Meningen med det hele anes i ’The Tree of Life’

/i /af

Der favnes bredt i Terrence Malicks The Tree of Life. Her er vi med fra før tidernes morgen og frem til nutidens storbyer. Fra universets afkroge og ind i naturens inderste celler. Et komplekst og fragmentarisk værk med mennesket i frit fald, mens man synes at ane meningen med det hele – i det nære så vel som i det uforståelige kosmos.

Mellem billeder af præhistoriske naturlandskaber, mikroorganismer og kosmiske eksplosioner finder vi filmens menneskelige ansigt i en kristen middelklassefamilie i 1950’ernes Texas. Her vokser tre brødre op med to forskellige pejlemærker i livet – en streng far (Brad Pitt) og en omsorgsfuld mor (Jessica Chastain). Man springer filmen igennem mellem naturbilleder, drengenes barndom og en af sønnerne (Sean Penn), der som voksen mindes sin opvækst – som i et forsøg på at forstå sig selv.

The Tree of Life er vanskelig at favne – endsige sætte ord på. Man griber dog et forsøg på at finde menneskets plads i verden. Her fylder forstadsfamilien mening på livet med Gud, mens naturen upåagtet kristne dogmer både giver og tager liv. Midt i det hele må man selv – præcis som brødrene – forsøge at finde sin egen vej.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Slimede aliens og rå cowboys i trægt samspil

/i /af

Selvfølgelig er kombinationen af rumvæsner og cowboys cool. Jeg mener, de store vidder og seksløbere samt slimede monstre og monstrøse rumfartøjer. Der er en laber visuel dynamik mellem de to universer – old school og high tech. Derfor var jeg også spændt på Cowboys & Aliens, der som titlen antyder blander de to genrer. Desværre er resultatet ikke nær så medrivende, som man kunne have ønsket sig. Slet ikke.

Her finder man ellers Harrison Ford som en snerrende og gammel Indiana Jones, mens James Bond aka Daniel Craig er iført cowboyhat og et overjordisk håndvåben. Sammen må de to med en spraglet flok cowboys forsvare ikke blot deres lille by, men sgu hele jorden mod laserskydende monstre fra rummet. Så op på hesten og frem i sadlen – lad vrøvlerierne begynde.

Der lægges eller stemningsfuldt ud med flotte skud af en præriens susen og en cool Daniel Craig som mut gunslinger, der uden at få sved på panden nedlægger en flok barske kriminelle. Han ankommer som manden uden navn til en lille flække, hvor han snart vikles ind i problemer og hans lyssky fortid kommer for en dag. Dette er dog småproblemer i forhold til rumvæsnernes eksplosive indtog på prærien.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Creepy sindssygeanstalt med labre tøser

/i /af

En af mine store instruktøridoler er John Carpenter. Han står bag mesterlige og genredefinerende skrækfilm som Halloween og The Thing samt underholdende fremtidseskapader med Escape from New York og den oversete They Live. Men man må nok indse, at hans storhedstid er forbi. Han instruerer fortsat, dog i et beskedent omfang. Men når der er nyt, håber jeg på det bedste – gammel kærlighed ruster aldrig.

Det er mere en 10 år siden, han sidst var aktuel med en spillefilm – han har dog i den mellemliggende periode instrueret et par solide i afsnit i tv-serien Masters of Horror. Men desværre er det ikke et overrumplende comeback til spillefilmen han leverer med ’labre-tøser-og-et-grumt-spøgelse-på-en-sindssygeanstalt-gyseren’ The Ward. Her er vi tilbage i 1966, hvor en forvirret Kristen bliver anbragt på en psykiatrisk afdeling efter at have sat ild til en øde landejendom.

Hun kan imidlertid ikke huske hvem hun er eller hvorfor hun satte ild til huset – og noget er da også helt galt på afdelingen, hvor en mystisk skikkelse synes at vandre på gangene. Der er dog ikke meget hjælp at hente hos personalet eller de andre indlagte tøser, så Kristen må selv forsøge at komme til bunds i spøgelses-mysteriet og finde frem til sandheden om sig selv. Et klassisk setup med traumer og gespenster i skyggerne… gisp.

Filmens præmis er ganske vist gammelkendt, hvilket der ikke er noget galt i. Men når manuskriptet er så idéforladt og historien så klodset konstrueret, hjælper det ikke just Carpenters gys på rette vej. Filmens første del spiller imidlertid bedst, hvor regnen siler ned og lyn stemningsfuldt lyser det creepy hospital op. Men så tager vrøvlerierne for alvor til og uhyggen forbliver postuleret. Øv.

Der er dog noget grundlæggende tiltalende ved en flok yndige piger på en anstalt. Desværre er tøserne ikke specielt troværdige som patienter – der forsøges ellers både med ’crazy eyes’ og madning af en tøjkanin. Men bl.a. forbliver Amber Heard anonym som Kristen – måske fordi man ved så lidt om hende  – det er altså desværre også småt med indlevelsen og interessen i historiens afvikling. Så er der mere gods i Jared Harris som den tvetydige Dr. Stringer.

Men uanset de regnfulde anstrengelser og få stemningsfulde skygger samt gnistrende elektrochok, så presses der ikke meget reel uhygge ud af det flade og famlende manuskript. The Ward forbliver en ordinær, træg og meget lidt skræmmende gyserkliché – og jeg vil end ikke komme ind på den pinlige finale. Desværre Carpenter, bedre held næste gang.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Man finder ikke skyggen af ekstramateriale på dvd-udgivelsen (filmen er ikke udkommet på Blu-ray). Desværre er billedet heller ikke lige veldefineret hele vejen, men farver og nuancer er dog fint gengivet, om end nogle af de mørke scener står en smule slørede. Lydsiden er solid og skyder det bastante score fint ind under huden.

Originaltitel: The Ward, USA, 2010
Instruktion: John Carpenter
Medvirkende: Amber Heard, Mamie Gummer, Danielle Panabaker, Lyndsy Fonseca, Jared Harris m.fl.
Spilletid: 85 min.
Udgiver: Midget Entertainment

Sejlivede chefer og klodsede lejemord

/i /af

Måske er det fordi mine forventninger var i bund eller også er det fordi, jeg forinden havde siddet fast i en elevator i syv dødkedelige timer. Uanset hvad, så fik jeg et skud underholdende Hollywood-komedie ud af den stjernespækkede Horrible Bosses. Ganske vist harmløs og ikke helt så fræk som den kunne have været, men bestemt både sjov, tosset og ikke mindst med god dynamik på rollelisten.

Løjerne dobbelt-teames af tre gutter, der alle er dødtrætte af deres respektive chefer. Jason Bateman er den underdanige papirnusser, der hundses med af en herlig sadistisk Kevin Spacey, mens skørtejægeren Jason Sudeikis må tumle med en hensynsløs og kokainmisbrugende Colin Farrell og den nuttede Charlie Day sexchikaneres af en intimiderende Jennifer Aniston. Så er sekskløveret vist på plads.

Well, der er selvfølgelig også lige en ikke specielt sjov Jamie Foxx i en birolle som kranie-tatoveret kriminel. Anyways. De tre gutter er ikke i tvivl om, at deres liv ville være meget bedre, hvis ikke det var for deres satans chefer. Så ja, de kommer frem til den mest logiske løsning, nemlig at slå dem ihjel. Herfra begynder mor(d)somhederne for alvor, mens forviklinger og kolde fødder spænder ben for planen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Grufuld rundvisning i et knirkende hus

/i /af

Jeg har i et godt stykke tid villet se ’et-knirkende-hus-på-landet-gyseren’ The Silent House. Bl.a. fordi den skulle være yderst skræmmende, men også fordi den skulle være optaget i ét one-take. Et interessant eksperiment eller blot en ligegyldig gimmick? Så da regnen en dag silede ned og natten var ekstra olm, tog jeg mod til mig og fulgte i hælene på Laura og hendes far ind i det skumle hus…

De har fået til opgave at gøre den ramponerede landejendom i stand. Men inden længe falder mørket på og snart er begges liv i fare, for en morder lurer i husets skygger. Det er velkendte gyser-elementer, der er på spil her – så som underlige lyde på loftet og en ukendt morder i mørket. At filmen så skulle være skudt i ét one-take, tvivler jeg på – men det er i grunden også underordnet, for den klaustrofobiske illusion holdes.

Men uanset hvad, så fik filmen aldrig for alvor skrækskovlen under mig. Det lykkedes dog at stable ret solid atmosfære på benene i husets labyrintiske indre, hvor bl.a. det evigt insisterende kamera er med til at skabe intensitet og nærvær, mens også klaustrofobien momentant fik sit greb i mig. Her er altså gode takter, men desværre bliver Lauras kamp for overlevelse også noget triviel at følge.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Mager lejemordertøs deler flade øretæver ud

/i /af

Nej, selvfølgelig kan man ikke få nok af labre lejemordere, der med elegance og køligt overblik formår at dræbe sine mål på mest udspekulerede vis – og slippe lydløst fra det. I den varmblodede actionkolbøtte Colombiana er det en lidt for mager Zoe Saldana, der dræber løs i et forsøg på at få gjort kål på sit barndomstraume og ro i sin plagede sjæl. Jep, frem med automatriffel og kvælertag.

Som lille pige ser Cataleya sine forældre blive skudt med koldt blod af en ond gangster-boss. Hun undslipper dog og dedikerer nu sit liv til at blive den mest effektive dræber, for herved at kunne opsøge den grumme gangster og hævne sine forældres død. Hendes plan går selvfølgelig ikke som forventet og snart er FBI på sporet af hende – og vupti, jægeren bliver den jagede.

Her er ikke så meget pjat, der skal losses noget action over disken – og til en hvis grad lykkedes det også at få afviklet nogle heftige actionsekvenser, der bl.a. involverer sultne hajer og en gennemtænkt fængselslikvidering. Altsammen med den adrætte Zoe Saldana i front – og hun får i den grad kravlet rundt i ventilationsskakter. Desværre snubler filmen over flere usandsynligheder end actionræset kan bære.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Solid superhelte-action nakker onde nazister

/i /af

Der er i den grad blevet losset superheltefilm over disken de seneste par år. Sidste år kom tiden så til en omgang patriotisme med Captain America: The First Avenger. Det er der kommet en habil omgang action ud af. Her følger man den splejsede Steve Rogers forvandling til den muskuløse helt, der må i kamp for at forpurre überskurken Red Skulls onde planer om at erobre verdensherredømmet.

Året er 1942 og 2. verdenskrig raser. Den spinkle Steve Rogers ønsker brændende at blive optaget i hæren for at kæmpe mod nazisterne og for sit lands frihed. Desværre forgæves. Han har ganske vist et sandt heltehjerte, men ikke kroppen til kamp – indtil den dag, han udpeges til et hemmeligt eksperiment. Her forvandles den klejne soldat nemlig til den svulmende Captain America og ondskaben kan nu få en på frakken.

Der er virkelig mange ting, der fungerer i Captain America og heldigvis nok til at overskygge filmens til tider ujævne flow. Det er bl.a. en fornøjelse, at man har givet så god plads til at fortælle historien om Steve Rogers og hans kamp for at klare den i militæret, inden han pustes op til den ikoniske helt. Han og universet etableres fornemt, så man er godt rustet, når eksplosionerne for alvor tager fat.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Leonardo DiCaprio er god med gammelmandsmaske

/i /af

Jeg skal ikke kunne sige, om det er alderen, der er ved at sætte sig hos Hollywoods grand old man, Clint Eastwood. Men desværre er hans J. Edgar ikke den fængslende biopic, man kunne have ønsket sig. Leonardo DiCaprio overbeviser dog i hovedrollen som FBI’s grundlægger, den gådefulde J. Edgar Hoover – både som ivrig knøs samt iført gammelmandsmaske og med pude på maven.

Der er meget at fortælle om J. Edgar Hoover. Rigtig meget – specielt når man forsøger at gabe over så mange dele i hans begivenhedsrige liv. Overordnet er her dog to fortællinger i spil, den om privatmennesket Edgar og den om hans officielle liv. To sider af manden og myten, der desværre aldrig rigtigt smelter medrivende sammen. I stedet ender filmen som en noget rodet og ujævn sag, der vil for meget og kan for lidt.

Filmen handler selvfølgelig bl.a. om magt, hvordan man får den og ikke mindst beholder den. Mest interessant bliver det dog, når der kradses i Hoovers hårde overflade og stramme diktion – når Eastwood forsøger at finde ind bag knudemanden, ind til motivationen, sorgen, afsavnet og hans higen efter anerkendelse. Men desværre kommer man ikke for alvor ind på livet af eller bliver klogere på FBI-bossen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Stum flugt gennem sneen er en træg traver

/i /af

Der er både en voldsom eksplosion, helikoptere og op til flere våben at finde på det actionfyldte cover til Essential Killing – og så sættes der trumf på ved at kalde flugtfilmen ’et hurtigt actiondrama’. Den kalder jeg sgu lige bullshit på. Det er altså en markedsføring, der ikke stemmer overnes med filmen – ikke at det nødvendigvis er en dårlig ting, men det er dælme et misvisende cover.

Filmen er snarere et mut og intenst afdæmpet portræt af en krigsfanges flugt gennem et goldt snelandskab. Her ytres stort set ikke et ord og ”det hurtige actiondrama” er til at overse. Her foregår den barske kamp for overlevelse i stilhed, hvilket fornemt understreger følelsen af ensomhed, mens ofte stemningsfulde og mennesketomme naturlandskaber omfavner den hårdtprøvede hovedperson.

Egentlig er filmen modig på flere punkter. En ting er den ordløse flugt, en anden er, at hovedpersonen – en intens Vincent Gallo – ikke er den mest sympatiske fyr. Han slår op til flere uskyldige ihjel og det uden at man har fået et indblik i hans baggrund, der kunne give en forståelse for hans adfærd. Der forsøges dog med pastelfarvede flashback til hans fortid, men det lykkedes aldrig at give ham den dybde og dramatiske klangbund, der kunne have gjort ham mere medrivende at følge.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

E.T. på steroider dufter af ægte filmmagi

/i /af

Skal man være en smule kæk, kan man godt kalde ’action-og-rumvæsens-eventyret’ Super 8 for en pumpet og steroidefyldt udgave af Steven Spielbergs 80’er-klassiker E.T. Her er i hvert fald mange ligheder. Man kan også bare kalde det en hyldest. Uanset hvad, så er det et flot og fyrigt eventyr, der på trods af gode takter desværre ikke kommer helt vellykket i mål. Men det dufter bestemt af ægte filmmagi.

En flok unger er i gang med at skyde deres egen film, da de bliver vidner til en yderst spektakulær togulykke. Det viser sig, at der var et mystisk væsen om bord, som nu er på fri fod i den lille by. Børnene vikles snart ind i et vildt eventyr, på jagt efter det glubske rumvæsen og med militæret lige i hæle. Og ja, det er selvfølgelige de filmglade purke, der i sidste ende må klare ærterne og redde byen.

At Super 8 giver mindelser om E.T. og har samme Spielbergske flair for at blande eventyr og virkelighed er næppe tilfældigt. Filmen er nemlig produceret af Spielberg, mens fanboy J.J. Abrams har instrueret og skrevet strabadserne. Desværre løber det ellers stemningsfulde eventyr af sporet i en overgearet og sødmefuld finale, hvor magien erstattes af bulder, brag og computereffekter. Øv.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere