hasn’t? Jep, endelig en gyser fra Hollywoods mareridtsmaskine, der ikke er et tamt remake og som faktisk gav mig både kuldegysninger og væmmelige jump scares. Herligt.

En familie er flyttet ind i et nyt, stort hus. Men mystiske lyde og hændelser indfinder sig snart og da den ene af familiens drenge efter en ulykke på det (selvfølgelig) skumle loft ender i en uforklarlig koma, tager uhyggen for alvor til. For hvad fejler knægten i grunden og hvem er det, der hvisker i skyggerne?

Nej, det er ikke just originalitet, filmen vinder på – præmissen er velkendt og set mange gange før. Men instruktør James Wan og manusforfatter Leigh Whannell har et solidt greb om genrens klassiske virkemidler og får stablet flot ’haunted house’-stemning på benene samt flere hårrejsende scener med brug af blot skygger og skumle lyde.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Mel Gibson overtages af åbenmundet tøjbæver

/i /af

Selvom Mel Gibson så småt er begyndt at få filmroller igen, er det de seneste år desværre hans skandaleombruste privatliv, der har fyldt mere end hans kvaliteter som skuespiller og instruktør. Med det skæve tragikomiske drama The Beaver beviser han, at han absolut stadig kan bære en rolle foran kameraet. Jep, et mindre comeback for manden med naturligt vanvid i øjnene og en skrøbelighed bag det ellers barske ydre.

Mel Gibson spiller den dybt deprimerede Walter Black. Familielivet mere end skranter og det samme gør jobbet. Men da han alene, fortabt og fordrukken forsøger at tage sit eget liv, falder han over en ulden bæver-hånddukke (!). Den bliver hans bramfrie alter ego, et bizart talerør som al kommunikation nu går igennem – og måske det netop er bæveren, der kan hjælpe ham tilbage til livet og redde familielivet…

Ja, det er en noget aparte præmis, men det fungerer og jeg accepterede straks den plyssede medspiller. Det hænger bl.a. sammen med Mel Gibsons præstation og et i øvrigt velspillende cast, hvor Jodie Forster, der udover at have instrueret også indtager rollen som frustreret og overbærende hustru.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

A SERBIAN FILM: Kontroversiel serber gør sit bedste for at chokere

/i /af

Oftest kan man roligt se igennem fingre med advarselsskiltene, der med rund hånd påklistres ekstreme skrækfilm. Med den kontroversielle A Serbian Film er der for en gangs skyld noget om snakken. ”Extremely brutal and provocative elements” lyder advarslen – eller opfordringen, om man vil. Og ja, den er brutal og ikke blot endnu en omgang splat. Her forsøges grænserne rykket for, hvad man kan vise på film.

Milos har stoppet karrieren som pornostjerne og forsøger nu at udleve drømmen som familiefar med kone og barn. Men han kan ikke finde ro og savner også pengene – familien skal jo forsørges. Så da han får tilbudt en stor sum penge for at medvirke i et lyssky filmprojekt, slår han til. Det viser sig selvfølgelig at være et uhørt grumt og perverteret job, der snart sender Milos ind i menneskesindets mest mørke afkroge.

Jeg vil ikke gå i detaljer med, hvad der videre udfolder sig. En af filmens styrker består nemlig i at overrumple sit publikum med de mest syge scener tænkeligt. En depraveret rejse ned i et menneskeskabt helvede. Man skal med andre ord tænke sig virkelig godt om, før man vælger at sætte filmen på.

Men for at forstå hvorfor A Serbian Film har vakt så stor afsky og kontrovers, kan jeg sige, at filmen byder på et sygt sammenkog af pædofili, voldtægt, porno, stoffer, nekrofili og drab samt en familie i uhørt ond menneskelig opløsning. Jep, en kulsort smeltedigel af alt det forbudte, tabubelagte og grimme i mennesket. Men provokerer filmen? Chokerer og frastøder den? Ikke mig, må jeg med skuffelse indrømme.

Jo, rationelt må man frastødes af uhyrlighederne. Men følelsesmæssigt blev jeg ikke ramt og provokationen udeblev for mit vedkommende også. Jo vist, ridser man filmens handling op sort på hvidt, lyder det dybt foruroligende. Men det bliver for søgt i sin levering og for kategorisk fortalt. Det gælder både volden, men også de kritiske kvæk om Serbiens politiske forhold.

Og selvom Srdjan Todorovic er overbevisende som Milos, kommer man ikke rigtigt ind under huden på ham og ellers interessante temaer som kunstens grænser, pengenes magt og magtrelationer får aldrig for alvor bund og psykologisk dybde til at påvirke mere end overfladisk. Der er dog en interessant modsætning mellem filmens lækre produktion og det rå indhold – her opstår en sær dynamik mellem poleret æstetik og grufuld vold.

Men uanset hvad ens holdning måtte være til A Serbian Film, så er sådanne grænsesøgende film vigtige, bl.a. fordi de holder gang i debatten om filmcensur og tvinger sit publikum til stillingtagen. At filmen så ikke rigtigt kommer i mål, hverken som helstøbt shocker eller et provokerende værk, er ærgerligt. Der er dog et par blodindsmurte adrenalin-kick i vente, men som helhed har filmen ikke sat et uafrysteligt aftryk på mit sind. Tror jeg da ikke…

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger intet ekstramateriale med Blu-ray-udgivelsen. Det er en skam, da det bestemt kunne være interessant at få et indblik i tankerne bag filmen, da instruktør og manusforfatter Srdjan Spasojevic og medforfatter Aleksandar Radivojevic uden tvivl har noget på hjerte. Til gengæld gengives de grufulde billeder flot – farverne er veldefinerede og kontrasterne fine, mens også lydsiden går rent igennem, hvor bl.a. den ofte omklamrende lydside har god pondus.

