Den blinde hævner er tilbage i gyseren ‘Don’t Breathe 2’

Intensitet på Blu-ray: Lad mig blot til en start sige, at jeg i den grad blev grebet godt og grundigt af Fede Alvarez’ intense gyser ‘Don’t Breathe’ fra 2016. Det var en både nervepirrende, velfortalt og dejligt brutal film, der desuden båd på sin del af urovækkende bizarre scener, hvor man følger tre unge indbrudstyve få deres at se til, da de bryder ind hos en blind mand, der viser sig ikke at være videre hjælpeløs, selvom han altså intet kan se.

Nu er den blinde mand og tidligere soldat så tilbage i opfølgeren ‘Don’t Breathe 2’, der dog ikke er instrueret af Fede Alvarez, men derimod Rodo Sayagues, som ligeledes får sin spillefilmsdebut som instruktør. Det er dog atter en intimiderende Stephen Lang, man finder i rollen som den blinde mand.

Denne opfølger udspiller sig i årene efter begivenhederne i den første film, hvor man nu finder den blinde mand, der også går under navnet Norman Nordstrom, forsøger at leve et tilbagetrukket og stille liv. Det er dog nemmere sagt end gjort, da hans mildt sagt dystre fortid pludselig indhenter ham.

I kraft af, at Norman er blind, så spiller blandt andet lyd en væsentlig rolle i fortællingen – ikke mindst stilhed. For Norman må blandt andet netop bruge sine ører, når hans øjne nu ikke fungerer. Netop lydens tilstedeværelse eller mangel på samme, finder man også i andre nyere gyserfilm som blandt andet den nervepirrende ‘Hush’ samt både ‘A Quiet Place’ og ‘A Quiet Place 2’.

Hvis du som jeg var begejstret for den første ‘Don’t Breathe’, så er der jo nok ingen vej udenom denne opfølger. For hvordan mon livet for Norman arter sig videre efter netop den første films brutale eskapader? Jeg er i hvert fald en sucker for filmens gysende hovedkarakter.

Blu-ray-udgivelsen byder udover selve filmen også på en lille omgang ekstramateriale. Man kan således dykke lidt yderligere ned i filmen, da man her blandt andet finder en alternativ slutning på filmen, videre til en lille håndfuld featuretter, der ser nærmere på forskellige aspekter af filmen, hvor man endvidere også får et kommentarspor med filmskaberne bag.

‘Don’t Breathe 2’ udkommer på dvd og Blu-ray den 31. januar.

Legenden Harvey Keitel er en pensioneret gangster i ‘Lansky’

Hollywood-legende på Blu-ray: Den i dag 82-årige skuespiller-legende Harvey Keitel har en i særdeleshed legendarisk række af film på sit CV, der tæller mere end imponerende 150 roller. Vildt! Tænk blandt andet blot på titler som ‘Mean Streets’, ‘Taxi Driver’ og ‘The Last Temptation of Christ’, videre til eksempelvis også ‘Thelma & Louise’, ‘Reservoir Dogs’ og ‘Bad Lieutenant’.

Listen fortsætter med alsidige roller i andre film som ‘The Piano’, ‘Rising Sun’ og ‘Pulp Fiction’ samt ‘Smoke’, videre til ‘From Dusk Till Dawn’, ‘Moonrise Kingdom’ og ‘Youth’ med mange flere. Ganske enkelt en imponerende filmskat. Nu er legenden så at se i rollen som en pensioneret gangster i Eytan Rockaways biografiske krimi-drama ‘Lansky’, der er udkommet på Blu-ray.

I det biografiske drama spiller Harvey Keitel titelkarakter Meyer Lansky. En aldrende mand, der efterforskes af selveste FBI, da de har ham under mistanke for at have gemt millioner af dollars væk over de seneste mere end 50 år. ‘Lansky’ bliver således historien om en pensioneret gangster, som nu fortæller sin livshistorie om et liv som chef for det såkaldte National Crime Syndicate.

Rollelisten byder udover på en altid karismatisk Harvey Keitel den berømte gangster også på bl.a. Sam Worthington, AnnaSophia Robb, Minka Kelly, David James Elliott og John Magaro. Filmen er dog uden tvivl Harvey Keitels. Han er i min optik altid et kig værd – og kombinationen af Harvey Keitel og en gangster-fortælling taler i hvert fald lige ind i mit filmhjerte.

Den polskfødte Meier Suchowlański aka Meyer Lansky levede fra 1902 til 1983 og blev således altså 80 år gammel, hvor han i sit voksne liv levede i USA, hvor han blev kendt som den såkaldte “Mob’s Accountant”. Altså mafians revisor. Det er Lanskys historie, der gennem Harvey Keitels gangster-portræt bringes til live.

Blu-ray-udgivelsen af ‘Lansky’ byder udover filmen også på en smule ekstramateriale. Her kan man således dykke lidt yderligere ned i filmen med blandt andet en making of-featurette og en featurette om netop Harvey Keitel.

‘Lansky’ udkommer på dvd og Blu-ray den 18. januar.

Action, bulder, brag og science fiction med ‘Infinite’

Action på Blu-ray: Det er en instruktør, der ved, hvordan man skruer en actionscene sammen, som sidder i instruktørstolen på action-og-science-fiction-filmen ‘Infinite’, nemlig Antoine Fuqua. Han har således en række brutale actionfilm på sit CV, bl.a. western-genindspilningen ‘The Magnificent Seven’, ‘The Equalizer’, ‘Olympus Has Fallen’ og ‘Shooter’ med flere.

Derfor bør hans kombination af netop action og science fiction med ‘Infinite’ også kunne afstedkomme sin del af eksplosivt medrivende action. Ikke mindst også med tanke på, at man i filmens hovedrolle som Evan McCauley finder Mark Wahlberg, der jo også har sin del af actionfilm på sit CV, herunder et tidligere eksplosivt samarbejde med netop Antoine Fuqua på filmen ‘Shooter’.

I ‘Infinite’ møder vi således Evan McCauley, der finder ud af, at han besidder vilde færdigheder, som han bare aldrig har lært. Endvidere har Ewan også forskellige minder om steder. Det er blot steder, som han aldrig har besøgt. Så hvad er der mon galt med den noget rundtossede Evan? Er han ved at miste forstanden eller er sandheden mon en anden?

For hele Evan situation tager naturligvis en stor bid af hans sindstilstand. Han er således godt og grundigt selvmedicineret og snart på randen af sammenbrud, da han nu får uventet besøg af en hemmelig gruppe, der kalder sig ‘Infinites’. De indvier ham nu i en helt anden verden end den, Ewan troede han befandt sig i. Det viser sig nemlig, at han minder faktisk er ægte.

Hvordan det hele imidltertid hænger sammen, må du se filmen for at finde ud af, hvor den således står på både plotmæssige krumspring, sin del af science fiction samt ikke mindst action, bulder og brag. Rollelisten byder udover en hårdtslående Mark Wahlberg også på karismatiske Chiwetel Ejiofor i rollen som Bathurst 2020, mens Sophie Cookson er Nora Brightman.

Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale. Her kan man således få et nærmere kig på de såkaldte ‘Infinites’, videre et indblik i filmens action og scener med mere. Så hvis du er klar på en omgang hjernekrøllet science fiction med Mark Wahlberg i front, kan ‘Infinite’ være en mulighed til hjemmebiografen.

‘Infinite’ udkommer på dvd og Blu-ray den 11. januar.

Ridley Scotts ‘The Last Duel’ får pondus i sin intense finale

Ridderfilm på Blu-ray: Legendariske og tilsyneladende ustoppelige Ridley Scott har ganske vist rundet de 83 år, men det stopper ikke instruktøren fra at kaste sig over et udstyrsstykke med periodedramaet ‘The Last Duel’, hvor fortællingen, der ses fra tre synsvinkler, leder op til netop den sidste duel, en duel til døden. Desværre er vejen mod den intenst forløste finale ujævn og noget træg.

Historien udspiller sig i råt og farvenedtonet Frankrig i det 14. århundrede. Her følger man et trekløver bestående af ridderen Jean de Carrouges, væbneren Jacques Le Gris og Carrouges’ hustru Marguerite. Men da en brutal og tragisk begivenhed kommer mellem de tre parter, sås der i den grad splid i trekløveret, hvor Carrouges nu må forsvare sin egen og hustruens ære mod Le Gris.

Således er der lagt op til et dramatisk stykke historiefortælling med tematikker som ære, hævn og eftermæle videre til bedrag, retfærdighed og løgn samt kvinders yderst svære og undertrykte kår i datidens mandsdominerede samfund. Desværre løber den 2 timer og 33 minutter lange film undervejs ind i sin del af dødvande, hvor det ellers potente drama mister faldhøjde og engagerende pondus.

Fortællingen, der ellers er sat flot i scene med store vidder af det naturbrusende landskab og mægtige slotte, forfalder til sin del af repliktunge scener, hvor et ellers interessant struktureret manuskript ikke for alvor får medrivende liv. Idéen med at lade fortællingen blive fortalt fra hver af de tre parters synspunkter, bidrager dog trods alt med sin del af nuancer, når karaktererne trænger til det.

Man finder her en krigerisk og arret Matt Damon som den retfærdighedssøgende Carrouges, mens Marguerite spilles med både styrke og sarthed af Jodie Comer. Hertil kommer Adam Driver som kvindeforfører og charmør i rollen som Le Gris, mens der spædes til med en ondsulet og liderlig Ben Affleck som magtmennesket grev Pierre d’Alençon.

Affleck har tydeligvis haft det sjovt med sin sleske rolle. Han synes dog noget løsrevet fra dramaets kernekonflikt mellem de tre parter, hvilket er en skam, da han er et underholdende bekendtskab. Kort fortalt leverer Ridley Scott en flot film, men desværre også et drama, der bliver noget tung i røven undervejs i sin lidt for lange spilletid, mens intensiteten dog heldigvis indfinder sig i den sidste duel.

Blu-ray-udgivelsen byder desuden på en making of-featurette og filmens trailer.

’The Last Duel’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 19. januar.

Tag straks på en sælsom tur til Island med ‘Lamb’

Biografanmeldelse: Langt ude i den brusende natur og omkranset af de mægtige islandske fjelde bor parret María og Ingvar. Her driver de et lille landbrug med får i pagt med naturen. Vinden suser, der er højt til himlen og langt til den nærmeste by. Dagene går med hårdt arbejde, både i marken og med fårene. En dag ændrer deres stille liv sig dog radikalt, da de gør et uventet fund i stalden.

Herfra er der ingen vej tilbage for parret, der nu sendes ned ad en sælsom og snoet sti i den islandske natur. Mystikken tager kun til, mens tematikker som sorg, afsavn og familie vikler sig engagerende omkring María og Ingvar. Fortiden spøger desuden i mere end en forstand. Det gælder her – til trods for fortællingens syrede slagside – en roligt udfoldet historie, der tør at tage sig god tid.

’Lamb’ fortælles nemlig i hænderne på instruktør og medforfatter Valdimar Jóhannsson med et sikkert samt roligt greb om dramaet, hvor naturen spiller sin helt egen smukke og ærefrygtindgydende rolle. Filmen lever nemlig ikke kun af sin både bizarre og hjertevarme historie, men også af sin bjergtagende billedside, hvor det helt eventyrlignende landskab spiller gribende op mod fortællingen.

Her er ikke tale om en plottung film, men altså en film, der også ånder og lever af sin atmosfære, sine billeder og tematikker, hvor man i dramaets menneskelige skikkelser finder Noomi Rapace og Hilmir Snær Guðnason som parret på landbruget. De lever deres ordknappe og intime liv, så jeg tror på dem og den sælsomme fortælling, de pludselig bliver en del af.

Selvom fortællingen og filmens brusende billeder er et dragende bekendtskab, mangler selve historien undervejs måske nok en smule mere dramatisk bid og psykologisk tyngde til helt at hive mig derind, hvor sorgen, afsavnet og kærligheden banker hos María og Ingvar. Det sagt, så har ’Lamb’ meget andet kørende for sig, hvorfor den momentant plotmæssige stilstand bestemt er til at leve med.

’Lamb’ er med andre ord en dejligt sælsom og naturdragende fortælling om mennesket og naturen, hvor sorgen og lykken danser kinddans med vores hovedroller sat i Islands berusende natur. Jeg kom i hvert fald på en rejse til Island, hvor hemmelighederne lever og mystikken gemmer sig langt ude i ødemarken, hvor klipperne knejser mod himlen og kærligheden kan få luft under vingerne.

’Lamb’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Lamb’ har biografpremiere den 27. januar.

Guillermo del Toros ‘Nightmare Alley’ er pokkers stemningsfuld neo-noir

Biografanmeldelse: Filmskaberen Guillermo del Toros neo-noir ’Nightmare Alley’ oser ganske enkelt af dragende stemning, hvor man bl.a. kommer med ombord hos et omrejsende cirkus. Inden det sker, åbner filmen med en både smuk og brutal scene, hvor vi møder en mand, der tilsyneladende efterlader fortiden bag sig for at starte på en frisk. Men hvorfor?

Manden hedder Stanton Carlisle og han støder nu på det nævnte cirkus. Her får han et job i slutningen af 1930’ernes USA, hvor fortællingen tager sin begyndelse. I sit nye arbejde blandt gøglere og godtfolk, slangemennesker og elektrificerede kvinder, møder Stanton den clairvoyante Zeena og tankelæseren Pete. Det bliver starten på en rejse ind i en okkult verden af fup og fiduser.

For der er naturligvis ikke helt rent mel i posen, når Zeena og Pete folder deres ”overnaturlige” show ud for øjnene af et både bondefanget og måbende publikum. Stanton får snart smag for metieren og kaster sig nu ud i den svære kunst at læse tanker, eller i hvert fald at snyde sig til at kunne det. Det sætter gang i en rejse, som Stanton dog ikke helt har kontrol over.

Jeg bliver således medrejsende i cirkusset, der knager af levet liv og huser sin del af skumle bagsider. Fortællingen lever dog ikke kun af fortællingens roligt udfoldende plot af mystik og farefuldhed, men er i høj grad også en karakterbåret fortælling, hvor man i hovedrollen som Stanton finder Bradley Cooper, der med lige dele charme og plaget melankoli giver sin karakterer nuanceret liv.

Filmen er i det hele taget befolket af interessante personager og stærke præstationer fra castet, der bl.a. også tæller Cate Blanchett som farlig femme fatale, karismatiske Toni Collette som Zeena og Rooney Mara som cirkusartisten Molly. Desuden giver en herlig Willem Dafoe den fuld skrue som cirkusdirektør, mens David Strathairn bidrager med et råt liv i skikkelse af Pete.

’Nightmare Alley’ er baseret på bogen af samme navn fra 1946, der også blev filmatiseret i 1947. I sin nye form lever fortællingen i særdeleshed af det univers og miljø, jeg træder gribende ind i, hvor bl.a. – og ikke mindst – filmens production design af Tamara Deverell og Dan Laustsens atmosfæremættede fotografering elegant indrammer den sælsomme fortælling om umage menneskeskæbner.

’Nightmare Alley’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Nightmare Alley’ har biografpremiere den 27. januar.

Kærlighed og kapitalisme i kunstens verden med ‘The Lost Leonardo­’

Biografanmeldelse: Kunstens verden handler ikke kun om den rene kærlighed til kunsten. Det handler også om penge, prestige, politik og magt. Mange penge! For hvad er et maleri af geniet Leonardo da Vinci egentlig værd? Og kan man overhovedet prissætte et sådant værk? Uanset hvad, er det, hvad der bliver gjort i Andreas Koefoeds spændende dokumentar ’The Lost Leonardo’.

Det er dog ikke kun det svimlende millionbeløb, der er på spil, når maleriet ’Salvator Mundi’ fra cirka år 1500 – forestillende et portræt af Jesus Kristus – sættes på auktion. For er værket nu også malet af netop Leonardo? Det er der delte meninger om, da maleriet pludselig dukkede op i 2005, hvorefter eksperter nu forsøgte at finde ud af, om det virkelig kunne være et ægte Leonardo.

Således udfoldes fortællingen om en af nyere tids vildeste og mest underholdende begivenheder i kunstverdenen. For en ting er usikkerheden om værkets skaber, noget andet er netop hele det magtspil, der udspiller sig rundt om værket. Der er nemlig også både magt, prestige og mange penge i kunst. I denne fortælling tager ’Salvator Mundi’ endda sit greb i selv politiske storspillere.

Det er gennem bl.a. en række interviews med både Leonardo-eksperter, konservatorer, forretningsfolk og kunstkendere, at jeg føres og forføres af den vilde historie, der endvidere også er interessant grundet netop sine iboende paradokser og modsætningsforhold. Det er kunst og kærlighed overfor kynisk kapitalisme, videre til mysteriet bag værket og en jagt på at finde frem til sandheden.

Der er på den måde også en lidt Indiana Jones-agtig stemning over filmen. En skattejagt, hvor mange af de medvirkende inderligt håber på, at her virkelig ér tale om et ægte mesterværk af mesteren selv. Men sandheden kan i kunstens verden gradbøjes og bliver det, når værket forsøges at blive sat ind i et bestemt verdensbillede, politisk spil eller bruges som løftestang for ren og skær forfængelighed.

Selvom ’The Lost Leonardo’ grundlæggende er en interessant og underholdende historie, er det flere gange undervejs også lidt de samme spørgsmål og svar, der går i ring. Bl.a. er værket ægte? Ja. Nej. Måske. Denne ellers nervepirrende tvetydighed til trods, mister filmen noget af sit ellers engagerende momentum i en fortælling, hvor kunst har mere end økonomisk værdi. Men hvor meget? For hvem? Og hvorfor?

’The Lost Leonardo’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The Lost Leonardo’ har biografpremiere den 27. januar.

Sorg, savn og afsked spirer fint i ‘Petite Maman’

Biografanmeldelse: I tiden efter, at den 8-årige Nellys elskede mormor dør, hjælper hun sine forældre med at rydde om i sin mors barndomshjem, der ligger omkranset af den krøllede natur tæt på skov og med højt til himlen. Her går Nelly på opdagelse i husets indre og ikke mindst den farverige skov. På en af sine ture alene ind i skoven møder Nelly en dag den jævnaldrende pige Marion.

De to piger starter hurtigt et venskab, mens de leger i skovens levende underlag og laver træhuler sammen. Hjemme i huset ryddes mormorens ting sammen i kasser fyldt med minder og glemte historier. Nelly savner sin mormor og føler bl.a. også, at hun ikke fik sagt et ordentligt farvel til hende den sidste gang, de sås, inden hun døde.

Den lille pige bærer således på en art uforløst sorg og et savn, der dog måske kan slippe sit tag i hende ude i skovens frie natur og i det nye venskab. ’Petite Maman’ er med sin fint udfoldede historie om de to piger og deres venskab også en film om bl.a. og netop den tunge sorg og det triste savn, videre til mindernes magi og den svære afsked. Det hele sat nærværende fint i scene.

Instruktør og manuskriptforfatter Céline Sciamma er lykkedes med at fortælle sin historie og de heraf affødte tematikker på gribende og eftertænksom vis, hvor skovens indre også byder på overraskelser, der ikke her skal afsløres. Desuden er de to piger spillet med naturlig sødme og indtagende charme af Joséphine Sanz og Gabrielle Sanz som henholdsvis Nelly og Marion. De to er gode sammen.

’Petite Maman’ er kort fortalt ikke helt, hvad den måske ved første øjekast giver sig ud for at være. Så tag afsted og bliv glædeligt overrasket af skovens magi og henført af den engagerende fortælling om sorg, savn og afsked. For selvom jeg måske ikke følelsesmæssigt kom helt tæt på pigerne, moren eller faren, så kender filmen med sine blot 72 minutter sin besøgstid og får det bedste ud af den.

’Petite Maman’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Petite Maman’ har biografpremiere den 20. januar.

‘The King’s Man’ har action-schwung og Rasputin som trumfkort

Biografanmeldelse: Med en karismatisk Ralph Fiennes i front folder instruktør og medforfatter Matthew Vaughn sin tredje film i Kingsman-serien veloplagt ud. Dette tredje kapitel om de velklædte og kampklare gentlemen er dog ikke en fortsættelse til de to andre film, men en forhistorie, der under titlen ’The King’s Man’ sender publikum tilbage til 1902, hvor fortællingen denne gang tager sin begyndelse.

Her dirrer stormagternes stridigheder på kryds og tværs af kloden, mens der i skyggerne blandt tyranner planlægges en omsiggribende krig, der vil betyde døden for millioner af mennesker. Denne krig må og skal naturligvis stoppes. Her træder netop en stoiske Ralph Fiennes ind på scenen i skikkelse af den elegante og yderst velklædte Orlando Oxford.

Under hans vinger finder man den unge søn Conrad, der er ivrig efter at bevise sit værd for sit fædreland. Han vil drage ud i verden og i krig for at tjene sit land og gøre en forskel. Dette huer absolut ikke farmand Orlando. Således fortælles også historien om et svært far-søn-forhold, hvor tematikker som skæbne, rastløs ungdom og plaget erfaring er i spil.

Desværre brænder sønnen ikke videre igennem i skikkelse af den her lidt anonyme Harris Dickinson. Det er en skam og lægger en dæmper på en ellers fin far-søn-relation. Ralph Fiennes opretholder dog hele vejen sit intense nærvær og sin karisma, hvor han får herligt modspil af bl.a. og ikke mindst Rhys Ifans, der giver den fuld og vild pedal som den onde Rasputin.

Når først Rasputin og Oxford krydser klinger, så synger action-fuglene for fuldt schwung. En sand fornøjelse. For selvom filmen med sine 2 timer og 11 minutter ikke helt formår at holde hjulene lige veloplagt i sving, så er her heldigvis langt overvejende tale om et underholdende kapitel i serien, der bl.a. adskiller sig fra de to øvrige ved ikke at spille nær så meget på gakket humor og kulørt overdrev.

Dermed ikke sagt, at her ikke er morsomme øjeblikke eller skøre idéer, men helt så tegneseriekulørt er det ikke, hvilket for filmen her fungerer rigtigt godt. ’The King’s Man’ er med andre ord en ganske velafbalanceret actionfilm udi humor og drabelige nærkampe, hvor Ralph Fiennes og Rhys Ifans stjæler billedet i samspil med de velkoreograferede action-sekvenser og flotte billeder.

’The King’s Man’ får 4 ud af 6 stjerner:

’The King’s Man’ har biografpremiere den 16. januar.

‘The Tragedy of Macbeth’ leveres i billeddragende sort/hvid

Biografanmeldelse: Baseret på William Shakespeares klassiske tragedie foldes ’The Tragedy of Macbeth’ i hænderne på instruktør og forfatter Joel Coen billedskønt ud i det ene dragende billede efter det andet i smuk sort/hvid. Her er nemlig tale om en film, der i særdeleshed også fortæller sin dramatiske historie via sin visuelle side, der fører mig ind i sit sitrende univers af interessante skæbner.

Her møder man i front Macbeth, der overbevises af tre urovækkende hekse om, at han skal være Skotlands næste konge. Det er helt kort det dramatiske afsæt for fortællingen, der med sikker hånd om sine æstetiske virkemidler hvirvler mig ind i dramaet, hvor Macbeth – med støtte fra sin hustru – kun bliver præget mere og mere af sine ambitioner om magt og det at besidde tronen.

Det er således historien om en mand, der kigger lige lukt ind i vanviddet og sin egen undergang, uden dog tilsyneladende at kunne gøre noget for at stoppe sin egen tragedie, der synes uundgåelig. Til at forløse filmens temaer som netop magt og farlige ambitioner, videre til skyld, skæbne og paranoia samt rå menneskelighed, finder man i titelrollen en karismatisk Denzel Washington.

En ting er som nævnt filmens fandens flotte billedside af bl.a. skarpt skåret arkitektur og hårde skygger, noget andet er rollebesætningens præstationer og forløsningen af manuskriptets gamle ordbrug, der i ånd med Shakespeares forlæg maler med billedskabende beskrivelser og gribende metaforer. Her formår netop og bl.a. Denzel Washington at give ordene et naturligt liv og dramatisk pondus.

Som Macbeths støttende hustru finder man den altid seværdige Frances McDormand, der her tager sit dramatisk sikre greb i mig med et ansigt, jeg ikke kan tage øjnene fra. Dette gælder i særdeleshed også Kathryn Hunter som de tre foruroligende og helt overjordiske hekse. Hun er for vild. Men alles ansigter – nogle mere karismatiske end andre – står som mejslet i forførende sort/hvid.

’The Tragedy of Macbeth’ er fotograferet billedbrillant af Bruno Delbonnel, mens filmens særegne arkitektur og helt mytiske omgivelser er bragt til dirrende live af production designer Stefan Dechant. Lydsidens skarpe væsen og musikken af Carter Burwell understøtter desuden fornemt dramaet og de medvirkendes præstationer, hvor Denzel Washington ejer hver en scene, han er med i.

’The Tragedy of Macbeth’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Tragedy of Macbeth’ har biografpremiere den 16. januar.