Originaltitel: Srpski Film, Serbien, 2010
Instruktion: Srdjan Spasojevic
Medvirkende: Srdjan Todorovic, Sergej Trifunovic, Jelena Gavrilovic, Slobodan Bestic, Katarina Zutic m.fl.
Spilletid: 1 time 44 min.
Udgiver: Cinematic Vision

Jim Sturgess tumler rundt i hærget London

/i /af

Okay, lad mig starte med ­­det positive, for der er absolut også gode ting at sige om den flagrende ’paranoia-og-nonsens-thriller-med-indbygget-romance’ Heartless. Her er nemlig et ofte forførende genremiks på færde samt en usikkerhed om, hvor filmen bevæger sig hen. En herlig uforudsigelighed, der holdes i hævd af diverse bizarre indfald, hvor man bl.a. støder på hætteklædte dæmoner og en tvetydig indisk pige.

Ankeret i filmens virvar af plotmæssige krumspring er Jim Sturgess. Han spiller den generte Jamie Morgan – en ung fotograf med et stort hjerteformet modermærke i ansigtet. Han skammer sig over sit udseende og tror ikke på, at nogen ville kunne falde for ham. Men da han møder den diabolske Papa B, der tilbyder at fjerne det hæmmende modermærke, ændres Jamies liv drastisk…

Egentlig er der meget guf at komme efter i Heartless – her er olm atmosfære samt en ambitiøs historie med flere interessante idéer i spil og god plads til eksistentielle tematikker. Men det store filmiske puslespil fangede mig bare ikke. En af grundene er, at Jim Sturgess aldrig for alvor bliver troværdig som en knægt med mindreværd – han fungerer dog fint som mut romantiker.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Den charmerende kung fu-panda er tilbage

/i /af

Den elskværdige og madglade kung fu-panda Po (Jack Black) er tilbage for fuld styrke i Kung Fu Panda 2. Tempoet er højt og den farverige animation giver medrivende liv til de hurtige replikker, heftige kampscener og ikke mindst det herligt spraglede og svært underholdende persongalleri.

I denne ombæring tumler den buttede Po med spørgsmålet om, hvor han kommer fra – nå ja, og så skal han også lige stoppe den forfængelige påfugl Lord Shen (Gary Oldman) fra at futte Kina af med krudt og kugler. Heldigvis får Po hjælp af sine venner i The Furious Five. En ganske vist simpel historie, men fortalt oplagt og engagerende – ikke mindst takket være Jack Black som den sympatiske panda.

Ja – fart, action og fyrig animation fylder meget, men historien lader heldigvis sine karakterer ånde og få lige nøjagtig den tyngde, der skal til for give den animerede påhitsomhed et engagerende modspil. Men Kung Fu Panda 2 kommer absolut også et godt stykke af vejen alene på grund af sit tempo og farverige univers.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

To nørder på afveje med fjollet rumvæsen

/i /af

Jeg er vild med Hot Fuzz og elsker Shaun of the Dead. Begge film med det uimodståelige makkerpar Simon Pegg og Nick Frost i front. I komedien Paul slår de to briter atter pjalterne sammen, mens Seth Rogen klukker sig igennem rollen som tilbagelænet rumvæsen. Jep, science fiction-genren tages her under kærlig behandling på et vildt road trip gennem USA…

De bedste venner Graeme og Clive (Pegg og Frost) er taget til USA for at deltage i nørd-mekkaet Comic-Con og herefter køre gennem landet for at se nogle af de mest kendte UFO-sightings. Men inden de ser sig om, får de ufrivilligt selskab af det potrygende og storbandende rumvæsen Paul. Han er på flugt fra regeringen – og så går den vilde jagt ellers, alt imens science fiction-referencerne flittigt fyger afsted.

Selvom det er Pegg og Frost, der har stået for manuskriptet, så nås samme komiske højder desværre ikke som i Hot Fuzz og Shaun of the Dead, der begge er instrueret af Edgar Wright. Her er mere fokus på slapstick, action samt pik-patter-og-prut-jokes – og nej, det er ikke lige sjovt hele vejen. Men selvom her ikke er tale om samme grad af underspillet og tør britisk humor, som man før har set fra de to herrers side, så er de to stadig godt selskab.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSE–> Læs mere

Tre tragiske skæbner på vej mod afgrunden

/i /af

Siden jeg for et års tid siden stødte på de første rosende omtaler af den knugende thriller Red White & Blue, har jeg været spændt på at se filmen. Nu er den udkommet her i landet – ledsaget af et en smule misvisende cover med blodsprøjt og en bagbundet tøs. Jo jo, her er bestemt brutale scener, men det er langt fra den momentvis blodige slagside, der er drivkraften – det er derimod filmens komplekse skæbneportrætter.

Her møder man tre tragiske personer, der alle er faret vild i livet og hvis veje krydses på fatal vis. Det er elegant og lavmælt fortalt, hvor alt det usagte fornemt er med til at forme karaktererne. Her følger man den hjemvendte og ustabile soldat Nate (Noah Taylor), Franki (Marc Senter), hvis kræftsyge mor ligger for døden og Erica (Amanda Fuller), der forsøger at dulme tomheden i sit liv med den ene mand efter den anden.

Personer med ar på sjælen og i underskud af ægte omsorg, men som alle af forskellige årsager enten ikke formår eller tillader sig selv at lade lyset slippe ind. Ja, det hele lyder ret deprimerende – det er det sådan set også, men fortalt med stor indlevelse og sat sikkert i scene af instruktør og manusforfatter Simon Rumley. Han formår på subtil vis at lade intensiteten tage til filmen igennem, hvilket gør det svært ikke at involvere sig i dramaet.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere